Denne sene aften sad hun, på toppen af dette større hus med aftens sidste kop dampende urtete. Før hun formede sine vinger af sit vand, og langsomt gled hun ned på gaden. Satte kroppen i sin bælte taske, og langsomt begyndte at lade sine lædersko, med deres lille hæl klikke som hun gik hen over fliserne her i den nedre bydel.  klang, Klang, Klang lød det som hælen ramte de store fliser, de langsomme skridt som de unge kvinde tog mens hendes varme gyldne øjne kastede deres blik rundt på de få vinduer med lys i denne bydel. Smilet, fyldte følelsen som øjne kastede på deres mål, varme, håb og tillid. Som hun nærmede sig by kanten sendte hun blikket imod den mørke himmel, stjerne var væk denne nat, ikke et lys forlod himlen selv månen var gemt bag disse mørke skyer. Dog, som hun tog et skridt ud af porten åbnede himlen sig, og de første tordneskræl gav noget lys fra himlen, og de første dråber begyndte at falde, først var de til at tælle på lyden, men knap et minut efter himlen åbnede sig så stod det ned og lyden var ikke til at dele fra hinanden, man kunne ikke høre dråberne mere, men i stedet kunne man høre en stabil larm af vand som ramte jorden, tagende, personer og andet vand. Larmen var stabil, og i de få minutter Magmi havde stået her, i sin sorte kjole, med sin lange jakke og kigget på himlen, var vandpytterne i god gang med at blive skabt. Et kort varm latter forlod hende som hun rystede på hovedet og vendte tilbage imod byen. ”Aldrig, vil jeg begynde en ny tur med denne start. Aldrig” lød det fra den varme stemme, som hun gik igennem regne kiggede imod at finde en kro, men nej. Som Det lange hår, begyndte at lægge ned at rygge frem for at stå i den hestehale det var sat i tidligere, så fik kvinden nok. Tasken blev kastede over skulderen som hun gik imod de forladte bygninger i området.


En, hvis dør stadig hang på hængslerne, lukkede ikke tæt men hang i døren rammen. Nok til at man kunne snige sig forbi uden at døren ville falde, og nok til at man ville høre nogle komme ind. En gamle faldefærdig kro, så dejlig åbne lokale, med små siderum? ”fantastisk, her kan man sagtens være” Som hun sagde dette, lød et brag fra lynet og en bred vibrerede en lille bitte smule, som vand begyndte at falde ind og danne en vandpyt midt på den tidligere bar. ”Jeg holder..bare mund fra nu af.” Grinede hun, som hun smidt den lange hvide jakke formede den til en pude, og fandt en af de gamle forladte værelse. lånte en af disse gamle senge, blot denne ene nat, for ikke at rejse i denne spontane storm.

Det havde være sen eftermiddag de hans ord havde ramt Aya, en krogest der ikke havde lagt mærke til hende i hjørnet, lige som ingen af de andre havde det. Der havde hun sidet sammenkrøbet, og vagtsomt fulgt med, lyttet til det seneste slader fra den mindre pæne del af hovedstaden. Hun holdts tadig af disse egne, deres særprægede måde at være p underholdt hende nu, hvor hun i sandhed var hævet over dem.

Den uopmærksomme krogæst havde i sin fuldemandssnak udbrudt at ingen nogensinde havde set Den blinde, så hun var sikkert ikke sand. 
Det kunne Aya naturligtvis ikke lade gå sin næse forbi. Den unge kvindes opmærksomhed sporede sig ind på manden, et nemt offer, ikke ligefrem stor, men bestemt en mand, med udgroet fuldskæg. Hun gættede på at han nok også var stærkere end ølmaven anviste, sammen med ans slappe arme. Men han var da bestemt ingen match for hende. 

Det havde ikke taget hende lang tid at få ham alene. han var ikke videre forsigtigt g gruppen havde ikke lang tid efter forladt kroen, og drog verd til sit. I denne del af byen behøvedes man ikke engang forsøge at finde et skjulested hvis man ville myrde nogen, man behøvedes blot at udvælge et af de tomme huse. 

Så efter Aya var listet op bag ham, og havde stukket en kniv i siden på hans uvidende skikkelse, havde det ikke taget hende længe at trække ham ind i hovedlokalet, af hvad der så ud til at være en gammel kro.

Det stakkels menenske var allerede næsten halvt forblød da hun grinene viste ham sit ansigt, og genkendelsens klarsyn oplyste hans øjne. Aya gad imidlertidigt ikke at han bare uden videre skullle då, så hun begyndte beslutsmot at hive hans knoer afled en efter en. En handling der fik manden til at skrige højt af smærte.