Krystallandet
Hobbit 22.06.2017 22:07
Den lille landsby havde vidst sig at være et rent eventyr i sig selv. En masse forskellige folk, med forskellige personligheder. Hun havde oplevet ubehag men også at kunne grine og smile med personer omkring sig. Specielt børnene der løb rundt på markerne når pligterne ikke var for mange, havde hun især fundet stor glæde ved at tulre rundt med. Det havde ført til leg, smil og glade stunder. Noget der tankede mere op end noget andet kunne gøre. Næsten da.For Talia var og blev afhængig af en eneste ting, som aldrig ville kunne undværes i hendes liv. Vandet. Det kaldte hende altid til sig, om det var havet, åer eller søer af forskellig art. Hun gik forbi de brede barkede træer, over det mosede underlag på de bare fødder, mens lyden omfavnede hende. Lyden af brussend evand der slog mod sin egen overflade og sten under sig. Og her så hun det. Et vidunder uden lig andet i denne verden. Vandet brussede frem og dannede et smukt vandfald som elementaleren betragtede med store øjne hvis farve havde en stærk lighed til det skummende vand.
Uden omsvøb eller tanke på den lyse kjole der lå blødt om hendes krop, sprang hun ned i det klare friske vand og mærkede næsten med det samme hvordan de forenede sig. Hun tog ikke fuld skikkelse af sit eget element, men var mere gennemsigtig og vandlig i sit udseende. Hovedet kommen oven vande igen, grinende og med stor glæde. Det eneste som ikke tog en mere usynlig form var det våde tøj på hendes krop, bestående af den lyse kjole, alt andet, selv hendes hår, bevægede sig bølgende og som vand i let bevægelse.
