Orkklannerne holdte sig stadig i et irriterende højt antal op af bjergende i øjeblikket, og deres øjne var stadig fæsnet på det majestrætiske dværgerige. De samlede styrker, forsøgte at danne orden i sine rækker, men orker var ikke videre intelligente. Når der ofte var rådsmøde, endte det i en større slåskamp hvor lederne slog hinanden til plukfisk for at få mere magt. Det gjorde naturligvis Guineveres og de andre krigeres job, hundrede gange nemmere, når de kom ind i en lejer hvor halvdelen af orkerne allerede var slået til blods.

Omend det var blevet nemmere, var det stadig ingen leg. Guinevere havde været afsted i mange dage. Hendes normalvis blå tøj var blevet lagt på hylden, da det efterhånden var blevet så vådt og mudret at så snart det tørrede blev det stift som et bræt. I stedet var hun ifført brun. Neutrale brune farver, der fik hende til overraskende nemt at falde i et med de andre dværge. Hendes hår, der normalvis var pænt redt og ikke mindst rent, havde stadig jordrester, grene og andet godt gemt inde i filten, som var blevet opgivet, og sat op i en høj hestehale, med totter og fletninger en smule ud til alle sider. Alt i alt, erfarede Guinevere hurtigt ved ankomst til byen, at hun var mindre genkendelig end normalt, hvilket da også gjorde at hun mere kunne gå i fred for en gangs skyld.

Guinevere elsker sin befolkning, elsker at bidrage og er intet arbejde er for lavsstående eller klamt til at hun ikke kan udføre det trods det royale blod der flød i hendes åre. Men denne ugenkendelighed, fik hende til at slappe af på en anden måde. Skulderne var knap så stive, og den faste holdning faldte mere sammen i træthed. Øl og mjød ville gøre underværker mod netop dette! Og det bedste sted at få det, var på Pilgrimmen.

Guinevere kantede sig forbi et par grinende gæster der højlydt skålede med hinanden, og satte sig tungt ved baren. "En øl, tak" kropigen var hurtigt hende og hente, mens hun kiggede nysgerrigt på Guinevere, som om hun kunne genkende noget men alligevel ikke. "Hård tur?" spurgte hun selskabeligt, et formidabelt træk til at få kunderne til at føle sig velkommen. "Orkerne var desværre ikke altid lige samarbejdsvillige" svarede hun med en munter undertone og blinkede til den anden, som hun tog imod krusset. "En tallerken mad, hvis I har" tilføjede hun bag efter, da hendes mave lavede en voldsom rumlende lyd.

Det var endnu en aften på Yurgitelyns kro 'The Pilgrim'. Det var den bedste, men godt nok ikke den største kro i dværgenes rige Dragorn. Værelserne, som var både tørre, (med rene tæpper og skind, og der var mulighed for at få varme sten under tæpperne for lidt ekstra på kistebunden) koste rimeligt, kvaliteten taget i betragtning. Maden var god, og ikke for salt. Grunden var, at der blev svinget så meget mad over disken på 'The Pilgrim', at fx fisk ikke behøvede at blive saltet så meget, som de der blev solgt på mindre spise- og drikkesteder. 

Desuden var beværtningen behagelige, krostuen varm, ja nærmest familiære, og kromutter Yurgitelyn var god til at smide de alt for fulde dværge på porten, så alle kunne holde ud at være der, og de der havde lejet værelser kunne sove.

Og som sædvanligt stod Yurgitelyn bag disken og tørrede kopper af. Ind imellem råbte hun ordrer ud til Barag i 'køkkenet', (som i virkeligheden bare var et lille rum med ildsted, hvor maden kunne blive varmet lidt for ekstra betaling), som sad og slumrede derude det meste af tiden. Dovne karl, tænkte Yurgitelyn øjenrullende og fulgte med i samtalen, som gik mellem kropigen som serverede og en ung, men meget beskidt, dværg.

Pigen skævede spørgende til Yurgitelyn, ved den beskidte dværgs ønske om mad, hvorfor Yurgitelyn brød ind.

"Det bliver 1 ravstykker på øllet, og yderligere 3 ravstykker for dagens ret." svarede Yurgitelyn med et venligt smil, også selvom der var en vis sarkasme over det. Det viste at hun var seriøs og ikke nogen man kunne løbe om hjørner med. "Og det skal betales, inden du får andet og mere end det krus øl." 

Yurgitelyn sendte servitricen et strengt blik. Alle vidste godt, at det hed pengene først, bestillingen bagefter. For hun kendte godt typen. Kom ind og bestilte alt muligt, drak og blev store i munden, men kunne ikke betale i sidste ende. Og ikke tale om, at hun ville betale for fremmede drukkenboltes gilde. Det var i hvert fald ikke noget der fandt sted i hendes kro. Fremmed eller ej!

Guinevere havde været for træt i sit hoved, til rent faktisk at tænke over at der var visse ting man plejede at gøre, mest af alt fordi ingen var i tvivl om at hun havde pengene til at betale. Her gik det for alvor op for hende, at den beskidte beklædning, hun lige nu faktisk også beklagede at havde slæbt med ind i den fine stue, og hårets anden måde at sidde, gjorde hende svært genkendelig. Kropigen vidste simpelthen ikke hvem hun var.
Guinevere havde flyttet blikke fra kropigen til Yurgitelyn der lignede sig selv som altid. Hun smilede undskyldende til kroejeren. "Undskyld, jeg glemte helt mine manere" hendes stemme lød oveni det en smule hæs, men hun fandt pengene frem i form af 4 ravstykker af god kvalitet som hun ragte frem mod kropigen.

Hun kiggede over på Yurgitelyn med et forsikrende smil. "Det skal ikke gentage sig, at jeg forglemmer at betale først" Hun nævnte ikke hvem hun var, ikke fordi hun ønskede at de skulle forblive uvidende.. Hun fandt det bare ubeskrivelig afslappende for en gangs skyld at være ukendt. Så det spillede hun videre på. Hvor uhæderligt det i sidste ende måske var - hun ville ikke gøre noget der kunne sætte nogen i dårligt lys, så hvad kunne det skade.

Kromutter Yurgitelyn rakte hånden frem, og fik lagt 4 ravstykker i sin store næve. Hun nikkede bekræftigende til den fremmede, da hun havde holdt stykkerne op imod en af olielampernes skær, for at tjekke mønternes ægthed. Det var mønter i ganske god kvalitet. Bedre kvalitet end hvad hun ellers normalt så her på kroen. Det var en kvalitet, som hun normalt kun så hos højerestående dværge, som byvagter, våbenmestrer, krigere som arbejdede ved Dværgeriget og lignende. 

Så denne dværg, som hun ikke mente at have set før, men det var svært at vurdere, fordi denne var så beskidt, måtte være af fornem byrd, somehow.

"Det er for min egen sikkerhed, at man betale først og får bagefter. Men du kan tydeligvis betale for det du vil have." forklarede og konkluderede Yurgitelyn roligt og afmålt. Derefter hældte hun øl op i et krus til sig selv, mens hun nikkede tænksomt for sig selv.

"Du ligner en, der har været ude og beskytte vort lands grænser. Du er jo fuldstændig dækket i mudder fra top til tå." lo Yurgitelyn kommenterende med et glimt i øjet. Hun elskede sladder, jo mere jo bedre, og var hun heldig, så ville denne fremmede også dele information med hende - her henover disken.

Guinevere tænkte ikke over stykkernes kvalitet som hun ragte dem frem, eftersom hun var vant til at det altid så sådan ud. Forkælet var hun jo nok på mange punkter, men hun håbede da at det ikke lod sig mærke for ofte. Guinevere havde trods alt aldrig følt sig mere værd end sine meddværge. Guinevere smilede taknemmeligt med et lille hovednik. Ja, hun kunne betale for hvad hun bestilte, men det var nu god skik at vise pengene frem først end bagefter man havde nydt af goderne, når det kom til dværgemanere. Mange kunne oftes drikke mere end pengepungen ragte til.

Guinevere havde løftet krusset med øl og taget en solid slurk, som Yurgitelyn begyndte at tale igen, antydende helt korrekt i hvad Guinevere havde foretaget sig. "Jeg beklager hvis jeg tilsviner betrækket, men glemte min tilstand da jeg endelig kom tilbage. Jeg længtedes efter en god øl og et godt måltid mad." svarede hun først på, med henblik på at hun var dækket af mudder fra top til tå. "Jeg var med en ekskorte ude for at bekæmpe de sidste orkklaner væk fra vores grænser. Der er heldigvis ikke mange tilbage efterhånden" fortalte hun så med en rolig men stadig alvorlig mine omkring situationen. Guinevere havde intet imod at dele om sin dag hvis en anden ville høre om det, selvom hun kendte Yurgitelyns eget rygte om at være meget begejstret for sladder.

Yurgitelyn nikkede let, mens hun tørrede et ny krus af, på kromutter-manér. Nu hvor hun havde fået betaling, så var hun tilfreds. Så kunne denne kvinde være verdens største røvhul, og hun ville ikke fortrække en mine. Eller det var ikke helt sandt, men halvt var det da. Hun spyttede diskret på viskestykket, og derefter ned i en spand, som stod bag disken, inden hun tørrede videre.

"Det går nok. Der findes dem der sviner mere, trods de ikke er dækket af mudder." Yurgitelyn lo hjerteligt, før hun satte da kruset fra sig, og fyldte det med den gode øl, til sig selv. Hun tog sig derefter en ordentlig slurk. Hun havde en høj terskel, når det handlede om alkohol, alligevel holdt hun sig på maksimalt fire krus på en god aften. Det nyttede jo ikke noget, at hun var plørefuld, og begyndte at give gratis runder øl, for det tjente hun jo ikke på - overhoved.

"Det sætter vi alle pris på, at I gør. Ikke drenge?" lød Yurgitelyns svar højlydt, så nogle af 'drengene' hørte hende. Der lød en 'aiy'(!) og krus blev løftet.

"Si' mig, du, er vi snart ved at slippe af med de orkbæster? I må da snart have slået dem tilbage. Det håber jeg da snart, for de kræ er ildelugtende og de skræmmer kunderne væk." tænkte Yurgitelyn højt med et nik, også selvom netop dette ville give krigerne mindre arbejde. Ikke at folk ikke ville være glade for mindre arbejde, men var de ikke i krig, så var der ingen løn for arbejdet.

Guinevere smilede og forstod skam udmærket hvad Yurgitelyn talte om. Hun havde set et par stykker med sine egne øjne, men når hun ikke var i inkognito som hun tilsyneladende var i øjeblikket, med så meget mudder på kroppen, opførte de fleste sig anstændigt i hendes nærvær. Det var en prøvelse at se den virkelige verden uden for de royale rammer. I hvert fald i sit eget hjemland, hvor alle vidste hvem hun var.

Det var en munter stemning i kroen og det næste enstemmige opråb fra de andre krogæster. Hun følte sig faktisk mere beæret over at vide at det var den almene dværgs svar på hvad hun forsøgte at udrette hver eneste dag – næsten hver eneste dag i hvert fald. Når hun ikke lige drak selvfølgelig. Guinevere løftede krusset for at drikke af øllet mens Yurgitelyn snakkede. Guinevere havde intet imod at besvare spørgsmål eller bare generelt høre andre snakke omkring sig. Det var afslappende at høre andres stemmer.
Guinvere smilede og holdte et grin tilbage som hun satte krusset ned igen og fik øllet ned i maven, uden at kløjse i grinet imens. ”De fleste af dem er på flugt væk fra bjergene. Så ja, der er snart mulighed for flere kunder til kroerne, fra de rejsende der vil sælge og hjemkøbe i Dragorn” fortalte hun muntert tilbage. Det var ubeskrivelig rart hvis de kunne slippe af med de bæster. ”Så må vi se hvad næste problem bliver!”

Yurgitelyn nikkede let af den mudrede gæst, og tømte sit eget krus. Hun smilede og ræbede kort efter højlydt med et grin. Hun var som så mange andre dværge, altid højlydt, også selvom hun havde grænser. Suk, ja.

"Det er godt. De skræmmer alle væk. Ikke kun mine kunder. Det skal nok blive godt at få nogle købmænd til byen. Det er altid spændende at se, hvad de har med." Yurgitelyn gned sine hænder mod hinanden i spænding, og smilede til den ukendte dværg.

Yurgitelyn slog en latter op:

"Ak ja." lo hun hjerteligt, og slog sig på låret "Der kommer jo altid en ny plage."

"Hør-" Yurgitelyn lænede sig ind over disken, og hvilede hovedet på sine barkede næver "-Jeg synes, at jeg har set dig før, men jeg husker ikke dit navn." Det var egentlig mærkeligt, for normalt var hun god til navne, men denne dværg virkede så bekendt, uden at hun huskede navnet.

Guinevere var også ganske udmærket tilfreds med at orkerne trak sig tilbage væk fra deres landområder. Naturligvis vidste hun også at det betød de startede deres vold, krig og voldtægt i andre landsbyer der måske ikke var millitært forberedt. Men det var i nær umuligt at få det afskum udryddet hvor meget hun end gerne ville. Dertil, når magterne ikke tryggede fra begge sider i kampen mod de utal af klaner der var dukket op, var der ikke meget dværgene kunne gøre alene andet end at holde dem i skak.

Guinevere havde modtaget sin tallerken med mad og var begyndt at spise ganske stille og roligt, mens hun lyttede til Yurgitelyns snakken. Det var nu egentlig ganske rart. Hun slugte den sidste bid, som der blev spurgt ind til hendes navn. Guinevere ville ikke lyve overfor hende, men frygtede naturligvis at blive afsløret som værende Thanens barnebarn så snart hun nævnte det. Så ville stunden med at sidde fredeligt uden at blive sendt blikke eller skabe akavede stemninger forsvinde som dug fra solen. ”Guinevere” svarede hun og løftede noget mere mad op til munden. Der var mere end en som hed Guinevere i Dragorn, det var ikke et unormalt navn at give sine døtre, men det var alligevel noget der afslørede lidt mere om hvem hun egentlig var.

Yurgitelyn var glad for, at orkerne snart var ved at være væk, også selvom det betød, at de ville være en plage for andre. Så længe hun kunne slippe for dem, så var hun tilfreds. Om ikke andet, så måtte de jo skiftes til at 'have' orkerne, så det var muligt at få en pause ind imellem.

Derved stod Yurgitelyn muntert og nikkede, eftersom nogen var trådt ind af døren og begyndt at spille lidt musik på diverse simple instrumenter. Hun hørte kun efter med et halvt øre, mens hun drak fra sit krus, men spyttede det ud, da den fremmede nævnte sit navn. Guinevere, det lød lidt for bekendt til, at det kunne være et tilfælde.

"Altså Guinevere, som i Thanens barnebarn?" spurgte Yurgitelyn overrasket, også selvom hun følte, at hun allerede havde regnet den andens svar ud. Nu hun kiggede ekstra godt efter, så synes hun også at kunne se netop Guinevere i den unge kriger, også selvom hun ikke havde set Guinevere særlig tit. Eller i hvert fald ikke, hvor hun havde lagt mærke til det. Nok var hun kommet her på Yurgitelyns kro, The Pilgrim, men som kromutter lagde hun jo ikke mærke til hver enkelt der kom herind.

Guinevere løftede forskrækket hovedet fra sin tallerken og så vagtsomt på Yurgitelyn der så ud til at være kommet helt i kløjs med sit eget krus af hvad end hun var ved at drikke. Guinevere gættede på at det var øl, omend hun aldrig havde set kroværten fuld på arbejdspladsen.

En smule desperat så Guinevere til siderne om nogen havde opfanget dette påstyr mens hun løftede hænderne op imod Yurgitelyn i et håb at få den anden til at tie lidt. "Ja, det er mig" svarede hun meget lavmælt. "Men jeg får sjældent lov til at blive ladt alene når jeg er ude.." der var en let hentydning i hendes stemme om at hun ville sætte sotr pris på at der ikke blev råbt op om dette. Nogle gæster var i forvejen begyndt at kigge op imod dem, fordi der skete noget usædvanligt. "Undskyld jeg ikke sagde det" svarede hun roligt og kiggede ned på sin tallerken igen og fik spist noget mere af det hun havde fået udleveret, inden krusset blev løftet på ny.

Yurgitelyn hostede højt, for ikke at kløjse i øllet. Derefter tog hun en klud, kluden hun havde tabt på gulvet under sit hosteanfald, og tørrede bordet af foran sig, der hvor hun havde spyttet drikken ud. Det lå i en lille pyt, men forsvandt hurtigt i kraft af, at kluden sugede det op.

"Oh, sorry. Det var ikke min mening at tiltrække opmærksomhed." Yurgitelyn forstod præcis hvad hun ville, da hun løftede hænderne imod hende. Hun vidste, at hun skulle tale lidt lavere, for ikke at tiltrække (mere) opmærksomhed.

"Forståeligt at du ikke gjorde." Hun nikkede let med en forstående mine, mens hun tørrede krus af igen og, ind imellem, tog en tår af sit eget krus.

"Det er ikke altid lige fedt at være 'berømt'. Folk hænger i skørterne på en. Ikke at jeg har erfaringer med det, men det er det jeg har fornemmet, når nogen fornem er kommet hertil." konkluderede hun muntert, og løftede igen kruset, før hun tog en tår.

Guinevere smilede roligt og lod sine hænder falde tilbage ned i hvilende tilstand på bordet. Hun var efterhånden glad for at folk begyndte at forstå at evig opmærksomhed ikke altid var at foretrække. Faktisk var det rart at være steder hvor man blot kunne holde fri uden at der kom alt for mange spørgsmål, antagelser og ikke mindst blikke. Hun havde efterhånden været center for en del opmærksomhed på det sidste. Rygter måtte gå hurtigt.

”Der er ellers også mange der ved hvem De er efterhånden, Yurgi. Krostuen er i hvert fald populær, g mange kommer her.” selvfølgelig var det ikke helt det samme. Der var nok ikke lige så mange der blot ventede på at Yurgit gjorde et eller andet dumt, så nye rygter kunne blive startet op. Dværgefolket var ikke onde, eller modbydelige som sådan. Men de var faktisk umådelig nysgerrige når det kom til stykket. Dem i smedjen var dem der var mest ligeglade med Guineveres egentlige status – hvilket var grunden til at hun oftest befandt sig og arbejdede dernede når muligheden bød sig.

”Apropos. Hørt noget interessant på det sidste angående de andre dele af landet?” Guinevere havde naturligvis en hvis insiderviden efter de mange rådsmøder, men ikke alting kom frem til de højere autoriteter, men gik derimod som enten fuldemandssnak eller sømandshistorier. Hvis det ikke var den samme ting.

Yurgitelyn smilede til den unge dværg. Det var aldrig fedt med konstant opmærksomhed. Ikke at hun selv kendte noget til det, men hun forstod det godt. Konstant opmærksomhed kunne være belastende, især hvis man bare gerne ville være i fred. Den del kendte hun godt selv lidt til, mest fordi hun også var lidt 'kendt' i området, og det fordi hun havde den bedste kro i dværgenes rige.

"Ja, jo, men jeg er jo, næsten, altid her, og at blive kendt i sin egen krostue er ikke så slemt igen. Går det helt galt, så kan jeg jo altid gå om i baglokalet." Forklarede Yurgitelyn med et skævt smil. Hun vidste jo godt, at folk kendte hende, men det var ikke helt det samme som at være 'kendt'. 

"Årh, der sker ikke det store lige for tiden. Ikke så meget andet end nogle rådsmøder og så har mølleren mistet nogle heste. Sikkert bare en flok unge knøse, som har nappet dem." Dværge var nysgerrige væsner, ja, men ikke ondskabsfulde. Og hun vidste selv en del om, hvad der skete i området. Ikke på så højt plan, men hun vidste da lidt om, hvad der skete i krogene.

Dværgende var ikke det værste folkefæ at være kendt iblandt. Mange af dem holdte hovedet i deres eget arbejde og så kun Guinevere som en anden arbejdstitel. Det var faktisk ganske befriende. Og så var der naturligvis altid de nysgerrige. Dem der holdte fast i traditioner og dem som generelt bare gerne ville have sladder. I sidste ende kom Guinevere ikke til at stå med magtpositionen, det gjorde hendes bror, og på umådelig mange punkter, var hun det dybt taknemmeligt. Tanken om at minimum fordobble de forventninger hun i forvejen havde var gruopvækkende.

Guinevere smilede. Ja, det kunne der nu være noget om. Folk udefra vidste godt hvem hun var, men det var ikke sikkert hun modtog den samme mængde stirren som Thanens familie nogle gange skulle stå model til. ”Jeg kunne godt bruge et baglokale engang imellem” grinede hun lavmælt. Jo, hun havde sit hjem, hvor udefrakommende ikke kom ind, men det var sjældent hun fik lov til at gå når hun selv ville.

Guinevere løftede krusset og begyndte at drikke som Yurgitelyn fortalte om de småting der efterhånden var hændt rundt omkring. Hun satte roligt krusset ned igen og tørrede sig over munden med baghånden. ”Forhåbentlig aflevere de dem tilbage igen, når de er færdige med deres ridt ude i bjergene” det skete at de yngre fandt på at tage heste for at komme ud i verden. Men de fleste vendte altid tilbage igen.

// Ved ikke hvordan vi skal få tråden videre herfra, er lidt blank, så lukker den nu.