Igennem generationer havde Lovkach familien forventet at skulle fortsætte som et stamtræ for sig selv. Uden relationer til andre nomade familier. Deres arv af magi havde fået alle til at se med et skævt øje til dem. Indtil nu.
Dette var et af, nej det VAR Samira iz Lovkachs stolteste øjeblik i hendes liv. Jo, hendes egen bryllupsdag, hvor hun havde giftet sig med Eduardo iz Lovkach al Patrulea, havde ganske vist været noget af en bedrift. En mere løs mand fandes ikke i hele Krystallandet mente Samira og hendes svigermor. Men ikke destomindre havde hun fastet ham og blevet moder til hans børn. Med dette bryllup var noget helt andet. Det var ikke bare foreningen af to individer for at føre en generation videre. Det var foreningen af to store familier der fra nu af ville holde fred. Og det hvilede på skuldrene af Samiras egen datter.

Med omhyggelige bevægelser bandt Samira skærfet omkring livet på det sidste lag i hvad er udgjorde datterens brudekjole. Der var ikke bare to eller tre lag men fem lag i det traditionelle tøj som Samira havde brugt de sidste uger på. Og nu var hendes datter iført det hele. Sart farvede mønstre prydede det tynde stof som hang ned over datteren skuldre for at skule men alligevel give et hint af hvad var gemt væk. Under det tynde silke lag var de fire lag som skulle repræsentere de tidligere generationers minde. Inderkjole, yderkjole, en farvestrålende nederdel udenpå, en kåbe der var trukket ned under hendes skuldre og til sidst den tynde silke robe. Stoffet det var syet i var købt af den nuværende generation mens kæder, perler, pyntegenstande og mange mange forskellige mønter var alle dele fra bryllupper der var holdt i fortiden. 

Det var næsten ikke til at bære at se hendes datter på denne måde. Denne lille pige blive givet væk til en ny som skulle beskytte hende fra verden. 
Nomadedatteren vendte sig om op så på sin moder i stilhed, inden hun skar en afskyelig grimasse. "Jeg ved godt det er traditioner tro men det her er overdrevet, selv for mig" kommenterede hun til de tusinder og atter tusinder af perler og ædelsten hun var pyntet med. Samira grinte højlydt så det kunne høres helt uden for teltet de stod i. Hun tog sin datters ansigt i hænderne og plantede et kys på perlen i hendes pande. "Min Lyuba, min lille måne, det repræsentere jo vægten fra dit stamtræ. Det er alt din historie du tager med dig og skal vise frem med stolthed og ynde. Det noget du skal beundre." sagde hun og vendte pigebarnet om så hun kunne se sig i spejlet der var foran dem begge. "Desuden, så skal du heller ikke have alle lagene på så længe" trøstede hun med et bredt smil.
"Neagus siger jeg ikke skal have nogen af lagene på ret længe" svarede Lyuba og gengældte det smørrede smil hvilket fik Samira smil til at blegne drastisk. "Neagus er en bengalo" svarede Samira muggent, hvor Lyuba skulle lige til at vende sig om i fryd over at hendes egen mor havde bandet over sin egen søn, men blev afbrudt af tre unge piger på omtrent hende egen alder. og flåede teltdugen til side Det skreg i hver deres tonelege af glæde over at se deres veninde og hev hende ud af teltet ud på gaden hvor en tydelig rytme allerede havde bredt sig ude på det store torv. To af pigerne holdt Lyubas inderskørt oppe imens den sidste trak afsted med hende. Om det var glæde eller nervøsitet Lyuba kunne mærke i maven havde hun absolut ingen ide om, men stemningen i hendes veninders stemmer fik hende til at lyse op i et uskyldigt grin.

Dagen var kommet. Dette var dagen. Det var det eneste der egentlig rigtig kunne løbe gennem Cecilios hoved, som han stod der og var igang med at blive iklædt sit bryllupstøj. Han vidste ikke hvordan han havde det med denne dag. Hele hans liv havde han troet han ville blive gift ud af kærlighed, men dette var arrangeret. Dog som han havde brugt flere og flere dage med sin kommende hustru, så var der måske kommet en snert af den kærlighed han havde længtes efter. At sige han var forelsket var at overdrive, men han bar omsorg til hende, og ønskede hende det bedste. Han ønskede ikke nogen sinde at se hende ked af det igen, og som Seona havde sagt til ham. Så var det en god nok start til at de kunne få et godt ægteskab sammen.
Seona, hans såkaldte plejemor i denne gøglergruppe, havde været der gennem det hele for ham. Hun var hård at håndtere det meste af tiden, men hun passede på ham, som var han hendes søn. Det var også derfor at Cecilio ønskede at bibeholde freden mellem de to grupper. Hvem vidste hvad der ellers ville ske. Og alligevel var dette ikke noget han havde overtaget i lang tid efterhånden. Jo længere bryllupsforberedelserne havde skredet frem, jo mere blev det glemt, som dette begyndte at føles som en naturlig del af hans verden.

Endelig havde han fået sit tøj på, dette var i stor stil med Julians hjælp. De mange farver han var svøbt ind i, og smykker han ligeledes havde fået på, gjorde han lignede en hel festival i sig selv. Han havde måske ikke ligeså mange lag på, som hans forlovede havde, men stadig kunne han mærke varmen ved alle lagene. Dog måtte han se nogenlunde ud, for da han gik ud af teltet han havde klædt om i, kom der et begejstret hvin fra Gilly, Julians egen forlovede.
"Det klæder dig bedre end jeg havde troet... jeg kan ikke tro at det allerede er i dag det sker," kom det fra Gilly, som så ud som om at hun var på nippet til at græde.
"Jeg går ingen steder. Burde det ikke bare være en glædelig dag. Vores familie bliver større," sagde Cecilio som trøstende bemærkning til Gilly, som nikkede. Men hun var tydeligvis ikke helt over det. De var som søskende, så at se hinanden blive gift. Det var alligevel en ret stor omvæltning.
Julian, der var kommet ud kort efter Cecilio, begyndte at nikke mod pladsen de havde fået ryddet til dagens gøremål. "Vi skal se at komme afsted. Vi kan ikke have at dagens midtpunkt kommer forsent," sagde han med et smil, og Cecilio selv kunne ikke lade vær med at grine, og begynde at gå mod festlighederne, der udentvivl allerede var begyndt at starte.

Trommerne der kunne høres blev gjordt selvskab af fløjte, strengeinstrumenter og diverse andre som nærmest ikke kunne identificeres i mængden, som den lille farverige flok piger nærmede sig. Dog inden nogen af de mange folk, der havde hørt nys om brylluppet, kunne nå at lægge mærke til dem stoppede de op.

"Er du klar?" spurgte den højeste og ældste i gruppen som havde trukket Lyuba afsted i håndledet. Var hun klar? Blev hun nogensinde det? Først nu kunne hun mærke at det ikke helt var glæde men dyb nervøsitet for at skulle ligge sit tidligere liv fra sig. "Så klar som jeg vel kan være. Vi har jo øvet det en milion gange da vi var små." svarede hun med et nervøst smil. "Ja men der var det altid Minja der var øverst" blev der svaret igen hvilket fik dem alle til at grine. Da der igen var faldet ro over flokken gik den robuste men alligevel slanke kvinde om bag ved Lyuba og løftende hende op over sit hoved og op og sidde på hendes ene skulder. De to andre pige støttede Lyubas ben og holdt om hendes bare fødder med deres hænder som var de hendes sko.
En bruds fodsåler måtte ikke røre den nøgne jord før efter hun var blevet givet væk, havde de tre piger altid fået fortalt fra deres mødre og havde derfor altid forberedt traditionen om at brudens ungmøer skulle holde hende fødder ubesmittede.

Da de nærmede sig folkemængden der var travlt optaget af allerede at feste og danse stod de stille et øjeblik og betragtede synet. Farverne fra aftensolen gav tøjet og udsmykningerne på pladsen et gyldent skær som var ilden blandt dem uden at brænde det mindste. "Undskyld mig men ignorerer de os?" spurgte den yngste i flokken der var blevet lidt utålmodig. "Pfffffff" spyttede Lyuba af dem inden hun satte fingrene op til munden og piftede så det gav genlyd op ad bygningerne. 
Da de første vendte sig om blev stemningen ikke bare opmuntrende men gøglerne opførte sig som om de havde set et mirakel blive udført. Folk strømmede omkring dem og jublede imens pigerne bar afsted med en nu alt for pinligt berørt brud der ikke kunne andet end at holde blikket fokuseret på pigerne der bar hende. På vejen ind til midten af pladsen lykønskede folk dem alle fire ved at beklæde dem med blomster og endnu flere perlekæder og smykker som tegn på deres glæde på deres vegne og lykke i fremtiden.

Det sædvanlige springvand i midten af pladsen var ligledes blevet dækket af sæsonens planter, urter, smykker og diverse offer gaver til de forskellige guder der blev tilbedt af gøglerne. Det var her at brostenen på gaden og trinene også var blevet tildækket af vævede tæpper som Lyuba blev placeret på. Hun blev mødt af de ældste og Samira der havde taget en genvej ubemærket igennem folkemængden for at give sin datter væk.

Hun tog sin datters hånd og med sit velkeldte brede smil førte hun hende op ad det første trin til springvandet hvor de ventede så at ceremonien skulle starte.
"Du tuder ikke vel?" mumlede Lyuba imens de to kvinder stod hånd i hånd og betragtede omgivelserne. "Kun lidt" hulkede den kraftigt byggede kvinde og klemte hånden til.

Et par enkelte blikke blev givet til Cecilio, Julian og Gilly der fulgtes over til pladsen. Cecilio var klart den mest farverige, men også Gilly og Julian havde sørget for at være iklædt prangende tøj. Nogen undrede sig, men andre kunne også se hvad det var. Det var et gøglerbryllup, og de færreste ville gå glip af det. Det kunne da også ses som de tre unge kom helt tæt på pladsen. Der var pakket af folk. Gøglere, beboere fra Hovedstaden, og rejsende. Det var dog tydeligt at se hvem der havde været til disse slags bryllupper før, som de strålede, dansede, og allerede var igang med at drikke.
Cecilio fik lidt af en klump i halsen da han så det. Skulle han virkelig... foran alle disse mennesker? Nogen af dem var selvfølgelig ikke særlig interesseret i selve brylluppet, men udentvivl manges øjne ville være rettet mod dem når de endelig begyndte.

"Ingen grund til at gå i stå. Du er stjerne for en dag, udnyt det," sagde Julian drillende og skubbede Cecilio fremad. De kunne ikke stå her hele dagen og Cecilio skulle trods alt ind til Lyuba før nogen som helst af festlighederne kunne ske. Desuden havde de kære ældre kun fortalt ham halvt om hvad han skulle, så da han pludselig fik stukket et par tøjler i hånden af en Seona der kom ind fra siden af, kunne han kun blegne.
"Hva... hvad skal jeg helt præcist med dette?" kom en meget lille stemme på Cecilio som han kiggede på dyret hvis tøjler han holdte. Han vidste Seona kunne ting med dyr, men hvordan i alverden havde hun fået fat i en kamel og hvad skulle han med den.
"Du ved nok... Man har ikke et rigtig bryllup uden en dansende kamel, desuden... du skal vel bevise hvorfor hun skal vælge dig over kamelen," det sidste kom hviskende ind i Cecilios øre, og en let gysen gik gennem ham. Ja. Han skulle nok sørge for at gøre sig selv til grin nu her. Og åbenbart så hentydede Seona til at han skulle danse med denne her kamel. Interessant hvordan hans liv var begyndt at se ud. 

De nu fire folk, og en kamel, begyndte at masse sig frem mod Lyuba, og endelig nåede de til nogenlunde midten af pladsen og der sad hun. Smuk som altid, og Cecilios smil kunne ikke lade vær med at brede sig på hans læber. Han bukkede let for Lyuba, men gjorde intet tegn på at gå ind og røre hende, til trods for hvor tætte de også var blevet på hinanden når de var sammen. Det var deres bryllupsdag, og de måtte ikke røre hinanden før at de endelig var belvet gift. Det var som om at tæpperne under Lyuba fungerede som en barriere for nu, mens de ventede på at festlighederne rigtig kunne forsætte. Han havde derfor også for dette øjeblik glemt at han havde tøjlerne på en kamel i sin ene hånd, og den stod noget dovent og kiggede over hans skulder.

Lyuba havde haft utroligt svært ved ikke at grine af sin moders svar og havde klemt hånden tilbage indtil at hun så folkene bevæge sig til side og hun så det velkendte ansigt af Seona efterfulgt sin forlovede og hans "søskende". Hendes veninder der sad for fødderne af hendes småfniste og hev i hende og Samiras tøj i spænding over hvad der skulle til at ske. Uden tvivl noget stort, men af en aller anden grund var Lyuba bare lidt mere optaget af Cecilios hilsen til hende end hvad der var ved at blive sat i gang.

Og så så hun den.... hvordan kunne hun glemme kamelen. Næsten med et forfærdet ansigt lagde hun hænderne op foran munden da hun huskede hvad der skulle til at ske. Nu var det Samira tur til at være ved at sprække af grin. Hun havde set sin datters reaktion og havde hurtigt regnet ud hvad der gik igennem hendes hoved.

Med armene strakte ud rejste Samira sig op og hilste på sin kommende svigersøn med et kindkys på hver side og en rusken i håret på ham "Jeg ser Seona har lagt sig godt i selen og fundet dig en god konkurrent" drillede hun med et nik imod dyrt havde havde i tøjlerne. "Du må hellere få min datter til at miste åndedrættet, på den ene eller den anden måde eller bliver jeg meeeget skuffet" fortsatte hun inden hun klappede ham blind på kinden og indtog igen pladsen ved siden af Lyuba som så ligbleg ud i ansigtet.

"Hvem har slyget mig til Kzar Mora og plantet mit bryllup der" mumlede Lyuba under hænderne hvilket fik Samira til at skræld grine. At De to familiers gamle traditioner og skikke skulle forenes i en stor ceremoni var det sjoveste Samira havde oplevet siden hendes eget bryllup for alt for længe siden. At se hendes egen Eduardo i det traditionelle tøj og skullet gøre Samira åndeløs havde været noget af en bedrift og noget hun aldrig havde glemt

Cecilio glemte kort sig selv, men blev hevet tilbage da Samira bestemte sig for at hilse på ham. På bedste Samira manér endda. Det var alligevel rart at vide at han var blevet accepteret ind i deres familie så let. Der var stadig nogen han ikke havde det så nemt med, men generelt var han godt tilpas omkring Lyubas familie. Derfor kyssede han også glædeligt tilbage, da han fik den hilsen fra Samira.
Der blev trukket yderligere på smilebåndet, da Samira nævnte at hun forventede at Cecilio ville tage Lyubas åndedræt væk, men også en smule rødmen var at se på Cecilios kinder. Dette kunne dog ligeså godt være varmen der var steget ham til hovedet, selvom det virkede lidt pludseligt.

Cecilio blev igen lidt mere opmærksom på kamelen, som han pludselig begyndte at mærke den ånddræt, og en mule der kom lidt for tæt på hans hår og øre, hvilket fik ham til at rykke sig noget kraftigt væk fra den, og havde nær knaldet hovedet ind i Gillys hoved.
"Jeg gør mit bedste for at opfylde min pligt," kom det smilende fra Seona, som bar et bredt smil, og ignorerede den tumlen der næsten var sket ved siden af hende. Derefter gik hun hen og tog begge Lyubas hænder og knugede dem i sine egne hænder, der bar tydelig mærker efter hendes mange 'eventyr'. "Jeg håber I får det godt sammen. Nej... jeg er sikker på at I får det godt sammen. Jeg kan se det i jeres øjne," sagde hun lavmeldt før hun gav slip og gik væk igen, så der var plads til andre der ønskede at snakke til bruden.

Cecilio selv var egentlig lidt gået i stå, men han vidste at det bare var et spørgsmål om tid, før at han faktisk måtte foretage sig noget. "Lyuba, jeg håber at du i det mindste griner, og ikke tænker at jeg er fuldstændig fjols," kom det så fra Cecilios læber. Det var tydeligt at se at selvom der var noget morskab i hans øjne, så var det der skulle komme ikke noget han kunne være helt stolt over. Men det var en tradition, så det måtte gøres. I det mindste havde Cecilio stødt på disse kamel danse i Balzera, selvom han først nu var klar over hvad det havde været. Ja. Han skulle til at gøre sig til grin foran hele byen.

Lyuba lod sine hænder blive fjernet fra sit ansigt og erstattede det forbavsede ansigt med et venligt et til Seona. "Jeg håber min anelses om dine evner til at kunne forudsige fremtiden så også er rigtige" sagde hun med et opmuntrende smil. Om Seona faktisk havde magien til at se frem i tiden viste hun ikke men de par gange Lyuba havde mødt den ældre dame havde hun altid forestillet sig hende som sen for for spåkone eller sandsigerske. 

Da pigernes og Lyubas opmærksomhed blev hevet tilbage til Cecilio svarede hun ham ved at lægge armene over kors og med hovedet på skrå. "Griner? Hah som om du vil få mig overvundet så let" sagde hun kækt med blev skubbet lidt til af Samira, som tegn til ikke at blive alt for afslappet i situationen, inden en af de ældste rømmede sig. Lyuba satte sig i sin skrædderstilling med hænderne i skøddet og et udtryksløst ansigt.
Det var Lyubas opgave ikke at virke imponeret eller.. ja som sagt åndeløs over hvad der blev vist frem for hende. Det var en nyere ting hvordan åndeløs blev forstået, traditionel vis blev det forstået som målløs eller så imponeret at bruden havde stoppet med at trække vejret et øjeblik. Men flere og flere gange i nyere tider havde gommen gjordt sin brud åndeløs ved at få hende til at grine så meget hun ikke kunne få vejret, og derved vundet hende over. Men Lyuba var overbevist om at skulle give Cecilio en udfordring og ikke overgive sig så let.
Det ville dog heller ikke være let for hende da hende ungmøer bestemt ikke ville være på hendes side og ville skræld grine eller reagere overdrevent på hvad som helst de ville blive præsenteret for, uden tvivl. De ville på alle måder prøve at få hende revet ind i stemningen og få hende til at overgive sig.

En af de ældste kiggede fra bruden der havde gjordt sig selv klar og over til gommen hvorefter han nikkede anderkendende til at "legen" kunne begynde. Og som befalet rettedes alle nærværendes blikke sig til opvisningen.

Der var vel ikke noget at gøre, selvfølgelig ville Lyuba gøre det svært for ham, men han var vel ikke en gøgler af ingen grund. Så lang tid at han gjorde hende åndeløs på den ene eller anden måde, så ville det være en sejr, men om han kunne gøre det. Han måtte ikke tænke negative tanker nu. Der var en grund til at Seona havde skaffet ham en kamel. Der var en grund til at han havde siddet oppe sent med Gilly og Julian og snakket om dette. Han ville ikke blive husket som manden der ikke kunne imponere sin hustru. Det ville ikke være i orden, selv for en som Cecilio, som alligevel ikke havde store mængder af stolthed.

Han stillede sig ret foran Lyuba, og folk begyndte at danne en rundkreds omkring dem, som deres nysgerrige blikke fulgte Cecilio. Han var ikke kendt for at være en komiker, men i stedet for dansede så let og elegant, som fløj han. Hvordan han skulle få Lyuba til at grine var et mysterie for mange af dem der kendte ham. Han havde valgt lidt af en kombination, for han var trods alt bedre til at danse smukt end noget andet.
Han vendte sig mod kamelen, og tog fat i dens mule. Ganske blidt og lukkede øjnene, før at han lagde panden mod den, og hviskede et par enkelte ord. Det så næsten ud som om at den forstod hvad han sagde, og dog. Han gav slip på kamelen så snart at trommerne startede tilbage op, og dansen... legen, for at få Lyuba til at blive åndelås startede.
Kamelen dansede. Cecilio dansede sammen med den. Det hele så noget komisk ud, men der var stadig noget ynde over det. Som var det en hemmelig snak mellem den dansende kamel og Cecilio selv. Inden Cecilio vidste af det, så var det ovre.

Alle fire piger rynkede nærmest brynet samtidig da Cecilio begyndte at tale til dyret. Var han blevet gal? Var Lyuba ved at gifte sig med en galning i egen høje pers.... kamelen dansede. Det var ligefør den yngste i gruppen sprang op med en hvin! og de to andre faldt næsten døde om først af forbavselse og så af grin. Det var så pokkers imponerende og så umådeligt sjovt at de fik ondt. Men Lyuba sad forstenet med det undrende blik i det første stykke tid... et par sekunder inde begyndte hendes læber at bævre lidt inden tårer begyndte at dannes i øjekrogen. 
Da musikken spillede op blev hun nød til at bide sig selv i hånden imens tårene trillede ned af kinden for ikke at deltage i latteren som var blandet med jubel fra publikum. Hvordan kunne han diske op med sådan noget, hvordan pokker gjorde han det overhovedet, det var helt åndvagt. Han var værre en Neagus! Det var det rene tortur!

Lyuba mumlede bande ord ind i sin hånd inden hendes mavemuskler begynde at gøre ond så meget hun holdt det tilbage. 
"Lyu...Lyuba du kan ikke blive ved sådan" sagde den ene af veninderne. "Han har fået den til at danse for pokker" grinte den anden højlydt imens den sidste lå sammenrullet på jorden af grin. Selv Samira sad med hænderne over ansigtet for ikke at se på det da hun viste hun ikke ville kunne styre sig selv.

Og så skete det, Lyuba fik kort øjenkontakt med kamelen og hun eksploderede i højlydt latter og lagde sin ned oven på sin krampende veninde. Hun hev fat i tæppet under sig for at have noget støtte sig til men hun kunne på ingen måde stoppe sig selv i at grine og hive efter vejret indimellem.

Cecilio stod der lidt forpustet, og kamelen formåede faktisk at gøre noget der lignede et buk mod pigerne. Selv Cecilio kunne ikke lade vær med at grine lidt af det. "Jeg håber det var til din fornøjelse," sagde han grinende, selvom det var tydeligt at Lyuba i den grad havde nydt det. Hendes veninder ligeså så ud til at have nydt showet, men nu var det ikke hver dag at man så en dansende kamel i disse kredse.

Et klapsavle udbrød omkring ham, og det var vidst også flere der var begejstret over det, og han kunne også se Seona stå og tage sig til hjertet for sjov. Så han havde i det mindste gjort hvad han skulle.
Han havde dog også nært glemt det vigtigste af denne del. En ting var at gøre hende åndelås, men endnu engang skulle det bekræftes at han var god nok for bruden. "Vil du, Lyuba iz Lovkach al Saptelea, stadig tage mig som din ægtemand?" kom det fra Cecilio som han tog en hånd op til brystet og kiggede ned på Lyuba. Det var kun i sjældne tilfælde at nogen sagde nej. For selvom man prøvede at få sin brud til at grine, så var det begrænset hvor tåbeligt man endte med at opføre sig. Man ville jo stadig gerne være præsentabel bagefter.

Om det var til hendes fornøjelse? Lyuba blev nød til at tørre tårer væk fra ansigtet så meget hun havde grint. Hun kunne ikke huske hvornår nogen sidst havde givet hende så ondt før af latter. Hun satte sig halvt op og skulle lige til at svare ham på det første spørgsmål da han kom med det mere officielle spørgsmål.

Samira havde tidligere på dagen forklaret meget tydeligt at det her ikke var alle andres beslutning for Lyuba. Nå hun endeligt blev spurgt om hun faktisk gerne ville have Cecilio som sin ægtemand skulle hun svare for sig selv. Selv hvis hun svarede nej ville brylluppet stadig fortsætte, men det var hendes side af sagen hun skulle fremvise for folk. En måde at vise om det her kun var tvunget ægteskab eller ej.

Så der sad hun lettere forstenet over alt det ansvar det pludselig blev kastet over hende efter hendes latterudbrud. Stemningen havde vendt 180 grader på næsten under et sekund. Hendes veninder lignede nogle der kunne implodere hvert sekund hvis Lyuba ikke gav et svar snart.
"Ehm.. eh" var det første hun kunne få ud. Ikke ligefrem traditionelt og efter reglerne kunne hun godt selv høre. Pigernes blikke begyndte at skifte fra spændte til at blive bekymrede, det samme med Samira der nu havde rettet opmærksomheden til sin frosne datter. Var hun stadig i tvivl?

Der gik flere sekunder hvor hun bare stirrede frem for sig inden hendes blik fokuserede på manden foran sig som faktisk stod og tilbød sig selv til hende. Fra hans fødder til hans farverige dragt, hans hånd på brystet og til sidst hans ansigt. Et øjeblik virkede han igen som den helt fremmede hun havde mødt til forlovelsen. Flot, ja bestemt, velopdragen og med er rygte for sit talent. Men så skyllede minderne ind fra den senere tid hvor de havde haft tid til at lære hinanden at kende. Ligesom hende selv have han også sine fejl og mangler, men var en oprigtig venlig person med passioner og dybe følelser hun ville kunne lære om hvis hun fik lov til at være længere sammen med ham.
"Ja." svare hun så kort inden hun satte sig oprejst igen ved sin moders side. "Ja det vil jeg" svarede hun imens hun smilte et smil der næsten lyste hendes ansigt op og viskede alt tvivl der havde været malet hen over det væk.

Både pigerne, Samira og mange af publikummerne åndede lettet op inden de brød ud i jubel over at fremvisningen og den unge mand var blevet godkendt.

Måske havde Cecilio lidt forventet at det her ville gå nemt til. Hun ville svare ja, uden at tænke over spørgsmålet, og alting ville gå sin rette gang, men tingene forløb ikke som så. Det var slemt nok at han havde alles blikke på sig, men at tænke at Lyuba måske ville sige nej, det fik ham til at holde vejret. Han ønskede ikke at de skulle giftes hvis Lyuba ikke ønskede det. Hvis hun ikke troede at de kunne få noget stabilt og sikkert sammen.
Man kunne se hvordan Cecilios øjne begyndte at se usikre ud, og han havde aldrig følt sig så meget på skue før, som nu når alle stirrede på de to af dem.

Et lettet suk kom fra Cecilio og hans skulder faldt næsten helt sammen, som han hørte ja-et fra Lyubas læber. Han havde aldrig troet han ville være så nervøs omkring dette, men han havde heller ikke forventet hvor lettet og glad han ville være over det. Hans eget ansigt spredte sig ud i et kæmpe smil, som han så på sin kommende hustru. 
Han bevægede sine læber i det der lignede et 'tak'. Meget lig hvordan han havde takket hende til deres forlovelsesfest, men dette, var meget større end det, og dette tak var helt anderledes. Dengang havde han været taknemmelig over at han hun havde hjulpet her, men nu var han taknemmelig over at hun havde accepteret ham. Uanset hvor lidt de stadigvæk kendte hinanden. Nu fik de muligheden for at bruge år på rigtig at lære hinanden at kende, og vokse sammen, som et par.

Cecilio lagde svært mærke til at tøjlerne på kamelen blev taget fra hans hænder, og at han nu stod lettere alene foran Lyuba, men lige nu kunne han ikke rigtig tænke på noget, andet end at han var lettet og glad. 

Lyubas smil blev mere dæmpet og hun så kort til sin moder og veninderne for hendes fødder. Pigerne smågrinte og tog fat i Lyubas yderste lag, den gennemsigtige lange kåbe. Med hyl og dramatisk gråd prøvede de at holde Lyuba tilbage fra at rejse sig, men hun kunne sagtens alligevel da hun i det hun satte foden til at rejse sig op lod kåben glide af sine arme og skuldre.
Pigerne hev den til sig og lod sig falde bagover som om det havde lagt alle deres kræfter i deres hiv. Med det første af sine lag aftaget løftenede Lyuba Cecilios hænder op til sig og trak ham op af trinene foran de ældste uden at bryde øjenkontakten før de stod begge med fronten til de siddende.

Dagens udvalgte af de ældste, en krumrygget med standhaftig ældre mand med lang tyndt skæg, rejste sig op med sin stok af noget der lignede perlemor. 
"Vi er samlet under vores samtlige guders opsyn denne dag for at de kan være vidne til en forening af to sjæle. På tværs af skyggeriger og tider har deres legenlige kroppe endnu engang fundet hinanden. De har banet vejen i skæbnens spind og ønsker endnu engang forening i ægteskabets bånd." reciterede den ældre af de gamle ægteskabs løfter der handlede om hvordan ens sjæle i alle ens liv altid på den ene eller den anden måde finder frem til hinanden gang på gang. En historie Lyuba havde fået fortalt mange gange af sin moder og havde selv fortalt videre til de små piger fra hendes familie og rejsetrup. 
Den ældre fandt et bånd der var kunstfærdigt farvet i blå og grønt og løftedes brudeparrets hænder op. Med Cecilios hånd øverst lagde hand forsigtigt båndet omkring deres håndled ikke for stramt med stadig så det ikke faldt til jorden da han slap det. "I vores univers har i endnu engang fundet hinanden og jeg vil fyldestgøre jeres ønske om genforening. I skal drikke samme vand, spise samme brød og føle samme smerte og lykke igennem resten af jeres jordiske liv." fremsagde han inden han vendte opmærksomheden til Lyuba som vendte sig imod Cecilio.

Mange gange havde Lyuba sunget, danset og i det hele taget optrådt uden nogle problemer omkring sceneskræk, men alligevel kunne hun mærke sin hals snørre sig sammen og hun blev nødt til at tage en dyb indånding inden hun tog sin ende af båndet. "Med båndet jeg binder din sjæl til min, med ordet jeg sværger om troskab, med sjælen jeg længes efter din og med kroppen jeg elsker kun dig." citerede hun imens hun bandt båndet fast om sit håndled. "Så lov mig, når i næste verden du ser min silhuet husk mig og ræk mig din ende af båndet. Hvor jeg elsker dig og aldrig vil give slip igen." fortsatte hun i en næsten melodisk rytme. Hun kunne dog ikke få sig selv til at kigge op på ham hun sagde så pinlige ting til da hun ville afslørre den dybe rosa farve der havde spredt sig ud over havdes kindben og næse. Men det var det som var traditionen for hendes familie at fremsige til sin partner under ægteskabs løftet.

Cecilio stod overfor Lyuba. Han kunne mærke hvordan hans hjerte hamrede derud af. Tiden var endelig inde, og til trods for alle de forberedelser. Til trods for alle de ting han havde gjort idag. Til trods for alting der var sket. Så var det først nu det gik op for ham at han skulle giftes. Hvis han ikke ville giftes med Lyuba, så var det nu han skulle gå.
Som tvivlen kom ham til gode og han kiggede på præsten der sagde ordene der skulle binde ham, og derefter Lyuba. Hun virkede så sikker i ordene, og da hun blev færdig, kunne Cecilio ikke mærke tvivlen i ham mere. Der var kun denne smukke kvinde foran ham som gerne ville have ham til mand. Det kunne godt være at det var arrangeret, og det kunne godt være at de ikke kendte hinanden, men Cecilio var ikke i tvivl. De skulle nok finde ud af det her sammen.

Han tog fat i båndet, og begyndte at gøre præcis det samme som hun havde gjort. "Med båndet jeg binder din sjæl til min, med ordet jeg sværger om troskab, med sjælen jeg længes efter din og med kroppen jeg elsker kun dig," startede han ud, før han tilføjede sin del af ægteskabsløftet. "Må vores veje aldrig skilles, og må kærlighed og grin lyse vores vej i nattens mørke." sagde han kort, og smilede til Lyuba, som båndet var blevet bundet.

Det var lige før man kunne høre Lyuba's veninder længere ned ad trappen holde vejret i et gisp, da de godt viste hvad det næste var. Lyuba viste også godt selv, hvilket var også grunden til at hun holdt blikket stift ned i jorden. Hvorfor pokker fandt hun det så pinligt? Cecilio var ligesom en hvilken som helst af de andre drenge hun havde kysset i sit liv. Måske var det de mange, MANGE øjne der stirrede på dem på en gang... men det havde heller aldrig været et problem for Lyuba før nu..

"Og med den rettighed jeg har som...mmfmfmmmf" Lyuba hørte kun halvdelen af hvad den ældste sagde nu indtil han fangede hendes opmærksomhed, som om han ventede på at hun skulle gøre noget."I er nu mand og kone under gudernes syn" gentog han for hende inden han næsten prejede hende i retning af manden foran hende som nu gik under titlen hendes mand. 

"Oh" kom Lyuba til at sige inden hun stillede sig en lille smugle på tæer og lagde sine hænder på Cecilios brystkasse. Hun smilte meget kort inden hun selv lukkede de sidste centimeter imellem deres læber. Kysset var blidt og hengivent og varede ikke mere end 4-5 sekunder. Som om hun prøvede at berolige sig selv med det frem for at bare få det overstået.  
Hun afbrød det igen ved at stille sig ned i sin højde igen og smilte lidt skævt til ham igen inden hun vendte sig til folket omkring dem.

Cecilio tunede præsten ud, han var næsten ligeglad hvad der blev sagt. For ham var Lyuba den vigtigste lige nu. En underlig tanke, når han havde fået kolde fødder mere end en gang. Han havde gået og bekymret sig i evigheder om dette bryllup, men det føltes så rigtig nu når han stod og gjorde det.
For en stund glemte han øjnene på sig, men de kom lidt tilbage, da det gik op for ham at han skulle kysse Lyuba. Måske var det heldigt for ham, at Lyuba var den der lænede sig op mod ham, for endnu engang var han så lammet. Det skete lidt mere end han havde lyst til at indrømme idag.

Han pressede læberne mod hendes, og kyssede hende blidt. Selvom Cecilio måske var lidt glad for at kysse folk, havde han ikke kysset Lyuba før, men han fik næppe nogen mulighed for at opleve det. Inden han vidste af det var det ovre, og han kiggede endnu engang ind i hendes øjne. Det blev afbrudt, som pladsen pludselige jublede. 
En grin kunne Cecilio ikke lade vær med at komme med, som festen udbrød på pladsen, og både ham og Lyuba blev løfftet op af menneskemængden, som de blev båret rundt på pladsen sammen. Cecilio havde taget fat i hendes hånd, de måtte nu ikke rigtig forlade hinanden resten af dagen.

Det var lige før pigerne gik op i en tone der ikke var for menneske øre at høre da ceremonien blev afsluttet og det var tegnet til at lave festlighederne begynde. Parret blev omringet af folk der ville lykønske og absolut insisterede på at skule danse med dem. Både kvinde og mænd bød dem begge op til dans eller nøjes med hinanden imens at nogle hev til deres instrumenter og begyndte at spille op.

Lyubas mor gik hen til sin datter og løsnede båndet om livet på hende. Det var næsten som om Lyuba kunne trække vejret igen da det sidste lag i traditionen blev taget af hende. Bæltet omkring hendes liv havde været bundet så tæt omkring hendes liv at hun var blevet tvunget til at trække vejret øverst i lungerne frem for maven. Men nu kunne kun puste ud og trække vejret dybt ind igen. 
Og med det vendte hun sig om og smilte til Cecilio som om hun talte til ham med kun øjnene. Han hånd blev taget og hun lod sig dreje rundt og falde i trit med rytmen af musikken.

Flere timer gik hvor festen ikke havde udsigt til at stoppe bare fordi halvdelen af natten var borte. Hvor ceremonien blev holdt var nu blevet dækket i puder og tæpper. Lyuba havde smidt sig midt i det hele og en af de tre veninde sad og flettede hendes hår med en hånd og holdt er glas med det andet. 
Lyuba selv lå bare selv og sippede til sit krus og studerede folks danse og ... omfavnelser?

Det var ganske vidst et godt stykke tid siden at Florence havde været i hovedstaden uden at frygte for sit eget liv. men denne aften havde fjernes hendes bekymringer som dug for solen. Efter et besøg i Isari katedralen hvor hun var blevet mødt med kendte ansigter der havde tilbudt hende alt imellem himmel jord var hendes humør blevet så opløftet hun næsten ikke kunne mærke brostenene under hendes såler.

Hvilket også var grunden til at hun efter sine ærinder i byen ikke havde vendt næsen direkte hjemad, men havde besluttet sig for at gå ad kendte gamle veje. En af dem første til hvad der om dagen var handelspladsen men der var knapt så stille som der plejede. Tvært imod. Pladsen var fyldt med liv og lys. hvis Florences smil ikke allerede havde været plantet i handes ansigt så var det i hvert fald nu.
Hun slog hænderne sammen i et klap da det gik op for hende hvad der foregik. Gøglerbryllup? Hun havde aldrig været til et før, men hun havde hørt meget om dem. Hendes glæde fik dog på ingen måde ende da hun gik rundt om de dansende og fik øje på et velkendt ansigt. Og tilsyneladende den der var blevet ægtet. 

Med et par hurtige skridt og en løft op i hendes olivengrønne skørt havde hun taget skridtene op til samlingen af puder og tæpper. "Og jeg som troede ingen nogensinde ville være god nok til dig" grinte Florence med arbejde over kors ned til Lyuba med et skævt med varmt og venligt smil inden hun satte sig ned ved hendes side. 
Florence havde kendt pigen som en af de kvinder som mænd gerne ville have men ville måske ikke indrømme det da de viste de ville få en afvisning fra hende uden tøven. Og her sad hun nu i bryllupsklæder og var tilsyneladende bundet til en som .. have mødt hendes standard?

Festen var fantastisk, og selvom at Cecilio og Lyuba var dem der var blevet gift, var det begrænset hvor meget de egentlig dansede sammen. Alle skulle have lov til at få en tur med dem, og Cecilio dansede med flere folk end han kunne genkende. Det gjorde ikke så meget, men han kunne godt mærke at han var ved at blive træt, så han bad dem pænt farvel, og begyndte at gå, næsten vakle over mod hvor ceremonien var blevet holdt. Han havde godt set at der var blevet smidt puder og tæpper der, og forhåbentlig kunne han også finde Lyuba der? Det ville i hvert fald ikke være en dårlig ide.
Han kom tættere og tættere på, og til at starte med tænkte han intet om det, da han så en skikkelse han ikke lige umiddelbart kendte. Eller han troede han ikke kendte. For ikke i hans vildeste drømme kunne han forstille sig at Florence rent faktisk var her. Han kunne dog ikke ignorere det forevigt, og da han kom tæt nok på, gik han helt i stå. Han stod blot et par meter fra dem.

Der gik et par øjeblikke hvor han ikke sagde noget, før der næsten hæst kom ud af ham ”Florence?”. Hvordan kendte Florence og Lyuba hinanden?

Lyubas opmærksomhed havde været hos hendes veninde der havde efterhånden kunstfærdigt lavet et mønster af små fletninger ned ad hendes hår. Det var først da hun hørte en fremmed og dog velkendt stemme tale til sig. Der skulle ikke mere end lyden af Florence's stemme til før Lyuba hvinede af grin over at se en veninde hun havde hørt var fortabt til ondskab af alle verdener. "Hvor våger du!" udbrød hun da hun fik selvskab i puderne og hun væltede dem begge bagover i puderne så de landede i venindens skøn som grinte lige så muntert.
"Jeg havde hørt du var taget til fange for at redde en dæmon fra hans slavemester?!" udbrød hun pludselig efter de var faldet lidt til ro "Hvordan kan du slå dukke op i så pæne klæder som om intet var sket?" 
Det var nok en af de ting der undrede hende mest. Det normale tøj. Katedralen Florence havde hørt til havde været helt ude af den lige siden hun var forsvundet og der var dukket rygter om hist og her om hvad der var sket. "Nej.." stoppede hun inden hun fik svar "Jeg vil ikke høre det overhovedet, jeg vil bare høre om du har det godt nu" erklærede hun da hun ikke ville høre skrækhistorier på sin bryllupsdag. Det måtte blive en anden gang hvor det ikke var meningen at stemningen skulle holdes højere end normalt.

Florence havde heller ikke fået lov til at svare det før Lyuba kiggede forbi hende og fangede Cecilio der stod lidt væk fra dem. Hun rejste sig ivrigt og tog sin mands hænder og trak ham med sig hen for at han kunne hilse på deres nyeste gæst.