Det var en blevet aften i Tusmørkedalen, solen var hvist også for længst gået ned. Nu var der kun mørket, og dets mysterier og mystik. Der var kun meget få folk hernede ved dalen, og det var let at regne ud at det var vampyrer allesammen, det var hvist også tit dem der kom forbi dalen, eller holdte til her. For de fleste var Tusmørkedalen deres hjem, og for andre var det bare et godt sted at tage hen, og for andre var det bare et sted man flygtede hen til. Der var sikkert også nogle der havde flygtet hen til dalen, måske nogle der var på flugt. Shayde nød at være på stedet, det var nu også stedet her hvor han boede og han nød hele dalens omgivelser. Bjerge, en dal med vand, og hvis man var heldig kunne man også få øje på kroen der lå i dalen. Det kunne også ligne der var huler, grotter og alt den slags rundt omkring. Dog var det ikke noget der interesserede Shayde. 
 
 
Han havde gået lidt rundt ved både kroen, og nogle enkle grotter, og bjerge før han var endt et sted tæt ved det der kunne ligne vandhullet, der løb vand igennem hele dalen. Shayde satte sig ned ved det, betragtede det lidt, og satte det ene ben op, bøjet med hans venstre hånd ovenpå. Så sad han afslappet og tilpas, og af påklædning havde han en lang sort frakke på, et par mørkegrå bukser, og en hvid t shirt på indenunder frakken. Han kiggede rundt på omgivelserne, og sukkede så, hvorefter han bukkede sig lidt forover så han kunne røre ved vandet. Hans fingre havde han stukket ned i vandet, og han kørte bare dem lidt rundt i cirkler.
 
 

Vejret var vindstillet, dog kunne det godt ligne der snart ville komme regn, men for Shayde var det ligemeget, han kunne godt lide kulden, elskede faktisk kulden og jo mere koldt der var desto bedre var det. Varme, og solskin var ikke hans kop te, faktisk måtte det godt blive væk. De folk der var hernede så heller ikke ud til at bekymre sig om vejret, der var nogle enkle der så ud til at de ville hen til ham, men det kunne de også bare gøre hvis det var. Han kendte dem ikke, men selskab skadede vel ingen, desuden håbede han da der ville komme nogen forbi han faktisk havde lyst til at snakke med, måske en køn kvinde eller et offer han kunne få en tår blod eller to af. Han måtte desvære vente lidt længere så det ud til, han sukkede endnu engang, og rørte lidt rundt i vandet. 

Det var ikke tit at Cecilia kom ud af huset i dalen mere med mindre hun var på et job. Men denne mørke nat havde hun besluttet sig for at hun ville ud og måske nyde naturen lidt. Den natur der nu var et sted hvor solens stråler ikke rigtigt ramte overfladen af jorden så tit. Selvom det nok var en aften som så mange andre for de fleste af dem der boede i dalen, og selv havde hun nok også boet der i en del tid efter hånden men hun vænnet sig nok aldrig til at der var så stille omkring hende. Hun havde jo været vant til så meget mere larm den gang hun var menneske, og selvom det var et par hundrede år siden så tænkte hun stadig på det når hun var alene.

Hun gik meget roligt gennem natten med meget lette skridt og svagt åndedræt. Hun ledte ikke ligefrem efter nogen så hun prøvede bare på ikke at blive opdaget. Dog blev hun lidt fanget af lyden af vand. Det var ikke tit at hun var ved vandet så hun ville ned til det og måske bare kunne slappe af til lyden af det. Cecilia var iklædt sine lange hansker der var sorte og hvide, en tæt lille sort kjole som var løs i bunden med slits op af begge sider, under den havde hun nogle hvide trusser som let kunne anes i siderne hvor kjolen gik op og hendes lange sorte støvler, og selvfølgelig havde hun sine øjne dækket af sin sorte maske. Det var noget af det tøj hun elskede mest og hun havde følt sig en smule sentimental den dag så hun havde taget den på selvom hun ikke var på arbejde. Udover alt dette havde hun også en lang katana ved sin side.

Et stykke fra vandet stoppede hun op da hun pludselig kunne lugte en anden person der. Hun trådte et skridt tilbage og tøvede lidt for om hun skulle der ned. Det var virkelig fristende at gå ned og rører vandet og lytte til det da det ville være beroligende. Men på samme tid vidste hun ikke noget om hvem det var at der var der, og hun havde ikke nogen måde at vide det på. Det eneste hun kunne gætte sig til var nok at det var en vampyr da det jo var dem der var flest af i Tusmørkedalen. Men hun var altid varsom da det ikke var nemt at stole på folk når man ikke kunne læse deres udtryk og sådan noget. Hun havde lært sig selv at være god til at lytte til stemmer og bevægelser men det var ikke altid lige nemt.

Efter at have siddet lidt og kigget på vandet som fingrene rørte rundt i det, bemærkede han noget. En følelse af at der var nogen i nærheden det var let at fornemme det, duften var den samme som hans, måske mere tegn på det var en kvinde der var i nærheden. Han tog fingrene op ad vandet, og drejede hovedet lidt, for at se om han kunne se nogen, først til den ene side så til den anden, det var underligt der var intet at se, måske var hun bagved ham. Duften var stærk nok til at han vidste det var en af samme art som ham selv, han vidste det blot ved at få en snært af duften. Hans øjne flakkede rundt i omgivelserne, og så rejste han sig hurtigt op, for at se om han kunne finde frem til den mulige kvinde som var kommet herned til dalen. Hmmm....Gad vide om... tænkte han før han hurtigt var væk fra vandet, til at være lidt væk fra det, og der fik han øje på hende.
 
 
Gad vide, hvad hun lavede hernede, og hvem hun mon var hans øjne holdte sig på hende, han fulgte hendes bevægelser før han valgte at gå hen mod hende. Hun havde sikkert opdaget ham, eller fornemmet ham, hans art havde jo gode sanser det hørte nok med til det at være vampyr, så hun havde sikkert enten set ham, eller fornemmet ham. Da han så pludselig stod bagved hende med en afstand nok til at hun ville høre ham, han begravede den ene hånd ned i bukselommen, og hans øjne og fokus var på hende ligenu"Ser man det, jeg havde ikke regnet med at der ville komme så køn en vampyr herned"sagde han med et skævt smil på læben. Det var nu meget rart at hun var kommet herned, de andre få kvinder der var hernede var ikke de kønneste i følge ham, desuden så de allesammen så kedelige ud.
 
 

Denne kvinde her han stod bagved så meget interessant ud, så det var klart det var der hans fokus og interesse var ligenu. Han havde aldrig set en kvinde med det der kunne ligne et katana, det var meget spændende for ham. De andre kvinder hernede havde ikke engang et våben på sig, men denne kvinde her havde et, og det var vel godt for hun kunne aldrig vide, om han ville finde på noget. Shayde smilte stort og kiggede fortsat på hende, han skulle også lige til at træde tættere på hende"Flot katana sværd du har"sagde han efter at have kigget lidt på det. 

Cecilia havde været for optaget af at prøve at finde ud af noget om den person som det var der var nede ved vandet til at tænke på at gøre sig usynlig. Så da person rejste sig trådte hun et skridt mere tilbage og gav sig til at lytte. Hun vidste ikke meget om de andre beboere i dalen da hun sjældent kom ud og mødte dem og Theron havde ikke fortalt hende meget om dem eller introduceret hende for nogen af dem. Så det gjorde bare hun var mere varsom, men hun var jo en smule nysgerrig alligevel. 

Dog var hun meget hurtig til at gribe om sin katana da hun pludselig hørte personen bag sig, og hun trak den lidt, ikke helt endnu men det ville ikke tage hende lang tid hvis hun endelig skulle. Stemmen var klart en mand og med måden han snakkede på så nok en selvsikker charmør. Hun stod stille med et godt greb på sin katana og lyttede til ham og hans bevægelser. Selvom hun var nysgerrig var hun ikke dum, hun vidste at vampyrer ikke var til at tage let på, så hun ville ikke lade ham komme for tæt. Derfor trådte hun også hurtigt væk som det var han kom tættere på. Hun var let på fødderne og stod klar til at trække sværdet hvis han kom for tæt på, dog havde hun nu fronten mod ham. 

Han virkede ikke bange hvilket, ikke undrede hende men gjorde hende lidt fascineret alligevel. Og at han kommenterede på hendes sværd gjorde bare hun fandt ham mere fascinerende på en måde. Det var ikke mange der kendte til den type sværd og slet ikke som ville gå tæt på en med det. Så enten var han dum eller også var han meget modig. Selvom det ikke rigtigt spillede en rolle. Hun sagde dog ikke noget da hun ville se hvad han ville før hun sagde noget der ville ende med at hun kom i en situation hun ikke ville være i. Dog virkede han meget til bare at være efter en ting på den måde han snakkede, men han havde ikke sagt meget endnu så hun kunne ikke helt finde ud af det fra så lidt.

Om han så skulle gå tættere på hende var lidt et spørgsmål for ham, på den ene side kunne han godt gøre det, og på den anden var det måske ikke en god idé. Det kunne være hun ville finde det ubehageligt, men på den anden side var Shayde lidt nysgerrig så han ville se hende lidt an, så han var hurtig foran hende mens han betragtede hende lidt han lod øjnene hvile på hendes ansigt. "Siden det ser ud til du er alene hernede vil du så ikke holde mig med selskab"spurgte han mens han så kiggede på hendes sværd, det var ikke tit han så sådan et, og slet ikke med en vampyr som ejer så det var meget interessant for ham, og han ville vide mere omkring hende, han var meget nysgerrig efter at vide mere, og måske se sværdet lidt mere an. Han stod afslappet foran hende, og lagde ikke så meget mærke til de andre folk som var hernede, vandet kunne han godt høre, bare hvordan det bølgede lidt, og hvordan det skyllede ned ad dalen. 
 
 
"Jeg hedder foresten Shayde"præsenterede han sig så kort, mens han rakte en hånd frem mod hende, han havde et neutralt ansigtsudtryk, og øjnene hvilede sig stadigvæk på hendes ansigt. Og han havde ikke troet der ville komme ret mange herned til dalen om aftenen, men det var altid en positiv overraskelse når der kom nogen, som han var interesseret i at vide mere omkring, og have selskab med. Det var jo også lidt kedelig at sidde helt alene, og når de andre folk ikke var til meget hjælp, så håbede han da at denne kvinde her ville. Han kendte hende ikke, men det ville han sikkert komme til, uanset hvad var det rart ikke at være den eneste vampyr i nattens mørke.
 
 

"Jeg havde fornemmet dig via din duft, du har samme duft som jeg"sagde han og trådte lidt tættere på hende, men han passede også på ikke at støde ind i hendes katana, godt nok ville det heale men det måtte stadigvæk gøre ondt. Sværdet så også ud til at være meget skarp, så han passede på med hvad han lige gjorde, og hver bevægelse han lavede."Det er let at finde frem til hvad du er,  og jeg kan kun sige det er mig en fornøjelse at møde en så køn vampyr kvinde hernede"sagde han og sendte hende et bredt smil, og blink. Charme havde Shayde masser af, det havde han altid haft, noglegange fangede han kvinderne med det, og andre gange gav det ham problemer. Ligenu stod han så bare og håbede på hun ville svare ham, måske snakke til ham, og tage imod hans hånd. 

Det var ikke fordi hun ikke kunne hører ham for selvom han var hurtigt gav han stadig lyde fra sig så hun fulgte ham stille med hovedet. Da han stod foran hende stillede hun det ene ben lidt tilbage som i at hun var klar til kamp, men hun trak ikke helt sin katana endnu. Der var bare noget der forhindrede hende i det, noget inde i hende der ville vide mere før hun endte med at skade ham eller skræmme ham væk. Det var ikke ligefrem nemt når man var vant til at være alene og så møde en der var så veltalende. Hun var jo vant til at møde skræmte folk der bare ville have hende til at dræbe nogen og som frygtede hende fordi de vidste hvad hun kunne gøre. Men denne mand virkede bare så rolig omkring hende at det næsten var en helt lettelse, ikke at hun ville indrømme dette dog. Hans ord fangede hende dog lidt. Selskab? Det kunne vel ikke skade hvis det bare var for en kort stund.

Der kom dog et lille smil over hendes læber som han sagde hvad hans navn var, for hun vidste præcis hvad han gjorde efter det men hun kunne ikke se det. Hun stillede sig i en lidt mere afslappet stilling dog stadig med hånden på katanaen. "Cecilia" kom det fra hende med et lille smil på læben. Selvom det var mørkt undrede det hende at han ikke havde lagt mærke til hendes maske endnu, men hun vidste så heller ikke hvor han kiggede hen og hendes hvide hår dækkede for meget af den, da det hang løst ned. 

"Med den samme, mener du en vampyr?". Hendes stemme var rolig og en smule kold men ikke helt afvisende. Hun var bare forsigtig og ville ikke sige for meget, for det virkede ikke til han vidste hvem hun var. Selvom der ikke kunne være mange vampyrer med en lang katana, men så igen hun arbejdede jo ikke meget i Tusmørkedalen. Dog som han kom tættere på hende trak hun sin katana og rettede den mod der hvor hun kunne hører han var, dog uden at rette den for at ramme. Det var kun ment som en advarsel. "En charmør... Du må være en damernes ven..". Igen var hendes stemme en smule kold men hun havde alligevel et lille smil over læberne.

Da han hørte hendes navn gengældte han hendes smil, og trak sin hånd langsomt til sig. Hvorefter han holdte sit blik på hende lidt, før han kiggede rundt"Det ser ud til at være en stille aften, der er ikke så mange hernede"sagde han efter at have ladet sit blik flakke lidt rundt i omgivelserne. For ham var det som om at hele dalen bare var smukkere om aftenen end, hvis der var solskin, nu havde han ikke været hernede når der havde været solskin men han kunne godt fornemme det. Han kunne godt forstille sig hvordan hele stedet måtte være, og se ud hvis der var solskin og varmt. Det var slet ikke ham overhovedet, nej skygge, kulde det var hans rette element. Men det hørte også med til at han var det han var, fordi vampyrer var jo ikke meget for solskin, og varme, tit undrede folk sig over hvordan de kunne leve med det, men det var slet ikke så svært. 
 
 
Så faldt hans blik på hende igen"Pænt navn du har"sagde han så, hvorefter han betragtede hende en smule, det navn havde han ikke hørt før, men af hvad han kunne se så passede det da meget godt til hende, hun lignede en der hed det, så det var vel fint nok. "Ja jeg mener vampyr, du er en vampyr er du ikk"spurgte han så med hovedet på skrå, og trådte lidt tilbage, han var næsten sikker på at hvis han nærmede sig ville han møde hendes katana sværd, hvilket ville give ham skade. Hun så ud til at hun var klar på at forsvare sig, og hun holdte den da også pegende hen mod ham, det fik ham til at smile skævt, og han vendte lidt rundt. "Hvad laver du hernede hvis man må spørge"hans stemme var lav, men ikke hård nok bare helt normalt, måske lidt undren. 
 
 
Da han så hørte det hun sagde kunne han ikke lade vær med at smile større, se den havde han set komme, det fortalte de fleste selvom han enlig ikke syntes det. Måske havde han bare en medfødt charme, og selvtillid der fangede de fleste kvinder"Jeg tror det er medfødt, men enlig siger de mig ikke så meget"sagde han så og kiggede sig over skulderen"Det komme an på hvordan de ser ud, ser de interessante ud, kan det godt fange min opmærksomhed"sagde han og holdte sit blik på hende"Men jeg ved ikke hvorfor men de kvinder jeg har mødt har vel kunne lide vampyrer siden de er vilde efter at snakke med mig"han og stod så med armene over kors. "Men nok om det, jeg er ikke den der render efter kvinderne, det er mere omvendt"så holdte han en pause hvorefter han rettede sit blik på hendes katana, han var tæt på at overveje at røre ved det, men hun havde på en måde givet ham en advarsel, så han måtte hellere lade vær."Hvad med dig har du fyrene rendende efter dig"spurgte han så nysgerrigt med et skævt smil på læben. 

Det var meget roligt hun stod nu selvom hun havde et fast greb om sin katana og ville kunne skifte skilling meget hurtigt. Men hun lyttede til hans ord og lyttede så til sine omgivelser. Han havde ret der var ikke mange omkring dem, der var nogle stemmer men ikke nogen lige omkring dem. Det hun kunne hører bedst var vinden og vandet. "Det er vel bare en aften folk hellere vil nyde hjemme eller andre steder" kom det fra hende en smule ligeglad fra hende. Ikke fordi hun som sådan var ligeglad eller det var hun nok men det var mere fordi hun synes det var lidt, ligegyldigt hvad andre gjorde med deres tid, bare de ikke kom i vejen for det hun gerne ville.

Et lille smil kom over hende igen som det var hun sagde hendes navn var pænt. Et sted havde hun næsten lyst til at grine da det var sådan et åbenlyst kompliment men på samme tid var hun glad for det for det. Men hun valgte bare ikke at kommenterer på det for ikke at komme til at sige noget som ville få ham til at spørge mere ind til hende. "Jo, jeg er vampyr" kom det fra hende meget mere roligt end før da hun havde affundet sig med det, og desuden var der jo en del vampyrer i dalen, så det var vel ikke så specielt. Hun sukkede lidt, hvorfor var hun der egentlig? Det var et godt spørgsmål. Tilfælde måske? Det var mest for at nyde naturen lidt, men nu var hun blevet fanget i dette. Hun var ikke sikker på om var glad for dette eller om hun bare gjorde det fordi det ikke skete så tit. "Ikke så meget, jeg var kun lige kommet herned da du kom herhen". Hendes stemme var stadig rolig og ikke lige så kold som før men hun sænkede ikke sin katana da hun stadig ikke stolede på ham. Nok også fordi han var så veltalende, det kunne være et tegn på at han var vant til at få hvad han ville have og hun ville ikke være en del af det. 

Der kom et lidt større smil over hendes læber som det var han snakkede igen. Var en så selvsikker mand som ham virkelig ikke interesseret i kvinder? Det var lige ved at hun ville sige noget men hun lyttede i stedet for til hans forklaring eller hvad man ville kalde det. Endnu engang sukkede hun lidt men det var stadig med et smil på læberne, ikke så tydeligt men det var der. "Så smukke kvinder er mere interessante end andre? Interessant" sagde hun som det var han snakkede om at de skulle fange hans opmærksomhed. Havde hun fanget hans opmærksomhed? Måske. Hvorfor skulle han ellers være den der indledte samtalen? Men hvorfor vidste hun ikke da hun ikke selv følte hun var noget specielt rent udseensmæssigt. Det at høre han ikke rendte efter kvinder fik dog et lille grin fra hende. Men hans næste spørgsmål fik hende til at ligge hovedet lidt på skrå af undren. "Hvorfor skulle de dog det?". Hendes stemme var en smule undrende da hun virkelig ikke kunne se hvad hun mente. Hun havde faktisk aldrig mødt en mand der havde vidst lige så meget interesse i hende på den måde. Den eneste udover hendes onkel var Theron og det var aldrig på en måde som kunne tolkes til sådan noget, det var mest bare en autoritets figur og hun havde aldrig fundet nogen hun fandt interessante som han beskrev. Da det jo ikke ligefrem var fordi hun kunne blive fanget af synet af dem.

"Ja det har du ret i...Tror ikke der er så mange folk herhenne, mest også fordi tidspunkter er som det er"sagde han og lod hans øjne flakke lidt på stedets omgivelser, før han fik øje på en lille flok henne ved nogle bjerge, han kendte dem ikke men de så ud til at holde øje med ham og Cecilia på en eller anden måde, hvilket for Shayde var mega mærkeligt, hvorfor skulle de også det, det gav ingen mening. Dog så de sikkert en interesse i ham, og måske ville de prøve på noget, men det kunne de også bare gøre hvis det var det de ville. Shayde var ikke bange af sig, og betragtede dem lidt mere endnu, før hans blik og fokus vendte hen på hende igen, han var lidt på vagt overfor hendes katana, det ville være så heldigt, hvis han ramte ind i det, eller måske værre hvis hun endte med at slå med det, og faktisk skade ham så meget han ville føle sig svag."Jamen så har vi noget tilfælles vi er begge to vampyrer"sagde han, og kiggede på hende, før han faktisk tog fat i hendes katana spids, med et bestemt blik i øjnene.
 
"Men selvom vi begge to er vampyrer, vil jeg ikke skade dig...Jeg har ingen grund til det"sagde han ærligt, og stod med hendes sværd spids i hænderne, det var skarpt, men hvis det ville skære hans hænder, ville det blot heale af sig selv langsomt. Han lyttede til det hun sagde, og nikkede bekræftende, hvorefter hans blik faldt på hendes ansigt"Jamen det er da godt du gjorde det, fordi det førte til du stødte ind i mig...Eller nærmere omvendt"sagde han og sendte hende et lille skævt smil.  Derefter rørte hans hænder lidt videre ved hendes sværd, det var faktisk meget flot, aldrig havde han set så flot et sværd før, så hans øjne var helt fanget af det. 
Han lyttede så til hendes næsten spørgsmål omkring kvinderne, det fik ham til at grine ikke ondt men dog et venligt et, mest af alt fordi han fandt det morsomt"Nej tværtimod..De fleste kvinder er interessante på hver deres måde"Sagde han og blinkede til hende, hvorefter han var tæt på at slippe grebet på hendes sværd. Spidsen var efterhånden blevet for skarp for ham, og han ville nødig have hende til at tro alt muligt forkert, eller enlig måtte hun tro det hun ville. 
 
 
"Fordi du er smuk...Det er vel en indlysende grund ikk"Sagde han og lagde hovedet en anelse på skrå, og lod hans blik falde lidt væk fra hende, han fik øje på dalen, og var næsten ved at overveje at gå derned, bare for at sætte sig ved vandet. Han håbede da hun var frisk på det. Shayde vendte hans blik tilbage på hende igen. "Men vil du ikke med hen til dalen og sidde lidt, jeg er nysgerrig efter at vide mere om dig...Og dit sværd"sagde han ærligt og med et lille smil. 

Det var et roligt udtryk over hende som det var han snakkede og hun stod bare lidt. Selv havde hun hørt nogen omkring dem men ikke lagt meget fokus i det da hun var optaget af Shayde som var lige foran hende. Der var noget over ham som gjorde hun tog det roligere end hun normalt ville. Måske var det bare det at han ikke virkede til at frygte noget. Den følelse kendte hun rimelig godt så det var noget hun kunne lide i andre. Også selvom hun var lidt anderledes når først hun lukkede folk ind. Ikke noget der skete tit men det kunne da ske. Hans kommentar om at de havde noget tilfælles fik hende til at smile mere. Det var ikke lige sådan hun ville have sagt det men det var en sjov tanke, da hun tit ikke rigtigt så sig selv som andre på nogen måde. Men da hun mærkede den lille bevægelse der kom i hendes katana som det var han tog fat i den strammede hun grebet og mistede sit smil, da hun virkelig ikke vidste hvad han var ude på. 

Sværdet var meget skarpt så hun forstod ikke helt hvorfor han frivilligt ville tage fat i det. Dog fik hun ikke længe til at undre sig før han snakkede igen og hun fik en mere rolig aura om sig igen. Det havde han jo ret i. Hun havde endnu ikke givet ham nogen grund til at ville skade hende og han var selv begyndt at snakke med hende så han var nok heller ikke typen til bare at angribe hende for sjov. Smilet kom tilbage på hendes læber lidt efter og hun rystede bare lidt på hovedet med et lille grin. Var det virkelig en god ting? Måske. Men hun ville i hvert fald ikke skubbe ideen helt til side endnu. Han var interessant det måtte hun alligevel give ham. Hun undrede sig lidt over at han sagde at de fleste kvinder var interessante, da hun langt fra synes det samme. De fleste kvinder hun kendte var jaloux, grådige og krævende, ikke ligefrem noget hun ville kalde interessant, men hun kendte nok heller ikke nok almindelige kvinder. Mest dem der kom til hende for at få nogen dræbt.

Endnu engang lagde hun hovedet på skrå af undren. Smuk? Det var ikke ligefrem noget hun så sig selv som. Men så igen hun havde heller aldrig set sig selv så hvordan kunne hun vide hvad der var smukt. Hun smilede dog lidt til ham. "Smuk?" kom det fra hende med en meget undrende stemme dog stadig med smilet. Men hun havde efterhånden fundet ud af at han ikke kunne se hendes maske eller måske ignorerede han den bare? Det var ikke helt til at sige. Dog havde han nu virkelig fanget hendes interesse. Så hun nikkede meget roligt som svar til hans spørgsmål da hun meget roligt trak sin katana til sig og satte den i sit hylster. Hun gik så en smule tættere på ham dog ikke for tæt da hun stadig var varsom omkring det hele, men hun var nysgerrig nu.

Da hun så havde besluttet sig for at gå med ham ned mod dalen, så de kunne sætte sig og nyde den lidt, bare føle sig lidt afslappet, dog skulle både ham og hende være på vagt fordi det var aldrig til at vide, om der faktisk ville komme nogen forbi. Måske var nogle af de folk hernede ude på et eller andet, det kunne godt se sådan ud i Shayde s øjne, så han var uden tvivl på vagt for det, og hvis det kom dertil og Cecilia ikke kunne klare dem, eller det der ville ske, måtte han træde til stede, og hjælpe hende, så der faktisk ikke skete hende noget. Det ville ikke være så heldigt, men på den anden side virkede hun lidt som typen der godt kunne beskytte sig selv hun havde jo et katana sværd, hvilket ikke var tit man så det. Men på den anden side var det også interessant, og han var efterhånden begyndt lidt at forstille sig, hvordan det ville være hvis nogle af de folk hernede begyndte at angribe dem, eller prøvede på noget. 
 
 
Det gode for Shayde var så at han sagtens kunne klare det, det var han sikker på, han var både dusørjæger og tyv blandt andet, så han havde enlig nogle muligheder her og der. Efter at have tænkt og forstillet sig tingene og scenariet lidt, valgte han at kigge hen på hende"Ja smuk... Syntes du ikke du er smuk"han og holdte hans blik lidt på hende, mens de begge to var på vej hen mod dalen, der var så fredeligt, og der var masser af muligheder for at sidde ned ved kanten, og der var selvfølgelig også mulighed for at røre ved vandet hvis man gad og ønskede det. Så lagde Shayde også mærke til hun var trådt tættere på ham, hvilket ikke gjorde noget, og han begravede begge hænder nede i bukselommen, og hans blik rettet mod dalens kant, da de så efter at have gået lidt nærmede sig. Satte han sig på huk ved kanten, og kiggede på vandetHer er virkelig fredeligt.. Jeg nyder at sidde her og bare forbyde mig over vandet og stedets omgivelser"sagde han så og uden at vide det smilte. Det lignede et venligt og næsten drømmende smil, men det var også uden at vide det, han havde bare smiltet for sig selv.
 
 
 
"Cecilia har du været her før"spurgte han så undrende, mens han kiggede på hende, og bare ventede på hun ville sidde ved ham, eller måske lidt væk fra ham, det var hvad hun mest følte for, og ville. Shayde kørte så nogle fingre igennem håret, og betragtede dalen lidt. Han havde på en måde savnet at være hernede, det var alt for lang tid siden han sidst var hernede, så det gav ham en rar følelse at være hernede igen."Dit sværd du har, hvor har du det fra"spurgte han så med hovedet en anelse på skrå og stoppede med at køre fingrene igennem håret, for nu sad han enlig bare afslappet og kiggede på hende.

Rolig gik hun med ham ned til dalen og stoppede dog lidt bag ham. Hun kunne lugte og hører vandet og det beroligede hende på en måde. Som hun stod der tog hun en meget dyb indånding for virkelig at kunne lugte vandet og tingene omkring det. Selvom hun ikke lyttede efter kunne hun stadig hører der var andre men lige nu var hendes fokus mest på vandet og Shayde. De andre ville først være et problem hvis de kom for tæt på og i det tilfælde var hun skam i fuld stand til at kunne forsvarer sig selv. Det var ikke fordi hun ikke vidste hvordan man kæmpede eller i nogle tilfælde endda snød i en kamp. Hun havde ikke bare sin katana for sjov, hun kunne bruge den, og hun var lejemorder så at finde svagheder ved folk var forholdvist nemt for hende når hun først kom igang. Lige nu var det dog ikke engang en mulighed for hende, da hun, selvom hun var varsom, ikke gav andre megen tanke. 

En lille hovedrysten kom fra hende ved hans spørgsmål, efterfulgt af et lille suk, selvom hun ikke selv lagde mærke til det. "Jeg har aldrig set mig selv... Eller noget andet for den sags skyld... Hvordan skulle jeg vide hvad skønhed er?". Hendes stemme var lav og hun vendte hovedet lidt væk, nok egentlig fordi hun ikke ville have han skulle hører det, hun ville jo ikke ses som svag, eller på anden måde blive set ned på, ikke af ham, ikke af nogen for den sags skyld. Det var jo ikke fordi hun nogensinde havde haft sit syn så hun kunne ikke rigtigt savne det, det eneste hun kendte når det kom til det, var mørke. Men lydene omkring hende, lugtene, smagene og følelserne af ting kunne hun forholde sig til, for dem kunne hun sanse, dem kendte hun. Hun trak vejret ind igen og lyttede til lydene omkring dem endnu en gang. Han havde ret der var fredeligt, noget hun i hvert fald kunne sætte pris på. Men det var så længe siden hun havde været ude i naturen og være ved vandet, i skoven eller bare mærke græsset under hende, så hun vidste ikke helt hvad hun skulle gøre, hvad det rigtige at gøre ville være. Men hun satte sig stille på hug ved siden af ham, med lidt mellemrum dog og rakte ned for at røre vandet. 

Vandet mellem hendes fingre var en helt speciel følelse og hun kunne sjældent beskrive hvordan det fik hende til at føle, på anden måde end at det var beroligende. Førhen havde hun nydt at mærke solen mod sit ansigt, men det var ved at være så længe siden hun havde glemt følelsen, nu var det bare mere vandet der gjorde noget ved hende. "Nej har jeg ikke" svarede hun med en rolig stemme og et lille smil, som hun bare holdt hånden i vandet og kørte den lidt fra side til side for at mærke vandet bedre. Roligt lod hun den anden hånd hvile på sin katana som det var han nævnte den. Hun havde haft den så længe hun kunne huske, eller den havde været hendes, men hun havde ikke måtte bruge den før hun var god nok i følge hendes onkel. Han havde nok haft den længe før men hun havde aldrig spurgt. "Det var en gave fra en jeg havde kær" hendes stemme blev en smule mere trist men hun prøvede at skjule det for han ikke ville begynde at have ondt af hende. 

Da hun havde sat sig på huk ved ham, kiggede han ud på vandet og lyttede til det hun sagde, ja nu kunne han godt se at de kunne være svært, eller ja han havde enlig glemt hun havde bind for øjnene, så han kiggede kort hen på hende, og selvom hun måske ikke kunne se ham, eller se han faktisk kiggede på hende, så kunne han fornemme at hun sikkert stadigvæk kunne fornemme ham, og hvad han gjorde, og da hun var samme slags som ham, havde hun jo gode sanser og reflekser, så hun kunne sikkert godt fornemme ham og hans nærvær.  Da hun så snakkede om sværdet lyttede han efter, og fandt det lidt spændende, han ville dog høre lidt mere omkring det, så han fjernede sit blik fra vandet, og sad nu afslappende og kiggede på hende"Vil du ikke fortælle lidt mere omkring det, jeg finder det yderst interessant"spurgte han og sendte hende et smil, han vidste slet ikke om hun kunne fornemme han smilte til hende, men ellers var det vel også lidt ligemeget. Han mente bare det var venligt at udvise lidt tegn på venlighed, i stedenfor han bare lignede den type der kun var mystisk og grusom, eller ja hvad der ellers måtte være.
 
 
 
Folkene oppe ved bjergene i dalen, var begyndt at komme tættere ned mod dem, hvilket til at starte med undrede ham, men han fandt det også spændende, han vidste ikke hvad de ville, men han var klar uanset hvad. Og han tænkte lidt over det hun sagde med skønhed, han syntes ikke det at hun have bind foran øjnene gjorde hende mindre køn, han holdte blikket på hende, betragtede hende lidt mere"Jeg syntes ikke det gør den store forskel at du har bind for øjnene...For mig ser du stadigvæk smuk ud, også selvom du ikke måtte kunne se det selv"sagde han ærligt, og fjernede sit blik fra hende et kort øjeblik, han havde selv fået lysten til at røre ved vandet, han stak en finger ned i vandet, kørte rundt i cirkler mens han kiggede på ringene vandet lavede."Her er meget afslappende at være nede, jeg nyder virkelig bare at slappe af hernede, uden at tænke over for mange ting"sagde han og smilte skævt for sig selv.
 
 
 

Efter lidt tid, fik han øje på folkene fra bjerget var begyndt at komme tættere og tættere på, og han var efterhånden både bekymret på hendes vejne, men han var også spændt på at se, om de faktisk ville gøre dem noget eller om de måske bare fandt dem interessante. Måske havde de også fået en interesse for Cecilia s sværd, som Shayde havde. "Hvis de folk der er hernede nærmer sig for meget, eller prøver på noget må vi være klar"sagde han så og fik et tænkende udtryk i øjnene og kørte fortsat hans finger rundt i vandet, mens han så en masse scenarier i hovedet af det kommende udfald der sikkert ville komme, eller de ting der muligvis kunne ske. 

Selvom hun aldrig havde set andet end mørke, havde hun en ide om hvordan verden omkring hende så ud, og hvordan andre folk så ud. Hun vidste godt der var mange racer og alle nok så forskellige ud men hun havde da sine ideer. Men noget hun var stærk i var hendes andre sanser, hun havde været stærk i dem før hun var blevet vampyr og hun var kun blevet stærkere, nok også end de fleste andre vampyrer, i hvert fald til at sanse ting. Hun kunne hører forskellen på lyden af åndedraget når folk vendte hovedet og sådan noget, så hun havde en ide om hvor de kiggede hen, og hun havde som regel en god ide om hvordan deres udtryk var når det kom til tonen i deres stemme og måden de udtalte ting på. Selvfølgelig var det ikke lige så sikkert som at kunne se det, men hun var blevet ret god til det med tiden. Hun kunne dog ikke lade være med at smile lidt over hans interesse, det var sødt på en måde. Roligt kørte hun hånden langs sin katana og fik et meget mere roligt udtryk over sig, som om hun var en lidt anden næsten, bare tankerne om sin onkel gjorde hende glad. "Jeg har haft det så længe jeg kan huske, det var hans, men han havde aldrig selv brugt det og havde ingen intentioner om det, men så kom jeg ind i billedet og pludselig så han en mulighed for at det kunne gøre en forskel... Han ville nok fortryde det hvis han så mig nu...". Det sidste kom fra hende med en lille tøven, dog stadig med en rolig stemme.

Selvom meget af hendes fokus havde ligget på det de snakkede om og på vandet, så havde hun ikke tabt fokus fra deres omgivelser, men hun fornemmede ikke noget problem endnu så hun havde fortsat hånden i vandet og nød bare at mærke det. Andre interesserede hende normalt ikke så det var først når de kom for tæt på efter hendes mening at hun gav den nogen form for opmærksomhed. Men hun kunne ikke lade være med at få en lille rødmen i kinderne ved hans ord. Det var jo ikke fordi hun var vant til ros på den måde eller søde ord i det hele taget så det havde kommet lidt bag på hende. Hendes hånd var ligefrem stoppet med at bevæge sig i vandet fordi hun havde været så uforberedt på den sætning. Hvorfor vidste hun egentlig ikke for han virkede jo som en rigtig charmør så han var vel vant til at snakke sådan til kvinder, men det var stadig lidt rart at høre. Hun rystede lidt på hovedet for sig selv, for at få sig ud af hovedet igen og fokusere igen. Roligt bevægede hånden sig i vandet igen og hun smilede let, han havde ret det var virkelig afslappende, hun havde ikke haft det sådan meget længe, og det var en følelse hun helt klart ville ønske at føle igen.

Som det var folkene var kommet tættere på havde hun strammet grebet om sin katana og var blevet mere fokuseret på dem end på vandet. Det virkede til at der godt kunne komme til at ske noget, og hans ord bekræftede bare hendes tanker. Hun nikkede stille og lod bare som om hun ikke havde opdaget dem, eller for dem ville det se sådan ud men hun havde i den grad fokus på dem nu. Hun havde meget hurtige reflekser heldigvis så selvom hendes hånd stadig var i vandet for nu ville hun kunne trække sit sværd meget hurtigt og være klar til kamp. Men for nu ville hun lade som om alt var fint og bare vente på at finde ud af om han gjorde eller sagde noget, eller om de kom endnu tættere på. 

Mens hun fortalte omkring sværdet, lyttede han efter og kiggede på hende det fandt ham meget spændende at høre hvad hun sagde omkring det, mest af alt fordi hendes katana havde fanget hans opmærksomhed, så han kunne slet ikke lade vær med at holde koncentration og fokus på hende. Hendes sværd var også flot, og det virkede til at være meget kræftfuldt, han ville uden tvivl passe på at han ikke endte under dens klinge, ja bare passe på der ikke ville ske noget alt for alvorligt med ham, dog kunne han godt passe på sig selv, og han var jo vampyr så han kunne godt være hurtig væk og rundt omkring. Dog vidste Shayde også at hun selv var vampyr, så hun kunne være ligeså hurtig som ham hvis det var, hvilket i sidste ende ville det blive sjovt at se, om de kunne fange hinanden, men det var selvfølgelig også hvis det skete, aftenen var fuldt igang, og der kunne nå at ske mange ting, det var aldrig til at vide. "Ham hvem...Hvem har givet dig det"spurgte han så nysgerrigt med blikket på hende og et bredt smil, hvorefter hans blik faldt på vandet lidt, og langsomt var han begyndt at mærke folkene ved bjerget nærme sig ham og hende, hvilket først ville blive interessant. 
 
 
 
 
Shayde kiggede lidt rundt en smule, og havde først set nu at der faktisk også var nogle enkle dyr her og der, det var underligt hvorfor han slet ikke havde bemærket dem noget før, men dog var det nu spændende nok. Det var ikke så tit han så dyr hernede ved dalen, og slet ikke på det slags tidspunkt der var, men så havde han da set det med. Så kiggede han på hende igen, og holdte sit brede smil på ansigtet, han flyttede ikke sit fokus og blik fra hende i øjeblikket, men det var nu på en måde afslappet at sidde her med hende, og bare føle sig helt fri for alle mulige tanker, og problemer, ja alt for mange ting at have styr på. Shayde kunne godt lide det, så han nød da bestemt øjeblikket som det var ligenu, det kunne han jo også ligeså godt. Man kunne aldrig vide hvornår det ville forsvinde, eller ændre sig.
 
 
 
Efter at han havde kigget på hende, lænte han sig lidt tilbage, flyttede sit blik op mod himlen, der så ud til der godt kunne komme lidt regn meget snart, og han havde et tænkende udtryk på ansigtet. Han sagde ikke noget i det øjeblik, måske nød han enlig bare den rolige stemning der var, og det var nu rart nok. Han betragtede himlen en lille smule, og kiggede hen på hende kort"Cecilia nyder du mørket og det at være vampyr"spurgte han bare lige pludseligt bare sådan ud i den blå luft. 
 

Det var en så stor del af hende det sværd, da hun ikke gik nogen steder uden det. Hun var ligeglad med om det passede til stedet hun var, eller tøjet hun havde på, hun havde det altid hængende ved sin side, man kunne vel sige det var en form for sikkerhedsting for hende at have det. Det var dog også rart at snakke om, for det gav hende følelsen af at det var noget godt, og at hun måske ikke helt behøvede ligge det bagsig og bare se det som et våben. Selvom hun var dødelig med det og at hun havde dræbt flere end hun kunne tælle, havde det aldrig været planen for hende den gang hun lærte at bruge det, det var bare sådan det var blevet. Det var en stærk klinge og skarb, da hun slæb den tit og tog sig meget af at det var i god stand. Hun smilede lidt ved hans spørgsmål. "Manden der opfostrede mig, min onkel" kom det så fra hende stadig med et smil på læberne. Det var som om hun havde glemt hun ikke kendte Shayde, det var bare så beroligende der at hun ikke følte hun var den kolde og onde pige som alle kendte hende som, men hun kunne bare være sig selv. 

At folkene var kommet tættere på havde hun skam lagt mærke til og det var ikke noget hun var meget for. Hun havde hygget sig mere end hun havde gjort i meget lang tid, så hun ville ikke have det ødelagt nu, men hun var klar til kamp hvis det var. Men efter han havde sagt at de skulle være klar på at der kunne ske noget var hendes fokus røget fra vandet til hendes omgivelser, og selvom hun stadig havde hånden i vandet, lyttede hun efter hver en lille lyd og bevægelse omkring hende. Dog havde hun ikke helt mistet fokuset på hvad Shayde gjorde, det ville jo også være vigtigt at hvis de skulle kæmpe at hun ikke kom til at skade ham ved et uheld, selvom det kunne ske og hun normalt ville have været ligeglad så havde hun bare noget mod det lige der. 

Det han pludselig sagde fik hende dog til at lidt miste fokus og bare vende hovedet mod ham og ligge det på skrå. Det var da et underligt spørgsmål og det kom lidt ud af det blå. Dog fik det hende alligevel til at tænke lidt. "Nyder mørket?... Jeg har aldrig kendt andet, så jeg tror det er svært for mig ikke at kunne lide det... Men jeg sagde selv ja til at blive vampyr, ikke at der ikke er ting jeg savner, men jeg er glad for nogle af de ting jeg nu er i stand til, jeg er en bedre version af mig selv ville nogen vel sige". Hendes stemme var helt rolig og hun virkede ikke kold længere. Det havde ikke været noget hun havde tænkt over før, men det var jo ikke alle der valgte den verden de levede i og hun havde jo ikke selv valgt ikke at kunne se, men fordi hun aldrig havde kendt andet så var der jo ikke noget hun kunne savne lige ved det. Men hun havde da ting hun savnede fra hun var menneske, som rigtig mad og varme, men hun var blevet så meget stærkere og hendes sanser var blevet så meget bedre, så på en måde kunne hun vel opleve verdenen bedre nu, og det var hun glad for.

Da hun så svarede hvor hun havde sværdet fra lyttede han efter, det var interessant, og han kunne godt tænke sig lidt frem til at hendes onkel sikkert var meget god med at bruge sværd, og muligvis også det sværd han havde givet til hende. Shayde kunne slet ikke lade vær med at tænke nogle ting, og han skulle helt klart have svar på dem, om det var på den ene eller anden måde var lidt ligemeget. ”Men har din onkel så også lært dig nogle tricks.... Nogle specielle ting med sværdet”spurgte han så bare for at starte med at få nogle svar på nogle af de ting han tænkte på, og som han ville have svar på. Enlig kunne han også finde ud af mere omkring hende, og spørge lidt ind til nogle ting, så det var efterhånden godt igang med.
 
 
Da hun snakkede lyttede han, ja det at være vampyr var han nu også meget glad for, det var et godt liv, og der var mange gode muligheder. Selvfølgelig var der også dårlige muligheder, men man måtte leve med de ting der førte med til at være vampyr. Personligt elskede Shayde de ting en vampyr var født med, og kunne, der var så mange praktiske ting, og mange gode ting. Han kiggede hen på hende, sendte hende et bredt smil, og nikkede til hende. ”At være vampyr er meget spændende... Selvfølgelig er der ulemper som fordele”Sagde han og tænkte en smule mens han blik var rettet ud på dalen.
 
 
 

Vandet der vare flød så fint, og duften af folk der efterhånden var tæt på dem, men det gjorde ikke noget, det var nu heller ikke til at vide, hvad de tænkte på. Måske ville de bare stå og kigge lidt, eller måske ville de angribe dem, det var aldrig til at vide. Så kom der et spørgsmål frem i hans hoved, og han kiggede hen på hende igen”Hvordan mistede du synet... Eller ja hvad skete der”spurgte han så undrende og med et hevet øjenbryn. 

Det var rart at snakke om og det var sjovt at høre hvor interesseret han faktisk var i det. Dog kunne hun ikke helt lade være med at vænne hovedet lidt ned med et lidt skævt smil som det var han stillede sit næste spørgsmål. Hun havde lyst til at grine men gjorde det ikke. Det var bare sjovt på en måde, men hun vidste jo godt han ikke havde kendt hendes onkel så han ville nok ikke forstå hvad hun fandt sjovt ved det. "Min onkel lærte mig at håndtere et sværd hvis jeg nogensinde skulle beskytte nogen eller mig selv, men han havde aldrig selv holdt andet end et træningssværd... Han var meget i mod vold... Så alle de ting jeg har lært omkring sværd og hvordan man kan bruge dem mest effektivt, dem har jeg lært mig selv" kom det fra hende med en meget rolig stemme og et lille smil som det var hun lod hånden lukke lidt tættere om sværdet for at være helt sikker på det var der og ikke ville forsvinde pludseligt.

Det havde virkelig været et underligt spørgsmål for hende, men det havde da fået hende til at tænke. Da hun havde været yngre havde hun mange gange ønsket at kunne se hvad andre så og tænkt meget over om verdenen virkelig var som folk beskrev den og om hun ville se den på samme måde hvis hun kunne se. Men som årene var gået havde hun mere accepteret mørket og begyndt at kunne se at hun kunne se, ja nogle ville vel bruge ordene skønheden i andre ting, selvom hun stadig ikke helt var sikker på hvad skønhed var for hende, da det var meget en ting hun forbandt med at se, når folk snakkede om skønhed. Spørgsmålet havde også gjort hun havde fået tankerne lidt til at køre dog ikke så meget hun helt mistede fokus men  hun smilede meget roligt til ham og trak lidt på skulderne. "Det er der vel ved alt... Men jeg ser det som en gave jeg fik foræret, jeg valgte at tage den og så kan jeg ikke tillade mig at brokke mig over det bagefter... Og har egentligt heller ikke lyst... Mine sanser var gode før, men nu kan jeg stort set hører græsset gro". Den sidste kommentar kom med et lille fnis fra hende da det var hun selv fandt det sjovt hvor god en hørelse en vampyr havde selv når de ikke havde helt hendes hørelse.

At folkene var kommet tættere på havde fanget hende igen efter hun lidt havde været hevet væk fra det af hans pludselige spørgsmål men hun gjorde ikke noget endnu. Eller ikke noget de ville kunne se, hun tog hånden op af vandet og lagde den i sit skød og strammede grebet om sin katana for at være klar. Hendes hoved var dog rettet mod ham og det rolige smil hun havde over sine læber blev lidt bredt. Han var virkelig i det spørgende hjørne. Normalt ville hun jo ikke have svaret på et eneste af hans spørgsmål men han havde fanget hendes interesse og havde allerede fået hende til at svare på meget så hun kunne vel lige så godt blive ved. Roligt tog hun hånden fra skødet op til sin maske og løftede den op fra sine øjne så han helt tydeligt ville kunne se det klarer is-blå øjne uden propiller. "Jeg blev født med det, der er ingen mulighed for jeg nogensinde ville kunne komme til at se med disse øjne" kom det bare roligt fra hende. Han var faktisk den første til at spørge ind til hendes syn eller mangle på det, på den måde. De fleste sagde bare det var synd for hende at hun ikke kunne se, og andre var for bange til at snakke om det eller accepterede det bare fordi de ikke ville komme på hendes dårlige side. Men det var ikke noget hun skjulte, da hun jo gik med maske, så folk ville jo kunne se det med det samme, godt nok ikke hvorfor, men det gjorde det bare nemmere for folk når de så masken så vidste de med det samme der nok var noget med hendes øjne, og så behøvede hun ikke forklare eller noget som hvis hun bare gik med lukkede øjne eller sådan noget.