Klokken var halv elleve om aftenen og efter et møde med en god ven, og to øl havde Judas besluttet sig for at det var på tide at vende snuden hjemad. Han havde ikke arbejdet den sidste uges tid, og på samme tid med at det var afslappende og roligt, så bekymrede det ham også.
Judas havde ikke mange penge, og han var hele tiden afhængig af at han var god til sit arbejde for at kunne få tingene til at løbe rundt, og selvom det da var lykkedes ham indtil nu, så var det altid en bekymring der sad i ham. Det var uden tvivl en af bagsiderne ved at være et fornuftigt og tænkende menneske, for han vidste jo at var han blevet ved sin såkaldte mormor, så havde han ikke haft problemer på den front.

Judas trådte ud af baren i sin skindvest og de løse bukser der gjorde det nemmere for ham at bevæge sig. Skoene havde han vundet i et slagsmål engang da han var yngre, og siden havde han passet godt på dem. De var ægte kalveskind.
Som han trådte ud fra baren og kiggede ned af gaden, kunne han høre optøjer, og det fangede med det samme hans opmærksomhed. Judas søgte bestemt ikke efter slagsmål og han var ikke interesseret i at komme op og slås, selvom han måske var god til det. Han var interesseret i at ingen fik tæv uden aktivt at deltage, og han bevægede sig derfor tættere i mod de lyde han kunne høre komme fra det næste hjørne.

Nordlændinge var oftest særdeles svære, at bringe ud af fatning. De var hårde mennesker, i hårde miljøer. Både deres humør og deres sind var formørkede af den ubarmhjertige natur, og deres vejrbidte natur gjorde dem i stand til, at tackle de fleste ting oppefra og nedefter. Det var ikke desto mindre sket, da Hsin havde begivet sig imod Nordvik. Det var ikke længe siden, at han var gået i land på Krystallandet, og Nordvik var et oplagt sted, at søge hen. Hsin ville mærke og møde sine forfædres fjenders efterkommere, og se hvor forskellige de var fra ham selv og hans ophøjede status. Hsin var ikke ude på at kue nogen, bare samle information, som han kunne lagre i sit store, skaldede hoved og dernæst benytte for egen vinding, når tiden engang blev den rette. Der ville gå længe, indtil det blev relevant engang, men ikke desto mindre ville det forhåbentligt give mening i det store billede. Det var i hvert fald Hsins beslutning.
 
Hsin var blevet mødt af store øjne og større våben allerede i porten, men havde roligt talt den værste fjendtlighed væk og havde sat i bevægelse ind i byen – for den enorme blå mand havde afgjort, at aggressive vagter ikke ville være de perfekte repræsentanter; under alle omstændigheder, så havde han brug for en større mængde, for at kunne sige, at de mødte kunne være repræsentative. Indtil videre, så var Hsin ikke hverken begejstret eller imponeret, og den konstante mistro han mødte alle steder, var langsomt ved at blive trættende, selvom den var fuldkommen forventet.
 
Hsin blev standset af en stor nordling ved en bygnings hjørne, der havde en mand mere på hver side, og atter to som stødte op i Hsin bagfra. Hsin betragtede roligt den 2-meter høje krabat, der stadig var en hel del lavere og smallere end ham selv, imens han flyttede lidt på højre hånd, der holdt skaftet af Hsins kolossale stridshammer, der lå over hans skulder. ”Ved Nak’lar du er en grimmer én” vrissede manden, som Hsin bemærkede bar et sværd i hver af sine hænder. Den ene af hans sidemakkere havde en kølle, den anden et primitivt træskjold og en økse. De tog bag ham, som Hsin ikke kunne se, bar begge en dolk og et kortsværd, i deres to hænder, og var umiskendeligt tvillinger. Samtlige af menneskerne var klædt i pelse og skind, som rigtige nordfolk. ”Er du døv? Du hører sgu ikke hjemme her, dit bæskubber!” fulgte manden op, tydeligt lettere frustreret over Hsins manglende reaktion. Manden skulle til at tale igen, da Hsin åbnede munden, og det var som om, at samtlige af de fem mennesker frøs på stedet og ikke rørte et muskel, meget ligesom Hsin selv, da hans dybe, monotone stemme skar igennem den tiltagende blæsevejr. Det var ved at blive sent.[/b]
 
”Manden finder Nordlingenes adfærd foruroligende, og ville være særdeles henrykt, hvis disse mandslinger kunne finde en anden...”
 
Og da blev Hsin afbrudt, som den største af mændene slog en latter op. En falsk, forceret og hånende latter. ”Hørte i det, gutter? Hvad fanden snakker røvhullet om!?” udbrød han derefter, og hans venner gryntede og hujede lidt, inden de erklærede sig enige. ”Ja, sikke en uduelig idiot!” sagde en anden. Hsin fortrak ikke en mine, da han talte igen.
 
”Manden er ikke synderligt interesseret i hensynsløs, barbarisk afstraffelse af overilet, letsindig adfærd – men Manden viger samtidig ikke i sin pligt, og møder afgjort forulempelse med fandenivolsk samme”[/b]
 

...Og da blev mændene musestille. Flere af dem rørte lidt uroligt på sig, og de prøvede alle sammen at få øjenkontakt med den store mand, der var det tætteste deres gruppe kom på en leder. De forstod måske ikke alt hvad Hsin havde sagt, men de forstod, at han havde truet dem – eller måske rettere konstateret, at hvis de angreb ham, så ville han gladeligt gøre modstand. Der var spændinger i luften, og stemningen var så trykket, at den kunne skæres med en smørkniv.

Som barn havde Judas altid fået at vide at han tænkte for meget, og det var nok en af de ting han prøvede at smide væk. Han hadede at tænke, han fik hovedpine af det og det gjorde at han vendte hver eneste situation igen og igen. Judas trak vejret tungt, som han atter engang konstaterede at han måtte få rå på sit hoved. Han kunne tænke 8000 ting i sekunded og ofte gjorde det, det svært for ham at være til stede.
Som Judas drejede om hjørnet, stod han stille og overværgede hvad der foregik. Han var nødt til at få et overblik over situationen og danne sig en mening. Hvad nu hvis manden var en tyv eller der var en grund til at de andre forsvarede sig? Igen snakkede hans hjerne for meget, men der gik alligevel ikke længe før at han indså at dette ikke var tilfældet og han forsøgte derfor blot at holde hovedet koldt og gik langsomt frem i mod mændende.

"Undskyld mig, hvad foregår der?" sagde han i en høj og autoritær stemme. Judas havde aldrig været bange af sig, og det var han bestemt heller ikke i dag, der skulle mere end sådan et par idioter til at holde ham tilbage. Judas stolede meget på det han kunne og heldigvis var han jo ikke den værste med et våben eller lidt magi.
Judas gik langsomt, og dog afventende frem i mod dem. Man kunne høre hans sko sige en snirkende lyd som han gik i den spændte stemning, hans tøj var ikke ligefrem det hurtigste, men han bevægede sig hurtigt i det, og det var det absolut vigtigste. Han lod en hånd tage fat omkring håndtaget på hans sværd, der sad i skeden langs hans side. Han var klar til at trække det frem hvis det skulle blive nødvendigt. For nu forsøgte han bare at forstå hvad der foregik.

Tvillingerne bag Hsin reagerede hurtigere på den nyankomne, end den store, blå skaldede mand. Den nytilkomnes stemmeføring havde øjeblikkeligt tilranet ham en smule respekt. Imens Hsin roligt betragtede det store menneske med de to sværd, som brød stilheden, efter den nyes spørgsmål havde hængt i luften: ”Bland dig udenom, eller end som ormeføde, kammerat” erklærede manden, der var en langt mindre end Hsin, men langt større end den nytilkomne. Hsin drejede langsomt kroppen en halv omgang, så han kunne få syn for sagen på den nye. Manden var langt mindre end Hsin selv, samt tydeligvis en anelse anspændt, som han holdt en hånd på sit sværds skæfte. Hsin tog en dyb indånding og skulle til at begynde at tale, da den store menneskemand igen tog ordet: ”Og dig, dit store blå svin, hvem fanden er du? Skrid herfra. Sidste advarsel.” Hsin flyttede, imens manden talte, sit blik tilbage på ham, ganske udtryksløst, som det altid var. Hsin så igen imod den nyankomne i skindvesten og talte atter, imens flere af mændene igen flyttede lidt uroligt på sig, måske en smule utilpas med, at der nu var en af deres egne, en Nordkrystallasianer, som var blandet ind i det hele.
 
”Manden agter ikke at fordufte, da Manden er arriveret med et særligt formål, som Manden afgjort vil se til vejs ende”
 
Hsin svarede først på den nye trussel fra manden med sværdene, der så meget sammenbidt og arrig ud, men ikke angreb den blå mand lige med det samme. Hsin havde svaret uden overhovedet at kigge på manden, og det var en meget respektløs måde at kalde hans bluff. Netop som flere and mændene begyndte at snakke med hinanden og en nikkede imod Hsin, så talte den blå titan igen, denne gang til den nye:
 
”Manden ynder ikke, at manden med sværdet tager del i optøjerne. Manden ville finde det særdeles bedrøveligt, hvis mandslingerne påfører den nytilkomne unødige kvaler og/eller påstyr”
 

Hsin vendte så blikket fra den nye og tilbage på den store mand med sværdene, der stoppede med at udveksle ord med den ene af sine sidekammerater, som Hsins vågne øjne landede på ham. Manden spyttede imod jorden. Af tvillingerne bag Hsin tog den ene et skridt imod den nye, og derefter fulgte den anden trop. ”Ved Nak’lar, bland dig nu udenom, frænde – vi vil ikke dig noget, kun det store skrog der” sagde den ene til ham, og lyste lidt op i et skævt smil, som han slog sin daggert og sværd imod hinanden.