"VENT!" En skygge kræsede om ham, igen og igen. Han prøvede at følge skikkelsen med blikket - men den er og forblev en hurtig og flygtig skygge som han ikke kunne sætte ansigt på. Eclipse løb efter væsenet så godt han nu kunne. Alt var omringet af mørke. Hans ben føltes tunge, og for hvert skridt han tog blev han langsommere og langsommere. "Hvor skal du hen??" Spurgte han rådvild, og hans hjerte hamrede hurtigere. Hvad end det var, føltes det utrolig vigtigt. Skikkelsen kom ham nærmere, og han kunne nu ikke røre på sig længere, hans krop var stivnet. Eclipse kunne ikke se hvad det var som kom ham i møde, skikkelsen var mørk og flimrede vildt, men menneskelig på en eller anden absurd måde. Han kneb øjnene sammen for at se om det hjalp, men nej. Pludselig rak den flimrende menneske skikkelse en langsom, men beslutsom arm imod ham. Skikkelsen pegede på ham, og rørte hans pande med pegefingeren. 

Eclipse så på skikkelsen med et forvirret udtryk i øjnene da vedkommende rørte ved hans pande, og i det han blev rørt, splintredes den flimrende skygge sig i tusind stykker og han var igen alene. Han kiggede rundt, og så så ned ad sig selv. Hans ben var blevet til sten, faktisk var hele hans krop langsomt begyndt at blive til sten, og han kunne intet gøre. Han kæmpede for at komme fri, men for hver gang han rørte på sig blev han hurtigere og hurtigere forstenet. Lidt efter lidt begyndte han at krakelere, og faldt sammen til støv på jorden. 

Sollyset fra vinduet ramte ham varmt i ansigtet. Eclipse begyndte at bevæge sine fingre lige så forsigtigt, og langsomt åbnede han øjnene. Han var svimmel, og hans øjne kunne ikke finde et punkt at fokusere på i nogen tid. Da han havde fået synet tilbage skævede han til siden og ud i rummet. Hvor er jeg? Han følte sig umådelig svag, og sulten. GUD, hvor kom den hungrende sult fra? Han flimsede lidt med øjnene da han i et forsøg prøvede at sætte sig op. Han kunne knapt røre en muskel. Han havde nærmest ingen kræfter til at sætte sig op.
I det han havde forsøgt at sidde oprejst, kom der en healer ind i lokalet, og skyndede sig hen til ham. "Du er vågnet!" lød hun forbløffet og hjalp ham op at sidde. De havde nærmest været ved at opgive håbet for ham, men de kunne ikke få sig selv til at smide ham bort, eller lade ham dø; Han lavede en slags tornerose; alt fungerede optimalt, men han ville bare ikke vågne. 
"Hvad er der sket?" Spurgte han, endnu mere forvirret end før. Han kunne ikke huske noget om nogen ulykke han havde været ude for. Faktisk kunne han ikke huske det sidste han havde lavet; Andet end at han havde læst en bog om magi på sit værelse; Men det var jo.. flere år siden? 

"Ham som fandt dig var en ældre herre." Sagde hun forklarende og tjekkede Eclipses øjne og snakkede så videre, "Du var meget slemt tilredt. Og du ville ikke vågne igen." Hun skrev ned i en lille bog. 
"Okay..?" Han forstod informationen, men han forstod stadig ikke hvordan det kunne være gået til. Han kløede sig svagt i hovedet. 
"Kan du huske hvad der skete?" Spurgte heleren, og skriblede ned i sin notesbog. 

"Nej. Jeg har ingen anelse om hvor jeg er. eller hvad jeg laver her." Svarede han opgivende, og lagde sig tilbage i sengen, stadig en smule siddende. Hurtigt skyndede heleren sig at spørge ham; "Kan du huske hvad du hedder?"  Hun hævede et øjenbryn. "Ja da, Eclipse Gwaudin... Ja Eclipse Gwaudin." Han følte lidt at der manglede et eller andet, men nu så han selvsikkert op. Heleren nikkede og skriblede videre, og så kom lægen ind og hun forklarede ham om hvad der var sket. Han så mild ud af natur, og han havde lange ører ligesom en elver. Håret var brunt og krøllet. "Hej Eclipse." Han satte sig ved hans sengekant. "Vi har passet på dig i nogle år nu. Du har simpelthen ikke ville vågne." 

"Så jeg har været i en koma?" Spurgte han stille, og ville vide besked om hvad fanden der foregik. Lægen nikkede kort, "Ja noget i den stil. Du er velkommen til at kontakte din familie, ellers råder vi dig til at blive her lidt endnu indtil du har styrket dig. Der er en som vil komme med noget mad til dig." Tanken om mad fik Eclipses mave til at rumle en smule. Han bed sig lidt i læben og prøvede igen at huske, "Jeg.. øh.. okay." Han tav. Lægen så på ham, en smule mere seriøst, "Vi formoder at du lider af en slags hukommelsestab. Men Du må ikke anstrenge dig for meget for at huske. Bare tag den med ro de kommende dage." Han rejste sig fra sengen og gik ud af lokalet, og heleren fulgte efter. 

"Jeg hvad?" Han sad og så lidt paf frem for sig. Han tog sig til hovedet igen. Er det derfor jeg ikke aner hvad jeg laver her? Hvor længe har jeg været væk?

Han havde i længere tid trippet som en sindssyg. Hans drømme havde udviklet sig til mareridt og han vidste ikke om han havde redet den unge dreng han havde fundet, eller om han var død under komaen. Han havde flere gange besøgt denne healer, i håb om at drengen måske var vågnet, men hver eneste gang han havde været der, var det uden held. Han havde af og til siddet der i nogle timer, faldet i søvn og når han så var vågnet gik han hjem. Tit havde haft søvnløse nætter hvor han havde siddet oppe blot fordi han havde tænkt så meget på drengen der var endt hos healeren.
 
En hånd gled gennem det hvide hår og han lod det falde ned over skuldrene. For en gangs skyld havde han ikke sat håret op i hestehale, men lod det i stedet hænge frit. Hele hans krop sitrede som han gik gennem det centrale bydistrikt i forsøg på at huske hvor helbredelshuset lå. Han stoppede op og kløede sig i nakken og sukkede Helt ærligt” mumlede han for sig selv. Det var jo ikke fordi han var så gammel han ikke kunne huske noget, for han havde været der for en måned siden. Med langsomme skridt nærmede han det han regnede med var det sted han havde afleveret drengen for nogle år siden. Han tog en dyb vejrtrækning og gik indenfor.
 

Skrig, jammer og klagende lyde kunne høres på gangene og det skar igennem ham som var det en kniv direkte i hjertet. Han havde det svært med folk der led, specielt efter.. Han sank klumpen der havde samlet sig i hans hals inden han rystede tanken af sig og fandt et sted han havde mulighed for kort at samle sig. Han tænkte tilbage på sin kone, hvordan hun døde og han ikke var i stand til at rede hende. Der dannede sig tårer i hans øjne og han så op som en kvinde havde stillet sig foran ham ”Sir.. Er De okay? spurgte hun og sendte ham et bekymrende smil. Han så op på hende og smilede ”Ja ja.. Jeg har det fint” sagde han og smilede kort til hende. Det var tydeligt på hende at hun ikke troede på ham, men alligevel nikkede hun blot og gik videre. Han sukkede nærmest lettet op som hun forsvandt og han tørrede sine øjne og så sig omkring. Hvad værelse var det nu… Han rejste sig fra sin plads og begav sig på jagt efter værelset.

Selvom Eclipse havde fået besked på ikke at forlade sengen før han havde samlet energi og blevet gentjekket, plus fået noget mad, kunne han simpelthen ikke lade være med at prøve. Ganske forsigtigt fik han benene svunget ud over sengekanten, og han så ned på sine fødder; de var rene og tåneglene veltrimmet. Så de måtte have vardet op omkring i den tid han var i koma. Han kløede sig lidt i det bølgede sorte hår og lukkede øjnene. Det kan vel ikke være så svært at huske.. kom nu hjerne bad han med et snert af frustration. 

Han kom på benene og vandrede hen til spejlet, hvor der stod en lille spand med noget sæbe ved siden af. Han dyppede hænderne i ned i vandspanden og førte sit ansigt ned til sine hænder, hvorefter han plaskede vandet op i ansigtet. Det føltes rart, men vandet var koldt. Derefter så han lidt på sig selv. Vandet havde gjort hans pandehår en smule vådt, og et par vanddråber ramte ham på næsetippen, og dernæst hans læber. Eclipse betragtede sig selv som han stod der; han synes at han havde forandret sig. Han var smallere og mere markeret i ansigtet; og så frem for alt mere voksen ud. Der var ingen ar, eller mærker fra hans ulykke; hvilket gjorde ham endnu mere ulykkelig.. for hvorfor skulle han glemme alting? Han huskede kun små glimt af sin fortid som alle var blandede usammenhængende ind i hinanden så de ingen mening gav for ham.. det var meget frustrerende, og han rynkede brynene fordi han følte sig nyttesløs; Hvis han ikke engang kunne huske sig selv.. hvad skulle han så være til for? 

Nej, istedet for ulykkelig var han vred. Han var virkelig vred at han måtte holde sig selv tilbage for at slå spejlet itu med en knytnæve. Med ét vendte han sig væk fra sit spejlbillede og stormede ud af lokalet. Eclipse havde ventet nok! Han var vred og sulten.. så nu ville han finde vej ned til spisestuen og få sig selv noget middag, eller morgenmad eller hvad tid det nu var på dagen. Han var træt af at være inde på sygeværelset, og træt af føle sig malplaceret; Så nu ville han gøre noget af egen vilje, som han ville kunne huske; æde og drikke. Ja, hvorfor ikke finde en bar efter han var kommet i noget rigtigt kluns, istedet for at ligne en sæk kartofler med ærmer. For det var det helbredelseshusets patient uniformer lignede.. en sæk, med lange ærmer. 

Gulvet ude i gangen var en smule køligt mod Eclipses bare tæer, men han var ligeglad. Hans ben var ikke så selvsikre endnu, men det var han også ligeglad med. Faktisk kunne han ikke være mere ligeglad end han var nu; hvis han kunne bevare sine følelser i lås og slå, ville det måske ikke tære så meget på ham at han ingen erindring havde af sit liv.. ja han måtte bare acceptere at sådan var det lige nu.. 

Eclipse som stormede ned ad gangen med små usikre ben, var ikke klar over sine omgivelser.. hvilket også resulterede i at han stødte ind i en ældre herre som så ud som om han ledte efter nogen. "Jeg beklager.." Undskyldte han monotont og ænsede nærmest ikke manden som han havde stødt ind i. Da Eclipse skulle til at gå videre og udenom ham, faldt hans ben sammen under sig, og instinktivt langede han hænderne ud efter det nærmeste han kunne støtte sig til; hvilket var manden han havde stødt ind i. "Arh. forbandet.." væsede han, og følte sig latterlig over at hans ben ikke ville som han ville. 

Han gik i lidt tid og begyndte efterhånden at blive lettere irriteret over han ikke helt kunne huske hvor værelset var. Måske var han også blevet forflyttet til et andet? Han tog en dyb vejrtrækning og sukkede. Han var ved at være træt af at lede, men han havde lovet sig selv, nu hvor han havde tid, at han skulle besøge drengen, se om han stadig var i koma, eller om han faktisk var til at komme i kontakt med. Han knugede hænderne og så nærmest ind af hver eneste åbne dør, forsøgte at spotte ham, men uden held. Det var som om det ikke var til at finde ham, for nu var han her endelig. Han gik nærmest i sine egne tanker, mumlede nogle ord for sig selv inden han mærkede der var en der stødte ind i ham. Som han skulle til at sende en bemærkning af, så han mod personen og hævede det ene øjenbryn. Han sagde ikke noget og så nærmest undersøgende på den unge mand foran ham. Var det? Han sank klumpen i halsen og kunne mærke hvordan hans krop begyndte at sitre. Det måtte være ham, for det lignede ham på en prik.
 

Som han faldt mod ham greb han ud efter ham af rent instinkt og holdt ham næsten stående. Et skævt smil spredte sig på hans læber som han to omkring ryggen og under den unge mands ben og løftede ham op ”Rolig nu… Hvor var du på vej hen?” spurgte han og sendte ham et blidt smil. Det var tydeligt at mærke på den måde han var overfor den unge mand, at han var far, for han tog sig af ham.. Og i de år han havde lagt her, havde han været på besøg mindst en gang om måneden, i håb om han ville vågne. Han så sig omkring og derefter ned på den unge mand i armene ” Eller måske burde du reelt komme ind i din seng igen” sagde han og smilede kort til ham, men han måtte efterhånden også være træt af bare at ligge i sengen, hvilket han i hvert fald selv ville have været.

Eclipse mærkede at han blev støttet oprejst så han heldigvis ikke faldt sammen på gulvet, for det havde da kun skabt en scene, og så havde han bare følt sig endnu mere pinlig berørt. Normalt ville han godt kunne grine ad sig selv, men når situationen var så absurd, havde han svært ved at finde ud af hvad han skulle føle. 

Inden han nåede at sige mere forsvandt hans fodfæste, og han blev løftet op i armene på manden. Forvirret skævede han rundt om sig, og så derefter på den ældre herre. Der var mange spørgsmål Eclipse stillede sig selv i det sekund, hvem var han, og hvorfor tillod han sig at holde ham i sine arme på den måde? Eclipse kunne ikke lade være med at blive en smule forfjamsket over den fremmedes gestus, og forundret stirrede han mod hans ansigt for at læse ham. Hvis ikke manden ville snakke, ville han da ihvertfald kunne læse hans tanker. 

"Jeg øh.. er sulten." røg det bare ud af ham, fordi han var så overrasket over at blive båret. Han kunne ikke huske hvornår han sidst var blevet holdt sådan, men .. nu kunne han jo heller ikke huske noget som helst; så.. det gik jo lidt hånd i hånd. "Men, kender jeg dig?" Spurgte han endelig da han fik sig selv lidt under kontrol. 

Ud fra hvad Eclipse kunne gennemskue fra mandens udstråling, var han meget faderlig og blid. Han virkede til at have en eller anden form for nær følelse overfor Eclipse, men spørgsmålet var bare hvorfor? Er han et familie medlem? Jeg synes ikke at han virker bekendt. årh pokkers hvis jeg bare kunne huske..

Han kunne tydeligt se at manden i hans arme var overrasket og forsøgte at finde ud af hvem denne gamle mand egentlig var. Det måtte også være underligt, at en komplet fremmed var så venlig og nærmest virkede beskyttende overfor en, men uden man vidste hvem personen var. Han smilede kort til ham som et tegn på han ikke skulle have den mindste bekymring. Som han talte nikkede han ganske kort ”Jamen.. Lad os få dig ned til maden” sagde han og bar fortsat på manden og gik mod rummet hvor der ville være mad. Han var efterhånden så kendt på stedet, at han vidste hvor det hele var. Han sukkede kort over mandens følgende ord og så ned mod ham med et skævt smil ”Lad mig sige det sådan her… Jeg fandt dig ikke ved bevidsthed, men det er godt at se du er i live” sagde han. Han havde det som om at manden i hans arme var en søn. Han havde trods alt besøgt ham en del gange, forsikret at han var i live og sågar talt til ham, velvidende om at han ikke havde muligheden for at svare tilbage, men det var blot en form for tryghed for Matthew selv, ellers ville han bare gå mere ned med flaget.
 

Som de kom til rummet hvor maden befandt sig, trak han en stol ud med sin fod og satte manden forsigtigt ned på den. Han lod kort hånden glide gennem det hvide hår ”Hvad kunne du tænke dig?” sagde han og sendte ham et smil ”Jeg skal nok lave det til dig” sagde han med et smil. Det var længe siden han havde haft muligheden for at sige dette, eftersom han ikke havde kontakt med sine egne børn, hvilket også var for det bedste… Hans søn levede med hans moder, mens datteren var afleveret på et børnehjem, da hans kone gik bort. Egentlig savnede han det, men han havde ikke turdet og opsøge datteren, i frygt for hvordan hun ville reagere, men det var sikkert også derfor han var så faderlig overfor denne mand..

Eclipse hævede et spøjst øjenbryn mod manden da han stadigvæk valgte at holde ham i sine arme, og føre ham ned til hvor maden var. "Du.. arbejder her ikke vel?" Prøvede han med et tøvende gæt, siden det virkede som om at den fremmede kendte stedet ganske godt, "Du ligner ikke en der arbejder her dog." konkluderede han lidt for sig selv, men så det var lydhørt for dem begge. 

Han sukkede lidt lydløst da det ikke så ud til at han blev sat ned foreløbig. Egentlig var omfavnelsen nu meget rar, da han ikke havde følt den form for nærkontakt i meget lang tid. At blive båret var måske lidt pinligt, og han følte sig som en lille dreng, men han kunne ikke lade være med at smånyde det lidt alligevel. Jeg forstår ikke hans nærkontakt, medmindre han er en der kender mig. Han skævede lidt op på den anden igen med et flygtigt blik, Men han ser da meget flot ud.. så det gør ikke mig noget.. haha. tænkte han stilfærdigt for sig selv og følte sig en smule opgivende. Selvom man lige var vågnet på hospitalet og ikke en dissse kunne huske, kunne man da stadig tjekke de forskellige mænd ud. 

Eclipse lyttede med det samme til mandens ord da han forklarede ham at han ikke var ved bevidsthed da han blev fundet. Ja, det sagde helerne jo også; Det gav ikke meget information om hvorfor han var ved ubevidsthed, men det så ikke ud til at den faderlige mand heller ikke vidste hvorfor, "Så det var dig der fandt mig, kan jeg forstå?" Han måtte lige have det konstateret igen. "Men tak.." Mumlede han lidt og bed sig i underlæben. Eclipse var taknemmelig, selvfølgelig. Men der var bare så meget han ikke kunne få til at hænge sammen. 

Da de var kommet ind i spise hallen lod han sig dumpe ned på stolen med den andens hjælp. Eclipse kunne ikke lade være med at skæve rundt med øjnene for at se hvilke typer som var herinde, og om der var noget der fik en klokke til at ringe så han måske fik en åbenbaring og kunne huske igen, men nej der var intet, så hans øjne landede på den hvidhårede. Han var nu ret beæret over at blive behandlet så godt af en fremmed herre, som så ret vedligeholdt ud, hvilket gjorde at han ikke kunne lade være med at smile lidt; før havde han bare set surmulende og frustreret ud. Hans tanker blev hurtigt slået ud af kurs da den anden spurgte ham hvad han kunne tænke sig at spise; så han sagde bare hvad der faldt ham ind; "Lidt fisk, og brød til? og måske noget frugt hvis der er noget." tilføjede han lidt bagefter. Eclipse så lidt vurderende på den ældre herre, "Mange tak, fordi du gør det her." Det lød ærligt og taknemmeligt, og inden den anden kunne vende sig om og finde mad til Eclipse skyndte han sig at tage fat i den andens ærme. Han rynkede brynene lidt nysgerrigt, "Hvad hedder du?" Han måtte vide det nu. 

Han så på den unge mand og rystede kort på hovedet. Nej han kunne ikke just prale af han var hverken læge, healer eller præst, tvært i mod faktisk.  Et skævt smil kom frem på hans læber. Nej det ville være synd at sige at han passede ind på dette sted, men trods det så ville han alligevel hjælpe denne unge mand, vinde tilliden og måske finde ud af mere om ham, end blot at se ham som den dreng han havde fundet på gaden og på en måde tog til sig, uden så meget at vide det mindste. Han havde nærmest mistet sine egne børn, men han havde alligevel det faderlige gen i sig, hvilket også var derfor han tog sig sådan af denne mand. Han savnede måske at have faderrollen, at kunne tage sig af nogle og sørge for de har det godt, men efter hans kones død, har han ikke haft andre end sig selv.. Sønnen lever med den første kone, mens datteren lever et eller andet sted i Medanien, men han ved intet omkring hende, hvilket ofte skar i ham og fik ham til at bryde sammen utallige gange, men inderst inde vidste han også det var det bedste.
 
Som den unge mand begyndte at tale nikkede han anerkendende ”Det var det ja.. Jeg kunne jo ikke bare efterlade dig der midt i ingenting, som de andre gjorde.. ” nogle gange havde han lyst til at give op på menneskeheden, eftersom der ikke var mange der var ret hjælpsomme og når der så var, regnede de med at få tilbage når det hele var slut. Det var derfor han normalt havde et anspændt forhold til mennesker, men han havde aldrig skadet en person, det var slet ikke i hans gener. Han smilede kort til ham og betragtede ham som han bed sig i underlæben efter han havde takket. Det var som om bidet i underlæben kickstartede hans hjerte og fik det til at slå ekstra slag, men han rystede kort tanken af sig og lod den blot ligge.
 

Han nikkede som han fortalte hvad han godt kunne tænke sig og gik ud og fandt hvad han godt kunne tænke sig og efter kort tid kom han tilbage og stillede noget der mindede om en tallerken med noget stegt fisk, lidt brød og et æble ”Tænk ikke over det” sagde han og smilede ganske kort til ham og satte sig på stolen overfor, blot for at forsikre at han rent faktisk fik spist. Som spørgsmålet omkring hans navn så han mod den unge mand og smilede ”Matthew… Egentlig har jeg mange navne” sagde han og stoppede. Han følte ikke der var behov for at skulle fortælle hele navnet, eftersom han sikkert ville ende med at blive fanget som slave eller noget så, hvilket han bestemt ikke var i humør til, for nu ville han  bruge tid på at sikre sig at denne unge mand havde det godt. 

Eclipse gav hurtigt slip på mandens ærme, og kiggede sulten mod maden som han nu havde bragt til ham. Lige nu følte Eclipse sig som den mest sultne mand i verden, og måltidet foran ham så ud som det lækreste som han nogensinde havde skuet. Han sendte manden et kortvarigt blik for at se om det var ok for den anden at han kunne begynde at spise. Da det så ud som om at det ikke generede den anden at Eclipse ville begynde, tog han fat i brødet og tog en ordentlig bid af den; Det var en fantastisk følelse at mærke den bløde krumme som blandede sig sammen med det søde smør på hans tunge. Tænk at man kunne være så sulten?? "Skal du ikke selv have noget?" Han sendte sin mad et blik, og kiggede spørgende på den hvidhårede. Lige nu var hans ene kind proppet med en bid brød, som fik ham til at ligne en hamster en smule. Han skyndte sig dog hurtigt at forsætte med at spise. 

Da den fremmede fortalte sit navn stoppede Eclipse med at spise som et eller andet dyr der ikke havde fået mad i evigheder. Han følte sig lidt som et svin som han sad der med smør mundvigen, og en smule fiskesaft på hans fingre. Han sank en forsigtig klump da han fik øjenkontakt med manden, som hed Matthew. Ikke et navn som han havde hørt før, men det var rart at kunne sætte et navn til ansigtet.
"Matthew." Han smilede kærligt til den anden, og rettede sig lettere op for at tørre sig om munden da det gik op for ham at han havde en smule smør siddende i mundvigen. Nu da han havde fået mad, var han blevet en smule mere afslappet og knapt så aggressiv som tidligere, og at manden, som rent faktisk havde reddet ham dengang, sad foran Eclipse og snakkede med ham, gjorde ham også en smule tryggere. "Jeg er glad for at det var dig som reddede mig." Eclipse havde altid haft svært ved at undertrykke sin trang til at flirte med fremmede og flotte mænd, så derfor var der også et snert af en flirtende undertone i hans ord. Eclipse prøvede dog at lade som ingenting og spiste lidt mere af sin fisk, med bedre manerer end før. 

"Bor du her i den centrale del af bydistriktet?" Spurgte han nysgerrigt og betragtede den anden. Han virkede til at være en blød mand, på den måde forstået; at han havde et venligt og hjælpsomt sind, men Eclipse kunne også mærke at der var noget sorg som tyngede den anden, og måske det var den egentlige grund til hvorfor han var så venlig mod Eclipse. 

Som den unge mand sendte ham et blik nikkede han ganske kort som tegn på det var i orden. Egentlig kunne han blot have begyndt da han havde fået maden, men det var sikkert bare for at få bekræftet om det var okay. Som han hørte mandens ord rystede han svagt på hovedet ”Jeg er ikke specielt sulten” sagde han og sendte ham er skævt smil. Det var en løgn for han var faktisk en smule sulten, men han ville hellere vente til han var sikker på at denne mand havde det bedre og måske var lidt mere ved fulde fem. Han kunne i teorien godt tage noget at spise, men madet her på stedet var hovedsageligt til de patienter der var her, så derfor havde han ikke taget noget med til sig selv. Han havde altid tænkt på andre end sig selv, hvilket var derfor han ikke havde taget noget mad.

Han smilede til manden foran ham, han lignede næsten et barn med smør i mundvigen og en smule saft på fingrene. Det var ret sødt at se på. Da hans navn blev sagt, kunne han mærke hvordan hans hjerte begyndte at hamre i hans bryst. Det var en følelse han ikke havde mærket i flere år, så det var fantastisk at høre hans navn fra en anden person end ham selv. Som han tørrede sig om munden grinede han kort, men stoppede da han hørte den unge mand tale igen. En klump havde formet sig i hans hals og han smilede kort til ham ”Jeg er bare glad for at se dig i god behold” sagde han og bed sig kort i underlæben. Han var virkelig dårlig til at håndtere dette, for han bemærkede let mandens lettere flirtende undertone. Sidst der var nogen der havde flirtet med ham var det ikke lykkedes for kvinden, så normalt afholdt han sig fra flirteri, han var desuden også gammel efterhånden..  Han rystede på hovedet over hans spørgsmål ”Jeg er lidt over det hele. Jeg bor egentlig ikke noget fast sted, da jeg godt kan lide at rejse” sagde han med et smil på læberne. Klumpen i hans hals var der stadig, men den var ikke så stor som før, hvilket blot var et tegn på han var ved at slappe af omkring den unge mand.

"Hmmm..." Han så en ekstra gang på Matthew da han sagde at han ikke selv var særlig sulten. Måske havde han spist tidligere, og så kunne han godt forstå det; men hvis det ikke var tilfældet så kunne han da bare slå sig løs. Lidt efter lidt havde Eclipse endelig færdiggjort sin mad, og nøj det gjorde godt! Han følte sig ikke lige så tom som tidligere, og han kunne allerede mærke at hans energi lige så stille var begyndt at komme tilbage til ham. Eclipse tørrede sine fingrer af i et af stof servietter som var på bordet og krøllede det sammen for derefter at ligge det på den tomme tallerken; hvor der kun egentlig lå lidt fiskeskelet rester tilbage. 

Eclipse satte sig tilbage i stolen og lod sit blik hvile på den andens ansigt. Han kunne ikke forstå hvorfor det betød så meget for Matthew at han var i god behold, og at han havde holdt sig opdateret på hans situation i alle disse år. Det var mærkeligt, og nyt for Eclipse. For af hvad han kunne huske, var han aldrig nogens første prioritet. Så at Matthew havde beskyttet ham i alle disse år, var forfriskende og det varmede ham. "Men.. har det ikke været irriterende for dig at skulle tjekke op på mig hele tiden?" Han hævede et øjenbryn og lagde hovedet lidt på skrå, stadig med de smaragdgrønne øjne rettet direkte i den andens øjne. 

"Oooh.." Sagde han i et overrasket og interesseret toneleje, "En omrejsende." Han smilede fornøjet og lænede sig frem igen, men skubbede tallerkenen en smule mod midten af bordet så han kunne læne sig der med armene. Eclipses smil forholdt sig på hans læber, men en tanke skubbede sig på. Ville det være mærkeligt at spørge om jeg kunne tage med ham? Eclipse rynkede lidt på næsen af sig selv og rystede meget kort og stille på hovedet af det, Det ville det nok.. Jeg har teknisk set kun lige mødt manden.. Han så forsigtigt mod Matthew og smilede skævt. Men .. jeg har bare ikke rigtig nogle steder at tage hen..

 Han så på manden foran ham og sendte ham et skævt smil. Man skulle næsten tro han havde set igennem løgnen omkring han ikke var sulten, selv hvis han gjorde ville Matthew personligt være ligeglad, han var trods alt en gammel mand efterhånden så han vidste inderst inde godt det ikke var sundt at lade være med at spise, men lige nu kunne han ikke få sig til det. So han færdiggjorde sin mad nikkede han kort, nærmest som om han anerkendte at han faktisk spiste op. Ikke at han havde regnet med andet, for man kunne tydelig se på ham inden han havde fået maden, at han var sulten, så dette måltid var bestemt noget han havde haft brug for. Som manden foran ham stillede ham et spørgsmål om hvor vidst det havde været irriterende. Kort rystede han på hovedet ”Som den mand der fandt dig, følte jeg det var min pligt at sørge for du var okay… Plus jeg var bekymret for dig” sagde han med et smil på læberne. Dette var tydeligvis hans fader gen der talte, men de ord der kom ud af hans mund var hundrede procent sande. Han havde det som om han var nødt til at beskytte denne mand også selv om han havde lagt i koma i så mange år.

Som han lænede sig ind over bordet, smilede han skævt ”Det kan man godt sige… Kommer rundt på hesteryg og slå lejr, hvor det nu er passende” sagde han og trak kort på skulderen. Ganske vidst var havde han stadig rang som soldat, men det var ikke just fordi han var i nogen hær og pt, havde han ikke tanker om det. Matthew kunne tydeligt se på manden foran ham at der var noget i hans tanker men hvad? Han hævede det ene øjenbryn ”Hvad tænker du på? Det ligner der er en eller anden ting der går dig på” sagde han og lænede sig så ind over bordet og støttede på den ene hånd. Der måtte være et eller andet i den unge mands tanker, uanset om det var godt eller ej. 

Det gjorde næsten helt ondt i brystet på ham da Matthew erklærede at han var bekymret for ham. Et sted indeni ham kunne han mærke at han havde hørt de ord før fra nogen som havde betydet en hel del for ham.. men, der var intet ansigt at sætte på, og nu var han ganske usikker på om det bare havde været en drøm det hele. For hans far plejede bare at købe ham ting, for så at ignorere ham. Niklurian, hans far.. gad vide hvordan han havde det? I alle de år som Eclipse havde været ved ubevidsthed, lod det til at det kun var Matthew som havde været der for ham. Uanset hvad ville Eclipse aldrig tilbage Niklurian; Han boede også umådeligt langt væk. "Undskyld jeg.." Han stoppede sig selv og tog sig til hovedet og smilede skævt til Matthew, "Det er bare meget nyt for mig.. at een jeg slet ikke kender kan være bekymret for mig." Han kom med et lille opgivende grin. 

"Jeg har altid været vant til at bo i et meget stort palæ." Han huskede tingene tydeligt til lige omkring de atten år, men derefter var det hele begyndt at blive meget slørret. "Jeg har altid fået hvad jeg ville have foræret altid. Så man kan vel kalde mig en forkælet møgunge." han grinte kort, men der var en smule sorg i hans øjne; Han var aldrig rigtig blevet anerkendt af nogle. Han skyndte sig dog hurtigt at skifte sit udtryk til noget mere muntert, "Jeg ved ikke hvorfor jeg lige nævnte det, for at genopfriske min hukommelse måske." Han skar en grimasse; Det var jo lidt tragikomisk det hele; for han havde jo ingen hukommelse om sin tid i tyverne. "Hvor er det næste sted som du tænker at tage hen til?" Han hvilede hagen i sin hånd, og bemærkede hver en detalje på den andens ansigt. De orange, skarpe, men milde øjne, og arret som løb ned over det venstre øje. Gad vide hvordan han havde fået det ar. 

Eclipse stivnede lidt, og hans hjerte begyndte at hamre en smule hurtigere da Matthew tydeligvis havde lagt mærke til at han gruede over et eller andet. "Altså.." begyndte han lidt usikkert, og vidste ikke rigtigt om han skulle sige det eller ej, "Du har været der for mig så længe.. og jeg vil virkelig ikke trænge mig på.." han standsede lidt igen, og mødte mandens orange øjne, med sine egne smaragdgørnne nogle. Han lukkede øjnene og kiggede op mod loftet og sukkede så tungt. "Må jeg tage med dig? Hvis det ikke er for underligt." Han så med al seriøsitet på Matthew, hverken bedende eller tiggende, bare ganske neutralt. "Jeg har bare ikke nogle steder at tage hen.. hah, jeg ved ikke hvor jeg kan tage hen." Han gned sig lidt i nakken og smilede opgivende. 

Han kunne se der var noget der gik ham på, men lod det blot ligge som manden foran ham undskyldte. Det ene øjenbryn hævede sig som han lyttede til hans ord ”Du behøver ikke undskylde for noget, det er ikke din fejl” sagde han med et blidt smil på læberne. Matthew forstod hvordan han måtte have det, hvordan alt bare nærmest var vasket væk som et blink med øjnene, hvordan livet inden blev revet væk fra en og man blot måtte tage imod det der blev serveret foran en i givende moment. Han havde tit haft samme tanker omkring hans datter, hvordan hun måtte have det efter hun var blevet afleveret på klosteret, uden mulighed for at finde ud af hvem hendes rigtige far var. Han fortrød det af og til, men det var uden tvivl det bedste for hende, eftersom han trods alt levede i ødemarken.

Han lyttede til hvert eneste ord der kom fra den unge mand, men trak blot på skuldrene. Folk der havde mange penge havde aldrig irriteret ham, eftersom han selv, for mange år siden var en yderst velhavende mand, men han havde blot valgt at smide det bag sig, da det liv han havde dengang ikke sagde ham noget. Sorgen i hans øjne var tydelig for ham og han smilede skævt ”Det er kun godt du kan huske lidt” sagde han og nikkede ganske kort. Spørgsmålet fra manden fik ham til at summe svagt og han tænkte ganske kort over det.  Han havde virkelig ingen anelse om hvor han skulle hen, måske ørkenen? Kort trak han på skuldrene ”Faktisk… Ved jeg det ikke helt endnu, men der er så mange steder” sagde han og smilede ganske kort. En tanke slog ham, men han skubbede den væk igen, for det ville virke underligt at spørge manden foran ham om hvad han selv ville se..

Mandens ord fik ham til at smile skævt og det ene øjenbryn var svagt hævet.  De første ord fik hans øjne til at lyse lidt op og som han fortsatte med at tale, bredte der sig et kækt smil på hans læber. Så denne mand ville rent faktisk med på hesteryg, mod forskellige steder i ødemarken? Kort tænkte han det igennem og trak på skulderen ” Ved du hvad… Faktisk så kunne jeg godt bruge lidt selskab ud over hesten.. Det bliver lidt ensomt ikke at have nogle at tale med” sagde han med et smil på læberne. 

Eclipse strakte armene ind over bordet og flettede sine fingrer ind i hinanden. Han var rigtig glad for den andens selskab, og han var sådan set bare virkelig taknemmelig for at der overhovedet var nogen som havde set til ham i al den tid. Tænk hvis han havde vågnet op helt alene uden at have nogen som helst? I det mindste havde han Matthew, hvad end det så var værd; for han kendte ham jo ikke helt endnu. Men, Eclipse stolede alligevel på ham, på de orange, empatiske øjne der så på ham. 

"Hmmm.." Sagde han tænksomt som han tog imod ordene der kom fra den andens mund. Hans blik gled ned på Matthews læber som han talte, og ubevidst fugtede han sine egne, men han rettede dog hurtigt blikket tilbage på mandens øjne og tilbage til arret. "Hvor har du fået dit ar?" Han nikkede mod arret der skar ned af Matthews venstre øje, "Hvis du altså ikke har noget imod at jeg spørger." tilføjede han hurtigt. Det var jo ikke sikkert at det var en historie han havde lyst til at dele med een som han kun lige havde mødt, eller i Matthews tilfælde havde de jo mødt hinanden for 7 år siden.. men mødt som i; snakket og konverseret med. 

Eclipses hjerte bankede hurtigere og hurtigere som Matthew dragede mod sin konklusion. Han ville rent faktisk ikke have noget imod at han tog med ham. Eclipse kunne dog ikke lade være med at misse lidt med øjnene. "Virkelig??" Udbrød han og smilede stort imens han rejste sig lidt op fra stolen. I sin energiske, glædesrus lænede han sig mere ind over bordet og tog fat i Matthew's hænder som var på bordet og knugede dem kort, "Tusind, tusind tak! Det betyder virkelig meget for mig!" Sagde han glad og så ned på deres hænder, som han hurtigt slap efter at have set hvad det var han havde gang i, "Ehm.. Du må sige til hvis jeg går over stregen eller sådan.. Jeg kan godt komme til at have lidt for meget fysisk kontakt med folk." Han kløede sig lidt på kinden. Ikke at det generede ham at han kunne lide at røre ved andre, og så var der også et eller andet spændende ved situationen; hvordan ville modparten reagere? Det var lidt en lille leg for ham, men når han først havde fundet "sin store kærlighed", ville hans øjne kun hvile på den person.

Kommentaren på hans ar fik ham til at smile svagt. Historien var en smule indviklet og han vidste ikke helt hvordan han skulle formulere den overfor ham, uden det kom til at lyde fuldkommen underligt i hans eget hoved. Han gav et forsøg ”Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal formulere det uden det kommer til at lyde underligt… For mange år siden kom jeg op og slås med min tidligere ejer, kan man vel kalde ham.. Han langede ud efter mig med en kniv og jeg kunne intet gøre, eftersom jeg skulle adlyde hver ordre, og ikke var i stand til at skade ham.. Hvor meget jeg så end ville have lyst” sagde han med et skævt smil. Dette var i så fald sandheden og hvis Eclipse skulle til at rejse rundt sammen med ham, kunne han lige så godt få det meste af det at vide, dog ville han nok ikke få detaljer omkring Matthews fortid, da det varnoget han selv prøvede at ligge bag sig, da den gjorde mere ondt end godt.

Hans reaktion fik ham til at smile kækt til ham. Det var en klar overraskelse for ham at Matthew havde sagt ja, hvilket kunne ses på den måde han sprang op af stolen og greb omkring Matthews hænder. Eclipse havde dejlige varme hænder og det fik uden tvivl noget til at røre sig inden i Matthews normalt kolde indre. Hans ord fik han til at smile ”Går over stregen? Der skal meget til” sagde han med et let grin i stemmen. Var dette virkelig det som Matthew havde brug for? En følgesvend, en han kunne beskytte? Der var i så fald et eller andet der faldt på plads inden i, som om Eclipse havde rykket om på nogle brikker i det store puslespil, eller måske fyldt nogle af hullerne ud med sine egne brikker. Der var ikke nogen tvivl om der kom til at være noget oplæring af ham, men det måtte man jo tage som det kom, samt de skulle have skaffet en hest mere, hvis ikke han skulle sidde bag eller foran på Matthews egen hest. Lige nu havde han ikke pengene til en ny hest, men det skulle nok komme med tiden.

Eclipse lyttede med omhu til hvad Matthew fortalte, og det fik ham til at spærre øjnene en smule op da det jo sådan set var ret forfærdeligt. "Det lyder kompliceret." sagde han og så lidt bekymret på Matthew. Eclipses øjne landede på arret igen, og tænkte at det måtte være et trist minde at blive mindet om hele tiden når han så sin egen afspejlning, "Jeg er ked af at du skulle opleve sådan noget.." Han så trist ud på den andens vegne. En ejer, eller mester; Eclipse havde i sin barndom godt hørt om at dæmoner kunne blive hersket over, hvilket han ikke var særlig meget fan af. Han kunne mærke en smule ubehag hos Matthew da han talte om det, og derfor valgte han at lade være med at spørge ind til mere. 

Efter at Eclipse havde sluppet Matthews hænder, lod han dem knuge fat i stoffet på den kartoffelsæklignende hospitalsdragt han havde på. Han kunne ikke lade være med at smile, med et lille glimt i øjet, da Matthew nævnte at der skulle mere til før man gik over hans grænser. Det lød næsten som en lille udfordring i Eclipses ører, og han smilede kækt til den anden, "Godt så." 

Eclipse stod forsat op, og skævede rundt på de andre syge mennesker som var nede at spise. Han ville egentlig ikke tilbringe meget mere tid her, og han håbede at han kunne få lov at gå, ja, nærmest nu! "Jeg vil meget gerne tilbage til værelset og klæde om." Han trak lidt på skuldrende, "Og så kunne vi måske tage afsted?" Han lagde hovedet lidt på skrå og så spørgende ud, "Skal vi overnatte .. her i nærheden? Vi var hovedstaden ikke?" Han var lidt usikker, og måske havde healeren nævnt hvor de var, men han lyttede ikke rigtig efter, han var alt for langt væk tidligere. 

Han nikkede ganske kort over han kommentar ”Det kan man også godt sige det er” sagde han og bemærkede den bekymrende tone. Det var så længe siden at det ikke generede ham længere, så derfor kunne han snakke om det uden at få en træls følelse over fortællingen. Blikket på Eclipses ansigt fik ham blot til at smile skævt ”Jeg har lært at leve med det… Nu er jeg trods alt ved at være gammel, så der er nok ikke så meget jeg desværre kan rette op på” sagde han og sukkede. Hvis han kunne havde han taget navneforandring allerede dengang, men nu havde han tilføjet et mellemnavn til han samling, så det blev bare lidt svære at få kontrollen. Der var dog heller ikke ret mange der kendte til mere end blot Matthew, da han var nøje med ikke at fortælle hele hans navn, da han ikke ville risikere at der var en ny der skulle tage magten over ham. Som hans hænder blev sluppet smilede han kort til manden foran ham ”Tag det ikke som en udfordring” sagde han og blinkede kort. Om Eclipse så tog det som en reel udfordring, måtte han så tage med når den tid kom, for han var klar på at skulle tage udfordringen op, forsøge at være upåvirket, trods han sikkert ikke ville kunne holde ret længe, men tiden måtte vise det.

Han så på manden og nikkede ”Går du selv? Altså skal nok gå med ved siden af.. Eller vil du bæres igen?” sagde han og blinkede kort til ham og afventede svar. Han trak kort på skulderen og hævede kort et øjenbryn ”For min skyld kan vi sagtens smutte når du har fået tøj på” sagde han med et smil på læberne. Han forstod godt at Eclipse ville væk fra dette sted så hurtigt som muligt, for det var ikke et sted man normalt ville bruge mere tid end nødvendigt. Overnatte i nærheden? Han trak kort på skulderen ”Så skal der være plads til hesten kan stå i en stald eller sådan noget, men for min skyld ingen alarm” sagde han og sendte ham et smil. Egentlig kendte han et sted her i byen, men det var måske tyve minutter fra dette sted på heste ryg, men hvis Eclipse var villig til at tage turen, så kunne det sagtens gå an.

Eclipse kunne godt fornemme at det hele var sket for længe siden, og at Matthew så småt havde lært at leve med det; og han håbede da at det ikke var noget som rev for meget i ham. Der var ikke noget værre end en grum fortid, eller det gættede Eclipse sig i hvert fald til. Et kort øjeblik blev han bange for aldrig at huske hvem han egentlig var i de 7 år af sin tid. Hvad hvis han havde lavet noget kriminelt? Ikke at det var Eclipses hensigt, men fra hvad han kunne huske fra sin barndomstid af, var han lidt af en rebel fra tid til anden. Eclipse rystede tanken af sig igen, og kom tilbage nuet og så på Matthews rare ansigt. 

Hans hjerte slog nærmest et slag over da Matthew havde regnet ham ud. Måske kunne Matthew selv læse tanker? Men nej, det kunne da ikke være rigtigt. Stadigvæk havde han i hvert fald fået ud af hans ansigt, at Eclipse havde en eller anden hensigt med at skubbe til hans grænser, eller betræde dem, på et eller andet tidspunkt. Det fik ham til at lave en eller anden halvakavet girmasse, og han kløede sig lidt i nakken. Eclipse kom med et kort grin, "Hvem siger noget om en udfordring?" Han prøvede at spille dum og lade som ingenting og drejede så om på hælen i en hurtig bevægelse, men måtte så hurtigt stødte sig til stolen, stadig med ryggen til Matthew. Eclipses krop kunne stadigvæk ikke klare pludselige bevægelser, og det svimlede lidt for hans øjne. Pokkers.. Han lukkede øjnene og prøvede at få svimmelheden til at ligge sig, "Hahah.." Kom det kort fra ham da Matthew tilbød at bære ham igen, og han skævede over til sin skulder mod ham, "Jeg tror jeg går selv." Han smilede til ham, og slap stolens greb. 

Eclipse kunne have skudt lange kommentarer af flirt mod mandens retning, men han tænkte at holde det for sig selv lige nu. Matthew skulle jo gerne være een han kunne rejse med, og han var ikke bare en eller anden fremmed han lige havde mødt på en kro. "Det lyder godt." svarede han med glæde i stemmen da Matthew sagde at de sagtens kunne tage afsted når han var påklædt igen. 

Han kom med et kort nik og smilede, "Det er fint! hvis du kender et godt sted, så er jeg klar." Han pegede på sig selv med tommelfingeren og stod nu med fronten til Matthew, "Nå, jeg vil gerne ud af den her kartoffelsæk. Den er ikke ligefrem klædelig." Han fnøs lidt og hev ud i dragten han havde på, og slap den igen. 

Jo han havde en grum fortid, men det var ikke noget der generede ham ret meget mere. Det eneste der gik hm på var uden tvivl tabet på sin forrige kone, men han kunne ikke bringe folk tilbage fra de døde, om han så forsøgte med alt han havde. Han så på manden foran ham og smilede kort til ham ”Jeg tror du ved hvad jeg mener” grinede han ganske kort og blinkede til ham. Som Eclipse vendte rundt og var nødt til at støtte sig til stolen, kunne han mærke sit eget hjerte springe et slag over, i frygt for han faldt og kom til skade. Han åndede nærmest lettet op da Eclipse fik fat på stolen og grinede kort. Det var tydeligt at hans krop endnu ikke var helt klar til de mange hurtige bevægelser, men med tiden skulle det nok komme, ingen tvivl om det, men der kunne gå alt fra nogle timer til dage, men der ville Matthew alligevel være sammen med ham og være i stand til at støtte ham, hvis der var brug for det. Han nikkede ganske kort som han så på Eclipse ”Som du vil… Jeg er lige bag ved dig i så fald” lød det fra ham som han så grebet fra stolen forsvandt.

Han smilede kort til ham og nikkede ”Der er omkring tyve til tredive minutter på hesteryg her fra… Der kan hesten stå i en stald og der er gode senge” sagde han med et kort smil på læberne som han lod blikket falde på Eclipse foran ham. Hvordan kunne denne mand være så charmerende? Matthew følte sig malplaceret, hvordan kunne han ikke forklare, men der var noget over helbredningshuset og Eclipse der fik hans hjerte til at springe nogle få slag over fra tid til anden, hvilket var yderst forstyrrende. Som manden talte nikkede han kort ”Klædelig? Nej det ville være synd at sige. Har du andet her et eller andet sted?” sagde han og så sig kort omkring og så på det møbel der mindede lidt om et skab, blot med stof beklædning for i stedet. Han rettede blikket mod manden igen ”Skal jeg vende ryggen til?” sagde han og så på Eclipse med et hævet øjenbryn. Det ville sikkert være underligt at stå overfor en komplet fremmed og skifte tøj, ikke at det var nyt for ham selv, sådan var det at være soldat, der var man udsat for lidt af hvert, men Eclipse ville sikkert gerne have lidt privatliv også, hvilket var derfor han spurgte.