Sted: På en vej igennem ørkenen mod Balzera
Tid: Midt på dagen
Vejr: Som ørkenen nu er - solrig og brandvarm

Ezra kunne næsten ikke mere. Solen tæskede ned på hans bare hud og varmen var ulidelig. Hele hans krop skreg efter vand og hvile og han kunne snart ikke løfte sine klove igennem sandet længere, hans ben allerede hæmmet af lænkerne, der var sat om hans ankler. Han havde mistet fornemmelsen af tid og vidste derfor ikke, hvor længe han havde befundet sig i dette helvede af sand og sol, lænket sammen med de andre slaver, der halvdøde kæmpede sig igennem ørkenen.

Det første han kunne huske, efter alt var blevet sort, da han havde fået slået hovedet i jorden, da han sloges med kvinden, som var blevet hypnotiseret til at fange ham, var ansigtet på manden, som havde fået hende til det. Da han fandt ud af, at Ezra var vågen, lod han sine lakajer om at smide ham over ryggen på en hest og ride ham i et hurtigt tempo mod syd. Efter nogle dage, hvor Ezra havde tigget og bedt om at blive sat fri, var blevet kneblet for at få ham til at tie stille og til sidst var så øm af befinde sig på en hest, at han knapt kunne trække vejret, var de nået frem til noget, der åbenbart var et opsamlingspunkt. For her blev han overdraget til en grimt udseende mand med et ar ned over ansigtet, der smed ham om bag i en lukket hestevogn, hvor der allerede sad nogle skrækslagne væsner. Herefter startede en rejse igennem Krystallandet. Flere og flere væsner blev læsset på vognen. De rejste kun om natten og var i skjul om dagen. Det gik ret hurtigt op for ham, at de rejste syd på mod Rubinien. Mod slaveland. Ezra gættede på, at der gik omkring halvanden uge fra han var blevet fanget, til de blev gennet ud af vognen og lænket sammen. Verden havde forandret sig fra frodig natur til sand, sand og atter sand.

Der havde været endnu flere væsner på stedet, alt fra halvdyr, til mennesker, elvere og endda et par enkelte orker og en dværg. Ezra var den eneste satyr.
Og så var pinslen begyndt. Hvis han havde hadet at sidde lukket inde i den rumlende vogn, dårlig, sulten og tørstig, var det intet sammenlignet med det, der ventede nu. De blev linet op på række og derefter tvunget til at gå igennem heden og sandet, der besværliggjorde hvert eneste skridt.
Hurtigt fandt Ezra ud af, at han ikke var skabt til at gå i sand. Hans spidse klove sank i for hvert et skridt og hans små ben havde svært ved at følge med de andre. For hvert skridt et menneske tog, tog Ezra to.

Efter hvad der føltes som år, men nok kun var en uges tid, var han tæt på randen af opgivelse af udmattelse. De fik ikke ret meget vand, næsten intet af spise og pauser var der næsten ingen af. Selv nogle af de stærkere væsner var begyndt at vakle i deres skridt.
Svimmel løftede han benet for at træde frem, men havde ikke længere kræfter til at få kloven op af sandet og han væltede så lang han var, hvilket stoppede hele optoget af slaver. Han var ligeglad, for endeligt kunne han fornemme bevidstløsheden nærme sig. Han ville omfavne mørket, nyde dens ro, men inden det skete, fik et råb og en svidende smerte ham tilbage til virkeligheden. Lyden af piskens smæld i luften og derefter endnu en svidende smerte ned over hans bare skulder og ryg vækkede ham. Smerten fik ham til at lukke sine øjne og knytte sine hænder, men han havde ikke styrken til at forsøge at komme på benene. Lige nu gav han op. Om de så slog ham ihjel, han kunne ikke mere. Endnu et piskeslag og endnu et. En person kom op på siden af ham, råbte af ham om at han skulle rejse sig, men Ezel blev liggende. Luften blev banket ud af ham, da en fod kom flyvende og ramte ham i siden. Desperat trak han vejret ned i lungerne, inden endnu et spark ramte. Stadig gispende efter vejret forventede han et spark mere, han havde før set vagterne banke folk halv ihjel på turen, men en anden stemme blandede sig. Ezra hørte ikke efter, som han stadig kæmpede med at få vejret. Pludseligt blev der råbt en ordre ned langs rækken af slaver. Det var åbenbart blevet besluttet, at det var tid til en pause. Hårdt greb en eller anden ham i det ene horn og trak ham hen over jorden. Selvom trækket i hoved og nakke var smertefuldt, forsøgte han ikke at kæmpe i mod. Til sidst blev han smidt på jorden igen.

Ezra lå bare med lukkede øjne, stegende i en sol, der var varmere end han nogensinde havde prøvet før, mens hans krop fik luft og begyndte at falde til ro. Han var ved at døse hen, da der var en, er skubbede blidt til ham. Han åbnede langsomt øjnene og så op på elveren, han var lænket sammen med. Manden rakte ham en skål med vand.
"Drik."
Ezra fik med lidt besvær skubbet sig op at sidde og tog lidt overrasket i mod skålen. De fleste omkring dem ville ikke dele og slugte så meget vand som muligt. Han tog forsigtigt i mod skålen.
"T-tak." Han første skålen til læberne og drak nydende nogle mundfulde. Tænk at man kunne nyde vand så meget. Selvom han havde lyst, tømte han ikke skålen, men rakte den tilbage til elveren, der tavst tog i mod den og tømte den.

Vandet var forfriskende, trods den lille mængde, og Ezra lod blikket glide rundt på sine omgivelser. Støvede, beskidte væsner, lænket sammen og alle med et udtryk af rædsel og opgivelse i ansigterne.
Til at starte med havde nogle kæmpet i mod, især en af byvagterne havde sloges, men al modstand var bogstavligt talt banket i jorden. Ezra havde ikke forsøgt at kæmpe i mod. Han var hverken fysisk eller mentalt stærk og han afskyede vold. Men ingen havde kunne se sig fri for at smage pisken og hans krop var dækket i røde striber, nogle steder var huden endda flækket under lædersnøren. Han var også fyldt med blå mærker efter slag. Han måske værre end andre, fordi han var en af de mest langsomme på grund af sin ringe størrelse. Alle havde tabt sig på turen igennem ørkenen og Ezra, der havde været på kanten til tynd i forvejen, havde nu synlige ribben, rygrad og hofter. Hans kinder var sunket ind og hans kindben tydelige.

Med et dæmpet suk lod han sin hoved hvile på sine behårede ben, som han lagde armene om. Der var alt for længe til aftenens kulde, hvor han kunne sove. Han var så træt, at han ikke vidste, om han kunne komme på benene om lidt, når den korte pause var færdig.

*Tålmodighed* var hvad stemmen rådet bæstet til lige nu og med god grund.

Siden den havde forladt skoven, havde minotauren blot vandret ret forude, uden tanke om hvor den var på vej hen ad. Som dagene var gået, havde den stødt ind i en større gruppe, nogle bundet og lænket, andre bevæbnet med piske og våben og de havde set den som et let offer. Hvad der skete bagefter, var et mindre blodbad, Karn havde reageret ved synet af en bevæbnet person komme lidt for tæt på den, en fejl der kostede manden sit liv. Det var en intens kamp på en lidt over time, hvor minotauren var blevet omringet af slavehandlerne. De fik fanget minotauren men først efter at den, havde fældet over halvdelen af dem og de havde brugt alle midler for at fange bæstet, flere net og en masse pile klædt med gift fik den til at dejse om.  Efter at den var vågnet op igen, havde den fået et halsbånd af stål rundt om dens hals, fire kæder sad fast for, at holde bæstet i ro og den var kædet sammen med nogle af de andre tilfangetagende. Normalt ville den have givet efter til dens instinkter om at komme fri men stemmen inde i dens hovedet forlangte tålmodighed og påmindet den om det simple men betydningsfulde løfte. De valgte ikke at tag dens eneste ejendele med dem, en hammer og økse, begge meget massive og tunge.

Hvor lang tid den rejste sammen med denne gruppe, kunne den ikke sætte tal på, Karn havde ingen sans for sådan noget men omgivelserne skiftede fra de frodige skove og enge, igennem en slette tomt for næsten alle former for blomster, hele vejen igennem til ørkenen, vand og mad var sparsommeligt og blev kun delt ud når det var nødvendigt. Undervejs havde flere af de andre slaver bukket under for presset og den hårde behandling, Karn derimod, gryntede og knurrede blot igennem de forskellige slag, den havde levet sådan et liv i mange år, hvad betød dette? Ved en af deres pause, var der en slave, en kvindelig elver der var lænket til Karn, der ikke havde meget muskler tilbage bukket under, hun tryglede om at få noget at spise og drikke men igen, sådan så slavehandlerne ikke på det, en af dem, et menneske, fandt pisken frem og hun blev straffet for det, et piske slag, et til! Men ved det tredje, reagerede Karn ved dette syn, for det tredje piske slag ramte minotauren, der som modsvar tog fat i pisken og hev mennesket indtil sig. Chokket over hvad Karn gjorde, var nok til at minotauren kunne gribbe fat om ham og et hurtigt ”Knæk” lød der som menneskets hals blev brækket. Hvad der skræmte alle omkring Karn, var da den gik i gang med at flå og flænse mennesket op for at spise ham, den var sulten og de havde ikke fodret den nok, dens instinkter om at overleve havde lært den at spise alt. Den kvindelige elver prøvede for alt i verden at komme langt væk fra minotauren, resten af slavehandlerne reagere endnu mere voldsomt, der blev kastet net og skudt med giftklædte pile imod minotauren, der var kommet halvvejs igennem mavesækken før den faldt i søvn igen.

Der gik nogle dage siden dette og Karn var blevet ført væk, alene sammen med tre af slavehandlerne, alle mennesker og de var ikke glade for dette, de havde set hvad dette bæst var i stand til men endnu engang var det stemmen der bedte om tålmodighed og slavehandlerne havde lært af deres fejl, de sørgede for at den blev fodret nok nu. De ankom på et tidspunkt til et holdested hvor slavehandlerne fik overdraget Karn over til en anden gruppe som dem der havde fanget den, større i både af slaver men også af vagter. ”Pas på minotauren!” lød det advarende fra den ene af menneskene som han fik krystallerne i betaling ”Den kan sikkert bringe mange krystaller ind for de rette folk men den er utilregnelig! Vi mistede omtrent 10 mand før vi fik den ned! Og den er villig til at æde alt!” forklarede mennesket med en advarende tone og pegede rundt på dem selv, for at indikere om hvad han mente. ”Sørg for at fodre den nok og den skal nok, om muligt, forholde sig i ro. 
Karn blev lænket til en vogn og alene, disse slavehandlere ville ikke løbe den risiko efter hvad de havde fået fortalt om bæstet. Karn så rundt omkring den selv, der var både halvdyr, mennesker, et dværg der, et par orker der men hvad der fangede dens opmærksomhed, var den noget tynde satyr, et væsen der ligesom den selv havde horn og klove, det kunne genkende for den havde det samme selv. Den så ned af sig selv, der var tegn på at den havde modtaget en hel del piske slag men i forhold til de andre slaver den havde fulgtes med, bed piskene ikke lige så hårdt, kun et par små røde mærker mens der stadig var langt flere ar over hele dens krop.

Karn forholdt sig roligt igennem ørken og fulgte blot trop, den ene klov foran den anden igennem sandet, igennem heden men dens fangevogtere havde været forberedte og sørget for at fodre minotauren mere end de andre slaver af frygt men også af grådighed, folk var villig til at smide slaver ind i en arena, hvor der kunne satses store mængder af krystaller.

*Tålmodighed* Lød det blot.

På en eller anden måde var det lykkedes Ezra at komme på benene igen og den pinefulde vandring fortsatte. Sulten var forsvundet for længst, men tørsten var overvældende, tørsten, udmattelsen og smerterne fra slag, pisk og de alt for trætte muskler. Alting foregik i en tåge, dagene smeltede til stadighed sammen og han vidste aldrig rigtigt, om han var vågen eller levede i et uendeligt mareridt.
To dage. Han klarede to dage mere, inden han denne gang mistede bevidstheden som han gik og endnu en gang væltede om på jorden, denne gang uden at mærke piskens bid eller høre de vrede råb. Mørket havde taget i mod ham og han klamrede sig desperat til det, ude af stand til at håndtere virkeligheden mere.

Elvermanden, der gik foran ham, og som havde givet ham noget vand, fik endeligt nok af vagtens behandling af det lille væsen og trods hans egen udmattelse, råbte han højt af vagten, at de måtte da kunne se, at satyren var færdig. Døden nær, hvis de ikke gjorde noget. Endnu en vagt dukkede op og en diskussion om, hvad man skulle gøre ved gedebukkemanden fandt sted. Den ene vagt sagde, at de skulle efterlade ham til ørknens nåde, den anden huskede ham på, at de var lovet, at satyren kunne indbringe store summer for sine evner. Efter lidt snakken frem og tilbage, besluttede de sig at smide ham bag på vognen, der indeholdt deres mad og vand. Han vejede ikke voldsomt meget og trækdyret burde kunne klare den ekstra vægt. Den bevidstløse satyrs lænker blev taget ud af den lange kæde af slaver og den ene vagt slyngede ham over skulderen og tilbage til vognen, der befandt sig til sidst i optoget. Her blev han ubarmhjertigt smidt i bunden af den åbne vogn og vagten fik ham lænket fast til træet.

Ezra kom langsomt til live ved, at der var nogen, der ublidt klaskede ham på kinden.
"Hey, satyr, vågn op. Ja sådan. Her." En af hans plageånder var lænet ind over ham. Da manden så, at han var vågen, hev han i hans ene horn for at få ham så meget på højkant, at han kunne presse mundstykket på en vandsæk i mellem læberne på ham uden at drukne ham. Som de første dråber vand ramte Ezras tørre tunge, begyndte hans krop at drikke, før han selv var helt klar over, hvad der skete. Trods vandets varme temperatur var det som en velsignelse hele vejen ned igennem hans hals og han slugte hurtigt så meget vand, han kunne få lov til, inden manden trak vandsækken væk igen.
"Slut. Der skal også være til os andre." Vandsækken og vagten forsvandt og Ezra faldt sammen igen.

Pludseligt begyndte hele verden at bevæge sig og han kæmpede sig ud af den halve bevidstløshed. Hvor var han? Solen stod stadig ned over ham, men der var ikke sand under ham, nej, det var træ. Det gik op for ham, at han var blevet smidt op i vognen, der fulgte med gruppen. Med et dæmpet støn kæmpede han sig op af sidde, så træt og udmattet, at han nær var væltet, da det gav et ekstra ryk i vognen. Som han forsøgte at støtte med hænderne, gik det op for ham, at han var lænket fast med en meget kort lænke om hænderne til siden af vognen. Med et sløvt blik så han rundt. Det gik op for ham hvorfor, for han sad praktisk talt næsten oven på maden, vandet og hvad der ellers var i vognen. Han kunne bare ikke nå det med den korte kæde. Som hans blik fortsatte, fik han noget af et chok og han trak sig pludseligt tilbage, trods sin svage krop, så langt han kunne for lænken. For på den anden side af vognens side, ragede en minotaur op. Minotauren. Som hviskende rygter havde spredt sig som en tæppebrand om i mellem de lænkede væsner og vagterne. Mandespiseren. Trods den psykiske udmattelse, løb angsten igennem ham og han spærrede øjnene op. Havde de valgt at fodre ham til minotauren?

"Hurtigere!" Ordre var klar i denne hede, bæstet mærkede hvordan pisken endnu engang fik sat sine spor hen over ryggen, dens ene klov satte et tydelige spor i sandet, den anden klov fik mere fat på for at følge trit og for at mindske mængden af piskeslag. Minotauren blottede dens tænder mens den fnøs og knorede af stædighed mere end af vrede.

Når det endelig var nat, holdt de fleste sig fra den, som om at et eller andet havde givet dem grund til det, selvom den ikke havde gjort denne gruppe noget ondt. En af nætterne fik stemmen inde i dens hoved nok, den luftede sin frustration ud med vrissen inden den udbrød "De har hørt om din trang til at spise hvad som helst!", efterfulgt af hvad der kunne være en mental lussing, hvilket fik Karn til at reagere som var det nogle faktisk havde gjort det. "Stille din pip fugl! Eller du får en arm igennem dig!" Lød det fra den ud i den blå luft og for en stund var den alene, lige indtil den så rundt om sig selv og blev mindet om satyren, der havde set sig endnu mere bange for bæstet. Satyren, dens eneste følgesvend lige nu, satyren der kunne minde om den selv, dog mere bange og meget mere tynd, ikke nok til et måltid. "Glem det, du har allerede skræmt ham fra vid og sans." Lød det blot men bæstet valgte at ignorer denne bemærkning, dens røde øjne stirrede blot på satyren, hoved begyndte at hæle til dens højre side bare for at ane denne bedre i natten.

Et øjebliks fred mellem de to slaver blev afbrudt som to af slavehandlerne, valgte at komme hen til vognen hvor både Karn og satyren holdt til. De lod til at være ved godt humør, måske godt hjulpet af hvad end der var i deres vandskind. De var i hvert fald ikke bange for sig, som de nærmede sig Karn.

"Hør, jeg har undret mig *hik* hovsa, jeg har hørt, at måden man kan se forskel på et tyremenneske og en menneskeko *burp*, puha den kom lige fra maven, hvor kom jeg fra?" Den første vagts ord var både snøvlet og kroget at høre på og lige hjalp det med hans egne afbrødelser.
"Eeeh? ko, menneskeko" den anden vagt kastede hans blik imod Karn, hans øjne var ikke fokuseret, smilet både fjoget og drillesyg. "Når ja! Forskellen! SKÅL!" To vandskind røg højt op i vejret og et par drag gled ned i deres fyldte ganer.
"Når ja for satme! Forskellen! Altså, en ko kan give mælk! Forstår dig? en meget vigtig løftede finger for op.
"Ja og?"
"Lige præcis og en tyr bliver gal når den ser rødt!"
"Okay?" Den anden vagt var ikke helt sikker på hvor dette skulle føre hen.
"Netop! Se her!" Den første vagt i hans iver for at finde hvad det nu var, var ved at tip halv til side, halv bagover, havde det ikke været for hans ven lige ved siden som måtte støtte ham i at holde balancen. Udfra hans klæder, der var meget tynde, trak han et rødt tørklæde frem.
"Aha! se her! nu prøver jeg at se om han bliver sur!" Vagten virkede meget sikker i hans sag, som han tog endnu en tår og nikkede anerkende af hans egen brillante plan.
"Ehm, tror du at det er en god ide?" Skeptisk kom det fra den anden. "Du ved nok, mandespiseren?", mens han prøvede at hint med hovedet via Karns retning.
"Nej nej! vi tager der bare nogle lange skridt væk fra den, INDEN jeg vinker med tørklædet!" en løftede pegefinger på næsen som tegn på at han havde godt luret den.
"Jamen, kan den så overhoved se det?" efterfulgt af en bøvs og hikke.
"Selvfølgelige! I hvert fald hvis det er en tyr, for alle tyre kan se rød ellers bliver den jo ikke sur! Ellers må den jo være en menneske ko! Har du ikke set en ko give mælk før?"
Den anden vagt måtte lige tag en tår over dette spørgsmål, han tog sig til hagen for at give det tid, han lignede en der godt kunne bruge en barbering. "Nej" lød det snøvlende "Men jeg har set en ged give mælk før."
"Jamen vi snakker ikke om geden!" lød det irriteret fra vagten og pegede henimod satyren. "Nu taler vi om koen." Nu var det fast besluttet, den anførende vagt tog fat i hans kammerjuk og tog dem begge 5 skridt væk fra Karn, han løftede tørklædet så højt han kunne strække sig og begyndte at vinke med det, han var sikker på sin sag!

Karn stod blot og stirrede hen imod de to vagter, den fnøs kort og rettede sin opmærksomhed imod satyren igen, den var langt mere spændende.

"Der kan du se! Den blev ikke sur!" triumfen var klar at høre i vagtens stemmen.
"Så du siger, at den er en menneskeko og den så kan give mælk?"den anden vagt måtte vide sig sikker.
"Klart man!" En god slukker var hvad der lige skulle til at vise at han var den kloge af dem.
"Jamen, hvorfor har den så ikke givet mælk? Vi har haft den i nogen tid, du ved nok?" Den anden så lidt fjoget hen på hans makker og tog endnu en slurk fra hans vandskind.
Vagten slog øjne op ved denne realisering. "For pokker da også!" irriteret over dette, fløj vanskindet ned i sandet. "Hvad fanden kan vi bruge en ødelagt ko til?" måtte han opgivende spørge sig selv, begge arme siddende i siden. Han samlede hans vandskind op og gik hen overimod Karn, hvor han begyndte at løsne hans bælte og lad naturen kalde. "Aaahhh" kom det blot fra ham, som han lettede sig selv op af Karn.

"Du bedt selv om det." Stemmen kunne næsten fornemme, hvor tæt på minotauren bare ville flyve i flæsket på ham. Det burde den gøre men den blottede tænderne, en svag knoren kom fra den og den så vredt ned på vagten men den gjorde ingen ting.

Vagten fik endelig tømt sig selv, nærmest følte han sig helt lettet. "Huh, noget kan man vel bruge sådan en mislykkedes ko til." Snerpet, han spyttede ned ad minotauren og forlod den, mens han tog endnu en tår fra hans vandskind.
"Ow, du er da den klogste mand jeg kender!" kamerat lykønskede hans makker.
"Det er jo det jeg siger! Jeg er klogere end dem på skolen!" Fnøs han veltilfreds og tog sig endnu en tår.

Karn så blot efter de to mænd, indtil de var helt væk. Stanken af pis var der og der var ingen vind til at fjerne den. Karn så hen på satyren igen, dens blik nysgerrig "Ged?!" lød det hårdt, først. "Muh?" nej det lød forkert, det var en ko. "Mæh."
 Fra stemmen lød det "Du har en plan."

Ezra brugte det første lange stykke tid til udmattet at stirre på minotauren, skrækslagen for om bæstet ville flå ham ud af vognen og æde ham. Men intet skete. Vognen kørte, minotauren gik og dagen blev til nat, hvor Ezra næsten ikke kunne sove, men udmattelsen alligevel fik ham til at bukke under. Efterhånden gik det op for ham, at minotauren ikke var en trussel og Ezra tilbragte dagen efter krøbet op af vognens kant, svimmel, træt og konstant enten ved at døse hen eller stirre ud i luften med et dødt blik. Tørsten var ikke blevet bedre, men i det mindste slæbte han ikke sine klove igennem sandet, skridt efter skridt. Så det var en forbedring. Men solen var stadig hård for ham at tage, solskoldet, med sprukne læber og på randen af et solstik det meste af tiden.

Endeligt blev det nat, kulden lage sig over ørkenen og Ezra frøs nu i stedet for at stege i heden. Der var åbenbart ikke en mellemting på dette forbandede sted. Han havde ikke rigtigt flyttet sig, stadig sammenkrøllet i hjørnet af vognen, nu i et forsøg på at sove. Lige som han var ved at falde hen, næsten råbte minotauren noget og Ezra stirrede forskrækket på den, sikker på, at nu åd den ham. Om det var fordi, at Ezra var konfus af tørst eller om det bare slet ikke havde givet mening, men han anede ikke, hvad det egentligt var, den havde sagt eller ment. Deres blikke mødtes og Ezra trak sig først lidt tilbage, men efterhånden som han stirrede på bæstet i månens skær, gik det op for ham, at den ikke så ondt på ham. Nej, måske mere… nysgerrigt? Ezra mærkede forvirringen stige og var næsten ved at sige et eller andet, da lyden af to snakkende vagter nåede ham. Hurtigt dukkede han sig en smule, bange for hvad de nu kunne finde på. Men det var ikke ham, det gik ud over, det var minotauren.

Med vantro fulgte Ezra med i de to mænds snak og selvom han var bange for dem, havde han nær åbnet munden. De var så hjernetomme at høre på, det gjorde ondt. Den ene af dem pegede på ham og han flyttede på sig, men de fortsatte med at snakke om bæstet, der så ud til at have mistet interessen for dem og igen så ned på Ezra. Ezras blik fór fra vagterne til minotauren og tilbage igen.
Til sidst gik den ene vagt hen og forurettede sin nødtørft op ad minotauren! Ezra var forfærdet og forventede at bæstet ville gå amok, men den knurrede bare lidt.

Total i chok stirrede Ezra efter de to mænd, da de gik videre. Han havde da aldrig set nogen lignende. En lyd fra minotauren fik ham til at se på den. Havde den lige kaldt ham en ged?! Et muh lød fra den og derefter mere sikkert et mæh. Trods hele situationen, blev Ezra træt indeni. Han hadede at blive kaldt en ged. Han var ikke en ged. Han var en satyr. Geder var dyr. Det var satyrer ikke.
”Jeg er en satyr. Ikke en ged.” Det var første gang, at han snakkede til minotauren og hans stemme var hæs af manglen på vand og brug. Af en eller anden grund havde minotaurens få ord sænket hans skræk for ham og han rettede sig lidt op. Træt sank hans i et forsøg på at løsne sin stemme, men der var ikke noget væske at synke.
”Jeg siger ikke mæh. Så lidt som du siger muh.” Det var ikke første gang, at Ezra havde mødt en minotaur. Han kunne ikke lide dem, store og voldelige, men ingen han have mødt var som den, der stod foran ham. Den virkede meget mere dyrisk.
Træt betragtede Ezra ham. En meget svag gnist af hans gamle nysgerrighed dukkede op. Gad vide, hvilken historie der var bag denne minotaur.

Karn trak hovedet en anelse tilbage ved satyrens svar, stemmen derimod grinte højtlydt over det, hvilket fik Karn til at grynte af irritation.

Morgen efter og endnu en lang tur igennem sand, en bagende sol og nu tilføjet stank af pis var hvad Karn fik lov til at gennemgå. Sandet gjorde det ikke let for et væsen med klove som fødder at betræde, Karn måtte ligge vægt og med en vis forsigtighed hvis han skulle kunne følge trop. En gang i mellem så den hen til satyren, dens eneste ledsager den havde i nærheden og flere gange prøvede den med sine tykke fingre at kommunikere med den men lænkerne var for korte til at den kunne vise hvad den ville sige og vognens bevægelser gjorde det endnu mere besværligt.

Aftnen viste sig atter endnu engang og en af slavehandlerne kom hen til minotauren med en større skål af mad og en sæk med vand. Han tog en hånd op for at dække hans næse til, stanken var der endnu. "Føj hvor du stinker! Har du lettet vandet uden hensyn til andre!? Ulækre slave!" foragt og irriteret over denne lorte opgave var tydeligt at se og høre.

Som slavehandleren forlod vognen, ventede Karn lidt endnu inden han fik skålen tættere på og begyndte at æde, ikke spise, for så civiliseret var bæstet ikke. Vandsækken med vand blev åbnet op, den kølige væske var tiltrangt i minotaurens allerede tørre kæft, livsgivende og nødvendigt. Karn stoppede dog kort op med at drikke og så endnu gang hen på satyren. "Du har sikkert ret, satyren er ikke vant til denne livs stil." kom det fra stemmen, Karn så ned på vandsækken, henover på satyren og kastede den hen til den. "Satyr ikke brænde. Følg livets væske." Stemmen stadig dyb og brummende men efterfulgt af en god intention.

Senere på aftnen kom de to slavehandlere igen og de havde taget en tredje mand med sig. Lige så påvirket som igår men deres udstråling var langt mere aggresive og de havde udset sig et mål og Karn ikke målet.

Ezra trak sig lidt tilbage, da minotauren gryntede irriteret, men det så ikke ud til, at det var rettet mod satyren. Der blev ikke sagt mere og Ezra krøllede sig sammen i bunden af vognen igen og forsøgte at sove. Udmattet som han var af at være i solen hele dagen uden ordentlig vand og mad, faldt han hurtigt i søvn, selvom han ikke sov specielt godt. Hele hans liv var et stort mareridt.

Dagen efter var begivenhedsløs. Ezra sad op i vognen i en døs og kiggede på al sandet. Nogle af slaverne var begyndt at give op og en gang i mellem stoppede vognen enten for at lade smertesskrig lyde igennem den tørre luft eller også for at starte kort efter og efterlade en død krop til hvilke dyr, der nu overlevede i varmen. Ezra havde givet op på at tælle, hvor mange der var døde i den tid, de havde gået igennem ørkenen. Han var bare taknemmelig for, at det ikke var ham. Hver eneste dag frygtede han, at de ville hive ham ud af vognen og sætte ham tilbage i rækken af slaver og tvinge ham til at gå videre igennem det forfærdelige sand. Men ind til videre var det mest, som om de havde glemt ham. Det var kun, når der skulle deles mad og vand ud, at en eller anden registrerede hans eksistens og gav ham hans del, nu hvor han alligevel sad op og ned af både vand og mad i vognen.

Minotauren fik mere mad og vand end alle andre, hvilket Ezra kun kunne være glad for. Så var sandsynligheden for, at han endte på menuen noget mindre. Men han var også lidt misundelig og stirrede altid på især vandskindet, som var det en pose med guld. Skidt med maden, han var ikke længere sulten, som hans krop havde vænnet sig til ikke at spise, men vandet. Vandet. Han var så tørstig, han havde det som om, at han aldrig havde drukket vand før. Men det kom der ikke mere vand af og for det meste vendte han bare ryggen til og fokuserede på noget andet.

Denne aften kom der som sædvanligt mad og vand til det store dyr efter, at Ezra og de andre slaver havde fået deres lille portion. Og som sædvanligt drejede han hoved væk og så tomt ud for sig. Hans hoved, der altid havde været fyldt med smukke ord og melodier var tomt.
Pludseligt ramte noget tungt ham og han spjættede forskrækket, ude af stand til at trække sig på grund af de korte lænker. Med vildt bankende hjerte så han ned på vandsækken og derefter på minotauren, der på sin egen specielle måde bad ham om at drikke. Ezra sad lidt forvirret for et øjeblik, som hans hjerne var gået i stå, men hurtigt flåede han proppen af vandskindet og førte det til læber. Den lune væske flød ind i hans mund og han drak grådigt et par mundfulde, hvorefter han tvang sig selv til at stoppe. Han ville bare brække det op igen, hvis han drak mere. At stoppe med at drikke var nær ved at få ham til at græde, men han satte med rystende hænder proppen på igen. Om bæstet ville have den tilbage vidste han ikke, men han agtede ikke at levere den tilbage, medmindre bæstet ville have det. I stedet knugede han hårdt om det og så på minotauren.
”Tak.” Hans blik var blankt og hans stemme svag, men man kunne ikke være i tvivl om, at han var dybt taknemmelig.

Langsomt igennem aftenen drak han mere og mere af vandskindet og det føltes fantastisk, som hans krop sugede det til sig som en svamp. Han følte sig en smule mere i live, selvom hele hans krop var et stort helvede af solskoldninger, manglen på vand og manglen på mad, samt alle sårene efter slag og piskeslag, der ikke ville hele. Men vandet hjalp. Og han sad med ryggen op af vognens side med lukkede øjne og nød atter nattens kølighed.
Nogle stemmer fik ham dog til at åbne øjnene igen og med en blanding mellem træthed og ansgt så han tre af vagterne komme hen i mod vognen. De ville nok være onde mod minotauren igen. Allerede fra afstand kunne Ezra se, at de var i et ondt humør. Og som de kom nærmere vognen, gik det op for ham, at det ikke var minotauren de var efter. Nej, de kom for ham.

Som om det skulle hjælpe, skubbede Ezra sig i op i mod siden på vognen med sine klove mod vognens bund. Man kunne se panikken begynde at dukke op i det trætte ansigt, som de tre mænd spredte sig ud.
”En slave, der får særbehandling. Hvad er der så specielt ved den.” Mandens stemme var sløret og hans blik lettere ufokuseret, som det kamelpis de gik rundt og drak havde taget sin virkning. De to andre var lige så påvirkede og stirrede med onde blikke på Ezra.
”Det ved jeg ikke, måske den skider guld.” En latter bredte sig kort mellem de tre mænd. Ezra forsøgte bare at gøre sig så lille som mulig uden at sige noget, i håb om at de ville gå igen. Ingen ofrede minotauren nogen opmærksomhed. Pludseligt greb den ene mand fat i Ezra bagfra i hornene og hev ham op i en akavet stilling, hvor han hverken kunne stå eller sidde, mest på grund af de korte lænker, der længede hans hænder til vognen.
”Jeg tænker, at sådan et par flotte horn kan give et par skillinger.”
”Skillinger! Det er da det perfekte drikkehorn!” En af de andre lyste op, som han så en mulighed i Ezras lange, let krøllede horn.
”Lad os save dem af!”
”God idé!”
”Med hvad?” Den tredje mand, der bare havde stået med et tomt blik, vågnede lidt op. ”Vi har ikke en sav.”
”Pff, vi bruger bare en kniv.” Ham der havde fat i Ezras horn, rystede ham lidt. ”Eller flår dem af.”
Panikken var ved at have overtaget Ezra og smerten fra at blive løftet i hornene gjorde det ikke bedre. Tanken om at de ville forsøge at FLÅ hans horn af var dråben og han begyndte at kæmpe for at komme fri fra grebet, mens han klynkede i angst.
”Nej, nej nej, slip mig, lad mig være, sli…” Hans hoved blev hårdt slået ned i kanten af vognens side og det sortnede for ham for et øjeblik. Da han kom til sig selv, havde den ene vagt fundet en stor kniv frem og en anden var ved at løsne hans lænker. Panikken væltede rundt i ham, og da en af mændene greb hans ben for at hive ham over i den anden side, begyndte han virkeligt at kæmpe for at komme fri.
”NEJ, SLIP MIG, LAD VÆRE, I KAN IKKE…” Hans stemme var nærmest bare et skrig og han begyndte at sparke ud og forsøge at holde fast i kanten på vognen, men med tre mænd til at have fat i ham, havde han ikke en chance. Han fik dog rykket sit ene ben fri og ramte hårdt den ene mand i panden med sin spidse klov, så blodet flød. Det var åbenbart nok for mændene. En slog ham hårdt i ansigtet med en knyttet næve. En anden greb fat i hans arme og lagde næsten al sin vægt på ham, så godt som muligt over vognens kant og den tredje greb fat om hans hals og kæbe for at holde hans hoved stille, som ham, der havde slået ham, lænede sig ind over ham med kniven parat.
”Skide satyr, du er nemmere at save hornene af død, men chefen siger du er mange krystaller værd. Men jeg kunne ombestemme mig, så lig stille.” Hans ånde stank af sprit og Ezra kunne intet gør i de to mænds greb. Som kniven blev lagt mod hans ene horn, løb den første tåre ned af hans kind.

Hvad manden med kniven ikke havde tænkt over var, at han stod lige ved siden af minotauren.

Karn lod som ingenting, de tre mænd begyndte at prikke lidt satyren med deres ord, hvad var den ikke helt sikker på.
"Vil du virke lad dem gøre det?" Stemmen virkede oprigtigt urolig hvordan det scene udspillet sig men bæstet selv, holdt snuden for sig selv. Stemningen fra mændene blev højere og mere aggressivt men igen var det satyren det gik udover. Karn så hvordan de begyndte at trække og flå i satyren der endte med at ligge ned på jorden. Minotauren stirrede blot på dette, stadig lænket til vognen som de begge var bundet til.

"Det mener du da ikke!" kom det nærmest chokerende inde i hovedet men minotauren lod sig ikke blive forstyrret. Som de begyndte at få den onder latter frem, kunne selv  den kan mærke frygten begynde at spidse til fra satyren. "Du har endelig fået et tak og nu lader du den i stikken! Den er ikke os!" Råbte stemmen, frustreret over hele situationen. Minotauren knurrede svagt af vrede over at blive forstyrret inde i men stemmen nægtet at give op "Hvis du ikke hjælper ham, er det hans blod på vores hænder!".

Karn så ned ad sig selv, stadig lænke til og kæden havde ikke længde nok. Satyren var gået i panik nu og gjorde hvad end hver fanget dyr ville gøre, at kæmpe for sin frihed og liv. Karn prøvede på at hive lidt fat i kæden men den var ikke til at løsne, medmindre bæstet lage kræfter i, "GØR DET NU!" Forlangte stemmen med højt, så selv Karn mærkede det dybt ind i den, vrede, uretfærdig, tab. Irriteret over at blive ved med at høre på stemmen, knurrede Karn en gang til og med dens fulde kropsvægt og muskler hev den alt hvad den overhoved kunne for at blive fri. Træet begyndte at give lidt efter, manden med kvinden var ikke så langt fra minotauren men hans fokus var på satyren og påvirket af alkoholen. Synet hidset bæstet endnu mere op, og med et sidste hård ryk, fløjen kæde af det stykke træ som holdt Karn i kort snor. Adrenalinen var så småt begyndt at vågne, bæstet mærkede hvordan den begyndte at tørste efter en kamp og den nærmeste var manden med kniven. Med en vis klunten, tog den nogle lange skridt for at komme tæt på manden, der nået lige kunne at reagere med store øjne. Mnotauren var stadig lænket men den havde begge hænder løfter over dens hoved som den slog en ring rundt om manden og hev ham ind til sig, kæden rundt om mandens nakke. Chokeret og per instinkt stak manden kniven ind i bæstet men fik kun snittet lidt, dens seje og tykke hud tog imod det første stik, næste stik og samme resultat, minotauren svarede igen ved at bide fat i mandens skulder, samme arm der holdt på kniven og bed til mens den begyndte at presse luften ud af manden, han prøvede på at skrige af smerte men luft vejen var blokeret og værre, han var ved at løbe tør for luft. Bæstet mærkede smagen af jern imellem dens tænder og på dens tunge, frisk kød fra et menneske som den flået et stykke af manden og gav slip på ham, den tykkede lunset færdigt og slugte det, de andre mænd var i chok over menneskeæderen nu være fri. De gav slip på satyren og ville deres ven til undsætning men Karn bukkede sig ned for at gribe fat om hans offer og holdt knivbæren i mellem dens store arme, hovedet tæt ved mandens hals, tænderne endnu tættere, begge nede på knæ og klove.

"Føl frygt." talte Karn, dens stemme var lav og dyb, hadefuld. "Du vil føle min smerte helt ind til hjertet og først da, fortæres det!" Manden var ikke i tvivl, hans øjne var fyldt med frygt og han skulle til at blive spist levende! "Satyr min. Satyr er KARNS!" da det sagde sit navn, var det med en vis styrke og rungen bag. Karn så hen på de andre mænd, stadig med sit gidsel og klar til at give efter for blodtørsten.

Ezra var sikker på, at nu ville han miste sine horn, familiens største stolthed, det der gjorde ham til en Pileskud. Hornene var en del af hans identitet og tanken om at miste dem, gjorde ham skrækslagen. Men der var intet han kunne gøre, som kniven blev sat i mod hans horn og presset begyndte. Han lukkede øjnen, hvilket fik endnu et par tårer til at løbe, men inden kniven begyndte at skære, lød der en lyd af træ, der splintrede og inden Ezra fik åbnet øjnene igen, var manden med kniven blevet flået væk fra ham. De to andre mænd slap ham hurtigt og han kom hurtigt op at sidde, så han kunne se, hvad der skete. Minotauren tårnede op over ham med manden i sin favn og til Ezras store skræk, tog han en bid af mandens skulder. Han. Tog. En. Bid.

Uden at tænke over det, som hans hjerne var frosset i skræk, skubbede han sig hurtigt bagud og ind under vognen, hvor der var god plads til en lille en som ham. Trods sin hurtige flugt til hvad der kunne føles som sikkerhed, kunne han ikke få blikket fra det store bæst, der stadig havde fat om manden, der var bleg som et lig og blødte vildt fra skulderen. Minotaurens stemme gik klart igennem aftenluften og Ezra krøb sammen, for stemmen var uhyggelig. Indtil den nævnte ham. Det gjorde ham forvirret, for det var ikke ligefrem fordi, at de havde haft meget kontakt med hinanden. Men bæstet havde åbenbart valgt at knytte sig til ham alligevel. Måske? Ezra vidste ikke, hvad han skulle tænke.

Men det gik op for ham, at han måske holdt en mands skæbne i sine hænder, for han kunne måske stoppe minotauren i at spise manden levende. Tanken sendte vilde stød af panik igennem ham og han vidste ikke, om han overhovedet havde modet til at prøve. Om hvem sagde også, at minotauren ville lytte til ham? I et splitsekund ramte tanken ham, at han slet ikke havde lyst til at redde de forfærdelige mænd, men at han allerhelst så bæstet flå dem fra hinanden, så de kunne dø i smerte og deres blod løbe ud i sandet. Smerte for smerte. Lyden af piskesmæld sad stadig fast i hans øregang og smerten og ydmygelsen fyldte hans krop. Måske han bare skulle lade dem dø?

Men tanken om at skulle leve videre med det, gjorde ham dårlig og rystende skubbede han sig ud under vognen igen og op af stå på svage ben. Med øje unaturligt store af skræk og en tydelig bleghed under solbrændtheden, rømmede han sig og snakkede så højt han kunne med sin hæse, tørre stemme.
”Karn, du sagde Karn, ikke?” Hans blik flakkede kort til de to andre mænd, der åbenbart var så chokerede, at de end ikke formåede at råbe efter hjælp. For et øjeblik mistede han selv stemmen, men fik alligevel tvunget nogle ord ud.
”M-mange tak for hjælpen. Jeg er virkeligt taknemmelig. Meget. M-men vil du ikke være sød at lade være med at sp-spise manden?” Ezra sank en klump. Gad vide, om dyret i det hele taget forstod ham? Han tog mod til sig og fortsatte en smule mere bestemt. ”Sæt ham ned. Tak.”

Savl dryppede ud af bæstets mund, smagen af kød og jern, oh det festmåltid bæstet ville kunne få lige her og nu, tilsat den ekstra krydderi af frygt. Karns greb var som stål, manden ville ikke slippe afsted og hans venner var stadig larmet af selv samme frygt. Og alligevel, var det satyren som viste som den modigste af dem alle, lige her og nu. Bæstet så langsomt hen over på satyren som den tiltalte den, den bad ham om at give slip?! Efter alt det de lige havde udsat den for?! Karn så både vred og fortvivilet ud, irriteret over at nogle ville forstyrre den. "Blot give slip, det er alt." lød det forsigtigt inde i dens hoved.

Langsomt rejse den sig op på begge dens klove, dens ene hånd rykkede sig, så den fik et greb om mandens strube. Karn var stadig lænket, hænderne var stadig begrænset. Den sænket hovedet ned til manden, så dens mule kunne næsten røre mandens ansigt. "Frygt!" Kommanderet den til ham og smed manden fra sig, over til hans venner, dens blik fastlåst på mændene, der meget ivrigt samlede deres kammerat op og skyndte sig. Karn så blot efter dem, indtil de vare helt væk. Om det vil give flere problemer, gik den ikke op i, det var over dens forstand.

Bæstet så hen på satyren igen, det lignede at den tænkte over noget inden den tog en beslutning. Med lange skridt gik den hen til satyren, den tårnet over den bange satyr, ikke første gang at andre var bange for Karn og nok heller ikke den sidste gang at andre ville reagere sådan, kæden blev slæbt med hen over den kolde ørken sand bagefter minotauren. Den stoppede op med cirka en arms længde i mellem dem og så ned på satyren, så den an. Jo den var bange og den havde skreget op af frygt men den havde vovet at forstyrre Karn, måske var den ikke så bange alligevel som den selv havde troet? Karn tyggede, smagte på noget men den havde intet at spise, snare mere som om at den ville prøve at finde nogle ord. "Våben!" Lød det kraftigt, den rettet sit blik og så op imod nattehimlen, det var måske et forkert ord? Den så ned på dens hænder, kæderne var der endnu, stadig lænket og fanget. Den tog fat i kæden og halet den ind til sig og smed den ned foran satyren, efterfulgt af ordet "Skjold" og så dens medfange an.

Bag dem begge begyndte folk at reagere, nyheden om at menneskeæderen var fri, fik sat en pludselig reaktion igang.

Først troede Ezra ikke, at hans ord havde nogen virkning og at bæstet ville spise manden levende alligevel. Men til hans store overraskelse smed minotauren manden fra sig, efter at have rejst sig i sin fulde frygtindgydende højde. De tre mænd stak af og efterlod stakkels Ezra alene med det menneskeædende monster. Som minotauren, der kaldte sig selv Karn, kom hen i mod ham, kunne Ezra mærke blodet forlade sit ansigt og han havde nær sat sig ned i sandet, som hans svage ben truede med at give efter, men han blive på en eller anden måde stående og så op på det kæmpe væsen.

Ordet våben lød fra dets læber og Ezra var nær sprunget ind under vognen igen i forskrækkelse. Men han blev stående, så hvordan Karn så mod himlen, som spekulerede han over noget. Kæden blev kastet hen til ham og nu var det ordet skjold, der gjorde satyren forvirret. Skjold? Hvad betød det? Træt, skræmt og forvirret så han fra kæden og til minotaurens ansigt. Skjold. Mod hvad? Der var ikke noget skjold, der var kun den kæde, som stadig sad fast i minotaurens lænker. Trods tørsten, sulten og udmattelsen var Ezras hjerne ikke gået helt i stå. Måske et held for minotauren, at han havde fundet sig en satyr med en hurtig hjerne og en god fantasi, for der gik et lys op for Ezra. Et skjold. Ville minotauren være et skjold for ham?

Langsomt samlede Ezra den tykke kæde op og tog et godt tag i den, som lyden af vrede væsner kom nærmere, fakler bevægede sig i natten og de om lidt ville være omringet. Uden ellers at bevæge sig, så han lidt usikkert på væsnet.
”Du vil… være mit skjold?” Han bed sig kort i den sprukne læbe og rettede sig så lidt op. ”Hvis du lover mig, at gøre som jeg siger, kommer vi måske ud af det her uden alt for mange problemer.” Han var stadig lidt i tvivl om, hvor meget bæstet forstod. Han håbede det forstod. Ville gøre som han sagde.
Pludseligt var de omgivet af vrede mænd med våben og Ezra knugede lidt hårdere om kæden. Han ville ikke kunne stoppe Karn, hvis denne valgte at gå amok, men lige nu kunne han forsøge at udnytte situationen.
Ezra sank en klump og så først rundt og derefter på Karn.
”Sæt dig ned.” Han talte så tydeligt og højt han kunne, så slavehandlerne kunne høre ham. Åh, han håbede det virkede.

Karn og satyren begyndte at blive omringet af deres fangevogtere. Bevæbnet og klar til at hoppe på menneskeæderen.

Bæstet så bag over sin ryg først, så de andre an, Karn mærkede en kilden i dens hænder, mærkede susen af adrenalinen var stadig inde i den, blot en enkelt gnist og den ville fare i flæsket på dem.

Meget måtte man sige til satyren men den havde mod, mod nok til at både samle kæden op og faktisk prøve at kommandere med minotauren. Karn knurrede ved den kommando, den skar tænder af satyren, dens røde øjne viste hvor utilfreds den var lige nu.

Mændende rundt om dem virkede stadig nervøse men den såkaldte anfører havde endnu ikke givet tegn til, at de skulle angribe. "Skal vi forvente yderlige problemer her!?" kom det fra ham.

Karn så hen på ham først, en tyk mand med en åben vest af lasset silke, begge hænder fat om et spyd. Karn var stadig sulten og den havde ingen problemer med at fortære hvad end måtte være foran den og disse fangevogtere kunne godt gå an. "Du ved godt hvorfor vi har overlevet så længe som slave" stemmen var oprigtig omkring dette og Karns instinkter reageret udfra dette.

Minotauren bevægede sig med tunge skridt bag satyren og med langsomme bevægelser, gik den ned på det ene knæ, bag satyren og med en knyttet næve ned imod sandet for at støtte den men stadig klar, hvis det uheldige skulle ske.

Lydighed kunne man komme langt med.

Først så det ikke ud til at virke og Ezra forventede næsten, at kæden ville blive rykket ud af hans hænder og han selv ville kunne indånde ørkenluften for sidste gang, men der skete først ikke noget. Slavevogterne omringede dem og en fedladen mand, der ikke så ud til at være kriger normalt, pegede let med et spyd og spurgte ham, om der ville være yderlige problemer. Yderlige problemer?! Som havde de tegnet sjofle tegninger på vognen! Ezra skulle til at åbne munden for at forsøge at snakke sig ud af flere problemer, da kæden raslede. Overrasket kiggede han på det store bæst, der satte sig ned på det ene knæ, hvilende på hånden.

Ordene blev glemt, som han kort måbede. Det lykkedes. I et par sekunder var hans indre tomt, men glæden kom væltende helt nede fra hans mave og det var svært at skjule den, som han vendte sig mod manden igen.
”Nej, nej, ikke flere problemer.” Han rømmede sig lidt, forsøgte at få lidt mere kraft på sin hæse stemme. ”Men de næste, der forsøger at skære mine horn af, skal ikke forvente, at jeg stopper minotauren her i at spise dem!” Med et så fast blik, som han kunne mønstre, så han rundt på mændene, der havde omringet dem.

Det slog ham, at han lige nu havde muligheden for at slippe væk. Et kort sekund havde han lyst til at bede Karn lave en scene, bare så han selv kunne stikke af. Men idéen forsvandt så hurtigt som den var kommet. Han havde ingen anelse om, hvor han var henne. Sandet, varmen og manglen på vand og mad ville aflive ham i løbet af dage. Han ville være dødsens. Trods fangeskabet var han i sikkerhed. Ikke fra dumme mennesker, men der var mad og vand og han kunne sidde i en vogn. Nej, det var bedre her. Også selvom det nok ville være den eneste mulighed han nogensinde ville få for at slippe væk. Tanken var ved at få ham til at græde, men i stedet rettede han sig op, sendte manden, der ledte hans fangevogtere, et bestemt blik og vendte så rundt for at gå de få skridt hen til vognen.
”Kom, Karn.” Uden at slippe kæden kravlede han via hjulet op i vognen igen for at sætte sig på sin plads. Lidt mumlen lød og en enkelt vred stemme skar igennem, inden to mand kom hen for at sætte kæden fast til vognen igen. Ingen lænkede Ezra igen.

Med et suk satte han sig til rette og så op i himlen. Ville han nogensinde se Lindeskovens skønne grønne træer igen?

Der hang en usikkerhed i luften, som vagterne satte lænken tilbage til vognen, de var usikre på om menneskeæderen kunne finde på at vriste sig fri lige nu, det eneste de måtte stole på lige nu, var satyrens ord. Netop som de havde fået fastlænket kæden, lød det fra anfører "Satyr! Hvis du vil gør lidt nytte, så lader du den.... den menneskespiser trække vognen. Gør dette og du gør din del af arbejdet." Han skulle til at gå, inden han så på de to mænd der, havde lænket kæden fast til vognen "Så vi undgår samme dumhed her, som der er sket i nat!" det lød meget fast og vredt den kommentar han gav til hans mænd. Karn lod ikke til at være påvirket af dette, den følte sig sikker, dens domæne sikret. Der gik lidt tid, før begge slaver var alene, Karn så efter de sidste fange vogtere. "Intet som en god regn af blod." Lød det brummende og utilfreds fra bæstet. Den satte sig ned og lænede sig op ad vognen, den kølige nattevind kom skærende igennem natten men bæstet lod sig ikke kue ad dette, for den var det blot endnu en dag i dens simpel verden.

Den vågnede med et sæt om morgen, nogen nærmede sig vognen, dens instinkter guidet dens handlinger, den fik rejst sig op i dens fulde højde, de lidt over 2 meter, ganske lille for en normal minotaur men Karn så rundt, så hvem der trådte ind på dens område nu. En ung mand, nok starten af dens voksne alder vågede at nærme sig. Bæstet lod en knurren slippe ud af dens mund, den reageret ved at nærmere sig satyren, for at stå i mellem, den så knøsen an, dens tænder blottet og dens blik fastlås. Fangevogteren stoppede op og for et splitsekund, føltes det som et minut mellem dem begge, inden han stillede en bakke ned på sandet og skyndte sig væk derfra, Karn reageret ved at tag nogle hastig skridt efter ham, der fik ham til at skrige højt.
 Karn prustede selv tilfreds over dette først, den så ned på sandet hvor bakken var, to skåle, den ene større end den anden var taget frem, samt en stor vandsæk. Den var nede på det ene knæ for at samle bakken op, da en velkendt duft fangede dens næse. Den store skål var en sammenkogt ret af diverse kødrester fra grise, hjorter, fisk og kaniner mens den lille skål, nok tiltænkt satyren, havde lidt brød og resterne af det grønt deres fangevogter havde spist natten før. Minotauren fik båret bakken hen, den velkendt duft kom fra den store skål, den rystet duften af sig inden stillede bakken nær satyren, tog vandsækken med vand for at slukke dens tørst og tog den lille skål, frem for den store. Vandsækken blev stillet tilbage nær satyren og Karn satte sig ned mens den gik igang med at spise.

"Karn ikke røre fredsånd." sagde den højt, det var mere til den selv mens den tyggede videre på nogle salat blade. "Din store bamse" lød det inde i hovedet, Karn reageret selv ved at ryste på hovedet først, dens gav slip på skålen mens den prøvede på med dens hænder og klumset bevægelser at udtrykke dens forståelse af fredsånd via håndsprog. Efter et par forsøg, fik den endelig lavet et ord: Kanin.

Da den havde spist færdig, så den sig rundt, solen var atter høj, det var endnu en af de svedige dage den skulle igennem. Karn rejste sig op, den fik løsenet op for musklerne og ville til at tag fat i vognen, da den så hen på dens medfange, et dumt og bøvet ansigts udtrykt "Satyr, skrige som en kat man hiver i halen?"

Minotauren tog fat i sele tøjet til vognen og begyndte at trække vognen, ledet af dens medfange. 

Trods aftenens spænding, eller måske derfor, faldt Ezra ret hurtigt i søvn. Hans søvn var forvirrende og skræmmende, men han vågnede kun et par gange for at se op i stjernerne og synke en klump. Om morgenen blev han vækket ved, at en eller anden skreg og han fløj op at stå i vognen. En ung vagt løb sin vej og minotauren samlede en bakke med mad op. Lettet dumpede Ezra ned i bunden af vognen igen. Ingen fare på færde. Ud over minotauren, der nu kom tæt på igen og placerede bakken foran ham. Maden duftede vidunderligt. Til Ezras overraskelse tog Karn den lille skål med grønt i. Fredsånd? Først så Ezra bare forvirret ud, men som minotauren begyndte at lave håndtegn, forstod han. Kanin. Den spiste ikke kanin.

Ezra selv havde ikke nogen forbehold, han var sulten, så han begyndte straks at spise. Normalt var det ikke kød, han fik mest af, han var meget større tilhænger af plantebaseret mad. Men sulten var overvældende og han kunne ikke sige nej, selvom han nok skulle få ondt i maven senere. Hurtigt drak han også noget af vandet, på en eller anden måde stadig bange for, at nogen ville tage begge dele fra ham igen. Det her var mere mad end han havde fået på hele turen, hvilket også var ret synligt på hans magre krop. Nok havde han ikke fyldt meget i forvejen, men man kunne efterhånden både tælle hans ribben og se hans rygrad.

Han var ikke færdig med at spise, da Karn rejste sig. Med et lidt skræmt blik så Ezra efter ham, som han gik op til fronten af vognen og gjorde klar til at trække. Ezra sank en mundfuld og så bare forvirret ud, da minotauren stillede et spørgsmål, han ikke forstod.

Tiden gik og det sandede landskab gled forbi. Solen bagede ned over dem, men i det mindste sad Ezra i vognen. Han var ikke lænket længere, så han havde sneget sig op til fronten for at se fremad i stedet for bagud. Foran dem travede slaverne af sted og den dårlige samvittighed var ved at kvæle ham. Her sad han i sikkerhed i en vogn. En gang i mellem måtte han gnide en hånd over sine kinder for at tørre tårer væk. Hvis bare han kunne gøre noget, men han kunne intet. Han var i brugelig. Den bagerste slave var en elver. Skovelver. Og en tanke slog ned i Ezra. Han kunne gøre et eller andet. Forsigtigt rømmede han sig, ledte efter ordene på et sprog, han ikke havde talt i nogle år, og begyndte langsomt at synge. Trods hæsheden, havde han en køn sangstemme og efterhånden som han kom i gang, steg den i styrke.
Det var en elvisk sang, der netop handlede om de smukke træer i Elverly, årstidernes skiften, kærligheden til fred og skoven. Han vidste godt, at størstedelen af dem, der kunne høre ham, ikke ville forstå ham, men det var heller ikke nødvendigt, man behøvede ikke at forstå for at føle. Og hans sang udtrykte alle følelserne af længsel efter hjem.

Bye.