Det var mange år siden at Juliana sidst rigtig havde været tilbage i byen. Hun havde været her til slaget mod Hovedstaden, hvor hun da heldigt selv var sluppet med skindet i behold, men grundet hendes rødder havde hun da været lidt bange for at komme tilbage i en tid. Det var allerede 14 år siden at hun havde dræbt sine egne forældre i et væld af vrede og sult, men der var ingen der ledte efter den forsvundne datter mere. Der var ingen der troede det var hende, for hendes forældre havde trods alt aldrig nævnt hvordan hun i et angreb af jalousi havde dræbt sin lillebror. Det var jo lidt af en skamplet på familien, ikke at det gjorde noget nu.
Men endelig var Juliana tilbage i byen. Hun havde efter maskeballet taget tilbage til Kzar Mora, men da det kedede hende så grufuldt, havde hun endnu engang taget afsted ud i verdenen. Denne gang mod Hovedstaden. Så kunne hun måske opleve noget af det mere kultureret liv, tiltrods for at hun ingen evner havde her i tørkenen. Men et smut i teateret og en tur på biblioteket. Så var hun godt kørerende.

Hun var ankommet tidligt på dagen, og havde gemt sig i sin kutte, helt dækket ind så solen ikke rørte hende, og bragt det meste af tiden på biblioteket for at læse, men nu var hun kommet ud derfra, og solen var gået ned. Der var stadig en smule lys på himlen, men ikke nok til at det kunne ramme hende, så hun slog sin hætte ned og lod den blive vind tage fat i hendes hår lidt. Det var ellers et dejligt vejr. Hun ville have nydt det specielt hvis hun ikke var en vampyr, men der var visse ting man ikke kunne få lov til, når man var forbandet. Ikke at det var så slemt igen. Hun havde nemmere ved at finde mad end de fleste.
Hun regnede med at at hun allerede var et glemt ansigt i disse kredse, så det strejfede hende ikke at være på vagt omkring her. Vampyrer ville alligevel normalt ikke stå så stolt frem som hun gjorde lige nu, så selvom der var folk der hilste høfligt på hende, var der ingen der pegede hende ud, som at være den forsvundne Huerta-datter.

En ung dreng halsede efter Elion og snakkede ivrigt om alverdens sager, som hvordan han havde set en person med meget dyriske træk, og hvor mærkeligt det havde været. Elion lyttede halvt med, og kom nogle gange med et 'mhmm' for at virke som om han rent faktisk var interesseret i hvad drengen sagde. Hvilket han ikke var. Ikke det mindste. Elion havde andre ting at tænke og bruge hans tid på, end at lytte til en ung drengs sludren, der ingen betydning havde for Elions liv.
Elion havde som altid en pæn kofte, sorte bukser på, men denne gang havde han også ridesko på. Han havde sit sværd ved venstre hofte. Ikke fordi at han regnede med at skulle kæmpe, men det var godt at være på den sikre side. Hans hår var kørt tilbage i en hestehale, og hans stenansigt viste, som altid, ingen følelser.
Han havde ikke et ærinde, men det var en god ide at gå en tur i byen en gang imellem, for han havde flere gange oplevet at han mødte mulige forretningsmænd, han kunne aftale noget med, men med den irriterende dreng efter sig blev det straks sværere.

Elions rødlige øjne søgte rundt efter mulige ofre, men umiddelbart så han ikke nogen, der virkede interessante. Ikke før en kvinde slog sin hætte ned og Elions hjerte stoppede med at slå. Sådan føltes det i hvert fald. Chok var malet over hans ansigt og han stoppede så brat med at gå at drengen gik ind i ham, men Elion var ligeglad. Drengen spurgte til om han var okay, men fik intet svar. Først da chokket lagde sig, efter et par sekunder, reagerede han. "Der er lige noget, jeg skal ordne. Tag hjem." Sagde Elion til drengen og gav ham et strengt blik for at understrege at det var en ordre. Drengen blev lidt halv skræmt og begyndte at gå.
Elion gik med hastige skridt hen imod kvinden og han var slet ikke i tvivl om hvad han skulle sige til hende. Han stoppede op, et par skridt væk bagfra hende. "Af en som var formodet død ser du meget levende ud, Juliana Huerta. Du bliver simpelthen også nødt til at fortælle mig, hvordan du har formået at holde dit smukke, unge udseende, for jeg er ikke interesseret i at få rynker."

Juliana lignede virkelig så selv, bortset fra at hendes tøj var så meget mere nedtonet nu. Et par enkelte øreringe og en halskæde, var det eneste tegn på at hun engang havde gået i de fineste klæder, med de fineste smykker. Nu bar hun bare et par behagelige bukser og skjorte. Stadig af høj kvalitet, men hverken glitrende eller lavet på anden måde at gøre det iøjenfaldende. Måske var det fordi at hun så sådan ud, at hun ikke forventede at nogen ville genkende hende, og alligevel kom der en mand hen til hende.
Hendes ansigt blev hårdt i et øjeblik, før et smil spredte sig på hendes læber, ikke nok til at vise hendes tænder, og hun lo. "Du må forveksle mig med en anden," sagde hun, og lod løgnen brede sig mellem dem. Ingen kunne da være sikker på at det var hende når hun havde været væk i 14 år. Kunne de? Hun kunne mærke kuldegysningerne brede sig i hende. Hvis han pressede på, så havde hun ingen måder at forsvare sig på. Et hurtigt blik gjorde det klart at han havde et sværd, mens hun... hun havde ikke sin magi. Den magi hun havde været afhængig af i årevis. Magien der havde holdt hende i live.
"Men jeg er da glad for at du synes jeg er smuk," tilføjede hun så, og blinkede sødt til ham, ganske som så mange andre unge adelige piger gjorde når de ville have en pæn adelige mand til at lægge mærke til dem. Hun havde brugt megen af sin ungdom på dette. Så måske det kunne gøre at han glemte hvad han var kommet overfor at gøre?

Klassisk træk. Spille uvidende. Han brugte det selv ofte og han kunne gennemskue det. Desuden kunne hun ikke narre ham. Han glemte ikke en eneste af sine gamle venner, især ikke dem som pludselig forsvandt. Han huskede tydeligt hvor mærkelig hele situationen havde været og begravelserne. Men aldrig hendes begravelse. Hendes forsvindingsnummer var aldrig blevet forklaret. Han kendte også trækket med at blinke sødt. Det skete ofte for ham. Det bekræftede også at hun havde været adelig, samt hendes smykker.
Elion bukkede for hende, et dybt buk endda, og gav hende et meget lille smil, da han rettede sig op igen. "Jeg tager aldrig fejl. Du er Juliana Huerta. Du kan benægte så meget som du vil, men jeg genkender dig. Du genkender mig nok ikke siden jeg er blevet ældre." Han var nysgerrig omkring, hvad der var sket med hende. Desuden mødte han ikke så mange af sine gamle venner mere og han måtte, modvilligt, indrømme at det var rart at se en gammel ven igen. "Jeg er Elion Venoxia. Vi var gode venner for mange år siden."
Han regnede kraftigt med at hun ville genkende ham nu. Der var trods alt ikke mange med rødlige øjne, som var menneske. "Jeg burde tilføje at jeg er meget stædig, så tro ikke at du kan slippe." Det lød næsten helt truende.

Det var irriterende når der var nogen der var ligeså kompetente i bedrag som hun var. Men gamle venner var svære at snyde. Elion Venoxia... hvem var det han var igen? Det var efterhånden så mange år siden, så Juliana måtte gennemrodde sin hjerne for at finde ud af hvem manden foran hende. Hun kunne jo godt se at hun ikke kunne snige sig udenom denne her.
"Du var ellers så sjov at løbe om hjørner med da du blot var en lille dreng. Du havde da også en svag søster.... hvordan har hun det?" spurgte Juliana. Jo, sidst hun havde hørt om Venoxia tvillingerne havde det ikke lydt helt godt, men nu når Elion ligesom havde konkluderet at han ikke ville bøje sig, så måtte Juliana jo havde sjov med ham på en anden måde.
Hendes øjne gled op og ned af Elion, mens hun studerede ham. Han var nu blevet en ganske pæn mand. Ikke at det var overraskende, selv dengang de havde kendt hinanden, var han tydeligt på vej til at blive meget køn. Hvis han havde været et par år ældre dengang, eller Juliana havde været yngre, så havde det nok ikke være helt usandsynligt, at der var blevet lavet en match mellem de to af dem. Især fordi de kom relativt godt ud af det med hinanden.

Elions ansigt blev som sten igen. Uden følelser udover et blik i de rødlige øjne. Et blik af sorg. Hun havde ramt et ømt punkt. Der gik ikke én dag, hvor han ikke tænkte på sin tvilling. Han savnede hende så meget og undrede sig tit over hvordan livet mon ville have været nu, hvis hun ikke havde været død. Han følte sig ensom når han tænkte på hende. Den dag hun døde var det som om at halvdelen af ham forsvandt i smerte. Han fik aldrig den del af ham tilbage igen, og ingen smerte var værre end det. Med et suk måtte han indse at han var nødt til at fortælle hende det. Heldigvis var han blevet god til at skjule sine følelser.
"Hun er død." Han sagde det så hårdt og kort at det var tydeligt at han ikke ønskede at snakke om det. Det var et sår i hans sjæl som aldrig ville lukke, aldrig blive til et ar. Det værste var at hun kunne have været i live, hvis hans far havde været mindre grådig og dum.
"Men, hvad skete der med dig? Og lyv nu ikke for mig. Jeg var der til dine forældres begravelse, men dig så vi aldrig skyggen af. Hvor har du været?" Javist var hun køn, det havde hun altid været, og hans interesse i hende var blevet større, men han gad ikke at prøve på noget. Det var ikke tiden værd. Han gad heller ikke miste en ven.

Det var ganske interessant i Juliana's optik. Så hans elskede søster var død. Det havde nok gjort ham til en lidt anden person end hvem han havde været dengang. Men hvordan? HAvde han taget søsterens død til hjerte og lukket sig inde? Eller prøvet at komme igennem sorgen ved at være udadgående og social. Juliana vide ike dette, men hun vidste en ting, og det var at hun aldrig selv havde følt det tab han havde. Nej, hun havde frivilligt dræbt sin bror, og det eneste der havde rørt hende med hendes forædlre, var det faktum at de ikke længere kunne forsørge hende.
"Jeg forsvandt.... jeg er ikke helt sikker på hvad der skete i de år. Alting er lidt slørret for mig," sagde hun og så oprigtig bedrøvet ud, selvom dette ikke var tilfældet. Hun var virkelig fuld af løgne omkring dette. Hun vidste præcist hvad der var sket, men at blive stemplet som et monster, var ikke ligefrem noget hun foretrak. "Jeg er kun på en kort tur igennem Hovedstaden. Her er intet for mig mere. Jeg var oppe i Kile templet tidligere i dag, for at sige ordentlig farvel til dem," tilføjede hun så. Endnu en løgn. Men uden at være utrolig god til at læse Juliana, have magiske evner til at aflæse løgne eller bare have fulgt hende hele dagen. Så ville man ikke kunne vide det.

Først var han lidt i tvivl om hun fortalte ham sandheden, og han overvejede kort at konfrontere hende med det, men han kom i tvivl. Hun var svær at læse for ham, men valgte at tro på hende. Han havde jo sagt at hun ikke måtte lyve for ham. Han måtte lægge tvivlen til side for nu. Det var tydeligt at der var sket noget. Man forblev ikke ung på udseende uden grund. Alle mennesker ældes, men måske havde hun bare været heldig? Men når han så på hende var det som om at han var tretten igen. Hun havde overhovedet ikke forandret sig, og hun var endda ældre end ham. Hvordan var det muligt?
"Og hvor du så nu? For du må vel bo et sted." Hans nysgerrighed var endnu ikke væk. At hun ikke huskede hvad der var sket irriterede ham grænseløst, men han skjulte det godt. "Fordi vi er gamle venner, så skal du vide, at hvis du har brug for hjælp med noget, så kan du bare sige til. Jeg bor her i omegnen, så jeg er nem at finde." Han havde intet problem med at hjælpe hende lidt, men mest fordi at han håbede at hun ville få sin hukommelse tilbage, og fortælle ham, hvad der var sket. Han ville ikke give op før han kendte den fulde historie. Det havde været nervepirrende, da Huerta-familien pludselig enten døde eller forsvandt. Det havde fulgt Huerta-familiens venner i lang tid. "Og jeg er altid glad for at hjælpe." Næsten altid. Hvis han fik noget ud af det, så blev han glad

Så han købte løgnen. Det var da klart at foretrække for Juliana, det gjorde tingene lidt nemmere, og så fik det det også til at virke som om at hun var offeret, i stedet for omvendt. Ikke at Juliana ikke havde set sig som offeret alle disse år. Det var jo ikke hendes skyld at opmærksomheden burde kun være rettet mod hende! Og det var jo hendes forældre der smed hende ud!
"Tak skal du have Elion," sagde hun og lagde en hånd på hans arm. "Det har været nogle hårde år for mig, så jeg er virkelig taknemmelig at du stadig vil være der for mig," og det var ikke engang en løgn. Det havde været hårdt at finde sit fodfaste igen, og så finde ud af at holde en plads hos Mørkets Krigere. Ikke ligefrem den tætteste gruppe væsner.
Hun var dog især interesseret i Elion fordi at han nok stadig havde penge. Han var jo kommet fra en god familie, så mon ikke han stadig havde en god stand? Der var nemlig stadig noget i Juliana der længtes efter det luksuriøse liv hun havde levet. Hvor alles blikke var på hende, og hendes smukke kjoler og smykker. Alle ville være hendes venner og hun blev altid taget med til teatret og se alle de nye opstillinger.

Elion havde en svag fornemmelse af at, der var noget galt, men han kunne ikke sætte ord på det, så det var nok ikke så vigtigt. Han stirrede på hendes hånd, da den rørte ved hans arm, og han var usikker på hvordan han skulle reagere. Han trak sin arm til sig, og tog et lille skridt væk. Han ville ikke blive rørt ved. En lille mistanke blomstrede sig; prøvede hun nu at udnytte deres fortid sammen til at få penge fra ham? Som rig, især en adelig, kunne man ikke stole på nogen, udover sig selv. Det havde han lært igennem årene. Alle ville snakke med en, være ens bedsteven, men ikke fordi at de kunne lide en. Men fordi de ville have pengene. Hvis en adelig med magt lagde mærke til dig, ville du få mere opmærksomhed. Det vidste alle. Derfor skulle man, som adelig, være god til at træde væk. Hvis man havde nemt ved at være ensom var man ikke født til at være adelig. 
"Jeg må hellere understrege at jeg vil sørge for, at du har råd til et værelse i en kro, og lidt mad. Jeg vil ikke købe tøj, smykker, eller lignende til dig. Så snart at du får en fast indkomst vil jeg ikke længere hjælpe." Han så på hende med sine følsesløse øjne og lagde hovedet lidt på skrå. "Jeg får jo intet ud af det." Det var nok bedst at han viste sin sande natur frem. Hvorfor skulle han i det hele taget gemme den? Han ønskede ikke at hun kunne lide ham, eller at hun blev en del af hans liv igen, men han var ikke ond nok til at lade være med at hjælpe bare lidt. 

Juliana havde godt nok mistet taget omkring disse adelsmænd. Engang kunne hun sno dem alle om sine fingre, men de ord med Mørkets Hær havde da godt nok gjort hendes evner rustne. Det blev meget klar, da han pludselig trak lidt i land igen. Irriterende. Hun var ikke interesseret i et værelse på kroen og lidt mad. Med mindre selvfølgelig at han ville supplere sin egen blod. Det kunne ikke være halvt slemt.
"Talt som en sand handelsmand," kommenterede hun blidt og tog sin hånd til sig igen, og flettede sine hænder sammen foran sig. "Jeg forstår det udemærket Elion... men det er stadig langt mere hjælp end nogen anden ville tilbyde mig." Måske fordi ingen gad at tage sig nok tid til at kigge efter den forsvundne Huerta-datter. Ingen af de adelige gav pøblen et ordentlig blik, selv hvis man befandt sig heroppe i det Øvre Bydistrikt. Nok også derfor at Juliana havde forventet at kunne gå i fred. Det er og så de 14 år hun havde været væk.

En sand handelsmand sagde hun. Det fik ham til at sukke. Han var ikke stolt af, at være en handelsmand. Han var stolt over at være adelig, trods alt det hans far gjorde imod familien. Han var stolt over, at have beskyttet familiens ære. Hans og søsterens ære.
Det lettede ham at hun tog sin hånd væk, men han var stadig forsigtig. Som han kendte hende gav hun ikke let op. Tværtimod. Han skulle være vågen, efter hvad hun sagde og hvordan hun bevægede sig. På den måde kunne han afsløre hende.
"I det tilfælde, så lad os finde dig en kro at bo på." Han skulle nok sørge for at hans plan blev den, der lykkedes, og hun ikke fik, hvad hun ville have. Desuden kunne det være lettere morsomt, at se hende arbejde, det havde han ikke set før. Han lavede en håndbevægelse, der meddelede at hun skulle følge med. Han begyndte at gå hen imod den nærmeste kro. "Din bror. Hvad skete der med ham? Han døde før du forsvandt og dine forældre døde." Han holdte skarpt øje med hendes reaktion.

Interessant, så måske Elion ikke brød sig om at være en handelsmand. Det var ellers typisk starten på en mere adelig stand, og der var visse personer der nærmest ikke kunne stoppe med at sige hvor gode handler de havde lavet. Men åbenbart ikke Elion. Der var tydeligvis meget hun ikke var klar over, med de 15 år hun havde været væk. Måske hun skulle prøve at få udset sig en base her i Hovedstaden når plagen var væk, og hendes magi var kommet tilbage.
Hun havde dog ikke lyst til at Elion skulle finde hende en kro, men der var ikke så meget andet at gøre lige nu. En tur i teateret måtte blive en anden gang så, han ville jo indse at hun faktisk havde lidt penge, hvis hun foreslog en tur i teateret. Dog blev hendes ansigt lidt hårdt, da Elion nævnt den møgunge hun havde gjort kål på for flere år siden. Men det hårde ansigt kunen ligeså godt tyde på at hun stadig ikke var kommet sig over tabet. "Vi ved det ikke," sagde hun og rystede på hovedet, men tilbød ikke en dybere beskrivelse af hvad der var sket med ham.

Selvfølgelig vidste de ikke det. Alt skulle være et mysterium. Sådan var spillet, det var reglerne. Man skulle aldrig fortælle for meget. Hvis man gjorde det blev man ikke længere vigtig. Ikke interessant mere. Enten vidste hun godt, hvad der var sket med hendes bror, men ville ikke fortælle det på grund af spillets regler, eller også vidste hun det virkelig ikke. Han kunne ikke finde ud af hvad det var. Hun havde altid været svær at læse. De lignede hinanden for meget og det var begyndt at irritere ham. Han følte sig normalt hævet over andre, men det var som om at hun var på hans level. Det brød han sig overhovedet ikke om. Han hadede det. Alligevel var det spændende, sjovt ligefrem, og han håbede på at møde hende mere.
"Hm-hm." Elion så væk fra hende, og var langt væk i sine tanker for en kort stund. Pludselig kom han i tanke om noget. "Har du andet familie, som du eventuelt kunne kontakte, og bo ved? Nogen der kan tage sig af dig?" Han havde ikke lyst til at tage sig af hende, selvom han gerne ville møde hende mere. Det var bare meget nemmere, hvis nogen sørgede for hende. 

Spillets regler var hårde, og selv Juliana havde svært ved at holde sig til reglerne, så lang tid væk fra det. Men en ting vidste hun, hun ville blive jagte hvis det nogensinde kom ud af hun dræbte ham af misundelse. Men han kom vel bare hvad han havde fortjent. Nogen ville nok kalde Juliana for psykopatisk hvis de vidste dette om hende, men hun var opdraget i en adelig omgangskreds. Ingen ville finde ud af det.
"Jeg ved det ikke... Jeg... tror det ikke," indrømmede hun og tænkte sig faktisk denne her gang om, om hun havde familie i Hovedstaden. "Vi så aldrig meget til dem, så jeg ved ikke hvor de ville være," indrømmede hun bedrøvet. Hendes familie havde i forvejen ikke været særlig stor. Nogen var døde i krigene som en del af Lysets, andre var sat til søs. De havde dog haft en del familie venner, men hvis selv Elion ikke ville tage sig af hende, ja, så var der ikke så meget af gøre. Det kunne ellers have været hyggeligt at blive i Hovedstaden noget længere, men det var begrænset hvad hun fik af løn ved at være en del af Mørkets Krigere.

//Inaktiv