En spinkel skikkelse bevægede sig langsomt gennem menneskemængden på markedspladsen. Det på afstand svært at bedømme om det var en kvinde eller en mand. Hun var iført et par skindbukser, der nærmest så ud til at være malet på hendes lange ben, samt en forholdsvis tætsidende tunika i en mellemgrøn nuance, der trods alt skjulte alle kvindelige former. Hendes lange gyldne hår var sat op i en knold, og en sort hat med bred skygge hele vejen rundt dækkede det meste af håret og for hendes ansigt. Medmindre man var meget lavere end hende, var det svært at skelne hendes træk. Hun lignede mest af alt en spinkel, men forholdsvis almindelig byboer. 
Hun havde et smalt sort bælte om maven, der holdt hendes eneste værdier, en lille brun læderpung med nogle få mønter, fast til hendes hofter. Hendes blik var rettet mod jorden og hun undgik for så vidt muligt at forholde sig til de mange mennesker omkring hende. Hun var her for at finde noget simpelt, billigt mad, inden hun fandt et sted at få ly for natten. 

Det var et par uger siden Ichareia sidst havde befundet sig på markedspladsen. Hendes nysgerrige natur havde trukket hende hele vejen til amazonitskoven, men hendes talenter lå ikke i jagt. Dette til trods for, at andre flere gange havde forsøgt at lære hende det erhverv. Hun var ubehjælpsom på det punkt, og det værste af det hele var, at til trods for hendes erfaring med død og sygdom, brød hun sig ikke om at dræbe. Ikke engang dyr. 

Markedspladsen var fyldt til bristepunget på dette tidspunkt. Det til trods for, at de fleste ikke stolede på andre end dem selv, især ikke i disse dage, hvor pesten kun var begyndt at slippe sit tag, da magien begyndte at lave højst mystiske udsving. Ichareia var ikke selv helt sikker på, hvad det var der skete med magien, men selv som healer var det ikke altid lige til. Hun var nødt til at være meget opmærksom på, at hun ikke uforvarende fik trukket livsenergien ud af de patienter hun behandlede. Desværre var hun ikke i en situation, hvor hun kunne lade være med at behandle. Behovet for penge tvang hende til det, og hun vidste, at hun i løbet af de næste par dage var nødt til at finde sig nye patienter, der var mere bange for at dø til sygdom, end at dø til en fremmed.  

Hendes tanker var langt væk, da hun pludselig blev opmærksom på en mand der råbte "Tyv...", Icha så forskrækket op, i første omgang to det et par sekunder for hende at opfatte, hvor hun var. Hun greb forvirret efter sin egen pung og man kunne næsten mærke den lettelse der strømmede ud fra hende, da hun mærkede læderets bløde stof mellem hendes fingre. Et røre spredte sig på markedspladsen. Folk stirrede mistænksomt på fremmede og greb fastere om deres værdier, mens de forurettet diskuterede denne seneste uhørlighed med deres nærmeste. 
Det var som om alle omkring hende begyndte at træde et ekstra langt skridt uden om hende og hun fik ikke så få blikke. Icha stoppede op i et øjeblik og smilede ironisk. *Straffen for, at klæde sig diskret* tænkte hun og rystede på hovedet *du ligner en tyv*. Hun begyndte med hastige skridt at bevæge sig videre på markedspladsen, hun ville væk fra dette inden det udviklede sig til et rent inferno. Nogle bag hende råbte "STOP tyven!". Det var ikke til at sige, hvem der havde råbt det og med hvilken person i tankerne. 

Paka vidste at det ville blive umuligt at stjæle noget fra nogen på markedspladsen de næste par timer. Nu hvor nogen havde opdaget at de var blevet en pung lettere, så ville alle knytte deres hånd noget tættere om deres penge. Han havde også fået det han skulle have, så nu skulle han bare komme væk inden nogen lagde mærke til at en som ham var her. Nogen af de modigere folk tog fat i folk de syntes så mistænkelige ud for at se om det muligvis var tyven. Han havde ikke lige et behov for et eller andet brød ville tage fat i kraven på ham. Selv hvis han ikke havde taget pungen, så ville han blive beskyldt for tyveriet. 

Da nogen valgte at råbe 'stop tyven' kiggede han sig over skulderen for at se om det var nogen der mente at det var ham og satte tempoet op. Inden han fik vendt blikket tilbage mod sin flugtrute, stødte han inde i en spinkel skikkelse, som virkede til at være på højde med ham. Han blev så overrasket at han tabte den pung som han lige havde stjålet. Han kunne ikke nå at gribe den, inden den faldt til jorden med en tydlig klirren og nogle mønter trillede ud på brostenene. Han trådte hurtigt et skridt tilbage så han stod en god afstand til pungen, og den som han var trådt ind i. "Se! Hun havde en pung mere! Hun er tyven!", råbte han og pegede på hende, men trak hurtigt poten til sig igen. De omkring stående vendte dog hurtigt blikket mod den anklagede, og lagde ikke mærke til den pels- og kappeklædte skikkelse. Pungen ved hendes fødder og et andet i bæltet var hvert fald nok til at folk tog det for gode varer at hun var tyven. Enkelte skilte sig ud fra gruppen af mennesker for at prøve på at trænge - hvad Paka nu så - pigen op i et hjørne, så hun ikke kunne slippe væk indtil den forurettede kunne få sin pung tilbage.

Heldigvis for Paka var folk hurtigt meget fokuserede på pigen, men glemte alt om pungen der stadigvæk lå på jorden. Med et hurtigt snuptag, fik han løftet pungen op fra brostenene og gemt de resterende mønter tilbage under sin kappe og begyndte med raske skridt at bevæge sig væk fra tumulten. Og det ikke et øjeblik for sent. Han nåede lige at få et glimt fra den mand som han havde taget pungen fra mase sig hen til den anklagede pige. "Hvor er den tyveunge?!", råbte han. Det tog ham dog ikke lang tid til at afslå at den anklagede havde været i nærheden af ham. Først da begyndte folk at lede efter pungen og anklageren der igen var forsvundet ind i folkemængden og ind af en gyde for at slippe for nysgerrige blikke, så han kunne lænse pungen og gemme godterne af vejen i sin egen pung.

Ichareia prøvede at komme ud til udkanten af markedet, hun brød sig bestemt ikke om at være i denne gruppe af ophidsede mennesker, der anklagede alle til højre og venstre for dem. Pludselig befandt hun sig på sin bagdel på jorden, hun var i første omgang ikke klar over, hvordan hun var endt der. Hun tog sig let til panden, hendes hat var blevet skubbet halvt af, så man tydeligt kunne se hendes ansigt. Hun kiggede forvirret på den fremmede foran hende og derefter på pungen som lå på jorden. "Du er tyven?" sagde hun næsten med en hvisken, som om hun ikke rigtig havde fattet det. Inden hun vidste af det havde han dog peget på hende og råbt "Se! Hun havde en pung mere! Hun er tyven!". Inden hun nåede at opfatte, hvad der var sket, var hun blevet omringet af en flok vrede mennesker, der prikkede til hende og fortalte hende, hvor forfærdeligt et menneske hun var, og, at nu hvor hun var blevet fanget ville hun nok få en seriøs straf. Ichareia nærmest skælvede ind til knoglerne. "Me..men", forsøgte hun sig stammende. "D..de..det", *tag dig sammen Icha* "Det var ikke mig!" sagde hun med en stemme, der stadig trods en smule skælven, var bestemt. "Det var ham!" hun pegede bag menneskemængden. De fleste ignorerede hendes beskyldning, men de få enkelte der kiggede i den retning hun pegede rystede bare på hovedet og grinte af hende. "Der er jo ikke nogen", sagde de med hån i stemmen.

Det var først, da pungens oprindelige ejer dukkede op, at der blev lagt klarhed over tingene. Han afviste brat, at Icha kunne havde taget pungen, og hun fik lov at rejse sig fra den beskidte jord, men der var ingen der så meget som overvejede at sige undskyld for deres nedværdigende behandling et par minutter forinden. "Gå ad helvede til", rasede hun, uden rigtig at have et mål for sin vrede. Hun børstede støvet af sit tøj og stirrede vredt på menneskerne omkring hende, men ingen af dem tog notits af hende mere. Hun skubbede hatten helt ned i panden, og begav sig til at lede efter den person der havde anklaget hende. 

Icha havde en fornemmelse af, at eftersom han tydeligvis var den rigtige tyv, ville han ikke befinde sig midt på markedspladsen mere, det ville være for farligt med alle dem, der legede detektiver og anklagede alle de kom forbi. "Stupide, ignorante, umulige mennesker" nærmest hvæsede hun ud mellem tænderne, mens hun med vrede skridt bevægede sig mod udkanten af markedspladsen. 
Der var langt færre mennesker herude og husenes skygge dannede nogle forholdsvis ubehagelige gyder, men Ichareia var lige p.t. for vred til at tage sig af, om en gyde måske ikke var det mest behagelige sted at bevæge sig hen. Hun kiggede ind i skyggerne, men uden rigtig at kunne se nogle personer derinde. Pludselig så hun en bevægelse i en af gyderne og hun begyndte med faste skridt at gå ned mod den person der stod der. Hun kunne ikke se ham tydeligt, men den mørke kappe lignede til forveksling den, som tyven havde haft på. 
"Tyv!" Sagde hun med lav hæs stemme, hun følte sig ikke alt for intimideret af den fremmede, da han faktisk var en anelse lavere end hende. "Hvad skulle det til for!", hun var alt for vred og uerfaren til at have gennemtænkt situationen. Hun var ikke engang klar over, hvad hun selv ville have ud af situationen. 

Ichareia holdt nøje øje med hans bevægelser da han vendte sig om, men hun opfangede ikke, at han tabte pungen. Hun behøvede heller ikke den information, for hun kunne genkende hans påklædning fra markedspladsen. Der var ingen tvivl, dette var den mystiske person, der havde anklaget hende for tyveriet af den pung der havde ligget på jorden det ene øjeblik, men som pudsigt nok var forsvundet i samme øjeblik anklageren også var det.
"Hæderlig" hun fnyste "Er det, det de kalder det nu om dage?", hendes kropssprog udtrykte lutter afsky. "Hvis du er en hæderlig borger, så vil jeg nødig møde forbryderne i denne by". Hendes grønne øjne lynede imod ham, men det var også det eneste. Hun havde hverken rekvisitterne eller temperamentet til at springe på ham. På trods af, at hun nu stod og stirrede på forbryderen var det som om hendes hjerne ikke helt ville fortælle hende målet med denne konfrontation.

"Det".. hun tøvede let. *ja, hvad laver du egentlig her? Han kunne være farlig. Forhelvede Icha*. Hendes øjne skiftede med det samme fra lynende til en eftertænksom bekymring. "Jeg... øhh.." hun ransagede sine tanker efter en god grund til at stå i en gyde og beskylde en fremmed person for at stjæle. Efter en kort periodes indre diskussion tog hun sig sammen. "Jeg vil bare gerne vide, hvorfor du beskyldte mig for at stjæle", sagde hun med fast stemme. 
Hun var ikke klar over, hvorfor det pludselig var denne undskyldning hun tyede til. Egentlig var hun ligeglad med, hvorfor han havde beskyldt hende for at stjæle, hele chokket omkring at blive anklaget havde til gengæld været nok til at få hendes hjerne til snappe. Hun gyste let ved tanken om, at hun i dette sekund kunne være på vej til en eller anden myndighed for at blive straffet for tyveri. Hun kendte ikke den eksakte straf, men så vidt hun kunne huske fra undervisningen på skolen, så var det ikke bagateller tyve blev udsat for. "Er du klar over, at jeg kunne have mistet en hånd... eller livet?" Usikkerheden forsvandt lige så stille og blev afløst af vrede, ved tanken om, hvad der kunne være hændt hende. 

Han måtte nok i sit stille indre indrømme at han ikke var den værste forbryder at støde på. Der var mange der var langt mere brutale - og stærkere - end han var. Han tyede til list. Det var lettere at undslippe, og så fik man ikke lige så stort et ry, som hvis man slå alle folk ned som man røvede. Så eftersøgt var han heldigvis heller ikke. 

Han slappede lidt mere af da han mærkede at hun selv blev mere usikker, men han kunne dog ikke helt styre sin hale der stadigvæk piskede let under hans kappe og fik den til at bevæge sig, så det næsten virkede til at der gik en let brise gennem gyden. "Du lå med pungen for dine fødder. Hvor skulle jeg vide fra at det ikke skulle være dig? Det eneste jeg vidste var at nogen ledte efter en tyv." Han prøvede at spille uskyldig. Hun kunne jo ikke med garanti vide at han var tyven? Det håbede han hvert fald. Han håbede bare at hun ikke gennemskuede ham. Det ville være problematisk. Hvert fald hvis hun valgte at tilkalde vagterne. "De gør vel ved tyvepak som loven foreskriver. Hvorfor skulle jeg vide hvad straffen er? Jeg bryder mig ikke om at se på afstraffelser. For meget skrig, blod og lugt af pis. Ikke noget som jeg ligefrem nyder," sagde han med al den afsky han kunne mønstre. Ikke svært når han virkelig ikke brød sig om alle de ting. 

Ichareia sendte ham et fornærmet blik. Hende tyv. I hendes verden var det lige så logisk som at beskylde himlen for at være mørkegrøn når man kiggede væk. "Jamen så var det da helt perfekt, at jeg så SÅ skyldig ud ved bare at være faldet", sagde hun forurettet og slog frustreret ud med hænderne. En strøm af tanker gled igennem hendes hoved, hun var stødt ind i denne mand, det var hun nærmest stensikker på. Pungen havde pludselig ligget på jorden foran hende og så var kaoset for alvor brudt løs. Men var hun reelt set sikker på, at denne mand havde stjålet pungen i første omgang? Hendes vrede dampede af som når luften går af en ballon. Hun måtte indrømme over for sig selv, at det virkede underligt, at pungen var dukket op foran hende kort efter hun var stødt ind i den fremmede, men det betød ikke nødvendigvis, at han selv havde stjålet pungen. Det kunne vel lige så vel være en anden. Hun tog sig frustreret til hovedet og kom til at skubbe til hatten så den dalede mod jorden og afslørede hendes knold af lyst hår. Hun så efter den og bukkede sig ned for at samle den op mens hun mumlede: "Jeg er ikke ude på at beskylde uskyldige" for sig selv, knap hørligt. 

Hun rettede blikket mod ham igen. "Jeg er heller ikke ligefrem fan af afstraffelser", sagde hun spidst,  "Men det er ikke kun offentlige afstraffelser der medfører sådan en lidelse" fortsatte hun mere for sig selv end rettet mod ham. 

"Du burde i hvert fald ikke kaste rundt med beskyldninger!" Hendes stemme var fast og hun havde blikket rettet direkte mod ham. Hun kunne godt se det ironiske i, at hun lige havde beskyldt ham for at være tyv uden at være sikker, men håbede han ikke bemærkede dette. 



 

Ved guderne! Hun åd sgu hans historie! Det havde han ikke regnet med. De fleste var overbeviste nok så snart de så hans pels, men måske havde tusmørket i gyden skjult ham godt nok, til at hun ikke kunne se ham tydeligt nok. Eller måske var det en af de få væsner der faktisk ikke hadede folk som ham? Han håbede på det sidste. Han havde ikke brug for at blive forfulgt igen. På hendes ord som hun ikke sagde alt for højt, lød det dog til at hun troede på hans historie at han var mindst lige så uimpliceret som hun var. 
Han trak på skuldrene. Han havde gjort det i panik. Prøvet at give Sorte Per videre, og det var lykkes ham denne gang - imponerende nok. "Hvad kan jeg sige. Folk er desperate og man langer ud efter dem der lige er i nærheden i pressede øjeblikke. Vi var bare begge to det forkerte sted på det forkerte tidspunkt," sagde han og prøvede at lyde lidt undskyldende. Han trak sin kappe lidt tættere om sig. Han ville helst ikke have at hun så at hans pung var ganske velopfyldt på nuværende tidspunkt. Han ville gerne slippe for eventuelle forklaringsproblemer.

Ved guderne! Hun åd sgu hans historie! Det havde han ikke regnet med. De fleste var overbeviste nok så snart de så hans pels, men måske havde tusmørket i gyden skjult ham godt nok, til at hun ikke kunne se ham tydeligt nok. Eller måske var det en af de få væsner der faktisk ikke hadede folk som ham? Han håbede på det sidste. Han havde ikke brug for at blive forfulgt igen. På hendes ord som hun ikke sagde alt for højt, lød det dog til at hun troede på hans historie at han var mindst lige så uimpliceret som hun var. 
Han trak på skuldrene. Han havde gjort det i panik. Prøvet at give Sorte Per videre, og det var lykkes ham denne gang - imponerende nok. "Hvad kan jeg sige. Folk er desperate og man langer ud efter dem der lige er i nærheden i pressede øjeblikke. Vi var bare begge to det forkerte sted på det forkerte tidspunkt," sagde han og prøvede at lyde lidt undskyldende. Han trak sin kappe lidt tættere om sig. Han ville helst ikke have at hun så at hans pung var ganske velopfyldt på nuværende tidspunkt. Han ville gerne slippe for eventuelle forklaringsproblemer.

Ichareia så på ham med et skeptisk blik.. Så trak hun let på skulderende. "Det har du nok ret i" sagde hun eftergivende. Hun følte sig langt fra sikker på noget lige nu.. Han kunne være skyldig, men han kunne lige så vel være uskyldig og eftersom hun var meget imod at dømme uskyldige, ligesom hun var meget imod at blive uskyldigt dømt.. en gysen løb igennem hendes krop.. måtte de manglende beviser helt klart komme ham til gode. Hun rakte forsigtigt hånden frem, "Du må undskylde jeg anklagede dig for at være tyv", sagde hun så stille. Hun havde ikke tilgivet ham for at anklage hende for at være tyv, men hun accepterede let hans forklaring. Det var sikkert hændeligt uheld og lige meget, hvordan han opførte sig, kunne hun jo ikke tillade sig at komme ned på samme niveau og gå og kaste beskyldninger rundt. 

Hun så sig for første gang rundt i gyden og rystede let på hovedet, "hvad laver du egentlig i en gyde som denne?" spurgte hun efterfølgende og kiggede tilbage over skulderende mod markedspladsen. Den var da noget så skummel. Hun tog sig let til spidsen af ørene under hatten, som for at værne sig mod mørkets farer. Det var ikke altid en fordel at ligne en elver. 

Han trak blot sin kappe tættere om sig da hun rakte hånden mod ham, som en undskyldning. Han ville helst ikke gøre hende opmærksom på at han faktisk besad poter, men heldigvis så var der alligevel en god undskyldning for at lade være. "Jeg har ikke lige lyst til at give hånd. Jeg ved ikke om du er magiker, og jeg vil helst beholde mit skin," sagde han og trak sig lidt tilbage. At have ytret ordene fik ham en gang til til at tænke over at hun kunne være magikere. Han havde ikke lyst til at hun skulle ende med at eksplodere i en kæmpe ildkugle mens han var i nærheden. Han trådte bare et enkelt ekstra skridt væk fra hende, mens halen begyndte nervøst at sitre under kappen, som fik den til at blafre en smule.

Han kiggede sig rundt i gyden da hun nævnte den, som om han lige skulle minde sig selv om at han faktisk var i en gyde. "Jeg.. ehm," startede han lidt forvirret. Han var ikke lige forberedt på at blive spurgt om det. "Det er den hurtigste vej hjem for mig," forklarede han, selvom det ikke var helt sandt. Han burde egentlig om på den anden side af markedspladsen, hvis han skulle komme til det område han for det meste fandt et sted hvor han kunne sove for natten uden at risikere alt for meget.

Ichareia trak hånden til sig som havde hun brændt sig. Han havde jo ret, hun var 'magiker'. Eller måske ikke direkte, hun var ikke sådan en troldmand med hat og magiske formularer som man fortalt om i historierne, hun kunne heller ikke sende ildkugler eller flytte ting med tanken, hvilket der var nogle der kunne, hvis man skulle tro på undervisningen på skolen. Hun kunne dog stadig skade ham, selvom det ikke var intentionen, hun havde godt lagt mærke til, at hendes evner ikke var under kontrol og så positive som healing evner ellers altid lød, havde kaoset også betydet, at hun kunne indføre sygdomme i folk de ikke havde i forvejen, selvom hun desperat havde kæmpet mod dette. Hun skar en grimasse. Møg magi. 

"Jamen, i så fald burde jeg ikke genere dig mere", hun trak let på skulderene og undrede sig lidt over, hvor han mon kunne bo siden han var gået ind i denne gyde, men hun kendte heller ikke rigtig byen, her virkede blot skummelt. Hendes mave rumlede hørligt og mindede hende om, hvorfor hun havde været på markedspladsen i første omgang. Hun havde helt glemt hvor sulten hun var, hun tog sig let til maven og smilte lettere akavet. "det er vidst også ved at være tid til at finde noget mad" og et sted at sove.