Sten og grene blev skubbet til side og knækket som det halvstore behårede dyr kom trampende gennem skoven uden rigtigt at bide mærke til hvad der var omkring den. Lidt som et bredt smil sad på dens mund som den blot kom luntende. Et mindre "puf" lød sammen med en gren der knækkede da dyret aktiverede en fælde som sprang og dækkede området med tyk ubehagelig røg. Dyret der var inde i røgen forsøgte blot at komme ud af røgen, hvilket foregik så hurtigt det var muligt. Dyret som var en jærv løb alt hvad dens små ben kunne klare i den bedste retning den kunne finde på for at komme ud af røgen, mens det kunne ses hvordan tårene trillede fra dens øjne da det sveg, i øjnnene, næsen og selv ned i halsen var det ubehageligt. Under dens løben forvandlede dyret sig til et fuldvoksent menneske, som dog bare fortsatte løbet et par skridt endnu. Inden han stoppede op og begyndte at gnide sine øjne.

Han tog hænderne fra sine øjne og begyndte at kigge rundt. Hans syn var sløret af svien og tårende, han vaklede derfor også en smule da han ikke var helt sikker på hvor han satte sine fødder. Han fik dog øje på noget der glimtede lidt og derved var han ret sikker på det var vand, som han med forsigtige skridt bevægede sig hen til vandet som viste sig at være en form for skål eller lignende. Men hvad pokker han kunne ikek være mere ligeglad, så han tog blot med glæde for sig og begyndte at skylle hans øjne med vandet med det samme.

Efter at have skyllet hans øjne begyndte han at kigge rundt, han havde sådan en underlig kriblen i kroppen, men sådan havde det været i lang tid nu syntes han. Måske det havde noget at gøre med al den kaos der skete rundt omkring i landet? Naaah, det var nok bare lidt smådyr der kravlede på ham. Nå nu var han i stand til at se igen, nu kunne overveje at begynde at lede efter noget tøj at tage på inden han risikerede nogen der kom forbi og så ham.

Asja havde en tendens til at surmule. Faktisk, ville hun gå så langt til at sige hun var lidt af en mester til det. 
Hun havde mange ansigtstræk, og størstedelen af dem var ganske arrige. Især for sådan en lille ting som hun plejede at være. Denne tanke fik en mere irritabel grimasse til at skære hen over de små fine træk. For lille, det kunne man ikke kalde hende længere. Jo vist var 1.62 cm ikke særlig højt, men for hende. Var det for hvad mennesker i denne højde ville betragte som 2-3 meter høje mandspersoner. 
Og hun var ret glad for sin størrelse! 
Med armene over kors og benene i skrædderstilling sad den petite kvinde og skulede til omverden. Fanden nogle dage det havde været, siden hvornår havde hun hellere ikke haft styr på sine kræfter. Hvis de fandens til dæmoner da også passede dem selv! Fandens mide misfostre, en omgang indavl. Det var hvad de var, og nu synes det fandeme også at de skulle regerer hele landet.
Jamen se hvor godt det gik for dem sidste gang.

De mosegrønne øjne betragtede hende bo oppe i træet hun sad ved siden af. Ja der passede hun jo ikke ind længere, det havde virkelig været heldig at hun havde været i sine fuldefem og afprøvet eliksiren ude for boet frem for inde i. Tænk hvad der ikke var sket hvis hendes groning var sket derinde?
Hun skævlede ved tanken. 
Men så var det, dét skete. Noget som fik tankerne på anden geled. En af fælderne var gået af. Og den aske pinkhåret pige rejste sig hurtigt op. Hvilket resulterede i at hun væltede over de væmmelige stylter af ben og faldt lige på næsen.
,,Troldesnask og stinksvamp!'' hun var ved at være godt træt af ikke at kunne flyve. Men vingerne havde givet fuldstændig op efter forvandlingen - ikke at det havde virket særlig godt før.

Det tog lidt tilvænning, men efter et par usikre skridt begyndte hun at løbe igennem skoven. Og få minutter efter stod hun ved kanten af røgen der udgjorde af den røgbombe der havde været der før. 
Storslået!
Men før hun fik set sig om, var det næste syn af en nøgen mand som brugte hendes gamle bade bassin som vandskål til at skylde sine øjne.

,,HVAD!'' hendes skrig var et par decibel højere end normale mennesker nok kunne klare. 
,,Din Langhåret bøvsebavian! Hvad tror du, DU laver her!?'' afmærkningerne på hendes krop begyndte langsomt og lyse op. Hvor vovede han at bruge hendes ting?!

Relyua stod og nød freden og roen mens han fik vasket sine øjne, og så ellers begyndte at kigge rundt efter noget han måske kunne bruge som tøj. men det var ikke længe han fik lov til at stå der før en skinger og irriteret stemme afbrød stilheden. Han kiggede chokeret på hende, da han var blevet en smule overrasket. Han vidste ikke hvad han skulle svare så han pegede blot på røgskyen da det vel burde kunne forklare hvad han lavede der. Han fik dog sine tanker på geled igen, da det gik op for ham hvor meget hun faktisk havde svinet ham til verbalt.

"Jeg vasker røg ude af mine øjne, efter det der!"

Han havde sgu ikke tænkt sig at undskylde, selv hvis han havde vidst det havde været der hun normalt tog bad. Irritationen over hvordan hun snakkede til ham, gjorde også at han ikke engang tænkte over at han stod nøgen overfor hende, eller det faktum at hans ene ben langsomt var begyndt at forvandle sig til sten fra foden af og op af det. Han kiggede ned på sit ben, da det gik op for ham. Han lignede derefter en der stod og koncentrerede sig om at få det til at stoppe, men desværre spredte det sig indtil det nu havde dækket begge hans ben og op til lige under navlen. Nååå det kunne vel også fungere som en form for tøj ikke sandt?

"Så hvis du har så stort et problem med at jeg er her, så burde du måske sætte skilte, eller hegn op istedet for fælder!"

Det havde da om ikke andet holdt ham ude, eller i hvert fald gjort at han havde forsøgt sig at snige sig igennem, hvilket det var tydeligt han ikke havde forsøgt på nogen måde. Han lagde armene over kors for at vise hende at hun ikke skulle komme her og råbe af ham. Først nu gik det op for ham hvor underlig hun så ud, det farverige hår og hud. Og tøjet var jo også helt forkert!? Hvad pokker var det for en race, hun lignede jo næsten en alf.

"Og hvad fanden er du? En eller anden form for forvokset alf?"

Det var ment som et nysgerrigt spørgsmålt, sådan set også venligt nok, men grundet den tidligere irritation kom det nok ikke særligt pænt ud af munden på ham. Som nu også var lige ved at blive forvandlet til sten.

Et smørret smil erstattede hendes tidligere irritabelt grimasse mens hun lagde armene overkors. 
Iført nogle skind hun havde stjålet fra en landsby ikke så langt væk fra hvor hun boede, betragtede hun manden der tydeligvis ikke kunne tåle en omgang røg. Bogstavelig talt. 
,,Hvad sjov er der i hegn og skilte når fælder er meget mere effektivt - desuden så holder de fleste personer sig ikke fra at krydse steder hvor der tydeligvis bliver angivet - adgang forbudt'' hendes stemme var en næsten normalt toneleje. Ikke særlig tit at hun snakkede så høfligt til andre. Hvis man kunne kalde det - høfligt.

Et øjenbryn blev hævet da hans forvandling gik i gang. Hvad var han dog for en mærkelig tingest. Elver, så meget kunne hun da gætte sig til. Men ikke lige som de elver hun kendte ikke fra den stinkende grønsagsgnaskende Elverly by. 
Hvor hørte han så til? 
Hendes øjne spærrede dog hurtigt op da hans fornemmelse blev slynget imod hende. For- forvokset alf!?
Nu havde hun aldrig! Hvilken magen til frækhed, hvilket krapyl! Sleske omvandrende skovsten!  

Med et par lange skridt stod hun lige foran ham og jappede ham hårdt i brystkassen.
,,Hør her din overbevoksede mos stinkende .... STEN..''
den røde farve var efterhånden ved at overtage hendes ansigt fuldstændig.
,,Jeg er ikke nogen forvokset alf! Eller jo - men - NEJ!'' hendes stemme var nu ganske mørk mens hun kiggede alvorligt på ham. Trods at hun prøvede at beherske sig kunne hun mærke hvordan magien omkring hende summede og skoven omkring hende begyndte at reagere på hendes kalden.
Heldigvis virkede det til at hun for første gang i meget lang tid faktisk havde kontrol over det hun gjorde og skud af træer begyndte at vokse op bag hende, klar til at slå ham et ordenlig en på nøden hvis han ikke opførte sig ordenligt.

,,Du kommer her! Bræser ind på mit territorium og forventer at jeg sender roser og indbyder til kaffe!? Også oven i det fornærmer du mig også!!'' hendes kinder pustede sig op mens hun atter prikkede ham i brystkassen ,,Sådan funker det ikke her i skoven FISTER''

Han så på hende da hun kom det smørrede smil, hvad fanden skulle det til for? Han kunne dog ikke andet end at smile let og så ryste på hovedet af hendes ord om at fælder var bedre. Han var jo kommet ind så havde det måske hjulpet bedre med et hegn og nogle skilte? Han kiggede af den grund bare en smule undrende på hende.

"Jeg havde ikke været her hvis der havde været et skilt og et hegn istedet! Jeg vidste jo ikke engang det var privatgrund fordi der intet står"

Han kiggede på hende som hun jabbede ham i brystet, hvilket blot fik ham til at plante en finger mod hendes bryst selv og så skubbe til for at forsøge at få hende til at træde tilbage. Hun var da godt nok en flabet lille tingest, eller åbenbart ikke så lille som hun var vant til, udfra at hun gav ham ret i at hun altså var en forvokset alf, hvilket da var en lille smule morsomt. Han grinede også en smule af hends fornærmelse over hendes pludselige udbrud af STEN.

"Hør her, jeg kommer aldeles ikke brasende! Du havde ikke engang vidst jeg var her hvis det ikke havde været for din egen forbandende fælde! og du klager over at jeg fornærmer dig, når din mund er lige så slem som et svovlfyldt hul af dæmoner!"

Han prikkede derefter bare tilbage igen, nu hele hans krop var blevet forvandlet til sten. Det var sådan en underlig følelse når hun prikkede ham, det kunne mærkes men føltes vildt underligt da han ikke rigtigt følte det alligevel. Han havde forsøgt at stoppe forvandling, og blive sig selv igen, men ak, det var der ingen chance for kunne han godt mærke som magien bare blev ved med at holde ham forvandlet.

"Så jo sådan fungerer det, når du er ubehøvlet overfor mig, så har jeg også tænkt mig at være mindst lige så ubehøvlet overfor dig!"

Han så hende i øjnene, nærmest stirrede hende i øjnene, hun skulle sgu ikke tro at bare fordi hun ejede det her område at hun så kunne behandle andre sådan her, det var ikke sådan han legede i hvert fald, hvis hun ville være ubehøvlet kunne hun få igen af samme skuffe.
//Rullede 6 for sten evnen, men dog kun for om den aktiverede af sig selv.

Den første gang han prøvede at røre hende, for en af grenene frem og prøvede at gribe ud efter hans håndled for at holde det på plads. Der var ingen, og det var absolut ingen som skulle rører hende.
Man kunne ikke bort forklare det som berørings angst da hun jo sagtens kunne røre ved andre. Men måske alligevel, da hun ikke havde det godt med at andre prøvede at røre hende. 
Lidt lige som at hun slet ikke kunne tåle at andre fornærmede hende. Hvilket ikke gik særlig godt med den logik når hun fornærmede alt der havde ben og kunne gå på dem. 

Hvilket kun gjorde at hendes pis gik endnu mere i kog da han fyrede den ene fornærmelse efter den anden efter hende. Også var de ikke en gang særlig gode! Hvad fanden var en svovlfyldt hul af dæmoner. Det var jo ikke en gang sjovt, og totalt ukorrekt!
Ah dobbelt morale længe leve. En ting hun ville vanære omkring, så længe hun levede.

,,Nu høre du godt efter'' den lyse stemme var blevet en lavmeldt knurren
,,Hvis du ikke vare din tunge, din stenbefængte underhylde skuffe.'' hun trådte et skridt tættere på så hun kunne stirre ham lige tilbage ind i hans øjne.

,,Mit land, er mit område. Og jeg behøver ikke hegn eller skilte for at få folk til at holde sig væk. Jeg bestemmer hvordan jeg hersker over denne ejendom! Og sidst mongoler på din højde kom farene forbi, mistede jeg alt hvad havde kært.''
hun var så varm af raseri at hun slet ikke kunne tænke en lige linje. Hvis det overhoved var noget man kunne.
,,Du, min fine agurketud - skal bare være glad for at det var røgbomben og ikke stinkbomben du bevægede dig ind i. Men jeg kan med glæde gøre dig den fornøjelse!''

Han knurrede højlydt af hende da hendes planter greb fast om hans ene højlyd, og bare for at være hende på tværs sørgede han for at prikke udenom grenene den anden gang han prikkede hende, hun skulle fandme ikke tro hun kunne sådan få lov til at rpikke til ham uden han havde tænkt sig at prikke igen. Det var også af den grund at han ikke kunne lade være med at grine af hendes ord da hun bad ham om at vare sin tunge, og han sørgede for at presse sig helt op mod hende hvis hun ikke veg tilbage. Hun skulle fandme ikke tro hun var noget!

"Det er da vist dig der skal vare din tunge, hvis du ved hvad der er dig bedst!"

Han blev bare ved med at stirre tilbage på hende, han ville ikke vige fra hende, når hun skulle være på den måde, og han stod også klar til at gribe fast om hende hvis hun havde tænkt sig at gribe fat i ham med flere planter.

"Ikke brug for skilte eller hegn for at holde folk ude? Men folk kommer jo tydeligtvis vadende ind hvis du har brug for fælderne, og de holder jo ikke folk væk! din lille bavian... Og at du mistedet alt hvad du havde kært er sgu da ikke min skyld! Er du sikker på du ikke havde pisset dem af i forvejen med alle dine fornærmelser!?"

Han kunne ikke holde et grin tilbage da hun truede ham med stinkbomberne. Han kiggede hende dybt og seriøst i øjnene som han bare med en kold og ligegyldig stemme talte.

"Jeg tror næppe de kan være værre end dig!"

Han var ligesom hende ved at have fået pisset godt og grundigt i kog, kreativ med hans fornærmelser var han ikke sammenlignet med hende, men det skulle ikke stoppe ham fra at fortsætte med det når hun ikke ville opføre sig pænt.

Et grumt smil, ja nogen ville sige næsten sygeligt. Begyndte lige så stille at forme sig hen over hendes læber. 
Så han ville gerne spille stor sej elver? Jamen hvis det var det han ønskede skulle hun da ikke stå i vejen for hans drømme.
,,Du har virkelig ikke meget at ligge det i? Du kan jo ikke en gang styre dine egne evner - eller vil du vove og påstå at du faktisk gerne vil forblive en sten?''

Hele situationen havde steget den lille, nu store alf til hoved. Hvilket gjorde at hun ikke lagde mærke til hvor tæt hun egentlig stod på hanelveren. Eller - hvor nøgen han i virkeligheden var. 
Hvordan situationen ikke måtte se ud, fra den udefrakommende. Ikke at der plejede at være nogen i miles omkreds. 

Slyngplanterne i området begyndte lige så stille at liste frem fra skovbunden og begyndte at sno sig rundt omkring mandens ankler og ben. Det ville dog være nemt nok for ham at knække disse grene var han hurtig nok til at opdage dem før de havde taget overgrebet fuldstændig. 
,,Så hr fissefornem der ikke kan tage lidt røg - hvordan tror du at det ville være at sluge min nyeste eliksir? Jeg har længe ville afprøve den'' en flaske med en flot gylden væske blev hævet frem inde fra skindet der var hyldet om hendes spinkle krop ,,Drik den, og jeg lader dig være i fred'' hun stillede sig væk fra ham og rakte så hånden frem for at aflevere den til ham.

Han kiggede på hende som hun begyndte at forsøge at lave grin med hans evne, lille oppustede alf. Forståeligt at hun boede herude alene, hvem fanden ville gide at bruge tid med sådan en tingest!? Han orkede helt seriøst ikke at diskutere eller skændes mere med hende. Hans eneste reaktion mod hendes ord var derfor bare en blank stirren og et trak på skuldrende. Han gjorde så an til at vende hende ryggen med en sidste kommentar.

"Og du kan ikke styre din størrelse lyder det til!"

Han kiggede på hende og sparkede med sine ben da han mærkede slyngplanterne. Han vendte sig dog om og kiggede på hende da hun spurgte om han ville drikke hendes nyeste eliksir. Hvad fanden troede hun selv!? at han ville hjælpe hende efter den behandling hun havde givet ham!? Hun var da godt nok den fissefornemme her hvis hun troede at han ville gøre det... Men ak han kunne vel lige så godt?

"Ja ja, når prinsessen jo sådan har brug for min hjælp så lad mig da give dig en hånd!"

Han tog så imod flasken, og trak proppen af og satte den for læberne. Men lige som han satte den for ombestemte han sig, og slyngede istedet væsken i hovedet på den forvoksede alf. Han så på hende, fordi han var fandme ikke hendes forsøgskanin. Kunne han måske havde været hvis hun havde spurgt ham pænt, men under disse omstændigheder kunne hun godt glemme det!

"Jeg er ikke din forsøgskanin! Næste gang du vil have hjælp med noget, hvad så med at spørge pænt?"

Han kæmpede stadig med at holde alle hendes slyngplanter af ham, åhhh hvor de dog var irriterende! Han kunne fandme ligeså godt forvandle sig til hans dyreform så kunne det være at han kunne komme væk? Men nej lad os nu se om hun måske havde noget at sige til ham. Langsome begyndte hans krop også at blive normal igen.

Hendes øjne blev smalle. Munden tæt snerpet sammen. Der var ingen der skulle kalde hende en prinsesse. Måske fordi at ordene lå så tæt på sandheden, og det var et minde i fortiden hun helst ville glemme. Gerne for evigt.
Men hun formåede ikke at sige noget, det var jo ikke just fordi hun havde brug for hans hjælp. Hun havde flere, måske ikke frivillige, men bestemt individer hun kunne få samme resultater fra. Hele dette blev dog ødelagt da eliksiren blev sendt imod hendes ansigt, kun for at slyngplanten skød en ny gren frem og greb den i luften. Et par dråber landede på hendes hud, hvor nogle spinkle om ikke slanke fingre tørrede dem væk. De mosegrønne øjne lagde sig på væsken der dryppede ned fra neglende.
Det var som om alt gik i stå i hendes hoved, der var ingen arrige bemærkninger, ingen fornærmelser. Stilhed. Bare for en kort stund, for at en mørk skygge lagde sig hen over hendes ansigt. De grønne øjne blev næsten sorte, da hun lige så stille lod blikket glide hen imod ham.
Hun var en ond person, helt ind til kernen, men mange gange blev det kun vist i den måde hun behandlede folk. Men han havde vækket noget i hende, noget så dyrisk at hun ikke længere kunne lægge låg på det. Som skete der en eksplosion i luften, brød der et dusin slyngplanter op bag hende.

,,Jeg er så træt af folk, jeg er så træt af folk der vader rundt steder de ikke burde være.’’ stemmen der før havde været alt for lys til en størrelse som hende. Var faldet i dybden og hun holdte blikket fast imod manden foran hende. Hendes hånd fór frem i et forsøg på at gribe fast i hans kæbe for at holde hans blik imod hendes.

Relyua som normalt var venlig, godhjertet og samarbejdsvillig var alt andet sammed med Asja. Lige nu ville han gøre hvad han kunne for at pisse hende af. Hun fortjenede ikke bedre fra ham, eftersom at hun mente det var okay af hende at skælde ham ud for at gå et sted han ikke kunne vide var hendes, og så mene at det var forkert af ham at svare hende igen. Fandeme nej om han ville lege med hende på den måde!

Da hendes øjne og mund snerpede sammen som de gjorde, morede han sig indvendigt, sågar udvendigt da et smil tydeligt bredte sig henover hans læber. Åhhh det var så godt, så rart at se han havde fået sagt noget der virkeligt påvirkede hende. Så kunne hun lære at være mere venlig mod folk. Forbandede alf der åbenbart troede hun ejede skoven, og så endda uden at afmærke den. Møgunge!

"Skal jeg have ondt af dig, som ikke marke..."

Var alt han nåede at sige inden hendes hånd kom farene frem mod hans kæbe, og han stoppede sine ord i samme omgang, da hun fandme ikke skulle tro hun kunne nærme sig ham bare sådan. Hvilket også var grunden til at da hendes hånd nogen tæt på hans ansigt, bed han bare frem efter hende, mens han forsøgte at skifte om til sit dyr, men hvis det ikke ligefrem virkede så kunne han godt leve med at bide hende med mere menneskelige tænder. Det der skete var dog noget han aldrig havde oplevet før da hans forvandling blev til noget af en underlig mellemting. Det stoppede ham dog ikke i at forsøge at bide sammen om hendes hånd. Hans hoved lignede en forvokset jærvs, og der var begyndt at gro hår over alt på hans krop, samt hans ellers lange hår minden om en strittende manke. Fødderne var blevet til poter og bøjede natuligt som gjorde ham en smule lavere. Og hans hænder var også blevet til poter, men armene var normale.
Da det gik op for ham rigtigt hvad der var sket, sørgede han også for at flå i planterne hun havde i nærheden af ham.

//OOC: Rullede 2 på forvandlingsevnen.

Hendes hånd nået ikke meget længere end lige foran hans mund, da han prøvede at bide fat i hende. 
Hvilket han jo også næsten fik lov til, da hun blev så forbavset over hvad der begyndte at udfolde sig for hendes øjne. Forbløffet og næsten uden ord, det var ikke en opførelse man typisk så den unge alf befinde sig i.
Men hun vidste vitterligt ikke om hun skulle grine eller blive mere vred. Hvordan var det dog han så ud. Hun trådte et skridt tilbage, endnu et skridt. Og de mange slyngplanter begyndte at danne en beskyttelse omkring hende. Især da det så ud til at manden havde tænkt sig at flå sig ud af de planter hun havde slynget omkring ham. Og hun var ikke sikker på om han havde tænkt sig at angribe eller blot løbe sin vej.

Det kunne godt være at hun var taktisk god, og hun havde mange fagområder hun var utrolig dygtig inde for. Men en ting skulle vide sig sikker. Hun var en stor kujon og meget nem og skræmme. Skulle der opstå en situation hvor hun så ud til ikke at være vinderen, ville det være med garanti at hun hellere ville stikke halen mellem benene og forsvinde. 
Men alligevel forlod hun ikke stedet. Hun kunne stadig mærke hvordan denne mærkelige følelse bredte sig mere og mere i hende, hvor vred hun pludselig følte sig. Hvor ondskabsfuld. Der var ikke de tanker hun ikke tænkte om hvad hun kunne gøre ved ham. Hvordan hun kunne få ham til at lide. Men på nuværende tidspunkt, forholde den ellers højråbende alf sig i ro.

Han vidste ikke selv hvad han skulle gøre ved situationen. Han brød sig ikke selv om at ligne et eller andet underligt misfoster og slet ikke foran andre. Han havde derfor besluttet sig for at så snart han fik sine ben fri af de her planter så ville hans kride, så kunne hun få lov til at bande for sig selv og se hvad godt hun kunne få ud af det. Han holdte dog hele tiden øje med hende da han ikke brød sig om hende på nogen måde, men det var da altid noget at hun gemte sig væk bag planterne, det ville vel gøre det meget nemmere for ham at komme væk.

"Kran gruuu hrave gree khrit"

I et forsøg på at tale blev alt der kom ud af hans mund underlige knurrende lyde, som skulle have været hans ord om at ønske hende en dårlig dag, men det gik ret dårligt for ham, så han blev egentligt bare mere irriteret over det hele og begyndte at flå mere og mere i planterne som han så egentligt rev sine fødder fri af, og gjorde derved med det samme klar til at skride. For om han gad at spilde mere tid på hende, aldrig i livet! Det her havde været en alt for trættende dag når hun skulle være sådan en lille kælling af en fucking forvokset alfe prinsesse! Åhhh han håbede virkeligt aldrig at han ville møde hende igen.
Han drejede om på poterne og begyndte blot at gå væk fra hende, men så snart han begyndte at gå kunne han godt mærke at hans krop lige nu ikke var beregnet til at gå som et menneske, så han væltede hurtigt ned på alle fire som han så begyndte i lidt hurtigere tempo at lunte af sted på en meget underlig facon. Hans ben bøjede dog naturligt til denne bevægelsesform alligevel.

Øjnene blev større og munden åbnede sig i et lille o. Hvad fanden skete der her?
Nej ikke en gang dét kunne alfen tænke. Alt var som lukket i hendes sind, mens hun betragtede hvad der foregik foran sig. Da han begyndte at snakke var hun dog ved at bryde sammen, ikke af raseri men at rå latter. Hvad fanden lignede det?!
Dette var nok grunden til at han faktisk fik revet sig fri fra hendes planter, da hun slet ikke kunne holde fokus på andet end skabningen der stod foran hende. 
Da den underlige mandsperson begyndte at gå væk, kunne hun ikke klare det længere. Hendes mave gjorde allerede ondt af at prøve at holde det inde, og hendes kinder smertede i en underlig facon over at prøve på ikke at smile.
Et brøl af et latter forlod læberne mens hun bukkede forover med armene hen over hendes mave. Skreg af grin var næsten en undervurdering af sagen. Asja væltede om på jorden og lå som en lille gris der sprællede med benene for at komme op og stå igen. Mens tårende trillede ned af kinderne. Aldrig havde hun oplevet noget så sjovt.

Han var udemærkert godt klar over hvor sjovt det måtte se ud, og han kæmpede med lysten til at vende om og springe på hende. Åhhhh hvor hun burde lære at passe på. Han burde virkeligt gøre det. Nu var hans chance for at gøre det, nu var hun uopmærksom! Nej, han skulle være den ansvarlige, og lade hende være. Han tog nogle få flere skridt inden han ombestemte sig. Nej fandeme nej om hun skulle slippe af sted med at grine af nogens uheld! Han drejede hurtigt om, og hvad der tidligere havde været en rolig lunten væk fra hende blev til en hurtigtig gallop i hendes retning istedet, med munden på vidt gab som et vildt bæst der havde tænkt sig at flå hende fra hinanden.

"Khrin grille ghrobandede gris!"

Under løbet frem mod hendes planter og krop begyndte han også at lave sig selv om til sten, lige nu havde han bare lyst til at banke hende gul og blå for al den besvær og mangel på respekt hun havde vist ham.
Det tog ikke længe før hans klør mødtes med de planter der var omkring hende og han begyndte nærmest at grave sig igennem de planter der skillte dem ad. Han havde stadig lidt svært ved at styre hans krop lige nu, men lige nu var det heller ikke det der var vigtigt, for hans arme svang i store brede buer som hans klør flåede sig igennem hendes planter for at han kunne komme frem til hende. Da han have fået lavet en stor nok åbning til at han kunne få hovedet igennem begyndte han at snappe og vride sig efter at få fat i hende. Der var ikke tvivl om hvor vred hun havde gjort ham som hans øjne var som et flammehav og hans mund var tæt på at fråde.

Den næste sætning! Hun grinede så højt og det gjorde så ondt i hendes mave. 
Heldigt for hende så var planterne stadig rundt omkring hende, så da han valgte at rende tilbage imod hende i fuld galop havde han ikke muligheden for at angribe lige med det samme. Hvilket var godt, siden hun nok ikke ville have opdaget det før at hans hoved næsten stak igennem og begyndte at snappe efter hende med fråde om munden.
En hver anden dag have hun nok lavede sjov omkring det. Men i stedet forvandlede hendes grin sig til et skrig. Hurtigt op på benene. Hun prøvede at skubbe planterne til side, men der skete ikke noget. Og måtte bare stå og stirre på bæstet foran sig komme tættere og tættere på. 
I sidste udvej, fik hun fumlet efter en flaske som hun havde brug på sig selv. I håb om at det ville hjælpe med at dæmpe hans kræfter, i det mindste forvandle ham tilbage til det menneske han havde været. 

Han blev overrasket da hun ikke engang forsøgte at stoppe ham med hendes planter. Han vidste jo at hun var i stand til det. Nå det var ikke noget han skulle tænke over fordi nu var hans mulighed for at omme til hende, som han fik revet planterne over nok til at få kastet sig frem og ind over hende. Hvor han med det samme gjorde an til at bide ud efter hende. Han begyndte også i ret fortsat vildskab at hugge ud efter hende med hans poter, dog ville han ikke skade hende alt for voldsomt så han brugte ikke kløerne men mere bare for at slå hende. Selvom det nok ville slå ret hårdt med poterne lavet til sten.

Efter at havde slået sådan et par gange uden rigtigt at tænke over hvad han gjorde, da hans tanker ikke var helt klare. Det var nu han besluttede sig for at det var en god ide at bide ud efter hende. Han lænede sig en smule tilbage fra hende før han huggede frem mod hende med åben mund, for at lukke kæberne sammen om hendes skulder. Han havde ikke rigtigt haft nogen opmærksomhed på flasken hun havde været igang med at finde frem og åbne for.

Hun hæv panisk efter vejret, hun vidste vitterligt ikke hvad hun skulle gøre nu, og hvordan hun skulle slippe af med dette bæst. Og det var nok også derfor at da han begyndte at bide hende, at hun ikke nåede at flytte sig. Dog formåede hun at hive sin venstre arm foran sit ansigt, da han troede det var dét hun gik efter. Et overdyngene skrig forlod hendes læber da tænderne sank dybt ned i hendes hud. Og man undrede sig over hvorfor hun hadet når der var folk på hendes grund? 
Dette var præcis grunden! 
Dog så alfen dette tidspunkt som at være det eneste tidspunkt hun kunne bruge på at tvinge eliksiren i monstret. Hun hæv proppen af med tænderne og prøvede at tvinge det ind igennem de mundvige som ikke var lukket om armen. 
Hvis dette skulle virke som det burde, ville han forvandle sig tilbage som et menneske, hvis ikke. Så viste hun virkelig ikke hvad hun skulle gøre.

Det var en underlig følelse da hans tænder samlede sig omkring hendes arm, og han kom til at smage en smule af blodet fra denne væsen. Hvad fanden var dette for en ulækker smag. Først der gik det op for ham at han også havde fået stoppet en flaske ind i munden og var der ved tvunget til at drikke den underlige mikstur som smagte hæsligt hvilket var derfor han begyndte at hoste og harke. Der var dog ikke rigtigt nogen effekt udover en underlig følelse i kroppen, hvilket også var det der fik ham til at forvandle sig selv tilbage til normal form, plus han havde vel også fået noget sin hævn nu. Endda måske lidt for meget.

Han forsøgte at forvandle sig tilbage så han ikke længere var lavet af sten, men ak det gik helt galt som han følte hele hans krop blot blev dækket af et nyt lag sten udover det første som gjorde at han ikke kunne bevæge sig overhovedet, samtidigt med kunne han mærke at det lykkedes ham at forvandle sig selv ud af denne halvform. Men desværre blev han transformeret tilbage til halvformen ret så kort tid efter mens han stadig var dækket i sten, han nåede dog lige at komme af med nogle ord som rungede hult.

"For pokker nogle lorte dage med de her evner!"

Det var ingen hemmelighed for dem der kendte Asja, som egentlig var lig med nul. Så denne tanke gav vel i sig selv ikke nogen særlig stor mening. Men når alt kom til stykket, så gik smerte og denne aske pinkhåret alf bare ikke særlig godt sammen. 
Hvilket nok var derfor at tårene straks var begyndt at trille ustyrligt ned af hendes kinder. Dette kunne måles med den gang hendes vinger næsten var blevet revet af, måske var det næsten værre. Nok kun fordi at smerten nu, var mere gennemtrængene end noget de lå langt tilbage i ens minder. 
Hendes blik lagde sig på statuen der nu var formet, hun havde ikke fået hans ord med, alt summede i kroppen. Smerten havde overtaget hendes fornuft og tanker. Der eksisterede kun dét. 
Skoven gik helt amok. Det var som om den skreg af smerte med hende, grene borede sig frem fra træerne, nye skud brød skovoverfladen. Det var som om den havde bestemt sig for at danne en urskov lige på stedet. 
Hun kunne ikke styrer det, og hun kunne mærke hvordan at energien langsomt blev drænet mere og mere fra hende.