Duften af regnen der penetrerede hendes næse så den næsten efterlod en ubehagelige svigen. Lige som hun altid fik når hun badet i de søer som de havde fundet på deres lange rejse fra ørken. Mørk jord, fugtigt og gennemvædet klistrede sig op af hendes støvler og ben.
,,Hiyah!’’ Kvindens stemme brød igennem den overdøvende lyd af dråber som der arrigt angreb omgivelserne omkring dem. Hesten var dog lige så stædigt som et pak muldyr og gjorde ikke mine til faktisk at adlyde ordren om at gå hurtigere. Nogle utydelige ord blev råbt imod hende. Men atter var regnen årsagen til at ingen ting gik som det skulle.
Forhåbentlig var der ikke langt før at den nærmeste by ville komme dem i møde.
Dog blev den oprevet og nu løse jord for meget for træhjulende. Og den blonde kvinde måtte fortsætte vejen alene, i håb om at finde nogen som der kunne hjælpe dem med at komme op og videre på vejen. Da manden havde været for stædig til at efterlade hans ejendele og selv følge med ind til byen på hesteryg.
,,Stædige idiot’’ Accenten som hun bar fra hendes fædreland lå tykt i hendes måde at udtale idiot på. Hvorfor endte hun altid med at blive hyret af de mennesker som ikke kunne klare dem selv – som i overhoved?
Hvor mange måneder var der overhoved gået? Siden hun havde valgt en sti som gjorde at hun blev fragteret så langt væk fra de kolde is beklædte omgivelser hun var vokset op med. Til en så hed ørken at hun næsten var blevet kaldt hjem til hendes forfædre.
De isblå øjne betragtede vejen foran hende. Rygsækken blev hævet bedre på plads. Kortvarigt stoppede hun op og betragtede hendes omgivelser. En utryg følelse dvælede over hendes sanser. Maven føltes som om den var ved at danne knuder den ikke kunne løsne igen. Hvilket fremanede en sur galet smag i munden. Lige så stille hæv hun to håndsværet ud af dens skede, der havde hvilet imod hendes ryg bag rygsækken. Et lille bump lød dog i processen for rygsækken der blev smidt, så hun havde bedre rørlig vidde.
Ørene blev spidset, i håb om hun kunne overhøre noget ud over regnen der stadig ingen ende havde. Hun stod der måske fem minutter, som en stenstøtte, vejede sine muligheder. Måske havde denne oplevelse bare gjort hende ekstra paranoid. Men hvis der var en ting som hun havde lært i norden. Så var det at stole på ens mave fornemmelse. Det valg kunne sikre at man kom hjem i live igen.
Men siden hun ikke hørte noget, sænkede hun lige så stille sværdet så spidsen af klingen hvilede imod vejens mudret jord. En lyd af en gren der knækkede gav genlyd blandt de tætte træer der stod på hver side af vejen hun befandt sig på. Nej – hun var bestemt ikke alene.