Krystallandet
Sparks 19.01.2016 17:17
Grundlæggende information:Fulde navn: Feliciah Triakan
Kaldet: Temperance (Hun har taget dette navn efter hun blev genfødt)
Alder: 23 år (Ligner nu en på 35)
Fødselsdag: 23 oktober
Køn: Kvinde
Tilhørsforhold: Denne er lidt svært, da hendes ene jeg er Retmæssig god, den anden er meget kaotisk neutral. (Se personlighed)
Tro: Aladrios / Kile
Erhverv: Nomade, tror hun er engel af Kile.
Skaber: Ana
Info omkring udseende:
(Denne beskrivelse af udseende, er det som engle og dæmoner vil kunne se. Banshee formen er skikkelsen som vil kunne ses af kun dødende individer)
Højde: 1.73
Vægt: 57 kg
Hudfarve: Meget bleg, som når man ser på en dødende menneske.
Hårfarve: Hvidt, med en smule grålige nuancer.
Hårstil: Langt, fedtet, spaltet.
Øjenfarve: Sorte, blodsprængte.
Kropsbygning: Spinkel, sygelig tynd.
Hverdagstøj: Typisk dækket til i sorte klæder og kapper.
Ar, permanente skader, el.lign.: Når hun tager sine vinger ind, efterlades der nogle grusomligene ar på ryggen, som næsten får det til at ligne at nogen har revet vingerne af hende.
Særlige kendetegn: Hun har runer over hele kroppen, disse runer har nogle helt specielle egenskaber. Grundet at hun døde med en dæmonisk virus i blodet, har den ikke sluppet kroppen, trods at hun blev genfødt. Hvilket har gjort at hun har haft dæmoniske tendenser. Der er dele af hendes historie som hun ikke husker, men grunden til at ingen af hendes familie medlemmer er i live den dag i dag, er fordi hun myrdede størstedelen af dem, i et blindt raseri. Der er runer som forbyder denne dæmoniske side at overtage, den bliver dog afspejlet i hendes Banshee form der vises for dødende mennesker, og deres familier. Andre runer, gør at hun kan bruge hendes magier, da hun ikke var magisk ladet som menneske. Desuden er der runer som forhindre andre racer, på nær engle og dæmoner at se hende.
Race: Engel.
Hun tror hun er budbringer, sat på jorden af guden Kile. Et forskruet blik på, hvad hun så under sin død, som værne noget hun ikke vidste hvad var. Derfor opfandt hun sin egen virkelighed af situationen, for at gøre den bedre.
(Hun tror at hun tager folks sjæle og bringer dem videre i deres cyklus, hvad der i virkeligheden sker med de sjæle hun tager efter at have dræbt folk, ved hun ikke. Så når hun møder dødende folk, dræber hun dem og tager der sjæl.)
Magi:
Magisk evne (1): Banshee – Som hvad hun selv tror er en dødsengel, har hun en vis lighed til kreaturende banshee, som normalt bliver brugt som betegnelsen for at døden er nær. Hvilket hun også er, når folk kan se hende, vil de ofte se hende som en klam rådden figur, sort fedtet, snasket hår. Sorte kolde øjne, samt vinger der er sorte, og ligner de er ved at falde fra hinanden. Hendes skikkelse har dog mulighed for at ændre sig, alt efter hvordan at de mennesker hvis sjæle hun henter, har været igennem deres liv. Men hun har endnu ikke oplevet andet end rædsel i folks øjne, når hun kommer for at tage livet ud af deres kroppe.
(Denne form ses kun er dødende individer og deres nærmeste pårørende)
Magisk evne (2): Scream – Denne evne giver hende muligheden for at skrige i et ultrasonisk lyd niveau, dette bruges til at desorienterer hendes fjender, og give hende mulighed for at flygte, da hun ikke er våben kyndig eller på anden måde fysisk bygget til at kæmpe. Jo svagere racen er, jo mere skade kan denne evne gøre. For eksemble ville høj mental udholdende person, kunne slippe med en let ringen for øren. Og kort varigt ikke kunne gøre noget. Mens en med meget lav udholdenhed, ville kunne risikerer at trommehinden sprang, samt mindre hjerneskade.
Dygtighed til at kontrollere sin første evne: 10 – da dette er en medfødt evne fra hendes genfødsel.
Dygtighed til at kontrollere sin anden evne: 7 - Også medfødt, men ikke brugt så meget som den anden.
Info omkring personlighed:
Talenter: Urter – healing – runelæsning – taktisk – intelligent.
Svagheder: Runerne – dæmonisk side – isolation – svag fysisk.
Interesser: Urter – bøger – tegne – naturen.
Drømme/ønsker: At få lov til at dø og tilslutte sig sin familie.
Elsker: Jordbær – efterår – fugle sang.
Hader: Sit udseende – dæmoner.
Helhedsindtryk af personlighed: Feliciah, eller nu Temperance. Var en meget udadvendt, elskværdig kvinde/pige. Med et stort hjerte for alle mennesker, naiv og ønskede sit intet højere end at skabe den bedste verden for hendes kommende barn og mand. Nu, er hun kynisk, hun hader sin livssituation og har svært ved at se positiviteten i at leve. Da hun endnu ikke har oplevet nogen har kunne se hende, med mindre hun har skulle afhente deres sjæle, har hun efterhånden opgivet håbet om nogen sinde at få lov til at have en samtale igen. Hvilket har efterladt hende mistroisk over for alt, og har også prøvet at begå selvmord et par gange. I håbet om at finde en vej ud af dette helvede som hun er blevet spærret inde i.
Fortid/baggrund:
Feliciah (Temperance)’s baggrund:
Der er meget som forventes af børn, individer i denne verden bliver ikke bare sat i verden, uden at have et pres fra en eller anden vinkel. Enden ønsker forældrene at det bedste for deres børn, at de skal være glade og gøre det som de lyster, men hvad nu hvis det ikke er sådan man er skruet sammen? Nogle ønsker at de ønsker at være i det samme erhverv, videreføre den arv som forfædrene havde lagt deres milepæl til. Stien var allerede skabt, var allerede klar. Der var dem som der valgte at skuffe og finde deres egen vej, dem som der opgav kampen, og blot gjorde hvad der var forventet af dem. Også var der dem, som delte den samme entusiasme og gik med et smil på læben, igennem livets vej.
Feliciah blev født en mørk oktober nat, som hendes mor havde leet, atten timer fødsel, og kun en time til. Også havde hendes far vundet en ko, samt fire pose hvede. Det var et sundt hjem hun voksede op, hun var dog den eneste barn, men med et hav af kusiner og fætre, var det aldrig kedeligt. Moderen som var klanens doktor, med store viden inde for runelæsning, urter og havde evnen forme besværgelser både på godt og ondt. Var der også store forventninger til barnet som hun havde født, og Feliciah skuffede ikke. Allerede fra en tidelig alder, viste hun stor kundskab inden for læring af de forskellige urter, hvad der var spiseligt, hvad der kunne redde liv og hvad som kunne tage liv.
Som årende gik, vidste hun også fra en skønhedens side. Med fine træk, en lille fin næse, et evigt skævt smil. Kunne få de fleste mænd til at kigge langt efter, rullende hofter, og en vel proportioneret krop. Det lange blonde hår, med et skær af noget blåligt. Krystal, isblå øjne, som havde brune pletter rundt omkring iris. Perfekte til at falde i staver i.
Men allerede lovet væk, til klanens overhoveds ældste, tænkte hun aldrig meget over det. Heldigt nok, var Toval en utrolig charmerene mand, godt bygget og med et smil, der kunne få de fleste blød i knæende. Det var derfor ikke svært for den unge nordkrystallianer at forelske sig, i manden der senere hen blev hendes mand.
Heldigt lokaliseret, var det ikke meget klanen så til den indbydes krig som de andre fraktioner førte imod hinanden. Det hente at de yngre medlemmer, valgte at drage ud, finde nye veje. Mens nye sluttede sig til, og man på den måde undgik at allerede beslægtede mennesker, stiftede familie.
Det er først senere hen, det virkelig går op for Feliciah hvor heldig hun var. Hvad hun egentlig tog forgivet.
Den dag skulle komme, da portene til dæmon riget åbnede sig. Og pesten greb med sin mørke hånd omkring landet. De første der døde, var de ældste, og de yngste. Både moderen og hende selv, gjorde hvad de kunne for at få medicin og se efter de dødende. Men efter en hård kamp, greb pesten desværre også hånd omkring den ældre klans doktor, som måtte bukke under for den voldsomme sygdom der rasede i den efterhånden svagelige krop. I sorg over at miste hendes mor, og mentor havde Feliciah svært ved at se. Hvorfor hun skulle blive ved med at kæmpe for at redde andre, da det hele virkede håbløst. Men da resten af hendes familie også begyndte at få sygdommen, fandt hun nyt mod og styrke til at fortsætte.
I midten af januar, begyndte hun dog selv at mærke de første symptomer på den dødelige virus. Raslen om at miste livet, og frygten for det ufødte barn hun bar. Begyndte hun for alvor at spærre sig inde, i håb om at finde svar på kuren. Da det endnu ikke var nået til landsbyen, at dæmon blod kunne hjælpe.
Jeg husker stadig natten, da døden kom og tog sine kolde hænder om mit hjerte. Hvordan alting stoppede, livet der flød ud af mig. Min grædende mand som der tiggede om, at jeg skulle blive hos ham. Min svage hånd der prøvede at skubbe ham væk, læberne der mødtes en sidste gang, inden at alting blev sort.
Mange fortæller omkring hvad man kan forvente når man dør, lyset som kommer og svøber omkring en. Livet der passerer for ens øjne. Jeg mødte intet andet end mørke. Mørke hvad der føltes i evigheder. Også en skærende smerte, duften af forkullet træ, varme.
Jeg havde ingen måde at komme ud af denne smerte tærskel, ind til at en figur flød foran mit syn. Jeg genkendte hende, jeg havde set alter fra denne gud, sorte klæder og ansigtet dækket af den rødlige maske. Kile.
Frygten manifisterede i mig, jeg var død, mit endelig var kommet for at tage mig til de dødes rige. En hånd omhyllede mig, og et så brandende ønske at jeg skulle tilbage. Skulle sprede et budskab om at døden var kommet for at blive, skyllede igennem mig. Mørket omhyllede mig. ’
Et gisp forlod Feliciahs læber, det eneste som blev hende mødt, var smagen af aske og olie. Hostende, og med svage legemer kæmpede hun sig, igennem brædder, klumper af aske, og kropsdele for komme op til den friske luft. Hvor længe hun lå, i den bløde sne, nøgen, med nogle klamme grålige vinger der omhyllede hende. Det var ikke til at vide, men lige så stille kom hun endelig op på benene, og tilsølet af indtørret blod, aske og olie. Bevægede hun sig hen imod hendes hjem, i håbet om at finde sin mand. Kun for at finde landsbyen øde, ingen var tilbage, enden var de flygtet eller dræbt af epidemien som havde ødelagt hendes liv, drømme og familie.
Alting blev atter sort, det var som om dele af hendes minder blev blokeret, og hun vågnede op alene i en grotte, med et vandhul ikke så langt fra hvor hun lå. Blikket fangede en skikkelse hun ikke kendte, og da det gik op for hende, at det var hendes egne øjne der kiggede tilbage. Skreg hun, tårende flød ned af kinderne, mens at virkeligheden gik op for hende. Hun var ikke længere den smukke kvinde som mænd havde kigget langt efter, med det fedtede hvide hår, runer der var tegnet op over hele den nøgne krop, som skinnede i lette rødlige farver. Øjne så sorte som tjære, og blødlige åre, samt en hud så hvid at hun for evigt ville ligne en dødende. I de følgende dage, forligede hun sig med hendes nye udseende, og tiltog sig selv navnet Temperance, da kvinden hun var før, var død.
Tvunget af hendes erhverv, drog den nedbrudte, ulykkelige kvinde sig afsted. I håbet om, måske endda at finde en ny start på livet, trods at hun nu var en engel af dødens gudinde, og måtte føre sig således. De første par dage, mødte hun ingen på sin færd, men inden længe, kom hun til en landsby. Desværre lige som hendes, var folk dødende, de som endnu ikke var blevet smittet var flygtet. Det var her hvor at Temperance lærte hendes ny fundende kræfter, og at folk så hende anderledes i dødende tilstand. Skræmt fra vid og sands, som så de døden selv i øjnene, kunne hun ikke andet end at adlyde runernes kræfter og tage sjæl efter sjæl, til de dødes rige. Hvilket var den stygge sandhed, for hver by, for hvert menneske hun passerede hvor livet var ved at svinde ud af deres kroppe. Skulle hun hjælpe dem videre på deres rejse, om hun ønskede det eller ej.
Barndomshjem: Nordlandet
Levested i øjeblikket: Lidt over det hele
Familie: Hele hendes stamtræ, er afgået med døden. Efter hendes viden.
Færdigheder:
Fysisk styrke: 3
Våbenfærdigheder: 1
Smidighed: 5
Fysisk udholdenhed: 5
Taktik: 7
Intelligens: 7
Kreativitet: 5
Mental udholdenhed: 8
Chakra: 9
