Det var en underlig følelse. Det alt sammen blandet sammen var faktisk hvad der gjorde det hele underligt. Han følte stadig knuderne i maven over at være jaget. Hele tiden at leve på randen af at blive opdaget. Men den følelse var efterhånden den rene adrenalin og måske endda nydelse til hans hverdag. Han levede med den konstant når han var ude og spionere, og den ville ikke slippe væk før han var ude af opgaven. Den ville dale. Den ville blive forminsket jo mere tryg folk var omkring ham. Jo mere han blev integreret i deres liv. Den følelse var ikke underlig, det var alt det andet. Frygten for at blive fanget, som hang sammen med en fejlet opgave. Noget som aldrig faldte i god jord hos de højere styre i borgen, men også en rar følelse. En følelse af at nogen så efter ham.
Det var Glorias måde hele tiden at kigge efter ham, få små træk af ubehag hver gang et jag af smerte gjorde sig synlig i hans ansigt eller krops bevægelser. Måden hun forsøgte af hele sit sind at formindske hans smerte. Det var naturligvis også af fordel for hende. Men hun var fri. Hun kunne efterlade ham og rejse hjem. Det ville uden tvivl gå hurtigere end at have ham på slæb. Den følelse. Den var ny. Og den fik et sjældent og lille, men oprigtigt smil frem på hans læber. Han måtte hellere lade hver med at vende sig for meget til det.
"
Det er okay. Jeg klare den" svarede han med en hovedrysten. Stolheden var stadig prikkende, til trods for smerten ved hvert skridt. Han var svag. Hele hans krop nærmest tikkede og bad ham om at stoppe. Ligge sig og bare sove det væk.
Med let eftertanke fulgte Beon trit efter i at få drukket noget vand. Han følte sig ikke tørstig, men spørgsmålet var hvornår de fandt det igen. Om de fandt det igen de næste par dage. Og hvis de gjorde, om det så var forgiftet. Mørkets skov var ikke ligefrem et sundt sted at befinde sig.
Beon nåede at ryste let på hovedet over hendes tilbud, som han rejste sig fra vandet, men blev tvunget i knæ igen med en hul lyd af smerte. Hånden fløj promte til brystkassen, som han hev efter vejret med et forvrædden grimasse. "
Det.. ku godt være at det var en god ide." stolthed kunne fanme være stolthed for sig selv nu. Beon fik forsøgt sig med et smil, som trods alt nåede frem, men stadig var præget af det pludselige stød. "
Så er der i hvert fald en større chance for at vi når frem.." det var ikke rart at indrømme at man var svag. At man behøvede så meget hjælp. Men så snart de fandt en healer, eller noget andet form for hjælp, kunne han genoptage sin værdighed stykke for stykke.
Lidt kluntet nåede han hen til mulddyret og med stor besvær kæmpet sig op på det. Mulddyrets skridt var mere nænsomme end hans egne og han mærkede til trods for alt, en smule afslapning i ryggen.
I'm no man of honor, my guilt runs dark and deep
My Oaths betray each other 'till there's nothing let to keep