Egemarken havde aldrig været nogen stor landsby, men dog stor nok til at have en kro af anseelig størrelse og en kro stor nok til at få folk til at gøre ophold frem for at ride videre gennem natten. Den havde en smedje, der kunne mere end sko heste og forsyne byen med søm, men så heller ikke meget mere. Folkene levede af den jord der stødte op til, men langt hen af vejen mest af pelsen fra de dyr de fangede i skoven.
Et fredeligt sted et dagsridt fra godset Lyngholm og ved daggry havde mørkets krigere slået til.
Det havde ikke været noget langt angreb for krigerne havde kun mødt dårligt bevæbnet modstand på nær lige de få der havde beskyttet godsejeren og hans familie. Ikke at det havde gjort den store forskel. De havde alle været døde ved middagstid.

For Maralinda havde det trods hendes alder været første gang hun havde været så tæt på et angreb af den størrelse. Det havde været overvældende, men ikke som de fleste ville have oplevet det. For hende havde det været intensiteten og mængden af klare følelser der nær havde slået hende ud af kurs. Hun havde bevæget sig forsigtigt rundt, så hun ikke var i vejen for krigerne og deres plyndring, myrdning og voldtægt, og havde suget det hele til sig. Alle skrigene, al gråden, al smerten og al fortvivlelsen blandet sammen med grådigheden, blodlysten og euforien fra de der påførte de andre nederlaget og døden.
Det var voldsommere end hun havde kunne forestille sig og end hun havde forudset, men det var hvad der skulle til.

Som stilheden sænkede sig over landsbyen og krigerne forsvandt grinende og jublende med deres bytte på vej tilbage mod Midnatsborgen i hastigt trav, stod hun alene tilbage og så på ødelæggelserne. Hun var klædt som en lavadelig pige, en der passede ind i familie lige myrdet og det var da også ved dem hun sank ned at sidde med et tomt, stivnet og fortabt udtryk, der så meget dækkede over hvor mættet hun var af følelser som det satte den rette scene. Hun havde været nær familien da de blev slæbt ud og myrdet og det var da også deres blod der plettede hendes tøj. Selv var hun uskadt på nær et slag i baghoved, der havde været hende givet af en af krigerne før de tog af sted.
Nu var det var det bare for hende at vente, mens røgen fra landsbyen steg til vejrs og signalerede om det hændte.

Nyhederne om angrebet på den lille landsby i landet var ikke gået forbi næserne hos Lysets hær og som opret holder af orden her i landet, var det deres pligt at få tjekket stedet efter for overlevende eller fjender som ikke burde leve mere. Der havde været store problemer med mørket på det seneste; nedbrændinger af små byer og ikke mindst deres angreb på Dragorn og nu var jagten sat i på mørkelverne, selvom det godt nok ikke var en del af mørkets angreb men mere fra Lysets side. Landet havde været delt på det sidste.

Som ridder i Lysets hær havde Nao valgt selv at sætte sig på opgaven og tjekke stedet ud for overlevende eller fjender som ikke burde leve mere også fordi at efter de mange hændelser så var de fleste af Lysets krigere og ridder proppet med opgaver, og Nao mente ikke at denne opgave ville kræve så stor en bemanding. De fleste af fjenderne var nok stukket af inden Lysets ville nå frem, men det var vigtigt at vise sig selv på stedet så dette ikke ville være ustraffet.

Nao trak Helios ud af stalden og fik seletøjet på hende og fik derefter sat sig op på hende og fløj afsted mod den lille landsby ikke langt fra Hovedstaden og det centrale Krystalland. Den stolte Helios fløj let hen under skyerne på den blå himmel. Fra afstand kunne man se den tykke røg fra hærgen i landsbyen, flere stedet steg røg søjler op fra hus som havde set sig selv slået af ildens dræbende tag. Helios landede på en nærliggende mark, det ville ikke være smart at lande midt i byen hvis der stadigvæk var fjender til stede i byen, det ville være selvmord. Nao steg af og Helios lettede igen go fløj rundt omkring byen og den nærliggende skov. Nao lod sin hånd glide ned til sværdfæstet og havde sin hånd der i mens han hen mod byen, hvor han kunne se skygger af folk rende rundt. Om det var fjender eller overlevende og sårede fra angrebet kunne han ikke se på denne afstand, så han gik med hastige skridt tættere på byen.

Hans rustning var stor og i et meget lyst materiale og hjelmen var stor og passede ham perfekt i form og størrelse. Hans store skjold med Lysets mærke på fronten havde han fæstnet på hans venstre ham, så han kunne bruge sværdet i hans højre hånd, som han var bedst med. Han kom forbi et fugleskræmsel på marken, men i stedet for det sædvanlige hø og halm, som lå ved siden af stolpen, han et lig af en ung mand. Han trak sit sværd og skar liget løs. Han trådte hurtigt et par skridt bagud og så den unge mand falde.
En ung pige frem bag et af husene og en grim ork var lige i hælene på hende. Den unge pige skreg, vendte rundt og satte i løb, men nåede ikke langt da orken fik hælet sig ind på hende og greb hende. Orken smed hende mod jorden og hævede sit sværd og var parat til at hugge, indtil han så Nao komme løbende og lod derfor sin interesse for pigen passere og lod et brøl komme frem og gjorde klar til at angribe.

De kæmpede frem og tilbage. Nao parrede hans slag med sit store skjold, hvor orken var god til at parrere med sit sværd. Nao fik dog skubbet til orken og han fik ikke kontrol over sin balance inden Nao satte et hårdt spark ind, som fik orken til at famle lidt mere og røg på røven og inden orken kunne nå at gøre mere plantede Nao sit sværd i orkens mave og lod ham dø på stedet. Den unge pige var for længst flygtet, og Nao havde heller ikke forventet andet.

Han forsatte ind i byen for at lede efter overlevende. Han vidste da at der i det mindste var en, selvom hun nok havde søgt ud mod marken og sikkerhed nu.

Røgen havde været et godt alarmsignal for hvad der var hændt i landsbyen. De sidste af mørkets krigere havde end ikke forladt stedet, da en skygge faldt ind over det og markerede nogens komme. Det var ikke en skygge stor nok til at være en drage, men lige meget hvad, så havde Maralinda set op imod den med gru i alle træk. Hun stolede bare ikke på de store væsner - hverken på den ene eller den anden side. Hvad hun så på himlen var dog en ganske anden skygge og det fik hende til at undres. Så var den dog ude af syne igen og hun bøjede sig ned over liget af adelskvinden, som hun ruskede let fortvivlet i. Det var ingen nytte til og det vidste hun, men det var noget at gøre og noget hun havde set andre børn gøre, når de mistede familie.

Hendes opmærksomhed blev dog fanget af lyden af skrig og løbende fødder. Tomt så hun i den retning, men kunne intet se for bygninger. Hun kunne dog høre hvad der skete. Høre da skriget blev afbrudt og så startede igen, mens det blev fjernere og høre da en ork gav et brøl fra sig. Hun kendte det brøl. Et kampbrøl. Det betød orken havde fundet en at angribe og en den fandt en værdig modstander. Altså ingen fra landsbyen. Måske ryttere på det væsen der var fløjet ind over landsbyen kort før? Hun kunne desværre kun gisne og vente, mens hun lyttede til lyden af metal mod metal og træ. Til tungt ramte jorden og der blev stille.

Maralinda holdt blikket stift i den retning uden at lægge mærke til andet i sine omgivelser. Ikke før nogen grinede bag hende og hun drejede sig rundt. Siddende på knæ på jorden efterlod hende ikke så lidt udsat mod enhver tåbelig nok til at forsøge at angribe hende og det så ud til at en af krigerne var lige det. For dum til at have forstået hvem hun var og så åbenbart kun hvad hun gav sig ud for at være. Men hvad kunne man lige forvente af en ork? Hans smil lovede ikke godt, som han nærmede sig hende og slet ikke som han grinede, da hun kom på benene og gjorde klar til at løbe. Den varsomhed hun så på ham med tog han som frygt og det fik ham til at smile endnu bredere. "Ser ud til vi overså dig, lamseben..."
Hun så bare på ham, som hun bakkede et skridt og så vendte sig i løb. Ingen fornuft at tale til der!

Røgen var de brændte bygninger havde snart lagt sig, de sidste beboer fra byen var snart ude af syne og det der engang var en fin lille landsby med et godt hverdagsbillede var snart øde og forladt. Nao var dog fast besluttet på at gennem søge ruinerne af landsbyen for overlevende og måske sårede. Han gled sit sværd hen af tøjet på den døde ork, for at tørre resterne af det ækle blod af hans sværd og stak det i skeden igen.
Han forsatte sin gang ind mellem husene, men meget var der ikke at se. Han lod sit blik falde ind af en smadret dør og så hvordan skuffer og andet var splittet ad. Den angribende part har sikkert også haft et par i mellem sig som var ude på at plyndre, men det var ikke noget unormalt blandt mørket.
Han valgte ikke at gå ind i huset for at tjekke, hvis der havde været nogle var de nok døde. Det var nok ikke mange overlevende han ville finde på sin vej igennem byen.

Han lod mærke til løbende fødder ikke så langt fra ham. Det lød ikke til at være et voldsomt væsen, som kom imod hans retning, slet ikke nogen ork. Det var noget meget mindre. Han satte i lunt hen mod enden af vejen og stoppede op da en ung pige kom løbende. Det var ikke et syn han forventede at se, men med hendes lille størrelse havde det nok været nemt at gemme sig fra den angrebende part. ”Stop” råbte han da hun løb forbi ham, han tror ikke at hun så ham, han stod jo også lidt fra krydset hvor de to veje delte hinanden. Hans syn fulgte pigen, indtil han så endnu en ork komme efter i samme retning, klart en hun flygter fra sådan én, tænkte han for sig selv og trak sit sværd og lænede sig op ad en ødelagt væg. I det orken kom fordi, løb Nao udfra væggen og tacklede orkden hårdt så begge ramte jorden med hård kræft, dog gik det mest ud over orken som havde fået den nederste plads.
Nao rejste sig igen og tog et hårdt greb om både skjold og sværd og gjorde sig klar til endnu en kamp mod en dum ork. Han svingede sværdet rundt og ventede på at orken ville komme på jorden. Han huggede ud efter hans ben, men orken grinte og trådte et skridt tilbage, hvor efter han styrtede frem mod Nao, som vendte på at han ville komme tættere på inden han løb til siden og vendte sig hurtigt om og svingede sit sværd og ridsede orken hele vejen ned af ryggen.
Orken stoppede op og skreg, denne gang var det ikke samme kamp brøl som hans første offer var kommet med, men et brølv af smerte. Orken vendte sig om og kiggede på en ventende Nao.
De stod noget tid og kiggede på hinanden, inden orken igen tog et forsøg på at overrumple Nao. Nao smuttede igen til siden og kastede sig over orkens ryg og væltede væsnet omkuld. Han rejste sig og slyngede sværdet ned mod ham, men blev parreret af et hurtigt move med orkens sværd. Nao trådte på dens arm og sparkede sværdet ud af hånden på orken og plantede sit eget i hans bryst og så livet glide ud af dens krop.

Nao lod sin interesse for orken slippe og løb i retningen af hvor den lille pige var rendt. Han stoppede op efter lidt og kiggede rundt. Der var mange steder så lille en pige kunne gemme sig, tænkte han for sig selv. ”Hallo!” .. ”Lille pige” råbte han højt. Han regnede ikke med at der ville være mange fjender tilbage i byen, det var jo kun de to som han var stødt på og beboer var der heller ikke mange flere af. Han gik hen mod et hus og kiggede ind ad smadrede vinduer, men der var ikke meget at se.

Maralinda løb for livet. Det var en meget uvant position for hende at befinde sig i og hun brød sig slet ikke om det. Under normale omstændigheder ville hun have kunne gøre ikke så få ting ved orken, der ville have skræmt ham væk, men ingen af tingene kunne hun gøre nu uden at afsløre for alle der havde øjne i hovedet at hun ikke var hvad hun forsøgte at ligne. Så der var intet andet for hende at gøre end at løbe for livet og håbe hun kunne finde hvem end der var kommet til undsætning før orken indhentede hende.
Det fine tøj gjorde det ikke lettere, men hun havde vundet sig et forspring ved ikke at tøve eller være stivnet i chok, som orken havde forventet. Hun havde også nået at styrke hans forvirring, før hun løb og det købte hende kostbare sekunder som hun styrtede ned af gaden. Et råb om at stoppe ignorerede hun, men som det blev fulgt af lyden af noget tungt der blev væltet omkuld gjorde hun alligevel lige præcis det.
Bag hende lå orken på jorden sammen med en person i skinnede rustning.
Fascineret mod sin vilje trak Maralinda sig ind i et krat ved et udhus og fulgte kampen derfra. Hun følte sig skjult hvor hun var, men havde udsigt til den kamp, der kort efter begyndte. Det var en kriger der vidste hvad han havde med at gøre og som i langt højere grad end orken styrede hvad der skete. Den lille pige skar en grimasse som sværdet bed sig ind i orkens kød, men følte ingen sorg eller væmmelse derved. Den havde selv været udenom sin skæbne og at hun måske havde hæmmet den en smule, før den blev mødt af så overlegen en modstander det kunne hun virkelig ikke tage sig af. Alligevel skar hun endnu en grimasse da orken skreg i smerte. Øjeblikket efter begik den sin sidste fejl og faldt til jorden.

Maralinda blev dog i sit skjul og betragtede krigeren varsomt. Han var klædt som en fra lyset i skinnede rustning og hvidt, skønt begge dele nu var plettet af blod. Det var en af dem hun havde ventet på, men det var noget andet at skulle komme frem fra sit skjul og ud til en, end blot at blive fundet af en. Alt i hende skreg på at blive i skjul for ham, men som han begyndte at se rundt, vidste hun at det ikke var en mulighed. Han vidste hun var der og hun måtte gå videre med sin plan.
Hans råb fik hende dog først il at trække sig baglæns, før hun meget forsigtigt skilte grenene i krattet og klemte sig ud. Hendes allerede sod- og blodmærkede tøj havde fanget torne fra buskene også og hendes hår sad alt andet end ordentligt. Frygtsomt kom hun lidt længere frem og så lidt længere, da manden så ind i et nærliggende hus på den anden side. Forsigtigt og med tvungen tillid i blikket nærmede hun sig lidt mere, før hun satte i hurtig bevægelse hen til ham og knugede sig ind til ham. "Jeg troede den ville få mig også!" Hun skjulte ansigtet som hun sagde det.

Stilheden havde lagt sig over byen og efter kampen med orken, var hans fokus på at finde den lille pige som nok var den sidste overlevende i den lille landsby. Huset han var i gang med at tjekke ud fra gaden var så godt som tomt og ryddet. Der gik kort tid, hvor efter Nao følte en person klamre sig ind til sig og noget overrasket vendte han sig rundt og så den lille pige som orken havde jagtet. Hendes tøj havde revner og hendes hud havde også små sår, nok fra kampen og busken som hun tydeligt havde gemt sig i.

Han tog hendes hånd og satte sig på hug for at komme ned på hendes niveau. Hun var ikke mere end 9 eller 10 år. Hvad lavede hun dog her? Spurgte han sig selv og kiggede på hende. ”Det var også tæt på, men nu er det hele i orden. Orken er væk nu og det ser ikke ud til at her er flere fjender, så nu er du i sikkerhed” Han kiggede på hende og gav et lille smil fra sig, ”Men hvad laver du dog her? Boede du her og hvor er din familie?” Der var mange spørgsmål som han gerne ville stille den lille pige, men han måtte i første om gang se og få hende i sikkerhed inde i Hovedstaden. Når mørket kommer så tæt på grænserne til Hovedstaden så var der nærmest intet som de ville afholde sig fra, og derfor var de egentligt ikke i sikkerhed, som han ellers havde forsikret pigen om. Han rejste sig op og kiggede ned på hende.

Han ville gerne have givet hende noget nyt tøj på i stedet for det revnede, men så slemt var det heller ikke og pige tøj var ikke noget han normalt havde et lager med sig. ”Vi bliver inden længe nød til at komme ind til Hovedstaden. Vi skal i sikkerhed. Når mørket vover sig så tæt på Hovedstaden, så ved vi ikke hvornår de igen vil dukke op eller måske angribe en helt ny landsby. Landet er ikke så sikkert som det har været”
Han smilte til hende og håbede på at hun forstod og at han ikke skræmte hende, med hans lige på måde at fortælle det.

Maralinda mærkede sit tag om krigeren blive løsnet let, som han tog hendes hånd og med den i sin sank ned på hug til hende. Det tvang hende til se på ham og ind i hans bekymrede øjne. Han var ikke nær så skræmmende nu, som han havde været da han stod med våbnet over hendes faldne frænde, men der var stadig langt til hun følte sig sikker. Især da hun nægtede den følelse adgang til sit sind lige nu. I stedet så hun frygtsomt op på ham. Som han talte gled hendes blik til den faldne ork og hun trak sig lidt hen, så krigeren var mellem hende og den. Ikke at orken ville genere hende eller nogen andre nogensinde igen. Så måtte hun dog se tilbage og ind i de venlige øjne endnu engang. Hans spørgsmål var enkle, men også smertefulde for den hun gav sig ud for at være og hendes blik løb over med stille tåre.

"De bevæger sig ikke." Hun så ned af gaden, hvor hun var kommet fra, og så tilbage på krigeren, før hun trak i hans hånd for at han skulle komme med hende derhen. En gnist af tillid var vågnet i hendes ellers forvildede blik og det var den der tydeligvis fik hende til at trække ham med sig mod den faldne familie ved kroen. Ikke at hun helt virkede til at have forstået dette. "Vi sov på kroen i nat, men så kom.. de.." Hun kunne ikke sætte navn på mørkets krigere eller de der havde været med dem, men det var næppe heller nødvendigt. "... og slæbte os ud... og nu vil ingen vågne..." Hele familien var blevet slæbt ud foran kroen og slået ihjel efter at deres vagter var blevet nedkæmpet. Den hårdeste del af angrebet og ikke særlig hård med en overlegen styrke og overraskelsen på mørkets side.

Hendes blik gled nervøst rundt over omgivelserne til krigeren talte igen. Hans stemme var rolig og tillidsvækkende, men hun kunne ikke lade være med at mærke ubehaget krybe ind over sig med det han sagde. Hun vidste at hun som sådan ikke ville være noget mål for mørket eller særlig udsat skulle de vende tilbage, men lige nu var det en ringe forsikring og meget lettere at lade sig glide med det han beskrev. Det fik hende til at knuge fastere om hans hånd. "Du tror de vil komme tilbage?" Hendes stemme var mindre end før og hendes blik fæstet frygtsomt i hans.

Det var nemt for Nao at se sorgen i den lille piges øjne. Han fulgte med pigen hen til det forladte hus, hvor hun før havde boet. Det var svært at hører om hvordan angrebet var løbet til, at de var kommet om natten og hevet den lille familie ud af huset og hvordan de brutalt var blevet slået ihjel. ”Jeg er ked af at hører om din familie” Han var ikke sikker på at pigen forstod at hendes forældre var blevet slået ihjel og slet ikke ville vågne igen, på den måde som hun fortalte det på. Men det var klart, det er svært for sådan en lille størrelse at forstå hvad døden egentligt er, og det er også det der gør det svært at hører på.

”Men hvad gjorde du for at slippe væk? Hvorfor blev du ikke slæbt med ud, sammen med din familie?”
Han kiggede længe på pigen og kunne se hvor nersøv hun var over hele situationen og alt det der er sket. Han kunne mærke hvordan hun trykkede sig til hans hånd, og at hun allerede havde fået tillid til ham var blev glad for og han var glad for at kunne give hende lidt, måske usikkert, tryghed.
Han satte sig endnu en gang ned på hug, for at komme ned på hendes niveau, det giver lidt mere tryghed for børn at voksne forstår dem.
”Jeg ved ikke om de kommer igen, jeg håber det bestemt ikke. Men så er jeg her, og mange andre til at vise beskyttelse for dig og alle andre i landet. Nu skal vi dig ind i Hovedstaden, hvor vi nok kan finde nogen hvor du kan bo hos. Hvad siger du til det?”

"De vågner ikke mere, gør de?" Maralinda så op på krigeren med blanke øjne. Hendes hånd var stadig fast knyttet om hans, som hun stod lidt tættere på ham end det var nødvendigt. Hendes blik gled derefter fra ham til den nedbrændte kro og ligene for deres fødder. Stille og meget tøvende løsnede hun taget i ham, for at bøje sig ned og stryge kvinden over kinden. En kærlig og sorgfuld gestus, som stoppede da hendes blik faldt på ringen på kvindens finger. Forsigtigt sank hun ned på knæ og befriede ringen. En signetring, der viste hvilken adelsfamilie det var og nu ikke længere var. Med den i hånden rejste hun sig igen og så tilbage op på krigeren.

Sorg og frygt var blandet med beslutsomhed i hendes blik. Følelser, der bundede så meget i evnen til at overleve som noget andet. Så flakkede hendes blik og blev atter usikkert. "Jeg ved det ikke... De slæbte os ud... noget ramte mig i hovedet og alt forsvandt og jeg vågnede halvt under min mor..." Hun så tilbage ned på kvinden, hvis blod ganske rigtigt var på hendes tøj og som nok ville have beskyttet sit barn på den måde havde hun fået chancen for det. Mara havde da også været slået ud, og havde en bule til at bevise det. En del af planen hun bestemt ikke havde været tilhænger af, men som var blevet udført med et grin hun ville huske - og hævne. "De var væk da jeg vågnede... og ingen andre gjorde..." Som havde det været rent held at hun ikke havde fået baghovedet slået ind, som det kunne have været tiltænkt.

At han kom ned i højde hjalp lidt og fik hende atter til at se alvorligt på ham. Så nikkede hun let og rankede sig. "Alt er bedre end her... og vi var på vej til paladset, da... " Hun nægtede at fortsætte, men så kort væk, før hun fandt noget i sig der kunne få hende til at se på ham igen og denne gang spørgende. "Men hvordan?" Hun var ret sikker på at hestene i landsbyen enten var stjålet eller slagtet.

Han kiggede ned på hende og så ind i hendes blanke øjne, blanke af sorg over at have mistet sin familie. ”Nej, det gør de desværre heller ikke, det gør mig ondt at du sådan har mistet din familie” han gav hende et lille smil, så godt som han nu kunne i denne sorg fyldte tid. Han fulgte pigen som hun satte sig ned på knæ og kærligt rørte den døde kvindes kind og bevægede sig ned af hendes krop og tog hendes ring. Det er bedre at hun får den, end at den går til spilde hos en ork, hun skal nok gå med den, for den adelige dame kan ikke mere.

Nao lyttede intenst til hendes historie omkring hvordan dele var sket den nat, hvor det blev vendt rundt på hovedet og liv blev taget væk fra den krop hvor det blomstrede. Det måtte have været frygteligt at opleve det angreb som orkerne havde sat i værk i den lille by. ”Jeg er glad for at du gjorde hvad du gjorde for at holde dig i live, men ville selvfølgelig ønske at al dette aldrig var sket og at dine forældre var i live”

Han holdte sig nede i hendes niveau og da hun var færdig med at snakke og spurgte om hvordan, kiggede han ud på marken. ”Det er muligt at hestene er stjålet eller døde, men jeg har en grif. Et utroligt sødt og venligt dyr, som vil flyve os ind til byen. Hvad siger du til det?” Han kiggede lidt væk, og smilte så til hende og spurgte ”Hvad hedder du egentligt?”

Maralinda mødte tavst krigerens blik og slog så blikket ned. Hun havde ikke noget at tilføje og det hjalp hende med at holde sindet samlet om de følelser hun skulle udstråle. Der havde været en pige i adelsfamilien en gang. Det var år tilbage, men hun havde holdt øje med dem længe. Om ikke andet så længe nok til at vide lidt om dem og til at kunne glide ubemærket ind i familien for alle der ikke kendte dem godt. Der havde været rygter om at manden havde haft en affære og at det havde givet en varig plet. Der havde også været andre rygter, men for nu nøjedes Maralinda med at samle signetringen op og tage den med sig, som var den hendes at arve.

Så stod hun atter nær krigeren og kunne finde hans hånd igen med den hun havde fri. Der var noget trygt ved kontakten, som hun ikke var uimodtagelig for. Den gjorde det dog også nemmere at mærke hans følelser og klarlægge et billede af dem. Ikke at hun påvirkede dem det mindste. Hun havde det bare bedst med altid at vide hvad andre følte. Så rystede hun let på hovedet. "Men jeg gjorde jo ikke noget..." Et barns argument, der var alt hun kunne give lige nu, som hun fastholdt sin ro ved at fastholde ham og se ham i øjnene.

Hans næste ord fik dog en gnist af nysgerrighed og spænding til at tændes i hendes blik og få hende til at knuge hans hånd af andet end frygt. "En grif? Sådan en rigtig en? Gylden og løve og ørn og det hele?" Der var en let iver i hendes stemme og i hendes blik, om ikke andet end til hans næste spørgsmål fik hende til at se mod de døde og hun lod sorgen vælde frem igen. "Maralinda Gyldenstjerne." Hun brugte altid sit eget fornavn. Hvorfor vidste hun ikke, men det føltes bedst sådan. Så fandt hun krigeren, ridderens?, blik igen og spurgte tøvende. "Og De er?" Den høflige tiltale var gledet frem som havde hun husket den ved at sige sit navn.

Han kiggede på hende med et blidt udtryk. ”Du var stille og gemte dig, sørgede for at de ikke ville finde dig. Du er hel og i live og det tror jeg ville være dine forældres største ønske, du er deres et og alt og derfor er det godt at du er i live” Han vidste ikke om han fik det ud på den rette måde eller om hans ord ville gøre hende et spor gladere eller tryggere, men han prøvede. Han kunne hvert fald se at hun var tryg når hun holdte hans hånd, og det var han glad for at han kunne gøre for hende. Det var vigtigt for ham at han kunne gøre bare lidt for hende.

Han kunne se et glimt af en glad pige da han nævnte Helios, hans stolte grif. En iver blev kaldt frem i hende og nysgerrige spørgsmål kom nu ud fra den lidt mere gladere lille pige. Han smilte til hende, ”Ja, en rigtig grif. Den er nu ikke så meget gylden som man kender det fra historier, men den er dog rigtig. Halv ørn og halv løve, og et utroligt kært og venligt dyr og hvis du ikke er bange for højder, så kan vi begge sagtens være på den tilbage til Hovedstaden”

Glæden varede dog ikke længe, for spørgsmålet om hendes navn bragte en smule sorg over situationen endnu en gang, hvilket ikke havde væres hans mening. Han kunne ikke prale af at have hørt om hendes adelige familie før, men det var nok heller ikke et område som han havde så meget viden indenfor alligevel.
”De? Det er slet ikke nødvendigt at kalde mig den slags” han smilte til hende og roede i hendes hår, ”Hej, Maralinda. Mit navn er Nao” smilet på hans læber ændrede sig ikke.

Maralinda lyttede med store blanke øjne, som krigeren svarede hende. Hans ro var smittende og hans tålmodighed bemærkelsesværdig. Sammen med hans ord fik det hende til at knuge hans hånd, før hun tog de sidste skridt det krævede for at skjule ansigtet ind mod ham. Det var ikke svært for hende at kalde følelser frem hos sig selv, kun svært at give så meget kontrol fra sig at hun kunne udtrykke dem ægte. Som at lade den fremkaldte sorg bluse op til stille tåre mod et beskyttende bryst og lade den ryste hende. Hun afskyede at skulle vise svaghed på den måde, men det var nødvendigt og naturligt for situationen.

Så det var en dobbelt lettelse at han bragte sin grif på banen og gav hende - barnet - noget andet at tænke på end den grusomhed der omgav hende. For Maralinda var det også fascinerende og atter var følelserne hun viste ægte. Interesse og nysgerrighed. "Det er jeg ikke! Uhh den kan flyve os begge?" Tanken om at komme ud at flyve lyste hendes ansigt op for et langt øjeblik. En glæde der svandt som hun så tilbage på de døde adelsfolk, men som lå til at hente igen.

Derfor var der da også et lille smil vaklende på hendes læber, som hun mødte hans blik og så slog blikket ned. Billedet på en pige der havde lært hvordan hun burde opføre sig, men mest havde undladt at gøre det. "Hej..." Det kom lidt tøvende, før hendes blik gled varsomt mod gaden og så tilbage mod ham. Der var stadig helt stille omkring dem og det gjorde hende i stand til at vænne tilbage til det lysere emne de havde haft. "Hvad hedder din grif?"

Nao var glad for at han endelig havde frembragt et emne, som kunne ændre den nærmest trøsteløse stemning som var her i byen. Han havde endelig frembragt det store smil hos den lille pige og nysgerrigheden for griffen var stor fra hendes side og han var også rigtig glad for at kunne fortælle om ham og glæde sig til at vise ham frem, nu hvor hun var så nysgerrig efter at se og endda flyve på ham.

Han så på Mara med et stort smil og lagde hans hånd på hendes skulder. ”Så du er slet ikke bange for at skulle op og flyve?” Han kiggede op på den blå himmel og kiggede så ned igen og forsatte ”Så er du jo en rigtig sej pige og du er sikkert ikke bange for ret meget. Ja du kan tro den kan flyve os begge, det er jo et stort dyr så du får lov til at sidde bag den hoved og holde fast i dens fjer og så vil jeg sidde lige bagved dig, så jeg kan holde fast i dig. Men jeg lover dig, der er ikke mange som flyver bedre end ham.” Han grinte til hende, ”Han hedder Helios, et rigtig godt navn synes jeg selv” han smilte endnu en gang og tog så hendes hånd for at gå hen mod marken hvor Nao tideliger på dagen var landet på ryggen af Helios og var blevet mødt af et syn af død, men nu skulle han have hende væk herfra.

Han tog hendes hånd og kiggede ned på hende; ”Kom. Så viser jeg dig ham og så kan vi flyve tilbage til Hovedstaden og så må vi finde ud af hvad vi skal gøre af dig, vi skal nok finde et godt sted” Der var så mange familier i byen som gerne ville have en lille pige, så der skulle nok være nogle rare mennesker som ville tage godt af hende.
De gik ud af byen og forsatte ud af vejen og drejede så ud på marken, hvor han kiggede op på himlen og hen mod skoven hvor Helios sikkert farede rundt. Han kaldte hans navn et par gange. Helios havde lært at være tæt på sin herre når de ikke var sammen, så det var nemt for Nao at komme afsted så hurtigt som muligt, som der nu var brug for det. Der gik da heller ikke mere end et minut før at et stort dyr kom frem fra skovens start og fløj hen i mod dem.

Maralinda rystede benægtende på hovedet, mens hendes øjne lyste af forventning om at komme op at flyve. Det var trods alt ikke noget nogen sådan lige blev tilbudt hver dag og hun da slet ikke! Hånden på skulderen var også betryggende og var med til at hun kunne løsne sit knugende greb til et lidt mindre og bare holde fast i Nao. Slippe hans hånd nægtede hun, som han talte videre. Et lille smil voksede da også frem på hendes læber ved hans rosende ord og hun nikkede ivrig. "Og han vil ikke have noget imod jeg også er der?" En gnist af ikke altid at være ønsket lå i bunden af hendes stemme, men var intet hun sagde højt. Så blev hendes smil varmere, som hun gentog navnet. "Helios. Det er pænt."

Hun klemte hans hånd som han skiftede greb om hendes og fulgte så med ham væk fra kroen, de døde og al grusomheden. Gaderne var stadig tomme som de gik og Maralinda holdt sig så tæt på ham, som hun kunne uden at træde på ham. Hendes blik flakkede da også omgivelser på den mest utrygge måde. Af samme grund nikkede hun bare forknyt til hans ord.

Hele hendes væsen ændrede sig dog, da de nåede ud på marken og Nao kaldte på griffen. Først var det bare gnisten af spænding og forventning der blomstrede frem, men som noget stort og gyldentbrunt dukkede frem fra skovens skygger med kurs lige mod dem, så måtte hun spærre øjnene op i betagelse. "Ohhh... wauw!" Mere nåede hun ikke at udbrude før grifen kredsede ind og landede foran Nao. Bjergtaget og en smule sky, slap hun ridderens hånd og smuttede om bag ved ham, for at se det store dyr an derfra. Bange for det var hun ikke helt, men det var stort og imponerende og helt anderledes end noget andet hun virkede til at have set. "Og han er virkelig venlig af sind?" Hendes ene hånd havde fat i Naos kappe, som hun så ufravendt på griffen.

Da det store og flotte dyr landede foran deres fødder, strøg Mara straks om bag ham, i skjul for det store dyr. Nao små grinte af hende og kiggede tilbage på hende. Han tog fat i hendes hånd, ”Han gør absolut ikke noget som han ikke får besked for, han er meget venlig af sind” sagde han og smilede til hende. ”Kom bare” han gik med hende i hånden hen mod Helios, som trippede lidt på stedet og bevægede sit hoved op og ned. Han tog hende med helt hen til ham og Nao lagde sin hånd på Helios’ hals og aede den.

Selvfølgelig var det hele meget nyt for Mara, et helt nyt dyr som hun aldrig havde set før og nu stod hun overfor det og skulle prøve at flyve for første gang, helt forståeligt at hun var lidt afventende og usikker, men hun havde vist stor interesse både da han snakkede om den første gang og så igen da han landede for deres fødder, hendes ansigts glæde glemmer han ikke foreløbig

Han tog Maras hånd og lod ham overtale hende til at prøve at røre den inden at de skulle op og flyve. Han lagde hånden samme sted som han havde haft sin og lavede små ae bevægelser med hendes hånd, ”Bare rolig. Stille bevægelser og han gør intet, han er altid glad for at blive aet lidt på halsen. Der er ikke noget han ved bedre” han smilede endnu en gang til hende og han kunne se glæden i hendes ansigt. "De andre riddere hos Lyset har alle fået store drager, men det fravalgte jeg og så en dag så fandt jeg Helios her, og prøve at komme tæt på ham og siden har vi været bedste venner og han har fulgt mig næsten alle steder. Han er helt fantastisk"

Maralinda slap griffen med blikket, da hun hørte ridderen begynde at grine og så i stedet forsigtigt op på ham. Jo, det var hende han grinede af, men eftersom han samtidig tog hendes hånd og forsikrede hende om dyrets venlighed, så tilgav hun ham det. Næsten. Om ikke andet så ud ad til. Det fik hende da til at forsøge sig med et smil tilbage til ham og gav hende modet til at komme frem igen.
Griffen var stor. Det blev den nødt til at være for at kunne bære en rytter, men det slog hende først rigtig nu. Det hjalp ikke helt at den stod uroligt, men det var som om berøringen fra den herre var alt der skulle til.

Hun fulgte interesseret forandringen ved griffen og lod så Nao's ro smitte af til hende selv. Som han førte hendes hånd frem mod det imponerende dyr lod hun ham gøre det og kom først med et lille udbrud da hun mærkede fjerene under sin hånd. Det fik hende dog til at stryge hånden nedefter og derefter gentage succes med lidt mere selvtillid, mens hun lyttede til ridderen.
"Spinder han som katte gør?" Hun slap fjerpragten med blikket længe nok til at se op på ham og så fortsætte overrasket. "Hvorfor fravalgte du en drage?" Det kunne hun ikke se nogen mening i. Jo, havde han nu haft Helios der, men uden ham som grund?
Lidt mere modigt lod hun hånden fortsætte ned over griffens hals til der hvor fugl blev til kat. Pelsen var strid, men samtidig blød. "Var det ikke svært at komme tæt på ham? Når nu han kan flyve og sådan?"

Nao var glad for hendes nysgerrighed og alle de spørgsmål som hun kom med, og han var sikker på at han havde fået Mara i et bedre humør og havde fået flyttet hendes tanker over på det store dyr, det var hvert fald om det, hendes spørgsmål handlede om. ”Om han spinder som katte? Ikke helt på samme måde. Han kommer en gang i mellem med et par lyde og små brøl, små glædes lyde. Kun for at vise at han er glad for den måde han bliver rørt på og så kan man se på ham at han bliver glad for det” han smilede til hende og så glad på hende og den måde hvor på hun aede Helios.

”Åh jeg tænkte ikke at det var en nødvendighed på det tidspunkt vi blev tilbudt, hvert fald ikke for mig. Jeg har en god hest som jeg også havde den gang og den var jeg meget glad for at ride på og jeg mente at det var nok for mig. Jeg var glad for at have benene på jorden. ” Han aede selv Helios og kløede ham omkring næbet, inden han forsatte med at besvare hendes spørgsmål. ”Vi fandt ham skadet. Han var ikke ret stor, ikke noget i forhold til den størrelse han er nu og jeg valgte så at tage ham med hjem til stalden hvor vi opfostrede ham og lægede hans skader og sår. Hvordan han var kommet ud i sine skader, det jeg ikke klar over. Men han blev frisk igen og efter som det mest var mig som passede ham, så var det mig han knyttede sig mest til og omvendt fra min side af”

Nao gik om bag Mara og lagde sine hænder rundt om hende under hendes arme, ”Er du klar?” spurgte han hurtigt og løftede hende med det samme op på Helios som rykkede sig lidt, men med rolige bevægelser blev han helt rolig og der gik kort tid inden han var vant til at have hende på ryggen. Bagefter hoppede han selv op på ryggen af det store dyr. ”Så skal du bare holde fast” sagde han og lagde hænderne rundt om hende og fik sat Helios i gang.

"Så der er et bestemt sted han specielt godt kan lide!" Maralinda så tilbage og op på Nao som hun sagde det og lod så blikket følge sin hånd ned over griffens halsen. Som hun løftede den for at gentage bevægelsen lod hun den anden hånd følge op at hvile let mod det store dyrs side. Den var varm og tryg under hendes hænder, som Nao var det bag hende. Lige nu stod hun måske det sikreste sted hun kunne forestille sig og oven i det havde hun tankerne delvist afledt til at koncentrere sig om det fantastisk levende væsen hun havde fået mulighed for at møde.

Så smilede hun rigtig. Det lød som om det var noget så sjældent som ægte beskedenhed der havde spillet ind. En egenskab hun ikke havde mødt meget i sit liv og da slet ikke så udtalt. Det gjorde også griffen det mere speciel og da især som den var et hittebarn også. "Og så voksede han sig meget større end du havde ventet?" Hun så tilbage på ham med et smil der afslørede at hendes tanker var på billedet af Nao med en grif der bare blev større og større fra noget på størrelse med en huskat og så til det væsen hun havde foran sig nu. Det kunne kun havde været lidt af en oplevelse!

At mærke hans hænder lukke sig om hendes liv fik hende til at se på ham igen og så nikke. Som hun mærkede ham løfte, satte hun selv af fra jorden og landede øjeblikket efter sikkert på ryggen af griffen. Det havde på ingen måder fået hendes smil til at blive mindre, som hun greb fast i pelsen hvor den ved halsen var halvt manke halvt fjerdække og ventede forventningsfuldt. Hun skulle da heller ikke vente længe, før Nao svang sig op bag hende og tog et så fast greb om hende som han holdt i griffen. Så nikkede hun strammede grebet lidt mere. "Jeg har fast." Spændingen var tydelig i hendes stemme, som hun spændte lidt i forventning om .. ja hvad som helst.

Nao var på ingen tid blevet glad for lille Mara og han var glad for at han kunne hjælpe hende med at finde et nyt hjem, det så han frem til så hun kunne komme i gode hænder, ikke fordi at han ikke synes han selv var det, men han havde ikke så meget erfaringer med børn, men han synes da det gik over alt forventninger. Nu sad de så på Helios og var på vej mod Hovedstaden og han tænkte at Paladset ville være det rette sted at tage hen i første omgang og så måtte de tage den derfra.

Med ét løb Helios hen ad marken og satte derefter af og bredte de store vinger ud, et stor vingefang skabte store bevægelser i luften og førte dem længere og længere op i luften, i mens skoven og den udbrændte landsby, med alle sorgerne, blev også mindre og mindre. Nao håbede inderligt at Mara på et tidspunkt ville ligge alt det der skete denne nat bag sig. Ikke at hun skulle glemme sine familie eller hvad der skete, bare ligge det bag sig så hun kunne få et normalt liv, med de gode minder om familien dybt i hjertet.

Efter et par ture i luften Nao var ved at vænne sig til at være så højt oppe i luften, men suset i maven kom nærmest altid det ham, det troede han aldrig at han ville vænne sig til. Det var stort at flyve på sådan et stort væsen, at kunne blive båret i luften og tilbagelægge flere hundrede kilometer på mindre tid, det var både praktisk og fantastisk. Og de store skyer som man så med benene på jorden, var kun endnu større heroppe. Den friske vind som blev skabt af Helios’ fart når de strøg igennem den lune luft, fik begge deres hår til at flyve forvirret rundt i luften. ”Hvordan er det så at prøve?” [/color]sagde han med en glæde og et smil på læben selvom Mara ikke ville se det, med mindre hun altså vendte sig om.