Nia havde troet at hun havde været alene på landevejen med sin hest, som hun havde stoppet op ved en efterladt bygning, skjult let af en bunke træer. Django havde forlængst forsvundet sine egne veje så endnu engang var hun alene, og en smule kold som hun havde efterladt ørkenens herlige varme.
Uheldigvis havde hun ikke været alt for opmærksom idet hun snublede over en usynlig tråd der fik hende til at vælte ned i et hul, et der tydeligtvis var lavet hastigt og mest sandsynligt af en der kunne jordmagi. Forvirret havde hun set op kun for at blive mødt af skyggerne af 5 hoveder.
" Nej se hvem vi fik fingrene i. "
" Det skal Ikar nok blive glad for."
" Åbenbart er det måden at fange løbske sigøjnere på."
" Hey gutter..? "

Nia stod og så uforstående op imod dem, følende sig som en rotte i en fælde. Sandsynligheden for at hun selv kom levende ud af det her så bestemt ikke godt ud, og idet de nævnte Ikaris løb det hende koldt ned af ryggen. Ikke om hun ville tilbage til den mandsling! Ikke på vilkår!
Umiddelbart som deres stemmer forstummede til en uhørlig mumlen begyndte hun at føle sig frem i halvmørket, forsøgte at finde noget blødt jord der kunne kradses igennem. Hun var dog umiddelbart ikke kommet særligt langt i hendes handling, idet jorden pludselig greb fat om hende i et tag der fik hende til at lande op, direkte i favnen på en mørkhåret mand der tumlede omkuld med hende. Hun fik dog ikke megen mulighed for at slå fra sig idet de andre straks var over hende, skubbende hende væk fra manden mens de holdt hende nede på trods af hendes stritten imod.
" Slip mig.. Jeg sværger.. Jeg.. Slip mig for helvede!"
En voldsommere spjætten gik igennem hende idet en alt for kold hånd løb op af hendes lår under skørterne, skubbende de mange lag væk.
En spredt latter hørtes iblandt folkene, og de tanker de gjorde sig spredte sig i et mindre virvar i Nias hoved, kun for at sprede en panik i den ellers forholdsvis jordbundne kvinde.
" Bare fordi Ikaris har sådan en interesse i dig, betyder det ikke at vi ikke kan lege lidt inden vi afleverer dig."
" Få lidt energi af dig."
" Jeg har hørt historierne.. Om hvordan du blev forvist for dine lyster. "
Endnu en bølge af latter.
En hånd gled ned på hendes bryst, men blev hastigt hevet tilbage idet hun forsøgte at bide sig fast i ham, hvilket resulterede i at hun fik en på skrinet.
" Hva satan, hun bider fra sig den lille vildkat. "
" Måske det er derfor Ikar så gerne vil have hende, jeg har hørt de er de bedste. "

Ihærdigt pressede hun benene sammen, forsøgte at forhindre hånden mellem benene i at komme tættere på. Det var bestemt ikke en behagelig situation, og hun forbandede mentalt Ikar langt pokker i vold, ønskede ham alle mulige lidelser, mens hun også bandede og lynede over at hun ikke var stærkere end hun var.
Endnu et par hænder kom til mens hendes håndled blev ført over hendes hovede og bundet med reb, dog blev de stadig holdt nede. Hun vred sig, forsøgte at komme med et spark imod dem der så ihærdigt forsøgte at komme ind til hendes allerhelligste.
" Nej.. Nej, stop. jeg.."
Et uvilligt skrig lød fra hende idet en smerte gennembrød hendes nederste dele. Men som skriget endelig var ude var det egentligt rart at få det ud, og måske, kun måske, ville hun være heldig at hendes skrig kunne blive hørt af andre på landevejen. Håbet var spinkelt, alligevel gjorde hun sig forsøget som hun skreg så højt og længe hun kunne inden hun var nødt til at gispe efter luft, vridende og sparkende fra sig, mens smertetårer gled ned over hendes ene kind.

Det hele startede med en jagt, som Cregan Ashford var på. Han var godt i gang med jagten, og havde også fået sig nogle bytter, som han havde skrabet sammen ved sin lejr. Selvom mørket faldt på, så han absolut ingen grund til, at stoppe. Han var Dødens Mester. Og ingen kunne dræbe ham, for så tog han bare deres liv i stedet for, når han stjal deres kroppe og sjæle. Han var ikke bange af sig, nej, tværtimod. Selvom han ville hade, at skulle træne en ny krop op til, at være i stand til at udføre de dødsens farlige ting, som han var i stand til, at udføre i denne, stadig unge krop.
Iført sin gråsorte kappe, en mørk skjorte under, et par brune bukser, bløde støvler, med langkniven i bæltet og buen trukket, gik han et stykke fra landevejen, indtil et skrig brød stilheden. Blikket blev rettet mod lyden, og han tøvede ikke et sekund. Èn blev overfaldet, og han vidste godt, at det nok var en kaoshandling. Hvem dræbte ellers for sjov? Men det var ikke drab. Sikkert mere overfald, og det var ikke noget, der stod positivt i Cregans syn på samfundet.

Han sneg sig tættere på skrigelydene, og da han kom tættere på, kunne han også høre flere mænd le. I forhold til dem havde han dog nattesyn efter at have rendt rundt i natten så længe. Han lagde med det samme en pil på buen og skød den første. Sindssyge voldtægtsmænd som disse skulle ganske enkelt fjernes, så de ikke udgjorde mere kaos, og som denne tanke fløj gennem Cregans sind, blev hans øjne isblå. Den første mand faldt omgående om med pilen gennem ryggen, og da den næste lavede en bevægelse, havde Cregan allerede sendt en pil mod ham. Den borede sig gennem hans lårmuskel og han væltede skrigende om. Den tredje nåede heller ikke langt. Han fik en pil i halsen.
De sidste to, derimod, nåede ind på ham før han nåede at genlade, så han droppede hurtigt buen på jorden og trak langkniven, mens han undveg den første. Den anden snittede ham hen over nakken, men intet vitalt, og Cregan var også fuldstændig ligeglad, da han skar halsen over på den ene af dem og derefter parerede den anden, som nu var den sidste, der var tilbage. Han kiggede rasende på Cregan. "Du afbrød os! Vi er Ikars mænd, din forbandede møgunge!" skreg manden, og gik til angreb. Men han havde nok ikke forventet en trænet dæmon, med 1500 år på bagen, og da Cregan blot trådte tættere på, og hamrede sin langkniv gennem munden på den råbende mand, lød en rallen fra ham, før Cregan tog kniven til sig igen. Han smilede iskoldt. "Og jeg er skyggen i natten, som ikke bryder sig om dig," svarede han, komplet roligt, mens manden langsomt sank sammen.
Cregan fik stille og roligt hen til kvinden. Han stoppede en meter fra hende. "Klarer du den?" hans øjne blev den sædvanlige, brune farve igen.

En hvinende lyd hørtes gennem luften, for en stund lod ingen af dem til at fatte hvad der helt nøjagtigt var sket før man opdagede pilen i ryggen på den første, men allerede der var det for sent som en anden fik en pil igennem lårmusklen. En værre brølen hørtes fra ham mens Nia fik vristet sig fri fra hans greb der var blevet en del løsere som han istedet fokuserede på sin smerte i låret. Endnu engang lyden af pile igennem luften.
Denne gang faldt fyren, siddende lige mellem hendes ben om, med op spærrede øjne stirrende fra en busk over direkte ind i Nias brune øjne.

Hun sank kort et eller anden inden hun bakkede bagud, væk fra ham og vægten af ham. Glad for at de to andre havde sat farten over imod busken trak hun sig yderligere tilbage, over imod huset. Hvilket måske ikke var den bedste ide, da hun ikke vidste om der var flere af Ikar's folk derinde.
Måbende stirrede hun på manden der nu gik imod hende, nær søgt ned efter den dolk hun havde om anklen, men et eller andet fik hende til at stoppe som han ligeledes stoppede foran hende.

Tøvende rettede hun sig op, seende fra, hvad hun mente var hendes redningsmand, til ligene bag ham, tilbage til ham.
Fascineret betragtede hun øjnene skifte farve, en egenskab hun aldrig havde troet at øjne kunne tage. Hun nikkede.
" Ja..Jeg er okay.. Øm som en i helvede, men de kom heldigvis ikke alt for godt i gang. " Hun skar en mindre grimasse, det kunne i den grad have udviklet sig grimt hvis ikke ikke den fremmede 'natteskygge' var trådt til.
" Jeg ved ikke hvordan jeg skal takke Dem. Eller om Ikar kommer til at savne dem.." Hun nikkede kort imod ligene.
" Det skulle ikke undre mig om han sender flere ud for at finde mig. "

Hun rynkede misbilligende på næsen inden hun igen betragtede ham, lænende sig selv ind imod husets mur.
Nu da det hele var overstået sad adrenalinen stadig i kroppen af hende og fik små skælv til at gennemgå hendes krop. Det have været tæt på, alt for tæt på.

" Jeg er ærligt overrasket over at der rent faktisk var nogen nær til at kunne hjælpe mig.. "

Cregan smilede mildt, da kvinden sagde, at hun var okay. Godt nok var hun øm, men det gik vel nok. Cregan vidste godt, at det ikke var alle der kunne arbejde med, at have ondt, men for ham var det fint når folk sagde at de blot var ømme, så han anså faktisk mere eller mindre sit arbejde for natten til, at være ovre, var det ikke fordi, at kvinden pludselig var blevet snaksalig. Det havde han ikke noget imod, og uden at sige noget til at starte med, satte han sig, på den respektable en meters afstand af hende, for at lytte bedre. "Hm, lyder til, at denne Ikar er meget vred på Dem?" mumlede han spørgende, mens han mærkede efter på såret i nakken. Det var ikke voldsomt dybt, men det sved egentlig lidt, nu hvor adrenalinen var borte. Han lod det dog ligge for nu. Der var ikke ret meget at gøre ved det alligevel, og når det ikke blødte i stride strømme, så gik det vel nok.
"Jeg ville også være lidt overrasket. Det her er trods alt ingenmandsland, hvor folk meget sjældent befærdes. At de folk dér, lige valgte, at gå amok i mit jagtdomæne, må næsten være et lykketræf for Dem," forklarede Cregan, stadig smilende. Der gik et lille flash af mørkeblå gennem hans øjne, før de blev brune igen, og han trak sig lidt tættere på hende, for at række en hånd frem mod hende i hilsen. "Hvem har jeg haft æren af, at redde? Mit navn er Cregan," præsenterede han sig høfligt med et skævt smil.

Ømheden taget i betragtning følte hun sig overraskende tilpas, manden foran hende lod ikke til selv at have nogen ilde intentioner. Nia lod sig selv glide ned og sidde på knæene så smerten selv kunne fortage sig lidt. Mentalt lod hun en bølge af sin healende magi gå ned imod det ømme sted og helbrede eventuelle skader de måtte have tilføjet, en anelse lettet ved at få den dunken der føltes dernede til at forsvinde.
Igen åbnede hun øjnene og betragtede ham.
" Vred er vidst mildt sagt. Jeg blev for nogle år siden fanget af ham og låst inde i en mørk kælder. " Indrømmede hun blankt. Det var ikke ligefrem hendes mest behagelige minder, men hun følte at hendes redningsmand havde lidt krav på at vide hvorfor mændene i starten havde været efter hende.
Et lille smil faldt over hendes læber.
" Heh, det er så sandt. Men for en nomade som jeg er vejene nu engang mit hjem. De jager? Er der god jagt herude? " Hun mindedes ikke at have set det store vildt nær vejene, men måske naturen udenfor stierne gav bedre udbytte?
Igen denne underlige farveændring i hans øjne.
Nia tog sig selv i at læne en smule frem for at betragte hans øjne nærmere, men blikket faldt istedet over blodet ved hans nakke. Igen blev hun nærværende idet han præsenterede sig. Hun tog hans hånd med et varmt smil og et fast håndtryk. " Nia.. Nia Hadil. " Hendes familienavn var et hun foretrak at holde sig for sig selv og kun bruge til præsentation overfor andre sigøjnere.
Hun lænede sig yderligere frem og lod forsigtigt en hånd glide hen imod såret i hans nakke, holdende hans øjne i et fast blik. " Undskyld, De vil vel ikke have noget imod at jeg..?" Lød det tøvende, en smule dæmpet. Hånden endte med at svæve kort over såret inden den løst indrammede såret og lod den healende energi skyde igennem og hjælpe ham. Heldigvis var det overfladisk, det betød dog ikke at hun ikke ville hjælpe ham med sårene han måtte have pådraget sig, hun var jo trods alt skyld i dem.

Cregan vidste godt, at han ikke burde blive vred på andres vegne, men denne kvinde havde sat sig i en god position over for ham, ved, at være et offer for kaos og ubehag, så han nikkede blot, mens hans øjnes farve truede med at ændre sig. Heldigvis var den vrede følelse ikke stærk nok, så det skete ikke. I stedet valgte han at bruge sine ord til at udtrykke sig. "Ubehageligt. Han lyder som en ondskabens mand," sagde han, mens han kiggede på hende.
"Ganske udmærket, ja. Man skal bare et godt stykke væk fra vejen, så er der i hvert fald en del harer og kaniner rundt omkring," han kunne mærke hendes lettelse helt ind i sin egen krop, men han lod være med, at kommentere på. Det var trods alt ikke alle der kunne lide, når han gik i hovedet på dem, selv når han ikke gjorde det bevidst.

Hun tog hans hånd og præsenterede sig, og han kunne samtidig mærke, at angsten ikke strømmede fra hendes hoved længere. Hun følte sig mere tryg nu. Godt. Han smilede let, til hun rakte sin hånd frem mod hans nakke. Det var han ikke vant til, og hans blik lagde sig vagtsomt i hendes, men han lod hende gøre, hvad end hun skulle til, da hun også spurgte om hun måtte. Såret i hans nakke lukkede sig stille og roligt, og han fik en mærkelig følelse i kroppen. Hans kar, hans krop, der nok for hende, ville føles noget anderledes end en normal krop, fordi hans egne sjæl var tom, og mennesket her, som han havde overtaget, havde ingen sjæl tilbage. Kroppen blev kun holdt i live, fordi han havde bosat sig i den. "Tak, Nia Hadil," sagde han med et smil, mens han sank lidt sammen i skuldrene. Han kiggede lidt på hende, før hans nysgerrighed for manden Ikar blev for meget. "Så denne Ikar. Hvad er han for en mand?"

Hun smilte skævt, det kunne være hun en dag skulle forsøge sig med at jage, hvis hun da overhovedet ville kunne finde ud af det. Normalt handlede hun sig frem til kød og sådan fra tilfældige hun stødte på sin vej, så det kunne hurtigt blive til ensformige måltider bestående af grøntsager og brød, måske en vælling eller lidt grød hvis det stod rigtig skidt til.
Hun nikkede. " Ja, Ikar.. Er ikke ligefrem en behagelig mand, det tror jeg faktisk aldrig man har villet kunnet sige om ham.. Måske som barn, men bestemt ikke længere. "

Hun fornemmede godt at hans krop virkede anderledes. Selvom den var kød og blod virkede det som om der manglede noget ved den, hvilket kort fik hende til at rynke brynene i undren.
Hun fornemmede godt hans nysgerrighed overfor Ikar, men rejste sig ikke desto mindre op, før hun gik hen og forsigtigt kiggede igennem et vindue ind til den forladte bygning. Skønt ingen så ud til at gemme sig der. Hun sukkede i lettelse inden hun endnu engang sank ned på den forårshårde jord.

" Det er en længere historie bag. Men han er en meget meget magtsyg mand. Han nyder at se folk lide til ingen verdens nytte. Han hold mig akkurat i live, kun for at jeg kunne helbrede en anden fange han havde og dagligt torturerede, i timevis. Det var ikke lang tid jeg kunne bruge min energi til at hjælpe ham, vi havde altid kun et vist antal tid sammen. Et mindre mirakel skete og det lykkedes os at stikke af, undslippe, ved hjælp af fangens vogter som viste sig at være en tilhænger af ham. Ser De fangen er den rette hersker af Shargon, men Ikar har manipuleret folk til at tro at det er min ven, med-fangen, der er skyld i mordet på faren, den tidligere hersker. Det er det dog ikke umiddelbart, ikke hvad han har fortalt mig, hverken i fangehullet eller senere, i friheden."

Hun sukkede tungt som hun betragtede sine hænder i skødet.
" Lige siden vi stak af har vi været på evig flugt af Ikar og hans mænd som han nærmest konstant sender ud for at få os tilbage og højest sandsynligt uskadeliggjort."

Cregan kiggede efter Nia, da hun rejste sig og kiggede ind ad vinduet på den bygning de sad ved. Men Cregan selv følte ingen umiddelbar fare, så han blev blot siddende afslappet, mens hun selv kom hen og satte sig for at forklare hvem Ikar var. Det var ikke så meget indholdet af hvad hun sagde, der gjorde ham vred, som det var den følelse hun havde, der emmede igennem ind til hans sjæl og gav ham en enorm mængde afsky og vrede i hovedet. Hans hænder knyttedes stramt, og til sidst ændredes øjnene sig også til en hæftig, rød farve. Han følte sig præcis lige så vred som hende, men modsat hende, kunne han ikke skjule det, i og med, at hans øjenfarve konstant afslørede ham.

"Denne Ikar overskrider en grænse, jeg ikke bryder mig om, bliver overskredet. Jeg kan ikke lide ham, og vil gerne hjælpe Dem mod ham, hvis De ønsker det," sagde han, før han kunne nå, at stoppe sig selv. Selvfølgelig skulle han lige igennem Skyggen med det først, men det skulle nok gå hurtigt. Og Skyggen ville nok også indvilge i, at få fjernet Ikar og få sat den rette mand på magten i Sarghos. Hvis Ikar var så slem, som Nia Hadil fortalte, han var, så var byen sikkert også bedre tjent og i en bedre balance, end med Ikar siddende der. "Ingen bør flygte for deres liv. Det er der ingen balancegang i, og det er forkert."

Nia betragtede ham imens hun forklarede af sig. Igen kom dette underlige farveskift i øjnene, det fascinerede hende utroligt og endnu engang måtte hun tage sig i at stirre ham ind i øjnene. Hun havde aldrig i sit liv set øjne opføre sig på sådan en måde, omend den kraftigt røde farve gjorde hende en aneæse urolig, den nærmest skreg advarende ud til alt og alle.

Hun knyttede kort nævnerne inden hun lod dem slappe af igen, med en lille nikken.
"Den retmæssige hersker i Shargos er Hakim. Han var medfangen jeg flygtede med selvom vores veje splittedes, vi støder dog stadig på hinanden engang imellem.. Jeg ved at han forsøger at samle en gruppe mænd og kvinder der vil kæmpe ved hans side så han kan konfrontere Ikar og genvinde den plads som retmæssigt er hans. "
Fortsatte hun. Af en eller anden grund følte hun det nærmest som om hun lige havde udleveret dem begge ved at sige Hakims navn højt, en form for fornemmelse af at være forrædder, bestemt ikke behageligt som det satte sig som en knugen for hendes bryst.

"Det er bestemt ikke et godt liv at leve i frygt og på flugt, temmeligt stressende hvis De spørger mig.. " Hun bed sig i læben, gnavede den kort, tænksomt skævende til sine hænder.
Langsomt rettede hun blikket op igen, forsøgte ikke at stirre, uden videre held.
" Deres hjælp vil til hver en tid blive accepteret, det er jeg sikker på. Men jeg går ud fra at hjælpen ikke er gratis, så hvad forlanger De? Hvad er Deres pris? "
Blikket blev et kort øjeblik nygerrigt.
"De må undskylde hvis jeg stirrer sådan, det er bare. Jeg har aldrig set øjne som Deres før, er det en evne af en art? Påvirker det Dem på nogen måde Ders synsfelt eller lignene? "
En rødmen gled over hendes mørklødede kinder som hun indrømmede sin åbenlyse nysgerrighed.
" Tilgiv mig at jeg spørger, det er ikke min mening at snage. "

En kort følelse af uro gled gennem Cregans sind, som den også var i Nias, og han rykkede let på sig mens den røde farve i øjne fik et mere gult glimt. Han forholdt sig dog tavs, indtil Nia spurgte om han skulle have noget til gengæld. Dette fik ham til at smile let, på trods af, at han stadig kunne mærke den lette uro der var, i hendes sind.
"Jeg forlanger sjældent noget. Det eneste ønske jeg har er, at Sarghos bliver en stabil og balanceret by. Det er mit store livsmål, at skabe balance hvor end jeg går. En gråzone er den bedste form for zone," forklarede den gamle dæmon i den unge krop mens han pillede rundt ved sin aladrios-symbol, der hang i en mindre kæde om hans håndled. Han smilede igen, til han kunne mærke hendes nysgerrighed. Hans øjne blev brune igen, og hans blik blev alvorligt. Selvfølgelig var hun nysgerrig, og det var kun naturligt. Han havde også selv været nysgerrig over for hende, så han følte ikke nogen voldsom trang til, at holde sin identitet hemmelig. Enten ville hun blive rædselslagen, eller også ville hun være uanfægtet.

"Jeg går ud fra, at De allerede ved, jeg ikke blot er et normalt menneske," han smilede let igen, mens han så indgående på hende. "Jeg er en dæmon af konceptet tomhed. Hver gang De får en følelse, kan jeg mærke den, og jeg gør den til min. Derfor føler jeg mig i øjeblikket præcist lige så nysgerrig, som De er. Men bare rolig, ikke alle dæmoner er ondskabens kreaturer," forklarede han roligt, hvorefter han igen kiggede afventende. Det var ikke altid at en samtalepartner ville tale videre efter sådan noget.

" Med den rette herre på sin plads er jeg sikker på at det vil blive en god og stabil by, jeg kan ikke forestille mig andet. " Lød det roligt til svar. Det lettede Nia lidt at han ikke krævede andet til gengæld. At betale ham med krystaller føltes bare forkert, sådan noget var bare forkert.
Et lille hovedtilt forlod hende som øjnene igen forandrede sig. En kort trang til at se hans øjne helt tæt på overvældede hende fuldstændigt, men hun fik forholdsvis hurtigt styr på sin trang; det ville være grænseoverskridende, både for ham og for hende.

Hun lyttede opmærksomt som det lod til at han velvilligt ville give hende et svar . Jo, hun havde skam godt bemærket det, noget var ikke helt rigtigt, ikke helt menneskeligt ved ham.
Alligevel overraskede hans svar hende, en anelse. " Dæmon..? Men en dæmon a balancen, jeg kan se at De tilbeder Aladrois..?" Hun nikkede kort imod gudens symbol på hans hånded, hun havde godt bemærket det. " ..Det giver os noget tilfælles, jeg er også tilbeder. " Et kort smil forlod hende.

Af en eller anden grund følte hun sig ikke bange, ikke frastødt ved ham, faktisk følte hun sig mere rolig omkring ham.
" Så De kan føle mig? " En kort latter forlod hende, velvidende at det lød forkert sådan som det kom ud.
" Det må De undskylde, det var bare en lidt underlig ting at få af vide. Så det er lidt som nærkontakt, men jeg skyder på ude behovet for kropskontakt som andre har behov for. Er mine følelser så meget anderledes end hudkontakt? Har den en anden fornemmelse og form? "

Hun lagde sine hænder med håndfladen opad på sine knæ, som for at vise sin åbenhed.
" Det er første gang jeg selv står, eller sidder, ansigt til ansigt med en dæmon, jeg har hørt mange historier om dæmoner, men jeg tror på Dem når De siger at De ikke er af ondskab, for i så tilfælde kan jeg kun forestille mig at De selv ville have udnyttet situationen og mig, og dræbt mig når De fik hvad de fandt nyttigt ved mig. For mig virker De anderledes, mere som Aladrois selv. "

Selvfølgelig kunne hun forsøge at franarre ham hans navn, og dermed tvinge ham til at hjælpe hende i kampen imod Ikar, men hvis Cregan selv velvilligt ville hjælpe, følte hun ikke noget nærmere behov for at gøre ham til sin træl, omend det kunne være en god sikkerhedsforanstaltning. Igen ville det kunne give hende en fjende på halsen som hun ikke ønskede sig. Så hun lod dæmon være dæmon.

Cregan smilede selvtilfreds, da Nia forklarede ham, at byen nok skulle blive stabil. Han kunne ikke være mere tilfreds i det tilfælde, og det var han sikker på, at Skyggen ville give ham så absolut ret i. At hun kun virkede overrasket og ikke bange gjorde ham også ganske tilfreds, og som hans helt egen glæde strømmede igennem ham, blev hans øjne natblå og han smilede, især idet hun erklærede sig for tilbeder af selv samme gud. "Det glæder mig utroligt meget, at sidde med en tilbeder af samme gud, som jeg,"
Hendes måde, at fortolke hans syn på følelser fik ham til at hæve øjenbrynet, men hans øjne forblev samme farve, mens han så på hende og overvejede hvor hun havde dén indgangsvinkel fra. Ud over hendes nysgerrighed selvfølgelig.
"Jeg kan ikke se Deres følelser. Når De kommer til skade og bløder som resultat deraf, svider det og giver en dunkende fornemmelse. Det er lidt den samme måde jeg har det på, når De føler en bestemt følelse. Den kopierer sig selv inden i mit sind. Blandt andet kan jeg mærke Deres trang til, at se mine øjne tættere på, da den er meget stærk i Deres sind, ergo, mit. De må gerne, hvis De vil," han smilede igen og hævede på ny et øjenbryn, da han fik hendes syn på dæmoner.

"Alle dæmoner er anderledes end hinanden. Jeg mødte en gang en dæmon, der brændte en hel by ned, for så kunne han få beboernes følelse af panik og død. Men jeg har også hørt om dæmoner der elsker, når mennesker er taknemmelige og lykkelige. Det er vældigt interessant, i og med, at dæmoner næsten er som mennesker, bare.. Anderledes,"
Det alvorlige blik var ret synligt og han lod symbol være symbol, mens han tørrede sin langkniv af i noget græs og puttede den tilbage i skeden på sit bælte. "Men vær De blot rolig. Så længe De ikke afviger fra Aladrios' veje, så er De i komplet sikkerhed fra mig. Jeg ville aldrig lægge en hånd på en fælles tilbeder."

Hun smilede, nikkede samtykkende til ham. " Det er ikke ofte man snakker om hvilke guder man tilbeder, og endnu sjældnere man møder nogen der tilbeder den samme, medmindre man går i templerne. " Hun skar en mindre grimasse. " Jeg har hørt rygter om at nogen er gået amok og har dræbt folk i forskellige templer, jeg håber vitterlig at synderen bliver fanget og straffet efter bedste evne. Det er direkte gudsbespottelse. "
Endnu engang overtog afskyen Nia som hun kom til at tænke på de rygter hun havde hørt fra vandrende fra hovedstaden.

"Hvordan kan De så være sikker på hvilken følelse er Deres og ikke min? "
Afskyen blev endnu engang overtaget af nygerrigheden. Det lød som noget der let kunne drive en almindelig dødelig til vanvid.
Den rødmen der havde været ved at stilne af kom tilbage i fuld flor som han tog hendes tanker og nysgerrighed om øjnene. " Virkelig?" Hun blinkede let, inden hun forsigtigt lænede sig frem, helt foran ham, lod sit ansigt stoppe næsten en håndsbredde fra hans, betragtende øjnene. " Fascinerende.. Og det gør ikke ondt på dem? "

" Så.. Deres føde er folks følelser? Eller er det mere en form for stof for Dem, ligesom visse svampearter kan være det, så det skaber en afhængighed? " Så dæmoner var virkelig som mennesker, bare drevet mere af kaos, lyster og begær. Noget i den stil forestillede hun sig det idet mindste.
Et let øjenbryn blev hævet af ham som hun ikke kunne lade være med at smile en anelse for kækt til ham.
" Det kan De sagtens sige nu, men jeg tvivler på at De ville holde det ord hvis jeg fik Dem til at give mig Deres navn, så jeg derved kunne sikre mig at De holdt deres ord i at ville hjælpe.. Selv hvis jeg lovede ved Aladrois' navn, at jeg ville give Dem friheden igen når opgaven var fuldført. "
Det var et dristigt, direkte vovet spørgsmål, men hun kunne ikke lade være med at spørge.
Mon spørgsmålet ville gøre ham vred? overrasket? Måske endda forfærdet?

Cregan blev så vred ved det, Nia fortalte om templerne, at hans øjne ændrede drastisk farve, mens hans næver knyttedes hårdt. Øjnene blev kulsorte, og hans blik sad nærmest fast i hendes. Det var ikke kun hendes vrede han følte, men også sin egen. Han hadede når folk bespottede guderne! Hadede det!
"Ser ud til, at jeg skal ud at besøge disse folks hjem og vise dem hvad der sker, når man bespotter guderne," sagde han mørkt, før hans vrede blev neutraliseret af hendes nysgerrighed over hans følelsesovertagelser. Han rystede let på hovedet. "Jeg ved det, fordi jeg har haft over tusinde år til, at kunne kende forskel," forklarede han roligt, før flere af hendes spørgsmål dukkede op. Hans øjne røg tilbage i den brune farve igen, som han blev mere neutral.
"Det gør ikke ondt overhovedet. Det er en del af mig."

Hendes næste modargument fik ham til at hæve et øjenbryn, alt i mens at hans øjne tog en metalgrå farve, som altid gik igen, når han blev neutral og meget defensiv. "De må tage mit ord, som De ville ved alle andre, der ikke er dæmoner. Blot fordi jeg er en dæmon betyder det ikke, at jeg skal være nogens træl. Det nægter jeg ganske enkelt, så De må tage imod mit tilbud, eller se til fra sidelinjen, når jeg, lige gyldigt hvad, har tænkt mig, at fjerne Ikar. Og nej, jeg føder ikke fra andres følelser," han lagde sine arme over kors, denne gang meget mere alvorlig og streng i sin attitude.

Nia havde aldrig i livet troet at øjne kunne blive helt sorte. Hun havde set folk der var høje på eurofiserende stoffer have meget store pupiller, men aldrig sorte øjne.
" De skulle have efterladt et spor, i tegn af en bølge, lavet af ofrenes blod. " Lød det dæmpet, åndeløst.
Hun blinkede, et kort øjeblik overrasket. Han virkede så ung, men måske det bare var en krop til låns, måske det var dét der havde følt forkert da hun healede ham. Hun havde hørt at dæmoner kunne gøre sådan.

Hun blev ved at betragte hans øjne, selv da de blev helt stålgrå.
En langsom nikken forlod hende. Det lod til at dæmonen havde samme syn på det at være træl som hun selv havde, hun havde selv villet nægte at arbejde for Ikar, at hjælpe ham med at gøre pinslerne længerevarende for Hakim, men da hun første gang havde set ham, hængende gennemsmadret og blodig, havde hun straks følt at hun måtte beskytte ham og redde ham for hvor meget hun end kunne.
Mon Hakim nogen sinde bar nag til hende for det valg.

Hun rejste sig op på knæene, strøg håret væk fra hans pande og gav ham et mildt kys midt på panden inden hun sank tilbage i sin knælende position foran ham.
" Jeg forstår Dem, tag det ikke ilde op, jeg var bare nysgerrig. Jeg undskylder at jeg overskred Deres grænse. Men jeg accepterer fuldt ud Deres tilbud. " Hvor dæmonen foran hende emmede af strenghed og alvorlighed, emmede hun selv af en rolig varme og seriøsitet.

Cregan valgte blot at nikke til Nias information om gudsbespotterne. De måtte komme efter Ikar. Ikar var vigtigere, selvom det var meget slemt at bespotte Aladrios i Cregans øjne. Dog var en hel bys velstand og balance lige den del mere vigtig. Han blev siddende tavs efter at have sagt sine ord, til Nia valgte, at være på hans gode side, hvilket han nikkede tilfreds til, indtil hun bøjede sig frem og kyssede hans pande. Af selvsamme grund forblev hans øjenfarve defensiv, mens han kiggede forvirrede på hende. Han forstod det overhovedet ikke, men han havde oplevet lignende da han lige havde overtaget denne mands krop. Måske var det fordi hun havde et syn på ham, grundet hans unge krop, men dog forstod han det stadig slet ikke. Det gav ingen mening i hans hoved.

"Godt De kan se min side af sagen, Frøken Hadil. Jeg forstår dog ikke hvad kysset skulle til for, men det kan være, De vil belyse grunden for mig?" lød det spørgende fra dæmonen, der godt sagtens kunne mærke kvindens varme imod sin egen, kolde sjæl. Denne gang var følelsen dog ikke stærk nok til, at overmande hans egen følelse af forvirring, der faktisk fik flere forskellge farver til, at skinne gennem hans øjne.

Nia fornemmede nærmest straks han forvirring, før hun overhovedet havde set hans øjne. Et kort øjeblik glimtede hans forvirrede tanker imod hende hvilket hastigt fik sigøjneren til at ryste på hovedet så de mangle smykker klingede blødt imod hinanden.

Et let hemmelighedsfuldt smil forlod hende. " Kysset var til for at vise at jeg accepterer dig såvel som din hensigt. En sigøjners velsignelse så at sige.. Selv hvis sigøjneren er udstødt. "
Det morede hende lidt at se ham være så forvirret, det havde hun ærligt ikke forventet fra en tusinde år gammel dæmon. Dæmpet fløjtede hun en lav melodi, hvilket kort efter fik hendes hest til at dukke op, til hendes lettelse. Hun havde ærligt frygtet at hoppen havde stukket af under Ikars folks forsøg på en voldtægt.
Forsigtigt rejste hun sig op og gik over til hoppen, strøg den blidt over den bløde mule og undersøgte den for mulige sår den kunne have fået pådraget sig.

Cregan sendte signøjneren et smil, da hun gav ham sin forklaring. Det gav lidt mere mening, men da han kunne mærke hendes morskab over hans forvirring, smilede han skævt, og rejste sig, som hun lavede en fløjtende melodi. Han så på hendes gamle hoppe, men undlod at kommentere nærmere på den. I stedet blev hans øjne en funklende lyseblå. Følelsen af morskab over hendes morskab røg gennem ham. "Ja, mor De Dem blot. En 1500 årig dæmon der ikke forstår et kys. Det har ikke ligefrem været min første prioritet, at lære den slags," beskyttede han sig selv, før han gik hen til hende, kiggende ned på den sidste levende mand, der var i gang med at forsøge at trække sig væk. Hans blik blev isnende hvidt, da han satte sig på hug ved manden, og stak sin langkniv gennem halsen på ham, uden den mindste barmhjertighed. Manden faldt rallende om. Derefter kiggede han på Nia.
"Tag De blot til Hakim, og fortæl ham, at hans plads snart skal blive hans. Når I er ved Sarghos, skal jeg nok gøre mit arbejde færdigt, det har De mit ord på, frøken Hadil," lovede dæmonen, før han tog sin bue op og forsvandt lydløst ud i natten.

//Out

Nia vidste godt at hoppen var aldrende, forhåbentligt ville den kunne overleve et par år endnu, og forhåbentligt kunne hun finde en der var villig til at ville lade deres hingst avle med hendes, selvom det typisk kostede sin pris, desværre ville hoppen ikke leve for evigt, og Nia ville ikke selv kunne bære alle hendes ting.
Hun fornemmede en form for morskab fra dæmonen idet hun vendte sig imod ham igen med et lille smil spillende på læberne.
" Det er forståeligt. Jeg tvivler ærligt også at kærlighed og gensidig respekt ville være det første jeg ville prioritere hvis jeg var en dæmon. Tag det endelig ikke ilde op, men at kunne kæmpe og beskytte sit fulde og sande navn, virker en del mere logisk på det punkt hvis De spørger mig. "

Idet han gik hen til hende havde hun en vag fornemmelse af hvad han var på vej til at gøre, og så istedet væk fra den resterende mand idet hans liv ebbede ud. Hun kunne nærmest fornemme det, ikke en videre behagelig fornemmelse for en healer, men det var nødvendigt.
Hun nikkede tavst til tak.
" Det skal jeg gøre. Jeg går ud fra at De giver besked når De selv er klar, i mellemtiden vil jeg opsøge Hakim. Mange tak for Deres hjælp og velvilje. Må Aladrois være med Dem. "

Hun fulgte ham med blikket som han selv forsvandt i mørket, og besluttede sig fora t være alene med tre lig måske ikke var det smarteste, så hun svang sig op på sin gamle hoppe, klappede den let på halsen inden de i et roligt tempo fortsatte ud i den tiltagende nats mørke.

// Out