Asbjörn havde været på vagt i dag - efter alle disse år som byvagt, havde han gjort det til en vane, at afslutte alle sine arbejdsdage i arenaen afsappende omgivelser. Trods dette sted for mange var ensbetydende med blod, sved og tårer, så havde arenaen en anden effekt på byvagten. Det var her han havde modtaget sin træning i tidernes morgen. Det var her han havde poleret sine kampevner. Det var her han havde vundet alle sine dueller. Det var her, han havde været noget særligt.

Nu var der blot minder tilbage. Minder fra et tidligere liv. Han tog sig til armen, og lukkede fingrene omkring stumpen, der udgjorde den fulde arm. Fra albuen og ned. Han rynkede næsen og lod bitterheden skylle henover ansigtet. Det var... Fortid. Han sukkede og slap sin arm. I det mindste var fantomsmerterne forsvundet - trods det havde taget mange år. Lægerne havde forklaret dem, som onde ånder der endnu forsøgte at flå den del af hans sjæl - som hans arm havde været - fri fra resten af hans spirituelle krop. Byvagten fnøs. Lægerne sagde efterhånden så mange tåbelige ting! Han trådte ind på arenaens grusede afgrund, og lod blikket glide rundt. Han spottede en anden person. En kvinde. Han lagde ikke mere i det - det var nok en hustru, til en af de de mænd der havde kæmpet tidligere på dagen. Det var ikke unormalt at de brugte aftentimerne på at lede efter tabte egendele, som deres husbond måtte have mistet i kampens hede. Asbjörn lod sine fødder sparke støv op fra jorden. Han trak på smilebåndet, og lod langsomt minderne overtage hans tanker. Der var noget behageligt i, at overlade sig selv til fortiden. Der gik ikke lang tid, inden hans tankefulde spadsertur førte ham tæt nok på kvinden, til at han kunne genkende hende.

"Frøken Netrish?" udbrød han overrasket. Han fandt det nu ganske morsomt, at de nu skulle mødes her. Som altid. "Jeg havde ikke troet, at vi skulle mødes her igen! Skæbnen vil at vi skal genfinde hinanden i dette grusomme sted! Som altid." Han lo muntert og trådte tættere på sin gamle veninde. Som altid var hun klædt elegant og smukt; Han måtte afholde sig fra at stirre for længe.

Asbjörn trak på smilebåndet over hendes berøring, og bukkede kort og let hovedet i en lidt mere nobel hilsen. Det var længe siden han havde set elverkvinden, men hans tanker havde dog fundet frem til hende et par gange i de sidste par måneder. Hvis ikke mere end et par gange. Han selv, derimod, var blevet tydeligt ældre. Sådan følte han det under alle omstændigheder. Han havde været under meget stres på det sidste - det havde ikke kun kostet ham titlen som byvagternes overordnede, men ligeledes havde det slidt hans krop og sjæl en del. Han følte sig ældre end han var. Dog fik Netrishs smil ham til at føle sig en anelse ungdommelig. Igen.

"Jeg har det ganske fint," løj han med et muntert smil. Der var ingen grund til at hælde al negativiteten ud over hende - hellere glemme det og stikke hende en lille hvid løgn. "Og du, min kære ven? Har du haft det godt? Det er jo så længe siden vi har set hinanden! Hvad har du lavet i al denne tid?"

"Jeg ville skam også vove at antage, at de fleste nødigt ønskede at forstyrre en af Kiles tjenere," sagde han med et lettet øjenbryn. Han mindedes selv at have været ganske påpasselig med sin opførsel første gang han mødte hende, af selv samme grund. "Man ønsker jo selvfølgelig ikke at få Kiles vrede nedover sig!" tilføjede han med et skævt smil. Han var ikke typen der satte sin lid til de højere magter, men Kile havde fået en større værdi efterhånden. Måske fordi det hele virkede så... nært? "Men det glæder mig at høre, at din rejse har været uden nogle mén og problemer!" Asbjörn selv havde engang været særdeles glad for at tage ud for at se verden - han var dog mere bundet til hovedstaden end han ønskede.
Byvagten trak på smilebåndet til hendes kommentar - han måtte holde sin positive attitude oppe. Det hjalp desuden på hans humør, at tvinge et falsk smil frem. Han hævede armen foran sig, og placerede sig ved siden af sin veninde. "Skal vi ikke gå lidt? Jeg føler at det hjælper mine tanker." foreslog han og tog det første skridt. Kamparenaen henlå i blidt mørke; let oplyst af fakler på de forskellige vægge rundt i arenaen. Trods nattens kølighed og mørket, så var der overraskende hyggeligt - på en melankolsk og grufuld måde.
"Hm? Åh." Asbjörn blev trukket ud af sit tankespind og vendte ansigtet mod Netrish. Hendes skønhed blændede ham næsten. Som altid. Han trak på smilebåndet og rømmede sig. "Jeg nyder at tage mig en gåtur hertil efter en lang arbejdsdag." indrømmede han. Det var egentlig en underlig vane. "Det er en behagelig måde at få renset tankerne. Desuden har jeg mange minder fra dette sted." forklarede han roligt og vendte blikket mod hende igen. "Og de er endda alle gode minder!" tilføjede han med et smil og et glimt i øjet.

De gik langs arenaens yderste kant. Den var indrettet som en stor cirkulær tag-løs bygning. Som et stort colosseum. En prægtig bygning, der fortjente mere glæde end den symboliserede. Asbjörn havde altid holdt meget af den gamle bygning - hans øjne gled og op ned af murer og udskæringer. Han trak på smilebåndet over hendes forslag.

"En lille rundtur?" gentog han og så på arenaens udgang, der lå oplyst ikke langt derfra. Han trak på smilebåndet igen. "Det lyder da som en dejlig idé." Han forsøgte desperat at huske på hvad der kunne have ændret sig siden sidst. Det hele ændrede sig jo konstant, så det var snart svært at få alle erindringerne til at gå op. Han valgte derfor at føre Netrish ud på en tur, der ganske enkelt tog dem ud på hans sædvanlige vagt-rute. Den tog dem igennem midt-byen, forbi markedspladsen, teateret og et par kirker. Det var en smuk tur, og den var heldigvis oplyst af både fakler og vejlys. "Er der noget specifikt du ønsker at gense?"

Asbjörn nikkede. Han huskede skam kroen, men da hun nævnte den mindedes han pludselig om barnet hun havde haft med sig dengang. Hvad var det drengen hed? Lur... Lurrie? Hvad var der mon sket med ham? Han overvejede et kort øjeblik om han skulle være åben omkring spørgsmålet, men frygtede dog straks hvilket svar han måtte høre. Måske var der en grund til, at hun ikke selv havde nævnt ham. Han valgte at tie. Hendes næste spørgsmål plantede blot flere tanker i hans hovede - ville det være høfligt at tilbyde hende et gæsteværelse i hans eget hjem? Eller ville det være upassende? Han ville naturligvis ikke have noget imod at have hende boende... Han skævede mod hende, og mærkede en svag rødmen i sine kinder. Måske var kroen et mere nobelt valg. "Kroen ligger ikke langt herfra."

Det var sandt. Han førte hende ned ad en enkelt hovedgade, for blot at dreje ind på en mindre lukket sidevej hvorpå kroen lå. Det var en stor og velholdt bygning, der bar præg af mange besøgende - og betalende - kunder. Asbjörn trak sin arm til sig, for at åbne døren for Netrish. Indenfor blev de mødt af en blid varme og en mild duft af kylling. "Vi kan se om de har et værelse." sagde han, da det gik op for ham at dette naturligvis ikke var givet. En lille del af ham håbede, at der intet var ledigt. Så kunne han jo blive nødt til at invitere hende med hjem... Han smilte.

Asbjörn ventede høfligt ved døren, da hun gik op for at spørge. I det hun vendte tilbage, mærkede han et sug i maven - spænding. Han skar en grimasse da hun fortalte, at der ingen ledige værelser var. "Ærgerligt." erkendte han og kastede et blik ud ad vinduet. Ud i mørket. Han fastholdt sit blik ud i aftenens mørke, men lyttede til hendes ord da hun talte igen. Jo; det var sent. Han nikkede. Efter et øjebliks betænksomhed, vendte han sig atter mod hende med et lille smil på læben. "Jovist, det er sent for mig," indrømmede han og trak på skuldrene, "men det må da ligeledes være sent for Dem! Hør, jeg..." han rømmede sig hurtigt og rettede sig op. Det var vigtigt at han forsøgte at holde sin tone galant og høflig, fremfor... 'drenget'. "De kunne jo sagtens overnatte i mit hjem. Jeg har rigeligt med plads, og det ville bestemt ikke være ubelejligt. Jeg ville ikke synes om at lade Dem gå rundt i byen midt om natten, velvidende at De endnu ikke har fundet et sted for natten. Jeg bor et stykke herfra, men..." han tav et øjeblik og sænkede stemmen. "Men jeg er sikker på at kvaliteten af mit gæsteværelse er særdeles højere end værelserne De finder her." Han trak på smilebåndet og rømmede sig igen. "Men hvis De hellere vil finde et kro eller herberg i nærheden, så ville det ikke være mig et problem at følge Dem dertil." tilføjede han til sidst. Han ønskede naturligvis ikke at hun skulle føle sig forpligtiget til at tage med ham - og han ville heller ikke fremstå for desperat. Udenfor var det begyndt af regne en smule.

Hendes store smil smittede hurtigt af på ham, men da han bemærkede hvordan hun forsøgte at beherske sig, lod han straks sine læber blive mere horisontale. Han fulgte efter hende ud i den lette støvregn. Det var nu behageligt med lidt regn, syntes han. At blive kølet mildt af. En let prikken på huden. Så mærker man at man lever. Han vendte blikket mod hende, da hun talte til ham igen. Hendes sidste tilføjelse fik hans hjerte til at synke en anelse - troede hun at han var gift? Trods der ikke var sket noget mellem dem, og deres til tider akavede venlighed overfor hinanden muligvis ikke havde været andet end netop venlighed, så fik denne enkelte kommentar dog hans hjerte til at stikke. Han sank en klump.
"Jeg er ikke gift." svarede han stift, en smule hårdere end han havde ønsket. Han slog blikket ned og følte sig pludselig som et usselt menneske. Mange blev gift allerede inden de gik ind i deres tyvende år, og her stod han... I trediverne. Ugift. Uden familie. Han rømmede sig og vendte blikket mod hende med et skævt smil. "Så bare rolig, min hustru vil ikke blive et problem." Akavet. Han førte an mod sit hjem; denne gang uden at tilbyde hende sin arm. Turen varede femten minutters tid - hvis altså minutter fandtes. Der gik lidt tid. Regnen nåede at tage til, og da Asbjörns uniform ikke havde en hætte eller en kutte, så måtte han blot se sig til tåls med vandet. Hans hår blev hurtigt gennemblødt, og ligeledes blev hans tøj. Det rørte ham ikke. Hans tanker var andetsteds.

Det var en akavet tur. Han forsøgte ikke at starte en samtale og det gjorde hun tilsyneladende heller ikke. Han hadede tavsheden, men havde ikke energien til at prøve at bryde den. I stedet førte han blot an mod den gamle gård. De havde sat kursen mod Hovedstadens yderste udkant. I takt med at bygningerne blev mindre, blev de også mere slidte. Dog havde yderkredsen af Hovedstaden sin helt egen charme, som Asbjörn personligt satte stor pris på. Desuden duftede der langt bedre herude, hvor der var mere plads og mere luft. De forlod byens grænser og gården kom til syne. Let oplyst af levende lys indenfor. Asbjörn havde aftalt med en række naboer, at de skulle komme forbi gården hver dag inden solnedgang, og tænde nogle lys indenfor. Så undgik han indbrud, og nogle af rummene var ligeledes blevet varme. Før i tiden havde han haft nogle folk ansat til at varde op i gården, men hans køkkenpige var flyttet efter hun blev gift, og staldknægten... Ja, det var ham der havde giftet sig med køkkenpigen. Tanken fik altid Asbjörn til at smile - selv nu fik den et smil på hans læber. Han havde naturligvis ønsket det unge par al slags lykke til på deres rejse ud i livet, og mindet dem om at hans dør altid var åben hvis de havde brug for et hjemligt sted. I sidste ende var han dog ulykkelig over deres afrejse - han var nu alene i et stort hjem. Uden liv. Uden stemmer.

Asbjörn åbnede let døren ind til gården. Han lod Netrish gå ind først. Gården var varmt - der var allerede tændt op i kaminen. Byvagten smilede. Det var uden tvivl den ældre kone, der boede hos naboen, som havde insisteret på at få kaminen tændt. Hun var vidst ret kuldesky.
"Velkommen til mit ydmyg hjem!" sagde han mildt og sendte sin gæst et varmt smil. Han tog hendes kappe og hængte den på en stumtjener ved døren. Han førte hende ind i stuen hvor ilden i kaminen knitrede mildt. Hans hjem var langt fra ydmygt - han boede ganske pænt, på en stor grund, med meget land og meget værdi. Han havde arvet gården fra sin farfar, som ligeledes havde arvet fra sin faders fader. Stedet var velholdt og smukt. Men indretningen var sparsom - Asbjörn var ikke typen der købte mere ind end hvad der var behov for. Dog var der en stor sofa og en række bløde stole foran kaminen. Samt bogreoler op ad hver vindue-løs væg.

"Lad endelig som om De er hjemme." sagde han høfligt og vendte sig mod køkkenet. "Jeg henter lidt sengelinned til Dem. Gæsteværelset er bag dén dør." Han pegede mod en dør til højre for kaminen. Bag den lå et stort værelse, med et skrivebord, en komode og en stor fin seng. Asbjörn troede på, at en god nats søvn havde en meget stor betydning for et menneske. Man kan vel godt sige, at han gik op i senge.
Han forsvandt ind i køkkenet, for at hente sengelinned, en dyne og en pude i et lille kammer bagved. Han vendte tilbage et øjeblik efter, med det hele stoppet under armen. Det var en anelse akavet at bære, men han havde efterhånden lært at klare sig. Han smuttede hurtigt ind på hendes værelse, og lagde tingene på sengen. Hun måtte selv rede den. Det forventede hun vel ikke at han gjorde? Han tøvede et øjeblik, inden han gik tilbage til hende i stuen. "Kunne jeg byde på noget? Te? Brød? Suppe?"

"Du er skam ikke til besvær!" forsikrede han og trak på smilebåndet. Han forsvandt i et kort øjeblik ind i køkkenet, hvor han tændt i komfuret. Der var allerede kul og træ i komfur-rummet, så det skulle blot tændes op. Han satte en gryde med vand ovenpå - dette var en anelse mere besværligt, men han var dog trænet i at løse alle problemer med en enkelt arm. "Åh, intet problem. De er skam ikke til besvær! Jeg nyder Deres selskab, og desuden er De min gæst." svarede han inde fra køkkenet. Han ville hellere end gerne gøre det hele komfortabelt for hende. Efterfølgende gik han tilbage til stuen og satte sig i en stol lidt fra sin gæst. Han skævede til hende og rømmede sig. "Der går nok et øjeblik inden vandet koger." sagde han og betragtede hende indgående. "Så, lad mig høre... Hvorfor er De kommet tilbage til Hovedstaden efter alle disse år?" spurgte han endelig. Spørgsmålet havde naget ham lige siden de var gået fra kroen. Han satte sig til rette i stolen, og lænede sig foreover med et smil. Han fandt hende ganske yndig, som hun sad der i stolen. Hans stol. I hans hjem. Han rømmede sig og slog tankerne ud af sit hoved. Hvordan kunne hun have denne effekt på ham? "Måske savnede De mit selskab så meget, at De ikke kunne holde Dem væk længere?" tilføjede han med et skævt smil og et glimt i øjet.

Asbjörn trak på smilebåndet og betragtede hende indgående. Han bemærkede hendes rødmen; igen. Han overbeviste sig selv om, at der ikke lå noget i hendes røde kinder. Det var sikkert bare noget hun var begyndt på - han kunne egentlig heller ikke huske, om hun havde rødmet meget sidst de havde set hinanden. Det gjorde hun sikker, tænkte han med et nik. Og så skubbede han permanent dén tanke væk.

"Jeg er glad for at du besluttede at komme til byen." tilføjede han muntert. Hendes voldsomt hurtige svar på hans foregående kommentar, fik ham i et kort øjeblik til at rynke lidt på næsen. Den opfølgende sætning fik ham dog til at genoptage sit muntre ansigtsudtryk; sådan nogenlunde. Han forsøgte stadig at opholde en facade som en gæstfri og venlig vært. Alt andet måtte han holde for sig selv!

"Jeg er desuden også glad for at vi lige mødte hinanden i arenaen! Sikke et held! Men jeg fik vidst ikke spurgt... Hvad lavede du egentlig i arenaen? Ude og lede efter sjæle at redde?" spurgte han med et smil.