Xenix trådte roligt ind på kroen, ved et fjernt bord sad en ganske velkendt mand, hun havde udført flere jobs for ham og man kunne efterhånden kalde ham stamkunde. Hurtigt satte hun sig, og smed så en lille sort silkepose over til ham, manden kiggede roligt ned i den og nikkede så bekræftende, hvorefter han takte Xenix en væsentligt større pose - hendes betaling.
"Forresten Xenix, jeg har noget der helst skal ordnes her i nat, jeg ved godt det er sen udmelding, men jeg har allerede sagen parat. Jeg kan tilbyde dig fire diamanter hvis det bliver klaret i aften!" den kraftige velklædte mand skubbede nogle papirer over mod den sorthårede kvinde. Hurtigt åbnede hun den, og læste igennem de forskellige dokumenter.
"Det ser ud til at være ligetil. Der er ingen hager ved det?" spurgte hun med en blød stemme.
"Nej, det har du mit ord på!"

Xenix var normalt ikke for at begive sig ud på jobs så uforberedt, men betalingen var god og aftenens første job havde været for nemt, og dette virkede også til at være ligetil.
Roligt tog hun den store herregård i betragtning, enkelte lys var til at se i vinduerne men ellers så det stille og fredeligt ud. Hun var iklædt et par store sorte posebukser og en stram langærmet trøje samt et klæde der dækkede underdelen af hendes ansigt, desuden havde hun to slanke daggerter på sig, og et sværd som sad skråt over ryggen, på den måde kunne det umuligt gå galt.
Uden at røre jorden svævede hun stille hen til herregårdens ene dør, men der var låst hvilket fik hende til at øjne et åbent vindue, på den måde ville klikket som låsen med stor sandsynlighed ville give, ikke afsløre hende.
Efter at have kringlet sig ind gennem vinduet landede hun stille på det solide gulv, mens hun trak begge de lange knive, nu skulle hun bare finde denne Lorgath.

Lorgath var uvidende omkring det faktum at endnu en person ønskede ham død. Han havde haft en længere "ferie" fra sin lille hobby og var i gang med at pleje et så på sin underarm fra et sværd. Heldigvis var den venstre og derfor var han ikke helt invalid i det, men det var også godt i gang med.
Han var iført en mørk rød skjorte i silke, og et par tynde bukser samt sine glanssko og de tre ringe hvor den ene bar hans families skjold. I hans bælte bar han sit sværd, som altid og han holdt det med glæde, da han for nogle måneder siden havde været i så hård en kambollage, at han ikke havde været i stand til at bære vægten.
Heldigvis var det fortid og han kunne skam også godt sige at det glædede ham en del at han lige nu var bevæbnet for mens han sad der, med en bog i sit studielokale, opfangede han en fremmed lugt. Hvem det var, vidste han ikke, men vedkommende havde aldrig før sat fod i hans hus og derfor fandt han det yderst irriterende. Nu var det så bare spændende om det var en lejemorder eller om det bare var en tyv som sidst.
Lorgath trak stille sit sværd og gik lydløst ud af døren, hvor han holdt sig i skyggerne, til han var neden under, hvor lugten var mere stærk i det. Det var først da han åbnede en dør, at han så lugtens ejermand... Kvinde. et fakum at hun havde et sæt knive trukket fik hans sanser i en paranoid tilstand og han sukkede irriteret.
"Nu igen?" Spurgte han bare, med et irriteret udtryk, før han løftede sværdet mod hende.
"Ud af mit hus," lød det kort efter, en hel del hidsigere fra ham.

Xenix trådte roligt et par lydløse skridt længere ind i huset, før hun igen stoppede op og lyttede, det eneste der gav en lille lyd fra sig var de store læderstøvlers knirken når hun bevægede sig, det var dog ikke noget der bekymrede hende da intet normalt menneske ville bemærke den slags.
Hurtigt fandt hun plantegningerne over den store herregård frem som hun havde fået af kunden, derefter fandt hun hvor hun skulle hen, og hvilken vej der ville være lettest at tage. Lyden af en dør der blev åbnet fangede dog hendes opmærksomhed, hvilket fik hende til at pakke planerne væk og igen trække våben, det kunne ikke være rigtigt at han havde opdaget hende, det måtte være et tilfælde, det var mange år siden nogen sidst havde opdaget hende.
"Hr. Korbin. De er en kende større end jeg regnede med, men det kunne ikke gå hen og blive et problem!" sagde hun så, med de isblå kølige øjne rettet imod ham. Stemmen var mørk og blød af hvad man vel egentligt forventede af folk som opsøge en om natten for at slå ihjel.
Langsomt trådte hun et skridt imod ham da han hævede sit sværd, hun var mester i fægtekunsten og havde brugt det meste af sit liv på at gøre hvert trin og bevægelse perfekt. Dette faktum gjorde dog også Lorgaths bevægelser ganske forudsigelige, desværre blev dette ikke e t af de lette hurtigt overståede mord, tværtimod ville det sikkert svine forfærdeligt meget og dermed være skyld i et langt oprydningsarbejde.
Endnu holdt den spinkle kvindeskikkelse de to knive ned langs siden, der var en mening med galskaben, men når det kom til bevæbnet kamp skulle han helst hugge først for at få det optimale angreb

Lorgath hævede et øjenbryn da kvinden med en ret god selvtillid forklarede at det her ikke ville blive et problem. Han var allerede nu klar over at det var lidt noget andet end dengang med Nadia for fire år siden. Hende her virkede anderledes og mindre tilbøjelig til at modtage bestikkelse. Men det gjorde ikke Lorgath noget, han skulle nok klare sig. "Ah, så det mener du? Det får vi at se, lille ven," svarede han roligt, med et skævt smil på læberne. Han lagde godt mærke til den afslappede attitude og det irriterede ham en hel del, men han vidste godt at der lå et eller andet bag det. Han stod et godt stykke tid og stirrede på hende, før han opgav at finde ud af, hvad hendes trick var, og lavede et noget tilbageholdent udfald mod hende i form af et stik lige mod hendes brystkasse. Om det ville fungere vidste han ikke, for meningen var mest af alt at teste hende og hun havde ikke set ud som om at hun ønskede at levere den første handling. Det var også forståeligt, for det var ikke en særlig god handling, da man for det meste gjorde sig sårbar. Så meget vidste Lorgath, men hans fægteevner var rustne - flere tusinde år i rollen som Mordekai havde ledt til at han ikke brugte sit sværd som meget andet end statussymbol. Med det sagt, var han stadig en udmærket sværdfægter.

Xenix kunne godt fornemme at Lorgath så hende an, det gjorde hende ikke noget, det var de færreste det kunne se hendes stærke sider hvilket gav hende en enorm fordel på trods af hendes forholdsvis spinkle bygning. Xenix var som spået ligeledes den stædige type, som mange andre kriminelle gik hun ikke efter den højeste pris, men efter den status der lå i at udføre et betalt job, uanset om offret så var meget rigere og kunne tilbyde hende det dobbelte, for selvom at jobsne oftest lå til grund for en fandens god pris så var det ikke kun pengene der var det værd.
Idet Lorgath stak ud efter hendes brystkasse svang hun hurtigt den ene daggert imod hans klinge, så den låstes fast i parerbøjlen der sad på kniven, dette kunne klares med et hurtigt vrid i håndledet.
Derefter tog hun to skridt imod ham og hamrede den ene dagget imod hans brystkasse, en punkteret lunge ville gøre det af med de fleste inden for ganske få minutter, og ville af samme grund handlingslamme ham.
Dernæst sprang hun tilbage og tog ham i øjesyn mens hun lirkede daggerten fri fra hans klinge, og gjorde mine til at trække det slanke men smukt udsmykkede sværd der hang på hendes ryg, man kunne kun være på den sikre side især med folk som ham, der sikkert havde modtaget alverdens fægtetimer hos dyre lærermestre igennem tiden, det havde herremænd altid.

Lorgath vidste ikke hvad der skete før det var for sent og en skarp smerte borede sig gennem brystkassen på ham. Han så ned et kort øjeblik, og hans blik faldt på hendes kniv der sad dybt boret ind lige ved der hvor hans lunge burde være. En skam at en vampyrs anatomi var lidt ligeglad med alt andet end en kniv mod pulsårerne, en stage i hjertet eller et afhugget hoved. Selvfølgelig gjorde det ondt helt til helvede, men i modsætning til andre, havde Lorgath ikke brug for luft, og han blødte ikke så meget som mennesket gjorde.
Han trak sig hurtigt lidt tilbage og greb fat om kniven, der stadig sat dybt i hans brystkasse. Egentlig var det bedst at lade den blive siddende, men det var kun for et menneske det var sådan.
Med et bistert blik på kvinden, trak han kniven ud af sig selv og smed den væk, hvorefter han også smed sin egen klinge væk. Han vidste allerede på det ene udfald at hun klart havde overtaget med sine knive.
"Jeg sagde; Ud. Af. Mit. Hus," understregede han sin advarsel fra før, hvorefter han pludselig kastede sig frem igen, klar på at blive stukket. Han sendte selv et slag ind, mod et svagt punkt, der sad i skulderen. Det var lettere, hvis man fik fat i musklen der forbandt nakken og skulderen, men nu måtte han nøjes med det samme slag som Pearl havde udsat ham for i sin tid. Det havde afvæbnet ham, så burde det også afvæbne denne lejemorder.

Xenix kunne ikke lade være med at smile skævt da han kiggede ned på kniven, "Jeg sagde jo det ville gå hurtigt!" sagde hun så, og nåede lige at sende ham et næsten moderligt blik før noget væmmeligt inde i hende begyndte at røre på sig. Han burde på nuværende tidspunkt ligge på gulvet og hoste blod op, hvorfor gjorde han ikke det?
Hun trådte en kende til siden så hun forlængede afstanden mellem ham og hende i tilfælde af at han havde brug for længere tid til at dø.
Hun ændrede diskret sit greb om den anden kniv hun havde idét han trak hendes daggert ud af brystet og smed den væk, det var fysisk umuligt, derefter smed han sit eget sværd? Hvad havde han gang i?
En rigtig grim fornemmelse skyllede ind over hende som han kastede sig imod hende, i det samme svang hun den store blanke klinge fra sværdet imod ham, så det ville bore sig igennem hans hud i taljen og efterlade et stort åbent sår hvis hun fik ram på ham. Derefter gik det hele stærkt, han stod lige overfor hende og ramte hende med et overraskende blødt slag på skulderen, hun trådte igen bagud og stod nu med ryggen til væggen.
Fra slaget bredte sig en brændende smertefuld følelse ned i armen, der fik hende til at tabe den slanke kniv hun ellers havde klar. Hvad skete der? Hele armen var mere eller mindre lammet og hun kunne ikke så meget som at få sine fingre til at reagere.
Hun gav et gisp fra sig, mens hun rettede de blå øjne imod ham, smerten i hele venstre side var ulidelig, men hun havde endnu sværdet hvis han skulle prøve på noget igen i stedet for at indse at hun havde vundet

Det var først da Lorgath havde anbragt sit slag, at han han mærkede at hun havde ramt ham igen. Adrenalinen havde fået ham til at glemme det, men nu stod han med et åbent sår der sad lige over det sted hvor hans bælte sad, og det var lige før at det var værre end det første stiksår og han kunne mærke den sædvanlige ulmende vrede der altid kom, når han kom til skade. Mordekai alter egoet trådte til og hans øjne fik en manisk glans over sig, mens et smil trådte frem på hans læber. Nu skulle hun dø.. Mens hun stod op af væggen, stirrede han på hende før han begyndte at le en lidt anstrengt latter. "Du smager sikkert rigtig godt," snerrede han lavt, før han igen kastede sig over hende med en kontrolleret vildskab uden lige. Hans første slag var mod solar plexus, hvor han regnede at fratage hende sin luft det næste halve minut, før han mget beslutsomt også greb fat i musklen på hendes anden skulder og fejede benene væk under hende med et spark mod hendes knæhase.

Xenix gav en lille afmålt latter fra sig da hun ramte ham igen, men denne gang nåede et frygtsomt blik hendes øjne da han fortsat stod op. Kunden havde ellers forsikret hende om at der ikke var nogle problemer ved jobbet, gad vide om han selv var klar over det her.
Igen sprang Lorgath imod hende, men han virkede slet ikke så fattet som han først havde gjort, faktisk virkede det på ham, som om at han var fuldkommen ligeglad med de sår han havde hvervet sig. Da hun hørte hvad han sagde gik den grusomme sandhed hun ellers havde holdt på afstand op for hende. Med et hurtigt øjekast kiggede hun imod døren, hun var omkring tre meter fra hende, dét var flugtplanen nu, hun skulle ikke ædes levende af en eller anden vampyr.
Han nærmede sig hende og hun gav et voldsomt stød imod hans højre skulder med sværdet, før han ramte hende.
Hun gispede efter vejret, inden hun sank til gulvet, panikken bredte sig som en ildebrand på olie, mens hun prøvede at komme væk, men kom ingen vegne, hun kunne ikke bruge sine arme.
Hun prøvede ihærdigt at flytte ham med sine telekinetiske evner, men som altid for den utrænede havde evnerne med at svigte når man var allermest presset. Hvad kunne hun stille op?

Lorgath havde nu et sværd siddende i skulderen og han begyndte at mærke, hvordan han snart ikke ville holde til mere. Heldigvis havde hans evner ikke svigtet og da hun sad dernede, satte han sig selv ned på gulvet med en pint grimasse. Hun havde været en ære at slås mod og Lorgath tænkte allerede nu; Hvorfor ikke? Han havde alligevel brug for mere at lave, så med et kort smil, hvor de sylespidse hjørnetænder dukkede op, greb han fat i hende med sin raske arm og satte tænderne i hendes hals. Han var jo alligevel sulten.
Mens Lorgath sad og drak, dukkede Ashmon op, iført sin natkåbe - Manden skulle jo sove på et eller andet tidspunkt - og hastede hen til sin herre, dog uden at gøre eller sige noget. Lorgath havde travlt.
Så snart han næsten havde tømt hende, bed han hul på sin arm og tvang blod ned i halsen på hende, så hun kunne blive som ham. En vampyr, en slave af mørket. Dette var både en straf. Og en belønning for at han havde moret sig for en gangs skyld, samt fundet en ligemand. Mere eller mindre.
Da dette var gjort, havde Ashmon tilkaldt flere tjenere.
"Ned i kælderen. Hun skal lænkes. Ikke i samme rum som englen!" beordrede Lorgath dem til hvorefter han, udmattet, satte sig på gulvet. Ashmon gik omgående i gang med at ordne sårene, sy ham sammen og forbinde ham. Kvinden blev derudover tjekket for om hun havde flere små fælder på sig, før hun blev låst inde i et lokale for sig selv, med lænker om håndleddene, som var sat fast til væggen. Det gav hende rig bevægelsesmulighed, men hun ville ikke kunne nå døren.
Så snart Lorgaths sår var ordnede, rejste han sig med nogle mindre udbrud, fandt sin varme, tykke jakke som han tog på, hvorefter han gik ned i kælderen til hende. I tilfælde af, at hun skulle blive sulten, havde han en yngre tøs lænket i det tredje rum i kælderen. Indtil videre kiggede han blot på den fremmede kvinde mens han stod i den nu åbne dør.

Xenix hev gispende en mundfuld luft ned i lungerne som hun mærkede, hvordan hans førhen paralyserende slag i Solar Plexus havde aftaget og hun kunne få luft igen. Lorgath sank ned ved siden af hende og hun veg så langt væk fra ham det overhovedet var muligt. Alligevel fik han fat i hende, og trak hende ind til sig. Hun gav et halvkvalt skrig fra sig da hun mærkede de spidse tænder glide igennem den fine hvide hud.
For en stund vred og vendte hun sig så meget hun orkede, men uden nytte. Vampyren drak ihærdigt af det adrenalinfyldte blod og ikke længe efter, orkede hun ikke andet end at ligge stille mens han gjorde sit arbejde færdigt. Klædet hun havde haft om underansigtet for at skjule sin identitet var for længst gledet ned så man frit kunne beskue det frustrerede kvindeansigt. Ondskabsfuldt stirrede hun på ham i mørket, inden hun glippede et par gange med øjnene og sank ned i et søvnfyldt mørke.

...

Den sorthårede kvinde kom langsomt til sig selv, hun havde ondt i hele kroppen, kvalme og en metallisk smag i munden. Først rørte hun slet ikke så sig, men mærkede en sær kulde fra stengulvet under hende trænge igennem tøjet, underligt nok frøs hun ikke, det føltes snare som om hun var ikke-eksisterende.
Lyden af kæder der skramlede imod gulvet afkræftede dog teorien om dette, da hun anstrengt satte sig op, hendes hoved dunkede som aldrig før. Hvor var hun?
Øjnene løb rundt i lokalet, hun befandt sig i en kælder, det var sikkert. Begge hendes håndled var omfavnet af tunge kæder der bestemt holdt hende fast, det var i hvert fald ikke meningen hun skulle gå nogle vegne. Blikket gled over stengulvet da hun fik øje på en skikkelse. Lorgath. Hvordan havde han overhovedet overlevet? Det var umuligt! "Er jeg død?" den bløde mørke kvindestemme Xenix normalt besad var blevet væsentligt mere hæs, det var tydeligt at forvandlingen havde taget hårdt på hende.

Lorgath ventede i et godt stykke tid og der var da også tidspunkter hvor han virkelig havde lyst til at sidde ned på grund af de tiltagende smerter - Selvom han var en vampyr, så gjorde det ondt.
Han stod lænet op ad dørkarmen med et træt udtryk i øjnene, da kvinden endelig rørte på sig. Endelig. Så kunne han få fat i en skammel og eventuelt sætte sig. Han vendte sig rundt og fandt én, heldigvis havde Ashmon stillet en til rådighed og han satte sig ned på den, i samme sekund som hun stillede ham et spørgsmål der faktisk satte gang i tankerne. Han havde aldrig fået et konkret svar på det. Han gned sig lidt om hagen og fiskede så hendes kniv frem og kiggede studerende på den.
"Det er nogle udmærkede våben," konstaterede han koldt, før han så hen på hende.
"For at være død, bør man ikke kunne tale eller bevæge sig. Nej, du er ikke død. Ikke helt," forklarede han med et skævt smil. "Men det er tæt på, lige så tæt på som jeg er. Men fortæl mig, hvor ligger prestigen i at slå mig ihjel? Du virkede ikke som en.. Pris-type, dem kender jeg allerede. Jeg er blevet forsøgt myrdet før. Det gik heller som planlagt for morderen," forklarede han så og rejste sig, for at gå tirrende tæt på, med hendes kniv i hånden. Kun lige inden for rækkevidde. Så måtte han se om hun stadig havde lyst til at gå videre med sit foretagende eller om hun var et fornuftigt menneske... Vampyr.

Xenix strøg en hånd igennem det sorte hår, og prøvede at stable sig på benene, selv om de rystede truende under hende, ikke så underligt taget i betragtning af, at hun var en nyopstanden vampyr uden at have meget mere end det blod i sig, Lorgath havde givet hende.
Hun slog blikket ned på hendes kniv han sad med, hvis han havde forstand på våben ville han kunne se, at de havde været dyrere. For det første var metallet lagt sammen mange mange hvilket gav det en slidstærkhed uden lige, desuden var håndtaget omviklet sort læder der var sat fast med et smedet snoet sølvbånd. Kiggede man på sværdet var det tydeligt, at de tre dele havde været et sæt, typisk kun noget man kunne finde hvis det var noget der var bestilt og speciellavet hos en smed.
Hun kneb øjnene sammen mod ham før det han sagde gik ind hos hende. Et øjeblik stod hun helt stille, før hun tog sig til halsen hvor han havde bidt hende, hun havde endnu de to sår. Hendes tunge fulgte hurtigt tandrækken, inden de stødte på en af de spidse hjørnetænder. I det samme slog det nærmest klik i hovedet på hende, det var tydeligt for enhver, som hun rettede blikket mod vampyren.
"Idiot!" hævsede hun og sprang imod ham indtil kæderne stoppede hende ikke langt fra hvor han stod "Jeg slår dig ihjel! Ordentligt denne gang!" hvislede hun arrigt og udmattet ind i ansigtet på ham. Hun havde ikke i sinde at svare på noget af det han spurgte om, hun ville have ham ned med nakken, nu!

Lorgath rørte sig ikke ud af stedet da kvinden kastede sig mod ham men blev stoppet af kæderne. Hun var under en halv meter fra ham men han veg ikke ikke tilbage af den grund. Man måtte ikke vise svaghed når man først havde forvandlet et andet individ, det havde Pearl lært ham. Pearl havde aldrig vist svaghed over for ham heller. Hun havde været iskold og stadig en venlig lærer og mester. Alt hvad man kunne ønske fra sin skaber. Lorgath stirrede blot tilbage på kvinden. "Som du vil, så vil jeg lade dig sunde dig lidt, før jeg får noget fornuft ind i din hjerne," sagde han koldt, før han på stedet vendte ryggen til hende og gik hen til stolen. Her satte han sig ned og så afventende på hende mens han igen studerede kniven. Ud fra dens udseende måtte hun enten være meget rig eller også være en tyv. Det skulle tiden vise. For nu måtte han vente til sulten gnavede så meget i kvinden at hun ville stoppe sit foretagende, så hun også kunne få noget mad. Mad var godt især til at starte med.
Med et blik mod Ashmon rakte han hushovmesteren kniven med ordren om at lægge den sammen med resten af kvindens udstyr, før de to igen var alene... Udover hans andre fanger, naturligvis.

Xenix stirrede ondskabsfuldt efter ham da han gik væk fra hende og over til sin sædvanelige vagtplads på skamlen. Hun tog et par skridt tilbage til væggen hvor hun var lænket fast, lænede ryggen imod den, og sank så ned på gulvet, hendes mave snørede sig sammen, hun var forfærdeligt sulten, hun kunne ikke engang huske hvornår hun havde spist sidst, men én ting var sikkert, hun satte ikke tænderne i et menneske så uhensynsfuldt som han havde gjort det.
Diskret prøvede hun at finde ud af lænkerne, hun startede ved dem om håndleddene, udover nogle skruer var der ingen svage led ved dem, hun lod igen blikket flugte over gulvet for at finde noget hun kunne få skruerne op med, men der var ikke så meget som et lille stykke metal at få øje på, dernæst gik hun videre til selve kæderne, de var tilsyneladende sat sammen med magi eller lignende, ringene var i hvert fald smeltet sammen, så de ville heller ikke være mulige at vride fra hinanden. Til sidst lod hun blikket glide op på de store beslag der var sat fast i væggen, bare fra hvor hun sad kunne hun godt se at det ville være komplet umuligt.
"Du kan ikke holde mig her for evigt!" snappede hun så til sidst af ren og skær afmagt, hun var af ren og skær irritation begyndt at kalde ham du i stedet for De som ellers normalt lå til hende.
En mavekrampe skød igennem hende, hun bed sig kort i læben, han skulle ikke se det, han skulle ikke have lov at få krammet yderligere på hende end han havde i forvejen. Alligevel var der en vis kraft i hende der drev hende mod ham, det faktum at han var hendes sire kunne ikke modarbejdes, men Xenix havde tænkt sig at prøve så længe hun orkede,

Lorgath morede sig stadig lidt over kvindens uvilje mod ham, selvom det på sin vis også var lidt irriterende. Han blev siddende tavs, mens hun tjekkede alting omkring sig. Hvis hun endelig skulle finde nogen svaghed, så havde Lorgath ikke i sinde, at lade hende gøre brug af den længe. Han kunne godt holde sig vågen over længere tid ad gangen."Teknisk set kan jeg. Jeg kan holde dig indespærret her resten af dit udøde liv og fodre dig hvis det skulle ske at være nødvendigt. Jeg kunne blive ved i årtusinder... Eller også kunnedu tage dig sammen og acceptere hvad du er, og få din frihed igen. Valget er dit," forklarede han koldt, hvorefter han brat rejste sig og gik ind i det tilstødende rum, hvor han tog den unge kvinde med ud. Han trak hende med sig, hun var alligevel så svag at hun ingen modstand kunne gøre og smed hende i rummet.
Så satte han sig ned igen, og så afventende på kvinden. Nu måtte hun godt snart tage sig sammen. Han så ud til at kede sig da han så ind på den lille forsamling.

Xenix stirrede stædigt på vampyren, han havde vel ret, hvor længe kunne en udød holde ud at sidde og glo på en anden udød? "HA, jeg skal nok finde en kur, faktisk har jeg en bog om den slags derhjemme!" løj hun halvhjertet. Hun var godt klar over at det så sort ud med at blive menneske igen, på trods af hendes mange år med studier havde hun endnu ikke hørt om nogle det var lykkedes for. Hvis hun nu lod være med at spise kunne det være at hendes chancer var større.
Hun kastede et enkelt blik på kvinden som Lorgath kom slæbende med, inderst inde kunne hun let mærke hvordan dyret i hende hev og sled for at få noget at spise, hun var hundesulten, men blev stædigt siddende mens hun hårdt knugede hånden om en af lænkerne, faktisk så hårdt at det gjorde ondt, men på den måde kunne hun bedre holde sig selv i skak.
"Og jeg har ikke i sinde at acceptere at du har lavet mig til et hjerteløst monster!" snappede hun så imod ham, hvis hun bare begyndte at kede ham tilstrækkeligt kunne det i det mindste være at han ville forsvinde fra hende og tage kvinden med, så der var én mindre ting at tænke på. Lige nu fulgte kvindens duft hende bare, hun havde tydeligvis blødt før eller siden, den metalliske lugt hang i hvert fald ved hende, en faktor der bare gjorde hendes mission meget værre. Aldrig i hendes liv havde hun været så frusteret og bange som hun var nu, og selvom Xenix var dygtig til at sætte en hård og kold facade op skulle man bare kende en smule til folk for at se lige igennem hende, det var ikke let at være ny vampyr

Kvindens forsøg på at redde situationen med ord fik Lorgath morskab til at nå højder han før havde troet umulige, men han holdt den blanke facade da han havde sat sig.
"Nej. Jeg har selv ledt, for over totusinde år siden og jeg har stadig kigget på mine muligheder efter det. Der findes ingen kur," konstaterede han koldt, før han satte sig til at vente mens han indvendigt lo over hendes stædighed. Han havde selv været omtrent lige så stædig, men i det mindste havde han valgt at stoppe da Pearl havde udsat ham for den ubehagelige smerte og midlertidige lammelse, som han selv havde udsat denne kvinde for. Hun var tydeligvis lidt mere svær at knække, men det gik nok. Han havde masser af tid!
"Det bliver dit problem, når solen brænder dig til aske, fordi du stadig mener du er et menneske og kan gå ude om dagen. Jeg tilbyder kun min hjælp. Og desuden var du allerede et monster i forvejen. Jeg kender godt til lejemordere," kommentere han blot med et skuldertræk, før han rejste sig og gik lidt rundt i rummet med en eftertænksom grimasse. Mon han skulle vise Mordekai? Mordekai var så dejlig, og så kunne hun også få set hans sande monster. Så var hun også forberedt.

Xenix stirrede fortsat ondskabsfuldt på ham, inderst inde kunne hun sætte sig ned og græde, men gjorde det ikke, den fornøjelse skulle han ikke have. Stædigt lænede hun sig tilbage, men var efterhånden så sulten at hun fik det dårligt. Efter 30 minutter kunne hun dog ikke holde det ud mere, hvert sekund var en evighed hvor hendes indre skreg og vred sig, mens der var linet et stort middagsbord op foran hende og hendes indre bæst hev og sled i hende.
Hun satte af fra hvor hun sad og endte præcis foran hvinden, hvor hun tog fat i hendes kæbe og skulder og tvang hendes hals op i en stor bue. Hun tøvede ikke mere end et sekund da hun havde besluttet sig for at gøre det, og bed så igennem til blodet ivrigt løb fra hendes hals. Xenix drak til kvinden var død som en sild. Noget af et rod kunne man roligt kalde det, blodet løb nedover den sorthåredes ansigt og videre nedover halsen, mens offrets hals var mere eller mindre flået op hvor hun havde haft fat.
Lorgath havde vel egentlig ret, bortset fra at nu slog hun ihjel for at overleve og ikke kunne for sjov skyld.
Hurtigt tørrede hun sig henover munden med bagsiden af hånden, hvorefter at hun rejste sig, efter at have spist gik det skræmmende hurtigt med at genvinde sine kræfter, aldrig ville et menneske være i stand til at optage næring så hurtigt.
Dernæst vendte hun de blå øjne imod Lorgah, der var ingen tvivl om, at hvis hun ikke havde været et hjerteløst bæst før, så var hun det nu. "Så, er du tilfreds nu?" spurgte hun så alvorligt og gik overimod ham "I så fald kan du slippe mig fri nu!"

Lorgath gik stille rundt den halve time det tog for kvinden om at tage sig sammen. Da hun endelig gjorde det overvejede han at klappe af hende og huje og heppe, bare for at være irriterende, men han endte bare med at se på. Kort efter rejste hun sig med blod i hele ansigtet og han kunne ikke være andet end en smule tilfreds med resultatet. Hun så dog mere frisk ud nu, hvilket til dels nok ikke var særlig godt, da man aldrig kunne vide hvad hun var i stand til. Endnu en gang viste han at han ikke var det mindste bange, ved ikke at vige tilbage ved hendes formaninger. "Jeg tror du har glemt en ting eller to. Du dukkede op i mit hus. Du forsøgte at slå mig ihjel. Og du fik en passende straf, samt belønning for at vise dig bedre end de fleste andre lejemordere der er blevet sendt efter mig. Før jeg har i sinde at slippe dig fri, så skal jeg først være sikker på min egen sikkerhed... Sig mig, tror du jeg er dum?" Hans kolde ansigt blev pludselig hårdt og han skubbede hende tilbage, hvorefter han gik hen til døren. "Vi ses i morgen nat. Hvis du ønsker at tale fornuft, skal du bare kalde," sagde Lorgath med en ligeglad mine, hvorefter han lukkede den tunge jerndør og låste den efter sig. Så vendte han sig om for at gå.