Krystallandet
Krystal 25.11.2008 22:39
Som også nævnt andetsteds her på siden, er et af vores medlemmer - sir George Gallagher - netop udkommet med en bog. Ved denne lejlighed har hun bedt om at få afholdt en konkurrence her på kl, der vil være flotte præmier, og vi håber på at se nogle kreative bud.
Der vil i konkurrencen indgå et ekslusivt uddrag, som I skal læse for at deltage. Uddraget findes længere nede i dette indlæg.
Konkurrencen
Læs kapitel et af Hvor Mørket Hersker, Stjernernes Udvalgte og tegn din yndlings scene! Du kan bruge computeren eller tegne i hånden og scanne ind eller sågar male et billede og lægge et foto af det ind – alle kneb gælder, så længe du har lavet det hele selv!
Det er ikke tilladt at bruge dele eller hele billeder lavet af andre, og hver tegning kan kun være lavet af én person! Du kan ikke deltage flere gange; heller ikke med forskellige karakterer!
Vi lukker for tilmeldinger/tegninger d. 18 december kl. 24.00 Og vinderne vil blive offentliggjort her på siden d. 19. december mellem kl. 22.00 og 24.00
Præmierne er til de 3 bedste!
2. og 3. pladsen er en signeret udgave af bogen.
1. pladsen er en personligt signeret udgave af bogen samt en plakat af forsiden af bogen.
Vinderen vil blive kontaktet over PM af sir George Gallagher (Tina Hvidberg) for adresse, hvor præmien skal sendes hen, og de vil blive sendt lørdag d. 20. så pakken er fremme til jul!
Alle tegningerne vil desuden blive sat ud på Tina Hvidbergs blog så snart, den bliver oprettet (den er under konstruktion) og du er velkommen til at lægge en lille tekst med til dit billede foruden dit navn og din alder, hvis du er interesseret i, folk skal vide, det er dig, der har tegnet det.
God fornøjelse alle sammen.
Hvor Mørket Hersker 1: Stjernernes udvalgte
Skrevet af Tina Hvidberg
Udgivet af Forlaget DaMat
Bonderup Østergade 15,
9690 Fjerritslev
www.damat.dk
© Tina Hvidberg 2008
© DaMat 2008
Fotografisk, mekanisk eller anden gengivelse af denne bog er ikke tilladt ifølge gældende dansk lovgivning om ophavsret. Passende passager, op til et kapitel, af bogen må gengives i forbindelse med anmeldelse, undervisningssammenhæng eller lignende, hvis der tydeligt er angivet kilde.
DaMat er altid på udkig efter nye kunstnere indenfor skøn- og faglitteratur samt tegneserier.
Besøg vores hjemmeside for mere information.
www.damat.dk
________________________________________________________________
Kapitel 1
De mange bambusstave fór gennem luften frem og tilbage, og når to stødte sammen i et pareret angreb, rungede det højt under loftet. Jeg forsøgte at koncentrere mig om kampen i stedet for min vrede mod min modstander; Hans! Hvor jeg dog hadede det fjols! Normalt havde jeg ikke meget til overs for drenge, og selvom jeg i visse personers selskab kunne være rolig, endda venlig, så var dette ikke en af de udvalgte, og jeg tordnede frem mod ham med endnu et angreb i en lang række. Jeg forudså ikke den parade, han brugte, og som følge heraf, fik han et angreb igennem. Det føltes som havde han jaget en kniv gennem min skulder, og min arm blev nærmest lam af smerte. Jeg så hidsigt på hans maske. Selvom jeg ikke kunne se hans fjæs indenunder, fornemmede jeg det smørrede grin, hvilket kun ophidsede mig yderligere. Jeg holdt så godt fast på staven, det var mig muligt, mens jeg slyngede den mørkebrune, krøllede hestehale over skulderen med et kast med hovedet. Mine brune øjne skød lyn mod knægten, og han vidste det, selvom det var skjult bag masken. Hidsigt satte jeg ind med et stød mod hans skulder, der blev pareret, hvorpå jeg måtte forsvare mig mod et voldsomt hug, hvor staven snurrede rundt og endte lige over gulvet. Jeg fandt fægtelektionerne hårde, fordi Mester Harryn altid satte mig sammen med nogen, jeg havde noget imod. Men det burde ikke være så svært, og vi havde endnu ikke fået lov at få rigtige våben; vi måtte holde os til bambusstave! Jeg koncentrerede mig alt for meget om at hade min modstander til at kunne tænke logisk. Mesteren vidste, Hans og jeg ikke kunne døje hinanden, men det var stort set altid ham, jeg fik til ordre at træne med. Jeg forsøgte at berolige mig selv og var uopmærksom et øjeblik, hvilket resulterede i, drengen hakkede løs på mig, som var jeg fanden selv. Jeg tabte staven og krummede mig sammen med armene beskyttende over hovedet. Han fortsatte blot med at slå på mig, og jeg følte mig magtesløs.
”Stop, din nar! Stop!” hvæsede jeg, ”Jeg er ubevæbnet, så stop dog!” Han reagerede ikke, og jeg forsøgte at komme væk fra ham, dog uden held. Han ramte nok en gang min skulder, og jeg bed mig så hårdt i læben, det begyndte at bløde.
”Halte-là!” Mesterens skarpe stemme trængte ind i hver en sprække af salen, og jeg hørte de andre elever sænke stavene. Men ikke Hans! Han fortsatte døvt og gik efter min skulder.
”Så stop dog, din tumpe!” knurrede jeg højlydt. Jeg mærkede en svag vind fra Mesterens tøj, da han kom mig til undsætning. Han greb om staven og flåede den ud af hånden på Hans, og han drejede den hurtigt fra side til side, så staven slog ham på hver kind, så hårdt det rykkede med hans hoved. Jeg nåede at se det ud mellem mine arme, og kunne ikke lade være med at smile ondskabsfuldt under masken. Hans tog masken af.
”Hvad tænker du dog på, dreng?” Hans kinder blussede op i en rød kulør, der klædte hans sorte hår og øjne. Mens han rankede sig, kom jeg fortumlet på benene og trak masken af. Han trak uroligt fingrene gennem sine halvlange lokker. Jeg tørrede sveden af panden med mit ærme og mærkede, hvordan hele min krop dirrede af raseri.
”Jo, Mester,” mumlende den mørklødede dreng, og jeg kunne ikke lade være med at fryde mig over det, der skete, på trods af min værkende krop.
Ude i omklædningsrummet lyttede jeg til pigernes snak. De fnisede over et par af de mere charmerende drenge, der tilsyneladende havde lagt an på et par af dem, og det var åbenbart nok til at få de små kinder til at gløde. Jeg himlede med øjnene af deres ord og tog plastronen af. Jeg skuttede mig let og lagde både den og staven på plads. Da jeg kom tilbage til mit tøj, tog jeg mig forsigtigt til den ømme skulder og masserede den let, før jeg trak af bukserne. Jeg svedte, som altid efter en fægtetime, og tog et hurtigt bad, før jeg tog den rødbrune hørnederdel og den sorte skjorte på. De andre piger var begyndt at gå derfra, men jeg stod helt i mine egne tanker og ordnede manchetterne på skjorten. Mine tanker gik endnu en gang til det forunderlige spørgsmål: Hvorfor skulle Hans og jeg altid sættes op mod hinanden?
Hvor længe, det havde optaget mig, var jeg ikke klar over, men det bankede på døren netop som de to sidste piger gik ud på gangen. Jeg så mig hurtigt om og konstaterede, man sagtens kunne komme ind.
”Ja?” Jeg vendte fronten mod døren, som blev åbnet, og Mesteren trådte ind med et lille smil. Hans ansigt var skarpt, hans bryn pegede en smule nedad mod midten og gav ham et evigt alvorligt udtryk, og under den lige næse sad et sort overskæg og en stram mund med smalle læber. Han havde altid poser under øjnene – som fik han alt for lidt søvn – og hårgrænsen veg tilbage i hver side, men ikke midt på. Han trak altid håret stramt bagud i en hestehale efter at have børstet det, så det skinnede.
”Er du okay? Efter den omgang prygl, mener jeg,” spurgte han roligt.
”Min skulder er temmelig følelsesløs …” kommenterede jeg, som om det ikke betød noget. Han trådte hen foran mig og greb forsigtigt om den. Han vred den lidt frem og tilbage, hvilket gjorde afsindigt ondt. Det brændte næsten, og da han så mit ansigtsudtryk, slap han mig øjeblikkeligt.
”Gå ned i hospitalsfløjen efter læsetimen og kom så ind på mit kontor.” Jeg nikkede, og han snurrede rundt på hælen og forsvandt. Jeg så lidt efter ham, indtil hans ord trængte igennem, og jeg fik pludselig meget travlt. Jeg havde glemt alt om den næste lektion, og jeg løb hele vejen til biblioteket for at nå det.
Idet jeg satte mig på min plads, kom Læsemester Simon ud fra sit lille aflukke. Hans grå, næsten hvide hår var kortklippet og redt tilbage fra ansigtet. Det bølgede svagt – mod hans vilje, vidste jeg – men klædte ham godt. Han havde sine sorte øjne hvilende i læsebogen, som han bar opslået i hånden. Jeg så smilende på de tykke læsebriller, der hang på hans let krogede næse, og som fik hans øjne til at se unormalt store ud. Det passede ikke til hans smalle, men høje pande og den let spidse hage.
”Side otteoghalvfjerds i læsebogen, Lusiana, vil du begynde?” Lusiana – Lu blandt venner – var kommet til skade, og som hendes nærmeste veninde, var det mig, der havde fået til opgave at informere om hendes fravær. Det var selvfølgelig også fordi vi havde de samme lektioner på samme tidspunkt, hvad ellers ikke var helt normalt. Mesteren så op, da der ikke kom noget svar.
”Hvor er Lusiana?” Jeg rejste mig lidt kluntet op.
”Hun er i hospitalsfløjen på grund af en skade,” forklarede jeg, og han ville vide, hvad der var sket. Han var tydeligvis irriteret; det sås på den dybe rynke mellem hans bryn.
”Hun snublede ned ad en trappe og slog sit ben.” Enten var han utilfreds med svaret, eller også var han bare ligeglad. Han gryntede let.
”Hils hende fra mig og ønsk hende god bedring. Sig, hun kan læse side otteoghalvfjerds til femogfirs, så hun ikke kommer til at kede sig … Og så kan du begynde, Petra!” Jeg bukkede og satte mig ned.
”Engang i midten af det ottende århundrede, levede en smuk, ung madamima ved navn Karana. En tidlig morgen, da hun gik rundt nede ved Kobbel Sø…” Det var et af vort lands kendte folkeeventyr. Ikke videre spændende i mine vilde øjne, men jeg gjorde mit bedste for at følge med.
Efter timen skyndte jeg mig ned på hospitalsfløjen, hvor en sygeplejerske så på min skulder. Den var blå og hævet, og jeg fik besked på ikke at anstrenge den i en uges tid. Derefter fór jeg utålmodigt, som jeg var, hen til Mester Harryns kontor, hvor jeg bankede tre gange i en munter rækkefølge.
”Ja?” lød det gennem døren, som jeg forsigtigt åbnede og trådte ind ad. Han sad bag skrivebordet og skrev. Jeg så hans silhuet mod lyset, der strømmede ind gennem vinduet bag ham. Jeg blev stående foran døren og følte mig temmelig til grin en stund, før han slap sit forehavende.
”Sæt dig ned, Pet.” Pet var mit kælenavn og blev kun sjældent brugt af mine Mestre. Kun når det var noget, der ikke hørte undervisningen til, eller hvis jeg en sjælden gang fik ros, og jeg satte mig ned overfor ham, lænet afslappet tilbage og med det ene ben over det andet. Det tillod jeg mig kun, fordi han havde brugt mit kælenavn! Han lænede sig ind over skrivebordet og flyttede nogle papirer; gav sig god tid til min store irritation.
”Jeg håber ikke, du bebrejder mig, jeg så ofte sætter dig og Hans op mod hinanden?” Han ventede ikke på svar: ”Jeg synes, I passer så godt sammen: I har begge voldsomt brug for at lære at styre jeres temperament, og I er lige korte for hovedet, når det kommer til kamp … Og utålmodighed, når det kommer til en vis ung madamima!” Jeg skulle lige til at hidse mig op, men fik et fast greb i mig selv og forsøgte at slappe af.
”Hvis De mener, det er bedst sådan, så er det vel i orden,” svarede jeg en smule tøvende, ”Men må jeg ikke prøve at kæmpe mod Lu, når hun er rask igen?” Jeg forsøgte at være rolig, men det var som sagt ikke min stærke side.
”På to betingelser …” Jeg lavede en utilfreds, utålmodig grimasse, ”For det første går vi sammen ned og ser til Lusiana, og for det andet, læser du denne bog, før jeres kamp!” Han rakte mig et lille bind, der kunne læses på en aften, hvis man var koncentreret og lettere overfladisk, og jeg tog imod det uden brok.
Småsnakkende gik vi over til Lu, der blev glad for at se os. Hun klagede lidt over, de holdt hende tilbage, så hun missede sin undervisning, men det hjalp lidt på hende, da jeg fortalte hende, hvad Mester Simon havde sagt. Jeg skar en grimasse; nogen gange forstod jeg hende bare ikke! Hun fortalte, hun snart ville være på benene igen, og Mester Harryn spurgte lidt ind til, hvad der var sket. Jeg betragtede Lu, mens de to talte sammen: Hendes lange, lyse hår, der hang lige ned over skuldrene og et godt stykke ned ad ryggen, sad upåklageligt som altid, holdt væk fra ansigtet af et lyserødt hårbånd, som hun holdt meget af – en gave fra hendes mor. Hendes blå øjne var store, men passede godt ind i det hjerteformede ansigt. Hun havde en smal mund, men fyldige læber og en næse, der var svagt opadstræbende, og hendes smil kunne få enhver i godt humør. En lille engel, tænkte jeg, mens jeg nok en gang forbløffedes over hendes skønhed. Jeg tænkte på mit eget, krøllede, næsten krusede hår, og på de små mandelformede øjne, der var en lille smule udstående. Mit ansigt var aflangt, firkantet ved hårgrænsen, og så stak min runde hage nedenud. Det var formet nærmest som et skjold, havde Mester Simon sagt engang, og siden da havde jeg hadet skjolde. Min næse var en del kortere, end den skulle være, og stort set lige bred mellem øjnene og over tippen. Min mund var bred – langt fra så føjelig som Lus – og min overlæbe var lidt bredere end underlæben, hvilket var skyld i, jeg havde fået den vane at dække lidt af overlæben ved at skyde den nedenunder lidt ud over den. Jeg så lidt surmulende ud, sagde Lu, men hellere det end mit naturlige udseende. Det eneste, jeg havde til fælles med Lu, var en slank, smidig og veltrænet krop, men på akademiet, hvor vi var, var alt andet unormalt.
”Pet?” Lus stemme rev mig ud af mine betragtninger, og jeg så på hendes milde ansigt. ”Har du min læsebog med?” spurgte hun. Jeg skyndte mig at finde den frem. Hun smilede taknemmeligt og spurgte, om jeg ville gennemgå teksten med hende. Jeg sukkede let, men fordi det var Lu, kunne jeg ikke sige nej. Mester Harryn klukkede muntert, før han lige så stille listede af, og Lu og jeg gik i gang.
Da jeg endelig slap fra Lu og lektiehelvedet, gik jeg op på det værelse, vi delte med nogle andre piger, og kravlede op i min seng for at læse bogen fra Fægtemesteren. Jeg var ikke den store læsehest, så jeg udskød læsningen en smule med den undskyldning, jeg skulle finde mig godt til rette. Således blev det næsten spisetid, før jeg kom i gang, hvilket overraskende nok kom til at ærgre mig. Den var slet ikke så kedelig, som den så ud til, og fægtningens historie samt diverse råb og regler var faktisk nok til at vække min modvilje, da klokken ringede til måltid.
Det blev sent, før jeg gik i seng!
Der gik en uge, før Lus ben og min skulder var helt raske, og straks efter morgenmaden, troppede Lu og jeg op hos Mester Harryn. Egentlig skulle vi først have en af hans lektioner klokken tretten, men jeg var alt for spændt til at kunne vente.
”Nå, kommer I der, piger?” Han lød til at være i godt humør, og vi nikkede forventningsfulde. ”Jeg går ud fra, I vil have en kamp nu?” Vi nikkede ivrige og iførte os hurtigt beskyttelsesudstyret.
Lu, der var en af mesters dygtigste elever, ville ikke gøre sit allerbedste, men jeg havde været møgirriterende, ind til hun gav sig. Mester udleverede vores våben, og til min store fryd, var det et sværd. Vi havde kun prøvet at kæmpe med sværd meget få gange, og Lu var igen forsigtig og tøvende, mens jeg på det nærmeste sprang omkring i jubel. Kunne det virkelig passe? Rigtige sværd! Jeg rystede svagt af forventning, da jeg fattede glavindet og gik op mod pisten.
”Allez!” Lu parerede mit hug mod hendes skulder, og man hørte lyden af klingen, der skar gennem luften mod mit ben. Jeg kom med et overrasket udbrud og sprang til side, mens jeg svang sværdet og hoppede halvt over det. Det skar i ørerne, da metallerne ramte hinanden; en lyd jeg endnu ikke havde vænnet mig til at kunne lide, og som fik det til at løbe mig koldt ned ad ryggen af fryd. Jeg kunne næsten ikke fatte det! Jeg havde gået på akademiet længe, men jeg var altid blevet regnet for at være for uansvarlig til at kunne håndtere det ansvar et rigtigt våben var, og nu stod jeg så her sammen med Lu! Jeg sprang frem mod hende og stak ud efter hende, men hun flyttede sig og parerede i én elegant og effektiv bevægelse. Vi gik tilbage til grundstillingen og stod lidt og så hinanden an, før Lu gjorde et udfald mod min klinge, som jeg var lige lidt for langsom til at slå bort, hvorfor min handske blev ramt temmelig hårdt, og jeg var ved at tabe sværdet. Uden at tænke videre over det, skiftede jeg hånd og gik frem mod hende igen. Mester Harryn nikkede bifaldende, mens jeg rystede den angrebne hånd, så den holdt op med at dunke, og Lu så et øjeblik forvirret ud. Men naturligvis parerede hun; hun var jo trods alt Lusiana! Hun huggede ud efter min fod, og jeg svingede af alle kræfter sværdet mod hendes, der blev skubbet væk så hårdt, at hun måtte træde tilbage tydeligt overrasket. Efter at have slået hendes våben bort, fortsatte mit sværd op i en bue foran mig, hvor jeg greb om det med begge hænder for at udnytte farten til mit næste angreb.
Mester Harryn var trådt lidt bort for at kunne betragte os, og han var ikke synlig ovre fra døren, der netop nu åbnede sig. Det var Hans! Sveden løb ned over panden på mig, og selvom det føltes som en evighed, før sværdene tordnede sammen, vidste jeg, det gik lynende stærkt. Jeg bemærkede ikke Hans’ tilstedeværelse, før hans hånende latter skød som lyn ind i min bevidsthed.
”Ha, kalder I det der for fægtning?” fnøs han, så det rungede gennem hele salen. Jeg kastede et kort glimt mod væggene, der var dækket af spejle, og jeg så indtrængeren fra alle vinkler. Min uopmærksomhed resulterede i, Lus angreb kom tæt på mit hoved; jeg nåede kun lige at dukke mig.
”Åh, Gud, undskyld, undskyld Pet!” gispede Lu og slap straks sværdet, der faldt til jorden. Jeg stod lidt og knugede sværdet i hånden, mens jeg hev efter vejret, og Lu knugede hænderne over brystet, mens hun trippede lidt uroligt frem og tilbage.
”Man burde tage penge for at se den slags idioti!” lo Hans og stillede sig med benene let spredte og hænderne i siden. Jeg så ned på sværdet og skulle lige til at gå til angreb på ham, da Mester Harryn trådte frem.
”Ja tak, så er det godt!” tordnede han og var med lynets hast omme ved knægten, som han med et greb i kraven og trak ud i omklædningsrummet.
”Hvad i alverden tror du, du laver, knægt!? Du er vel klar over, dette ikke bliver mellem os to: Vi er på vej til Mastras kontor så snart pigerne har lagt beskyttelsesudstyret på plads.” Jeg kunne ikke lade være med at godte mig over Hans’ tåbelighed. Hvor dum var man lige, hvis man troede, to elever fægtede uden Mesteren selv var til stede? Jeg fik et advarende blik fra Lu, der netop havde taget masken af, og sukkede, før jeg selv gjorde det samme. Vi så begge mod døren til omklædningsrummet, hvor de to kom ud igen, og jeg kunne se den røde farve på drengens kind efter en lussing. Igen havde jeg svært ved ikke at fryde mig over hans ulykke.
”Vi holder for i dag piger. Det var en interessant oplevelse, som vi vil fortsætte senere. Lige nu har den herre et møde med Mastra, han skal eskorteres til.” Mester Harryn så roligt på os, mens han talte, og havde det ikke været for Lus tilstedeværelse, var jeg nok kommet med en ond kommentar til Hans. Men som altid havde Lus nærvær en god indflydelse på mig, og da hun lagde en hånd på min skulder, slog jeg blot blikket ned, og vi forlod tavst salen.
~ Krys ~
