Oktober kaldte på mørkere dage, og derfor var det måske endnu vigtigere at huske Isaris rene lys. Mærkedagen var en gammel tradition, der knyttede sig specifikt til ridderordenen; en dag til ære for Isari og for den tjeneste og beskyttelse, Lysets riddere havde viet sig til i hendes navn.

De lange fanfarertrompeter gjaldede gennem Diamantstræde. Trommerne slog den faste marchtakt an, mens hestehove og støvler fulgte den hen over de lyse brosten, og på begge sider af gaden havde folk samlet sig for at se optoget bevæge sig gennem Dianthos. Hestene bar pragtunderlag i Isaris farver og gamle mønstre, og fra seletøj og man strittede farvede fjer, der bevægede sig for hvert skridt. Over processionen vajede fanerne højt, båret af pager i de traditionelle paradeuniformer, mens yngre væbnere førte marchen frem med trommerne, og de ældste bar sværd ved siden.
Mærkedagen var ikke kun en religiøs tradition. Ridderne brugte den også til at vise sig frem for befolkningen, minde byen om deres rolle og måske vække noget i de børn og unge, der stod langs gaderne og fulgte dem med store øjne. Nogle af dem ville måske selv melde sig som pager en dag eller på anden vis vælge at tjene Lyset. Alt i alt var det en stolt dag at være page, væbner eller ridder.

Trommeslagerne førte an, og umiddelbart efter dem kom faneborgen, hvor pagerne bar Isaris høje bannere gennem gaderne. Theodore stod yderst i rækken. Bag dem fulgte ridderne til hest, ranke i sadlerne, mens væbnerne dannede bagtroppen med sværdene ved siden og endnu mere pompøse klæder end resten.

Tre uger var efterhånden gået siden Theodores forfærdelige møde med Ernie Marcel. Han havde heldigvis ikke set mere til ham, men han bildte sig ikke ind, at det nødvendigvis betød, at han aldrig ville gøre det igen. Ernie havde svoret, men Theodore vidste udmærket, at bøller som Marcel ikke var til at stole på.

Skænderiet med Selmy havde også fået lov til at ligge uforløst. Theodore havde holdt lav profil og gjort sit bedste for at passe sine pligter, men det havde ikke forhindret Selmy i at optage langt mere plads i hans tanker, end Theodore syntes, han havde gjort sig fortjent til. Han ville ikke se ham. I hvert fald ikke endnu. Selv efter alt det Theodore havde fundet sig i for at beskytte Selmys omdømme, var han stadig vred på ham. Vred over det, der var blevet sagt om hans far, vred over hele den forbandede samtale og mindst lige så vred på sig selv over de ting, han havde slynget tilbage. 
Alligevel havde han flere gange taget sig selv i at tænke på, hvad Selmy mon lavede. Om han stadig var vred. Om Ernie faktisk havde holdt sig fra ham, sådan som han havde svoret. En enkelt gang havde Theodore endda været tæt på at dreje ned ad vejen mod Valmueklinikken, før han opdagede, hvad hans egne fødder havde gang i, og vendte om igen. Det havde været irriterende.
For hvad skulle han egentlig derhen efter? Selmy havde gjort det rimelig klart, at han ikke anså Theodore for sin ven. Theodore havde allerede været den, der opsøgte ham én gang for at få deres venskab til at give mening, og det havde jo været en bragende succes. Så denne gang kunne Selmy få lov til at finde ham, hvis han da havde noget at sige.

Tungen og munden havde han desuden skrubbet så hårdt efter mødet med Ernie, at han knap kunne smage noget i dagene efter. Det var enten derfor, eller også havde Theodore simpelthen mistet appetitten lidt på det sidste. Det var åbenbart svært at blive ordentligt sulten, når hovedet havde så pokkers travlt hele tiden. 

Livet som fjortenårig page var pludselig blevet en hel del mere kompliceret, end han syntes, nogen havde advaret ham om, fyldt med et miskmask af mærkelige følelser, hemmeligheder og problemer, han ikke helt vidste, hvad han skulle stille op med.

Og så var der hans far. 

Han var ikke i Dianthos.

Theodore havde endelig taget sig sammen og spurgt nogen, der faktisk vidste noget om noget, og alt, han havde fået til svar, var: "Ljungberg? Han er sendt nordpå." Det var jo et svar. Bare ikke et særlig godt et. Theodore vidste godt, at hans far derfor ikke ville være blandt ridderne i dag, men alligevel kunne de store blå øjne ikke helt lade være med at lede efter ham mellem de ranke skikkelser til hest. Bare for en sikkerheds skyld.

Fanen blafrede højt over Theodores hoved, mens han bar den med begge hænder og en alvor, der næsten passede til resten af hans påklædning. Den var tung efterhånden, men ikke tungere end den hammer, han og Selmy havde leget med til Månehøstfestivallen, og den havde Theodore trods alt svinget rundt med efter at have drukket noget, han stadig mente burde have været mærket tydeligere.

De rødgyldne krøller var for en gangs skyld blevet tæmmet nogenlunde på plads under en blød, mørk fløjlshat, der sad skråt over håret med en lang hvid fjer strittende fra siden. Den sædvanlige pagekappe var blevet skiftet ud med en mørkeblå, højhalset paradeuniform, hvis brede sølvbroderede borter løb langs åbningen og skuldrene i gamle mønstre tilegnet Isari. Om livet sad et bredt lysegråt skærf stramt bundet, mens en tung mørkeblå kappe var fæstnet ved den ene skulder og faldt skævt ned over siden.

Theodore havde aldrig i sit liv set så fin ud.

Alt sad snorlige. Knapperne skinnede, støvlerne var pudset, og hvis man ikke vidste bedre, kunne man næsten forveksle ham med en adelig dreng. Uniformen var selvfølgelig kun til låns og blev kun fundet frem til mærkedage og helligdage i Dianthos. Theodore havde derfor allerede tjekket knapperne mere end én gang og gjort sit bedste for ikke at komme for tæt på noget, han kunne hænge fast i. Han kendte trods alt sig selv godt nok til ikke at stole blindt på, at uniformen kom helskindet gennem dagen.

Også Selmy var deltagende til denne mærkefest. Som tilskuer godt nok, men også som tjener af lyset, der havde trådt op i Isari katedralen for at overvære ypperstepræstindens tidlige morgenprædiken. I en fyldt katedral havde han bedt for deres noble, tapre riddere, der havde besejret mørket og bragt fred over landet. Han bad flittigt, men ikke uden at skænke sit eget folk i Norden en bekymret tanke. Sine to tanter og hans fætre og kusiner skrev jævnligt hjem, for at høre, hvordan det stod til i Dianthos, og hvor de stod i forhold til konflikten. Selmy havde overladt sin far og mor til at besvare de helt store spørgsmål, for her på det seneste havde Selmy haft sine egne konflikter at se til.
Hans bidrog naturligvis med et beløb krystaller til Isari katedralen, som skulle gå til menneskene fra det svage lag i hovedstaden. Det var der trods alt tradition for. Man ville helst ikke blive opdaget af nogen, træde ud af katedralen, uden at give lidt til de ropeklædte drenge, der stod klar med kassen.

Udenfor ventede to yndige kvinder på ham. Ceelia klædt i sort fra top til tå, men stadig henrivende og med liv i sine grå øjne. Hun stod sammen med den unge frøken Petra Marcel, nabo til Kieferfamilien og veninde til Ceelia.

"Glædelig mærkedag, Selmy," Hun nejede i en hilsen og Selmy forpligtiget til hurtigt at bukke. Men blikket flakkede distraheret rundt efter Ernie Marcel. Var han her nu også?
"Vi skal over at se Adelbert gå optog. Vil du ikke med os?" Spurgte hun og var allerede ved at vikle sig ind i hans arm, så han kunne følge hende. Adelbert... Selmy stod bare med armene ud i siden og blinkede, indtil Petra tog ham med, og Celia dukkede op på hans anden side, så hun ikke blev glemt. Adelbert... Den sorthårede, lidt kejtede fætter til Marceltvillingerne havde kun været et barn sidst han så ham. Han huskede ham som denne her utroligt irriterende, dårlige Ernie-kopi, der var ivrig efter at imponere sin ældre fætter, blandt andet ved at demonstrere hvilke øgenavne han havde fundet på til Selmy, og ved at skære grimasser af ham, når de fik øjenkontakt. Nu var han åbenbart page?

Vent hvad? Ville det sige at Theodore potentielt var bedste venner med Adelbert? Det håbede han godt nok ikke.

"Skulle Erneste ikke med?" Spurgte Ceelia forbi Selmy, der gik og skumlede imellem de to konverserende kvinder, som de gik arm i arm alle tre. 
"Nej, Ernie sagde vist noget med, at Adelbert altid vil være en lille lort, og at han ikke bliver en mindre lort, af at komme ned i et fjollet kostume."
"Nej!? Sagde han det? Han er godt nok uforskammet overfor sin egen fætter."
"Sådan er brødre og fætre jo imellem." Petra lo skjult bag sin hånd.
"I det mindste stikker din bror ikke af fra dig til månehøstfestivalen." Selmy mærkede en skarp albue i siden.
"Auv!"

Ceelia og Petra bondede rigtig over, hvor irriterende deres brødre var, og af og til tjekkede de Selmys reaktion, for at spille op til at han skulle deltage i samtalen. Men Selmy var så kedelig. Hans tanker kredsede sig nu koncentreret om at finde en god plads i mængden af mennesker, der samlede sig i klumper. Han var ret ligeglad med at se Adelbert. Han ville se Theodore! Ernie havde kaldt det et fjollet kostume, men det var det ikke. Det var en respektabel uniform, som blevet taget frem på denne særlige dag, denne ene gang om året.

Selmy fandt et hul et godt sted, hvor de tre lige akkurat ville kunne møve sig ind, og han trak de to sludrende piger efter sig. De var meget irriterende begge to. De fjantede og lo, og deres tynde arme var viklet om hans, så han ikke kunne flygte. Og så var det temmelig varmt. Han håbede ikke, at de ville snakke hen over ham, ind gennem det ene øre, ud gennem det andet øre, når paraden kom.

De hørte trommerne og så dem ankomme igennem gaden. Selmy strakte sig for at se forbi Petras sorte hår, og Ceelia strakte sig og stillede sig på tæer, fordi hun ikke kunne se noget for Selmy. Men åh nej. Alle pagerne lignede jo hinanden. Han kunne ikke se deres ansigter for det pompøse hatte.

"Se, der er Adelbert!" Jublede Ceelia begejstret, glad på Marcelfamiliens vegne. De måtte være så stolte af ham. Selmy kom til at kigge i retning af Ceelias finger. Og der, foran den lange, kejtede dreng, som Selmy brød sig meget lidt om, var der en lille lav fyr, som til gengæld fik Selmy til at smile lidt overrasket og måske endda lidt fjoget. Nuttet! Theodore var så nuttet. Så køn. Så fin med sin store hat og den tætsiddende mørkeblå og sølvfarvede uniform. Herfra kunne Selmy se, at de fik de lyseblå øjne til at poppe. Hans hjerte slog et hop... Nu begyndte det at gøre ondt i hjertet på ham. Han havde ikke set ham i snart en måned. Han huskede hvordan han havde spejdet ud efter ham i sit vindue i håb om at få et sidste glimt af ham, men på en eller anden måde, måtte han have overset ham. Theodore måtte have gået langs murene i skyggerne.

Hvis bare dette var et andet liv i en anden verden, ville han kunne hoppe ud midt på gaden og trække Theodore ud af geleddet og sige; "Ja, Theodore. Vi er sgu da venner!"

"Han er så flot og poleret!" Hørte han Petra sige om sin lille fætter "Han er en lille voksen nu."
"Ja," Svarede Selmy fraværende, mens øjnene lå fængslet i retning af Theodore. Theodore havde fået til opgave at bære en af de store faner, og Selmy mærkede hans kropsholdning og form. Armene syntes en smule stærkere, end han umiddelbart huskede.

Geleddet standsede som én flydende enhed, og Theodore gjorde rent faktisk præcis, som han skulle. Fanestangen blev holdt rank mellem hænderne, skuldrene tilbage og hagen løftet akkurat så meget, som de havde fået banket ind i hovedet under træningen. Det koncentrerede udtryk havde lagt sig over ansigtet på ham igen, mens han stædigt holdt øjnene rettet mod nakken på pagen foran sig. Hvis han først begyndte at kigge på menneskemængden, vidste han godt, hvordan det ville ende. Et eller andet ville fange hans opmærksomhed, og pludselig stod han forkert, mens resten af ordenen allerede var halvvejs gennem næste bevægelse.
Bag sig kunne han høre Adelbert trække vejret. Theodore havde gennem de sidste uger lagt mærke til, hvordan den anden dreng holdt øje med ham. Ikke at dét ligefrem var noget nyt; Adelbert planlagde sikkert bare, hvordan han bedst kunne gøre livet surt for Theodore næste gang. Alligevel havde der været noget næsten forventningsfuldt over det grønne blik på det seneste, som om han hele tiden ventede på at finde en revne i Theodores facade.

Anførerens stemme skar gennem larmen fra gaden.

"FOR ISARI!"

Trommerne svarede med to tunge slag, og Theodore trak vejret sammen med resten af geleddet.

"FOR LYSET!"

Hans egen stemme forsvandt næsten mellem de mange andre, men han råbte med af fuld kraft. Samtidig stødte han fanestangen mod brostenene, så slaget gik som en lille rystelse op gennem armene, mens væbnerne slog knyttede hænder mod brystet og riddernes handsker ramte brynjerne med en metallisk klang. På næste tegn drejede pagerne samlet en kvart omgang, fanerne svang over dem, og Theodore fulgte bevægelsen uden at lade blikket slippe sit faste punkt.

"FOR ISARI!"

Dum-dum.

"FOR LYSET!"

Theodore råbte med igen, denne gang så højt, at stemmen næsten knækkede en anelse på det sidste ord. Det var ligegyldigt. Ingen ville kunne høre det mellem alle de andre. Ved den tredje vending stod han med ansigtet direkte ud mod publikum. Jubelen voksede langs gaden, og et sted derude begyndte nogen at huje højt efter Adelbert. Theodore måtte kæmpe imod trangen til at himle med øjnene ved tanken om det åndssvage smil, han næsten kunne mærke brede sig bag sig.

"FOR ISARI!"

Trommerne slog.

Theodore åbnede munden sammen med de andre.

"FOR LYSET!"

Og denne gang svigtede blikket ham.
Mellem to fjantende kvinder — var den ene ikke Ceelia? — fangede han lyst hår og et ansigt, han kendte alt, alt for godt.

Selmy.

Brynene løftede sig, før Theodore kunne nå at forhindre det, og grebet strammedes uvilkårligt om fanestangen. Theodore rev hurtigt blikket væk igen og fæstnede det på et fjernt punkt over menneskemængdens hoveder, men det hjalp ikke meget på hjertet, der pludselig slog alt for hårdt.

Hvorfor var han her? Nej, det vidste Theodore jo godt. Mærkedagen var en af de store religiøse begivenheder, og det ville nærmest have været mærkeligere, hvis Kiefer-familien ikke deltog. Men behøvede Selmy absolut stå lige dér? Hvor Theodore kunne se ham?

"FOR ISARI!"

Dum-dum.

"For Lyset...!" Denne gang kom ordene lavere fra Theodore end før. Ikke nok til at nogen blandt publikum ville lægge mærke til det, men nok til at han selv gjorde. Han havde mistet rytmen en smule. Theodore var så optaget af ikke at kigge, at han næsten overså den næste kommando. Der gik kun et enkelt sekund for længe, men det var åbenbart rigeligt for Adelbert.
"Theodore, din idiot, hvad laver du?" snerrede han lavt bag ham, akkurat højt nok, til at kun Theodore kunne høre det. Theodore rettede sig straks op med en sammenklemt mine og fik fanen på plads sammen med de andre. For en almindelig tilskuer var fejlen sandsynligvis forsvundet i trommer, bannere og flere dusin mennesker, der bevægede sig på én gang. Theodore mærkede den alligevel helt ned i tæerne. Han nægtede derefter stædigt at kigge mod Selmy igen. Det var bare svært, når han allerede havde nået at se, at Selmy så godt ud. Og han så i det mindste hel ud. Uskadt. Ikke som en, Ernie Marcel havde været i nærheden af siden sidst. Måske havde det modbydelige kryb rent faktisk holdt, hvad han lovede.

"I HVIS LYS?"

"ISARIS!" Theodore fik styr på stemmen og råbte højere nu, næsten som om han kunne demonstrere, hvor ligegyldigt det var, at Selmy stod og så på ham.

Geleddet satte sig i bevægelse mod pladsen længere fremme. Her ville processionen opløses, og dagens opvisninger begynde: ridderne til hest, våbenøvelser og sparringer mellem væbnere og pager.

Theodore sank. Ville Selmy blive hele dagen?

Det var et godt sted Selmy havde fundet til dem. Herfra kunne de se det hele. Så snart der blev råbt op i hyldest for Isari, for Lyset, holdt de to unge kvinder omkring Selmy op med at komplimentere Adelbert og omgivelserne, og stod i stedet i ave sammen med ham, og nu kunne se sammen nyde festlighederne. De kunne beundre Adelbert, som nok var klædt i præcis samme tøj som Theodore, men på ingen måder var lige så fin og perfekt som ham. Selmy følte sig rimelig sikker i situationen. Ingen ville lægge mærke til, hvem han kiggede på, eller hvor længe... Han var her ikke. Han var blot én mand ud af mange, og Theodore selv, var alt for travlt beskæftiget til at lægge mærke til noget som helst. Der var dog én magt han ikke kunne undslippe, og det var Isari selv. Hun vidste hvad han var. Hun havde hørt hans bønner og hun kendte alt til hans fejl og hans syndige tanker, hvad end Selmy ønskede det eller ej. Han var skabt sådan...

Ligesom Selmy bedst troede, at han var som luft for Theodore, fik de to øjenkontakt med hinanden. Selmy var ikke et splitsekund i tvivl om, at Theodore havde spottet ham. Han kunne se hvordan det chokerede ham. Negativt, antog Selmy til sin egen forskrækkelse. Der havde ikke været noget smil fra Theodore. Ikke at Selmy havde smilet til ham, for også han var i chok over at blive opdaget i at stirre. Han var i sin gode ret til at stirre, for han var jo tilskuer. Men Selmy havde slet ikke nydt hverken hestene eller ridderne. Hele optoget som helhed. Skulle han mon være blevet hjemme? Var hans tilstedeværelse mon uønsket? Det kunne godt være... Selmy måtte vriste sin arm fri fra Ceelia, for at kunne løfte hånden op til brystet, og mærke efter som hjertet slog hårdt imod brystet. Han og Theodore var uvenner. Det gjorde stadig utroligt ondt.

"Hvad siger I til at vi går i forvejen, før en strøm af mennesker bevæger sig mod pladsen efter Lysets riddere?" Spurgte Selmy og delte sin opmærksomhed ud ligeligt både til sin kære søster og Marcelfrøkenen.
"God ide. Så kan vi måske nå at sige hej til Adelbert," Petra lyste op, da Selmy virkede mere engageret i at hende med. Hvis de to en dag skulle giftes, skulle Selmy i hvert fald træde lidt mere i karakter, mente hun nok. Der var mange unge mænd, der ville være interesserede i hende, men hvis hun kunne giftes med Selmy, skulle hun ikke flytte langt væk fra sit hjem eller sin bror. Bare over på den anden side af gården. Selmy var... sød. Flot. Men han lod ikke til at være spor interesseret, eller også var han bare genert. Hvis hun dog bare havde været en plante eller måske en bog.

Udenom alle andre, ledte Selmy pigerne med sig. At tro at det var let at komme frem til pladsen, hvis de gik i god tid, viste sig at være en alvorlig misforståelse. Petra klemte om Selmys arm og holdt sig så tæt, at man skulle tro at de var et ægtepar. Det forhindrede hans blod fra at forsyne hans fingerspidser, og Selmy måtte flere gange forsøge at vriste sig fri. Men hun fandt ham altid igen. Ceelia var mindre klingende, men holdt sig tæt på og hjalp med at bane vej.

"Hey, vi går da bare hen til deres telt derovre," Sagde Ceelia uskyldigt og pegede i retning mod et stort blåt og råhvidt telt, der var stillet op med væbnernes logo vævet ind.
"Vent," Udbrød Selmy. Det kunne man da ikke bare!? Det var sikkert der de klædte om.
"Kom kom," Nu tog Petra over og trak Selmy med sig. Hun var overraskende stærk af sig. Han satte hælene i, og alligevel endte han på en eller anden måde henne ved teltåbningen. Ikke inde i teltet, men på den anden side af det rebhegn, der var stillet op.

De ventede på Adelbert... Det var der vel ikke noget galt i. Men Selmy kiggede desperat efter noget, han kunne distrahere pigerne med, for han havde meget lidt lyst til at stå her. Theodore ville stensikkert tro, at Selmy havde opsøgt ham, og tilmed taget alle mulige med sig.
"Se, der kommer han jo. Juhuu," Petra slap endelig om Selmy, for at vinke til sin fætter med et broderet lommetørklæde. Hun var ganske kær, sådan som hun støttede sin fætters fremgang i livet, men samtidigt var hun måske også lidt pinlig? Det her var Adelberts arbejde...

Et langt, rystende suk slap ud mellem Theodores læber, da han endelig kom ned at sidde på en af de mange bænke langs teltdugen. Med så mange drenge samlet på ét sted blev luften hurtigt tæt og varm derinde trods oktobervejret udenfor.

Den fine fløjlshat havde Theodore lagt ved siden af sig, så han kunne læne sig forover med underarmene hvilende på lårene. Krøllerne faldt ned foran øjnene, der bare stirrede forvirret frem for sig. Det var næsten, som om ansigtet havde frosset sig fast i den mine, siden han havde fået øje på Selmy blandt tilskuerne. Havde Selmy set, at Theodore så ham? Han kunne selvfølgelig have set forkert, men Selmy havde set mindst lige så chokeret ud, som Theodore selv havde følt sig.
Fingrene begyndte tankeløst at massere den ene underarm, der var øm og hård efter at have båret fanen gennem byen.

"Femten minutter, drenge. Så starter første rokering." En af de ældre våbenmestre gik mellem bænkene og opfordrede dem til at klæde om og gøre sig klar. Derefter fulgte den sædvanlige tale om reglerne. Det var en opvisning, ikke en rigtig dyst. Ingen tricks, ingen unødige heltegerninger og helst ingen tilskadekomne. De skulle holde sig til de formationer, de havde lært.

Så begyndte han at læse holdene op.
"Ljungberg og Marcel, anden rokering sammen med Haralsson og Pendragon." Theodore kiggede utilfreds op. Og så dæmrede noget.

Marcel.

Adelbert hed Marcel.

Theodore havde aldrig skænket efternavnet nogen særlig tanke før. Det havde bare været et efternavn, og Adelbert havde rigeligt med andre ting ved sig, der var mere irriterende. Men nu stod navnet pludselig meget tydeligt i hovedet på ham. Ernie Marcel. Adelbert Marcel. Sort hår. Grønne øjne. Furen mellem Theodores bryn blev dybere. Var de i familie?

"Nåh." Adelberts blik gled hurtigt ned over Theodore. "Jamen, vi ses derude," lød det hånligt, og Theodore sendte ham sit bedste forsøg på et overlegent blik, inden den sorthårede forsvandt ud af teltet.
Selvom Theodore sad helt tilbage, kunne han kort efter høre dæmpede stemmer på den anden side af teltdugen. Hans hjerne føltes efterhånden som om nogen havde taget den ud af knolden på ham, banket den et par gange mod noget hårdt og sat den tilbage igen. Hvor mange mennesker hed egentlig Marcel i Dianthos? Var det et almindeligt navn? Og oven i dét var Selmy sikkert stadig et eller andet sted derude, medmindre han allerede var gået hjem igen, efter Theodore så demonstrativt havde ignoreret ham.

"Århg!" Theodore pustede frustreret ud og ruskede begge hænder gennem krøllerne, inden han rejste sig. Nu var det om muligt blevet endnu vigtigere, at han ikke tabte til Adelbert derude. Han fik vredet sig fri af paradeuniformen og lagde den tunge dragt på bænken. Skuldrene føltes allerede lettere, og han rullede dem et par gange for at løsne dem. Skjorten, han havde haft under den blå uniform, beholdt han på sammen med de lyse bukser, mens de fine støvler blev skiftet ud med et mere slidt par, der trods alt egnede sig bedre til kamp end parademarch.

"Okay." Theodore rystede hænderne løs og gik udenfor. Han kunne godt bruge noget luft og måske finde et sted at strække ud, inden de skulle ud og slå på hinanden med træningssværd. Blikket løftede sig automatisk, da han trådte gennem teltåbningen.

Og selvfølgelig stod Selmy lige dér. Igen. Sammen med Ceelia, den anden pige, Theodore ikke anede, hvem var, og—

Adelbert.

Theodore standsede næsten. Hjertet gav et hårdt dunk, og i et kort øjeblik fik han mest lyst til bare at vende om og gå ind igen. Haha, jeg har glemt noget. Hvad som helst. Men Selmy havde sikkert allerede set ham, og Adelbert havde i hvert fald.

Havde han og Selmy ikke været uvenner, kunne Theodore have smidt en lille bemærkning efter ham: Sig mig, stalker du mig? Men de var uvenner. Eller hvad de nu var. Og Selmy havde sagt hjemme hos sig selv, at han ikke ønskede, at hans far vidste, hvem han omgikkes med. Theodore kunne kun gå ud fra, at det samme gjaldt søsteren. Så han gjorde det eneste, der virkede nogenlunde fornuftigt: rettede blikket stift frem og gik målrettet forbi dem.
Kendte de Adelbert, gjorde det i hvert fald ikke Marcel-mistanken mindre. Det kunne Theodore tænke over senere. Lige nu skulle han bare forbi uden at gøre noget mærkeligt ud af det. Det havde selvfølgelig været nemmere, hvis fjolserne ikke havde valgt at stå lige ved teltindgangen. Theodore måtte smyge sig forbi, og i det smalle mellemrum strejfede hans arm Selmys. Et lille dunk fór gennem ham ved kontakten, så han et øjeblik holdt vejret. Kroppen havde åbenbart ikke fået besked om, at de var uvenner.

Theodore fortsatte stædigt videre, indtil der var kommet en passende afstand mellem ham og teltet. Først dér kom tvivlen snigende. Skulle han have sagt noget? Bare hej? Var det ikke endnu værre at ignorere Selmy så åbenlyst? Theodore pustede forvirret ud gennem næsen. Han vidste virkelig ikke længere, hvad han skulle stille op med ham.

Theodore fandt et træ et stykke fra teltet og støttede sig mod stammen, mens han begyndte at varme benene op, først det ene, som han svang frem og tilbage nogle gange, og så det andet. Det gav ham i det mindste noget konkret at koncentrere sig om, som ikke var Selmy. Alligevel fandt blikket næsten af sig selv tilbage gennem menneskemængden med jævne mellemrum. Bare et hurtigt glimt af lyst hår mellem Ceelia og den fremmede pige, før Theodore så væk igen, som om han slet ikke havde kigget.

Selmy var der stadig.

Han svang benet lidt højere og forsøgte at bilde sig selv ind, at han bare holdt øje med sine omgivelser. Det var sikkert noget, en kommende ridder burde være god til. At blikket af en eller anden grund blev ved med at finde præcis den samme person, behøvede han ikke tænke nærmere over.

Hornene lød over pladsen, og første rokering begyndte deres opvisning. Derefter skulle ridderne dyste, og først så blev det anden rokerings tur. Theodore havde altså omtrent en halv time, inden det blev hans tur, til at blive endnu mere rundtosset af sine egne tanker.

Selmy hilste Adelbert med et enkelt nik, blot for høflighedens skyld. Man kunne jo håbe på, at hans tid med hård disciplin havde gjort ham mere fornuftig og voksen, men Selmy var overbevist om, at Marcellerne havde dårligt blod i årerne. Han kunne heller ikke glemme alle de gange han var kommet på besøg i de rammer, der skulle forestille at være trygge for Selmy, hvor han og Ernie havde forpestet luften med deres djævelske tilstedeværelse. Han holdt sig en smule på afstand, og forsøgte at glide et par skridt væk fra Ceelia og Petra, så de ikke ville opdage, hvis han pludselig smuttede. Men som han tog et enkelt skridt væk, kiggede Ceelia sig mistænkeligt om bag skulderen og kiggede op og ned ad ham. Det havde traumatiseret hende, at Selmy var stukket af sidst.

Nu hvor Selmy alligevel var her, og ikke kunne stikke af, kunne han lige så godt tage sig et lille kig ind i teltåbningen. Han forsøgte ikke at gøre det for åbenlyst. Han kunne se ingenting, og alligevel en tilfældig, ældre væbnerdreng, der skiftede tøj. Ups… Det var nok bedst ikke at kigge for længe i den retning. Han skulle til at se væk, men straks dukkede et velkendt ansigt op. Theodores ansigt. Selvfølgelig så Selmy ham med det samme. Han havde jo ikke bestilt andet end at kigge sig omkring, alle andre steder end i retning af den grimme dreng, Adelbert.

Selmy så ind i Theodores øjne og afventede nærmest, at der ville komme noget fra ham først. Noget. Bare et eller andet. Noget der sikkert ville sætte ham i en form for knibe imellem Petra og Ceelia, som ikke anede, at Selmy faktisk kendskab til nogen herfra. Selmy nåede ubevidst at ranke sig lidt, for at lade som om, at han ikke kendte ham. Noget tog bare pusten fra ham med det samme. Theodore sagde slet ikke noget. Han gik bare koldt forbi ham. Det fik Selmy til at stivne på stedet. Sikke en kold og gyselig fornemmelse. Det tog ham lidt at komme sig over det værste chok. Måske efter to minutters stilhed, så han sig langsom om skulderen og kiggede efter Theodore.

Han varmede op til et eller andet? Det gik op for ham, at Theodore havde klædt om til noget helt andet. Måske skulle han ud på pladsen om lidt og spare med nogen?

To pager skubbede sig forbi Adelberts familie og venner. Forbi Selmy, der i et øjeblik stod og sov. Åh… Han fulgte dem kort med blikket, og så slog det ham, at der var fri bane til at smutte. Petra og Ceelia holdt øje med Adelbert der pegede ud på pladsen og forklarede hvad der skulle til at ske, og noget med at han også skulle ud om ikke så lang tid. Selmy var der ikke til at høre resten. I et hurtigt ryk af en bevægelse, skyndte han sig rundt om teltet og begyndte at gå i retning af Theodore.

Hvorfor var han alene herude? Hvorfor var han ikke indenfor sammen med alle sine venner? Theodore havde set så alene ud. Var der virkelig ingen, der var her for hans skyld? Var det virkelig kun Selmy?

”Theo,” Hilste Selmy, men først da han var så tæt på, at hans skikkelse overskyggede ham, midt i at strække ud. Hans stemme havde været så blid og lav, for ikke at skræmme ham væk. Og så holdt han vejret kort. Han var tæt på ikke at få sagt mere, men så mærkede han et stik af noget uskyldig glæde i maven. "Hvor var du god i optoget. Du var næsten placeret forrest." Det var en god ting ikke? De ville have placeret ham bagerst, hvis han ikke kunne finde ud af det, ikke? Og han havde slet ikke fået lov til at bære en af fanerne.

En af de irriterende ting ved hele den her affære var, at Theodore - udover at føle sig utroligt selvbevidst over, at Selmy stod et sted derovre - ikke havde nogen, der var kommet for hans skyld. At personer som Adelbert fik lov til at sole sig i opmærksomheden fra bekendte og familie, mindede bare Theodore om, hvor langt væk hjemmefra han egentlig var. Hans far var ikke engang i Dianthos, og resten af familien var hele vejen hjemme i Medanien. De kunne ikke sådan lige komme på besøg, bare fordi Theo havde fået lidt pænt tøj på og svunget en stor fane gennem byen.

Det gjorde det dog ikke mindre sandt, at han ville ønske, de var her.

Hans blik gled ud over pladsen og hvilede uden rigtigt at se på de væbnere og pager, der sparrede. Theodore spredte benene og bøjede skiftevis det ene og det andet knæ, mens overkroppen bevægede sig fra side til side, så musklerne langsomt blev strakt igennem.

Theo.

Det blev sagt så blødt, at det næsten kunne have været græsset, der hviskede til ham. Men Theodore kendte efterhånden de små vejrtrækninger, der lagde sig omkring den lyse stemme. Hvis morgendug ramt af solens stråler kunne tale, ville det lyde som Selmy. Theodore rettede sig op. En overrasket skælven fór gennem ham, inden han anerkendte Selmys eksistens med et blik. Afventende, selvom han ikke helt vidste på hvad. En undskyldning kunne være meget rar.
Det ene bryn løftede sig en anelse, da komplimenten kom. Hvor var du god i optoget. Theodore havde ikke forventet, at Selmy ligefrem ville forlade sit slæng for at komme herover og fortælle ham, at han havde været god. Et øjeblik blev han derfor bare ved med at glo på ham, indtil det gik op for ham, at det vist var hans tur til at sige noget.
"...Tak." Det var ikke meningen, at det skulle lyde så køligt.

Theodore sank og mærkede huden stramme en smule omkring ansigtet. Blikket flakkede væk, og han håbede næsten, at træet kunne fortælle ham, hvad han skulle stille op med situationen. Han støttede den ene arm mod den grove bark og begyndte at strække skulderen ud, stadig meget, meget opmærksom på Selmys tilstedeværelse uden faktisk at se på ham.
"Det er meget normalt for pagerne at stå forrest," forklarede han faktuelt, mens hjernen febrilsk forsøgte at finde frem til alle de mulige grunde til, at Selmy var kommet hen til ham. Den mest åbenlyse grund var selvfølgelig, at Selmy ganske enkelt havde haft lyst til at komme hen til ham, og den mulighed gjorde Theodore mærkeligt utilpas. Ikke på den dårlige måde. Hjertet slog i hvert fald ujævnt videre og, til hans irritation, måske også en lille smule gladere end før.

Det gjorde ondt på Selmys værdighed, at alt han umiddelbart fik tilbage, var et køligt Tak. Okay… Selmy forberedte sig mentalt til at acceptere, at Theodore var kommet videre og måske slet ikke tænkte på ham mere. At Selmy måtte bøje hovedet og gå sin vej. Måske havde Theodore over tiden fundet ud af, præcis hvad Selmy havde forsøgt at fortælle ham. At han skulle lade være med at opsøge alle mulige, inklusivt ham selv. Selmy var også voksen og fremmed, nu mere end før, følte han. Og havde han ren mel i posen? Det vidste han faktisk ikke engang… Han vidste bare, at han ikke ønskede at gøre Theodore ondt. Om han var i stand til at lade være… Det kendte han slet ikke sig selv nok til. Han var bare så selvisk, og han var ikke klar til at sige farvel.

”Nå?” Svarede han, nu overrasket, fordi samtalen ikke var slut. Han havde lige akkurat flyttet en fod bagud, klar til at dreje om og træde væk, skamfuld over, at blive afvist at ham. Selmy stod bare og følte sig en smule fremmed overfor ham. De kiggede bare på hinanden, lidt som de ikke havde tænkt på hinanden, overhoved. Plejede pagerne at stå forrest? Det havde Selmy aldrig tænkt på. Han havde nok aldrig rigtig skænket dem så mange blikke de foregående år. Altid havde han været tiltrukket af dem der var noget, nemlig ridderne. ”...Sjovt,” Kom det lidt efter. Ironisk nok med et toneleje, der slet ikke havde antydningen af morskab i sig. Det hele var faktisk lidt akavet og ubehageligt at stå her, som om han burde have haft en bedre grund til at opsøge ham, for overhoved at få lov til at hilse på ham.

Og tiden gik lige så langsomt… Det første hold pager kæmpede med deres træningssværd i baggrunden. De holdt sig til reglerne. Holdt det pænt og rent. Selmy var slet ikke bevidst om, at han faktisk skulle skynde sig med at åbne sig op.

Han var stille nu, og øjnene gled langsomt nedad. Det var ikke fordi Selmy ikke havde noget. Han havde for nyligt, bare for sjov, kiggede gamle slægtsbøger igennem, for at se om familienavnet Ljungberg dukkede op. Et sted langt lang laaangt ude, var de beslægtede med hinanden. Ret fjernt, men i forhold til andre familienavne i Dianthos og måske især Medanien, var de endnu længere fra hinanden. Selmy kunne sige undskyld. Han kunne spørge Theodore om han ville snakke senere. Han kunne fortælle ham, at det ikke gjorde ham noget, at han havde løjet overfor ham, i forhold til hvad hans far var eller ikke var. Men han havde mistet modet. Det her var en dårlig ide. 

Sjovt...

Theodores øjne kneb sig en smule sammen. Hylende morsomt, tænkte han sarkastisk, og som om kroppen havde besluttet, at nu varmede han altså op, uanset hvad resten af ham havde gang i, skiftede han arm og endte dermed vendt mere direkte mod Selmy.

Han gad ikke engang være rap i replikken. Selmys bemærkning fik bare lov til at hænge mellem dem som en akavet brise.
Stilheden fortsatte, kun brudt af de små prust gennem Theodores næse og barken, der klagede svagt, når han justerede fingrene mod træet. De blå øjne søgte diskret tilbage mod Selmy, da den anden sænkede blikket mod jorden, og Theodore kunne mærke sig selv brænde op af frustration og skam og alt muligt andet, han ikke rigtig kunne finde hoved og hale i.

Og så kom Ernie Marcel selvfølgelig snigende ind i tankerne igen.

Ernie havde påstået, at Selmy havde ligget på knæ foran ham og undskyldt. Theodore troede ikke et sekund på hele den ynkelige historie, men han vidste, at Selmy faktisk var blevet tvunget til at opsøge ham. Det var nok. Billedet af Ernie, der stod og nød hvert eneste sekund af det, fik det til at vende sig i maven på Theodore. Ikke mindst når han vidste, at Selmy havde måttet døje med ham siden barndommen. Han vidste jo nu, hvad den mand var i stand til.

Den vrede, defensive mur slog en revne. Theodore slap træet og lod armene falde ned langs siderne. 

"Selmy, jeg..." Hornene skar gennem luften, før han nåede længere. Væbnere og pager gav hinanden hånden ude på pladsen og skyndte sig væk, mens jubelen tog til omkring dem, da ridderne red ind. Theodore trak vejret ind og så tilbage på Selmy, inden han prøvede igen, forhåbentlig uden flere afbrydelser.

"Jeg skulle ikke have sagt det dér." Hans øjne gled over Selmy. Theodore havde ikke slikket Ernie Marcels spyt i sig for ingenting. Ikke beskyttet ham for så aldrig at tale med Selmy igen eller prøve at gøre det godt. Han gned sig i nakken. "Jeg sagde noget virkelig tarveligt." Han sank, og hjertet slog ujævnt. "Undskyld."

Masser gange havde Selmy oplevet akavet stilhed, og efterhånden var det for ham bare ganske almindelig stilhed. Men det var akavet nu. Han havde selv dræbt hvad der var tilbage at tale om, imellem ham og Theodore… Af vane ville han gerne flytte på sig og forlade den svære situation, men han stod fast. Han ønskede at blive og tale med Theodore, om det så bare var at stå her i hans nærhed. At stå at kigge på ham, men ikke for direkte.

Selmy, jeg… Selmy spændte op, klar til at høre hvad Theodore skulle til at sige. Skingre horn afbrød dem larmende og festligt bag dem. Nej, du må ikke stoppe. Selmy så beklagende ud. Han var bekymret for, at hornene havde afbrudt ham, og at han nu kunne nå at trække i land med hvad end han ville sige. Godt nyt eller dårligt nyt…

Jeg skulle ikke have sagt det dér. Hvad? Sagt hvad? Han kunne ikke lade være med at studere hånden, der gled om bag nakken, igennem de kortere, krøllede lokker. Hvad var svært nu? Jeg sagde noget virkelig tarveligt.

Ah… Selmy pustede luft ud. Nervøsitet havde bygget op og fået ham til at holde på vejret, på en måde der ikke var sund. Han vendte hovedet til den ene side. Og så den anden og rystede lidt på hovedet. Theodore sagde undskyld? For det? Han måtte tro at Selmy hadede ham for det. Den lille ting…

”Kom så her,” Med det samme trak han det lange ben foran og gik hen til Theodore. Uden at teste det med ham først, om det overhoved var okay, fik han fat i ham og trak ham ind til sig. Ind under varmen at hans kappe. Armene trykkede ham ind til sig, både blødt, men også med en hensynsløshed. Han bøjede nakken og landede blødt med panden mod Theodores bløde hår. ”Jeg er ikke sur- Det var jeg den dag, men ikke på dig. Ikke over det du sagde. Jeg ville bare gerne have at du skulle gå, for jeg fattede ingenting.” Han fattede ikke hvad han skulle gøre eller stille op. Han havde tænkt, at hans liv ville være bedre uden Theodore. Og Theodores liv ville være bedre uden Selmy. Adskillelsen fra Theodore havde været mere smertefuld end han havde forestillet sig.

”Nh… mh...” Selmys fingre gravede sig dybere ind mod Theodores opvarmede krop. Han ville så gerne have ham tæt på sig. ”Unds.. kyld…” Hviskede han med munden pustende mod Theodores pandehår. Undskyld for dengang… Undskyld for det han udsatte ham for her og nu. Det her var ved guderne ikke normalt mellem to mænd.

Theodore blev i tvivl om, hvorvidt Selmy overhovedet ville tage imod hans undskyldning, nu hvor der var gået så mange dage, at det næsten føltes for sent at sige noget. Hjertet blev ved med at slå hårdt mod brystet, og nervøsiteten summede gennem kroppen og samlede sig som små gys i maven. Sig nu noget, bad han. Det var ulideligt at vente. Til sidst skilte han læberne for selv at bryde stilheden. "Vi behøver ikke at være—"

Kom så her.

Theodore sendte Selmy et mærkværdigt blik, som om han ikke var helt sikker på, at han havde hørt rigtigt. Han kunne sagtens have hørt forkert med al larmen bag dem, og—

Selmys varme lagde sig omkring ham i et pludseligt knus. 

De blå øjne blev langsomt større, forvirrede og blanke, mens han skævede op mod Selmy uden rigtigt at kunne se andet end lyst hår. Duften af urter og Selmys sandsynligvis nyvaskede hår var pludselig alt, der ramte sanserne, mens han blev trukket tættere ind. Et øjeblik vidste Theodore ikke, hvad han skulle stille op med sine egne arme, før de tøvende fandt vej rundt om Selmy.

For jeg fattede ingenting.

Theodores blik blev ved med at flakke undrende, som om han på den måde kunne få Selmys ord til at give mening. Fattede ikke hvad? Han holdt næsten vejret, bange for, at selv den mindste lyd skulle få ham til at overhøre, hvad Selmy prøvede at sige. 

Tyngden af Selmys pande hvilede mod hans krøller, og med et lille sug fik Theodore endelig trukket noget af den luft ind, han havde holdt tilbage. Grebet omkring ham blev fastere, og Theodore blinkede, da han samtidig mærkede Selmys fingre presse sig ind mod ryggen. Luften sad underligt varmt i brystet.

Undskyld.

Resten af vreden mistede ligesom sit tag i ham. Armene lukkede sig mere brat omkring Selmy, og Theodore knugede hænderne ind i den mørke kappe, mens han selv pressede sig tættere ind og lod hagen hvile mod hans skulder. Han klemte øjnene hårdt sammen, som var det svært at holde på alle følelserne, hvis ikke han gjorde. Vejrtrækningen kom tungt ud i et suk mod Selmy, og han måtte tage et par ekstra åndedrag, før han fandt stemmen.

"Jeg blev virkelig vred over, at du troede, jeg løj om min far..." pressede han ud, men han slap ham ikke. Fingrene blev siddende i kappen. "Jeg har ikke løjet."

Havde Selmy kommet til at afbryde Theodore midt i en sætning? Han var ikke klar over det. Han havde brug for at have ham hos sig her og nu. Den omsorgsfuldhed Theodore plejede at give ham helt af sig selv, var han simpelthen nødt til selv at tage nu.

Han kunne mærke hvordan Theodores mindre, stærke krop pulserede så levende mod sin egen, sådan som hans hjerte hamrede afsted mod sig. Forhåbentligt ikke af frygt, men fordi han måske havde det ligesom ham.

Selmys øjenlåg var presset sammen, for hvis han slog blikket op og så hvad han selv gjorde, ville han måske ophæve krammet, der føltes så… ikke rart. På ingen måder rart. Det var faktisk mere smertefuldt for ham. Alle hans led i kroppen føltes sår anspændte og stive i det, at han på ingen måder kunne slappe af i det. Der var tårer på vej, men de blev hængende i de mørkblonde, sammenknebne øjenvipper.

Åh nej… Hvorfor blev han så påvirket lige nu?

Det bløde hår kildede ham så rart i ansigtet. Han tiltede på sit hoved, da han mærkede Theodores hage mod hans skulder, så kinden trykkede sig mod ham i stedet. Forsigtigt åbnede han øjnene og kiggede fjernt ud for sig, bag teltene et sted, hvor der næsten var mennesketomt.

”Så… Det var altså ikke noget du bare fandt på?” Hviskede Selmy. Han trak sig ikke væk fra krammet, bare fordi Theodore havde et behov for at snakke om den misforståelse, der var opstået. Det havde været en barsk anklage, at påstå at Theodore løj om sin far, men Selmy havde været ret overbevist. Historien havde været for god til at være sand… ”Er din far så til stede i dag?” Det var jo mærkedag.

Selmys fingres tag i ham blev væsentligt blidere. Hænderne lagde sig nu med håndfladen mod hans ryg i stedet for, og musklerne der spændte op begyndte at slappe af, mest på grund af udmattelse. Han sugede luft dybt ind og tav et dirrende suk. Langsomt løftede han hovedet fra Theodores hår og kiggede nu ned mod hans ansigt.

Det var meget varmt lige pludseligt.

Anspændtheden i Selmy blev tydeligere, men Theodore kunne kun mærke det, fordi han blev holdt så tæt ind til ham. Om det skyldtes det, Theodore havde sagt, eller bare selve dét, at de stod og krammede så offentligt, var svært at bedømme.

Han var jo også blevet mærkelig lige pludselig den morgen hos Theodore.

Næsten af sig selv begyndte Theodores hånd at stryge Selmy ganske blidt ned over ryggen, for så at bevæge sig op igen. Ganske diskret, i håb om at det ville hjælpe på nerverne og måske vise ham, at Theodore ikke rigtig var sur længere.

"Selvfølgelig ikke." Theodore rynkede brynene og mærkede hjertet slå en smule hårdere, næsten defensivt, men da han pustede ud igen, lagde det sig en smule. Selmys hvisken var så rar at lytte til, at han et øjeblik helt glemte at sige mere.

Er din far så til stede i dag?

Noget sank i Theodore.

Det var jo bare perfekt. Uanset hvordan han fik det sagt, ville det sikkert lyde som endnu en løgn i Selmys ører. 

For hans far var her ikke.

Selmy trak sig en anelse tilbage for at kunne se ned på Theodore, mens Theodore selv nåede at ærgre sig og bande indvendigt over situationen. 

Tak, far. Virkelig.

"Jeg spurgte en af oversergenterne, og..." Hans blik blev hængende ved Selmys. Var hans vipper våde? Et øjeblik stirrede Theodore bare på dem, indtil han kom i tanke om, at han faktisk var i gang med at sige noget.
"Sagen er den, at han er sendt nordpå..." Theodore trak sig en anelse længere fra Selmy, så hånden blev liggende mod hans overarm, inden den langsomt gled længere ned. "Og jeg ved godt, hvad du tænker: ja ja, meget belejligt, Theodore." Der kom en lille fure mellem brynene igen. "Men det er sådan, landet ligger. Og jeg fik faktisk ikke særlig meget andet at vide end dét."

Hvad nu hvis Selmy ikke ville tro ham? Theodores puls dunkede hurtigere igen.

Selmy mærkede godt Theodores hænder der begyndte at vandre lige så stille ved hans ryg i skjul under den sorte kappe. Normalt ville sådan en berøring få ham til at gibbe forskrækket op, men det var så blidt og forsigtigt, at det hjalp på den stress, der havde været i hans krop. Selmy ville ikke reagere for meget på det. Han ville ikke påtale det. Han ville nemlig nødigt afbryde ham i hvad end han havde gang i lige nu.

”Ja?” Kom det lidt lavt og rustent fra ham, som Theodores forklaring døde ud, bare fordi de kiggede på hinanden i det øjeblik. Selmy kunne godt mærke at tårerne havde gjort ham lidt våd omkring øjnene. Han ville bare ikke tørre øjnene nu foran ham, for det ville bare gøre det tydeligt, at det faktisk var tårer. Glædestårer måske, selvom han ikke rigtig følte sig glad endnu. Ængsteligheden fra hele sidste måned sad stadig i ham som en solid, tung sten.

”Nej,” Sagde han så. Han valgte at lade tvivlen ligge. Han måtte stole på at Theodore talte sandt, indtil det modsatte blev bevist. Og hvis Theodore havde det med at lyve, skulle det ikke længere gå hen og smadre alt imellem dem… ”Jeg tænker… at det lyder forfærdeligt…” Selmys ansigt fortrak sig i en bekymret mine. Hvordan havde Theodore med det? ”Ved du godt hvad der foregår i Norden lige nu?” Spurgte han så forsigtigt han kunne. Han ville ikke gøre Theodore forskrækket. Hvis Theodore havde svært ved at læse, fulgte han så overhoved med i hvad der blev skrevet om i Dianthos Tidende? ”Norden er i oprør mod Lyset som vi står her og fejrer Lysets riddere og tjenere.” På mange måder var mærkedagen i dag en hån mod Norden. Men Selmy var splittet mellem at være stærk tilhænger af Isari, født og opvokset i Dianthos, hvor Lysets riddere altid havde beskyttet ham mod mørket, og splittet over at han samtidigt var et afkom af både en far og mor, med nordiske gener.

Selmys arme blev mere slappe i grebet om Theodore. Han trådte et halvt skridt tilbage, og armene gled forsigtigt ned, og krammet der havde varet så mærkeligt længe, var ikke mere.

Theodores bryn gjorde et lille hop af overraskelse. Lettelse, endda. Nej? Blikket blev ved Selmy, mens han ventede på, at der måtte komme mere.

Jeg tænker... at det lyder forfærdeligt.

Åh.

Erkendelsen dæmrede frem i de store blå øjne. Selmy troede på ham. Så enkelt var det åbenbart, og alligevel nåede noget i Theodore at falde en smule til ro ved det.
Armene gled væk fra hinanden, da Selmy trådte tilbage, og Theodore lod sine egne falde ned langs siderne. Et kort øjeblik virkede det næsten uvirkeligt, at de overhovedet havde stået sådan. Hvor længe havde de egentlig krammet? Han lod den ene hånd glide over sin modsatte arm i et par langsomme strøg, nærmest for at berolige sig selv, mens blikket søgte til siden.

"Jeg ved det." Det var noget forfærdeligt rod. Hvis Theodore skulle være ærlig, bekymrede det ham også mere, end han havde lyst til at indrømme, at han hverken havde fået breve eller noget andet tegn på liv fra sin far, mens han var nordpå. Tanken fik noget til at knuge sig sammen i maven. Theodore kørte flygtigt en hånd gennem krøllerne og forsøgte ikke at dvæle for længe ved det.
Så var der selvfølgelig hans egen nordiske afstamning. Ganske vist burde han ikke have nogen levende familie tilbage i Norden, i hvert fald ikke nogen, han kendte til, eller som hans mor nogensinde talte om.

Og så var der Selmy.

Hans familie kom jo også fra Norden.
"Det er..." Theodore rynkede brynene, men noget passende ord ville ikke rigtig dukke op. "...Hvordan har du og din familie det? Med alt det?" spurgte han i stedet.

Krammet havde varet længe, det måtte det have, for Selmy følte sig helt varm i kroppen. Det havde også været anstrengende for ham, for han var ikke vant til at holde om nogen, og slet ikke i så lang tid. Bare det at Ceelia og Petra havde trukket i hans arme den sidste times tid, havde været for meget for ham.

Han stod stadig ganske tæt på Theodore, ikke længere væk end at han kunne trække ham tilbage ind til sig, hvis behovet skulle opstå. Hvis nu, for eksempel, at snakken om hans far i norden tog en drejning. Men godt… Theodore holdt sig oplyst om hvad der foregik. Selmy ville nok også være lidt skuffet over at høre, at han ikke engagerede sig i politik.

”Min familie? Åh… Jeg har nogle tanter på min mors side og en grandonkel på min fars side, som vi skriver frem og tilbage med. De oplever konflikten helt tæt på, og deres ord er ret ehmm... intense,” Han trak på skuldrene og smilte lidt, kulret ovenpå kropskontakten før, men det var også et smil, der var lettet. Det glædede ham at de endelig kunne tale sammen. ”Men jeg og min familie er okay,” Hans hånd løftede sig og fandt hans arm og gav ham et klem. Den stærke fanebærende arm, blev han lige mindet om. Selmy smilte lidt mere.

Fordi de snakkede om hans familie, kunne han ikke lade være med at se sig om skulderen. Bare hans søster ikke var tosset på ham, over at han var forsvundet igen igen.

Øjnene dvælede ved Selmy, mens Theodore lyttede interesseret og opmærksomt. Det kom en smule bag på ham, at Selmys tanter og grandonkel, oplevede oprøret så tæt på. Det fik pludselig det hele til at føles mere virkeligt. Tættere på end før.

Intense.

Theodore nikkede en anelse grublende og sænkede blikket mod deres fødder. Han følte sig mærkeligt utilstrækkelig i det hele. Her stod han og skulle om lidt svinge med et træsværd i en legekamp, mens hans far befandt sig i Norden og lavede guderne måtte vide hvad.
Men da han skævede op mod Selmy igen, bemærkede han smilet, der hang om hans læber, og dét smittede af. Et tilsvarende smil løftede sig i Theodores fregnede ansigt, mens øjnene kneb sig en smule sammen, som var der pludselig kommet for meget sol i dem. 

Selmy rørte ved ham. Blikket faldt umærkeligt til fingrene, der klemte om hans overarm, og så tilbage på Selmy. Theodore rankede sig en anelse, nu med et langt mere behageligt smil. "Godt," svarede han med et lille nik.

Ridderne begyndte at trække hestene væk fra pladsen, og Theodore kastede et flygtigt blik derhen, før erkendelsen pludselig ramte ham.
"Åh, pokkers—" Han så hurtigt tilbage på Selmy, nu med en helt anden travlhed over sig. "Det er min tur." Theodore nåede et par skridt væk, før noget fik ham til at standse og vende om igen. Han lagde hånden mod Selmys arm og lod den blive dér et øjeblik. "Mh, jeg er glad for at se dig igen, Selmy." Smilet var lille, men denne gang uden al den tidligere usikkerhed. Så fik han øje på pagerne og væbnerne, der allerede var ved at tage plads, og ansigtet trak sig straks sammen i en grimasse. "Jeg skal løbe." Og det gjorde han. Theodore satte i løb og nåede lige at sende et vink tilbage mod Selmy, før opvisningen krævede hele hans opmærksomhed. I en serie hurtige og lettere klodsede bevægelser fik han vredet sig ind i træningsvesten, der skulle tage det værste af slagene, og spændt beskytterne omkring knæ og albuer.

"Nåhh, jeg troede lige, du var stukket af, fordi du var bange for at tabe." Adelbert stod allerede klar med begge hænder hvilende på træsværdets fæste og det velkendte hånlige smil om munden. Theodore rynkede på næsen og koncentrerede sig om lædersnorene i siden af vesten. "Du håbede nok bare, jeg blev væk, så du kunne undgå at få tværet ansigtet i sølet."

"Jeg tror, du havde vigtigere ting at tage dig af." 
Theodores fingre standsede kort ved den sidste snor, og blikket gled op mod Adelbert, der blot stod med det samme selvtilfredse smil. "Hvad skal dét betyde?"
"Ingenting. Du så bare meget optaget ud." Adelbert trak uskyldigt på skuldrene, men Theodore kendte ham godt nok til at vide, at der ikke var noget uskyldigt over den bemærkning. Han strammede den sidste snor lidt hårdere end nødvendigt. "Pas dit eget."
"Med glæde." Det dumme smil forsvandt selvfølgelig ikke.

Theodore pustede ud gennem næsen og forsøgte at få tankerne tilbage på det, han skulle. Hjertet hamrede stadig derudad, og han havde slet ikke haft tid til at bearbejde Selmy, deres omfavnelse og... hvad det hele egentlig betød. Så var de vel venner? Det måtte de være. Det spørgsmål måtte bare vente lidt endnu.

Adelbert var altid anderledes, når mestrene holdt øje. Pænere. Mere behersket. Han virkede nærmest hæmmet af det, stram i masken og modstræbende tålmodig, som om alle de værste sider af ham måtte presses ned og gemmes til den del af dagen, hvor ingen voksne så med. Arrogancen formåede dog stadig at brage igennem. Der var noget ilderagtigt over Adelbert, som gjorde det svært at se ham i øjnene ret længe ad gangen.

De ældre væbnere fik udleveret hjelme, fordi de skulle sparre med rigtige sværd, og Theodores blå øjne søgte længselsfuldt mod det polerede stål. En eller anden dag, forhåbentlig meget snart, ville det være ham, der stod dér med en skarp klinge i hånden og ikke... et træsværd.

Hornet lød, og de to drenge stillede sig over for hinanden og bukkede høfligt, præcis som de havde øvet. Derefter vendte de omkring, gik de foreskrevne skridt fra hinanden og drejede igen. Theodore satte den ene fod tilbage og kom hurtigt i position med sværdet løftet foran sig, mens de blå øjne hvilede koncentreret på Adelbert og ventede på den første afsløring. Træsværdene ramte hinanden med et hårdt klak. Theodore parerede lige akkurat tidsnok og sprang tilbage, før Adelbert stødte efter ham igen. Han gled et par skridt til siden uden at tage øjnene fra ham, og snart cirklede de langsomt omkring hinanden. Det dumme smil var der stadig. "Hvorfor smiler du sådan?" Theodore kneb øjnene sammen. "Det er klamt."

"Jeg tænkte bare på din ven."

Theodore tøvede kun et øjeblik, men det var åbenbart nok. Adelbert fór frem, og Theodore nåede akkurat at slå klingen til side, selvom slaget kom hårdere, end en pæn opvisning egentlig krævede, og sendte et stød hele vejen op gennem håndleddet.
"Hvilken ven?" bed Theodore tilbage og slog ud efter Adelberts skulder med sværdet.
Adelbert parerede og drejede væk med smilet intakt.
"Ham, du stod og krammede." 
Varmen fór direkte op i Theodores ansigt.
"Hold kæft."
Adelberts smil voksede. "Nåh, så han er din ven. Jeg anede ikke, at du kendte Selmy på den måde."
Theodore sprang frem, og denne gang måtte Adelbert hurtigt få sværdet op for at blokere ham. "Jeg sagde, du skulle holde kæft."

De stødte sammen igen, træ mod træ, og Theodore nåede næsten ikke at registrere, at Adelberts blik pludselig gled væk fra ham. Ikke mod Selmy, men hen over pladsen. Mod mestrene. Den ene stod med ryggen til. Den anden var optaget af et par væbnere længere henne.
Theodore nåede lige at undre sig over, hvad Adelbert kiggede efter, før drengen drejede rundt om ham.

Et hårdt skub ramte Theodore midt mellem skulderbladene.

"Arh!" Knæene gav efter, og han trampede et par klodsede skridt frem for ikke at ryge direkte i jorden.
Først dér gik det op for ham, hvorfor Adelbert havde kigget mod mestrene. Theodore nåede akkurat at genvinde balancen og snurrede vredt rundt.
"Hey! Ingen tricks—" Adelbert var allerede over ham.
Theodore hev sværdet op og parerede slaget med et hårdt smæld, før endnu et fulgte. Og endnu et. Adelbert pressede ham baglæns, som om skubbet aldrig havde fundet sted, mens Theodore bed tænderne sammen og kæmpede for at få kontrollen tilbage.

Den halve time de havde haft sammen, udenom Selmys viden, var nu overstået. Nu gav det mening, hvorfor Theodore var trådt ud af teltet, for at lave sine opvarmningsøvelser. Det havde ikke bare været for at vise sig frem, bevidst i nærheden af Selmy, for at få ham til at kigge over på ham. Han skulle faktisk ud at slås. Selmys blonde øjenbryn skød opad. Han havde holdt ham hen!”Din tur? Jamen, kan du så komme afsted!” Han gennede ham afsted, og nåede lige at blive en smule forlegen over Theodores lille kommentar om, at han var glad for at se ham igen. Det var så uskyldigt. ”Ja ja, okay,” Han rødmede en lille smule og følte sig lidt varm i hovedet over det, og så ham så løbe afsted, for at skynde sig at iklæde sig sikkerhedsudstyret…

Sikkerhedsudstyret… Du godeste… Theodore skulle jo slås… Det løb koldt ned ad ryggen på ham, da han så hvem der stod og ventede på ham ude midt på pladsen. Selvfølgelig var det Adelbert.

Selmy var ikke det mindste i tvivl om hvem han heppede på. Ha, hvad han ikke ville give for at se den dumme møgunge få nogle gode prygl. Det ville ikke give den samme tilfredsstillelse, som hvis det dog bare havde været Ernie, men Adelbert var det næstbedste. Han bevægede sig tættere på i et roligt tempo. Langsomt og diskret dukkede han op imellem Petra og Ceelia. Han mærkede Ceelias kritiske blik på sig, stirrende på ham og ikke ud på arenaen. Det gjorde ham lidt nervøs, men han ignorerede hende så godt man nu kunne ignorere en eruptiv blondine.

”Godt, du er tilbage, Selmy! Det er Adelberts tur,” Petras fulde opmærksomhed var rettet mod Adelbert og hans modstander, som i hendes øjne lignede et byttedyr ”Kom så! Ham der klarer du nemt.” Hviskede hun ivrigt for sig selv. Selmy skævede kortvarigt irriteret til hende. Men nå ja, hvem skulle hun ellers heppe på, hvis ikke hendes egen familie?

Petra virkede rimelig klar på at se sin fætter gå i gang med at svinge rundt med et sværd, et træsværd, men stadig et ret solidt våben. Selmy derimod krøb lidt sammen hvor han stod, hver gang Adelbert kom lidt for tæt på Theodore med et sving. Bare ud fra den måde han gik efter den mindre page på, dræbte tvivlen om, hvorvidt de var gode venner eller ej. De to pager kunne bestemt ikke lide hinanden! Selmys hænder fløj op foran ansigtet, og han overværede nu duellen igennem fingrene. 

”Hey, er det der overhoved tilladt?” Gispede han. Det hårde skub mod lædervesten kunne høres som et hårdt dunk, og han kunne se, at det slog Theodores ellers fremragende dansetrin ud af kurs. Eller… Selmy havde faktisk ikke så meget forstand på sværdkampsteknikker. Det havde altid været Ernie Marcels interesse, mens Selmy foretrak at sidde mussestille og nørkle med fjerpenne eller skalpel.

”Ham drengen må jo bare holde øjnene på sin sparringspartner,” Lo Petra, som hun fik øje på Selmy ”Hov, Selmy, du kigger jo slet ikke!” Hun greb ud efter hans hånd, for at fjerne den fra sit ansigt. Selmy troede bare det var alt hvad hun ville. Men hun slap ikke hans hånd. Han blev med et sug i maven mindet om dengang Theodore havde taget hans hånd, fordi de skulle skynde sig igennem værelsesgangene. Det her var ikke det samme. Petras tynde fingre flettede sig ind imellem Selmys lange fingre. ”Du har egentlig ret bløde hænder.” En sukkersød, hviskende kompliment. Det var ikke en af hendes brors sylespidse anmærkninger.

Hun ville gerne holde hånd… Det kunne Selmy slet ikke håndtere lige nu. Theodore var på banen, Adelbert havde set sit snit til at angribe det ene slag efter det andet, holdt Theodore svært beskæftiget, fordi han skulle parere hele tiden. Selmys hånd vristede sig fri fra Petras hånd, for i stedet at indkapsle hænderne om sin mund, så lyden kunne komme ud. ”Du er hurtigere på benene end ham, Theo! Kom så!” Tag dig sammen! Den bløde side var der ikke mere. Selmy nægtede at se Theodore blive trynet på den der måde. Han ville… Nok ikke turde gå ud mens der var åben krig… Men han ville gøre noget! Petra så forbavset på ham. Det gav tydeligvis ikke mening for hende, at Selmy ikke heppede på Adelbert.

"Ngh—!" Endnu et slag ramte Theodores træsværd, og stødet fór gennem håndleddet og hele vejen op i armen. Adelbert var både højere og ældre end ham, og efterhånden begyndte det at føles mistænkeligt meget, som om hans eneste kampstrategi var at slå Theodore så hårdt, at armene til sidst faldt af. Han strammede grebet om fæstet og fik sværdet op igen, for hvis Adelbert først slog det ud af hænderne på ham, ville han aldrig høre enden på det.
"Ingen tilskadekomne eller lemlæstelser. Det var en af reglerne!" prustede Theodore, da han parerede endnu et slag og måtte vige et skridt tilbage.
"Nå, jeg overlever nok en uges toilettjans."
Theodore sendte ham et blik af dyb, kritisk forvirring. "Det er imponerende, at du allerede har planlagt straffen."
Adelbert grinede bare og slog ud efter ham igen. Theodore måtte bakke, parere og vride kroppen til siden for ikke at få træsværdet direkte i skulderen. Støvlerne skrabede hen over jorden, mens Adelbert fortsatte med at presse ham, og det blev efterhånden irriterende tydeligt, at drengen havde besluttet sig for, at opvisningens egentlige formål var at tæve Theodore foran hele Dianthos.

Du er hurtigere på benene end ham, Theo! Kom så!

Stemmen skar gennem larmen så tydeligt, at Theodore genkendte den med det samme. Selmy. Han havde aldrig hørt ham råbe sådan før, så hårdt og bestemt, og et eller andet fór varmt gennem brystet på ham, da det gik op for ham, at Selmy rent faktisk stod og heppede på ham. Mundvigen nåede at give et lille ryk opad, før Adelberts næste slag tvang ham tilbage til virkeligheden.

Theodore kastede sig til siden og ud af slagets bane, ramte jorden med skulderen og lod bevægelsen føre sig rundt i et hårdt rullefald, der hvirvlede støv op omkring ham. Han kom hurtigt på benene igen og trak sig et par skridt tilbage for at få vejret, mens hjertet hamrede så voldsomt, at han efterhånden ikke vidste, hvor meget der skyldtes kampen, og hvor meget der skyldtes stemmen ude fra menneskemængden.
Adelbert havde tydeligvis også hørt den. Han skævede kort i retning af tilskuerne, og munden strammede sig et øjeblik, før det velkendte smil vendte tilbage. "Tænk sig. Dit helt eget personlige heppekor."
"Misundelig?" Theodore løftede sværdet igen.
"På dig?"
"Du virker meget optaget af det."
Adelbert fór frem, og Theodore fik akkurat pareret det første slag, men det næste tvang ham tilbage. Denne gang holdt han munden lukket. Han havde allerede ladet Adelbert rode alt for meget rundt inde i hovedet på sig, og Selmy... alt det måtte vente. Lige nu stod der en irriterende Marcel foran ham, som meget gerne ville slå ham i jorden, og Mester Caezia havde trods alt brugt nok timer på Theodore til, at noget af undervisningen forhåbentlig havde sat sig fast.

Hvis han prøver igen, så gå i knæ og gå efter hans side. Du vil kunne nå længere, og han vil forvente et slag mod maven.

Theodore fulgte Adelberts bevægelser og så det endelig. Hver gang Adelbert lagde kræfter i slaget, åbnede han højre side en anelse. Ikke længe, men længe nok. Theodore trak vejret ind og ventede, indtil Adelbert hævede sværdet og kom imod ham igen. Først i sidste øjeblik gik han ned i knæ. Træsværdet susede hen over hovedet på ham og snittede krøllerne, mens Adelbert straks forsøgte at få sit eget våben ned foran maven for at parere det slag, han tydeligvis forventede. Det var bare ikke dér, Theodore slog. Han ændrede retning og hamrede træsværdet ind i Adelberts ubeskyttede højre side. Adelbert gav et vredt hvin fra sig og krummede sig, og Theodore nåede knap at komme ordentligt på benene og mærke triumfen brede sig, før en albue ramte ham hårdt i næsen.

"Urff—!" Hovedet røg bagud. Theodore vaklede og greb sig instinktivt om næsen, mens smerten bredte sig gennem ansigtet og fik øjnene til at løbe i vand. Da han trak hånden væk, var fingerspidserne røde af blod. Han havde fået Selmy tilbage i omtrent en halv time, og nu stod han allerede og blødte foran ham. Der var heldigvis ikke tid til at dvæle ved det, for Adelbert slog efter ham igen. Theodore fik sværdet op med begge hænder, og træet bragede sammen. Det næste slag fik han drejet af, og da Adelbert lagde vægten frem for at følge efter, så Theodore åbningen. Han slog lavt og hårdt mod låret, og Adelberts ben gav efter under ham med et vredt udbrud.
Theodore fulgte med bevægelsen og var over ham, før Adelbert nåede op igen. Den stumpe spids af træsværdet standsede lige under hans hage, mens begge drenge hev efter vejret. Blodet fra Theodores næse var allerede nået ned over overlæben, men det forhindrede ikke det lille tilfredse træk, der fandt vej til hans mundvig.

"Overgiv dig."

I samme øjeblik lød hornet over pladsen og markerede afslutningen på sparringsrunden. Theodore skævede kort i retning af lyden. Det kunne selvfølgelig også bruges.

"Du snød!" brølede Adelbert og slog træsværdet væk fra sig, mens han klodset kom på benene. "Din usle lille—"
"Marcel! Ljungberg! Ud!"

Adelbert klappede munden i og sugede kinden ind, mens de grønne øjne borede sig giftigt ind i Theodore. Theodore tørrede blodet væk med håndryggen og betragtede kort den røde stribe over huden. "Var det ikke dig, der lige sagde, du kunne overleve toilettjansen?" Det gjorde ikke noget godt for Adelberts humør. Han trampede surt afsted, og Theodore lod ham med vilje få nogle skridts forspring. Han havde ikke ligefrem tænkt sig at gå lige bag ham, efter Adelbert allerede havde demonstreret, hvad han kunne finde på, så snart mestrene kiggede den anden vej.

Først da Theodore selv kom ud fra kampområdet, begyndte blikket næsten automatisk at lede gennem menneskemængden, indtil han fandt Selmy. Et lille smil trak i mundvigen, og han løftede kort hånden til ham, mens han begyndte at løsne sikkerhedsudstyret. Nu hvor kampen ikke længere krævede hele hans opmærksomhed, vendte usikkerheden selvfølgelig tilbage. Skulle han gå derover? De var vel venner igen efter alt det dér.

...Ikke?

Theodore hev i en af læderremmene og skar en grimasse, da den selvfølgelig havde besluttet sig for at sidde fast netop nu.

Det puplikum, der observerede pagerne kæmpe, typisk børn og deres forældre, gispede højlydt op i kor, til et af Adelberts stød. Udefra lignede det heller ikke en helt retfærdig dyst. Adelbert og Theodore var nogenlunde jævnaldrende ja, men Adelbert var betydeligt større. Hjertet sad helt oppe i halsen på Selmy. Han tålte ikke at se på det. ”Han er ude på at skade ham,” Hviskede Selmy sammenbidt for sig selv, og vendte sig mod Petra, for at se om hun selv syntes det her var okay ”Kald ud til Adelbert at han skal kæmpe fair!”

Petra blinkede bare langsomt med øjnene. ”Selmy, det kan jeg ikke. Det her er Adelberts store chance for at vise hvad han kan og blive udnævnt til væbner,” Hun løftede en hånd i retning mod det større telt, hvor riddere var ved at blive gjort klar til deres egne lege, sammen med deres væbnere. De lod egentlig ikke til at observere pagerne, men selvfølgelig var der lejlighed for, at de kunne komme til at kigge over i Adelberts retning.

Selmy flyttede uroligt på sig. Hans øjenbryn tætnedes alvorligt og hans arme krydsede tæt om sig selv. Han så ganske misfornøjet ud i retning af Theodore, der måtte lave rullefald for at komme væk fra Adelberts nådesløse slag. Det her ville gå galt, forudså Selmy. I et øjeblik fik han øjekontakt med Adelberts grønne øjne, og det gav ham et mærkeligt gys igennem kroppen. Hvorfor kiggede han dog på ham nu? Hvad betød det?

Selmy trak sig hurtigt væk fra både Petra og Ceelia, for at gå langs hegnet, så han kunne følge de to pagers kamp, der rykkede længere væk fra deres startposition, fordi Theodore undveg og parerede slag. Endnu et højlydt hiv fra folks lunger kunne høres, da den mindre page fik et slag lige i ansigtet. Selmy slap armene fra sin beskyttende omfavnelse, og måtte skubbe en far med sin datter til side, for at se om Theodore var okay. Blod!? Selmy blev helt ør i kroppen. Han blev en smule svimmel. Det var som om han kunne mærke de slag Theodore fik. Han led med ham.

Det var som om at slaget, der havde forårsaget at blodet flød, var det som om kampen intensiverede. Theodore så mest af alt koncentreret ud, mens Adelbert blev rasende over de slag der blev sendt tilbage mod ham. Selmy så, trods svimmelheden, at Theodore udnyttede Adelberts uagtsomhed til fulde, indtil han fik en åbning til at vinde kampen.

Hornene hylede, og Selmy hørte Adelbert klage over, at Theodore havde snydt ham. Men Theodore havde ikke snydt. Han havde kæmpet så bravt! Var der nogen der snød, så var det Adelbert selv.

Han så at drengene forlod arenaen. Selmy satte i løb mod indgangen, og selvom der ikke var langt, lød han helt forpustet, som han nåede op til vinderen, og bramsede dog op med god afstand til ham. Det var blodet… ”Theo, Theo…” Han bøjede sig frem med hænderne mod lårene. ”Åh du bløder…” Selv var han blevet spøgelsesbleg i hovedet. Han måtte tage sig sammen og hjælpe ham. Lige nu skulle han bare prøve ikke at kaste op lige her foran ham. Foran alle.