Det ene ben vippede. Op. Ned. Op. Ned.
Ares sad med benene spredt og armene over kors i den fremmede vogn og betragtede manden overfor sig med en stadigt mere anspændt tålmodighed. Tjener, gættede han på. Tøjet var for pænt til andet. Ved siden af sad en vagt, der indtil videre havde vist omtrent samme interesse for samtale som træværket bag hans ryg. Ares' blik gled fra den ene til den anden.

Ingen af dem sagde noget.

Benet fortsatte. Op. Ned. "Vil nogen af jer fortælle mig, hvor jeg er på vej hen?" Ingenting. Ares ventede. Vognen hoppede over en ujævnhed i vejen.

"Nej?" Stadig ingenting. Han pustede luft ud gennem næsen og lod hovedet falde tilbage mod vognens væg. Fint. Det var ikke ligefrem første gang, en Kazimi havde besluttet, at Ares Kadayfs tid tilhørte dem.
Han vidste ganske vist ikke, om det var en Kazimi. Men vagterne, vognen og den manglende interesse for, hvorvidt han selv havde planer for resten af dagen, gjorde det til et kvalificeret gæt. Ares kastede et blik ud mod bazaaren, der gled forbi udenfor.

Han var blevet hentet midt i arbejdet. Ingen forklaring. Ingen mulighed for at gøre sig færdig. Blot et par høflige ord, der havde været høflige på den måde, ord blev det, når der stod bevæbnede mænd bag dem.

Fyrsten? Måske. Ares' mund trak sig skævt. Hvorfor? Tja... Så var der—Jontar. Benet standsede. Bare et øjeblik. Pompeia. Ares' kæbe rykkede. Nej. Hun havde ikke sagt noget. Hvorfor skulle hun gøre det?

Ingen havde set noget. ...havde de? Benet begyndte at vippe igen. For zalaens.

Han rettede blikket mod tjeneren.

"Er det prins Jontar?" Ingen reaktion. Det var næsten imponerende. "Fyrsten?" Tjenerens blik forblev rettet et sted forbi hans skulder. Ares lænede sig en anelse frem. "Er jeg blevet dømt til døden, og er De bare meget opsat på at bevare overraskelsen?" Vagten så på ham denne gang. Det var ikke et opmuntrende blik.

Ares lænede sig tilbage igen.

"Bare et spørgsmål." Bazaarens larm blev langsomt fjernere. Bygningerne udenfor ændrede karakter. Gaderne blev bredere. Renere. De lave, tætpakkede handelsboder gav plads til mure, porte og bygninger, der krævede mere plads, end nogen almindelig familie havde brug for.

Noget begyndte at prikke Ares i nakken. Han kradsede sig der. Fornemmelsen forsvandt ikke. 

Det var som en kriblende ubehag der havde fulgt Fareed ugerne efter hans tur ned til Bazaaren. En tur ingen havde stillet spørgsmålstegn til, selv som han kom derfra tomhændet, og i værre humør end han var ankommet i.
Det var nemt at undskylde ham. Hvem havde ikke set hvordan Ares Kadayf havde set ud? Det var jo det rene under at han var gået derfra med alle lemmer intakt.
Fared stab kendte hans humør, og kendte hans behov, og Ares Kadeyf var ikke noget han ville lægge øjnene på, med mindre det var strengt nødvendigt. Det ville aldrig så meget som komme indenfor hans hus.
Og derfor var det også underligt, som ordene tidligere på denne dag havde lydt "Bring mig Ares Kadayf." Tjenerne fanget hinandens øjne, forvirret, og en tung stemning lagde sig over palæet. Ingen vidste hvorfor Fareed ville have fat i ham; ingen turde spørge, men det kunne ikke være en god ting.

Men for Fareed der måtte han vide hvad den dag i teltet havde været. Var han ved at blive sindssyg? Det var som om at de gyldenbrune øjne jagtede ham når han mindst ventede det. Følelsen af arrene mod hans fingre, og det hæslige hæslinge ansigt.
Han ville aldrig havde nedværdiget sig selv til at være sammen med sådan en, så hvorfor? Det var nok bare belysningen, eller den manglende belysning nærmere, og han havde manglet følelsen af en varm krop mod sin. Det var alt.
Men det nagede ham stadig i baghovedet, og måske var ynkeligt at han skulle have det bekræftet, men her var han, ventende på at de havde fået fat i den forbandet vilddyrstæmmer så han kunne se det med sine egne øjne.

Han havde afsat et af de mindre rum til at tage imod ham. Vinduerne kastede en masse naturligt lys ind, og der var en stor pude Fareed selv slængede sig på, mens der var måtter midt på gulvet, for de der skulle knæle der.
Et fad med vindruer stod ved hans side, men overraskende få tjenestefolk og slaver omkring ham. Måske han ikke ønskede dem, eller også var det dårlige humør han befandt sig i, nok til at skræmme dem væk.
Hvor var Ares. Fareed var ikke en tålmodig mand, og han følte allerede at han havde ventet lang tid nok.

Da vognen endelig standsede, havde Ares nået at forestille sig fire forskellige henrettelser, tre offentlige ydmygelser og en særdeles ubehagelig samtale med Jontar. Hvis da ikke med fyrsten.

Ingen af mulighederne havde gjort ham i bedre humør.

Døren blev åbnet. Ares blev siddende med armene demonstrativt over kors, indtil vagten gjorde en utålmodig bevægelse. "Jeg forstod godt hentydningen." Han steg modvilligt ud og før han kunne nå at betragte sine omgivelser ordentligt, blev han straks grebet om overarmen og ført mod indgangen.
"Jeg kan godt gå selv." Grebet forsvandt ikke. "Jeg sagde, jeg kan—" Et hårdt skub mellem skulderbladene fik ham til at tie. Fint. Den nervøse prikken i nakken bredte sig. Ville hans familie nogensinde vide, hvad der var sket med ham?

Han blev ført gennem kølige gange, forbi mosaikker og udskårne søjler, uden at nogen gav sig tid til at fortælle ham, hvem der ejede stedet. Ares forsøgte at holde øje med omgivelserne. Ledte efter ledetråde, men ingenting hjalp. Det eneste, han bemærkede, var, hvor perfekt alting tog sig ud.

Damp ramte ham i ansigtet, da en ny dør blev åbnet. Ares standsede. Bade. Han så på tjeneren, ganske forvirret. "Af med tøjet." 

Ares måtte have hørt forkert. "Det må være din..." Spøg? Flere tjenestefolk var allerede kommet til. Håndklæder. Olier. Små flasker. Kamme. Ares betragtede opstillingen. Så gik det langsomt op for ham, at ingen af dem lavede sjov.
En hånd rakte efter hans overdel, og Ares tog et hastigt skridt baglæns. "Hey...!" Skulle han vaskes, inden han skulle af med hovedet? Vagten flyttede sig bag ham. Ares trak vejret ind med et sagte fnys. 
"Okay. Okay, fint." Han løftede begge hænder for at vise, at han ville samarbejde.

Han blev strippet, ført ned i det varme bad med tjenerne omkring sig. Fremmede hænder skummede ham ind i duftende sæber og skrubbede skidtet af ham, indtil huden dunkede ømt. "Arv." Ares bed tænderne sammen og skulede. De arbejdede hurtigt og professionelt.
Kluden gled fra skulderbladene ned over lænden og videre. Ares stirrede forfærdet op i loftet. For zalaens.
"Det ville være væsentligt nemmere for os alle sammen, hvis nogen fortalte mig, hvad der foregår." En tjener hældte vand gennem hans hår. Ares lukkede øjnene, da det løb ned over ansigtet. Fremragende samtale.

Krøllerne blev redt og arrangeret så nydeligt, som de nu lod sig arrangere, da han blev sat på en skammel.

Men de var ikke færdige.

Hans arme blev strakt ud. Bløde tjenerhænder arbejdede velduftende olier ind i huden. Hen over armene. Brystet. Op langs halsen og helt til kæben.
En kuldegysning løb gennem ham. Så et sprøjt i håret. Flere dufte. Sødt. Som Honning. Og noget stærkt krydret, der mindede ham om et eller andet, han ikke kunne sætte fingeren på. Ares rynkede på næsen. "Er det virkelig nødvendigt?" Åbenbart.

Til sidst fik han en enkel robe på. Dyr, og dækkede det meste. Han så ned over sig selv, før han fangede sit eget spejlbillede. Havde det ikke været for arrene i ansigtet, ville han et øjeblik have været i tvivl om, hvem der kiggede tilbage på ham.

Så blev han puffet videre. Den nervøse prikken i nakken var tilbage. Stærkere nu. For det her var ikke forberedelse til en henrettelse. Ingen vaskede en mand så grundigt, olierede hans hud og klædte ham i fint stof, hvis de havde tænkt sig at hugge hovedet af ham.

Så hvad zalaens var han blevet gjort klar til?

Han fik ikke svaret, før endnu et sæt døre blev åbnet. Ares nåede knap nok at registrere rummet, før hånden på hans skulder blev tung.
"Ned." Han spændte imod af ren refleks. Grebet blev hårdere. Ares drejede hovedet. "Jeg kan godt—Nh" Trykket tvang ham ned. Det ene knæ ramte måtten på gulvet. Så det andet. Varmen steg øjeblikkeligt op gennem Ares' hals. Virkelig? Han rettede ryggen, så godt han kunne. Hvis de absolut ville have ham på knæ, kunne de i det mindste ikke få fornøjelsen af at se ham hænge med hovedet. Så løftede Ares blikket. Og frøs.

Ikke fyrsten.

Ikke Jontar.

De lysegrå øjne. Den nervøse prikken i nakken blev iskold. Nej. Ares' blik gled et kort øjeblik ned over sig selv. Den rene robe. Den parfumerede hud. Armene, hvor arrene nu lå skjult under stoffet. Så tilbage på manden foran ham i puderne. Forståelsen kom langsomt. Og med den noget langt mere ubehageligt. De havde ikke gjort ham præsentabel til palæet. De havde gjort ham præsentabel til ham. Ares' læber skiltes.
"...Dem."

Endelig gik dørene op, og de lysegrå øjne var fæstnet på personen der kom ind og tjeneren. Finere klædt end sidst. Renere. Hans blik tog alt ind der var Ares, arene der stadig var så synlige mo d hans ansigt, og kroppen der nu var blevet idækket en robe, som Fareed godt vidste var for dyr til at det kunne være noget Ares havde haft med.
Det var ikke overraskende at hans tjener nok havde haft noget at gøre med de. De kendte trods alt hans temperament, og slagene der var blevet givet sidst Ares havde været i nærheden af prinsen, havde ikke ligefrem været blide. Så selvfølgelig ønskede de alle at gøre hvad de kunne for at mindske prinsens vrede.
Ikke at det hjalp den afsky Fareed følte som han så Ares.

Men selvom hans blik var på Ares, så trommede han sine fingre utålmodigt mod sit ben, og man kunne næsten se den rastløshed der var i ham. "Hvad tog så lang tid?" spurgte Fareed, som gjorde intet for at rejse sig fra hvor han slængede sig, for at virke mere upåvirket end han var. Hans blik forblev på Ares, og med den næsten rungende stilhed der var i rummet, var det tydeligt hvem det var Fareed spurgte.
Var der et rigtigt svar til spørgsmålet? Nok ikke i det her tilfælde, men måske det tætteste man kom, var at i det mindste ikke at gøre det værre. Det kunne man i hvert fald mærke på alle tjenestefolk og slaver der var i rummet i øjeblikket. Som om de alle sammen holdt vejret i fare for at Ares ville sige det forkerte.

Fareeds stemme rungede mellem søjlerne.
Minderne om de hviskende, søde ord, Ares havde så svært ved at glemme, kom farende tilbage og rykkede ubehageligt i brystet. Han pressede tungen mod ganen. 

Prinsen blev dog liggende henslængt, så mageligt, at de rastløse fingre ikke passede til resten af synet. 

Stilhed.

Ingen ville tilsyneladende svare Fareed. En enorm, tung stilhed synes at ligge sig om alles skuldre. Ares trak vejret ind. Fugtede læberne og sank.
De lysegrå øjne stirrede direkte på ham. Brændende. Hans eget blik flakkede kort mod tjeneren bag sig, som blot havde dukket hovedet.

Så han talte altså til ham? Aha.

Ares løftede langsomt skuldrene i et forsigtigt skuldertræk uden at vige for prinsens blik. "Jeg skulle vel... gøres præsentabel for Dem, Deres Højhed." Han fandt den professionelle tone frem, han plejede at bruge i bazaaren. Høflig. Påpasselig.
En flabet bemærkning lå ellers lige for. Ares lod den pænt ligge. Dette beskidte dyr skulle jo nødig svine prinsens fine gulve til også.

"Ah." var alt hvad Fareed svarede på det, og man kunne praktisk talt se tjenerne blive mindre i håb om at man ikke rettede sin opmærksomhed mod dem. De vidste de var skyld i det, men de havde troet at det trods alt kunne gøre op for hvor arret et individ der skulle ind i palæet. Men åbenbart ikke.
Heldigt for dem var Fareeeds blik dog ikke på dem, men kun på Ares, som om at han undersøgte hver en lille krog af hvad han kunne se af ham herfra, som om at hvis han kiggede lang tid nok, så ville han kunne forstå hvad der var sket sidste gang. Men hans primære følelse lige nu var bare afsky.... afsky og følelsen af noget varmt og tungt i hans hånd.

"Ud." Kommandoen var simpel, men alligevel tøvede næsten hele salen, og Fareed rettede sig lidt mere op. "Skal jeg gentage mig?" Stemmen var faretruende, og i den lå truslen om at lyttede de ikke, så skulle de nok få det til at føle.
Det var som en flok veltrænede dyr, som de alle sammen tog deres ting og smuttede ud på næsten rekordtid. De var vant til at føje sig for prinsens humør, uanset hvor utilregneligt det var, men der var nogen noget rynkede bryn som de skyndte sig forbi Ares.

Døren blev smækket, og de to af dem var alene.

Fareed gik tilbage i hans mere slængende position, som han blev ved med at stirre på Ares. "Jeg kan se at de har forsøgt," sagde Fareed endelig, et mere afslappet toneleje, og underliggende var der tilføjelsen 'og fejlede'. Det kønneste ved Ares i dette øjeblik var jo trod alt blot krøllerne og klæderne. Ikke ligefrem nok til at gøre et helt menneske ud af ham.

Ares blev siddende på knæ. Blikket rykkede til siden, da Fareeds pludselige ordre faldt.

Ud.

Et lille ryk gik gennem Ares' krop. Han nåede næsten at rejse sig, før noget standsede ham. Den var nok ikke henvendt til ham. Så han blev.
Hænderne knugede sig løst i skødet, mens den næste faretruende sætning satte hele rummet i bevægelse. Stole skrabede. Fødder ilede over gulvet. Folk passerede ham på vej mod dørene. Så smækkede de højlydt i og ekkoede ud i resten af rummet.

Stilhed.

Ares' blik gled tilbage til Fareed. En lille sitren trak ved øjet, da prinsen blot lagde sig til rette igen. Som om han ikke lige havde jaget et helt rum på flugt.

Jeg kan se, at de har forsøgt. Et fnys pressede sig på.
Ares holdt det tilbage og så kort væk. Han gad ikke lege med på prinsens luner.
"Vil De fortælle mig, hvad det her drejer sig om?" Blikket fandt Fareed igen og blev dér. Studerede ham. De mørke lokker lå dovent over skulderen. Hele skikkelsen så næsten afslappet ud. 

Ares stolede ikke et øjeblik på det.

Fareed lagde hovedet lidt på skrå, som han studerede Ares fra sin afstand. Han virkede ikke som om at han havde travlt med at reelt forklare hvorfor Ares var i hans hjem, men nu var der selvfølgelig ingen til at forstyrre de to af dem.
Ikke at Fareed i det her øjeblik havde lyst til at gøre noget ved Ares, uanset hvor godt han huskede om selve følelsen om Ares' omsluttende varme. Det var ikke vigtigt. Det kunne han finde andre steder.

"Jeg tjekker bare noget," sagde Fareed, som om hvad end Ares ønskede ud af situationen, eller hvilket svar han søgte, så var det lige meget. Det hele handlede som altid om Fareed. "Rejs dig op." Han tog to fingre og kørte om, som en lille kommando. Enhver anden person i hans hus ville have kunne forstå det uden den verbale kommando, men han vidste at Ares ikke ville.
"Og smid roben," tilføjede han så. Han ville have det brændt ind. Han ville huske på at der virkelig var intet ved Ares der var tiltrækkende. Det var et øjeblik af sindssygehed som han ikke kunne forklare. En frustrerende morgen og han skulle bare have det ud på det første mulige. Også selvom Ares had bedt så pænt.

Fareed tog en vindrue ved sin side, og poppede den ind i munden som han lod Ares udføre kommandoen, men lod blikket blive på ham. Ikke et øjeblik uden et øje på ham.

Ares trak langsomt vejret ind gennem næsen. Brystkassen hævede sig og faldt igen. Vær tålmodig. Også selvom Fareed lignede én, der havde al tid i verden til ikke at fortælle ham, hvorfor han var blevet kidnappet fra sin arbejdsplads.

Men så talte han endelig. Tjekker bare noget? Det mørke bryn gled op. Ares stirrede på Fareed, da de to fingre gjorde en lille, snurrende bevægelse. Rejs dig op.
Modvilligt kom han på benene. Armene faldt ned langs siderne. 

Og smid roben. 

Øjnene blev større. Han ville sige nej. Læberne skiltes allerede—Så kom han på bedre tanker. Ares pressede dem sammen igen og så væk med et hårdt suk.
Med korte, trodsige bevægelser bandt han roben op. Båndet ramte gulvet med en dump lyd. Han så stadig ikke på Fareed. Den våde knasen fra druen lød næsten absurd højt i stilheden.

Ares tøvede... så tog han sig sammen og hev roben demonstrativt af. Kastede den med et svirp i Fareeds retning. Den nåede ikke engang i nærheden. Kæben gav et lille ryk. Øjnene hæftede sig ved vinduet mens han følte sit hjerte slå alt for hurtigt.

Han stod nøgen foran prinsen nu. Arrene og alt blotlagt. Men Ares trak vejret ind og rankede ryggen med hænderne knyttet. Så tvang han endelig blikket tilbage på Fareed.
Brynene løftede sig med en selvsikkerhed, han ikke helt følte. Han bredte armene ud. "Tilfreds?"

De havde vidst været lidt for hurtige. Fareed havde ikke forventet at der vitterligt ikke var noget under roben, men det gjorde det selvfølgelig væsentlig nemmere at tjekke.
Der var stadig ikke nogen indikation på hvad det var der havde gjort det for ham sidste gang, selvom mindet stod ud, som han kiggede på Ares. Næsten som var mindet nok til at få ham til at være interesseret igen, men hans blik kunne heller ikke fjerne sig fra alle de uperfektheder på Ares' krop. Noget der kun var mere tydeligt her i højlys dag og hvor han burde stå så fin som han var, og så var han stadig grim.

Fareed fugtede sine læber, som hans blik gled ned på Ares' manddom. Den hang der bare. "Rør ved dig selv," lød ordren, og det var næsten som om at i det han gav ordren, kunne man mærke en lille varme sprede sig i hans nedre region, ikke meget.
Der var en næsten forventningsglæde i at kunne se Ares gøre det denne gang, som om at han gerne ville se hvordan den kom til livs og hvordan han reagerede... men nej. Han var kun interesseret i at se om det gjorde det for ham, ligesom smukke personer der gjorde det samme gjorde. Det var ikke engang engang fordi han kunne skyde skylden på at det var lang tid siden denne her gang, og det frustrerede ham bare yderligere.

Han kunne mærke Fareeds blik vandre. Ikke bare se, men studere. Som så han ikke blot, men som var hans hænder allerede overalt på ham.
Ares undertrykte et gys og rettede stift blikket mod loftet, da prinsens opmærksomhed bevægede sig længere ned.

De måtte virkelig kede sig, de Kazimier.

Den næste kommando rungede gennem salen. Ares' blik fløj tilbage til Fareed. Rør ved dig selv. Han sendte ham et mærkeligt blik. "Hvorfo—" Ares lukkede øjnene hårdt sammen.
Man stillede ikke spørgsmålstegn ved en prins' ordre. Ikke denne prins. Ikke en Kazimi. Han kunne stadig høre den faretruende stemme fra før. Skal jeg gentage mig?

Men bare sådan? At Pompeia havde giftet sig ind i denne vanvidsfamilie, ville han aldrig forstå.

Et nervøst kluk slap ud, før Ares kunne standse det. Han sank og fugtede læberne. Det gik langsomt op for ham, at Fareed faktisk mente det. Og at han næppe kunne sno sig udenom.

Skyldtes det her hans evne...?

Ares tøvede endnu et øjeblik, før han adlød. Blikket blev på Fareed. Hvis prinsen absolut skulle have sin vilje, skulle han i det mindste ikke bilde sig ind, at Ares nød at stå til skue for ham. Så han gjorde, som han var blevet beordret til, med ansigtet så udtryksløst som muligt.

Hånden fandt sin rytme. Ares' kæbe spændtes. For kroppen begyndte efterhånden at reagere.

Fareed ignorerede Ares' spørgsmål der kun var holdt ude. Han vidste godt hvad han spurgte om, men det var ikke fordi at en simpel vilddyrstæmmer nogensinde ville få ret til at få at vide hvad der foregik i hovedet på en prins.
Hans øjnede smalledes blot, som han afventede Ares at begynde. Hans blik forblev på hånden som den langsomt fandt sin rytme. Se det var smukt. Det fantastiske ved den mandlige krop. Selvom fra denne vinkel var det svært at ignorere hvordan arrene stod mod den mørke hud og gjorde alting så forkert.

Selvom Fareeds krop lå og så afslappet ud, selv som Ares var begyndt, så var der en intensitet i hans øjne som han kiggede. Han fugtede sine læber, og prøvede at ignorere tanken i baghovedet af ham, der undrede sig over hvordan det ville være at føle den mod sin mund. At løbe tungen langs den og smage den. En ting han kun gjorde ved dem der var tættere ved ham. En slave fortjente det trods alt næppe.
Varmen der var i hans mave virkede også kun til at sprede sig, og det begyndte næsten at være uudholdeligt at blive ved med at være her. Han forstod ikke hvorfor begæret var så dybt hver gang han var sammen med denne mand.

Langsomt rejste Fareed sig op, med et skarpt blik skulle Ares forsøge at stoppe. Nej, Ares skulle forsætte så lang tid Fareed ønskede. Det var dog som en slange der langsomt bevægede sig frem for at nøje studere Ares. Han gik en cirkel omkring Ares, men stoppede alligevel skråt bag ham. Tæt nok på at Ares nok ville kunne mærke varmen fra ham, men ikke så tæt at de rørte.

Ares holdt øje med ham. Det var svært ikke at gøre. Hvilke tanker mon gik gennem prinsens hoved lige nu?
Fareed lå ganske vist stadig henslængt, som om intet ved situationen rørte ham, men øjnene fortalte en anden historie. Måden de fulgte Ares på. Intensiteten. Læberne, der blev fugtet.

Noget ved det fik Ares' bryn til langsomt at løfte sig.

Ah. 

Så det var dét. Jeg tjekker bare noget. Ordene kom tilbage til ham, og denne gang fik de næsten mundvigen til at rykke. Hah.

Fareed rejste sig. Ares spændte instinktivt, men standsede ikke hånden. Det skarpe blik gjorde det ganske tydeligt, at dét ikke var en mulighed. I stedet fulgte han prinsen med øjnene, mens Fareed bevægede sig omkring ham. Langsomt. Undersøgende.
Ares lod ham. Men nu observerede han tilbage. Hver lille ændring i prinsens holdning. Måden blikket dvælede. Det faktum, at Fareed overhovedet havde rejst sig og var kommet nærmere.

Lydene fra hans tvungne onani og Fareeds vejrtrækning blandede sig med Ares' tungere åndedrag i stilheden.
Da prinsen forsvandt om bag ham, måtte Ares modstå trangen til at dreje sig efter ham. Huden mellem skulderbladene prikkede, da han mærkede varmen fra kroppen bag sig.

Fareeds blik fulgte sikkert det lange, brede ar tværs over ryggen. De mindre, der zigzaggede over lænden og taljen.

Alt for tæt. Fareed stod så tæt på, at det her meget nemt kunne gå galt. Alligevel var der noget nyt i Ares' blik, da han drejede hovedet akkurat nok til at kunne se prinsen ud af øjenkrogen.

Noget næsten skadefro.

"Det tænder Dem." En lille pause. "Gør det ikke?" Nu rykkede mundvigen faktisk. Ares vendte sig helt mod prinsen og lagde hovedet let på skrå. Han gjorde intet forsøg på at gøre sig mindre over for ham. Lod blot blikket falde ned på Fareed.

"At se noget så grimt."

Det pølede sig i hans maven. Afskyen blandet med det begær der trommede gennem hans krop. Hvordan kunne han stå at se på en mand der var så hæslig og stadig have en reaktion på. Han havde haft mindre rekationer på noget han så meget bedre kunne lide.
Var det fordi det var første gang i årevis han var blevet udfordret? Eller var det det forbudte i at tage noget så grimt som Ares og gøre ham endnu ynkeligere. Som et dyr der skulle tæmmes, kun for at det selv kunne gå til slagtning? Det var svært at vide, men Fareed kunne ikke skjule sit begær sig selv, selvom hans tøj gjorde sit for at skjule begæret hans krop viste.

Det var dog nemt at se at Ares havde prikket til et ømt område, som ilden brændte i Fareeds øjne, en hånd kom flyvende til en rungenede lussing, der ekkoed igennem rummet.
"Har jeg sagt du må tale?" spurgte han vredt. "Du taler ikke medmindre jeg beder dig om det. Forstået?" Selv den blomstrende røde plet stoppede ikke begæret for stadig at ligge der, men lige nu var der en mere fremtrædende følelse, og han tog lidt af en indånding, som han allerede godt vidste hvad det næste træk var.
"Stop, og gå ned på knæ," sagde han. Ares måtte vente på sin udløsning, uanset hvor tæt han kunne have været. Nu var det tid til at Fareed ville have noget, hvis han absolut skulle stå her og være tændt af et sølle dyr. 

"N—" Lussingen ramte og erstattede resten med et gisp.

Ares' hoved røg til siden. Et øjeblik stirrede han bare. Kinden brændte og stak som nåle efter slaget, mens den skarpe ringen i øret overdøvede Fareeds stemme. 

Han havde prøvet værre. 

Ares sank og forsøgte at få styr på trodsigheden, mens han langsomt drejede hovedet tilbage. Lyttede til vreden. 

Forstået? 

De gyldenbrune øjne målte Fareed. Han havde lyst til at le ham lige ned i ansigtet. Men han lod være. Det blev nok ikke en lussing næste gang.
I stedet nikkede han. Kort. Prompte. Var det en tilladelse til at tale? Den flabede tanke nåede akkurat at lyse gennem øjnene.
Så kom den næste ordre. Ned på knæ. Ares' bryn løftede sig. Sølle mand. Det måtte være forfærdeligt at være en forkælet Kazimi og alligevel skulle bede det grimme dyr om at komme ned i øjenhøjde. 

Han sænkede sig langsomt. Ares holdt Fareeds lysegrå øjne fast hele vejen, næsten demonstrativt, som om bevægelsen blot understregede det, de begge to allerede vidste.

Fareed kunne slå ham for at sige det. Hah. Det gjorde det ikke mindre sandt. Prinsen tændte på ham.

Begge knæ ramte gulvet. Ares rettede ryggen. Og så så han op på Fareed. Han behøvede ikke engang sine ord. Det stod skrevet i blikket. Som havde han vundet.

Det pissede Fareed af så inderligt, men det var ikke som om at han kunne benægte det. Han kunne ikke benægte hvordan hans lem var igang med at svulme bare ved at være i Ares' nærhed. Som om at hele hans krop længtes efter at føle det igen. Han hadede det. Desværre var han også en mand der var styret af sine lyster, og i dette tilfælde føltes det som en forbandelse.
Men han skubbede frustrationen, og den lettere kvalme over Ares ned. Når nu de var her, så kunne han jo ligeså godt udnytte situationen, og det var jo ikke fordi Ares ikke havde nydt deres sidste gang. Ikke med hvor varm og højlydt han havde været. Fareed kunne ikke engang forstille sig en verden hvor hvem han var sammen med ikke nød det, også selvom det var under lidt... pressede omstændigheder det skete.

"Så klar du er til mig," sagde han i stedet fore, pirrende, og han skubbede en af sine bare fødder hen for at røre ved det hårde lem, som Ares kun for få øjeblikke siden havde haft fingrene i. "Ligesom sidst. Du praktisk talt tigger jo bare om at få lov, gør du ikke, mit lille bæst?"
Ares var kun et dyr, det var alt han var, og det var den forestilling Fareed ville blive ved med at holde i live. Måske ikke de ord der undslap ham, når han først var igang, men han følte sig ikke så omtumlet, som han havde sidste gang.

Han tog foden til sig og løsnede så kåberne om sig, så de faldt ned omkring fødderne på ham, så Ares kunne se hans fulde krop. Smukke lige linjer, mere ungdommelig end den burde være i hans alder. Hans muskler var markeret, og mellem hans ben, var der den voksende interesse at se for Ares. Det eneste han stadig bar var lange handsker på armene, der kun var fæstnet ved langefingeren, som skjulte hele hans underarme, og han virkede ikke som om at han havde planer om at tage dem af.
"Tid til at bruge din mund til noget fornuftigt," sagde han og holdt blikket med Ares. De var to der kunne lege den her leg.

Talestrømmen. Den havde han ikke glemt. Med et uimponeret blik så Ares op på Fareed gennem de tykke vipper. Kroppen gav dog et overrasket ryk, da prinsens fod begyndte at pille ved ham. "Mh..." Han slugte resten af brummet. Stædigt besluttet på ikke at belønne prinsen med lyde. Tæerne, der strøg hen over hans sensitive lem, fik det dog alligevel til at dunke ømt. Som blev han mindet om, at hans krop var stærkt utilfreds med at have startet noget uden at afslutte det.

Mit lille bæst.

Øjenlågene sitrede, da han standsede sig selv fra at himle med øjnene. Men det irriterede ham. Måden Fareed blandede sit eget narrativ sammen med virkeligheden på. Tigger... Ares trak langsomt vejret ind for at undertrykke det løft, der truede i mundvigen. "Det her bæst er i tvivl om, hvorvidt Deres spørgsmål betyder, at jeg må tale?" Han kunne ikke dy sig for et smil. Hans stemme blev påtaget sukkersød. Det nåede bare ikke øjnene.

Ares fulgte kåben, da den gled af Fareed. Blikket fortsatte langs de veltrænede ben og den ungdommelige, velplejede krop. Alt ved ham så så forbandet perfekt ud. Han bemærkede de lange handsker. En flygtig undren over, hvorfor de blev siddende, strejfede ham, men det var efterhånden svært at holde fast i bare én tanke.

Foden forsvandt, og Ares' lem gav et svagt hop. Ivrigt efter mere berøring, skønt Ares skubbede trangen fra sig.

Han kunne heller ikke gennemskue, hvor meget hans evne spillede ind i den tåbelige leg — eller i den voksende lyst, Fareed nu så åbenlyst præsenterede foran ham.
Det var også pisse ligegyldigt. Det vigtigste var, at Fareed tilsyneladende hadede det. 
Ares' læber skiltes. Tid til at bruge din mund til noget fornuftigt. Uden så meget som et ord åbnede Ares munden. Som en lydig hund. Hans lydige lille bæst. Men blikket forblev fæstnet på Fareed. Og der var intet lydigt over dét.

Der var en antydning af irritation som Ares forsøgte at omgås reglerne. Forsøgte at lege et lydigt dyr, men det var tydeligt at det var han ikke. Hvor var det lydige bæst som Fareed havde taget i teltet. Hans varme. Følelsen omkring ham.
"Det gjorde det ikke," lød det fra Fareed, stadig med den snert af irritation, og man kunne næsten se det prikke i ham, hvordan Ares bare fulgte kommandoen, uden reelt at gøre noget. Det fjollede fjollede dyr.

Et fnys undslap Fareed. "Jeg kan se at ikke nok med at dit udseende ikke er med dig, så er du ikke specielt begavet," lød de hånlige ord. "Men det er okay." Han rakte ud og strøg Ares over hovedet, så fingrene løb igennem de bløde krøller. Smukt hår. Han kunne se på håret, det ville være en smuk udsigt.
Hans fingre strammede sig i håret. "Jeg skal nok være god ved dig og fortælle dig præcis hvad du skal gøre," hvislede han, som han rykkede sig det nærmere, så Ares have nem adgang, inden hans toneleje blev lidt mere lavmælt, hviskende og næsten kælent. "Tag mig i din mund. Smag mig helt ned til roden. Lad din tunge lege med mig, og når jeg når klimakset, slug det hele." Han rykkede hårdt Ares mund nær ham, så han forhåbentlig kunne forstå hvad det her handlede om.

Det brændte hedt i halsen igen. En vrede, der slog rod et sted dybt, dybt inde. Ares kunne sagtens spille dum for Fareed, hvis det blot gjorde hans tilstedeværelse endnu mere frustrerende for prinsen.

Lange fingre sank ned i krøllerne, først med en næsten trøstende kvalitet. Så strammede de. Det begyndte at prikke og brænde ved hårrødderne. Ares skar ansigt ved den pludselige smerte, men sagde ingenting. Et overfladisk fnys slap gennem næsen, mens han forsøgte at vænne sig til grebet.
Prinsen fortsatte sin lille monolog. Jeg skal nok være god ved dig. Spidsen pressede mod Ares' læber. Han kunne smage den salte hud. Dufte olierne på Fareed. De samme dufte, Ares selv var blevet smurt ind i ved badene. Det var ham. Det var dét, de havde mindet ham om.

Tag mig i din mund. Smag mig helt ned til roden. Lad din tunge lege med mig, og når jeg når klimakset, slug det hele.

Et hårdt ryk fik det til at nive i hovedbunden. "Nhg..!" Ares kneb øjnene sammen og bed først så hårdt sammen, at kæben blev øm. En sidste trods. Og så gav han efter.
Munden åbnede sig omkring det svulmende lem. Tag mig i din mund. Ares trak vejret dybt ind gennem næsen. Tungen pressede prøvende mod slidsen i hovedet. Smag mig. Læberne sank dybere omkring ham. Helt ned til roden. "Mhf..." Ares trak vejret ind igen, men Fareeds lem blokerede for luften.

Og så gjorde han, hvad prinsen så pænt havde bedt om. Hovedet bevægede sig frem og tilbage. Tungen legede, smagte, sugede. Det hele.

En pik i munden kunne han trods alt klare.

Det tog ikke meget for Fareed at blive sin fulde størrelse, når først han mærkede varmen omkring sit lem. Det var næsten som at komme hjem, som han mærkede den våde følelse der omgav det hele.
"Jah, præcis sådan der," hviskede han, og hans øjne gled i, som han lod Ares tage dem, smage ham. Hans fingre var stadig stramt i Ares' hår. Det var virkelig den perfekte følelse.

Stønnene fyldte rummet. Aldrig bleg for at lade verdenen høre når han følte sig godt tilbage. "Så dygtig, ah jah! Lige der." Og ordene flød bare ud af ham. "Du trængte, gjorde du ikke? Du manglede at smage mig, det fik du jo slet ikke lov til sidste gang ah."
Selv en som Fareed kunne dog heller ikke stoppe sig selv fra at begynde at rokke ind i følelsen af munden, og snart fandt den anden hånd også Ares' hoved og han begyndte i en urolig rytme at rykke sig ind i Ares og forventede sådan set bare at Ares tog det, og fandt ud af hvordan han skulle trække luften gennem det hele.
Han åbnede endelig øjnene og kiggede ned på det krøllede hår, og det var heldigvis alt han kunne fokusere på, alt han kunne se. "Du kan jo godt tage det. Jeg vidste du kunne." Ord Fareed ikke engang vidste var en tanke han havde haft før i sit liv. "Du føles så god. Så varm. Som skabt til det her. Se hvor godt vi har det når du bare- Ah." Det så ikke ud til at det ville tage lang tid før Fareed kom, væsentlig hurtigere end sidste gang, og han så ud til at have alle intentioner om at holde Ares' hoved fast hvor det var lige nu.