Soeln stod stadig højt på himlen og bagte ned på slavemarkedet, her i den sene eftermiddagssol. Der var også væsentlig mindre liv end der havde været tidligere på dagen, men bazaaren var aldrig helt stille. Der var altid nogen der solgte noget, og altid nogle hyl fra et par slaver der ikke havde bedste kår.

Normalvis var det sjældent man så Fareed hernede. Det var et afskyeligt sted, med alt for mange folk af de nedre folkefærd, og alt for mange der manglede det ene ben eller den anden arm, for ikke at nævne arrene der hang på de fleste af folkene. For ikke at nævne klæderne.
Men nogle gange tog hans valget om at tage ud af sin lille oase, og især når han havde hørt nogle yderst interessante rygter omkring en vis vilddyrstæmmer og noget han havde i sine hænder. Var det fordi Fareed manglede flere slanger? Næppe. Men han havde aldrig kunne stå for dem.

Hele hans lille hær af vagter og tjeneste folk var derfor troppet op. Nok til at han følte sig opvartet og beskyttet, men ikke mere end at de komfortabelt kunne bevæge sig rundt.
Herude ved slavemarkedet, lød dermed også hans dybe, bestemmende stemme, som hans øjne søgte nogen der havde svaret. "Jeg er her for at se Ares Kadayf."
Han var ligeglad med at han kom uden aftale, for ligesom alle andre Kazimier, så forventede han at verdenen bukkede og nejede for hans fødder, og gjorde alt de kunne for at opvarte ham, nu når han havde bestemt sig for at han ville noget.

Et anstrengt prust forlod de brede læber og blev overdøvet af en frustreret vrinsken. De unaturlige farver glimtede under den bagende sol på Ekumaen, mens sveden hang som små perler i Ares' krøllede pandehår. På pladsen bag teltene lå en mindre fold, der blev brugt til træning af de større dyr.

"Hoy!" Ares holdt armen udstrakt, mens den anden hånd strammede grebet om rebet, der var fastgjort til grimen. Han piftede. Intonationen steg, og det hestelignende bæst travede mod venstre i et hurtigt ryk. Da han piftede igen, dykkede tonen, og Ekumaen vendte sig mod højre.

Til trods for Ares' størrelse brød han sig ikke synderligt om bæster, der tog sig større ud end ham selv. Blikket søgte automatisk ned mod klovene, hver gang Ekumaen kom bare en anelse for tæt på, og han flyttede vægten tilbage på hælene. Bare lidt afstand. Tak. Pulsen bankede i tindingen. Han gned sig træt over panden med håndryggen.

"Ares." En stemme kaldte et sted bagfra, men blikket forblev stålsat på Ekumaen foran ham. "Der bliver spurgt efter dig."
"Hvem spørger?" Brynene løftede sig. Tåbeligt nok mærkede han et lille sus gennem sig. Håbede — og forventede næsten — at det var Pompeia af Kazimi 

"Prins Fareed af Kazimi."

Suset døde. Ares skulle til at dreje hovedet, men kom på andre tanker, da lyden af klove pludselig nærmede sig faretruende. "Woe—" Halsen strammede sig, og han trådte hastigt et skridt tilbage, før han atter piftede. Ekumaen slog med hovedet, men cirkulerede ham igen.

Kazimi.

Ares stirrede et øjeblik tomt frem for sig. Hvad zalaens ville den familie egentlig med ham? Pompeia var én ting. Så var der Jontar. Fyrsten. Og nu... Fareed. Endnu en Kazimi, han ikke engang anede, hvem var. Hans kæbe gled langsomt til siden. Det begyndte ærligt talt at føles personligt. Var der ingen andre mennesker i hele Balzera, de kunne genere? Skulle de allesammen på et eller andet tidspunkt troppe op og kræve noget af ham? Måske fandtes der en hemmelig Kazimi-liste et sted, hvor hans navn stod øverst.

'Ares Kadayf. Irritér ved lejlighed.'

Omhyggeligt bandt han rebet om stolpen og gav knuden et ekstra ryk, før han temmelig ubesværet hoppede over foldens hegn. Hurtigt, ganske vist. Hvis Ekumaen pludselig kom på andre tanker, havde Ares ingen intentioner om at være på samme side af hegnet.

Han tørrede håndfladerne mod klædet og så på den yngre dreng, der var kommet for at hente ham.

"Jeg..." Kan ikke. Har travlt. Er optaget. Hans blik gled tilbage mod folden. Sig nej. Han trak vejret dybt ind. Sig nej. "Jeg er på vej..." Et langt suk fandt vej gennem næsen. Selvfølgelig var han det... For hvis drengen vendte tilbage uden ham, behøvede Ares ikke megen fantasi for at forestille sig, hvem et afslag kunne ende med at gå ud over. Og hvor irriteret han end var på hele den forbandede Kazimi-slægt, havde han ikke tænkt sig at lade det ramme knægten.

Så han fulgte med. Hvert skridt tilbage mod markedet føltes mistænkeligt meget som endnu ét mod galgen.

Fareed Kazimi. Ares pressede læberne sammen. Helt seriøst. Hvad havde han gjort dem? Han svang teltets klæde til side og trådte ind. Det krævede ikke ligefrem stor menneskekundskab at udpege, hvem af dem der var Fareed Kazimi.
Ares rettede ryggen en anelse og samlede den professionalisme op, han havde efterladt et sted ude ved folden. "Ares Kadayf, til tjeneste," meddelte han.

Et minut gik, og så et mere, og et mere, og Fareed kunne mærke utilfredsheden langsomt sprede sig. Han var ikke vant til at skulle vente, og de eneste der rigtig har kunne tillade sig det var hans brødre. Et privilegie som han måske også havde haft det lidt for godt af, som enhver anden Kazimi.
Det var dog stadig et neutralt, omend seriøst udtryk der var på hans ansigt som han stod og ventede i hvad der føltes som en evighed, indtil at teltdugen endelig gik op.

Hans blik gled mod manden, og de lysegrå øjne smallede langsomt, som han så hvem der kom ind teltdugen, velvidende om at det var ham selv der havde bedt om Ares at dukke op, men han var ikke bliver orienteret om det hele.
Det køligt blik gled ned på en tjener ved hans venstre side, som virkede til at krympe sig lidt mere sammen, som han mærkede utilfredsheden der osede fra prinsen han betjente, men i dette øjeblik blev der ikke udvekslet nogen ord. Men alle i Fareeds lille gruppe vidste hvad der foregik i hans hoved lige nu, som de alle havde fået øje på Ares. Arrene. Det var ikke op til Fareeds standard.
"Så du er Ares," sagde Fareed, hans ord en anelse kølige, som hans blik var faldet på Ares igen. Hæsligt, var alt han kunne tænke som hans blik gled over arrene. Selv de yndefule linjer ved halsen, og fysikken kunne ikke tage Fareed øjne væk fra det der brændte sig ind i hans sind. "Jeg har ladet mig fortælle at du for nyligt har erhvervet dig nogle slanger. Jeg ønsker at se dem."

Ares måtte tage sig selv i ikke demonstrativt at lægge armene over kors. De lysegrå øjne gled over ham med en grundighed, han kendte alt for godt. Langs halsen. Ansigtet. Arrene.
Ja ja. Glo du bare. Hagen gled en anelse op, før Ares nåede at standse bevægelsen. En lille rest af den arrogante trods, han aldrig helt havde formået at slukke, selvom årene efterhånden havde lært ham, hvornår den burde holdes i kort snor. 

Så du er Ares. 

Desværre. Hvad han ikke ville give for at være alle andre end Ares Kadayf lige nu.

Kæben spændte kort. Alligevel trådte han nærmere, standsede i en passende ærbødig afstand og bøjede hovedet med al den høflighed, han kunne mønstre.
Slanger.... Selvfølgelig. Det kunne trods alt have været værre. En Kazimi var kommet hele vejen herned for at se på hans dyr og ikke for at arrestere ham, true ham eller hvad familien ellers efterhånden kunne finde på.

Et lavt brum samlede sig i brystet. "Så gerne."

Han løftede hovedet igen... og begik den fejl at møde Fareeds blik. Et øjeblik blev han hængende.
De lyse øjne var stikkende. Vurderende. Næsten lige så skarpe som fyrstens havde været, og noget i Ares strittede instinktivt imod ved tanken om endnu en Kazimi, der stod og betragtede ham, som om han var noget, de kunne vende og dreje efter forgodtbefindende.

Blikket blev hængende et sekund længere, end det burde. Brynet løftede sig langsomt. Så sænkede Ares hovedet. Opfør dig ordentligt.
"Denne vej, Deres Højhed." Han trådte til siden og gjorde an til at vise vej, før han satte kursen om bag teltene.

Efter den større omrokering, Pompeia havde beordret, var krybdyrene og slangerne blevet flyttet væk fra markedets mest hektiske områder. Nu befandt de sig i et mere aflukket, mørkere rum, hvor temperaturen lettere kunne holdes stabil, og hvor nysgerrige hænder ikke uden videre kunne komme til.

Ares kastede et kort blik over skulderen for at sikre sig, at Fareed fulgte med.
Endnu en Kazimi. Hans kæbe rykkede ganske svagt. De formerede sig jo som rotter.

Det var som om at Fareed ikke helt kunne stoppe sit blik for blot at blive endnu skarpere som deres øjne mødtes, og den brændende afsky spredte sig i hans indre som en steppebrand.
Hvordan kunne noget så hæsligt få lov til at have en plads midt her i Balzera, en by der trods alt var smuk. Folk som Ares burde gemmes væk, så ingen behøvede at kigge på den plet i verdenen som de var.
Den brændende afsky skjulte også for nu over en anden følelse der var begyndt at sprede sig, som deres øjne havde fået kontakt. En følelse han kendte alt for godt, men ikke i en situation med en som Ares. Med et uperfekt individ.

Der kom blot en bekræftende lyd fra Fareed som Ares begyndte at vise vej, og han førte an foran sine mænd, mens tjeneren bag ham allerede var begyndt at ryste lidt. Straffen ville ikke komme nu, men det her var ikke noget Fareed ikke ville følge op på når de kom tilbage. Prinsens vrede var ikke en man ønskede mod sig selv.

Han blik var også koldt og kalkulerende som de gik over pladsen, og det var først da Fareed så hvor lille et sted de skulle ind, at han holdt hånden op i en stille befaling om at de ikke behøvede at gå med ham.
Han kunne forsvare sig selv, selv hvis Ares prøvede noget, og hvis der var slanger, så havde han overhånden næsten helt automatisk. Ikke at han troede at den sølle vilddyrstæmmer kunne gøre noget mod ham.

Mørket sænkede sig omkring dem, da teltdugen faldt på plads bag deres rygge. Kun en smal stribe sollys slap ind ved åbningen og malede en lysende sti hen over jorden. Længere inde brændte enkelte olielamper dæmpet mellem de mange bure og kasser.

Ares havde forventet lyden af flere fodtrin bag sig. Da de udeblev, kastede han et kort blik over skulderen.

Kun Fareed. Nå.
Det var vel selvfølgelig helt fint.

Ares vendte sig fremad igen og gned tommelfingeren hen over siden af pegefingeren. Der var noget ved pludselig at være alene med manden, der fik det til at krible ubehageligt op langs armene. Måske var det stilheden. Måske var det erindringen om de lysegrå øjne, der få øjeblikke tidligere havde gransket hver eneste skævhed og hvert eneste ar i hans ansigt.

Eller måske var det bare det faktum, at han efterhånden havde lært, at der sjældent kom noget ukompliceret ud af at være alene med en Kazimi.

"Er der noget bestemt, De søger, Deres Højhed?" Selvom Ares talte lavmælt, virkede hans stemme underligt larmende i det dunkle telt. Markedets råb og larm var reduceret til en fjern summen bag teltdugen. Herinde var der kun den sagte knitren fra olielamperne og de raslende bevægelser fra burene omkring dem.

En hvislen lød et sted til venstre. Den fik Ares' skuldre til at sænke sig en anelse. Slangerne. Det var dem, de var her for.
Han førte Fareed længere ind mellem burene og standsede ved et af dem. Denne gang var bevægelserne mere hjemmevante. Fingrene fandt kanten af buret, mens han trådte til siden og gav prinsen plads til selv at komme nærmere. "Vores honningsnog har fået en del opmærksomhed," tilføjede han dæmpet og nikkede mod buret. "Roligt temperament. Nysgerrig. Og kønnere end de fleste, hvis det er dét, De går efter." Et øjeblik gled Ares' blik mod Fareed. Han nåede akkurat at registrere de skarpe træk i det dæmpede lys, før han igen rettede opmærksomheden mod buret.

"Der er ingen special art, jeg er mere interesseret i... udseendet af dem," svarede han, selvom dem der kendte ham vidste trods alt godt at det var de kønne slanger han ønskede. Dem der ingen uperfektheder på sig, men selvfølgelig var han ikke så ligetil at fortælle Ares det direkte.

Den hvislende lyd fangede Fareeds ører, og hans blik gled over mod den, mod de ord kun han kunne høre fra slangen, som han studerede den. Han var i sandhed i sit element herinde, men stadigvæk var det som om at der var noget der kriblede under hans hud, en irritation, eller en varme der føltes som om at den var ude noget at hægte sig på, selvom hans blik blev ved med at glide tilbage over den hæslige tæmmer, som om at hans øjne skulle være sikker på at han virkede var så grim som først antaget.
Måske var det en fascination i det grimme der hev hans øjne hen, og skabte den urolighed i ham der kun føltes som om at den spredte sig. Det var sjældent han så nogen så medtaget, for alle omkring ham gjorde hvad de kunne for at han ikke skulle se det.

Hans øjne brændte sig næsten ind i Ares som forslaget om honningsnogen. "Lad mig se den, selvom temperamentet har ingen relevans for mig. De skal nok opføre sig pænt," sagde han lidt henkastet, og med et ekstra blik på Ares, som om at han ikek troede på at Ares ville opføre sig så pænt som slangerne, som der var en mistro fra det øjeblik Fareed lagde blikket på ham.

 Udseendet af dem.

Ares kunne ikke lade være med at hæfte sig ved ordvalget. Øjnene kneb sig ganske let sammen. Det undrede ham vel egentlig ikke. Kazimierne virkede som et forfængeligt folkefærd. Selv deres slanger skulle åbenbart være kønne.

Alligevel trykkede noget sært i brystet. "Jeg håber, De finder noget, der tiltaler Dem, i så fald." Blikket gled diskret over Fareeds silhuet. Olielamperne lagde en varm glød over ham, men selv i den dæmpede belysning formåede lyset hverken at blødgøre de skarpe linjer i ansigtet eller de lysegrå øjne.

Et sekund stirrede de på hinanden. Så endnu ét.
Ares' pande rynkede sig langsomt. Han skulle lige til at sige noget, da prinsens opmærksomhed endelig gled mod honningsnogen.

Hvorfor så han på ham, som om Ares personligt havde fornærmet hele hans blodslægt? Han blinkede sig fri af tanken. Hvad var hans problem?
De skal nok opføre sig pænt. Ares' blik gled tilbage mod Fareed. Var det stadig slangerne, de talte om? Den ene mundvig rykkede næsten. Ikke helt et smil. Nærmere den trodsige impuls til ét, som han heldigvis nåede at kvæle. "Det er jeg sikker på, Deres Højhed." Det skal jeg også nok. For nu.

Ares vendte sig mod buret og rakte ned efter honningsnogen. Han trak vejret langsomt ind, idet fingrene fandt den rette placering omkring dyret. Uanset hvor mange gange han håndterede bæsterne, forsvandt det tåbelige ubehag aldrig helt. Det havde bare lært at leve side om side med rutinen.

Hænderne vidste trods alt, hvad de lavede.

Han løftede slangen fri og lod dens lange krop hvile sikkert mellem hænderne. Den snoede sig dovent over hans underarme, mens Ares vendte sig mod Fareed og fremviste den.
Den var gylden, næsten silkeblød i skæret fra olielamperne, med en mørkere gul stribe langs ryggen. Kom man tættere på, kunne man ane en svag sødme fra slangens duftkirtler.

"Dens duft adskiller sig fra de fleste andre slangers," forklarede Ares. "De vil bemærke en sødme omkring den." Han tog et skridt nærmere og løftede forsigtigt slangen lidt mellem dem, så Fareed kunne betragte den ordentligt. Ares' blik søgte kort prinsens igen.

"Vil De holde den?"

Fareed tvang sit blik på at blive på snogen. En smuk lille en, hvis han selv skulle sige det, ikke så pragtfulde som nogen af hans egne derhjemme, men de havde hver deres charme, en charme der var sværere at finde i andre mennesker, med alle deres manglende perfektheder.
Blikket forblev skarpt, som han rakte en hånd ud mod slangen. "Ja, lad mig," sagde han, og henvendte sig til slangen. "Vi er gode venner, er vi ikke." Stemmen var lav, næsten lidt hypnotiserende, som slangen kiggede tilbage på Fareed, og så som var den blevet befalet det, begyndte den at sno sig over til Fareed.

For at give slangen mulighed for at sno sig over til ham, lad han hånden komme tættere på Ares, men måske var det for tæt, for det var ikke andet end et lille snit, hånd mod hånd, men det var som om at det der allerede brændte i Fared, bare åbnede sig, og hans blik gik fra snogen direkte op på Ares.
Fareeds pupiller udvidede sig, som han kiggede på manden, og han kunne mærke sin egen vejrtrækning blive en anelse dybere, som det pludselig blev meget, meget klart hvilken lyst der brændte igennem ham.
Hvilket egentlig bare fik ham til at kigge endnu vredere på Ares, for hvad var det for en hæslig følelse han fik frem i Fareed. Der var intet ved denne her mand som Fareed kunne lide. Arrene der skjulte alt der kunne have været det værd, men alligevel var det som om at Fareed godt kunne se de ting der var flotte. Den flotte hals, de brune krøller der bad til at blive holdt i, og de gyldenbrune øjne, der trods den lave belysning, glimtede tillokkende.

Ares' blik fulgte Fareeds hånd. Vi er gode venner, er vi ikke. Noget ved ordene fik hans bryn til at trække sig svagt sammen.
Snogen løftede hovedet. Den lille tunge smagte på luften et par gange, før kroppen begyndte at glide gennem Ares' hænder og over mod Fareeds arm.
Ares blev helt stille. Det var ikke sådan, den plejede at reagere på fremmede. Han nåede knap at følge tanken til ende, før Fareeds hånd kom nærmere. Huden blev strejfet. Først gjorde Ares ingen mine af det.

Så ændrede noget sig. 

De lysegrå øjne fór op til hans. Ares frøs med den sidste del af slangens krop hvilende mellem hænderne. Pupillerne havde udvidet sig. Og så kom dét blik igen. Endnu skarpere denne gang.
Hvad zalaens havde han nu gjort? Ares' øjenbryn gled langsomt sammen. Trodsigheden prikkede øjeblikkeligt til live, og denne gang veg han ikke blikket med det samme.

De stod tæt nok nu til, at han kunne se, hvordan Fareeds vejrtrækning blev dybere. Tæt nok til at mærke varmen fra hånden, der stadig befandt sig faretruende nær hans egen. Ares' blik gled kort ned mellem dem. Så tilbage til Fareeds ansigt.
Så tæt på blev højdeforskellen mellem dem pludselig vanskelig at overse. Fareed måtte løfte blikket for at fastholde hans, mens Ares stod omtrent et hoved højere. En tåbelig, trodsig del af ham havde lyst til at rette sig helt op og lade prinsen gøre netop dét.

Han lod være. 

Kæben rykkede. "Er der noget galt, Deres Højhed?" Ordene var høflige. Næsten da. Der lå akkurat nok kant under dem til, at Ares selv kunne høre den. 
Han lod den sidste del af snogen glide over i Fareeds hænder og trak sine egne til sig. Tog et skridt tilbage. Høfligt. Velovervejet.

Men... Pupillerne. Vejrtrækningen. Den pludselige intensitet i blikket. Han havde set det før. Nej. Ares' mave trak sig ubehageligt sammen.
Nej, nej. Det behøvede ikke være dét. Han vidste ikke engang selv, hvad der udløste den forbandede evne. Hvordan skulle han så kunne vide, hvornår den havde sneget sig ind mellem ham og et andet menneske?

Ikke nu... Ikke med endnu en Kazimi.

"De vil måske hellere se noget andet?" Ares var allerede på vej mod et af de andre bure. Afstand. Han skulle bare have afstand.
Og hvis han blev ved med at tale, kunne han måske drukne den underlige intensitet, der havde lagt sig mellem dem.

"De er meget ferm med slangerne," tilføjede han og kastede et blik tilbage mod Fareed. "Jeg har aldrig set den opføre sig så pænt med en fremmed." Kazimier holdt vel af komplimenter?

Det var som om at intet kunne lægge den forbandede følelse der løb igennem Fareeds krop, end ikke den kølige følelse af slangen mod hans hud, der føltes som om at den var varmere end den burde i det her øjeblik.
Var det blot en nysgerrighed på det forbudte? Var det kedsomheden i at ingen havde fanget hans interesse i alt for lang tid? Var det bare fordi han havde behov for en udfordring? Alle tankerne løb gennem ham, men den mest centrale var behovet for at være den der havde magten.

Hans blik gled ned mod slangen på hans arm, som snoede sig, som havde den aldrig mødt en mand den holdt så meget af, en normal reaktion for næsten alle slanger Fareed lærte at kende.
"Jeg har altid haft et godt tag på slanger," sagde han, hans stemme havde næsten en lidt åndeløst kvalitet til sig, som han trådte efter Ares. Hans fingre åbnede og lukkede sig, og i hans hoved var han allerede begyndt at overveje sine muligheder. En del af ham kunne ikke udstå at se på Ares, men her i mørket, hvor han primært kunne se hans bagside, var der en større ting der sagde, at han jo ikke behøvede at kigge på hans ansigt.

Hvis nu bare Ares stoppede, så kunne han... Fareed havde langt fra en klar idé, men den bekendte, voksende følelse mellem hans ben, gjorde i hvert fald at han ikke havde tænkt sig at træde ud af teltet, før at han havde gjort noget ved det. Og desværre for Ares, så var Fareed ikke vant til et nej. "Men den skal vel tilbage i sit bur inden vi skal se videre?" sagde han og holdt slangen ud foran sig, velvidende om at han gjorde det kun for at få Ares tæt på sig igen.

Stemmen fulgte efter ham gennem mørket.

Der var noget anderledes over den nu. Mere luft mellem ordene, som om Fareed havde sværere ved at holde vejrtrækningen jævn. Noget Ares ikke syntes at have bemærket tidligere, og som fik den ubehagelige mistanke til at prikke i nakken igen.

Det var jo varmt. Det måtte være dét.

Luften stod tæt herinde mellem teltdugene; fugtig og tung af dyr, jord og olielampernes varme. Ares kunne selv mærke den under sin robe, hvor stoffet var blevet længere om at slippe huden, når han bevægede sig. Ikke noget at sige til, hvis vejrtrækningen blev lidt tungere herinde.

"Det kan jeg se, Deres Højhed." Endnu en kompliment.
Ares så ikke tilbage denne gang. Blikket vandrede i stedet hen over burene, på jagt efter noget, der kunne falde i prinsens smag. En anden slange. Et andet samtaleemne. Noget, der kunne skubbe den voksende utilpashed tilbage, hvor den kom fra.

Men den skal vel tilbage i sit bur, inden vi skal se videre? Ares standsede. Blikket faldt mod hans egne fingre. Joh. Det skulle den vel. "Selvfølgelig." Han blev stående et øjeblik længere, end svaret krævede. Fingrene krummede sig let mod håndfladerne.
Han kunne vel bede Fareed lægge den tilbage selv. Ares' mund trak sig skævt. Ja. Selvfølgelig. Bed prinsen om selv at rydde op efter sig. Genialt.

Han trak vejret ind og tvang sig til at vende rundt.

Fareed stod stadig med honningsnogen snoet omkring armen. Ares' blik landede målrettet på dyret frem for manden. Det var bare en slange. Han skulle bare tage den. "Lad mig." Ares trådte nærmere og rakte begge hænder frem mod snogen. Denne gang var han pinligt bevidst om afstanden mellem dem. Om Fareeds hænder. Om hvor hans egne befandt sig.

Fareed var ikke blind. Han kunne mærke at Ares holdt sig tilbage, som ville han ikke gå i fælden der var lagt for ham, men det stoppede ikke Fareed fra at ville lade fælden klappe.
En bedre mand ville have undskyldt sig selv og gået, inden det gik så vidt, men en Kazimi var ikke opdraget til at være den bedre mand. De var opdraget til at være grådige mænd, der aldrig kunne få nok når de fandt noget de ville have.
Fareed var måske ikke helt enig med sin krop, men det var der ikke noget at gøre ved. Der var jo ingen der behøvede at vide det, og Ares burde jo også føle sig beæret over at få den opmærksomhed.

Som Ares kom tættere på, tog Fareed kortvarigt den lille snog op til sig, som skulle han lige en sidste gang beundre den, og fortælle den hvor smuk den var. Lavmælt, så lavmælt at det nemt blev overdøvet af de hvislende lyde og bevægelser fra burene.

Hans blik fangede Ares, tilbage til det intense, som borede de sig gennem tæmmeren, og han rakte ud sin arm, og denne gang gjode han intet for at mærke deres hænder ramme hinanden, som fik blot endnu et væld af varme og lyst til at spring igennem ham, inden at han lod snogen glide ned af hans arm.
"Den er meget lydig," sagde han, som han fastholdte Ares blik. "Jeg kan godt lide lydige dyr." Som snogen begyndte at sno sig om Ares' hænder, den lille konkrete kommando den havde fået, som Fareed havde hvisket søde ting til den. Forhåbentlig var Ares også lydig.

Ares havde armene fremstrakte og ventede. Men Fareed løftede i stedet slangen ind til sig, som skulle han skilles fra en elsker og absolut måtte sige farvel én sidste gang. 
Ares sørgede for ikke at stirre. Rettede stift blikket mod sine egne hænder og fortsatte med at vente.

Prinsen elskede tilsyneladende bare slanger.

Måske havde Ares læst signalerne helt forkert. Gejlet det op inde i sit eget hoved i det fugttunge telt, indtil hver vejrtrækning og hvert blik var blevet til noget, det ikke var.
Så kom Fareeds arm frem. Denne gang ramte deres hænder hinanden ordentligt. Ares' fingre rykkede ganske svagt ved kontakten, men han trak dem ikke til sig. Han lod snogens kølige krop glide tilbage over sine håndflader og mærkede tyngden lægge sig velkendt over dem.

Den er meget lydig. Ares' blik løftede sig. Et bryn gled langsomt i vejret.

Jeg kan godt lide lydige dyr.

Der var den igen. Den fornemmelse af, at de ikke længere talte om slanger.

"Hvem kan ikke det..." Ordene døde. Noget strammede sig omkring hans håndled. Ares så ned.
Snogen havde fortsat sin bevægelse. Kroppen gled omkring hans hænder, én omgang og så endnu en, indtil hans håndled blev trukket tættere sammen.
Et forvirret brum slap ham. "Hvad—" Han forsøgte instinktivt at trække hænderne fra hinanden. Snogen strammede.

Ares' kæbe klappede sammen. Hev vejret ind gennem tænderne. Musklerne i hans underarme spændte synligt, da han prøvede igen, men slangens muskler gav sig ikke.
"Ngh..." Et skridt bagud. Hans skuldre havde ændret sig nu. Den afslappede holdning var væk; kroppen stod rankere, bredere, som reagerede den på fastholdelsen længe før hans tanker nåede at følge med. En panisk varme prikkede ved tindingen.

Det her var forkert. Slangen havde aldrig gjort sådan før. Ares' blik fór op til Fareed. Prinsen stod stadig dér. Så rolig.

Vi er gode venner, er vi ikke. Ordene kom tilbage til ham. Ares holdt op med at kæmpe imod snogen et øjeblik. Fordi noget andet pludselig faldt på plads.

"Hvad gjorde De?" Der var stadig et Deres. Stadig et De.
Men resten af høfligheden var væk. Ares' bryst hævede og sænkede sig hurtigere nu. Blikket flakkede ned til slangen omkring hans håndled og tilbage til Fareed.
"Med slangen." Han tog endnu et skridt bagud, indtil kanten af et bur stødte mod hans lænd. Fareed måtte have gjort et eller andet.

Og hvis han kunne få et dyr, der knap kendte ham, til at gøre dét—

Ares' blik blev hængende ved prinsen. Trodsigheden var stadig dér. Men nu havde den fået selskab af noget langt mere forsigtigt.

Fareeds øjne glimtede i den lave belysning som hans blik gled ned på slangen der så smukt lagde sig om Ares' håndled. Nydelige håndled. Ja, det her var det helt rigtige sted at gøre det. Så behøvede han ikke se alt for meget, men kunne bare nyde en varm stærk krop under sine hænder, ligesom guderne ønskede for ham. Bare tanken fik varmen til at sprede sig mere i hans krop.

Hans blik gled tilbage op på Ares, og som Ares tog et skridt bagud, tog Fareed et skridt fremad, indtil han havde ham op mod en af burene. Ares' komfort var ikke vigtig, selvom Fareed ikke i øjeblikket var ude på at presse ham til noget han ikke ville.
Problemet lå mere i at Fareed heller ikke var villig til at lade ham gå, skulle Ares udtrykke at han ikke ønskede det, så der var ikke meget valg i sidste ende, men for nu, i Fareeds hoved, havde Ares jo et valg.

"Jeg gjorde intet," sagde han, hans blik fastholdt på Ares, selv som han rakte ud og strøg en finger ned af slangen, som virkede til at bevæge sig i en næsten kæles tilfredshed. Den virkede næsten stolt over at kunne hjælpe ham. "Alt jeg bad om, var lidt hjælp, og slanger... plejer at være behjælpelige." Slanger fik i hvert fald en kælenhed overfor ham, som de sjældent kunne stå imod.
Han løftede sin hånd, og lod en finger løbe langs Ares' kæbe. En skarp, fornem kant. Bare ærgerligt at han skulle være ødelagt på forhånd. "Du skal i virkeligheden være beæret over at jeg har lyst," sagde han. "Du føler dig beæret ikke?" Det hang tungt i luften, at det næsten var påkrævet. At der kun var et rigtigt svar fra et lydigt dyr.

Som et dyr trængt op i en krog. Sådan havde Ares det.
Han kunne nemt presse sig forbi prinsen. Skubbe ham til side, selv med hænderne bundet sammen af slangens krop. Fareed var mindre end ham. Et hoved omtrent. Det ville næppe kræve meget.

Og hvad ville han så få ud af dét? Slæbt til gabestokken for at have lagt hånd på en Kazimi-prins? Ja. 

Jeg gjorde intet. Ares' blik flakkede ned. Fareeds hænder. Slangen. Afstanden mellem dem, der var skrumpet ind til næsten ingenting. Intet....
Så løftede Fareed hånden. Tankerne stivnede samtidig med kroppen, da en finger pludselig gled langs Ares' kæbe.
Han trak hovedet til sig med det samme. Et kort, skarpt ryk væk fra berøringen, indtil baghovedet næsten fandt teltdugen bag buret. Skuldrene rettede sig samtidig, brystkassen skød frem. Som om kroppen ikke kunne beslutte sig for, om den ville væk fra Fareed eller gøre sig større over for ham.

Lyst. At jeg har lyst. Det var dét, han sagde, ikke?
Et hårdt pust slap gennem Ares' næse. Næsten samme frustrerede lyd, som Ekumaen tidligere havde sendt efter ham, da den ikke havde fået sin vilje.

De brungyldne øjne stirrede ned på Fareed. Du føler dig beæret, ikke? Ares' bryn trak sig sammen.
Vejrtrækningen lå kort og overfladisk gennem næsen, mens han bare stirrede. Trodsigheden havde ikke forladt hans blik. Hvis noget var den blevet tydeligere.
"De ønsker ikke det her... Prins Fareed." Sammenbidt. Navnet kom langsommere denne gang. Ares' blik gled over ham igen. De udvidede pupiller. Den tunge vejrtrækning. Intensiteten, der havde været der lige siden deres hænder strejfede hinanden.

Fareeds øjne så næsten ikke lysegrå ud længere.

Ares' puls steg. Tøjet føltes pludselig alt for tungt. Alt for varmt mod huden. Og omkring hans håndled arbejdede slangens kølige muskler videre, stramme nok til, at det begyndte at snurre ubehageligt ud i fingerspidserne.
Han trak endnu en gang forsigtigt i hænderne. Intet. Blikket vendte tilbage til Fareed og Ares løftede hagen en anelse. Trods den akavede vinkel. Trods buret bag sig og prinsen foran sig.

"Så nej." Et kort pust gennem næsen. "Jeg føler mig ikke beæret."

Det var næsten blidt som Fareeds fingre var på Ares' kæbe, som de stod der. Nogen ville forveksle det som kærtegn, men det var ikke så anderledes end de samme fingre der havde beundret de smukke skæl på en slange. For selv som lysten løb igennem Fareed, så var det ikke som om at han så Ares som en reel person, men blot noget der var der for hans behov.
Måske hvis Ares' ord havde stoppet ved De ønsker ikke det her, kunne det have forsat, men det var ikke der ordene endte, og som de næste ord spildte ud over Ares' læber, tog Fareed hårdt fat i kæben og kinderne på Ares' med sin ene hånd. Grebet var solidt, ikke at han nogensinde kunne måle sig med Ares' styrke, men hvor der ikke var styrke, var det som om at fingrene alligevel borede sig ind i ham, som var det ikke blot hud og knogler, men noget langt mere fast. Som en diamant. Hvad Fareed ikke havde i styrke, havde han i den grad i sin evne.

Han lænede sig ind. Øjnene var stadig mørke af lyst, men der var også så tydelig en vrede i ham, som afvisningen havde ramt ham. Hvor vovede en som Ares at tro at han kunne sige sådan nogle ord.

"Så du tror du er bedre end jeg er?" lød de hårde, vrede ord, som han stirrede ind i de gyldenbrune øjne. "Du er ikke andet end et dyr," hvæsede han. "Og et dyr skal lære sin plads at kende." Ares skulle nok lære sin plads at kende, på den ene eller anden måde, som han kun var øjeblikke fra at forsøge at vende Ares om, så han kunne få hvad han havde fortjent.

Hvis bare han kunne have holdt sin kæft.
Det var han bare ikke særlig god til. 

"Ah—" Læberne skiltes i det hårde greb.
Fingrene føltes som sten. Nej, som krystal; hårde nok til, at presset brændte helt ind i musklerne omkring kæben. Ares kneb øjnene sammen.
Instinktivt skubbede han fra. Foden gled gennem sandet under dem med en skrabende, hvæsende lyd, og et øjeblik vidste Ares ikke, om lyden kom fra sandalerne eller ham selv.

Ansigtet blev holdt fast.

Ares stirrede tilbage gennem sammenknebne øjne. Den brændende fornemmelse bredte sig ned langs kæben og sydede videre gennem brystet, mens luften syntes at blive tyndere mellem dem, da Fareed lænede sig ind.

Så du tror, du er bedre end jeg er? Ares trak vejret hårdt gennem munden. Du er ikke andet end et dyr. Øjnene blev større. Dér ramte han noget.
Ares forsøgte stædigt at dreje ansigtet ud af grebet med et fnys. Fingrene gav sig ikke. De borede sig ind i huden og tvang ham tilbage.

Et dyr skal lære sin plads at kende.

Et hårdt ryk gik gennem Ares' krop. Fareed greb samtidig fat i ham, og verden blev et øjeblik til stof, lemmer og sand. Ares satte hælene i. Vred sig imod. Klædet omkring hans overkrop blev trukket skævt i tumulten og gled ned over den ene skulder.

Et bur hamrede mod hans hofte og han stønnede halvkvalt. Trækasser raslede. Sand blev sparket op omkring deres fødder.
"HArgh—!" Ares bankede skulderen mod tremmerne, da han sidelæns blev presset ind mod buret. Han vred kroppen den modsatte vej og skød vægten bagud, alt imens de bundne hænder gjorde bevægelsen klodset og desperat.

"Prins Fareed!" Denne gang var titlen ikke respektfuld. Det var en advarsel. Ares hev efter vejret. Krøllerne var faldet ned over panden, roben sad skævt over den ene skulder, og hans brystkasse hævede og sænkede sig voldsomt.
Men da de brungyldne øjne fandt Fareeds igen, var der stadig trods i dem. 

"Jeg sagde ikke, jeg var bedre end Dem." Et hårdt åndedrag. Han trak igen i armene. "Jeg sagde, De ikke ønsker det her!"

Der var lysten, men også noget mørkere, noget der fik en rus til at gå igennem Fareed, som han holdt Ares mod buret. Rusen af magt, men det her var måske også det tætteste han nogensinde ville komme på at tæmme et vildt dyr. Et vildt dyr der vidste konsekvenserne af at gå imod.

Hvor Ares pressede imod at komme væk, pressede Fareed tilbage, men det var svært når man ikke ligefrem havde helt styrken på sin side, og honningsnogen om Ares' hænder var kun så behjælpelig.
"Og hvem er du til at kunne sige hvad en prins af Kazimi ønsker," lød det faretruende fra Fareed, som han endelig gav slip på Ares' ansigt, og i et øjeblik virkede det næsten som om at Fareed måske ville træde et skridt bagud og give plads til Ares, for blot at hans hænder kom tilbage, denne gang på lænden, for denne gang at forsøge at hive i ham for at få vendt ham ordentlig om.

"Jeg kunne have gjort det her godt for dig." Stemmen var lavmælt, næsten for lavmælt, og hvæsende næsten ligesom de slanger der var omkring dem, som langsomt virkede til at være vågnet op, som de hvislende lyde kom overalt fra teltet i øjeblikket. "Vi kunne have haft det godt, uden alt det her besvær, men du forstår tydeligvis ikke din plads." Og hvis Ares blev ved med at kæmpe imod, så måtte han jo ty til mere voldsomme tiltag. Det var ikke som om at han skulle være bekymret for at ødelægge et smukt udseende.

Øjnene udvidede sig, mens blikket flakkede vildt. Duften af støv fangede hans næse. Fareeds hånd føltes fortsat som et jerngreb om ham, men samtidig kunne han mærke, at hvis det kom til råstyrke, havde Ares overtaget.

Så slap hånden hans ansigt. Ares hev hovedet tilbage og trak efter vejret. Nu... Kinderne dunkede ømt. Han nåede knap at flytte vægten fra buret, før hænderne fandt ham igen.
"Mhr!" Et anstrengt fnys forlod ham ved Fareeds hårde greb om lænden, og hele kroppen spændte. Jeg kunne have gjort det her godt for dig. Kanten af buret pressede ind i huden, da trækket kom igen.

Fareed ville vende ham.

Ares stemte øjeblikkeligt imod, men slangen gjorde, at han ikke kunne få ordentligt fat i noget. Hvis han bare kunne sparke ham væk, få nok afstand, så kunne han—

Tanken standsede.

Hans familie.

Ares frøs.

Det kunne ramme hans familie.

Modstanden døde. Ved det næste træk satte Ares ikke imod. Han hjalp ham heller ikke. Lod bare sin egen vægt følge bevægelsen. Kinden blev trykket mod kassen. Armene strakt frem foran sig.

Du forstår tydeligvis ikke din plads.

Ares' næsebor blafrede ved et hårdt åndedrag. Blikket borede sig ned i buret foran ham. Jo. Og det var næsten det værste ved det. "Jeg kender min plads," bed han anstrengt frem.