Ved indgangen til Kazimi-paladset var adskillige ryttere ved at gøre klar til dagens jagt, selv om solens første stråler endnu ikke var kravlet over horisonten. Fyrsten selv var netop trådt ud af paladsets døre - iført en gylden brystplade der skinnede om kap med skægget og med det omhyggeligt olierede hår strøget tilbage fra ansigtet. Han bar en stor, prangende langbue og tjenerne var hastigt henne for at hjælpe ham op på hesteryggen.

Som fyrsten så sig omkring, var der mange af hans gode bekendtskaber - særligt fra Rubinien - der allerede var mødt op. Nogle mere jagt-kyndige end andre, men det var stadig vigtigt at deltage i turen for at vinde fyrstens gunst. Desuden var festlighederne, der fulgte en af disse jagter, altid værd at komme efter..
Bag ham var tjenerne ved at sadle op - en mand stod for at bringe fyrstens drikkevarer, for selv om man skulle jage, skulle der så sandelig ikke spares på krystalvinen. 

"Lad den største mand bringe det bedste bytte." Tordnede fyrsten, som de gjorde klar til at ride ud i Ørkenen. Han glædede sig særligt til at se, om Markus Alfie af Isenwald, hans datters bejler, ville være i stand til at bringe noget passende hjem - manden så ud til at være adræt, men folk, som kom "nordfra" var sjældent vant til at trodse ørkenens farer og den nådesløse sol, der snart ville brænde over dem..

Aftenen forinden var Alfie ankommet til fyrstens palads i Rubinien. Helt formelt havde han hilst på fyrsten, dernæst Meena, som han ellers ikke havde været specielt formel omkring, da hun havde besøgt ham i Medanien på Isgaard. Natten var dernæst blevet brugt i hans eget selskab, i det kammer han havde fået tildelt under opholdet.

Med rank ryg og iført sit fineste jagttøj, hvor alt broderi var håndsyet, inklusiv Isenwald symbolet hen over venstre side af brystkassen, sad Alfie på ryggen af sin egen hest, en stor, mørkegrå shire hingst, der også var klædt i det fineste seletøj og saddel. Den store hest var ikke just egnet til de varme omgivelser, men Alfie gik meget op i at bruge sin velkendte hingst til jagt. Mens resten af flokken klargjorde sig, stod den store hest med hovedet nede i en større balje med vand. Alfie selv var i færd med at efterspænde alt - bue, kogger, saddel og bæltet hvor jagtkniven sad fast. Han havde det ufatteligt varmt. Han var tydeligvis heller ikke egnet til den rubinske varme, men han så bestemt ikke ud til at være den mindste smule generet af dette.

Fyrstens tordnende ord lød og Alfie besvarede med et selvsikkert nik, trods han egentlig ikke var så selvsikker, som han så ud. Han var en utrolig dygtig jæger i Medanien, men i modsætning til flere andre i selskabet, var han ikke vant til at befærde sig i Rubiniens ørken. Terrænet var forfærdeligt, ikke kun for ham selv, men også for hans tunge hest, der efterlod sig langt dybere spor i sandet, end de tynde, rubinske heste og de pakdyr, et dyr Alfie aldrig havde set før og som bevægede sig utrolig langsomt (Akar), som fulgte med flokken og skulle bære dagens fangst.

Alfie holdt sig i nærheden af fyrsten. Han vidste, at det tykke lag af falsk selvtillid, ville komme på prøve inden længe og fyrsten ville uden tvivl holde godt øje.
"Sikke en begivenhed, Fyrst Kazimi. En hel del mere prangende end dem vi holder i Medanien." Fyrstens gyldne brystplade afspejlede solen og blændede kortvarigt Alfie, idet han kom op ved siden af ham.
"Jeg er nysgerrig - Er den sædvanlige 'største mand' til stede?" Spurgte han, mens blikket spejdede ud over den store forsamling. Han måtte vel vide hvem han helst skulle overgå inden jagten var omme.

Bag dem var slaverne ved hastigt at opsætte telte som ly mod den brændende ørkensol. Her ville forfriskninger og kølig vin vente jagtdeltagerne, når de svedige og dækket af ørkensand vendte tilbage - forhåbentligt med et prægtigt bytte hængende efter sig. Allerede nu var de letpåklædte slavinder ved at klargøre vaskevand til at pleje mændende med, når det kom dertil.

Som hestene begyndte at skridte af sted, holdt fyrsten et nøje øje med sin potentielt kommende svigersøn. Hverken hest eller udstyr virkede optimalt til jagt-situationen, der utvivlsomt var noget anderledes, end hvad adelsmanden var vant til - men Sephyran kunne alligevel værdsætte den stolt fremvisning af slægtssymbolerne, den veltrænede hingst og mandens tilsyneladende upåvirkethed af den intense varme, der fik selv fyrsten til at jævnligt duppe sig over panden.

Selv om han selv holdt hovedet højt og ryggen rank, kunne Sephyran tydeligt mærke, at han selv ikke var den unge mand, han en gang havde været - og han var allerede så småt begyndt at længes efter teltenes skygge og slavindernes bløde hænder. Med en utålmodig mine fik han vinket vinbæreren hen til sig og taget et ordentligt drag af flasken.
I mellem tiden var Isenwalden kommet op på hans side, og fyrsten smilede veltilfreds over komplimenterne: "Naturligvis - det er en stor begivenhed her i Rubinien, så det bør udføres med pompt og pragt." Nikkede han. "Men jeg hører, at I alligevel gør jer en del i jagt - er det primært i skovene?" Spurgte han. Det skulle ikke undre ham, hvis Markus Alfie havde bragt en buk eller to hjem gennem tiden - de evner ville han også få brug for her.

Isenwaldens næste spørgsmål fik et tilfreds smil til at glide over fyrstens læber - et godt spørgsmål, og han lænede sig en smule i sadlen, mens han pegede på en rubinsk herre i rød turban og et langt skæg. "Shaan Fahad derovre bragte sidste år en vild Cypnaji med hjem fra en nærliggende oase.." Et farligt dyr, særligt at komme i nærkamp med.
"Men rygterne siger også, at en stor ørkenløve huserer i området i år.." Lod han kommentaren falde - et meget værdigt bytte, særligt da løven var Kazimi-familiens symbol.