Frokostpausen var tiltrængt og de havde aftalt at mødes nær indgangen til templerne. Et grønt æble lå i hans hånd og et bid var taget. Ryggen solidt op ad muren i læg fra støvregnen der faldt skvæt fra himlen.
" Jeg trænger snart til, at vi dropper det her trælse vejr og får os noget sol " uden at se hvem der kom, vidste han at det var Issac. Fodtrinene og vejrtrækningen var tæt på som at se et ansigt for ham. Selvfølgelig var stemmen den afgørende i sidste ende, men så snart man lærte folks gange ad, behøvede man jo næsten ikke mere.
Æblet i hånden blev atter løftet op og endnu en bid blev taget og han tyggede lidt på det, mens æblet endnu lå nær munden til en ny bid.