En kerub gik gennem stuen. Ikram holdt vejret. Dette var et af deres yndlings tidspunkter. Stilhed før stormen, om man ville. Det var fantastisk, hvad man kunne slippe af sted med, når andres opmærksomhed var fanget andet sted, og de slet ikke forventede eller bekymrede sig om de ting, der kunne ske. Hvis man var velhavende og velkendt, så var der jo mindre risiko for, at der ville ske en noget, ikke sandt? Den holdning til livet havde altid fået Ikram til at le.
Stilheden forsvandt, og stormen gik i gang. Ikram holdt øje med de små får af en flok, som de rendte rundt og beskyldte hinanden for deres mistede ting, eller også var de gået i gang med at forsøge at finde det. Normalvis ville Ikram være over alle bjerge, men den brogede forsamling af rigfolk fra nær og fjern havde været alt for lokkende til, at de bare sådan kunne forlade deres ofre uden at overvære den skade, som de havde forvoldt. De klukkede for sig selv, inden de smed deres pose med deres bytte henover skulderen og listede væk fra vinduet. Åh, hvor morsomt, de kunne simpelthen ikke vente med at skulle fortælle Akari, hvad de havde formået at gøre i dag.

Med en sirlig fløjten strøg Ikram ned ad gaderne og strøgene for at nå hjem til det, de og Akari kaldte for hjem. Der, hvor de gemte deres bytte for dagen. Denne dag besluttede de sig dog for at gå nede langs havnen og kigge på skibe. Det var ikke noget, som de ellers interesserede sig for, men de ville da medgive, at der faktisk kunne bygges flotte skibe, der gav anledning til at drømme sig væk fra Rubinens og dets tremmer. Måske burde de bare skynde sig at komme til tyvehulen med deres rov, men man skulle ikke leve livet uden lidt spænding, mente de. Og helt ærligt? Hvad kunne der ske ved at gå langs havnen?