Det var en stille morgen. Den slags morgener hvor det virker til, at selv insekterne har besluttet sig for at sove længe, og fuglene har opgivet at gå på jagt. Selvom klokken endnu engang havde rundet omtrent seks, var yderkanten af Fredskilde stod op. Ude hvor markerne ikke kunne vente på, at man fik nosset sig sammen til at snue færdig, og hvor frugtplantagerne ikke kunne vente et sekund for længe på vand, for ellers ville hele høsten slå fejl.

Fra et af disse forholdsvis nybyggede huse, eller rettere gårde, med bindingsværk og stråtag kom en mand ud. Selvom det var tydeligt, at han ikke længere var en ung knægt, var han ranglet som én, og de mørkerøde krøller fortsat vilde og fulde af liv. Godtfred trak en buksesele op på skulderen, mens han resolut satte mod sit redskabsskur tværs over den knap så store gårdsplads. Han låste det op med en tung jernnøgle og fandt de redskaber, som var nødvendige for, at han kunne fortsætte det daglige arbejde.

Skuret blev låst af igen, og tværs over gårdspladsen gik det igen kun med et enkelt stop på grund af den grå gårdkat, der trængte til at blive kløet bag øret og aet henover ryggen, før Godtfred gik i gang med dagens arbejde. I dag gjaldt det de fem æbletræer, han havde plantet i sidste fjor. De ville forhåbentlig blomstre og give frugt et par måneder senere, og ellers ville de gøre det året efter. Det ville dog være en stor hjælp, hvis de ville blomstre i fuldt flor i det tidlige efterår.

En tre timer senere var det tid til en pause. Godtfred strøg sin pande fri fra sved, lagde diverse redskaber fra sig og travede dernæst mod selv huset. Han huskede stadig gårdens sportid, men han var stolt af det, der endnu stod. Efter gården var brændt ned tilbage i 2014, havde han set sig nødsaget til st bygge det hele op igen. Den var bare langt mindre. Elbank Grange bestod nu af et hovedhus stort nok til en person og gæster i ny og næ, samt en lade han kunne fylde temmelig godt. Gårdspladsen var stort set bar, hvis man så bort fra redskabsskuret og nogle enkelte blomsterbede, hvor der plejede at vokse solsikker om sommeren. Bag gården havde han en silo og to marker: En til afgrøder og en reserve. Sådan havde det altid været. At have en ekstra mark var kun godt. Det tog på jordens næring at så på den måde. Næringen forsvandt fra jorden, men man kunne slippe fra det værste ved at lade marken stå et års tid til to, hvorefter man skiftede og såede sine afgrøder på den anden mark. I år havde han sået rug. Bernadie’erne et par gårde længere nede havde sået en ordentlig omgang hvede i år, så Godtfred havde besluttet sig for at så noget andet.

Godtfred slog døren op til sit hus, der ledte direkte ind i køkkenet. Her fandt han sit rene vand frem og et glas, som han mere eller mindre slugte i en mundfuld, mens han kiggede ud på gårdspladsen. Det var et stykke tid siden, at han havde haft gæster, gik det op for ham. Han rystede på hovedet af sig selv og trissede længere ind i køkkenet for at finde sin pibe og sin tobak. Ak ja. Gårdlivet var da ikke værst.

Det var ikke noget bedre liv, end at leve til søs i hvert fald hvis man som kaptajnen, havde levet på Krystalhavet siden hun var 6 år, det var en livstil hun aldrig kunne slippe. Da slet ikke nu hvor hun ejede det smukkeste skib i havn, Den Flydende Ælling det var da også det bedste navn, især hvis man lige tilføjede et ekstra bogstav. Men for nu lå skibet ved havn, mandskabet ved at fylde op igen til den næste lange rejse. 

Men nogen havde ventet på kaptajnen, et par folk fra lyset ville gerne snakke med hende, som om det var noget hun havde tid til? Godt klar over at de bare ville have dusøren for dem selv, det havde da også næsten lykkedes dem at snuppe hende, hvis ikke hun havde været så smart, at skubbe manden af hesten og sat i fuld galop! Og afsted det gik hun kunne se havet langsomt forsvinde bag sig, et tilfreds smil spredte sig over hendes læbe. Dog kom hun i tanke om at manden hun smed med, måske havde fået en kniv i maven, ja så hun kunne jo ikke vænne tilbage med det samme. 
Et par heftige gloser lød, som hun nu blev nød til at finde sig et sted, hun var for nem at spotte med sit flotte ydre. Blikket flakkede rundt som hun red afsted, marker begyndte at dukke op og mindre huse. Langsomt sank hun farten for at finde det bedste valg, de færreste ville byde en som hende velkommen. Især hvis de så den røde hat, men som hun fortsatte var valget allerede truffet. 

Blikket fangede en enlig herre, på vej ind i sit hus han virkede til at bo alene, mon ikke lidt selskab kunne opmuntre ham? Valget var truffet. Ude ved vejen hoppede hun af hesten, snuppe lige hvad der var af værdi fra sadlen, før hun gav hesten et godt klap på bagdelen så den brokkede sig højlydt, men satte i løbe og snart var de ude af syne. Det var for det bedste at lade den smutte, den lignede en typisk hest fra lyset. 

Vashti rette kort på den nedringet kjole, satte hatten godt før hun traskede imod den lille gårdsplads, i hånden holdt hun en af de sværdlignende knive bare for en sikkerhedes skyld. Hun stoppede ved hoveddøren, før hun ej tøvede med at hamre på den, som gjaldt det liv eller død, men i det fjerne kunne hun høre soldateren fra tidligere.... 
" Åben den dør eller jeg sparker den ind" det var ikke en tom trussel tværtimod....

Et værre spektakel hamrede på Godtfreds hoveddør. Han havde været ved at stoppe tobak i sin pibe, da en tydeligvis desperat person, en kvinde efter alt sandsynlighed, bankede på hans død og smed trusler efter ham, inden han overhovedet havde hilst på hende. Et spektakel. Men et spektakel der tydeligvis ønskede hans hjælp. Med et suk gennem skægget lagde han sin pibe fra sig og trissede tilbage til hoveddøren, som han åbnede helt op, så kvinden kunne træde indenfor. Han sagde ikke et eneste ord, men lod hende i stedet vade direkte ind i hans hjem, hvorefter han lukkede døren i efter hende.
Godtfred kastede ikke så meget som et ekstra blik på hende, da han gik længere ind i køkkenet igen, for hans pibe lå jo og ventede på ham! Han fik den stoppet færdig og ulmet den tændt, før han vendte sin opmærksomhed mod den mystiske kvinde i hans lille landkøkken. Kvinden var klædt mere eller mere i rødt fra top til tå. Hun havde et blankt sort hår og store guldsmykker på, som ikke så billige ud. Smykker, som Godtfred aldrig ville få råd til, medmindre lykken en dag vendte, og han blev storbonde. Hans forventninger var dog ikke så høje.
“Hvad kan jeg hjælpe Dem med?”, han blæste røg ud gennem sin næse, og den søde duft af tobak fyldte huset. Han havde stukket sin frie hånd i den ene bukselomme og lænet sin lænd op ad køkkenbordet, mens han holdt øje med hende. Godtfreds ellers stille dagligdag var blevet afbrudt af hende, så han kunne ligeså godt give hende sin opmærksomhed og eventuelle hjælp, hvis hun ville have den og havde brug for den.

Vashti var ellers klar til at sparke døren ind, det ville ikke være første gang den slags skete, dog måtte hun stirre noget som hun bare fik lov til at træde direkte ind. Men hun ventede da heller ikke med at traske ind, fordi de skulle nødigt finde hende nu, det ville være for dumt også for ham for han ville være medskyldig. At han så slet ikke så på hende men bare gik imod køkkenet, fik hende til at fnyse en smule, dog lukkede hun døren og fulgte efter ham, det var ikke ligefrem fordi hun havde andet valg. 
Hun passede på ingen måder i hans køkken, betragtede ham en smule utilfreds som han begyndte, at ordne sin tobak  før han langt om længe så på hende. 

Hendes bryn gled tættere sammen, imens hun trak på læben og fnøs en smule " de kan gemme mig, lysets idioter er på vej og jeg har ikke tid til at lege deres søde fange" forklarede hun, måske en smule hurtigt og stemmen ikke særlig sænket hun var van til at blive hørt. Dog tog hun sin kaptajn hat af den fyldte for meget lige nu, lod den hvile under den ene arm, imens blikket gled over ham. Hvorfor havde hun ikke fundet sig en flottere bonde? nå men det måtte vel gå? 
Lyden af hestehove nærmede sig " nå men landkrabbe, jeg har ikke tid til at små snakke nu, har du et gemmested, ellers gør jeg dig medskyldig" truslen hang i luften, det var ej for sjovt at dette blev gjort. Hun kunne underholde ham rigeligt bagefter, men for nu måtte hun meget snart søge skjul, det var tydeligt at se hun ikke lavede sjov med ham " tænk hurtigt makker" sagde hun som lydende blev højere, de var ved at nå den første gård for at gennemsøge den. 
Dog sænkede hun sit våben, det var ikke ligefrem fordi denne mand skræmte hende. 

Kvinden, efter tøjet at dømme en søkvinde – pirat, måske?, var den groveste gæst, Godtfred nogensinde havde haft i huset. Og han havde en gang haft Mikael Bullstrode, hans mindst ligeså grove kone og deres fire uvorne unger over til te. Piratkvinden var dog af en helt andet kaliber, og han kunne slet ikke forestille sig, hvordan livet til søs måtte være. Hvis gårdlivet i Fredskilde kunne afføde mennesker som Bullstrode, så turde han slet ikke overveje, hvordan det var at bo på et skib. Ikke hvis man tog denne kvinde i betragtning.
“Bevares”, ordet var hverken fjendtligt eller fuldt af frygt. Hans stemme var dog fyldt af overraskelse over hendes måde at tale til ham på. Havde han ikke lukket hende ind i sit hjem? Godtfred forventede ikke noget af sine gæster – de var hans gæster – men måske høflighed ikke var for meget at forlange. Det virkede dog til, at han denne gang ikke havde et valg. En tanke der var absurd, for han ville aldrig kunne sig selv til at smide nogen ud af hans hjem. Det ville være for groft.

Med en brummen, han heller ikke selv kunne forklare, skubbede han sig væk fra bordkanten. Der havde været et år, hvor han havde sået kartofler med stor succes, og når de var høstet, havde de bedst af at ligge i mærke, så samme år havde han bygget et hulrum i sit hus, hvor de kunne få lov til at lægge i ro og mag. Godtfred viste hende det. Der var et snyde skab i køkkenet, som han havde bygget om for, at hulrummet kunne være der. Han havde alligevel ikke så mange køkkenting, at det kunne udfylde alle hans køkkenskabe, så det havde været oplagt dengang. Godtfred åbnede skabet og viste, hvordan han havde bygget to låget sammen, fjernet en skilleplade og kreeret et rum, der var dobbelt så stort, som de andre skaber og skuffer i hans køkken. Der var ingen hylder i skabet, men der stod ting som en spand, lå en indendørs fejekost og andre lignende himstergimster. Store ting, der var nemme at flytte. Så det gjorde Godtfred. Under tingene var der et håndtag af flettet reb, som han hev i, og nedenunder var hulrummet. Det var temmelig smart, hvis han selv skulle sige det.

Hulrummet var mørkt, og der lå stadig nogle kartofler, men det var stort nok til, at et menneske kunne ligge sammenkrøbet dernede.
“Du kan gemme dig her, indtil vi ved, at de er gået videre”, nu var det hende, der ikke rigtig havde noget valg. Hvis Lyset mistænkte, at han gemte på hende, så ville de lede i samtlige rum. Han tvivlede dog på, at de mente, han kunne være så kløgtig, som at gemme en eftersøgende person i et kartoffelhulrum, som tilmed var gemt væk i et køkkenskab.

Vashti fik ikke vist sig fra sin bedste side lige nu, men hun var også en presset kvinde, hyggesnak måtte vente til hun var sikker på lysets folk ikke var nær. Hun var pirat med stort P, det var måske heller ikke helt fair at komme og afbryde hans fred, men de andre gårde virkede det til der boede flere folk i, og jo færre folk der så hende jo bedre. Hun følte sig selv rimelig malplaceret her, det var ikke ligefrem fordi hun normalt var på gårdbesøg, jo måske et enkelt men det var en anden snak. 
Hun svarede ikke på hans bevares, der var ikke tid til den slags nu, så måtte han brokke sig over hende bagefter, fordi hun kunne hører de nærmede sig den næste gård. 

Hun betragtede lidt mistroisk som han begynde at finde det skjulte rum, brynene rykke tættere sammen som hun nærmede sig, og skævede til ham. Hendes krop var velformet og det sted så ikke ligefrem stort ud, men det var ikke tid til beklage sig som lyden fra heste kunne høres. Vashti kravlede ind og fik lagt sig med lidt besvære, skulle jo passe på hat og sværd, samt den store barm og hofte, hun nikkede til ham som i han måtte lukke til og forberede sig på mørket der ville komme. På sin vis minde det hende om sin sid som tyv, der havde hun også skulle gemme sig mange steder, så helt uvant var det ikke. 
Nu fik han lov til at få fred fra hendes ord, det var nok det eneste tidspunkt hun holdt kæft på, ellers var hun god til at snakke ørene af folk.... 

Hestene blev stoppe i gården, to af lysets soldater gik til hans dør og bankede hårdt på. Det var tydeligt at se deres alvor som de stod og vente på at snakke med gårdens herre. Som døren ville åbne sig tråde de ind uden tøven " de skulle vel ikke have set en kaptajn? en meget letpåklædt kvinde? med hat og sværd?" lød det fra den ene, den anden var næsten allerede i gang med at gennemsøge imens. " hun er eftersøgt, og har netop lige stukket en af vores kollegaer ned, meget farlig kvinde men jeg formoder de ikke lukker den slags ind?" han snakkede fortsat imens den anden ledte alt igennem. 

Vashti lå mussestille, turde næsten ikke trække vejret, som hun hørte fodtrin i køkkenet. Det krævede meget af hende at holde sin kæft. Så meget at hun nappe sig hårdt i læben. 

Hulrummet blev lukket til, og Godtfred stillede alle tingene på plads igen, før han lukkede skabet i. Med en tænksom mine pulserede han på sin pibe og kiggede ud af det nærmeste køkkenvindue, lænende op ad køkkenbordet. Han måtte være en forskruet mand at lukke en eftersøgt fremmede ind i sit hjem. Hvad godt kom der ud af det? Ville det ikke være langt bedre at melde hende til Lyset? Han vidste jo ikke, hvad hun havde gjort – men han vidste jo heller ikke, hvorfor hun måtte have gjort de ting. En dag måtte han lære at tænke sig om en ekstra gang, før han lukkede nogen ind i sit hus, for det kunne jo ende med, at han måtte lade livet. Men det blev ikke i dag eller den nærmeste fremtid.

Godtfred så Lysets vagter træde indover hans gårdsplads, og ha holdt skarpt øje med, at de ikke kom til at trampe i et eller andet, de ikke skulle. Han var for eksempel meget glad for sine solsikker, og det ville være synd for Kat, hvis de trampede på hans hale. De hamrede på hans dør, som om de ikke havde bemærket, at han havde stået og holdt øje med dem, hvorefter han bankede sin pibe tom for tobak ned i den æske, han specifikt havde til det, før han åbnede døren for dem. Han nåede ikke engang at byde dem velkommen og indenfor, før de havde presset sig ind på hans territorium. Godtfred fik lyst til at sige, at det var en usandsynlig dum måde at beskrive en anden person på og sagde vidst mere om den, der videre gav informationen end selve den eftersøgte. Let påklædt. Så havde man da ikke lagt mærke til andet. Godtfred holdt dog mund, som hans ofte gjorde.
“Jeg er med af det med Jeres kollega, men jeg kender ingen kaptajn og har heller ikke set én”, han slog en hånd ud mod sit hjem, “Men De skal være velkommen til at kigge efter, hvis De ikke tror mig. Men I ville da ikke forstyrre en alene bonde midt i hans frokostpause?”
Den ene soldat var allerede begyndt at rode hans hjem igennem, før han havde givet dem tilladelse. Det var ikke pænt, høfligt eller i orden, og det var tydeligt at se på den talende soldatermand, at han godt vidste det. Skammen lyste ud af hans ansigt, og han kaldte på sin kollega, der noget forbavset stoppede op i sit foretagende.
“Jeg ville gerne byde på et krus mjød, men De skal vel skynde Dem videre for at finde hende?”, Godtfreds kommentar var tydeligvis det sidste, der skulle til, før de to soldater bød ham en god dag og skyndte sig videre. Godtfred kunne høre, hvordan de begyndte at mundhugges, så snart de havde vendt ryggen til ham og gået tre skridt. Han stod og kiggede efter dem i døråbningen, mens han overvejede, hvorfor han havde hjulpet piratkvinden i hans kartoffelhulrum. Hun var tydeligvis farlig og eftersøgt med hang til at stikke folk ned. Han rystede på hovedet af sig selv, lukkede hoveddøren og forsvandt ind i sit hus.

Kun enkelte ting var røget på gulvet og havde skabt uorden. Godtfred havde hørt om soldater, der var meget værre i deres eftersøgninger, så han kunne vel prise sig lykkelig for, at skaden ikke var værre. Tingene blev stillet på plads, før han glanede ud af vinduet og konstaterede, at soldaterne nok ikke ville komme tilbage. I hvert fald ikke foreløbigt. Godtfred åbnede sit ombyggede køkkenskab, fjernede alt fra skabets gulv og løftede låget, så kvinden kunne kæmpe sig op ad hulrummets dyb. Han sagde ikke noget til hende, men efterlod hende til sig selv for at lede efter to krus og en af sine flasker med hjemmebryg for det her, det skulle skylles ned.

Vashti lytte som vagten søgte i køkkenet, ikke at han fandt noget heldigvis og ikke længe efter, kunne hun høre hestene ride væk de ville nok snart finde den hest hun selv havde stjålet. Så kunne de få travlt med at fange den ind igen, det var beder end at søge efter hende, selvom de havde mange gode grunde til at fange hende. I sandhed overrasket over han havde lukket en som hende indenfor, de færreste fik besøg af pirater, så var det ofte for at plyndre. Dog tvivlede hun på denne bonde havde noget af værdi?

Hun kunne endelig trække vejret helt, som han åbnede for hende tøvede da heller ikke, med at få kæmpet sig ud ikke helt nemt når formerne skulle ud igen. Han var ikke ligefrem en bred mand, så hullet var heller ikke stort men det lykkedes da at komme ud. Som fødderne nåde gulvet, måtte hun kort strække sig en smule før blikket vandre lidt rundt, kort gik hun ud i hans gang for at lægge sværd og hat fra sig på et lille bord. Det var ikke ligefrem fordi han udgjorde en trussel? Og måske en smule høfligt ikke at sidde bevæbnet, selvom der dog var enkle skjulte knive på kroppen. 

Vashti vendte langt om længe blikket tilbage imod ham, som hun trådte ud i køkkenet og lagde armene let over kors foran sig " mhh jeg bør vel takke dem for hjælpen?" sagde hun, stemmen en smule hæs efter mange år til søs, hendes øjne meget udtryksfulde sammen med resten af hendes kropssprog " men det er da et ganske.... hjem du har dig her?" hun kunne ikke finde det rette ord, for havde hun sagt et ville det nok bare lyde dårligt. Et suk lod sig slippe imens hun let lod tungen lede med piercingen der sad næsten lige under underlæben. Hun blev stående ikke helt sikker på hvor han ønskede hende, prøvede faktisk at holde lidt igen for ikke bare at sætte sig som ejede hun hjemmet.  

Hun ryddede ikke engang op efter sig. Det var vel, hvad man kunne forvente. Godtfred stillede flakse og krus fra sig, hvorefter han satte sig på knæ foran sit køkkenskab og lagde livet på kartoffelhulrummet. Spand, kost og de andre snes ting blev langt pænt på plads, mens kvinden talte til ham. Ja, det er et hjem, havde han lyst til at sige, men han varede sin mund. Nok havde han reddet hendes liv for nu, men det var ikke ensbetydende med, at hun ikke ville tage hans. Han havde jo lige hørt, at hun var en farlig piratkaptajn. Selvfølgelig kunne det også være noget sludder. En grov piratkaptajn havde hun mere vist sig som, fremfor en han burde frygte.
“Det var så lidt”, endte Godtfred i stedet med, alt imens han lukkede køkkenskabet og rejste sig med klagende knæ, der skulle markere sig med høje knæklyde. Åh ja, kroppen var ikke, hvad den engang havde været. Han hældte et krus hjemmebryg op til sig selv, inden han løftede flasken og uden ord spurgte, om hun også ville have et krus med.

“Har jeg gjort det rette ved at hjælpe dig?”, det retoriske spørgsmål brød stilheden. Godtfred kendte ikke selv svaret på sit spørgsmål. Han satte sig tungt på en af de to stole, der var ved hans spisebordet i køkkenet. Gården var ikke stor, nej, men han havde et rigtigt spisebord i en større stue, han sjældent brugte. Det blev som regel kun brugt, når han havde mange gæster som for eksempel det hele eller det meste af Elbank-familien. Det føltes alt for stort og ensomt, hvis han sad der selv.
“Sæt Dem bare ned. Jeg hverken stikker eller bider”, hans fingerpeg mod den anden til var nærmere en doven, høflig bevægelse med hele hånden.

Vashti var jo van til at have folk, der rydde op efter hende så det var ikke en tanke, der overhovedet nåde til hende så det var ikke engang for at være uhøflig. Hun betragtede ham endda lidt som han gik ned på knæ, ikke at hun rigtig gjorde noget for at hjælpe ham op, de ravfarvede øjne studerede ham blot indgående. Alkoholen var noget hun kunne forholde sig til og nikkede som han tilbød, minde sig selv om måske lige at holde en bemærkning igen, han havde trods alt hjulpet hende. 

Som han tilbød hende at sætte sig, fulgte hun trop og gled ned på den anden stol, men ikke fordi hun satte sig synderligt anstændigt. Hendes ben var let spredte og hun lænede sig imod bordet, ligeglad med hvor meget kavalergang der blev synlig han virkede heller ikke ligefrem interesseret i den slags. Hun hævede brynet en smule og trak på læben " for mig har du? men der er nok mange andre der vil mene noget andet, men de traf et godt valg, det havde været en skam at skulle dræbe dig ikke sandt?" hun talte som var det normalt. Havde han nægte hende adgang, ja så ville hun måske have taget hans liv uden tøven, men det var ikke et problem nu " jeg regner med at blive hos dig måske en dag eller to, bare til jeg er sikre på de ikke leder mere" erklærede hun, sikker på han ville nyde at have hende boende, hvis han var heldig kunne hun måske efterlade ham et par enkle guldsmykke han kunne få lidt penge for. 

Vashti rakte en hånd til ham, den var godt fyldt med guldringe og andre smykker " Vashti er navnet, går også under kaptajn eller kælling " præsenterede hun sig selvsikkert, sendte ham et smil der afsløre de vide tænder med enkle guldplombe. I det mindste prøvede hun at være venlig, det var måske ikke hendes stærke side, livet til søs gav en hår på brystet " beklager jeg nok er mere larmende, end du er van til, det er lidt en arbejdsskade" erkendte hun og grinede lidt hæst.  Tog imod kruset for at kunne smage på det, selvom den hurtigt blev bundet af ren vane, selvom det brændte godt ned igennem spiserøret. 

Denne Vashti blev ikke mindre grov i munden af at være i Godtfreds selskab. For det første vadede hun ind på hans gård og besluttede sig for, hvor længe hun måtte blive boende. For det andet præsenterede hun sig som kælling, og hvis det ikke sagde noget om hendes karakter, så gjorde alt det andet. Godtfred begyndte at fortryde at have inviteret hende ind i sit hjem. Det ville i hvert fald blive nogle lange dage, hun ville blive her. Igen varede han dog sin mund. Der var ingen grund til skænderier eller diskussioner om, hvordan man opførte eller ikke opførte sig som gæst. Han tog en ordentlig mundfuld hjemmebryg, som brændte hele vejen ned gennem halsen.
“Mit navn er Godtfred”, en kort præsentation for han gik ud fra, at hun godt var med på, at han var ejer af gården og det eneste menneske på grunden. Godtfred trommede mod sit krus, mens hans blik var vendt mod køkkenvinduet. Han kunne se gårdspladsen herfra og skimte indhegningen til Ko, hvor han lige akkurat kunne skimte, at hun bare stod og hyggede sig med at tygge drøv. Præcist som en ko skulle.
“Hvad bringer Dem til Fredskilde?”, de fik sjældent pirater i byen, og det var nok også for det bedste. De fleste beboer så skævt til personer, der bare lignede en lovløs, for det var dem, der havde brændt landsbyen til grunden for ni år siden, og alle ville helst gerne bevare det, som de havde fået genopbygget.

Godtfred kunne mærke, at Vashtis tilstedeværelse ikke ville komme til at skue mindre mod hans nerver, så han rejste sig for at hente sin pibe, stoppe den med frisk tobak og sætte sig ned igen, mens han pulsede for at få ild i tobakken. Den søde duft spredte sig igen og mindede ham om, at han skulle huske at vaske sine gardiner inden alt for længe. Med den mængde han røg, så kom de hurtigt til at lugte, selvom han ikke lagde mærke til det, men det gjorde han aldrende mor, når hun fra tid til anden kom på besøg. Godtfred trommede tænksomt sine fingre mod sit krus.
“Der er en gæsteseng”, sagde han og så ikke mere. Det var en kort invitation. En tilladelse til at hun måtte bruge den.

Vashti var ikke til pænt brug, men et piratliv var heller ikke for alle og da slet ikke som kvinde, man skulle have ben i næsen hvis man skulle have et mandskab til at adlyde. Drak lidt mere imens de sad i stilhed, gætte på han nok alligevel ikke var så glad for hun blev, men altså det var det, eller hun blev nød til at skade ham og der var der nok ikke nogle grund til? Han lignede ikke en der kunne nedlægge hende? Men så igen hun havde lært man ikke skulle undervurder andre, hendes far havde alligevel lært hende en del, selvom han også havde lært hende ting en fader ikke burde. Men hun var da blevet stærk, og hun lod ikke folk træde på sig, nej hun trådte på folk. 

Hun vendte blikket imod sine en hånd, lod fingrene lege lidt med et par ringe " Godtfred, hmm det er også et rigtig landkrabbe navn" sagde hun måske mere til sig selv end til ham, ikke at det blev sagt lavt fordi den slags var hun ikke god til. Men ved hans spørgsmål måtte hun vendte blikket imod ham, skulle kort til at vrisse af ham men nappe sig i læben " du ved, hente flere forsyninger, og noget mad. Og jeg havde lige et par ting der skulle ordnes" sagde hun, det var ikke engang løgn, men at fortælle ham mere var for farligt.  Hun betragtede som han hente mere tobak, imens tømte hun sit krus og af ren vane slog en bøvs, ja hun var van til et skib fyldt med mænd. Vashti måtte fnyse en smule, en gæsteseng? men så igen hun ville nok heller ikke dele seng med ham, nej det ville ikke være smart... 

Vashti lænede sig tilbage i stolen, så den vippede en smule " har du kun boet her? slet ikke været til søs før?" spurgte hun så, måske dagens mest venlige spørgsmål, sendte ham et skævt smil før de ravgule øjne lod blikket vandre lidt rundt. Han lærte nok ret hurtigt, at stilhed ikke var noget hun gjorde sig i, eller at kunne sidde stille for den sags skyld. 

Ordne noget. Det lød skidt. Men hvem var han til at blande sig? Han kendte jo intet til havlivet. Til gengæld kendte Godtfred en helt del til jorden, til at bygge gårde, til høns, til køer og til hjemmebryg. Det stille liv. Vashti havde vendt det på hovedet noget så groft og noget så pludseligt, men han vidste jo også godt, at han ville have fået dårlig samvittighed – og et sværd i maven – hvis han havde vendt hende ryggen. Han pulserede på piben og blæste ud gennem næsen.
“Jeg har levet hele mit liv på denne grund”, havde han sagt gård, havde det været forkert. Dette var en genopbygning og ikke den originale, så det ville være løgn at sige, at han havde levet hele sit på denne gård. Han kiggede rundt i køkkenet. At det havde lykkedes ham var en stor succes, for bygningen kunne have væltet ham om ørerne, så snart det skulle være – men det havde han ikke, og det var han stolt af. Det havde taget ham næsten seks år, men han havde klaret den. Han havde klaret den.

“Det lyder til, at De har brugt det meste af Deres liv til søs?”, ikke en anklage, men halvt et spørgsmål og halvt en konstatering. Vashtis sprog, væremåde og overordnet aura – var det ikke det, de unge sagde nu til dags? – skreg langt væk af pirateri og havet. Noget, Godtfred aldrig ville komme i nærheden af at ligne. Godtfred skubbede flasken med hjemmebrug mod piraten overfor ham for at ordløst fortælle hende, at hun bare måtte tage, hvis hun ville have mere. Hun kunne jo være tørstig, tænkte han, for han havde jo set, hvordan hun havde bundet væsken i en mere eller mindre en mundfuld.

Vashti så på ham med et hævet bryn, hele hans liv ? det lød da næsten kedeligt men så igen, var det nok mere normalt, end hvad hun rendte rundt og fortog sig? men det var svært for hende at forstille sig " så de har slet ikke set resten af landet?" spurgte hun noget forundret, brynene rykke tættere sammen imens blikket gled over ham og hun fugte læberne en smule. 
En hånd gled op for at rette lidt på de sorte lokker, igen for bare at have noget at lave, hans hjemme bryg var stærk og hun måtte minde sig selv om ikke at drikke for meget. Havde det med at komme op og slås når der kom for meget indenbords, eller få ødelagt ting, det ville også bare skabe alt for meget opmærksomhed. 

Kvinden rankede sig en smule så barmen næsten vuggede " jeg har boet på havet siden jeg var 6 år, det er også derfor jeg nok er en smule slem, men at skulle få respekt hos en hel besætning af mænd, det kræver altså en hvis form for tone" forklarede hun sig, denne gang en smule mere roligt, dog prøvede hun ikke at tænke for meget på hendes far, eller mor. Der var måske i de ravfarvet øjne, et kort glimt af noget mere skrøbeligt bag den tygge facade. Det var de færreste der vidste hvad der var sket hende som lille. Hun vendte blikket fra ham og skænkede sig en krus mere, før hun skubbe flasken hen til ham. 
Det var nok for det bedste han ikke vidste for meget om skibet, og hvad hun lavede der, for når de var til havs ja så blev noget af tiden, nok brugt på at være tæt med sit mandskab, måske endda for tæt. Sikker på hendes Navigator nok snart ville undre sig over hvor hun blev af. 
" hvad for man så tiden til at gå med her?" spurgte hun, prøvede faktisk bare at lære en smule, det var så langt fra hendes eget liv, nogle ville måske mene det var sundt med en kort pause fra alt det hun lavede. 

Godtfred rystede på hovedet til hendes spørgsmål. Nej. Han havde aldrig set mere end Fredskilde, men han havde set rigeligt her. Nok til et helt liv, og han var kun otteogfyrre. Nogle dage føltes det som om, at han var firs og kroppen endnu ældre; specielt når det bliv vinter, og frosten satte ind og drillede med hans led og knogler.
“Det har der ikke været grund til. Jeg har det godt her”, en kort forklaring der ikke behøvede mere. Godtfred var jo godt klar over, at han aldrig havde haft flere ambitioner end dette modsat hans søskende, der alle havde haft ambitioner om noget mere – eller i det mindste bare noget andet. For eksempel havde hans søster Hefina forladt sit hjem i troen på at blive berider og ridelærer, mens hans bror  Wilfried havde forladt Fredskilde for at blive handelsrejsende. Begge søskende havde opnået, det de ville, ogGodtfred var stolte på deres vegne.

Vashtis svar fik Godtfred til at tro, at han ikke var den eneste, der havde set mere, end hvad godt var. Hun fik samme udtryk i øjnene, som når nogle af de unge mennesker i området snakkede om deres forældre, som døde da de var børn, eller som de børn der aldrig havde mødt deres forældre, fordi de døde, da de var spæd. En trist, dyster realitet. Han kommentere hverken på det eller kommentaren om sig selv. Godtfred kunne akkurat forestille hende råbe af en hel besætning af søfolk.
“Hvad vi laver her? Jeg dyrker jorden. Høster min mark, passer mine æbletræer, mine høns og min ko. Men der er også mange andre ting. Et par smedje, nogle kroer, bagerier. Vi lever stille”, en fin betegnelse, hvis han selv skulle sige det.

Vashti havde svært ved at forstå, at man ikke ville se mere af det land man boede i? så måtte hans verden være meget lille? Hun trak lidt på skulderen af de korte ord, hvorfor var han så lidt for at snakke? eller var det fordi det var hende og ikke en fra landsbyen? " du burde se verden" svarede hun han kort, ikke at det var noget hun skulle blande sig i. 
Han ville heller ikke passe ind på hendes skib, alt for ranglet og gammel med de knæ han havde brokket sig over, det kunne man jo ikke på et skib. 

Hun havde kun været 6 år da hendes mor døde, efter deres hjem blev plyndret, så boet på sin fars skib i mange år. Men hun havde mindet meget om sin mor, det var grunden til faren havde pillet lidt for meget ved sin datter, måske en grund til hun i dag var så seksuel aktiv, det gav på en sær måde en følelse af noget hjemmeligt. At han ikke spurgte ind passede hende fint, burde heller ikke snakke om hendes fortid. Hendes øjne blev en smule smalle ved ordet stille, hun drak af kruset og sluprede lidt imens hun næsten tyggede på det ord. " jeg kunne aldrig bo her" erkendte hun så, og fnøs en smule men sendte ham dog et skævt smil.
Vashti lænede sig lidt frem igen, lod albuerne hvile imod bordet " burde du ikke være gift, og have børn samt hustru? er det ikke noget bønder normalt har?" spurgte hun en smule undrende, hvorfor mon han boede helt alene? 
Det kunne godt være hun kom ind på et uønsket emne, men hun var da ligeglad, de ravfarvede øjne betragtede ham afventende. Måske hun kunne betale ham tilbage, ved en tur på hans seng? ikke at han ligefrem var synderlig tiltrækkende, men det udelukkede vel ikke at hun kunne tilbyde sig? 
 

Han? Se verden? Det var lige før, at Godtfred måtte le. Han kunne slet ikke forestille sig det. Hverken med en vandrerygsæk på landevejen, siddende på en hest i raskt trav eller på et stort sejlskib på havet. Godtfred gjorde ikke andet end at ryste på hovedet, tage en tår af sin hjemmebryg og pulsere videre på sin pibe. Det nye stop smagte sødeligt og frisk, og det var ganske tilfredsstillende. Pibetobakken var en skik, han havde arvet fra sin far ved at studere ham som barn og ung. Geirmundr havde altid været at forbillede, og Godtfred følte sig altid lyksalig over, at faren aldrig rigtig havde bidt mærke i den nedbrændte gård og aldrig havde set den færdige genopbygningen. Faren ville ganske vidst have været stolt af, at han søn havde formået at genopbygge en gård af asken, men han ville have været ganske deprimeret ved tanken om enden på Elbank Grange storhedstid.

Godtfred kiggede op fra sit skød og direkte hen på Vashti, da hun stillede sit spørgsmål. Hun havde ret. De fleste bønder var gift med børn, for sådan kunne det bedre betale sig at holde gården kørende.
“Min kone døde, og vi fik aldrig børn, der overlevede”, svaret var kort og bryskt, tydeligvis havde hun ramt en nerve. Det forekom Godtfred, at Vashti ikke spurgte af et ondt sind, men derfor var det stadig et ømt emne. Inger havde været den eneste, der havde kunnet få Godtfreds hoved ud af mulden, og nu havde hun ikke været i denne verden i flere år. De fleste dage tænkte han ikke på hende, og når han endelig gjorde, var det ikke andet end et hvidt, tyndt ar. Minder var udvisket og gennemsigtige, men følelsen af gode tider og glade minder sad stadig fast i ham. Det var sørgmodigt på en fin måde. Siden da havde han haft hovedet i mulden igen og glemt at om kærlighedsfyldte og stormende relationer, så han var aldrig blevet gift på ny. Og nu var han 48, så han mente, at det var ved at være for sent. Ikke at det interesserede ham synderligt.
“Jeg går ikke ud fra, at man har tid til et giftermål på et skib?”, han kunne selvfølgelig tage fejl.

Vashti kunne ikke forstille sig ikke at rejse, det havde hun jo altid gjort med sin far, ikke fordi et piratskib havde været et godt hjem for et barn. Nej tværtimod var det nok en grund til, hun var som hun var nu, og havde lært at pakke sande følelser væk, dybt inde og smide nøglen væk, ikke den sundteste ting at gøre, men det gjorde hverdagene nemmere at takle. 
Kun ganske få folk fik lov til at se de sande følelser, for det var ikke alle hun stolede nok på, faktisk næsten ingen hvis hun skulle indrømme det. En kaptajn skulle passe på, for der var altid folk der ville prøve at overtage, især hvis man var kvinde det var stadig en meget mandestyret ting. 

Hun så på ham som han rette blikket imod hende, tydeligt vis ramte hun noget forkert, det fik hende til at sænke blikket en smule. At miste nogen man elskede kendte hun til, hun havde set sin mor blive dræbt imens hun selv havde siddet gemt i et skab, så hun forstod og kort lod hun den dårlige attitude være væk " det gør mig ondt, beklager spørgsmålet, du behøver ikke snakke om det med mindre du vil" dette var ord der blev sagt med god mening. Men efter hun tog en slurk af hans hjemmebryg, var attituden tilbage. Vashti lod blikket vandre ud ad vinduet, imens der kort var stilhed imellem dem, hun var jo ikke så følelskold som hun gav udtryk for, men kunne heller ikke vide at det var et ømt punkt for manden. 

Blikket gled tilbage til ham, et hæst grin slap hendes læber " nogle søfolk indgår forhold, men sjældent pirater" sagde hun ærligt, før et skævt smil gled over læben " jeg får ikke et forhold, der er sgu ingen der kan holde mig ud hver dag, eller for den sags skyld holde på mig, nej jeg har det bedre med at have mænd og kvinder i hver en by og havn" rettere sagt så horede hun, drak og skabe ballade hver gang, hun var i havn....
For ikke at glemme de hede stunder der kunne være på skibet under de lange turer, men jo måske hun ville ønske at kunne elske en så meget som hendes far havde elsket hendes mor, eller hvad man sagde, hun havde været slave for senere hen at ende som hustru. Hun lod sig drikke lidt mere " så i morgen forventer du jeg hjælper med noget?" måske et meget godt emneskift for dem begge. 

Godtfred kunne slappe en smule mere af i Vashtis nærvær, i det øjeblik hun vidste en blødere side af sig selv. I et kort øjeblik virkede hun sympatisk og menneskelig, modsat den kaptajnrolle hun tydeligvis måtte opretholde for at få sin nødvendige respekt. Han fjernede sit blik fra hende og kiggede ud af køkkenvinduet på ny. Piben blev stadig holdt i arve; han blæste en ring af røg, før han besluttede sig for at sige mere til sagen: 
“Der er ikke noget at undskylde for og ikke meget at sige. Vi mistede barnet, hun døde året efter. Simpelt og tragisk. Jeg forestiller mig, at et liv på havet er hårdt, men det er gårdlivet også – men på andre måder går jeg ud fra”.
Godtfred kløede i det mørkerøde skæg, og lod piben brænde ud, hvorefter han lagde den på bordet for at tage sit krus i hånden, så han kunne skylde de dårlige minder ned igen. Der var virkelig ikke mere til den historie; Inger havde bare været uheldig, og det var tragisk, for hun døde i sådan en ung alder, men det var ikke ualmindelig. Slet ikke ualmindelig; heler ikke selvom man ønskede andet.

Vashtis svar kom ikke ligefrem bag på ham. Det virkede som om, at hun var ganske tilfreds med den måde at leve på. Godtfred kunne ikke lade være med at tænke på, at det kunne være en kende upraktisk. Var meningsløs sex den rette vej frem i livet? Han kunne selvfølgelig ikke vide, om Vashti følte mere for alle disse mænd og kvinder, end han antog, men han skulle ikke blande sig. Han var udmærket klar over, at hans måde at gøre tingene på ikke var alles kop te. Godtfred mindes, at han ad flere omgange var blevet kaldt kedelig.
“Javel ja”, blev svaret, da han mente, at han burde svare, men ikke vidste hvad. Andre folks sexliv kom jo egentlig heller ikke ham ved. Specielt fremmedes.

Godtfred rystede på hovedet til hendes næste spørgsmål.
“De er min gæst. Gæster skal ikke gøre mine huslige pligter”, afslog han. Bare at have en person til at hjælpe sig uden at han havde overvejet det i længere tid, så var det som at have for mange kokke i køkkenet. Han vidste præcist, hvordan han ville have det, og når andre blandede sig, var det ikke til at finde rundt i. Desuden var det hans hjem. Gæster skylle ikke arbejde i hans hjem.

Vashti kunne måske vise ham lidt mere menneskelighed, men så igen hun vidste der var en farer ved det, dog var han måske en der ikke ville misbruge det? Hun måtte se ham mere an før han fik et dybere indblik, men så igen var der nogle rare ting ved at lade hårdheden falde lidt, det kunne være trættende til tider altid at skulle være på og i centrum. 
Hun betragtede lidt som han røg, det var dog en ting hun aldrig havde gjort sig i, så heller hælde mere rom indenbords, blikket rette sig mere imod hans øjne som han uddybede, lytte og rykke brynene lidt tættere sammen, havde ikke rigtig tænkt over at dette liv også kunne være hårdt.  " du har været hårdt ramt, jeg har nok ikke tænkt over at gårdlivet også er hårdt" erkendte hun og flytte blikket fra ham. 

Lod sig drikke lidt mere, imens hun betragte sine smykker på hænderne en smule, nappe sig tænksomt i læben og vippede lidt på stolen. Hun ville ikke kunne være i et forhold, det ville være for fastklemt og der ville være for meget mistro. Et suk slap hende som han afslog at hun skulle hjælpe, se det var lige hvad hun havde håbet, for hun ville bare gå i vejen, så hellere sidde et sted og betragte hans arbejde, det var hun god til. Hun vendte blikket tilbage imod ham, måske det var på tide at dele lidt med ham? Noget de færreste vidste om hende, måske noget der kunne forklare hvorfor hun var så hård en negl. " min mor blev dræbt da jeg var 6 år, jeg så det ske, hun redde mit liv. Min far tog mig til søs, men med årene lignede jeg min moder for meget, han gjorde ting fædre ikke skal ved deres børn.... Det er ikke nemt at være pirat, og er jeg ikke hård nok, så knækker de folk dit liv er måske hvad jeg i sandhed havde håbet på. Men jeg er min egen herre nu..... Fortæller du dette til nogen andre, er du en død mand, jeg deler normalt ikke ud af min fortid " hun lod et suk slippe før blikket fjernede sig fra ham. 

Vashti rejste sig op hun havde siddet for længe, hun strakte sig en smule og skævede til ham " er det så nu jeg får en lille rundvisning?" spurgte hun. Ikke at det interesserede hende meget, men hun skulle vel vide hvor hun sov og hvor hun pissede? De var så sandelig to meget forskellige folk.