Det var bestemt ikke let at være Khorne. Hun havde efterhånden gået rundt lidt på må og få det sidste år, uden rigtig at finde et sted, hvor hun følte sig hjemme. Hun havde faktisk ikke følte sig hjemme, siden Gorn blev dræbt, og hun havde hvileløst søgt efter hans morder. Dag ud og dag ind. Indtil hun måtte give op. Eller i hvert fald holde en pause. Det var hårdt at søge utrætteligt efter dem, som havde myrdet hendes elskede. Den dag i dag havde hun stadigvæk svært ved at tro på, at hun aldrig ville se hans ansigt igen. At hun aldrig ville kysse de rug læber igen, eller mærke hans hugtænder mod mundvigende.

Så nu gik hun altså bare rundt. Lavede bål for natten og sov på jorden, for så at fortsætte sin søgen næste morgen. Hvad præcis hun søgte efter vidste hun ikke helt. Måske var det en eller anden form for tryghed ved nogen. Et hjem. Et rigtigt hjem. Hun havde trods alt ikke mange penge, efter at have søgt efter Gorns mordere så længe. Hun måtte i gang med sit job som legesvend igen, og måtte derfor tage til byerne igen snart. Hun havde brug for arbejde, for at kunne overleve og få mad på bordet.

Oppe i luften fløj hun, mens hun så ud over landskabet. Det var ikke tit hun brugte sine vinger, men da hun så en lang kløft, som strakte sig så langt som hendes øjne rakte, så kunne hun ikke lade vær med at lande tæt ved den. Hun ville gerne se nærmere på denne kløft. Som hun landede trak hendes vinger sig ind under huden. Hun skar en grimasse, som smerte skød igennem hendes skulderblade, som vingerne forsvandt under huden på hende. Tattooveringen på hendes ryg viste et par vinger, nu hvor vingerne havde trukket sig ind igen.

Med et suk knælede hun ved kanten af kløften, og så ned. Der var intet andet end mørke dernede. Man kunne ikke engang se bunden. Hmm...

Khorne måtte indrømme, at hun aldrig havde set en kløft som denne før. De fleste ville man kunne se bunden på, på et tidspunkt, men denne? Der var helt sort dernede, og tågen lå tæt om de første par meter ned også. Det var slet ikke som i bjergene, hvor tågen på et tidspunkt lettede. Ja, selvfølgelig kunne tågen da også lette her, men det havde den altså ikke gjort endnu. Hun var ikke helt sikker på, om hun ville svæve lidt dernedad, for at se hvad der var på bunden. For at se om der overhoved var en bund. Hun var trods alt nysgerrig.

Som dragefødt var hendes syn ikke det bedste, men hendes hørelse? Den var fænomenal. Hun kunne da også høre, da noget meget småt og let landede i et træ i nærheden. Hun gik dog bare ud fra, at det var en fugl eller noget i den stil. Det var i hvert fald ikke noget stort væsen, udfra lyden at bedømme.

"Hvem der?" spurgte hun dog alligevel ud i luften, for at være sikker på, at ingen sneg sig ind på hende.