Beanstalk 02.03.2022 19:28
Det tog ikke lang tid, før skikkelsen, der ville forevigt nu være hans kone, medmindre katastrofer skulle ske, opstod foran Jontar. Eller i prinsens periferi, for deres afstand var endnu, så den ikke kunne beskrives som lige foran hinanden. Dog var det tæt nok til, at Jontar kunne bedømme hende. Måske var det, fordi han havde accepteret sin faders valg, at Jontar var mere åben over for det. Havde hans fader gjort dette for et år siden, kunne fyrsten have valgt det perfekte match, den ideelle kvinde i Jontars øjne, og prinsen ville endnu være utilfreds. Men med aftalen gjort og afsluttet, havde Jontar accepteret sin skæbne. Han havde haft mulighederne for at skabe den selv, men i sidste ende var den blevet overladt til hans fader.
Uanset hvad var kvinden i haven ikke grim af udseende. Langt fra. Hendes mørke og glødende hud afgav nærmest effekten af at komme fra byen, men dette vidste Jontar værende forkert. Dianthos var hendes lokation. De halvstore krøller fyldte meget omkring hende og indrammede hendes yndige ansigt. Læberne var fyldte og store.
Én ting opstod i Jontars sind, da deres afstand blev kortere og kortere.
Havde hans fader virkelig formået at finde en passende modpart for sin nok så kræsne søn?
Kun få fod værd af afstand var mellem dem. De stod begge stille, evaluerede hinanden uden tvivl. Dette var ikke kun et valg truffet for Jontar. Det var også fra hende. Derfor valgte Jontar at komme dette til gode for hende. De var to sider af samme skæbne. Derfor lod de skarpe læber komme op i et halvkækt smil, men endnu var det venligt. "
Sikke en yndig kvinde, De er," sagde Jontar og bukkede dybt for hende. Nok lidt, fordi han kendte sin fader. Meget vel var de alene, men der kunne snildt være spionerende øjne og ører på dem. "
Jeg er Jontar af Kazimi, søn af fyrst Sephyran." Atter havde Jontar rank ryg og dermed den høje grund over hende. Mon denne kvinde havde nok ben i næsen til at få en prins af syden i knæ?
~ Don't just take me as a handsome face. I am so much more than that ~