Tid: ud på natten
Sted: en afsidesliggende klippehule
Vejr: regnfuldt og diset

Klippen var stejl og gik næsten lodret ned i de vilde bølger ved begyndelsen af de høje bjerge. De mørke tinder, der udgjorde Kzar Moras bjerggrænse, kunne ses knejse over regndisen, som en falden drages takkede rygfinner. Det gamle krogede egetræ der stod med rødderne solidt klamrende omkring klippekanten udgjorde et perfekt punkt at rapellere ned ad den stejle klippe til hulens gabende åbning. Det var hårdt med sækken på ryggen, i mere end én forstand. Hun havde været en træls kunde i længere tid, og han havde i sidste ende forbarmet sig over hendes ubehagelige væsen og givet hende dødsstødet efter at have fulgt hende hjem igennem de mørke gader. Desværre var hun ikke til at komme af med så nemt som han havde forventet, og med kløvkniven stadig dryppende, havde han kvast hende så godt sammen som hans styrke formåede ham, bundet hende op med reb og stoppet hende i den store, vandtætte sæk. Kun toppen af hendes gråsprængte hårpragt kunne anes i toppen, og kunne derfor ligeså godt være et langhåret dyr han havde været ude og hente hos en jæger.

Han sikrede sig at der ikke var nogen i nærheden, så godt han kunne i den grå regndis, og begyndte den farefulde nedstigning. Han sikrede rebet i sit bælte og sank sig selv og dødvægten fra en gamle kælling ned langs klippesiden. Hans fødder stemmede hårdt imod klippen og sveden piblede frem under hans krøller mens han kæmpede for at holde sig oppe. Det var anstrengende arbejde men snart var han dernede hvor han vidste at hulens gab begyndte. Han kantede sig ned langs åbningen med fødderne indtil han kunne svinge sig ind i det klamme, fugtige mørke. Hans fødder ramte det ujævne gulv og han måtte stabilisere sig lidt for at få hele byrden af sækken med ind over kanten inden han lod rebet hænge og placerede sækken på gulvet. Læderet knagede en smule som var det kællingen, der jamrede lidt fra sit fængsel. Men han var nu ret sikker på at hun havde udåndet.

Han gik længere ind i hulen og strøg sit fyrtøj over en fakkel der hang på væggen. Gnisterne satte sig i tjærekluden der var omsvøbt om træet og gav hulen et orange gyldent skær, som en sommermorgen, meget i kontrast til den mørke, tomme åbning ud til nattens regntåge. Hulen var ikke synderligt dyb, men man kunne se lidt symboler og runer malet på væggene, til ære for Kile, og et alter for enden, en primitiv bunke kranier samlet til en forhøjning omkring hvilken der lå knogler og tørrede, døde blomster. Der var en lugt i hulen, det var ikke råd, men den var tung og metallisk. Gulvet var plettet mørkt og to fade med olie stod på hver side af alteret. Han greb faklen og lod flammerne ramme olien så lyset slog endnu mere op i hulens indre og fik de fugtglinsende vægge til næsten at virke levende og pulserende i det flakkende skær. Lyset afslørede en bunke knive og andre genstande, der måske normalt tilhørte en slagterbutik, men var endt hernede i hulen. Deres metal var gammelt og råt af rust og andre farver der havde præget de nu sløve, hakkede klinger.

Han trak dem frem og lagde dem ud foran sig på gulvet hvor han begyndte at gennemgå dem én efter én som om han overvejede hvad der bedst kunne få blodet til at flyde fra den stadig varme krop i sækken, da der kom endnu en nu klagen fra læderklumpen. Han standsede og rynkede panden mens han strammede grebet om det lange spidse spyd man sædvanligvis gennemborede et vildsvin med for at holde kroppen mens man flåede skindet af den. Han vendte sig langsomt og så mod lædersækken, som ganske rigtigt var væltet. En slap hånd havde undsluppet rebets samling foroven, men den lå stille og ubevægelig. Han kneb øjnene sammen mens han studerede hende nærmere før han vendte sig om igen og stod lidt og overvejede sine muligheder, før der kom en ny lyd bag ham.
"Duuuu..." kom ordet, gurglende og langtrukkent. En rislen løb end langs hans rygrad. Normalt var han ikke en person der blev skræmt. Det var det sidste der kunne falde ham ind i realiteten. Frygt var noget han var vokset fra efter hans tid på børnehjemmet. Frygt var en fjern idé om at være svag og gemme sig. Frygt var ikke noget han genkendte eller regnede med nogensinde at møde igen, men her, alene, i den mørke hule med en sæk der tydeligvis indeholdt noget der ikke var dødt som forventet, var han overrumplet af den komplette følelse af frygt. Han vendte sig langsomt for at se på sækken der rystede sig lidt og rebene lod til at blive revet fra hinanden som havde kællingen en eller anden magt han ikke havde regnet med. Nu var begge hænder kommet ud og neglene skrabede mod det kolde stengulv for at hive hendes radbrækkede korpus ud af sækkens gemmer mens hun med knæk og knag i kroppen langsomt genfandt sin oprindelige skikkelse og langsomt rejste sig. Hendes kappes hætte var atter trukket over hendes hoved og skærmede ansigtet hvor han så to globelignende øjne begynde at skinne med et skær han ikke havde set mage til før. Han bakkede og bankede foden mod bunken af knogler omkring alteret hvor han greb ned og tog et stort lårben op for at holde foran sig.
"Bliv væk! Vig bort!" beordrede han hende, men hans stemme var vag og han mærkede hvordan hun kom nærmere og faklen og oliefadenes lys begyndte at forstumme langsomt som hun indtog hele hans synsfelt. Hun rakte sine gamle hænder frem imod ham, og i samme øjeblik gik et stød igennem hele hulen, som havde en usynlig eksplosion fundet sted lige bag ham. Det gav et sug i hans mellemgulv som han blev hevet hastigt bagud ude af stand til at gøre hverken fra eller til, og mærkede hvordan hulens omgivelser blev opslugt i et glimt og han var båret væk fra rædslen foran ham.