Tid: ud på aftenen
Sted: en gyde i Fristavn
Vejr: Støvregn

Blodet sprøjtede op som en fontæne da den skarpe kløvkniv sank ind i kraniet bagfra. Gyden lå øde hen, ude i den større gade kunne det gyldne lys fra gadelamperne anes som en glød i det fjerne, men inde i gydens mørke, kunne det knap give plads ud over i de våde overflader på stenhusenes mure; fugten og den glinsende støvregn lagde en film af fugt over alting, selv den lerede undergrund hvor brostenene endte og jorden tog over var smattet til.

Og hvis ikke den allerede havde været det, hjalp de gnistrende stråler af varmt blod til at blande sig med muderet og farvede det mørkere end det allerede var. Dråberne ramte hans kindben og pande og gled ned ad huden inden han fik tørret det bort med ærmet i en voldsom bevægelse. Hans blik havde været forsnævret, som i en tunnel af rødglødende lys der havde styret ham imod den fordrukne mand der var slingret ind ad gydens åbning for at forrette sin nødtørft. Så ikke nok med blodet havde den syrlige duft af urin blandet sig med fugt og råd fra de gamle trækasser og tønder der stod inderst i gydens mørke dyb.

Manden gav et sidste halvkvalt, gurglende suk fra sig mens livet ebbede ud af ham og han faldt på knæ og forover ned i muderet så hans ansigt blev snasket til. Et par dråber blod strømmede fra hans mundvig og hans øjne flakkede mens nervebanerne langsomt mistede deres livsgnist og han udåndede helt med en sidste krampetrækning igennem det tykke korpus. Moiran bøjede sig over ham og trak kløvkniven fra kraniet med en skurrende lyd og tørrede den af i mandens tunika så rester af hår, blod og hjerne kom af. Han havde rigeligt med tid inde i gyden. Det var efterhånden blevet et godt sted for ham at få de stakler med som han kunne bruge til noget. Manden her ville blive omsat til fortrinlige skinker ihvertfald, og måske nogle velhængte pølser, så snart han havde fået skåret det fra som ikke kunne bruges. Leveren ville ihvertfald være synd at gemme med hans stank af øl og sprit.

Med kyndig hånd gik han igang med at skære det fra han vidste ville blive bedst og smed det ind i den vandtætte lærredssæk han havde medbragt sig den aften fra slagterbutikken. Da det stod klart at resterne ikke var til megen nytte fik han dem bakset over til et hjørne hvor et dræn ned til undergrunden, hvad der mest af alt kunne minde om en form for primitiv kloak, fik det resterende af kroppen skubbet ned i så den forsvandt med et plask i mørket dernede og højst sandsynligvis drev med dagens vandmasser. Der var kommet en del mere regn disse dage så dræn og brønde flød med vand, og ville højst sandsynligt bære liget af den fordrukne søulk med sig bort fra byen, bort fra mistænksomme blikke og ud i Diamantbugten, hvor fisk på rov kunne få gavn af resterne.

Den enes død var den andens brød. Sådan var det i Moirans verden. Sådan havde det altid været, og denne nat satte punktum for en længere periode af nervøse trækninger og sitren i hans hænder når han havde stået og flået lam og okser for at komme ind til det gode kød og de store lår. Han svang sækken over ryggen og begav sig ud i den åbne gade og væk i aftenens mylder af larm og slagsmål og drukkenbolte der sang søviser til langt ud på de lyse morgentimer, hvor blodet for længst ville være vasket bort i gydens mudder.