TID: 2014

STED: Piratskibet, ' Den Stride Bølge'

VEJR: Stormer og regner

_______________

Det var formiddag, og det stormede og blæste. Det regnede også kraftigt, og det var svært at stå fast på skibets trægulv, så alle havde fat i enten siden af båden, masten eller andre steder. Nogen havde endda bundet et reb fast i masten, og så rundt om livet på sig selv, så de ikke blæste væk. Eller faldt ud af båden, når den gyngede kraftigt.

Dio havde også et langt reb om livet. Hun skulle ikke nyde noget af at falde ned i de iskolde bølger. Det betød den sikre død. Både fordi vandet var koldt, men også fordi man risikerede at få båden i hovedet eller bare drukne almindeligt, hvis man flød for langt væk fra båden selv.

Hun skar irriteret tænder, og holdt godt fast i rebet. Hun håbede virkelig, at de snart fandt et sted at lægge til kaj, så de ikke behøvede at blive kastet rundt mellem bølgerne på den her måde. Det var forfærdeligt sådan at falde og stavre rundt på dækket, når det regnede og blæste sådan.

"Land ohøj!" råbte udkiggeren fra masten.

Det betød at de snart ville lægge til et sted. Forhåbentlig da. Kaptajnen kom ud af sin kahyt, og spejdede mod horisonten. Så nikkede han til Dio, og råbte: "Mod øen vi sejler mande!"

Så Dio tog plads ved siden af Kaptajnen. Hun var nemlig hans næstkommanderende, og hun råbte: "Kom så alle sammen! Vi skal i land!"

Båden styrede da mod den ø, som udkiggeren havde set. Snart efter havde de lagt til kaj, og ankeret var gået ned. Dio sukkede lettet. Den her tur havde ærligt gjort selv hende lidt søsyg. Nu sejlede de ind til breden i mindre langbåde, og da de endelig kom ind, takkede Dio sine guder.

"Tak Nalish’ra og Zaladin," hviskede hun lavt, fordi hun vidste det ikke ville være populært, hvis hun sagde det højt. Hun vidste at de fleste her bad til havguderne, og bestemt ikke de mørkeste af de mørke guder. Nope.

Kort efter de var kommet ind til breden, begyndte en sælsom tåge at brede sig. Jo længere de kom ind på den lille ø, jo værre blev det. Dio sank en klump, men fulgte med de andre alligevel.

"Hvor er Jax?" spurgte udkiggeren, som gik ved hendes side, og pludselig havde opdaget, at nogen manglede.

De andre trak på skuldrene, og hun sagde selv, "Pas."

Jo længere de kom ind på øen, jo flere forsvandt. Til sidst var der kun hende selv, Kaptajnen og Udkiggeren tilbage. Hun så utroligt omkring. Regnen var ophørt og selvom det stadigvæk blæste kraftigt, så stormede det ikke.

"Jax? Dollar? Dandy?" kaldte Kaptajnen strengt efter sin mænd, med flere navne derefter, men ingen reagerede.

"De er væk Kap," svarede hun med et skuldertræk, selvom det løb hende koldt ned af ryggen, og tilføjede, "Jeg foreslår vi tager tilbage til bådene. Her er... klamt..."

Udkiggeren nikkede enigt. Så hørte de et skrig. Så endnu et. Og endnu et. Dio, ung som hun var, satte i løb i den retning, som hun var kommet fra. Flere skrig. Kaptajnen og Udkiggeren var nu også væk. Hun løb og løb og løb.

Noget blev slynget efter hende. Det var Kaptajnens afhuggede eller afrevne hoved. Tomme øjne stirrede på hende, og hun gav et skrig fra sig, men løb videre. 

Endelig nåede hun de små langbåde. Uden at tøve skubbede hun den ud i vandet. Hendes fødder blev våde. Så hendes ben. Så hendes liv. Hun hoppede op i båden, og roede så langt væk fra øen hun kunne. Endelig kom hun til skibet, men hun kunne ikke sejle det alene. Så hun roede videre. Det blæste kun svagt nu, og himlen var lys og luftig. Hun roede til hun nåede havn, og satte aldrig sin fod på et skib igen.