en ung mand kom gående ned langs floden i Azurien, han havde fået sin lommelærke igen. han havde den i sit bælte, og den var rysten og grim. men manden som hed Rumi havde det godt. alt gik som smurt for tiden. Senso holdte sig i skindet, og fik hans indre vrede lettere frem. Rumi havde det generalt godt.
Rumi kom gående mod Azurien for at finde en urt han ikke kunne støve op andre steder med en sæk med lidt forskelligt til rejsen. Rumi havde en lang heste hale, og kort resten, han havde en hvid skjorte og et par sorte bukser på, inde under skjorten var en medaljon, en der gjorde at han kunne ligne et menneske i farve.
han kom forbi en kvinde der solgte æg og Rumi købte et par af hende. han skulle alligevel finde på noget frokost. og da det var ved at være middagstid og hans mave knurrede. og han fandt et sted han kunne lave et par kogte æg. han havde bare brug for et bål, og vand var der jo lige ved siden af ham. han skulle bare finde en gryde han kunne bruge... havde han pakket sådan en ned?
Rumi gik videre med æggene i hånden og gik videre imens han så efter grene. hans røde øjne kunne ligne noget fra en dæmon. men det var han ikke. han var nemlig hverken en dæmon eller et menneske. han var langt fra noget af det.

