Hope 02.01.2021 00:10
Lyset og Elverlys alliance, havde medført mange gode ting, og nogle ting kunne man diskutere om de var positive, negative eller neutrale. Som en del af denne alliance, var det forventet at nogle af rådsmedlemmerne mødte op til disse større fester, 'at vise sig offentligt' det var ikke en skriftlig aftale, men det var forventede og hvorfor ikke berige deres minder med en selv? Det var netop med disse tanker hun havde sagt ja, til at rejse med Skyggeløv til Dianthos denne gang. For at deltage i vinterballet med Skyggeløv fik glæden af at sidde til møde, med de andre i højrådet, hvem end det endelig var. Men ikke nu hun skulle tænke på det, nu skulle hun forsøge at nyde ballet til de rejste hjem.Den let gennemsigtige silke kjole, som sad skræddersyet om hendes form, dansede let ved hver skridt hun tog, sløret som altid dækkede læber og hage, og i dette tilfælde sløret som gjorde at hun måtte nyde ballet uden drikke vare, et problem hun allerede havde begyndt at søge et sted hvor man kunne løse, et sted mere isoleret blot for et øjeblik. Et øjeblik uden, alle disse halvblods væsner også, hun var sikker på hun havde set en halv minotaur, og en halv trold allerede på så kort inde i festlighederne. Det støreste problem var dog ikke deltagerne i festen, det var de manglende sko og det kolde stengulv, at alle tider ikke at bryde sig om sko, måtte hun indrømme at næste bal hun tog tid måtte hun bide det i sig at lade sine fødder være fanget, dette forfærdelige gulv, som holdt kulden i sig, og kastede den om til ved hver berøring. Træ, var bedre til at holde kulden for sig selv, og netop derfor søgte hun de steder med tæppe, og langt fra gik med langsomme skridt når stengulvet skulle betrædes.
Det var også med disse hastige skridt hun søgte noget til at rede hende fra kedsomheden, eller et sted at være lidt mere sig selv, om det var en ridder på en hvid hest, eller om hun mødte hende om dette hjørne, bare noget til at gøre denne aften mere livlig. lad det være hende, lad mig møde min ørkenblomst denne aften! blot tanken gjorde hende glad, fik et glimt i de lilla øjne, og et smil underlæberne og netop der stoppede tankerne, og smilet forsvandt som hun faldt til gulvet med en mild smerte i næsen efter at have ramt nogen, noget, som hun vandrede om det hjørne. Et dybt, lettere irreteret suk forlod hende, som hun hævede håndfladen og ventede på at hvem end der havde været klodset nok til at lade hendes bag møde det kolde stengulv, ville hjælpe hende op. De lilla øjne blev lavt som hun afventede at komme blive hjulpet på fødderne.
Måske, denne del med at blive set til disse....'festligheder', er en dårlig del af vor aftale.
Krystallandet