Timer var gået langsomt den dag, intet var sket, de red bare hjem af. Altid kedeligt når de to eftersøgte ikke gjorde noget, blot overgav sig og vandrede ved deres side. Jo! De havde et ræb om deres håndjern, og håndjern som gjorde det svært, næsten umuligt, for dem at benytte deres evner. Så der var ikke meget kamp at gøre, specielt ikke da de kun var to denne gang, men de sagde ikke et ord? De gik bare, med blikket i jorden, og havde givet op. Et dybt suk forlod hende denne efterårs aften, som en by kom i sigte. Stenson og Peer var dybt fortabt i deres samtale, resten red stille som Akurra gav ord. "Folkens, den stald der, vi sover nær den, jeg skal nok informere byen. Sæt op, og nyd timerne. Hvis de forsætter med at være så stille så får vi en rolig nat igen." hun lyd på ingen måde hård, men alligevel en tydelig ordre. hun smilte let over skuldren som hun let hoppede af hesten før den endelig tog stille. "Stenson, jeres forhold kan vente, tag dig af Bella." fniste hun let og sendte et smil hans vej. Siden den dag med Juju, havde han haft det lidt hårdt, men selvfølgelig på den kærlige måde man kunne være hård ved en rekrut, som snart ville være mere end blot det. Hun rystede let på hovedet over den tanke, og gik med et smil imod byen, mens de resterne holdt sig ude for byen som de var lært. "Alveet. Som altid, du bestemmer." Råbte hun glad tilbage til dem som hun træk den mørkeblå hætte så langt ned over hendes hoved. Udkantsbyer var ofte hårde ved halvdyr, det var lært så bedre at folk tænkte hun endelig var fuldblods menneske.

Efter at have spurgt lidt rundt var det nemt at finde ud af, stalden de var ved at sætte telte op nær tilhørte kroens ejer, så, med et smil på læben var det hvor hun nu var på vej til. Typisk hende gik hun ikke hurtigt, hun nærmest træk den ene ben efter det andet, de tætte læder bukser, den let puffet mørkeblå stof trøje, kæde bæltet, hvor i en bog, hendes sværd og nøglerne til deres fangers håndjern. Den mørkeblå kappe typisk hang og dækkede den blegehud og de mange skæl som efterhånden dækkede hende.Hun sukkede som hun dovent lod sit halvt falde over bardisken, og lod sine albuer møde kanten. "Kro fader?" spurgte hun med det samme, de to gyldne flasker som altid hang om hendes hals, sammen med det mørkeblå insignia klang som de ramte hinanden. "Ja?" svaret den mellemaldrene mand hurtgit. "er du okay med vi sover på din jord?" spurgte hun med det selv samme smil hun havde siden hun begyndte at gå imod kroen. "Hvis ja, en mjød, hvis nej, en whisky." han lo let, og sendte hende strakts en mjød. Et høfligt nik og en krystal eller to, blev givet retur. "De savner mig nok ikke i nu." fniste hun let, og lod kruset møde hendes læber. Nogle blikke faldt dog på hende, ikke af andet end de håndjern hun selv havde på. En per hånd, men ingen kæde mellem dem.

En fremmed landsby, fremmede lyde, dufte og indtryk. Efter Lianna og Mathilda havde sørget for at få Alf sikkert hjem, havde intet rigtig været det samme. De frygtelige oplevelser havde sat sine spor og ændret meget for ham, og selvom det var rart at være hjemme i landsbyen igen, omgivet af familie, venner og folk han holdt af, kunne det til tider også blive for meget at alle pludselig ville tale med en, høre hvad der var sket, hvordan han havde overlevet det hele. Så engang imellem svang han sig i sadlen og red ud for at finde et mere ukendt sted at nyde en øl eller ti. Denne aften var ingen undtagelse, på vej hjem fra en jagt med sin sædvanlige gruppe havde han drejet af ved en korsvej, pænt ønsket de andre på gensyn og var reddet mod den lille landsby han havde fået øje på. Alle omkring ham var efterhånden så vant til at han stak af på den måde, så ingen stillede længere spørgsmålstegn ved det, det var bare blevet sådan, Alf var.

Hesten blev bundet til en pæl i udkanten af byen, og efter at have givet den både vand og et æble, begav han sig nu det sidste stykke op mod hvad han formodede var byens kro. Han kunne høre lyde af folk der skålede, sang og hyggede sig, så han regnede med at han var på rette kurs. Kort efter fandt han da også kroen, og tog i døren. Det skulle gøre godt med et krus øl, ovenpå den lange dag i sadlen. Da han kom indenfor, var han dog lige ved at gå baglæns ud af døren igen med det samme. I stedet stoppede han helt op som døren gik i bag ham, og stirrede i et par sekunder bare på det, hans blik havde fanget som han trådte ind i rummet. Det er løgn, kan det virkelig være hende…? Efter alle de år, hvad er oddsene lige for det? 
Der var dog ikke meget at tage fejl af, kappen og de 2 flasker om halsen kunne han genkende hvor som helst. Det var virkelig hende. Hans hjerte begyndte at banke en smule hurtigere, som han tog de få skridt hen til baren. Han forsøgte at placere sig i den modsatte ende end hende, men da kroen her var ret lille, efterlod det højst et par meter mellem dem. Uden at se på hende, henvendte han sig nu til kroejeren. ”Et krus øl, tak.” Smilende modtog han sin bestilling, og langede det nødvendige antal krystaller over disken. 

Hun sukkede let som kruset møde bar disken, langsomt lod hun tungen hilse på verden, den hang bare lidt fremme og tog dufte og fornemmelser til sig, den hang længere end nødvendigt som den opfangede en særlig duft, langsomt forsvandt den ind som Akurra tog blikket til sin side, og lod det falde over en ung kvinde, som sad ved bordet til hendes side. Hvor Alf kunne se vidste hun ikke, at han var der, vidste hun stadig ikke, men som uniformen kom kort i syne for hendes eget blik sukkede hun dybt og valgte hun blot at lade blikket falde over den unge kvinde, som for et kort øjeblik fangede hende, og igen lod hun kruset møde hendes læber. Som kruset forlod hende, fyldte et suk som tungen igen hilste på verden, og en hel anden type duft fangede hende.

I et sæt, lod hun blikket falde langs bar disken, og lod blikket hvile på Alf, og blinkede nogle gange som hun lod blikket undersøge ham nøje. Sidste gang hun hørte hans navn var nogle af jægerne i deres hjem by efter et jagt der talte om han var hjemme igen. Hun fniste let som hun meget modsat hende selv, faktisk i god hast endte på stolen ved hans side. Krusset stadig i hånden og hun fandt sig tydeligt til rettet før sagde et ord. Hun lagde sig nærmest over disken, doven som altid, men med et noget kun større smil på hendes læber end hun nok selv var klar over. "Må..være ærlig at sige det er godt at se dig Alf." lyd det efter hun var kommet godt til rette. Nogle kun flere ar dækkede hendes krop en tidligere, både hænder, ansigt have skæl nu,samt de store faktiske ar over næsen og den lille rille på læben, og selvfølgelig det sære med håndjern. Dog i en hast valgte hun at gøre noget sært. "Tag dem, for nu" lyd det, som hun rækte de to sværd hun før havde på hendes side, over til ham, ordende var halv kommanderende.

Ud af øjenkrogen fornemmede han svagt kvindens reaktion på ham, tydeligt ligeså overrasket som han selv. Hun havde dog altid været mere impulsiv end han, så da hun sekundet efter dumpede ned lige ved siden af ham, gav det et sæt i ham. I alle de år der var gået, havde han troet det var hende der ikke ønskede kontakt, eller så meget som se ham igen. Hun… taler til mig…?? Overraskelsen var ikke til at tage fejl af, den lyste ud af ham, som han forsøgte at aflæse hver eneste af hendes bevægelser, afkode hendes ord, toneleje, blik. I guderne hvor var det dog rart pludselig at se hende igen, men på samme tid skar det også dybt i hjertet og gav genlyd i både det frygtelige brud, og det savn han havde lidt i de mange år siden. Der var ikke gået en dag, uden han havde tænkt på hende, mindedes deres tid sammen på både godt og ondt.

”Øhm, det… Er også…. Godt at… se dig igen…” Han fumlede over ordene, en underlig blanding af nervøsitet, forvirring og glæde herskede i hans krop. Det var på en gang frygteligt akavet og helt vidunderligt at tale med hende igen. for at bryde stemningen bare et øjeblik tog han kruset op til munden og tog en slurk. Hvad pokker siger jeg? Hvad skal jeg tale med hende om? Han fik dog ikke meget tænketid, før hun rakte ham sværdene, og hans forvirring kun blev større. Han tog imod, men kneb øjnene sammen og så undrende på hende. ”Tak, men… hvorfor?” Ubevidst lod han en finger glide langs den del af hans ar, der løb langs hans kindben. Selvom det var ved at være et halvt år siden, havde han stadig ikke helt vænnet sig til arret, der nu løb langs hele venstre side af hans ansigt, og ud på øret.

Hun lod blikket følge hans, og kunne næsten ikke lade være at fnise over hans nervøsitet, som kun blev tydeligere som hans talte. Hun træk vejret dybt og tog det ind et øjeblik som hun så ham fumle lidt med sværdende. Det var år siden hun havde set ham, snart ti, over ti måske, og alligevel fandt hun sig selv i at betage hans udsene en smule. Han havde ikke ændret sig ret meget, flere muskler, han var højere, mere skæg, og nogle ar, og noget ved hans blik som var meget andeledes. "Det.." var det tøvende ord som svaret som sværdet endte i hans hænder. hvordan forklare man lige det? "Har gjort noget dumt..men det kan vente..." igen tøvede hun ved hvert ord, og et dyb suk forlod hende som krusset mødte hendes læber.

Tungen hilste på verden som krusset endte på bordet, han dufter som ham selv. Var mere rart end hun troede at lade den duft ramme hendes tunge igen."Jeg.." ordende døde igen lidt ud, blikket havde ikke forladt hans krop og ansigt siden hun så ham, og, gruppen ude ved standen, de ti folk der endelig ventede på hende var glemt i dette øjeblik. "Hvad..skete der? Havde en utrolig bekymret Lianna hos mig en dag? Så...hvad i..hv..." hun sukkede og lod stemmen dø ud og hun rystede let på hovedet og lod blikket falde på bordet foran hende. "..Hvor var du?" spurgte hun undrende, som sukket endte. Hun havde haft mange tanker om hvad der kunne være have sket, og de endte altid ud i noget træls, noget ubehageligt, og ofte i hun var skræmt for hvad hun endte med at tænke. Flere gange siden hun havde hørt han var tilbage havde hun overvejet at besøge ham, at se ham, men tiden havde bare aldrig været der.

Hendes fnis, på en gang rart, savnet, men også underligt, var det ham hun fniste af? Han skød tanken væk som hun atter talte, og han så undrende på hende. Gjort noget dumt, det lød ikke godt… ”Hvis… Du er i problemer… Hjælper jeg gerne, hvis jeg kan…” Han faldt stadig lidt over ordene, men det gik da en smule bedre med at tale nu. Det føltes helt vildt underligt at sidde her og tale med hende igen, som om intet var sket, som om de sidste ti år ikke havde været andet end nogle få dage. Han hjerte bankede stadig hurtigere end normalt og hans håndflader var svedige, som var han pludselig den lille, usikre 16-årige dreng igen. kruset blev atter løftet til munden, som han tog endnu en slurk af sin øl. Lidt af det hvide skum satte sig i hans overskæg, uden at han bemærkede det.

Da hendes stemmer atter lød, så han igen på hende og lyttede. Et svagt smil gled over hans læber, hvor typisk…. Her prøver man at komme lidt væk for at UNDGÅ at skulle tale om, hvad der var sket…. Underligt nok generede det ham dog ikke nu hvor det var hende, der spurgte. Han rømmede sig derfor, og lagde den ene underarm på baren så han på den måde kunne læne sig, og samtidig sidde mere med fronten mod hende. ”Hah, typisk Lianna, at bekymre sig sådan… Hun er godt nok blevet stor, hun tog jo ud helt på egen hånd for at finde mig…” At snakke om sin familie var nemt nok, og især om hans yngste søster, som virkelig havde vist sit værd da hun havde taget opgaven op med at finde ham. ”Hvis bare jeg vidste, præcist hvor jeg var endt, men ser du…. Jeg var jo på jagt med gutterne, og den morgen vi skulle rejse hjem følger jeg et spor i skoven, som leder mig til en lille lejr med en enkelt kvinde der byder mig på morgenmad, og det næste jeg husker er følelsen af at sejle, efterfulgt af mørke igen, og da jeg langt om længe kan se og høre ordentligt bliver jeg holdt oppe af 2 mænd. Jeg tror det må have været nogle af Mørkets mænd, der fangede mig. de havde forvekslet mig med en anden åbenbart, og da det gik op for deres overordnede fik de ordre om at skille sig af med mig, så jeg blev smidt ud over en skrænt, og ramte havet. Tro det eller ej, men jeg blev fundet af en havfrue efter at have drevet bevidstløs rundt i havet i noget tid, og hun hjalp mig ind til kysten, hvor en ung minearbejder hjalp mig til hægterne igen, og fik sendt bud efter Lianna, og sammen hjalp de 2 mig hjem igen.”
Han havde valgt en version der ikke var alt for detaljeret, han ønskede ikke hverken at skræmme hende, gøre hende bekymret eller gå i for mange detaljer. Hvis der var noget, hun ønskede uddybet, kunne hun jo bare spørge.

"Hvis… Du er i problemer… Hjælper jeg gerne, hvis jeg kan…" Hun sank en klump og smilte let til ham med de ord, men sagde intet i retur, blikket blev dog taget fra ham som det møde sad i hendes tanker et øjeblik, hendes blik virkede fjernt som dette øjeblik var hun ikke på kroen, men stirret ned på det forbandet papir der havde kastet hendes stolthed rundt som en hoppebold, i munden på en køter. Hun rystede let hovedet for at komme tilbage til kroen. "Beklager..Men det er dig der skal forklare først." lyd hun sikker i tone, som hun langsomt rettede sig op, sådan hun ikke længere lå over disken, men faktisk sad på stolen med fronten imod ham. Hendes ben blev sat over kors, knæ, mødte bagsiden af det andet knæ.

Hun nikkede flere gange som hun lyttede til historien, og tog forsigtigt blikket fra ham undervejs. Kvinde? Morgenmad? Den følelse Alf begyndte at forklare genkendte hun godt, ikke fra hende selv, men mange af hendes 'ofre' reageret sådan, beskrev det sådan, "Du blev forgiftet." tilførte hun til hans historien som han gid videre fra kvinden til båden,og så snart mørket blev nævnt sukkede hun, og det var tydeligt hun allerede nu forstillede sig muligheder for hvordan det ar kom til verden, som nu var på hans kind. "Havfrue?" hun blinkede ved dette udsagn, men smilte blot og rystede hovedet som hun lyttede til resten. Lianna? Og minearbejder? hun tippede hovedet undrende et øjeblik. "lyder..som der er sket meget mens du har været væk." hun sukkede dybt og lod blikket falde på krofaderne nær. "Hej..Rum, to glas tak." hun sagde ikke et ord for et glas stod foran dem, igen lagde hun nogle krystaller i hans hånd som han igen træk sig væk. "Skål." lyd det med et smil, som hun tog glasset til læben og lod det tømme.

"Ikke noget vi behøver snakke mere om, ville bare høre historien. Men hvis -de- havde fat i dig, så er jeg ikke sikker på jeg ønsker at høre for meget.  De er ikke venlige af sind." hun havde haft sine møder med dem, siden de nærmest overtog Danthos, i 2015, dog ikke uden brok fra hende og hendes kolleger, men hvordan mørket arbejdet, var desværre noget hun kendte til. "Glad for du sikkert kom ud af deres kløer." hun smilte let til ham, og først nu, med et drillende smil, tog hun ærmet over til ham, rystede på hovedet og fjernede skummet fra hans skæg, med et lavt drillende ord. "Knægt."

Hendes tone da hun bad ham forklare først undrede ham lidt, men han slog det hurtigt hen igen. <hun var vel vant til at være lidt hård i tonen via sit arbejde. Han havde godt bemærket det korte øjeblik, hvor hun var fortabt i egne tanker, og han var nervøs for, hvad det mon var hun havde gjort. Hun stod stadig hans hjerte meget nær, selv efter alle disse års adskillelse, og han ønskede hende intet ondt.

Da hun nævnte at han måtte være blevet forgiftet, nikkede han blot. Det havde også været hans egen tanke, men det var nu rart at få det bekræftet af en, der selv kendte en masse til gifte og deres virkning. Den unge kvinde havde ellers virket så venlig, men hun måtte jo have været i ledtog med, hvem end det så var der havde kidnappet ham efterfølgende. Alf sukkede kort, inden han færdiggjorde sin fortælling. Endnu et nik kom fra ham som hun, helt som forventet, studsede over udsagnet om en havfrue. ”Åh, ja…” svarede han med et suk, som hun konstaterede, at der måtte være sket meget med ham. Med en noget lavere stemme, nærmest kun en mumlen, tilføjede han ”Hvis du bare vidste….” Der var i sandhed sket meget, både i de mange år der var gået, men især i den tid han havde været forsvundet. Hele hans syn på livet, verden, forskellige væsner og hvad der var værd at kæmpe for, havde ændret sig en hel del undervejs. Godt nok var han allerede løsnet en del op overfor halvdyr siden han havde mødt Jason og set, hvor lykkelig han gjorde Freydis, og endnu mere da de først fik Nadiya. Den lille bandit havde virkelig smeltet hans hjerte. Men at hans liv havde været afhængig af en havfrues venlighed og hjælp, havde for alvor sat tingene i perspektiv og gjort ham langt mere ydmyg og taknemmelig. Aldrig igen ville han tillade sig selv at udtale så hårde og sårende ord om halvdyr, som han havde gjort dengang. At han overhovedet havde været sådan engang, lå ham så fjernt at det næsten føltes uvirkeligt. Havde han bare vidst dengang, hvad han vidste nu…

Hans tankerække endte da et glas landede foran ham, og de skålede. ”Tak for skænken. Den næste er på min regning” Sagde han med et drilsk smil. Som hun igen talte, blev smilet siddende, og han svarede stille ”Der er heller ikke meget mere at fortælle, slet ikke om de mænd der, jeg ved ikke ret meget om dem. Jeg formoder at jeg har været bevidstløs af giften i ret lang tid, og efterfølgende været meget afkræftet, så da de endelig fjernede hvad end de havde bundet over mit hoved, var lyset så skarpt i mine øjne at det var meget begrænset, hvad jeg kunne se, inden jeg røg ud over skrænten. Jeg ville ikke være i stand til at beskrive udseende på nogle af dem om jeg så blev betalt for at forsøge.” Et tørt, kort grin afsluttede hans sætning, inden han igen lod hende tale. ”Jah, det var vidst mere held end forstand. Hvem end de har forvekslet mig med, må enten være meget betydningsfuld eller have gjort noget der virkelig har pisset dem af. Og havde det ikke været for havfruen, havde jeg nok aldrig kommet i land igen, i hvert fald ikke i live. Og havde Mathilda, den unge minearbejder ikke fundet mig og taget sig af mig, havde jeg nok heller ikke overlevet. Da jeg endelig kom i land var jeg så afkræftet, at jeg hverken kunne åbne mine øjne ordentligt, tale, eller bevæge mig…. Hey!” sagde han, som hendes ene ord faldt idet hendes ærme ramte hans skæg. Han havde ikke bemærket skummet før nu, og at hun pludselig var så tæt på…. Det virkede på en og samme tid skræmmende og rart, det var alt han havde drømt om i alle de år, at få bare et lille øjeblik mere med hende. Og det ord hun brugte var hvad hun plejede at kalde ham dengang, enten når hun var drillesyg eller ville understrege, at han altså var en del yngre end hende. I guderne hvor var det skønt at høre hende kalde ham det igen….

Tiden havde virkelig gjort sit for det, dengang sære par, nok mere sært nu om dage. Hun var selv blevet noget kun mere seriøst i alt hvad hun gjorde, men siden den dag, den dag hun slog hovedet imod døren i gråd, havde hun beskytte alle om sig, selv på bekostning af hendes egen krop, de mange skader som fyldte, de mange skæl samlinger der nu var på hendes skyldte hud, de lange ærmer, den lange kappe, det var ikke med ingen grund at hun dækkede sig til. Hun havde jo intet haft at miste, so bedre deres kære leder som hun havde været i godt otte år snart, tog chancen, tog den svære kamp, gik først og kom sidst ud. Der havde været mange flere grunde, men i dette øjeblik, ønskede hun faktisk at mere af hendes blege hud stadig bare var hud, at mere af hende var som det var dengang. Som hun sagde til Lianna, var der ikke kun sandhed i hendes grunde dengang. Hun lyttede spændt på hans ord, men fokusset havde skiftet, jo, han blev da hørt men de hvide skum fangede hendes opmærksomhed mere og mere, og hun blev nød til at fjerne den, den var for blikfangende. Hun fniste let af ham,som han brokkede sig, med rystende hoved satte hun sig tilbage, og lod blikket falde over ham, og hvile, lige der, på den næse hun så ofte havde ladet sine læber fange i spas. "Du..behøver ikke betale noget." Hun sukkede og tog endelig blikket fra ham, og lod det falde på bordet foran hende, siden blev vendt let til ham, som hun først nu begyndte at gå hans historie igennem.

"Lad være at tænk for meget over om det er held eller forstand, eller skæbnen, eller guder der tog hånd om dig. Det skete, tog det med der gør dig stærkere." lyd det som hun endelig træk hætten af hovedet, og lod den hvile mod hendes nakke. Stadig de fletninger Freydis havde lært hende at lave, formede hendes pandehår som blev ført til den knold resten af håret var i, tydeligt en nem måde at sætte det på, tydeligt en måde de ikke kom i vejen, men håret var noget kun længere kortere end dengang for ti år siden. "Fokuser på hvad der skete, ikke alt det der kunne." uden at tænke lod hun hånden møde året ved hendes læbe. "Hvis..dette var dybere, en anden type magi..bla bla." hun rystede hovedet og fniste let. "Så..var meget andeledes for mig i dag..Men at tænke sådan for alle mine skæl, og mine tre faktiske ar." hånden faldt langsomt ned på bordet, den resterne kæde i håndjernet rystede og gav sin typiske klang af jern. Stille tog hun blikket til loftet og lod tungen hænge ude et sekund, to, tre, for at suge alt til sig, som den kom retur forlod en længere suk hende. "Mon, ikke du er ved at være voksen endelig?" spurgte hun ud i det blå som blikket kom retur til ham. "Hvad skal jeg nu kalde dig?" hun fniste og lod sit mjød fjerne den smag den gyldne rum havde efterladt på hendes læber, et varmt, kærligt smil kunne ses på hendes læber. Blikket, noget kun mere livligt end man normalt forventede fra hende.

”Det kunne jo være jeg gerne ville give? En sand gentleman lader ikke en kvinde betale, ved du nok.” Det sidste blev sagt med et drilsk smil og glimt i øjet. Om det var hendes selskab eller alkoholen der havde løsnet ham op var han ikke klar over, men han havde lettere ved at tale med hende nu, og lettere ved også at drille lidt, i det hele taget slappede han noget mere af nu end lige da han så hende. Ganske vidst hamrede hjertet stadig hårdt i baggrunden, og hans håndflader var stadig let svedige, men han forsøgte at ignorere det. For alt han vidste, kunne det her enten være chancen for endelig at have Akkura i sit liv igen, om det så blot var rent venskabeligt, eller det sidste stjålne øjeblik med hende, han nogensinde fik. Uanset hvilken en af de to muligheder det endte med, ville han gribe øjeblikket og nyde det så længe det varede, så han kunne se tilbage uden at fortryde, sådan som han havde gjort de sidste ti år eller mere.

Som hun trak hætten ned gik hans verden igen i stå et kort sekund. Det var fuldstændigt som at få et stjålent glimt fra fortiden, måden hun havde sit hår sat på, de fine fletninger Freydis havde lært hende at lave dengang. Hvor er hun dog smuk, om muligt endnu smukkere end dengang….
”Du burde vide at jeg tænker meget over den slags…” Ordene var ledsaget af et svagt smil, mens glimtet i hans øjne tydeligt var fanget et sted mellem fortiden og nu.  Hans blik fulgte dog hendes hånd, og med det samme opfangede han arret. Hvad har du dog lavet….? ”Tjah, du har nok ret. Men, nu er det jo sådan set din tur til at dele, hvad der er sket med dig” Alf dristede sig til at puffe blidt til hende med albuen, som for at understrege sine ord. Hendes næste kommentar fik ham dog til at le en smule. ”Tjoh, 28 år, det vil de fleste nok mene er voksent… Hvad med at starte med mit navn, og så kan vi altid tage den videre derfra? Medmindre selvfølgelig du føler et stort behov for at give mig et nyt kælenavn med det samme. I det tilfælde, så slå dig endelig løs” Han blinkede drilsk til hende, som han sagde de sidste ord. Der var ikke længere ret meget tvivl om, at alkoholen også havde en del af skylden til, at han blev mere modig og løssluppen. Hans krus med øl var da også ved at være tomt, og han gjorde tegn til krofatteren om at skænke ham en ny, inden han atter vendte sin opmærksomhed mod hende. ”Hvad kan jeg byde dig på?” Han holdt ved sit løfte om at give den næste drik.

"Hvis du så gerne vil stopper jeg dig da ikke." hun smilte let, og rystede hovedet af ham, af en mand der havde været væk i nogle måneder, måtte han have lånt krystaller fra en eller anden, men med hans familie og venner, var der nok massere som ville. Den hjælpsomme mand han var, var han nok stadig. Hun træk vejret  dybt som hun faldt i den fælde, at tænke for meget på den gang, på hvem han var. Stille lod hun blikket falde retur på ham med et smil som ikke mange havde været i stand til at få frem i hende. "Hvad mener du? Du tænker meget over hvad der reddet dig?" blikket blev dog mere seriøst i dette øjeblik, smilet forsvandt, det der dumme smil han altid fik frem på hende, det smil hvor alle kunne se hendes manglende tænder, og hvor tungen altid kunne fornemmest, men nu forsvandt det let, som den trælse seriøse samtale kom frem igen. hver er der sket med dig?

hun sukkede som det kom frem, og i et var hun ikke en stolt kvinde, faktisk en meget lille kvinde på stolen, ihvertfald sådan det føles for dem der så hende, blikket faldt på de to sværd han havde fået i øjeblikket de mødtes. Blikket gled stille langs gulvet til det håndjern der hang om hendes håndled og endnu et dybt suk forlod hende og blikket faldt på bordet foran hende. Mjøden fandt hendes læber som hun langsomt førte krusset tilbage. "Jeg..." hendes ord døde ud som blikket blev taget til gulvet igen. "Jeg er ikke den samme mere, tilhøre ikke engang mig selv nu om dage." Var det svar hun modvilligt endte med at svare og blikket hang lavt, fyldt af skam, og en smerte i stemmen. "Noget stærkt i det tilfælde Alf." stemmen var den samme, blikket lavt, en uvan frygt i hendes stemme, smerte, manglende stolthed, og uden evne til at kigge på ham. Den ene hånd tog nervøst fat i håndjernet, hun havde givet sig selv på.

Hendes svar fik ham til et le en anelse. Han havde stadig en del krystaller liggende hjemme på gården, han tog aldrig dem alle med når han tog på jagt med gutterne, og de skind og det kød som landsbyen ikke selv kunne nå at bruge solgte de jo som regel videre, så han havde så godt som altid et fint lille lager. Derfor gjorde det han heller intet at byde på en enkelt drink eller to, for gammel venskabs skyld.
"Narh, jeg mente nu mere at jeg ofte tænker for meget over ting, som jeg måske ikke burde tillægge så stor betydning, eller hvor mit fokus burde være et andet sted." Han håbede hun forstod, hvad han mente. Han havde bemærket hendes smil, og lunede sig indvendigt ved det. Det var en af de ting, han havde savnet ubeskriveligt meget i årenes løb, det smil som kun han og få andre kunne få frem i hende.

Han fulgte hendes blik som hun lod til at lede efter ordene, og en bekymring steg op i ham. Hvad var der dog sket hende? Der var ikke meget forklaring i det, hun sagde, men hans blik fangede håndjernet, og bange anelser dukkede op i hans tanker. Hun tilhørte ikke engang sig selv mere? Det hele lød ret kryptisk, og Alf kneb øjnene sammen i undren, som hans blik igen søgte at møde hendes. Han vendte sig dog kortvarigt for at bestille hende en whiskey, inden han blidt greb ud efter hendes håndled, hvor håndjernet sad, og så alvorligt på hende. "Akurra... Hvad er det her? Dine ord giver ikke meget mening.... Jeg håber du ved, at jeg til enhver tid vil hjælpe dig, hvis jeg på nogen måde kan... Og det her bekymrer mig lidt..." Han håbede inderligt ikke, at hun følte han trådte for langt, han var bare akkurat ligeså omsorgsfuld, hjælpsom og bekymret som altid. 

Det var svært ikke at lade ens sind vandre, til den gang, første kærlighed sad bare fast i en, ikke at tingende ikke havde ændret sig, der var intet som var det samme som dengang, alt var nyt, hans krop, hendes, deres arbejde, deres erfaringer, at sige de var de samme personer ville være en løgn, men samme tid sandt. De var de samme, lige nu, var de i hvert fald. "Gælder det kun din historie? eller også gamle minder?" spurgte hun med et lille smil, et lille håb om han stadig overtænkte ting fra dengang. Gjorde hun selv, den dag, den ene joke der sendte hende over klippen, var blevet genspillet alt for mange gange.

Hvad end hun tænkte blev ødelagt som hun mærkede hans hænder om håndledet, hun sank en klump og hævede blikket, selv den fortabte følelse, skammen, den manglende stolthed forsvandt et øjeblik som hun lod blikket hvile på hans hænder. giver ikke mening, vil hjælpe dig, bekymre. Hun lod bevist stilheden hænge mellem dem et øjeblik som hun ikke kun tænkte over hvad han sagde, men fandt også lidt tid til at tænke på de følelser som måske lå bag ved de ord han sagde. Men tiden blev dog mest brugt på at finde de helt rigtige ord, for hvad skulle hun sige, hvad ville blive sur, han ville hade det, han ville -hade hende- for det. "Jeg ehm.." begyndte hun før hun havde fundet de rigtige ord, som altid, tvang han ord ud af hende, om hun ville det eller ej. "er..en ehm..mands..slave." hun blinkede nogle gange, blikket stadig lavt, tydeligt havde hun ikke lyst til at sige det, tydeligt hun var overrasket over hun sagde det, og blikket blev taget fra hænderne mod gulvet væk fra ham. "På..en måde..jeg ehm...beklager.." beklager? beklager? beklager? hun vidste ikke selv hvorfor hun undskyldte, men skammen over hvad hun havde sagt var tydeligt.

Hendes spørgsmål var en tanke, han end ikke selv havde overvejet. Men når han nu gjorde, var svaret tydeligt. Hun havde været i hans tanker hver eneste dag, deres minder havde hjemsøgt hans sind mange gange siden, for ikke at tale om den frygtelige dag hvor alt gik galt. Mange gange siden havde scenariet spillet i hans indre, og hver gang havde han fortrudt så inderligt, at han havde fyret de ting af. Hvis han kunne tage det hele tilbage havde han gjort det på stedet for mange år siden.
"Tjoh, det gælder også minder... Noget specifikt du tænker på?" Han håbede inderligt hendes tanker havde været samme sted som hans, men han kunne ikke vide det med sikkerhed før hun besvarede hans spørgsmål.

Hvad var der mon sket hende? Hun virkede meget nervøs, hvad var mon årsagen til det? Svaret fik han kort efter, da hun endelig gik til bekendelse. Hendes svar fik det til at føles som om hans hjerte sank, og hans blik blev fyldt af en blanding af undren, sorg, bekymring og vrede. "Hvad mener du? Hvordan.... Er det sket?" Hånden holdt stadig om hendes håndled, det var lidt som om alt gik i stå efter hendes forklaring. Hvor ville han dog ønske, at han havde kunne være der for hende i alle de år der var gået, så havde det her måske kunne være undgået, eller han kunne have hjulpet hende noget før. Beklager? Åh nej nej nej, hun skal ikke undskylde... "Du skal ikke beklage søde, bare fortæl mig hvad og hvordan det er sket, og om der er noget jeg kan gøre for at hjælpe dig ud af det." Ordene var ledsaget af et omsorgsfuldt blik og smil. Akurra stod stadig hans hjerte meget nær, og vidste han at hun var i knibe ville han gøre alt for at hjælpe hende. 

"Tjoh, det gælder også minder... Noget specifikt du tænker på?" hun smilte et øjeblik ved disse ord, der var mange ting hun tænkte for meget over, ting der sad fast, ting der fangede en, dette var grunden til hun havde beholdt den stol han sparkede til alle disse år. Men det var ikke de glade minder i dette øjeblik hun faktisk tænkte på, men behøvede han ikke høre. "Ike..noget specielt." smilet var lidt skævt, normalt, var det netop de trælse ting hun fokusere på uden at havde noget der fangede hendes blik, og i dette øjeblik var der mere end bare en ting der havde fanget, øjne, skægget, stemmen, og meget mere, den duft, den vidunderlige duft. Nu, i dette stund, var det netop de det gode, hvilket bar grund til den skyld hun følte i dette øjeblik.

Hun vidste hvor dumt det var at sige dette til ham, og hun vidste også hvor dumt det ville være at forsætte historien. Hun vidste godt han ville tage hånd om hende hvis han kunne, han lyst til at hjælpe, hans lyst til at være der for alt og alle i problemer. Netop derfor sank hun en klump før hun talte mere, og stadig af ord hun endelig ikke ønskede at dele. "Kan du..huske det lån jeg altid brokket mig over? Banken der aldrig ville tage kontakt? Til huset." hun sukkede dybt og tog blikket fra ham, lagde det på sine knæ, som en mild rystende fornemmelse tog over hende. "..før vi kom sammen..Solgte jeg mig selv for det hus...Vidste... bare ikke sandheden..i mange år...seksten." hun kunne ikke kigge på ham, hun kunne ikke kigge nogle steder hende der ikke var gulvet eller hende selv. Skam, flov, og skyld, var nemt at genkende i hende. "undskyld.." denne gang skylde hun undskylde, jo,han vidste stadig ikke for hvad, men, hun håbede at han ikke spurgte mere, men det er ham, at vide dette er ikke nok, vidste hun godt.

Noget i hendes smil sagde ham, at hun ikke talte helt sandt når hun sagde, at hun ikke tænkte på noget bestemt. Tidspunktet var dog ikke lige nu til at spørge ind til det, den chance måtte han gribe senere hvis den bød sig.

Han lyttede interesseret som hun forsigtigt begyndte at uddybe sin historie. Huset? Kontrakt? Alf nikkede svagt, han kunne godt huske der var noget med det lån, men hvad der helt præcist handlede om havde han glemt. Hun havde solgt sig selv? For seksten år siden? Han slap modløst hendes hånd igen, det betød jo faktisk... At hun i princippet aldrig rigtig havde været hans, selv da de var sammen var hun i virkeligheden ejer af en anden. Hans blik gled fra hende og ned i gulvet foran ham, mens han bearbejdede hendes ord og tænkte over, hvad han kunne svare hende. Han kunne tydeligt mærke, hvor meget hun skammede sig over dette, men hun havde jo ikke vidst det... Hvis bare han kunne tage hende i sine arme igen, trøste hende og love, at det hele nok skulle gå. Men det her var ikke noget der bare lige kunne skubbes væk og forventes at blive løst simpelt og enkelt.
"Hvad undskylder du for, min kære?" Han tog sig selv i at falde tilbage i vanen med sine kælenavne og søde ord til hende, det var næsten umuligt for ham at lade være. Han bad til at hun ikke tog det ilde op. 

Hvordan han reagere på dette vidste hun ikke, men hun vidste at det ikke fik ham til at gå væk, men fornemmede at han ville komme noget kun nærmere, netop derfor tog hun blikket op for første gang i noget tid, på hendes håndled hvor han holdt. Både overrasket og dybt i hende en smule skuffet han ikke havde taget hende i armene, blikket faldt dog hurtigt igen. Han virkede ikke til at have regnet den ud i nu, men kunne hun heller ikke forvente af den magi løse mand, men at han ikke nu satte to og to sammen med hendes sværd, var faktisk lidt af en overraskende. "Jeg ehm..Det er ikke, et..sandt..magt forhold." begyndte hun at forklare det, mens en del af hendes skreg om at holde hendes kæft, at lukke munden nu, men hun talte, som altid nær denne mand. "..Magisk, har han magt over mig." og der faldt blikket til jorden igen. "Han..kan se gennem mine øjne, har han altid kunne. Når, han ønsker." dette var hendes ord, dette var noget af det hun virkelig ikke ønskede at dele med alf, manden hadede magi mere end hende selv, og blot tanken om hvordan han ville handle viden, en altid havde gloet på ham igennem hende. "Selv..de gange..vi ehm..bare var..private..Og alle andre." hun sukkede dybt ved disse ord, og forventede tydeligt noget fra alf, en vrede, både imod hende og den ukendte mand. Tungen sad mellem hendes læber, ikke ude, men blot spidsen som hilste på verden og tog stille alfs duft til sig før hun forventede at han gik.

Han mærkede svagt hvordan det var svært for hende at få sagt, og han frygtede det værste, som hendes ord langsomt kom frem. Var det mon noget hun selv var gået velvilligt med til i sidste ende? Eller hvad betød de ord ellers? Han satte pris på at hun fortalte ham om det, men samtidig blev han også mere og mere bekymret, for hvert ord hun sagde. Magi, det var noget af det værste i denne verden ifølge Alf, og bare det at hun nævnte ordet fik straks hans blik til at blive lidt hårdere, blandet af lige dele frygt og afsky. Hendes næste sætning fik dog hurtigt dette udtryk udskiftet med chok, denne mand havde kunne.... Se gennem hendes øjne når han ønskede? Så han havde måske set....? Nej, den tanke var for frygtelig, men snart efter blev den alligevel til virkelighed, som Akurra selv satte ord på det mest utænkelige. Alle hans mest skattede minder, alle hans allermest private øjeblikke, kunne være observeret af en ukendt skabning, denne mand der al den tid havde ejet Akurra uden nogen af dem vidste det... Tanken alene fik det til at vende sig i ham, som han måtte vende blikket væk fra hende for en stund. Ikke fordi hun på nogen måde vakte afsky i han, tværtimod, men denne ubudne, uønskede, blinde passager, parasit....

Hans hånd knugede sig om ølkruset som han satte det for munden og lod store slurke af det kolde, mørke øl glide ned gennem halsen. Han havde brug for et øjeblik til at tænke, bearbejde hendes ord. Han ønskede på ingen måde at handle overilet, men nøj hvor havde disse informationer vakt en vrede og afsky i ham, der var svær at tøjle. Da han havde drukket lod han kruset ramme baren igen med en noget hårdere kraft en nødvendigt, og et højlydt dunk hørtes i det meste af kroen. Hvis nogen kiggede, ville han blot stirre tilbage og få dem til at vende opmærksomheden tilbage til deres egne sager.
"Som du nok kan fornemme, kan det ikke undgå at påvirke mig at høre dette.... Det vækker en vrede i mig at høre, at denne mand har haft magt over dig helt uden din viden, og har kunne beskue hvert et øjeblik af dit liv som det passede ham. Selvfølgelig også over tanken om de øjeblikke vi to måtte have delt i al fortrolighed, som denne skabning muligvis har kendskab til, og har set..." Han tog blidt begge hendes hænder i sine, og så hende i øjnene med et mildt, men dog bekymret blik. 
"Men nu er ikke øjeblikket til at handle på disse følelser, det ville ikke gavne hverken dig, mig eller situationen, at jeg lod min vrede fylde netop nu. I stedet ønsker jeg at høre, hvem denne skabning er, on han har informeret dig om eventuelle muligheder for at gære dig fri af denne kontrakt, og om der er andet jeg eller vi kan gøre."

Hans stilhed, hjælp hende ikke i at være sikker på hvad der foregik i hans hoved, så modigt lod hun blikke vokse til hans krus som det blev hævet, fyldte det hele vejen op til hans læber. Blikket faldt som han lod en tår forsvinde, og i det øjeblik lod hun sit eget krus møde hendes læber, dog knap så fint som han gjorde, bare en tår, og blikket blev på krusset hun satte tilbage på bordet. Hun sukkede som stilheden blev i luften. Jeg vidste det. Og han ved ikke engang det væreste i nu. Hun blev dog overrasket som han tog hendes hånd, og nærmest tvang deres blikke til at mødes, hun sank en klump som han var så nær. Gamle billeder af disse stunde lå lige så nær hende, som ved ham, men selv i dette øjeblik var de svære at glemme, selv med alle de dårlige minder også, men de, var nærmest glemt i dette øjeblik. "Alf...hold op du er blevet voksen." var de første ord hun sagde til det hele, og lod hendes frie hånd ende oven på hans. "Hvis jeg kunne dele hvem han er, var dette nemt." blikket faldt fra hans øjne og imod deres samlede hænder.

"Han er en dæmon, som ejer mig og mange andre som faldt i samme fælde. Han ser hvad vi gør, han høre hvad vi høre, han kalder os hans "dukker"." hun puste irreteret luft ud. "Han..kan få os til at handle som han ønsker. Så.beklager, men til jeg finder en løsning til det..lille problem." blikket hævede sig langsomt til Alfs øjne. "Så..vil jeg intet gøre for at irreteret ham. Lige meget hvad han ønsker, vil jeg ikke give ham grund til at tage min vilje fra mig, mere end "nødvendigt" i hans blik. Ønsker ikke at han skal "straffe" mig, på sådan en måde." hånden hun lagde på hans hævede sig og pegede på sine sværd ved hans stol. "Jeg, vil ikke skade nogle, af hans lyst..Så..jeg vil hellere være den lydige." hun sukkede som disse ord blev sagt, og forsøgte stille at tage hendes hånd til sig, ud af hans dejlige varme, betrykkende hænder. Den fri fandt hendes skøn og blikket faldt væk igen. "På..den måde kan jeg ..måske faktisk leve mit eget liv." igen sukkede hun dybt i skam.

Han kunne tydeligt mærke hendes forundring, ja nærmest beundring over hans modenhed. Han havde i sandhed ændret sig meget, især det seneste halve år, og han havde lært at tøjle sit temperament meget bedre. ”Tak, det glæder mig at du bemærker det.” Normalt ville han smile af det, men situationens alvor krævede noget andet.

Endnu en gang lyttede han til hendes forklaring, som den langsomt afdækkede mere og mere af denne komplicerede situation. En dæmon… Omtalte dem som sine ”dukker”… Kunne kontrollere dem som han ønsker…. Det var i Alfs øjne utroligt problematisk, at denne dæmon kunne både se hendes liv og kontrollere hende som han ønskede, og kunne finde på at straffe hende hvis hun ikke lige opførte sig som han ønskede. Han fulgte hendes blik som hun pegede på sværdene, og nikkede svagt. Han forstod udmærket hendes tankegang, men hvor gjorde det ondt at høre, at hun var nødt til at tænke sådan. 

”Har du viden om at han på noget tidspunkt rent faktisk har…. Styret dine handlinger?” Alf var nervøs for svaret, han håbede inderligt ikke nogle af deres øjeblikke sammen var styret af denne dæmon, men omvendt ville det måske kunne forklare det, hun havde valgt at bruge som forklaring for deres brud, at hun ikke havde tid til en kæreste dengang. Han var overbevist om at det i langt højere grad havde skyldtes hans umodne opførsel og racistiske holdninger, hvilket også gjorde at han inderligt håbede, hun kunne se hvor meget de ting havde ændret sig for ham nu.
Hvis bare han kunne gøre et eller andet for at få hende fri af det.... "Har han omtalt nogle muligheder for at afslutte dette.... forhold, eller måder det vil blive ugyldigt på? Et eller andet må vi kunne gøre..." Han så hende i øjnene igen, og ubevidst begyndte hans hænder forsigtigt og blidt at nusse hendes, som han havde dem i sine.