Ting var vendt op og ned for den normalt stærke, og stabile kvinde. Lige siden hun var vendt tilbage til Krystallandet, havde det været den ene katastrofe efter den anden. Hemmeligheder var kommet frem i lyset, og det liv hun ellers havde holdt så meget af, havde vist sig fra den værste side.
Men en aften med halvelveren, havde også bevidst at hun måtte finde sig selv. De dårlige ting kunne hun måske ikke styre, men hun kunne selv styre hendes mål og hvordan hun kom derhen. Trods for at hjertesorger, og tanken om det hun havde mistet, var lige så råt, som da det var sket. Vidste hun også, at nu måtte hun komme videre. Hvis ikke for sig selv, så for alle dem som regnede med hende.
Hvilket var grunden til hun nu sad på kontoret og bandede over de mange ting der skulle tages stilling ting. De manglede leder i Azurien og Norden. For slet ikke at snakke om, nogen var nødt til at overtage den lederstilling som hun havde forladt, for at overtage hele organisationen. Men at opgive den, skulle gøres til nogen, som hun stolede på uden spørgsmål. Efter hun havde hørt hvad Domino og Faith havde gjort, var den tillid smuldret lige så stille. Især Faith, som hun havde haft sit øje på et stykke tid. Noget ulmede under overfladen, og selvom hun havde set Gregory i folkemængder, for slet ikke at snakke om hun var sikker på noget andet måtte stikke under.
Fingrene lagde sig omkring halskæden hun bar, de blå øjne lagde sig på det lille fine stykke. Det som der havde reddet hendes liv disse dage, synerne var stoppet og derved var følelsen at noget andet stak under, kun vokset.



”Vent, er det ikke Evlyn?” grynede en frisk ung mande stemme, hans pjuskede beskidte blonde hår, vred sig i vinden og den lette støvregn, som de beskidte fingre rev plakaten ned og vendte sig mod hans følges venner og viste dem det. De tre andre drenge samme højde og alder rystede alle på hoved og grinede – ”Evlyn er meget smukkere end det der? Har I hørt, hun skulle eftersigne slet ikke giftes længere – ved i hvad det betyder drenge” den blonde man kiggede med ulmende øjne ”Hold jeres kæft, hvis Domino høre jer snakke sådan, sender han jer alle til Zaladin” brummede han, og rystede opgivende på hoved. ”Vi ses senere ikke?” drengene trak på skuldrene ”Kommer an på om Pax mener vi skal ud og lave vores nattelige løb, men måske ses vi?” drengen nikkede, og vinkede farvel inden han gik videre.

Nu var det simpelthen ved at være nok. Den sætning havde hun hørt i flere dage nu! hver eneste gang hun gik i sin egen verden, ned af hovedstadens gader var der altid en eller anden der stoppede op, pegede eller direkte kommenterede højlydt.
Hun havde siden en ung alder været vant til folks blikke med den skamferede del af sit ansigt synlig for hele verden, og lært at ignorere det hele. Men nu var anderledes. Leda vendte de ovale øjne mod den unge mand der havde stilt sin kammerat et spørgsmål. Evlyn? Nej, det var ved gu ikke et navn hun kendte. Et stærkt hånefuldt fnys forlod hendes næse. Smukkere. Ja, hvem fanden var ikke det? Havde de ikke set det store flotte ar ned over hendes fjæs? Idioter.

Men nysgerrigheden var vagt. Evlyn. Domino. Pax. Hun rundede et hjørne, og stoppede brat op ved synet af en efterlysningsplakat på væggen. Ej det var fanme for langt ude! Leda rakte ud og hev den ned fra væggen. "Folk har en syg form for humor" gryntede hun irriteret og satte kursen direkte mod hendes nuværende samarbejdspartner.
Det ulne pergament ramte bordet mens en finger insisterende tappede på det. "Hvad fanden er det?" Den tyndhårede Wade fjernede irriterende langsomt blikket fra sin tekst for at kigge hvor hendes finger tappede. "Du leder nok ikke efter ordet, efterlyst person" Leda løftede læsen i en lydløs knurren som hun rettede sig op og lagde armene over kors.
"Drop det pis!"
Modvilligt trak han pergamentet tættere og nærstuderede det. Langsomt begyndte hans bryn at rynke sig, som han kiggede op igen. "Sjovt. Det er hende vi skal mødes med angående fremtidige forretninger."
"Fremtidige forretninger? Din forpulede hund! Var det derfor jeg skulle hele vejen hertil? Jeg arbejder alene. Høre du? ALENE!"

Hun havde lyst til at brænde ham op i et bål, mens hun prikkede til ham med et spyd så blodet rigtig kunne syde. Men nej. "Hvornår kommer hun? Jeg har ikke tid til det her" knurrede hun irritabelt, mens fodden hoppede faretruende. Det irriterede hende både at hun havde et pålagt møde, men også det faktum at tegningen virket så bekendt. Nej, det var ren indbildning. Så meget lignede det heller ikke. Næsen var forkert, og hun lignede jo bare en ung knøs. Sikkert en teenager med storhedsvanvid der havde været heldig nogle år og nu pludselig mente hun ejede hele undergrunden. Leda kunne virkelig ikke se hvad fanden de skulle bruge sådan en hvalp til.

”Evlyn?” den blonde kvinde, kiggede op og betragtede bjergelveren der stod i døråbningen og betragtede hende. ”Ja Domino?” spurgte hun en anelse spydigt, og kiggede ned på hendes papirer da hun så hvor såret han så ud. ”Så jeg gætter på, du stadig er sur?” hendes knurrende lyd, var mere en rigeligt svar til at han holdte igen. Ja, hun var rasende ingen skulle blande sig i hendes affære eller hvordan hun håndterede at Pax havde såret hende. Hun havde brug for at få ham på afstand, og væk fra mulig fare hun kunne være skyld i. Men nu, nu havde de valgt at fortælle hvorfor hun havde reageret. Hvordan skulle hun nu kunne vende det hele rundt?
Med et irritabelt suk, lagde hun papirende fra sig og kiggede mod ham igen. ”Hvad, hvad er det du vil?” en knyttede hånd lagde sig hen over hans smalle læber som han rømmede sig. ”Hvis du ikke snart går, kommer du for sent til dit møde” Evlyn kiggede hurtigt op med store øjne, hvor efter en lang række af farverige bandeord forlod hendes buttede læber, som hun rejste sig op og kastede hendes kappe hen over hendes skuldre. Pungen, nogle små flasker blev sat i hendes bælte, hvor efter hun tvang masken hen over hendes mund. Et lille blink med øjet, før hun kastede sig op ad stien i en højfart. Han havde ret, hun skulle skynde sig hvis hun ikke ville komme for sent.

Hun nåede lige akkurat at høre den arrige stemme, der spurgte hvornår hun dukkede op. Et skævt smil dannede sig på hendes læber, som ikke kunne ses da masken dækkede for halvdelen af hendes ansigt. Så fra øjnene og ned kunne der ikke ses andet.
”Jeg kommer altid, når det mest belejligt” kom der med en blid stemme, som hun rundede hjørnet og betragtede de to skikkelser. Men en skikkelse især, fik hende til at tabe kæben. ”Leda” hviskede hun hæst, som hun ikke kunne tage øjnene fra hende. Hele hendes krop var blot fastlås, som hun betragtede den tvillingesøster som burde være død.

Leda sad tilbagelænnet med fodden trippende og armene over kors, da en blød kvindestemme gik igennem rummet. Hun drejede blikket irriteret, og ikke uden at himle med øjnende først. "Ja, det er klart. Mest belejligt for dig, ikk" gav hun igen inden hun overhovedet kiggede på den anden skikkelse.
Hun løftede et øjenbryn ved den andens stivnede skikkelse, men øjnene krøb sammen i et spydigt blik, forstærket af øjnenes atypiske form. "Jeg foretrækker Ravn, hvis det endelig skal være." hun rettede sig op som hun kiggede ind i hvad hun mildest talt kun kunne kalde velkendte øjne. Hun havde ikke set dem så længe, at hun ikke troede på hvad hun så. Øjnene var også det eneste hun rigtigt kunne se for masken pigebarnet så klogeligt havde taget med for at skjule sin identitet.

Leda havde vendet sig til at hun ikke kunne fastholde en hemmelig identitet med det grimme brandar og det hvide snit. "Hold op med at glo, for fanden. Uuuh et runkent gammelt brandsår, hvor skide spændende! Skal vi tale forretninger eller hvad?" knurrede hun arrigt og skullede på den anden, hvilket for alvor fremhævede de let aldrende tegn i huden, som vel og mærket ikke var skamferet. Armene lå fortsat over kors og Wade ved hende side lignede en der havde lyst til at slå på hende for hendes uforskammethed, trods han nok mere end nogen anden vidste at den side af hende kunne der ikke opdrages på!

Hun rystede let på hoved, for at få sig selv ud af den trance hun havde sat sig i. Selvfølgelig skulle de snakke forretning, men det var ikke hvad der var vigtigt lige nu.
Blikket lagde sig på manden, som havde fået hele dette møde op og stå ”Jeg vil gerne have et øjeblik alene med Ravnen” sagde hun med en hæs stemme, men det var også ganske klart at der ikke kunne diskuteres med lederen af Proteaus. Hun havde selv brugt dette navn for hende selv, men da hun havde overtaget hele lederpositionen, havde navnet ændret sig til Høgen i stedet. Passende, nu da hendes søster havde valgt at tage hendes gamle kaldenavn til sig.
Da Wade efter nogle protester, havde valgt at rejse sig og gå sin vej, satte Evlyn sig på stolen. Blikket rettet mod ham, og først da han var forsvundet ud af syne hæv hun hætten ned. De blonde lokker der lå i tre stramme fletninger kom til syne. Derefter var det hendes maske der blev hævet ned, og her sad hun så. Io, som burde se lige så gammel ud som Leda, hvis det ikke havde været for dæmonen der havde fundet bopæl i hendes krop.
”Så, du er stadig lige skide sur over dit ansigt, som du var da du var barn, var?” mumlede hun, som hendes øjne blev smalle. Kunne hun virkelig være sikker på, at det var hende? Men som fingrene lukkede sig amuletten der lå omkring hendes hals. Da vidste hun, at det ikke kunne være en illusion, for så havde hun set lige igennem den. Så det måtte virkelig være hende.

Leda drejede sine øjne over mod Wade der ikke så synderligt tilfreds ud med at blive sendt udenfor døren. Det var umuligt for Leda at skjule det skadefru smil der voksede frem på hendes læber, jo mere han indvendte sig og blev skudt i sænk hver gang. Man kunne ikke diskutere med lederen af disse Proteauser eller Pegasuser eller hvad de nu hed.
"Det kommer jeg fanme til at høre for!" grinede hun lavmælt for sig selv og lænede sig tilbage i stolen igen, som hun så døren blive lukket.

Først der drejede Leda blikket tilbage til den anden kvinde der begyndte at frigive sig selv. Dumt. Og her troede Leda ellers lige hun havde med en klog trunte at gøre, men nej! Afsløre sin identitet for en fremmed. Begynderfejl.
Det var først da den sidste maske røg af at noget kortsluttede indeni Leda.
Hendes pupiler blev smallere, som kunne de ikke helt kapere hvad de så og hun begyndte at blinke.

Og så begyndte hun at grine. Højt og fuldstændig opgivende. Der var INGEN der kendte til hendes fortid. Absolut ingen kendte til hendes tvillingesøster, familiens skæbne eller noget som helst andet. "Drop det. Du er død. Hun er dø. De er alle sammen døde. Du kan ikke snyde mig. Desuden, hvis du absolut skal prøve at efterligne min afdøde tvillingesøster, ville jeg nok havde valgt den rigtige alder, klaphat" Hun rejste sig med knyttede næver der rystede af den overraskelse hun havde fået og begyndte med det samme at bane vej til døren, mens hele hendes krop forrådte hende skridt for skridt ved at skælve og ryste. Hvem end der havde fundet denne oplysning og brugt den imod hende var et fejt fejt væsen!

Reaktionen var forventet, og også forståelig. Hun havde nok reageret på samme måde, hvis det ikke havde været fordi hun havde amuletten. Desuden hjalp det også på troværdigheden, da hun reagerede således. Evlyn var trods alt ikke kommet så langt i hendes branche, uden at vide hvem der løj for hende og hvem der talte sandheden. Selvom det disse dage, var blevet svære at virkelig være sikker. For mange magiske genstande var i omløb, folk havde nemmere ved at få fingre i dem, da folk havde en tendens til at oversælge. Men, det betød også flere og flere fik fat i de ting, der ikke rigtig virkede.

Evlyn blev dog siddende, som hun så søsteren der rejste sig op for at gå ud af døren.
“Mit yndlings plysdyr, var en lille kanin som vores mår havde lavet, og puttet tørret lavendel i. Det gjorde jeg kunne sove om natten” sagde hun med en roligere stemme, end hun havde regnet med hun kunne præsterer. “Da vi skulle flygte tilbage til Krystallandet, havde jeg glemt den, og du løb hele vejen tilbage trods for vores far skreg efter dig, at hvis du ikke kom tilbage ville han efterlade dig” det eneste man virkelig kunne gøre i denne situation, var at fremlægge de små ting, som andre ikke ville kunne få fingre i. Måske da, ville hun tro på at det faktisk var hende. Tiltrods for, at hendes alder ikke passede overens med det den burde. Men det, kunne hun jo ikke rigtig gøre noget ved.

Leda var nået så langt som til at række en rystende hånd ud efter håndtaget i døren, før den anden talte igen. Hun hadede sig selv for at reagere så voldsomt på et fupnummer, men hun forstod ikke hvordan nogen vidste det! Men med i verden svømmende i magi, var intet privat. Desuden, hvis bare man var ivrig nok, fandt man efter lang tids søgen hjemmet med en pige med tydelige ar. Men hun havde ikke været forberedt. Og ville aldrig nogensinde blive det.

Hånden dirrede hen over håndtaget, men kom aldrig videre, som Leda modvilligt drejede hovedet og lyttede. Tårerne pressede sig op i hendes øjne, uden hun kunne gøre noget for at stoppe dem, som hun huskede den lille kanin, som hun løb tilbage efter. Io kunne ikke tage til Krystallandet uden sin kanin som mor havde lavet.
”Han var rasende.” hendes stemme var unaturligt spinkel, mens brikkerne kæmpede for ikke at blive lagt sammen til at danne en helhed. Hun lukkede øjnene og mærkede de første tårer ramme ned af kinderne.

Langsomt drejede hun kroppen så hun stod med siden til og kiggede smerteligt hen på den anden. Det dirrede i hende efter at råbe og skrige at det hele var en løgn. At hun løj! Dette Evlyn brugte beskidte tricks, men hun så ikke længere en fremmed kvinde. Hun så alle kendetegnende hun havde på sin søster, der langsomt var gledet ud af hendes erindringer med årenes løb. Hun løftede hovedet tilbage med en vis forslået stolthed og kom med et opgivende, lydløst grin. ”Han efterlod mig flere år senere, præcis som han havde truet med. Og han tog resten af jer med sig.” det var en blanding af snøft og uægte latter der forlod hende, som de sidste ord blev presset gennem tænderne. ”Du efterlod mig, Io”

Hun vidste det ikke gjorde hun? Hun vidste ikke hvad hendes søster havde gjort, hvorfor at alle havde forladt hende, den skæbnesvanger dag. Blikket blev rettet mod hendes knyttet hænder der havde lagt sig på bordet, mens hun tog en dyb indånding. En der gjorde hendes brystkasse pressede sig mod det stramme læder, der lå omkring hendes spinkle krop. Så hvordan gjorde man nu Io? Hvordan kunne man forklare efter så mange år, at man ikke bare havde forladt ens familie, men også været skyld i de var døde. Men havde hun lært en ting, man skulle ikke skabe relationer på løgne, og hun ville hellere vide hendes søster hadet hende. End at hun elskede hende på grund af nogle velspundende historier.
“Leda” hviskede hun, og rejste sig op. Hun kunne nok ikke bare få hende til at forstå, at ddet faktisk var hende. Så hun gjorde ikke andet end at gå et par skridt hen mod den skælvende skikkelse. Da hun så tårerne der gled ned af hendes kinder, vidste hun også hvad hun måtte gøre. På trods af alt i den blonde kvinde, skreg efter at omfavne hende og fortælle alt var godt.

“Jeg har været besat af en dæmon i tredive år” sukkede hun – “Jeg er skylden for, at alle er døde. Jeg troede, jeg var helt sikker på, at du også var død. Så derfor stak jeg af, jeg forlod krystallandet og blev fanget i et spil af løgne, som jeg ikke længere kunne komme ud af” hvis denne fortælling ikke gjorde, at Leda ville svinge en knyttet næve hendes retning, ville hun dog fortsætte “Hvad kan jeg gøre for at bevise det er mig?”

Leda drejede hovedet væk. Bare at høre hende hviske hendes navn var smertefuldt. Hun ville ønske hun havde smidt navnet væk. Brændt det op og aldrig nogensinde skulle høre det igen. Præcis som Io havde efterladt sit. Hun trak vejret skælvende ind gennem næsen, da hendes tænder var bidt hårdt sammen så det næsten gjorde ondt i kæben.

Det var for meget. Følelserne brusede rundt i hende som en arrig tyr og mellem tårerne der bare fik lov at falde, var vreden og sorgen så skarp i de gulgrønne øjne at hun for almindelig mennesker måtte se besat ud. Sjovt, taget i betragtning af hvad den anden lige fortalte. Det var løgn. Pure opspring.
Hun rystede hovedet i fornægtelse, før hun i en skarp bevægelse drejede sig og førte håndfladen direkte frem mod den anden kvinde i en arrig bevægelse ”Du lyver!!” impulsen fra hendes håndflade udsprang sig direkte fra den telekinetiske kræft i hende og sendte en kraftbølge mod den anden for at skubbe hende væk fra sig.

Slapt lod hun hånden falde ned langs siden, efterfulgt af at Leda ganske langsomt sank sammen ned på hug. Hvad kan jeg gøre for at bevise at det er mig?. Hendes syn var forblændet af tårer, som hun arrig hvæste af sig selv og situationen. ”Du lyver..” Hun lagde panden ned imod sine knæ og snøftede højlydt. Noget i hende vidste udmærket godt at Io ikke løj. At det hele var sandt, men det var usandsynligt at stole på. Hun var så konfliktet at hun både havde lyst til at rejse sig, børste det af og sige godt forsøgt møgunge, mens den anden halvdel af hende var klar til skrige i afmagt, frustration og en underlig underliggende følelse af glæde af ikke at være alene. Trods oplysningerne der rumsterede faretruende tæt på overfladen til en eksplotion.

Folk havde altid snakket om, hvor forskellige de to søstre var. Da de havde været yngre, havde det været svært selv for forældrene at se forskel. Men som tiden gik, var det meget tydeligt at se hvor forskellen i virkeligheden lå. Nemlig personlighederne. Den ene, den blide og sky pige med humor som få. Den anden, arrig og vred på verden, altid klar til at hoppe på drengene fra landsbyen og fortælle dem at hun ikke var en man løb om hjørner med.
Men når det kom til sammenbrud, og deres mentale helbred, da kunne man genkende hvor ens de var, og havde det ikke været fordi at Evlyn havde måtte arbejde umådeligt meget på hendes. Så havde hun nok også reageret.

Lussingen kom ikke som en overraskelse, og havde måske også været nem for den erfarende kæmper at træde væk fra. Men hun tog den, og smerten der væltede gennem hendes skikkelse, var næsten en velkommen gave. Smerten i hendes hofte skød gennem hele kroppen, selv ud til hendes finger og tåspidser. Det var først da hun rejste sig fra gulvet, at det gik op for hende, at det var fordi hele kroppen var blevet kastet ind i væggen. Men ingen hårde ord, eller forbandelser forlod hende. I stedet gik hun blot hen mod hende, det eneste hun havde tilbage, var den sang som deres mor altid havde sunget. Den hun selv havde sunget så mange gange, når Leda ikke havde kunne falde i søvn, grundet smerterne i ansigtet eller når minderne var blevet til mareridt.
Så med en let nynnen, satte hun sig ned og lagde sine arme omkring den nedbrudte skikkelse. Mens nynnen blev til ord, prøvede hun så godt hun kunne at prøve at få situationen vendt. Havde hun vidst, at denne reaktion ville være forekommet, havde hun måske ventet med at afsløre hvem hun var.

Leda var følelseskold! Hun følte ingenting! Det var hele hendes ansigt udadtil. Ingen kom tæt nok på til nogensinde at nå under hendes hud, og det var det bedste forsvar hun kunne opbygge. Når man intet følte, kunne intet ramme. Så hun havde ganske simpelt aldrig haft brug for at forberede eller afværge et sammenbrud for de var aldrig kommet. Det ramte hende som et lyn fra en klar himmel og hun havde ingen midler til at håndtere den umådeligt ubehagelige rejse hendes krop tog hende ud på.

Armene havde foldet sig omkring hendes ben og knugede dem ind til sig. Hendes ansigt var skjult, med håret liggende hen over som et tæppe af beskyttelse. Alt imens man kunne høre snøften og den arrige vislen forlade hende. Noget der blev langsomt, men stødt erstattet af en kraftig gråd, som stammede helt tilbage fra teenageårene. Det havde været næsten tyve år undervejs og ramte hende som en kampesten.
Hun flyttede sig ikke fra den andens omfavnelse. Hun havde ikke kræfterne til så meget som at prøve. Hun følte sig som et lille bange barn igen der bare gerne ville have sin mor til at trøste sig så alle de onde drømme forsvandt.
Der gik lang tid før den hulkende snøften, blev mere stabil, som hun forsøgte at tage dybere indåndinger. Langsomt løftede hun hovedet for at kigge hen over Io’s skulder, først endelig mærkende den andens varme og nærvær. Hendes arme slap det faste tag om sine ben og gled i stedet svagt om den anden, uden kræfter til at give noget igen.
”Din skide møgunge” mumlede hun afkræftet ind mod den andens skulder.

Sådan sad de, uden at Evlyn rykkede sig en millimeter, lige så stille begyndte pulsespilsbrikkerne at falde på plads. Dette, det lige her, ville blive hendes redning. Alt det modgang hun havde mødt, alle de skuffelser hun havde måtte tage på sig. De ville altsammen have været det værd, hvis det havde været grunden til, at hun igen kunne lægge sine arme omkring søsterens krop. 
Derfor, ventede hun blot på at den anden havde grædt færdig, uden at stoppe sangen der forlod hendes strube. Da gråden lige så langsomt fortog sig, og den anden skiftede på dens stilling, tog hun en dyb indånding. De mumlende ord, fik hende dog til at grine højlydt, og længe. 
“Det kan du selv være, det var ikke mig der gav dig en lussing” mumlede hun drillende tilbage, inden hun rejste sig op og rakte en hånd frem, for at hjælpe Leda op og stå igen. 
“Hvad siger du til at vi smutter?” Spurgte hun, og gav et smil der kunne passe ganske fint til de unge knægte nede på havnen. Wave var så langt væk fra hendes tanker som overhoved muligt, som hun betragtede søsteren afventende. De havde brug for at lære hinanden at kende igen, og i Io’s tanker, kunne det kun gå for langsomt. 

Et grynt af et grin forlod hendes strube. Det havde måske været lidt i overkanten at slå hende så hårdt, men når alt kom til stykket var Leda ret overbevist om at hun havde alle rettighederne til at give sin søster et ordentlig slag for at springe Ledas verden i småstykker for et kort øjeblik.
”Du fortjente den.” mumlede hun i en slet gnavenhed som et skævt smil kom frem på hendes læber. Det var en kort tøven der gled over hende, som hun så på den udstrakte hånd. Det krævede en dyb indånding, før hun rakte ud og kom op at stå.

Hun følte sig mildest talt som udskidt æblegrød. Hendes øjne var hævede og røde, og hun snøftede stadig snot tilbage ind i kraniet. ”Urgh.. Yeah.. Hold kæft jeg trænger til noget stærkt. Og du gi’r!” Stemmen havde genvundet både sin styrke og hårdhed. Det meste af den i hvert fald.
I et øjebliks stilhed stod hun bare og kiggede på sin søster. Kiggede på hvor ung hun var, men ældre end teenageren hun huskede. Nævnte hun ikke noget med en dæmon? Pludselig kunne man se tankerne blive lidt for mange i Ledas hoved og hun forvrængede sit udtryk og rystede let på hovedet.
”Du ser provokerende ung ud!” kom der træt men smilende fra Leda som hun svang lidt med hovedet. Indikerende at de nok burde komme afsted inden Leda’s hjerne brændte sammen igen.

Hun vente sig mod søsteren, da hun fik at vide hun gav. Brynene løftede sig, som et lille grin forlod hendes læber. For en kort stund, overvejede hun at fortælle hende, hvem hun var blevet til. Men det ville være nemmere at vise hende. Blikket lagde sig kort på døren ud af rummet de var i, på den anden side ville Wade nok være. Ikke at hun ikke ønskede at lave forretning med ham, men det måtte vente til en anden dag. Hvilket også betød de skulle finde en anden vej ud. 
Efter en kort overvejelse, vinkede hun sin søster mod vinduet i den anden ende og åbnede det op. Hun stak hoved ud, og blev mødt af den bløde støvregn, øjnene flakkede frem og tilbage for at sikre sig ingen så dem, også hoppede hun ud på gaden igen. 
“Mmh, det er den friske jomfrublod jeg bader i hver morgen” sagde hun en anelse henkastet, som hun blinkede og begyndte at løbe ned af gaderne. Det var ikke en hurtigt løb, men nok til at måtte hoppe til siden, for ikke at løbe ind i folk. 

Ned ad en gyde, stoppede hun op ved en af kloakhullerne, stormløb mente hun de rigtig hed. “Håber ikke du er blevet ekstra sart hen over de sidste par år” hvor mange år, var det efterhånden, siden at de sidst havde set hinanden? Med de ord, lod hun den slanke krop glide ind i det store hul og landede som en kat på fødderne nede i det ildelugtende kloak vand.

At hoppe ud ad vinduet som en teenager der sneg sig ud til bal på kroen var og blev noget hun mildest talt følte sig alt for gammel til. Hun kiggede ud ad vinduet efter at Io var ude på gaden, og løftede et øjenbryn helt op i panden af hende. ”Jomfrublod? Fedt. Jomfruer kan helt ærligt heller ikke bruges til ret meget andet” medgav hun ed et skummelt smil på læben, før hun fulgte trop ud ad vinduet, og satte efter.

Leda kiggede drejede med rundt og stoppede op. Trods hendes alder var mere fremtræden end hos Io, var hun ikke kommet i dårlig form, af nogen art. ”Mig sart? Nu har jeg sgu aldrig” kom der fnysende med armene over kors. Nok var hun blevet mere end voksen, men der var visse ting der aldrig ændrede sig. Eksempelvis, Ledas trang til at rode sig ud i problemer og få beskidte knæ.
Men lugten var ikke rar for næsen alligevel, selvom hun uden tøven sprang ned bagefter. Hun landede heller ikke nær så yndefuldt, men lidt tungere og direkte i vandet. ”Mine sko trængte alligevel til at blive udskiftet..” Hun guidede hånden frem for at indikere at Io hellere måtte vise vej, for Leda var endnu ikke kendt i undergrunden i Dianthos. Endnu.

Hun betragtede hvordan søsteren plaskede ned i vandet, og et lille fnys forlod hendes næsen. “Lige så elegant som en krokodille på land” sagde hun med et skævt smil, og begyndte så at le inden hun gik ned af gangene. “De trænger i hvert fald til at blive skiftet, efter at være gået rundt hernede” svarede hun, som hun snoede sig vant gennem de mange gange. For trods af, hun ingen lys havde til at vise hende vej, havde de mange uger og måneder under jorden, gjort at hun kunne se meget bedre end de fleste. Måske også en lille velsignelse af, at hun havde haft en dæmon bosiddende i kroppen.
Da de endelig kom frem til døren, der kunne føre dem ind til tilholdsstedet, trak hun en halskæde frem. Efter at hende og Pax ikke længere var sammen, og hun havde vist nogen fra hans klan hvordan man kom ind, havde hun ændret låsemekanismen. Med en hurtig bevægelse satte hun halskæden ind der passede til hullet og et lille klik kunne høres. Stenene skubbede sig selv til side, som hun trådte ind, hvor de mødte endnu en dør. Hendes behandskede hånd bankede tre hårde slag mod trædøren, hvor efter en rug stemme kunne høres på den anden side. “Hvad er dit, men bliver brugt mest af andre?” spurgte stemmen, Evlyn fnøs og rystede på hoved “Ens navn” døren blev åbnet, og de to søstre blev lukket ind i rummet.  “Velkommen til Proteaus” sagde hun med stolthed i stemmen, velvidende at hun lagde umådelig meget tillid, til en kvinde som hun ikke havde set i omkring tyve år. Men den knytning som de havde haft som børn, var som den blot havde været i dvale. Så snart hun havde lagt øjnene på Leda, var den igen opstået, og hun havde vidst at det bånd de havde, det kunne de få igen.

Rummet var umådeligt stort, med en stor underjordisk sø i midten. I det ene hjørne var der en smed, hvor der også var en udgang til de mange tunneler de brugte til at smugle vare ud. Så var der selvfølgelig bardisken der var sat op, hvor en meget ugidelig udskænker stod bag og fedtede rundt med flasker. “Kom, så skal jeg give dig så meget stærk alkohol du ønsker” Evlyn sendte Leda et kækt udtryk, og rakte tunge af hende, som hun vadet over mod baren. “En flaske whiskey, og to glas” sagde hun, og manden fandt det hele frem, uden at ytre så meget som et eneste ord.

Leda sendte Io et dødt blik, der var mere skuespil end hvordan hun egentlig havde det. Hun morede sig faktisk kongeligt over den kommentar, men kvitterede med et meget tørt ”Lige så næsvis som altid” Før hun med et glimt i øjet, blinkede til hende. Og så begyndte den lange vadetur gennem det yderst ildelugtende vand uden nogle former for lyskilde, og Leda nåede at tænke tanken en fem seks gange at nu! Nu kom kloakmonstret og kastede op på hende før det åd hende rådt. Hun var stenstikker.

Leda spidsede øre, for selvom hendes øjne var bedre i mørket end de fleste, og hun uden problemer fulgte den kropsvarme Io udstrålede, kunne hun ikke se ret mange andre detaljer. Hun forholdte sig tavs og observerende. Lagrede de oplysninger hun fandt frem til og smilede et kækt skævt smil over gåden der blev sagt fra den anden side af dør nummer to på deres vej.
Et øjebliks stik af overlevelsesinstinkt meldte sig i Leda. Hun var fulgt frivilligt med Io ned i kloaken, ind af en hemmelig væg i mørket og nu gennem en trædør til det ukendte, som var hun på vej ind i en sekt. Det ville fanme være underligt ikke at få tanken om at dette nok var en livsfarlig ting hun havde gang i. Men trods forskrækkelsen og trods mistroen, stolte hun stadig på sin tvilling efter så mange års adskillelse.

Hvad hun kom ind til, var enhver kriminel persons paradis. Et imponeret træk gled over Ledas ansigt før hun med blikket en smule optaget af omgivelser fulgte med hen til den lovede stærke alkohol hun helt ærligt trængte til. ”Aye Kaptajn” og himlede med øjnene af den udrakte tunge. Så voksen var hun ikke helt blevet – forfriskende. Leda fandt sig en stol at kaste sig på mens hun tog det hele ind. ”Så.. Og jeg kan ikke sige det her på nogen anden måde men.. Hvad fuck er det her?” hun slog armene og mente tydeligvis hun havde misset et intromøde af en eller anden art!

“Var dit sprog” sagde Evlyn med en hævet bryn, men hurtigt efter var det tydeligt hun ikke mente det. Hun hældte whiskyen op i glassene, og skubbede det ene hen til sin søster. Blikket rettede rundt i omgivelserne. Dette var jo ikke en gang det hele, der var jo meget mere, end bare den ene skjulested. “Hm, det er blot en kopi af hvad vi har i Rubinien, og over vandet i andre øer” sagde hun en anelse kækt, og blinkede med et ene øje. 

“Det er min organisation, Proteaus” sagde hun henkastet, som var det ikke større end at hun måske havde en bande på ti mennesker. Ikke flere hundrede, som det ville munde ud i, hvis man talte alle klanerne, fra de forskellige verdensdele med. “Skål” proklamerede hun, og skyllede alkoholen hurtig ned, inden hun fyldte glasset op igen, og sørgede også for at fylde søsterens op hver gang den var tom. 
“Så man kan sige, jeg lidt er den ukronede dronning af tyvene” sagde hun og trak på skuldrene. Det var en meget hul fornemmelse, da hun havde ønsket at kongen skulle stå ved hendes side. Men han havde valgt en anden, at gøre til sin, og nu var en æra forbi. Hun havde virkelig brug for at tage væk, ud af Dianthos, starte forfra. 
“Så du står vel ikke og har lyst til at overtage en lederposition?” Spurgte hun en anelse for sjov, som hun betragtede søsterens ansigt.

Leda himlede tydeligt med øjnende i en morende mine. Hun kom aldrig til at tale pænt – nærmest ikke engang om hendes liv afhang af det. Øjenbrynet skød en smule op som hun kiggede på den anden. ”Vidste sgu ikke de var udviklede nok i Rubinien til at danne et kloaksystem” Drillede hun. Det var smart dog, for hvem ved fulde fem gik ned i en kloak for at kigge sig omkring? Korrekt, ingen med en smule værdighed. Hendes fødder føltes i hvert fald stadig klamme nok til at hun næsten ikke havde lyst til at gentage succesen!

Leda var trænet i at kyle alkoholiske drikke ned i svælget, og det samme skete med dette glas. Hun fortrak ikke engang en mine som den skærende styrke brændte ned igennem halsen, men fyldte i stedet bare nyt på pladset. ”Du har satme haft travlt. Og hvad har jeg så lavet, rendt rundt og serviceret især adlen med forfalskninger og lyssky oplysninger, mens min søster har dannet et netværk af tyve i hele landet. Man føler sig jo slet ikke utilstrækkelig” grinede hun med et fnys. Jalousi var ikke en følelse hun var bange for, for hvem fanden blev ikke det over det her?!
Leda bremsede glasset som det nåede hendes læber da et noget uventet spørgsmål gled over Io’s læber. Efter et halvt sekunds tøven, blev glasset indhold tømt og sunken. ”Drastisk alligevel. Hvad har du i tankerne” selvom det virkede nærmest morbidt at hun skulle være så heldig at kunne påtage sig en sikret plads, og endda kunne forlade Wade og hans tåbelige metoder bag sig, var så fristende at hun kunne springe i med hovedet først. Men man overlevede ikke længe i dette miljø hvis man ikke var påpasselig. Det var satme en hårfin grænse.