Gyldne øjne gled over festsalens mange forskellige gæster, og noterede sig med ligedele forundring og tilfredshed hvordan at næsten alle lag fra samfundet, virkede til at være inviteret. Høj som lav, gammel som ung. Fra den fineste fyrste til den simpleste bonde - alle var stadset op i deres kønneste beklædning, og i aftenens anledning, havde Adrian valgt at gøre det samme. Hornene var blevet pudset og poleret så de skinnede som ibenholt, og de mørke hår var redt til bløde krøller, der indrammede det mørke ansigt. Over skulderen hang kappen ned i en guldkæde, sammen med et lændeklæde der passede til - primært taget på for ikke at forskrække de kære fine frøkener til festen. Det var dog evigheder siden at han havde været til sådanne et socialt arrangement, og en underliggende nervøsitet gemte sig bagved den rolige facade. Han havde dog vidst at det ikke ville være helt ubemærket at han dukkede op. 

Hvilket også var derfor han havde taget sin ældste søn med sig, såvel som de tre amuletter der med små raslende lyde hang i bæltet - evige følgesvende.

Adrian bevægede sig hen imod vinbordet, noget at drikke til at glemme, eller måske mindske  følelsen af at føle sig begloet. Han var så sandelig langt fra skovens dybe ro og løvgrønne loft, men meget af det mildnedes, da satyrens indre øje bemærkede hvorledes rummet ikke kun var fyldt med dronningens forventede gæster.
Gemt imellem de kønne folk, dansede luftånder til lyden af luttens friske melodi, og glædesånder sværmede omkring nyforelskede unge par i alle aldre. Deres iver smittede, deres tavse latter ekkoede mærkbart i den gode stemning, og satyren følte en fornøjet glæde danse over hans læber; noget der kun kunne komme af oprigtighedens insisterende trækken.
Han lænede sig en anelse tilbage, tilfreds med at stå i langs væggen i rummet og fangede sin ældste søns blik i vrimlen, et løftet glas som en hilsen - selv han så ud til at more sig i de fine frøkeners selskab. Jah så kunne det hele vel ikke gå galt.

Det var snart et år siden Clara var kommet til Dianthos, med forsigtighed og store øjne, og i dag var første gang hun skulle til midsommerbal. Midvinterballet havde været ret prægtigt, men ligeledes var hun sikker på at midsommerballet var. Der var aldrig rigtig sket noget med mødet hverken med grevesønnen Jonatan eller Baron Beck. Ikke at hun havde lyst til den sidste, men Jonatan... Mindet kunne stadig få hendes hjerte til at slå lidt hårdere, men det havde været en fortryllet dag og det var alt. Nu var det tid til at fokusere på fremadrettet ting. Et giftemål, og en fremtid.

Derfor havde hun også til dagens lejlighed klædt sig pænt på. Hendes kjole var gul, med smukke mønstre på. Tydeligt at hun var af stand, selv mellem alle de pænt klædte folk her i balsalen. Hun var ankommet med sin mor Isabel, men de var hurtigt gået hver til sit. Isabel for de ældre adelige, og Clara for at finde sine venner, og måske have mere held denne her gang end til maskeballet.
Hun havde allerede været ovre at tage lidt af maden, selvom korsettet godt kunne begrænse hvor meget hun kunne spise, og hun fandt sig selv være overraskende alene et øjeblik, da hun alligevel formåede at få øjenkontakt med en af ånderne i rummet.
Hun kiggede sig hurtigt om, for at være sikker på ingen kiggede, selvom menneskerne var mange, og hun tænkte ikke meget over den store satyr der stod ikke alt for langt væk fra hende, og kiggede udover folkene. I stedet for satte hun sig ned på hug.
”Hvad er der lille ven?” hviskede hun og lagde hovedet lidt ned, så hun kunne høre åndens stemme i hendes øre. Hun vidste godt at skulle nogen se hende, og guderne forbyde hvis Noah eller hendes mor så det, så ville hun ikke ligefrem være blevet stemplet pænt. Men hun forsøgte at ligne mere en der var blevet træt i benene eller sågar havde tabt noget, selvom folk med et blik for ånder, ville kunne se noget helt andet. 

De gyldne øjne sprang fra den ene person til den anden, hele tiden studerende og overrasket over de små nye detaljer han så i landets befolkning og selskab. Det var evigheder siden han havde været imellem så mange mennesker, og selvom satyren ikke forbandt dem med noget decideret negativt, var de fleste af hans møder med dem... ikke videre gode. Altid en anelse anspændte, var måske den nemmeste måde at sige det på - simpelthen fordi at han oftere end hvad mange andre måske gjorde, havde et ansvar for at... jage dem væk. Pænt overtale dem til at gå, og hvis det ikke lykkedes, mindre pænt give dem grund til at blive. 
Så nu hvor at han faktisk havde muligheden for bare at studere dem i fred, jah så tog han den gerne, hvilket nok var grunden til at han i første omgang overså et væsen, som de fleste af ballets gæster ville udpege med det samme. Et halvdyr. 

Adrian's guldøjne dansede over og forbi hendes skikkelse, men vendte efter få sekunder tilbage, overrasket over hvad han havde set foran hende, og endnu mere overrasket over hvad han så hende gøre derefter. Som var der en samtale igang, bukkede den kønne kvinde sig nemlig ned... og den skarpe hørelse hos satyren, kunne måske ikke adskille ord fra baggrundslarm, da der var alt for mange omkring dem. Men læberne bevægede sig, og ånden rykkede fornøjet omkring; Adrian følte sine læber skilles i et forundret 'oh', og før han vidste af det, var han i bevægelse. 
Han havde aldrig været videre diskret af sig, og den sociale  høflighed der lå i at nærme sig knap så direkte faldt ham ikke naturlig - satyren var målrettet på vej imod hende, men med et nysgerrigt smil om læberne. 
Han formåede dog at stoppe op uden at det forekom uhøfligt - håbede han - og hovedet faldt en anelse på skrå da klovlydendes klikken over stengulvet stoppede. "Godaften" Der blev tilmed ventet på en høflig pause i deres samtale, og selvom det nok ikke kunne ses tydeligt i det gyldhav hans pupilløse øjne var, jah så gled blikket først hen imod kvinden, derefter ånden, og begge fik et lille, næsten umærkeligt nik.

Clara havde ikke meget øje for resten af salen, som den blide stemme af ånden, en lysånd af hvad hun kunne se, gled mod hendes ører. Hvis hun ikke havde brugt så mange år på at lytte til dem og søge deres venskab, så ville hun nok ikke havde hun forstå stemmen, som let blev overdøvet af stemmerne. Mens hun lyttede, holdt hun om sine knæ, hvor man lige kunne ane at de var mere solidt bygget, end hvordan en kvinde normalvis var.

Hun var så fokuseret på ånden, at hun først opdagede manden der var kommet over, da hans dybe stemme ramte hendes ører, og hun kiggede op i et chok. Ånden hun havde siddet med, var også med en hast løbet væk fra hvor hun havde været, og selv forsøgte hun at komme lidt vaklende på benene, hvilket også betød at man kunne høre et par klonk som hendes egne klove ramte gulvet et par gange.
”Oh godaften, jeg så Dem slet ikke,” sagde hun, lidt forfjamsket over at være blevet fanget i den position hun var i, og hun prøvede hurtig at rette kjolen ud igen, så den ikke var krøllet, mens hun prøvede at se ham i øjnene.
Det var også først nu at det gik op for hende, at hun stod foran en meget høj satyr. Halvdyr var i forvejen ikke noget hun havde mødt mange af, og hun var kun nu begyndt at stifte mere bekendtskab med dem der var i byen, men hun havde aldrig set en satyr så stor. Hun nåede slet ikke at tænke over hvor ånden var, hvor uhøfligt det måtte være at hun stirrede med sine store brune øjne på ham, eller hvorfor han i det hele taget var kommet over for at sige godaften til hende. 

Ånden forsvandt desværre, og Adrian's gyldne øjne fulgte den en anelse længselsfuldt, inden at den faldt tilbage på den halvsiddende kvinde... og det gik dermed op for ham, at han havde overrasket hende. Det havde ikke været med vilje - satyren løftede afværgende hænderne op foran sig idet at han viftede dem en anelse - ingen grund til at være forfjamsket eller vaklende i sin hastighed. 
"Jeg kom måske også en anelse hurtigt hen til di- Dem" smilede han undskyldende, og den ene hånd gled ned til den sorte pels på låret, imens den anden lidt akavet stadigvæk blev holdt foran ham, inden at han lod den finde plads henover hjertet. Manerer Adrian. Med et buk, prøvede han at starte forfra, slet ikke bevidst om at hun måske følte sig ligeså uhøflig som han selv gjorde. 

"Mit navn er Adrian Sommer de Abiléves. Det var ikke for at forstyrrer, jeg kunne bare ikke undgå at lægge mærke til Dem" prøvede han i igen, og følte en forlegen latter trække hans læber en anelse op; hånden over hjertet gled i stedet igennem de mørke krøller og satte dem bagved de guld dekorerede horn. "De skaber blikfang" tilføjede han, måske en anelse for ærlig i forhold til hvad der var rigtigt at sige, men... det gjorde hun. 
Ikke alene hendes udseende, men også hendes udstråling - satyren følte et genkendeligt strejf blandet med den fremmede mystik over ikke at kende hende, og det trak ham nærmere. Som det så ofte gjorde, når han fulgte sine mavefornemmelser. De plejede heller ikke at svigte ham, ville en gammelklog stemme påpege i hans indre. 

Det var først da satyren bukkede, at Clara også selv fik noget af sin egen pli tilbage, hvilket blot fik hendes kinder til at brænde lidt mere, tydeligere mod den lyse hud. Hun var dog så vant til at ordene var langt fra et kompliment, så det var lidt underligt at stå foran denne her mærkværdige mand, som ikke umiddelbart virkede til at se det som en fornærmelse. Hvis han gjorde, så ville det være endnu mere mærkværdigt.

”Clara Belle af Erneyll,” præsenterede hun sig selv og tog fat i kjolen, for at neje for ham. Hun var ikke helt sikker på at hun havde hørt om Abiléves familien dog, men det virkede til at han havde nogle manerer, så om ikke andet, kunne det være at han var fra en rig handelsfamilie, eller lignende.
Da hun gav slip på kjolen, kunne hun ikke stoppe en hånd fra at finde op til hendes ører, et tydeligt koøre, men prøvede at skjule det med at lægge noget hår bag det. ”Det har jeg hørt før,” sagde hun, et lidt mindre smil, men hun virkede ikke fjendsk overfor det, måske bare mere påpasselig med det. Derfor vendte hun også samtalen mod manden foran hende. ”De står også noget ud mellem folkene her,” kommenterede hun. Hans størrelse var stadig, næsten lidt intimiderende at se på, men hun mente intet ondt i sine ord. 

Adrian kiggede kort ned af sig selv, og kunne af og til glemme hvilken størrelse der lå til hans familie og deres gener. Tydeligvis gav det mening på i hvert fald nogle punkter at trække elvernes langlemmede skønhed ind over sin familie; Adrian værdsatte det som oftest kun i mere pressede situationer end denne. Det var bare forfærdelig nemt at glemme, når næsten alle i den nærmeste familie besad samme højde og drøjde. 
Modsat det kære halvdyr, jah så havde han aldrig haft videre problemer med ekskludering af den grund, og et taknemmeligt smil favnede derpå læberne. Han var stolt af sine horns størrelse og sine bens styrke, den glatte pels og den varme tone i hans hud og øjne - satyren's smil glimtede en anelse i paladslyset. "Det er så også kun i mellem folkene her, at vi gør det" de gyldne øjne gled en anelse til siden for at spotte sin søn i vrimlen, men han var blevet fejet væk af nysgerrige mennesker for længe siden nu. Sådan var det jo, måske hun så ham senere, og ville vide hvilket 'vi' han snakkede om. 

Da øjnene fandt deres vej til Clara igen, var det dog som om at det endelig gik helt op - eller i hvert fald dæmrede for Adrian, hvilket efternavn der var blevet tilføjet til sidst. Erneyll? Det virkede absurd at hun kunne være af den skovryddene familie, men satyren's hørelse havde aldrig fejlet ham.
En bekymret rynke trak øjenbrynene sammen, og hovedet gled en anelse på skrå. "Erneyll?" med et (nok ikke så adeligt) kast med hovedet nikkede han imod nogle af stolene op imod væggen, i tilfælde af at hun havde tid - og lyst - til en snak. 
Havde Erneyll familien skaffet sig forbindelser han ikke kendte til? Det ville ikke være overraskende, men hvilke, var nok det rigtige spørgsmål. 

Clara vidste ikke helt hvilket vi der blev talt om, men hun følte alligevel næsten, at hun selv var inkluderet i det. Hun vidste godt at i andre situationer, end den hun var i, der ville hun have haft det nemmere, men hun havde stadig svært ved at se et liv uden det adelige liv, og det var jo ikke som om at hun hadede sit liv. Hun hadede når Noah var efter hende, men det var lille ting, ikke nok for hende til at afskrive sit liv som det.
Hun nikkede derfor i sidste endelig blot til kommentaren, mens hun prøvede at tage hele hans væsen ind, som om det ville give hende en idé om hvem han var, men hun havde ingen idé.

Hendes øjne gled mod stolene, før hun nikkede, og begyndte at begive sig mod stolene sammen med ham. Hun var her trods alt for at socialisere, selvom det her ikke ligefrem var hvem hun havde forventet at bruge tid med. Hun havde ikke engang vidst at det var en mulighed, og stadig var hun uvidende om at han havde set ånden hun havde snakket om.
”Ja, Erneyll,” bekræftede hun. ”Jeg er næppe et vigtigt medlem, men jeg har trods alt slægtsnavnet,” indrømmede hun. Man kunne forstå det på mange måder, men hvis Adrian ikke havde hørt om Erneyll-kvinden, der var blevet gravid udenfor ægteskabet og fået et halvdyr som barn, så havde Clara det fint med det. Det var altid hårdt at blive dømt på noget man ikke selv kunne styre. 

På intet tidspunkt lå det i Adrian's tanker, at den unge adelsfrøken ikke nødvendigvis var ønsket eller med vilje. Hans syn var velsagtens farvet af at han almindeligvis selv færdedes i mellem halvdyr og andet folk med dyriske træk, så at hun ikke var et vigtigt medlem, betød vel bare at hun ikke lå tæt på hovedfamilien. Hvilket var godt. 
Han kunne stille sig tilfreds med det, og i sidste ende, havde hverken familie eller udseende været hvad der havde fanget den høje satyr's blik til at starte med, det kunne... eller, det burde ikke betyde noget som helst. 

Benene krydsedes i da Adrian fik sat sig, og et lille nik fulgte med, førhen at endnu en tår blev taget af vinen han havde snuppet sig til tidligere. Slægtsnavnet, slægten. "Det er længe siden jeg har snakket med en fra Erneyll" mumlede han sagte, inden at han med et smil rystede det af sig, og i stedet betragtede hende for hvad han havde set. Åndemager. 
Hun havde i hvert fald synet, og det kunne man komme langt med - det overraskede ham bare at dén familie var begyndt at fremme de evner og søge de interesser. En anelse dobbeltmoralsk.
"Men så igen, det er også længe siden at jeg sidst var til sådan et bal" Adrian lo en anelse - faktisk mange, mange, mange år siden. "Så holdninger kan selvfølgelig nå at ændre sig, og det glæder mig at se et medlem med synet, til trods for at jeg aldrig havde troet det muligt hos jer" forsatte han, fuldkommen blank for at det ikke nødvendigvis var velset, ønsket eller højnet i hendes familiekreds - et venligt smil da han nikkede igen. 

Clara tog plads ved hans side på stolene. Det føltes lidt som den dag hun havde mødt fyrstinden af Arys, og hun var ikke helt sikker på hvorfor han gav sammen udstråling. Abiléves, havde hun hørt det navn før? Selv som hun prøvede at rode sit hoved igennem for nogen som helst form for oplysninger om dem, så kom hun stadig tomt op med dem, så de kunne i det mindste bo her i omegnen, hvis det var en større familie.

Han lød i hvert fald som om at han havde begået sig i de adelige kredse nok til at have snakket med hendes familie. Den var naturligvis også stor, så det kunne jo være af den grund, men han lød bare... som om at han mente noget mere om det.
Heldigvis fik hun ikke lov til at overtænke det, og han ville hende nok noget, siden han havde bedt hende om at snakke med hende, dog begyndte hendes bryn hurtig at rynke sig over de ting han sagde.
”Synet?” spurgte hun en smule forvirret. Ordet i sig selv sagde ikke meget for hende i det hele taget. ”De må undskylde mig, men jeg tror ikke helt jeg er med.” Hun brændte også efter at spørge ind til hans familie, og hvorfor han virkede til at kende Erneyll familien så indgående, men det var nok et spørgsmål hun kunne stille senere, når hun havde fundet ud af hvad i alverden han snakkede om. 

Adrian's magelighed kom nok nærmere af en naturlig ro, end den kom af at kende de adelige selskaber godt. Den etikkete han var blevet lært for mange, mange år siden, var falmet i takt med at årene var passeret, og den viden han havde om de forskellige familier, var ikke ligefrem af den mest opdaterede slags. Derfor var det ligeså meget hans naive tro på at tingene var som de plejede, som det var hans indre fred der gjorde at han nok fremstod mere.. regal end han egentlig var. 
Illusionen blev dermed også brudt da han noget overrasket kiggede på hende - det var bestemt forvirring han hørte i hendes stemme - og Adrian åbnede momentært munden for at forklarer sig, inden at han lukkede den igen; en næsten koncentreret rynke imellem øjenbrynene når han skuede over hende. 

Synet. Hvad menneskerne kaldte det, vidste han ikke - men det sagde vel sig selv, gjorde det ikke? Satyren rømmede sig en anelse, og kiggede ud over de dansende, småsnakkende og muntre mennesker og alverdens andre væsner der var samlet til bal. De flygtige glimt af ånder var at spotte, for enhver der kunne. "Synet..." gentog han, og prøvede at uddybe. "Deres evne til at se... andet, end hvad der umiddelbart er imellem gæsterne til ballet. De ser under tågedækkenet, gør De ikke?" tøvende kiggede han tilbage på hende. Havde han selv set forkert? 
Adrian's hånd gled fraværende ned imod den ene af de udskårede totemer ved hans hofte, og holdt fat i den, taknemmelig over den ro det bragte med sig. Måske havde han været for hurtig på aftrækkeren lige i det her tilfælde. Og hvis det forholdt sig sådan, kunne han mærke en ærgerlig skuffelse snige sig nærmere. 

Måske Clara burde have været mere opmærksom på at synet kun kunne betyde en ting, men hun havde aldrig overvejet muligheden over at møde andre åndemanere, for hun var den eneste hun selv kendte. Nok ikke fordi hun var den eneste i familien, men det var næppe en brugbar evne på disse kanter, og slet ikke passende for en komtesse, der skulle leve det adelige liv.
Derfor blev hendes kinder også bare mere røde, da det gik op for hende præcist hvad det var han snakkede om. Hendes syn mod ånderne. Dem hun fandt et venskab med, til trods for at der til tider var sprogbarrierer.

”Jeg...” hun kiggede ned i sit skød, ikke helt sikker på hvad hun skulle sige. Hun var blevet fanget i det, og det var ikke som om at hun havde lyst til at lyve om det, især ikke når han havde virket så begejstret. ”De snakker om det på en meget anderledes måde end hvordan jeg opfatter det,” sagde hun så endelig, endelig hun lidt mere sikkert kiggede op mod Adrian. ”Jeg ved ikke hvad dette tågedækken er, men jeg kan sige ting... usynlige for det blotte øje.” Hvis han selv kunne se det, så var det nok ikke ligeså farligt, og hendes egne øjne gled også ud for at kigge på de små finurlige væsner der var rundt omkring, men også de ånder af døde folk, som stadig vandrede, ikke klar på at blive taget ned til Kiles rige endnu. 

Adrian's læber formedes til et lille 'ohh' da hun pointerede at han så - eller i hvert fald omtalte det en anelse anderledes end hun selv gjorde, og selvom han ikke kunne forstå hvilken måde der gjorde det så forskelligt, jah og heller ikke hvorfor det fik en rødlig kulør til at danse over de runde kinder, jah så fornemmede han at det var... unormalt for hende, at hive fat i. Satyren fulgte hendes blik henover paladsets gulv, og med en lille brummen lænede han sig yderligere tilbage, ikke helt grebet af samme tilbageholdenhed som hende når det gjaldt dette emne. 
"Aha. De virker ikke videre begejstret, til gengæld..." Adrian's læber skiltes i et tøvende smil, førhen at han tog endnu en tår af vinen, hvis friske smag var behagelig og opmuntrende i det her selskab. 
Det var til gengæld også ligeså meget et spørgsmål som det var en konstatering, og han fulgte den gennemsigtige, vagt lysende skikkelse af et menneske der dansede bagved de andre i salen, evigt udenfor rækkevidde for de fleste af gæsterne til ballet. 

Det kunne være en kende intimiderende hvis man frygtede de åndevæsner der fyldte mellemrummet imellem dødsriget og dette rige, men frygt for dem var bestemt ikke hvad han opfangede hos halvdyret. Nok nærmere det modsatte, sådan som hun havde talt med den lille ånd foran hende. 

Selv Clara kunne indrømme at det var godt observeret af Adrian, selvom den brændende følelse i hendes ansigt, nok også lidt gav det væk fra sig. Det fik dog også hendes læber til at strække sig lidt bredere i et smil, selvom hun kiggede lidt ned igen, dog mere mildt, og blot på sine hænder. De brune og hvidlige pletter der dækkede hele hendes krop og indikerede præcis hvor det var hun kom fra.

”Jeg ved ikke om det er de rette ord at bruge om det,” indrømmede hun endelig, og lod sig selv kigge på satyren ved sin side. Intimiderende, uden tvivl om det, men han var mere af et skov væsen, noget hun også selv tydeligvis havde i blodet. Begge bar klove og horn, selvom hendes var så meget mindre tydeligt end hans. ”Jeg møder bare så sjældent nogen som... også kan se dem,” indrømmede hun. ”Og ikke alle er lige begejstret for ting de ikke kan se.” Hvilket var en skjult hentydning til at hun var blevet drillet som lille med det. Isabel havde også fortalt hende, at hun hellere måtte sørge for at gemme lidt væk, når hun var omkring andre folk, men nogle gange... så kunne Clara ikke ignorere dem. Især ikke n år de så insisterende ville have hendes opmærksomhed. 

Det var et absurd verdensbillede at præsenterer for den gyldenøjede satyr, når den trefarvede komtesse pointerede hvordan at alle ikke var lige... begejstrede for det de ikke kunne se. I en verden af magi var ånderne en ligeså naturlig del af verdenen som træhviskere og vand betvingere - jah, Adrian var overbevist om at selv træerne havde personlighed - og han kunne i sin selvfølge glemme at han var meget langt fra hjem. Derfor skulle han lige til at nævne at det lød dumt, inden at han stoppede sig selv, og i stedet lige gennemtænkte det. Dumt var ikke det rigtige ord, hvad var det menneskene brugte i stedet.  

Det tog ikke mere end to sekunder at finde hvad han ledte efter - "Det lyder træls" kom det derfor i stedet fra ham, og han klukkede en anelse,  men ikke fordi at det som sådan var morsomt. Bare absurd. 
"Er Deres venner og familie så kun fascineret af hvad der er tydeligt og transparent?" 
Et eller andet sted, var det et vindue ind i en meget anden verden komtessen præsenterede, og han prøvede at se logikken i det. Det skyldte han vidst lidt sig selv at gøre, når han på sin vis kunne være - og var velsagtens lige nu - mindst ligeså ikke begejstret for den vinkel på det, som dem han var taget til bal med, måske var.  Måske bare ikke ligeså dømmende, udadtil. 

En lille latter undslap alligevel Clara, og de nøddebrune øjne funklede lidt i lyset, som hun fandt det næsten morsomt, hvordan han havde brugt ordet træls. Det var jo også en måde at beskrive det på, selvom hun aldrig havde tænkt på det sådan. Det var blot en af mange ting hun ikke skulle gøre folk opmærksomme på. Hendes ophav var større problemer end hendes øjne og mulighed for at tale med det usete.

Hun lod sig tænkte lidt over sine ord inden hun forsøgte at forklare satyren hvordan tingene fungerede. ”Både og. De er fascineret også livets mysterier, for ikke at nævne guderne og gudinderne, som ingen af os med sikkerhed kan sige eksistere,” sagde hun, og prøvede ikke at skubbe for meget af sin egen mening ind i ordene. ”Men når man begynder at tale med ting, som ingen andre kan se, og man intet bevis har på ånderne, så går nogle mere ud fra at det bare er ens hoved den er gal med.” Hvis Clara lod som om at hun bad og talte med en af guderne, så kunne hun nok slippe afsted med det, men det gjorde hun trods alt ikke.

Hun kiggede mod Adrian for at se om det overhoved gav mening for ham. Det virkede til at han kom fra et meget anderledes sted end hun selv gjorde. 

Et lidt mere leende smil strakte sig da en ringlende latter endelig kom fra komtessen, og Adrian lagde ikke skjul på at den hande været ønsket, da han tilfreds kiggede tilbage imod balsalens midte, glasset endnu engang til læberne. Det klædte hende en del bedre end det lidt nervøse der af og til fik hendes øjne til at flakke. 
Hun tog sin tid imens hun tænkte, og Adrian skyndede ikke på hende imens at han ventede.  

Både og? 
Gyldne øjne drejedes imod hende igen da hun talte, og små nik fulgte med - han forstod skam. Til slut var det dog en anelse svært ikke at trække yderligere på smilebåndet, og næsten overbærende - ikke over Clara, men over 'de andre' som hun nævnte - himlede han en anelse med øjnene, inden at han rømmede sig; en noget dyb tone fra den høje satyr. 
"Fascinerende" kom det, og han mente det skam. "og meget vovet. Om De blev en præst, kære komtesse, ville de så mene det samme?" 

De værende dem der mente at det var en stor forskel på guder og ånder, og forbeholdt sig retten til at skilne imellem. Han havde skam mødt væsner - særligt mennesker - det hævdede at den ene vej var mere rigtig end den anden, og selvom Adrian ikke brugte lang tid med dem, havde han brugt lang nok tid til at mindes hvordan er titel plejede at ændre på meget i situationen. 

Clara vidste udmærket godt at hendes ord var vovet, og dermed var det ikke noget hun snakkede alt for højt om normalvis. Hendes måske lidt modvilje i at tro på guderne, var ikke noget hun snakkede højt om, ikke i et samfund som vægtede guder som især Isari højt. I hendes øjne var guderne blot nogle kraftfulde ånder, som måtte have overtalt folk over årerne på dem. Ikke et synspunkt templerne delte med hende.

Hun kiggede ned i skødet med et lille grin. ”Der er en grund til at jeg aldrig har opsøgt livet i et tempel,” pointerede hun, og kiggede op på ham. ”Selvom jeg værdsætter hvad de gør for befolkningen.” Folk havde behov for at tro på noget i verdenen, og så meget forstod hun godt, også selvom hun ikke så øje til øje med dem.
”Men hvad med Dem selv. Jeg synes ikke jeg kan erindre en... Abiléves familie?” Hun smagte lidt på navnet, og var usikker på om hun havde udtalt det korrekt, selvom hun altid prøvede at notere dem for sig selv. Han virkede dog som en med manerer, og som vidste hvad han snakkede om. Det kunne være at der var nogle adelige eller måske bare højtstående familier ved steder som Lindeskoven eller Amazonitskovene. Nysgerrig om at kende lidt mere til ham, det var hun i hvert fald. 

Den høje satyr kunne ikke meget andet end at respektere det ord, og ubevidst for ham selv og Clara, var de ganske enige i hvilket standpunkt man kunne tage, i et land der tilbad guddomme som de største væsner på den her jord. Eller, faktisk over den her jord. Adrian selv mente skam også at de blot var størrer ånder end dem man umiddelbart ikke vidste fandtes, og løftede sit glas i en klirrende skål, da han tavst nikkede. 
Den kortlivede befolkning her i særligt Dianthos, havde brug for forklaringerne som templerne kom med. Det gav dem ro i sindet,  og forklaringer når der ingen retfærdig var at hente. 

Og når man snakkede om levetid... ikke overraskende var slægtsnavnet ikke videre kendt for den unge kvinde, og Adrian smilede mildt til den kendsgerning. Det var trods alt ikke hendes skyld, at deres historie næsten var gået i glemmebøgerne. De havde været... dårlige til at række ud, de seneste mange år. Satyren lænede sig tilbage, et skævt smil om de smalle, mørke læber. "... vi er heller ikke så forfærdelig mange mere" summede han, en momentær sorg i stemmen, der dog forsvandt ligeså hurtig som den var kommet; af natur var han et livsglad væsen, og udstrålede også lige præcis dét. 
"Har du nogensinde set våbenskjoldet i hvid, grøn og guld? Et stort træ der pryder midten?" han studerede hende nsygerrigt førhen at han forsatte - "Det er 'de Abiléves'. Vi blev i tidernes morgen sat til at vogte Amazonitskoven, og gør det stadigvæk den dag i dag. De sidste par år har dog været.... ... ...hårde, frøken Erneyll. Der var ikke meget mulighed for kontakt, så længe Mørket havde sine kløer i skovens ældste træer" fortalte han videre, og løftede kortvarigt den ene hånd. Langs den muskuløse arm og over stort set hele hånden, var der utallige små, næsten usynlige ar imod den mørke, solhærdede hud, og Adrian's rumlende latter tog brodden af hvor seriøst det lød til at være. "Men tiderne skifter heldigvis hele tiden. Og lige nu... ser verdenen anderledes ud, end den gjorde for 10 år siden" hånden knyttedes, og skovvæsnet gemte den inde bagved den halve kappe der prydede hans skulder, igen. 

Clara vendte øjnene lidt op, for at visualisere våbenskjoldet for sig, og overveje om hun rigtig havde set det. Det virkede i hvert fald ikke for at være et af dem man så en stor del af, og til sidst var der også det mindste af minde om noget der havde mindet om det. Det var dog for mange år siden, og ikke noget hun havde lært i forbindelse med at hun var kommet til Dianthos, og havde skulle læse op på adelsfamilierne her i området igen. Desuden, hvis de var glemt, så var de det nok også for Erneyll familien hovedsageligt.

Hendes øjne gled tilbage på ham, som han forsatte med at forklare deres fascinerende historie, som var en hun aldrig havde hørt før. Det lød virkelig som om at de gjorde noget for verdenen, og selvom han ikke fortalte om hans ophav, så følte hun alligevel at hun forstod lidt hvorfor han var så stor en satyr der var så fornem i det.
”Jeg må indrømme at jeg kun har en svag erindring om måske at have set jeres våbenskjold,” sagde hun, men hendes smil var bredt, og øjnene varme. ”Det lyder til at I gør en stor del for landet, større end jeg nok ville kunne forstå. Betyder det at I også... snakker med naturen?” Hun var ikke sikker på at det var den rigtige måde at formulere det på, men hun følte alligevel at han vidste hvad hun mente. Selv havde hun selv et godt forhold til naturen, og man kunne se hvordan ørerne var lidt mere spændte, som hun slugte hans fortællinger op. Hun ville aldrig have været en kæmper selv, men at passe på en skov og gøre hvad man kunne for at drive ondskabet ud? Hvis hun havde, så havde det været med det formål.