Sorte øjne lå fæstnet på de fem knægte, der i fine klæder legede i skovbrynet. Gemt væk af alskens lavthængende grene og fyldige buske, stod Chaunce Lochtree og smilede for sig selv. Stemmen, der ikke var hans egen, snakkede ivrigt om, hvad de begge så, ikke mange meter foran dem, og dæmonen var…

Tilfreds. Rejsen havde nemlig været lang og endelig, havde kareten gjort hold i den lille landsby, hvis kro hverken var værre eller bedre end den sidste. Ikke, at det havde optaget Chaunce for særlig lang tid. Nej, der var så mange muligheder og ganske ulig hans egentlige person, havde han proklameret for sin tjenestemand, at han nu ville gå sig en tur.
Og det var der, han havde set dem: børnene, der var klædt i farverige stoffer, hvilket åbenlyst indikerede, at de var fra den øvre klasse. Bønderne – dem, Chaunce havde set i løbet af de spæde dagtimer – ville i hvert fald ikke have råd til sådanne klæder.

De var alle drenge og Chaunce mørkemagi var begyndt, at vise sine grimme kløer. De diskuterede ivrigt og fire af dem havde udset sig den svageste som deres bytte – hvilket fik Chaunce til at le stille. 

Den lukkede karet bumlede rytmisk hen over den hårdt pakkede grussti, truede med at vugge den unge Isenwald prinsesse i en dyb søvn. Noget der måske faktisk ville have lykkes, hvis ikke det var fordi der var en storm i gang i hendes indre. En storm skabt af fiktive baskende sommerfuglevinger, den tog til i styrke jo tættere de kom på Isenborg.
Der var nu kun en mindre landsby mellem hende og hjemmet; nærmere bestemt mellem hende og et varmt bad og bløde puder.
Lige så meget hun holdt af at komme ud og se mere end Isenborg, ja Medanien. Lige så lidt holdte hun af de lange timer fanget i en lukket karat, i selskab med vagter og tjenestefolk. Det fik hende til at føle sig som en pakke, en skrøbelig pakke som skulle fragtes med største forsigtighed…

Kareten gjorde hold ved byens kro. Ude fra så den ikke ud af meget, men det gjorde de sjældent. Det var derfor med et længselsfuldt suk lod Thalia sine støvler mødes med jorden, under trinnet på kareten. En seng på en kro var bedre end de polstrede sæder, men allerede nu vidste hun også at den ikke kunne måle sig med hendes egen.
Det isblå blik hvilede modløst på bygningen, mens to vagter begyndte at slæbe de tæt pakkede rejsekister ind på kroen. ”Undskyld, jeg fik ikke hørt efter, vil De gentage?” lød det med den bløde let raspy stemme, da et spørgsmål blev stillet uden hun havde hørt efter.
”Ønsker De et varmt bad gjort klart efter den lange rejse, Deres højhed?” tjenestepigens store brune øjne søgte Thalia’s blå, mens et venligt smil pressede de runde æblekinder op ad. Kun for at blive mødt af en afvisende hovedrysten ”Nej tak, jeg tror jeg vil strække benene, måske senere Dina”. Allerede før hun kunne nå at få et svar tilbage fra Dina, var hun i færd med at skridte væk fra kroen, hastigt nok til at selv samme tjenestepige, måtte hanke lidt op i sit skørt og næsten sætte i små løb for at kunne følge med.
”Tror De ikke det ville være bedst at vente på en af vagterne kan følge med, Deres højhed?” små hikkede Dina til hun nåede op ved siden af den mørkhåret unge kvinde. Det brune blik blev kastet et usikkert over skulderen, tilbage mod kroen som kun blev mindre for hvert skridt.
”Det er bare en hurtigt tur, vi er tilbage før de ved af det” kom det optimistisk, mens en affejende hånd næsten forsøgte at vifte spørgsmålet væk igen. Den friske luft gjorde hende allerede godt, i sammenspil med udsigten til ikke bruge resten af de lysetimer i en mørkebrun krostue.

Chaunce Lochtree nåede ikke megen længere med sin plan, forinden at to kvinder kom marcherende i den nære horisont; den ene væsentlig mindre end den anden, forpustet over bakkekammen. Selv fra sit halvdårlige skjulested bag buske og lavthængende grene, hørte Chaunce de formanende ord men vigtigst af alt –

”Deres højhed.”

Dæmonen kunne knap styre sig derefter; han begyndte at trippe på stedet og smilet over de hjerteformede læber, var så bredt, at mundvigene truede med at sprække under presset. Det var ganske enkelt ikke hver dag, at en adelig sådan vadede sorgløst i hans retning og her havde Chaunce Lochtree troet, at eftermiddagen skulle forblive en kedelig en af slagsen. Lettelsen, der var pakket ind i spændthed og forventningsfuld fornøjelse, ville ingen ende tage.

Drengene – dem, der allerede var under hans mørkemagi – emmede af raseri og indædt frustration. Den mindste af dem, ham alle de øvrige havde udset sig som deres bytte, forstod ikke hvad der præcist foregik; kun at også han mærkede alt det skyggefulde langsomt men stille tage overhånd. Også han hørte stemmerne.

Snart efter blev det for meget for dem alle, og en nådesløs kamp brød ud imellem dem.

”Men..” begyndte Dina pustende, før hun forsøgte igen, men denne gang med en mere autoritær stemmeføring ”.. Men De ved ikke hvem der er her byen? De burde virkelig vente på en vagt Deres højhed. Hvad ville Deres moder ikke sige, hvis der skete Dem noget?” havde det ikke været fordi det var med rystende hånd, at hun lagde en arm på Thalia’s ene, så havde det måske lykkes hende at få prinsessen på bedre tanker.

De fyldige læber skiltes for endnu en gang at forsikre tjenestepigen om at der intet ville ske. At det blot var en hurtig spadseretur og så skulle de nok finde tilbage il kroen, hun trængte bare til frisk luft og blodomløb i benene.
I stedet for kom var det et højlydt overrasket og ikke mindst bekymrende ”Hey!?” i retningen af drengene, hvor en kamp brød ud. Afstanden mellem dem og de to kvinder blev hurtigt tilbagelagt og med alt sit fokus på de unge drenge, lod Thalia ikke mærke til den mørkhåret mand med de giftgrønne øjne, der forsøgte at skjule sig blandt buske og lavthængende grene.
Det samme kunne ikke siges om tjenestepigen, som i sin forbi passeren stoppede op.
De mørke øjne blev rettet ind mod Chaunce ”Deres højhed.. Thalia…!” peb hun, som en ubehagelig mavefornemmelse slog rod i hendes indre, jo længere tid hun betragtede den ellers kønne mand.

Fuldt optaget i at forsøge at få drengene skilt ad, ænsede hun ikke hvordan Dina havde kaldt på hende, kaldt på hende ved navn. En tiltale som aldrig skete udenfor hendes sovekammer, når de to kvinder var alene uden chance for andre kunne høre det. ”Vil I så holde op?! Hvad er der med jer?” – ”Man skulle tro i var besat?! Hvad end der er sket, så kan det snakkes om!” kom det tydelig fusteret fra hende, som drengene ikke lod til at ville eller kunne stoppes, i den blodige nævekamp der var opstået blandt dem.

Tjenestepigens store øjne og hvide ansigt afslørede ikke blot, at Chaunces tilstedeværelse ikke længere hemmelig men også, at hun instinktivt vidste, hvad han var. De sorte øjne og hænder måtte have givet hende den sidste vished, og selvom hun forsøgte, at fange den anden kvindes opmærksomhed, lykkes det hende ikke.
Med et lille, glubsk smil om læberne forsvandt Chaunce bag de alskens buske og træer, men fortsat lød tjenestepigens skingre opråb. Og ikke mindst den adeliges fortsatte beordringer til de kæmpende drenge.

Chaunce bevægede sig lydløst igennem skoven i en cirkelbue omkring alle de fremmede, alt imens hans mørke kaosmagi strakte sin fæle tentakler. Han ville gerne ramme tjenestepigen, og ikke lang tid efter viste en åbning sig. Hun stod ikke længere og gabede i hans retning, men havde vendt rundt og forsøgte nu, fysisk, at tilbageholde prinsessen – forsøgte krampagtigt at få hende til at lytte til sig.

De sorte tentakler gled uset henover græsset, til de nåede tjenestepigens ene ankel, hvor rundt de snoede sig. Chaunce smilede og lod stemmerne indfinde sig i den lille kvindes bevidsthed: skub til hende! Så dum, hun er! Hvorfor hører hun aldrig efter, hvad du siger, var? Er dine ord måske ikke det værd? Nej! Hun tror, hun er bedre end alle andre! Vis hende, at hun tager fejl!

Den lukkede hånd omkring Thalia’s ene håndled, som herefter trak tilbage i armen, forsøgte at få hende væk fra drengene ”Thalia, hør nu efter! Kom nu, der er en mand mellem træerne!” lød det endnu mere bønfaldende og desperat end tidligere. Trækket blev hårdere, som der blev lagt mere vægt i.
Med de mørke øjenbryn knyttet små irriteret sammen, drejede hun sin opmærksomhed over på Dina. ”Kan du ikke se de er ved at tæv..” -tæve hinanden til blods?! Det kan jeg ikke bare stå tilbage og se på, så hjælp mig nu med at skille dem ad i stedet for Dina!
Ordene blev kvalt i struben på Thalia, som det gik op for den unge prinsesse, at hendes tjenestepiges eller så sunde kulør var aftaget, kræftigt. Hvordan hun lignede en som mest af alt havde set et spøgelse.
Et spøgelse i form af en mand, i mellem træerne?
Som direkte reaktion drejede den unge prinsesse sig mod nærmeste træer og buskads, med et søgende blik efter denne mand, som Dina hævede skulle være at finde godt gemt væk i det grønne, men før hun kunne nå at se ordentligt efter, mærkede hun et hård placeret skub i ryggen.

Med retning direkte ned i den hårdt pakkede grusvej, tog hun gispende fra med hænderne, hvis bløde håndflader i sammenstødet blev revet op af de små sten.
Hvor hun burde have skåret en smertefuld grimasse, havde hun kunne mærke den skarpe smerte skyde fra håndfladerne og videre op gennem armene, så var der ikke andet end overraskelse der var malet hen over det ellers så kønne ansigt. Overrasket over mødet med jorden under sig, men også over at opdage hvem der havde skubbet ”Dina!?” lød det tydeligt forvirret, men aldrig vredt. 

Dina spruttede af arrigskab og trådte truende tættere på prinsessen. ”Du tror altid, at du er bedre end alle os andre! Er vi måske ikke også mennesker, var?! Af kød og blod?!”, udbrød tjenestepigen, hvorefter hun spyttede på hendes overordnede ene fine læderstøvle.
”Jeg er så træt af, at du aldrig hører efter, hvad jeg siger til dig! Du er en selvisk sno! Så optaget af dig selv, at du slet ikke har øjne for andre!”, fortsatte tjenestepigen Dina sine hadske ord, alt imens hun bevægede sig tættere og tættere på Thalia, tydeligvis parat til at springe på hende som et rovdyr.

Mange meter derfra stod Chaunce og stirrede fornøjet. Han havde ganske enkelt ikke ventet, at den buttede kvinde ville eksplodere sådan, som hun gjorde, men som det ivrige publikum han var, lappede han synet frydefuldt i sig. Det var næsten for godt til at være sandt! Han havde jo såmænd ikke gjort andet end at puste let til hende…

Drengene fortsatte deres voldelig skænderi, fuldstændig opslugt af deres eget foretagende, at de end ikke bed mærke i prinsessen og tjenestepigen. De delte knytnæveslag ud til højre og venstre, ligeglad med hvem de ramte, så længe de ramte noget.
Chaunce havde, for blot et øjeblik, glemt alt om dem.

”Og du tror, du er så smuk, men ved du hvad? Du er hæslig, indvendig som udenpå!”, råbte Dina, hvorefter hun faldt ned på sine knæ ved prinsessens fødder. Hendes små men stærke hænder greb om prinsessens ben, hvor neglene borede sig ned i kjolens tykke stof. Så optaget af mørket var hun, at hun end ikke mærke i, om mødet havde den ønskede effekt eller ej.

Hvad i alverden forgik der bag de store brune øjne?! Alle de ord, de lød ikke som Dina! Jovist var det hendes varme bløde stemme som sagde dem, men det var med en jalousi dryppende af dem, og arrighed lynende fra hende, mens hun spyttende trådte nærmere Thalia.
I et forsøg på at tilbage lægge noget afstand mellem hende, og den tjenestepige som hun ikke længere genkendte, fik hun noget besværliggjort at kjolens skørt, møvet sig tilbage hen over jorden med de nu healede håndflader strakt bag hende, mod jorden, så det næsten var i krabbegang hun fik flyttet sig væk.
Hvis hun bare kunne lægge tilpas afstand til, så hun kunne forsøge at komme op igen, uden fare for at Dina’s hænder igen ville sende hende mod jorden, inden hun overhovedet var kommet på benene!

”Jeg.. Jeg.. Det er ikke sandt Dina?! Jeg har øje for andre! Jeg tror ikke jeg er smukkere end andre!” Nærmest skreg hun mod den lille buttede kvinde, der som et rovdyr der havde udset sig sit bytte, sank ned over prinsessen. Det føltes i hvert fald sådan, selvom Dina endte ved fødderne og ikke ind over hende.
En klam følelse af frygt, magen til den som Astrid til tider bevidst som ubevidst havde fremkaldt i sin søster, hjemme på landstedet og nu Isenborg, spredte sig i hendes tynde brystkasse. Det føltes som om hun var ved at kvæles, som en hånd der klemte om en lille fugleunge. Desperat greb Thalia i et fast greb om hænderne med de ind borende negle, forsøgte at lade hendes magi flyde, fra hende og ind i Dina med håbet for at hun ville falde til ro.

”DINA!” Denne gang skreg hun ikke nærmest, det var med hendes lungers fuldekraft.
Hun slog hende, Dina slog Thalia, og så med en hårdt knyttet hånd! Dina havde trukket den ene hånd til sig, fri fra Thalia's greb, knyttet den og sendt den i direkte kollision med det ene kindben.
Det stjernede for de lyseblå øjne, men smerten var der ikke. og kom aldrig som et rødt mærke dannede sig under den lysehud. Et mærke der inden længe ville forsvinde, havde det aldrig været til stede. Hvilket var for det bedste.
Den unge prinsesse håbede stadig at hendes tjenestepige om ganske få øjeblikke ville falde ned igen. At Dina ville beklage og undskylde ikke bare en gang, men mange gange, både for slaget og de grimme ord, for alt.
Hånden løftede sig igen, klar til at sende endnu et slag mod Thalia's ansigt, hvis reaktion var et kraftfuldt spark i mellemgulvet, på hendes overfaldskvinde. Med et smertefuldt støn blev luften slået ud af Dina, der sammen synket måtte lægge begge arme omkring maven.

Thalia spildte ikke tiden et sekund, hun fik kæmpet sig op på benene. Hun var ikke længere interesseret i at stoppe drengene i deres blodige slåskamp. Der var kun en ting på sinde hos hende; Løb!
Og det gjorde hun, så hurtigt hende ben kunne bære hende, uden orientering for hvad retning flugten gik i.
Hun havde mere travlt med at se sig over skulderen, end fremad, det skete kun glimtvist. Til vejen blev blokeret af en næsten 2 meter høj mur, hvis brystkasse hun løb direkte ind i. For at forhindre hun ville falde tilbage ned på jorden, lukkede de slanke fingre sig straks tæt om hans overkrops klæder, i et anstrengt "Urgh!" og et svagt støn, da sammenstødet fik presset det meste af hendes luft ud.  

Chaunce var nær kommet til at le. Det var mageløst! Ganske enkelt et mageløst, opslugende scenarie, der havde krævet så lidt, ak ja, så lidt af hans styrke. Hvad ville der ikke være sket, havde han ladet den slippe fri, søgende mod enhver levende i miles omkreds; dens lange, sorte arme som giftige slanger med kun et eneste formål?
Dæmonen fik kuldegysninger af tilfredsstillelse ved den blotte tanke.

De to kvinder fortsatte deres udsøgte nævekamp. Tjenestekvinden gik til sin overordnede uden nåde, og den anden syntes ikke at forstå, hvad der foregik. Tilsyneladende var denne Dina en mester i at skjule, hvad hendes misundelige sind fik hende til at skære grimasser af i nattens trygge mørke.
Hun skulle dog ikke forblive på jorden for længe, og Chaunce’s sorte blik fulgte enhver af hendes bevægelser. Der var så smukt ved den febrilske frygt, den der fik hendes tynde lemmer til at krampes og stoppe deres regelmæssige funktioner. Gad vide om prinsessen vidste, at hendes krop kunne se sådan ud? Forrykt, forvredet og så ufattelig blændende i dens naturlige skønhed?

Chaunce havde været så optaget af kaosset, dernæst sine egne lystfulde tanker, at det først for sent gik op for ham, at den brunhårede kvinde var sat af i en flugt i hans retning. Han lod det dog ske – han havde besluttet sig, at de skulle mødes før eller siden. Tilsyneladende før.

Hun ramlede ind i ham og straks lagde hans handskebeklædte hænder sig beskyttende omkring hendes skælvende skikkelse. Chaunce’s øjne var ikke længere sorte men giftgrønne, og med en – påtaget – forskrækket stemme sagde han:
”Hvad er der dog sket? Jeg – jeg hørte råb og… er De okay? Er der nogen efter Dem?”

Luften virkede ikke til straks at komme tilbage i lungerne, men af en ganske god grund. Thalia havde ganske enkelt uden selv at bemærke det holdt vejret, efter luften var blevet slået ud af den spinkle brystkasse, hvor hjertet slog i samme vildskab som en indespærret fugl i et bur. Ikke før følelsen af beskyttende hænder lukkede sig omkring hende, sugede hun luft ind på ny, i mindre gisp.
Den skælven der havde sat sig i den mindre kvindeskikkelse, blev først rigtig tydelig her efter, som hele hendes krop begyndte at ryste som et espeløv. Følelsen af at tjenestepigen var lige kommet på benene og var lige i hælene på fyrstedatteren, kunne hun ikke helt slippe lige med det samme. Imellem den tårnene mandspersons ord, var det som om lyden af knasende grus, under vægten af en person i løb, kom nærmere; men Dina kom aldrig.

”Min tjenestepige, hun er… Jeg ved ikke hvad der er gået af hende? Hun... Hun angreb mig?!” Om så Thalia forsøgte, kunne hun ikke skjule hvor chokeret hun var over hele eskapaden, men samtidigt var det som om det først nu gik op for hende, hvad der var sket. Dina havde ikke bare overfaldet hende verbalt også fysisk, helt ubegrundet!
Pludselig, pinlig, bevidst om at hun stadig knugede sig til hans beklædning, var det med en lige så stor hast, som hun var sat i løb med, at hun slap, kun for straks at forsøge at glatte stoffet lidt ud, hvor hun havde haft fat.
Med øjne blanke som en poselæn dukkes glasøjne, mødte hun hans giftgrønne, fuld af desperation for hjælp. En hjælp hun brændende ønskede at finde i ham.
”Hvis De vil følge mig tilbage til kroen? Jeg beder Dem.. Jeg skal nok betale Dem en god sum krystaller, bare De ikke lader mig gå selv?”

Chaunce måtte kæmpe for ikke at komme til at smide fornøjet. Det var jo sandheden, at det var netop dét, at han følte: fornøjelse, opstemthed, morskab. Der var mange ord for netop den sitrende fornemmelse, der lå og prikkede til ham under huden. Instinktivt forstod dæmonen dog, at dette ikke var tidspunktet at lade den undslippe; han måtte le for sig selv, senere, bag den låste dør i kroværelset.

Stemmen var enig: ”Hvilken mulighed, hvilken mulighed… Hvad skal vi mon stille op nu? Vi kan jo naturligvis ikke bare følge hende tilbage, men… Åh, hvad skal vi dog gøre?”, sang den frydefuldt til Chaunce, som nikkede. Snart efter kom Stemmen på en idé og Chaunce hujede indvendig i det, at Den lod ham vide det.

Chaunce lagde sit ansigt i overraskede folder; i hvert fald dén slags han antog var forundring. ”Deres tjenestepige… angreb Dem?”, udbrød han vantro, hvorefter han straks lod sine giftgrønne øjne glide henover den fremmede kvinde, som ledte han efter skjulte sår eller blå mærker. Derefter rystede han prompte på hovedet:
”De skal absolut ikke betale mig noget som helst! Under normale omstændigheder ville jeg fornærmes over en sådan antagelse, men jeg forstår, at De må være dybt påvirket af situationen. Naturligvis vil jeg eskortere Dem tilbage!” Ordene blev efterfulgt af et sæt rynkede øjenbryn. I al hast tilbød Chaunce derefter sin arm til kvinden –

Nej. Prinsessen.

”Hvor fandt dette sted? Er hun i nærheden? Hvad skete der?”

Havde den unge fyrstedatter bare haft tiden og roen til at mærke efter for sin mavefornemmelse, en mavefornemmelse der fortalte hende at tingene ikke var som de gav sig ud for. Ikke at hun alligevel ville kunne sætte en finger på, hvorfor hendes mave nærmest slog ubehagelige kolbøtter over den mørkhåret unge mand overfor hende, så hun ville nok med alt størst sandsynlighed have endt med at skubbe den til siden.
Lige nu var den eneste logiske forklaring på de knuder maven havde slået, at de var skabt af hvad hun lige havde oplevet. For nu var alt Thalia så når hun kiggede op i det giftgrønne; en kærkommen hjælp.

Nikkende tilkendegav ”Jeg ved ikke hvad der er steget hende til hovedet. Det kom ud af det blå, som et lyn fra en klar himmel.. Alt jeg prøvede på var at skille nogle unge drenge ad, de var oppe og toppes – sloges med knyttede næver.” Det var tydeligt at den unge kvinde foran ham stadig ikke helt forstod hvad der lige var sket, selvom kroppens rystelser efterhånden havde lagt sig, så var hun stadig lige så rystet som da hun var løbet ind i den muskulære brystkasse.
”Undskyld det var ikke min mening at.. Jeg ville ikke fornærme Dem.” beklagende øjne blev sendt i retning af Chaunce, mens hendes arm flettede sig sammen med hans frembudte, knugende sig lidt til den, som var den det eneste anker i det stormvejr der truede.
Øjenbrynene rykkede sig eftertænkt som mod hinanden, før det isblå blik blev slået ned mod fødderne og stemmen sænkede sig til den næsten var en hvisken ”Jeg ved ikke hvor Dina er, troede hun havde sat efter mig. Det skete henne ved skovbrynet.”.

Chaunce rynkede kunstfærdigt begge sine sorte øjenbryn og rystede dernæst misbilligende på hovedet. ”Slås, siger De? Ved alle Guderne”, svarede han prompte, hurtigere end det normale menneske, der ville bruge tid på, at skulle bearbejde den ukendte information først. Stemmen gav ham ingen vejledning – den havde heller ikke vurderet hans adfærd som skæv – og tilfreds med sit skuespil, fortsatte Chaunce.

Endnu førte han hende ikke tilbage mod kroen, velvidende, at så snart de nåede frem, ville Chaunce ikke længere være i stand til at nå hende. Der var ganske enkelt for mange vidner, for mange potentielle problemer i vente. Nej, det var bedre de blev lidt her, i skoven – mon ikke det kunne lade sig gøre?

”Vil De have mod på at vise mig, hvorhen det fandt sted?”, spurgte han og betragtede hende med overbærende øjne; som antog han, at hun ikke besad nogen indre ild, selvom det så sandelig var det, han før havde betragtet. ”Jeg vil gerne se, om vi ikke kunne finde en forklaring på det her… Det lyder jo, ja, beklager min direkte facon, men fuldstændig grotesk. Drenge, der slås, tjenestepiger der mister deres ellers gode dømmekræft.”

Svaret kom hurtigt, måske endda også for hurtigt. En lille næsten ikke synlig streg tegnede sig frem i den lyse pande, der rynkede sig en smule forundrende over hvor hurtig han havde været med sine ord. Det var ret besynderligt, men den unge mørkhåret kvinde valgte at lade det fare, for det var vel bare fordi det at en flok unge drenge havde været i færd med en indbyrdes næve kamp, var mindre alvorligt end at en tjenestepige havde overfaldet sin frøken? Det var i hvert fald hvad hun bildte sig selv ind.

Han ville se stedet? Den forundrede mine der kun lige havde nået at slippe hendes ansigt, fandt sig straks vejen tilbage, men det falmede langsomt, men stødt igen, som han begyndte at forklare hvorfor han var kommet med så intrikat et forslag; i stedet for bare at vælge prinsessen tilbage til kroen, tilbage til hendes følge af vagter der ventede hende og Dina’s tilbagekomst.
Mest af alt havde hun lyst til at sige et rungende nej, sende ham bedene øjne om bare at følge hende tilbage, men det ville ikke være første gang Thalia skubbede sine følelser til siden, for at ’behage’ andres ønsker. Derfor nikkede hun i stedet og gjorde med den frie armudslag for at vise an i den retning hun var kommet fra. En stor del af hende håbede og bad til Guderne om at Dina og drengene, ikke længere var at finde på stedet.
"Jeg har slet ikke præsenteret mig." kom det lidt ud af det blå, for det var vel nok en underlig ting at komme i tanke om efter omstændighederne, men chokket fik hende til at trække på indlærte vaner der sad så dybt i hende, at de ikke krævede nogen synderlig stor betænkelighed. "Thalia Ayoe Isolde af Isenwald. Min tjenestepige hedder Dina. Hende der overfaldt mig.".

Chaunce skyndte sig at smile ned til den brunhårede kvinde. Jovist, lille fugleunge, det ved jeg skam. De er jo en vaskeægte prinsesse! Se, det havde jeg ikke forventet at møde i dag af alle dage! Men jeg er heldig. Jeg er altid heldig. Børn af Zaladin vil for evigt blive velsignet med stunder som disse, forklarede dæmonen hende i sit eget tankemylder.

”Og jeg er Chaunce Jaron Lochtree, Deres Højhed.” Prinsessens titel blev pakket ind i en sød karamel tone, som forekom det Chaunce morsomt, at det netop var det, hun var. ”De må tilgive mig, men det er ikke hver dag, at en ung mand møder en prinsesse og tilmed får den udsøgte mulighed, at kunne assistere hende ud af de farer, hun måtte møde på sin vej”, forklarede han hastigt, hvorefter Chaunce lagde en handskebeklædt hånd henover Thalias egen; den, der hvilede på hans underarm.

Chaunce førte Thalia tilbage i den retning, hvorfra hun var kommet og på intet tidspunkt overvejede han – eller Stemmen, der ikke var hans egen – at han, skulle historien spille sandfærdige toner, jo ikke vidste hvor præcist, de var på vej hen.
”Vil De ikke være sød at fortælle mig, fra start til slut, hvad der fandt sted? Jeg… må indrømme, at jeg er en anelse forbløffet og ikke kan forstå det til fulde. Der var unge drengebørn?”

Lochtree, slægtsnavnet syntes den unge Isenwald at have hørt før, det havde en bekendt klang over sig. Ude af stand til med det samme at sætte en finger på, hvorfor navnet fik en indre klokke til at kime lystigt, forsøgte hun ubemærket at rode i sine erindringer gennem
Måden hvor på tiltalen til hendes titel blev sagt virkede både moret, kvalmende sød og nedladende i sin egen facon skønt denne Chaunce fik skjult det godt. Før hun kunne nå at blive fornærmet og påtale det, beklagede han sig. Overfaldet måtte virkelig være steget hende til hovedet, sådan som hun lod mistroiske tanker om hans oprigtighed, forpeste det ellers så positive sind. ”Jeg er bare glad for at De var i nærheden. Næsten som prinsen på den hvide hest, De mangler bare både hest og prinsetitlen.” en flig af at hun fandt hendes egen kommentar morende, var at spore i tonen det blev sagt på. ”Men De kunne sagtens ligne en prins.” lød det konstaterende denne gang lidt laver, næsten i en hvisken. Ordene havde været tiltænkt til at skulle forblive tanker.  Med realiseringen af det var for sent at tage dem tilbage, spredte en rødlig kulør sig i hendes ansigt, startende ved kindben og næseryg.
Det blå blik sænkede sig sammen med hovedet, lagde sig stift på skosnuderne der for hvert skridt kiggede frem under kjolens skørt.
Han er adelig! Skreg det pludseligt gennem sindet på hende. Selvom det kun var ganske nyligt at Thalia havde fået titel som prinsesse, havde hun siden barnsben modtaget undervisning i takt og tone, men også de andre adelsslægter – store som små – Krystallandet rummede.

Han havde fået ført hende et godt stykke på vej, men i sin opdagelse af hvorfor Lochtree navnet havde lydt så bekendt, havde hun fuldstændig glemt at lytte efter den bløde mands stemme. ”Undskyld jeg fik ikke hørt ordentligt efter Dem og Deres ord.” indrømmede hun små flovt, men dybt beklagende. Læberne skiltes på ny for at bede ham gentage hvad han havde sagt, men i stedet skænkede hun farten. Faktisk stoppede hun næsten op ”Vent.. De er en Lochtree. De er adelig, af en slægt der..” ordne ebbede ud, som hun ikke vidste hvad hun skulle sige, for sandheden var hun ikke huskede nok om hans slægt på stående fod. Det eneste der kom til hende, var slægten ikke var velset i adelen, og det var sjældent for bagateller.
Nok var hun fuld af ung naivitet, men den unge kvinde var bestemt ikke dum og denne gang var den tilbagevendte mavefornemmelse af, at noget ikke var som det skulle være ved den kønne unge redningsmand, hvad hun lyttede til.

Oh, det er vist så småt begyndt at gå op for dig, lille fugleunge, er det ikke? Jeg kan se det i dine øjne. Du vil bare ikke indse det, vel? Fordi du ved, at du er løbet ind i løvens gab og der ikke er nogen vej ud!

Chaunce sukkede teatralsk og nikkede, hvorefter han sænkede sit blik. Grebet om prinsessens hånd forblev dog stramt og uregerligt.
”Ak ja. Jeg tilhører… dem”, indrømmede han, for der var trods alt ingen grund til at lyve. Vi skal have så megen sjov sammen, du og jeg! Og du skal vide, hvem jeg er! ”Men det er nu ikke faktum, jeg er stolt af. Hvad nytter det? At lyve, mener jeg. Og så overfor en kvinde af en sådan kaliber som Dem selv?” Chaunce kiggede op og fangede prinsessens blik med sit eget, der til trods for mørkemagiens begærlighed, stadig var grønt.

De var stoppet op i skoven og Stemmen hviskede en kommando, Chaunce selv så absolut ikke brød sig om. Han adlød dog – det gjorde han altid, når Stemmen befalede ham ting – og slap dernæst taget i Thalia.
”Jeg beklager. Jeg må have… skræmt Dem. Mit slægtsnavn har desværre, men med god grund, netop den indvirkning. Vil De finde det mest komfortabelt, hvis jeg vendte rundt og gik min vej?”

”En kaliber som mig?” lød det undrende med en underliggende tone, om han ikke ville være så venlig at uddybe. Indimellem glemte hun selv hvad hun var, det var jo stadig forholdsvis nyt. For hende var hun ikke Thalia af Isenwald; prinsesse af Isenwald, men bare Thalia.

Af skade bliver man klog, lød ordsproget.
Den unge prinsesse havde bare endnu til gode rigtigt at mærke det på egen krop, hvilket nok også var grunden til hun var lidt for hurtigt til at betvivle uroen i kroppen; uroen skabt af ham, af hans navn og af hele situationen Thalia havde befundet sig i.
Han virkede oprigtig når han forsøgte, at bilde hende ind at han ikke var stolt af sit navn. Måske var det det genkendelige i hans ord, som gjorde at de parader der langsomt havde hævet sig, faldt på ny. Thalia havde selv for ikke længe siden følt en skam ved sit navn, ved sin slægt, forårsaget af hendes moders kusine og forræderiet som nær havde kostet familien alt. Hun var ikke Cordelia og hendes handlinger, ej heller var resten af hendes familie! Så hvordan kunne hun tillade sig at dømme denne mand på et fødselsnavn alene? Han var jo ikke nødvendigvis synonym med deres.. Grufuldheder.
Læberne smallet sig til en tynd streg i det kønne ansigt, i en overvejende mine. Hvad der føltes som tusinde tanker, og endnu flere tvetydige følelser hev og sled inde i det unge sind.

Armene faldt ned foran hende, hvor den ene hånd greb om modsatte håndled og blikket flakkende rundt, før en svag rysten på hovedet kunne ses ”Nej, jeg..” startede hun med lav stemme, før hun sank en klump spyt. Ryggen blev ranket en anelse, som skulderne skød sig tilbage, det isblå standsede på hans høje skikkelse, der kastede en lang forvarslende skygge over hendes mindre statur. Rømmende forsøgte hun sig igen med at svare ham, denne gang med mere kraft i stemmen ”Jeg beklager hvis jeg har såret Dem, det var ikke min mening. Om nogen burde jeg vide bedre, end at dømme ud fra et navn alene og De har ikke givet mig nogen grund til at betvivle Deres intonationer.” en dyb indånding fyldte lungerne ud, før samme luft blev pustet stille ud. Et lysende smil, fuld af varme og imødekommenhed krængede mundvigene op ad ”Jeg vil gerne lade Dem følge mig på vej og jeg vil gerne bryde Dem på en bid mad, som tak for Deres venlighed?”.

Chaunce kastede hurtigt en affærdigende hånd op foran ansigtet, alt imens hans læber og mundhule gjorde beroligende lyde; som forsøgte han at tæmme et vildt dyr eller et skrigende barn, der var ulykkelig, fordi det var faldet og slået sig.
”Nej, nej, nej – De må ikke undskylde! Jeg forstår desværre godt hvorfor, at folk… skæver til min eksistens. Jeg, åh, er så frygtelig dårlig til at give gode førstehåndsindtryk. Min tvillingesøster siger ofte til mig, at jeg er alt, alt, alt for ivrig”, svarede Chaunce forhastet, hvorefter han smilede så bredt, at samtlige af hans hvide tænder blev blottet. ”Hun kalder mig en skæv eksistens, men jeg forsøger, åh ja, jeg forsøger skam! Det er også derfor, at jeg befinder mig her så langt hjemmefra!”

Stemmen hviskede beordringen og havde dæmonen været klogere, ville han have lyttet og fortsat sin samtale med prinsessen samtidig. Det var bare ikke tilfældet – i stedet frøs han på stedet, stadig storsmilende, og stod sådan for et langt øjeblik, imens han i fællesskab med Stemmen lagde en plan. Derefter nikkede han pludseligt.

”Det er frygtelig pænt af Dem! Så lad os glemme de kære små!” 

”Der må jeg påpege at Deres tvillingesøster om ikke andet denne gang tager fejl om Dem, Chaunce.” ytrede hun opmuntrende, men langt fra bedrevidende. Det var jo ikke til at sige, hvilket førstehåndsindtryk han havde givet, hvis ikke hun var løbet direkte ind i favnen på ham. At hun i et øjeblik havde ladet andres fordømmelser skygge hendes sind, ændrede jo ikke på hvordan han havde tilbudt sin hjælp og assistance; som en ordentlig adelsmand nu en gang ville gøre.
”Savner De ikke Deres familie, når De er så langt hjemme fra? Deres søster? Er det sandt hvad man siger om tvillinger, at de deler et helt særligt bånd sammen?” det ene spørgsmål fulgte det forrige, som et brusende vandfald, før blikket blev slået mod jorden og underlæben suget ind mellem tænderne ”Beklager, jeg skal ikke sådan overrumple Dem med spørgsmål, som ikke vedkommer mig. Det var ganske upassende gjort af mig.”. Blikket løftede sig, men denne gang fuld af beklagelse over hendes dårlige evner til at holde igen, at hun havde ladet nysgerrigheden løbe af med sig.

”Jeg er glad for jeg løb ind i Dem, naturligvis ikke i ordets bogstavligeste forstand. Den del kunne De nok godt have været foruden?” smilet trak sig lidt større, grænsede til at lade sig glide over i en mindre latter. ”Tillader De?” spurgte hun med et nik til hans arm, hvor hendes egen hånd kort forinden havde befundet sig. Tillod Chaunce det, ville hun ’lænke’ sin arm med hans på ny. Hvis ikke ville Thalia i stedet folde hænderne foran sig, og følge ham ved hans side til de nåede kroen.