”Miss? Kommer De ikke op og ser til Alexa? Jeg tror, hun har fået mæslinger.” Stuepigen lagde en hånd på Avas arm. Der lød intet svar. Hun skiftede taktik og satte sig på hug foran bestyrerinden. ”Deres datter længes efter at se dig, miss! Hver aften spørger hun, om De kommer og putter hende.” Selv nu lød der intet svar. Ava sad blot i lænestolen og stirrede tavst på det falmede blomstertapet. Stuepigen sukkede og trak gardinerne fra vinduerne. ”Lad os i det mindste få lidt sollys på Deres blege ansigt.”

Dagene passerede i cirkler som ringe i vand, den ene affødt af den forrige. Næsten intet kunne vække Ava fra den komalignende tilstand, hun var i. Selv når hendes datter satte sig i skødet, var Ava kun i stand til at smile svagt til hende. Hun kunne ikke huske, hvornår hun sidst havde brugt sin stemme. Noget var ødelagt i Ava efter dén aften på kroværelset, og hun havde ikke fundet evnen til at samle stykkerne. Børnehjemmet og dets beboere var blevet overladt til sig selv, og stuepigen kunne knap nok holde sammen på det hele. De var bagud med betalingerne, børnehjemmet var et kaotisk rod, og visse børn havde fået tilbagefald og var løbet hjem til deres nederdrægtige familier.
Det eneste, Ava mærkede i sin apatiske tilstand, var den ondskab, der voksede inde i hende dag for dag.

Pax havde ikke opsøgt Ava efter, at hans spejdere havde meldt hendes hjemkomst. Travlt optaget havde han tilmed glemt, at børnehjemmet nu var hans territorium, indtil en sen eftermiddag hvori, ordene om bestyrerindens tilstand omsider nåede ham. Med sit ansigt dækket, så kun det ene øje, han nu havde tilbage, lod sig afsløre, drog han afsted op af undergrundens mørke, videre ned langs de mudrede gader, til han til sidst kunne skridte igennem den faldefærdige hoveddør.

Børnene var tilsyneladende blevet lagt i seng, for der var stille i stuen, der ligeledes agerede klasselokale i løbet af de tidlige dagtimer. Køkkenet syntes i samme grad forladt, og med effektive fingre afsøgte bandelederen skabe og skuffer, drevet af en formodning, der skulle vise sig sandfærdig. Økonomien haltede. Selvom den havde været sparsom før, var den nu grænsende til ikke eksisterende, og Pax forstod instinktivt, at det måtte hænge sammen med denne tilstand, Ava selv befandt sig i. Den Ava han kendte, ville aldrig forlade børnehjemmet, som det åbne sår, det var blevet til.
Pax skridtede videre igennem huset og dernæst op mod kvistlejligheden, hvor Ilfa sad på trappen. Hendes øjne var trætte og Pax satte sig på hug foran hende. ”Hvad så, ven?”, spurgte han, og dernæst begyndte de små, småmumlende ord at flyde fra pigens mund, som et brusende vandfald, der var blevet holdt tilbage af mørkets magter.

Det var derfor en anelse mere forberedt, at Pax kunne træde ind på værelset og tage den brunhårede kvinde i nærmere øjesyn.
Sådan stod han en kort rum tid og betragtede hende, før han omsider aflagde afstanden til hende og satte sig på hug – for anden gang – foran bestyrerinden. ”Du brugte kniven, ikke? Som jeg havde vist dig?”

Pax bevægede sig lydløst i sådan en grad, at Ava ikke lagde mærke til ham, før han satte sig på hug foran hende. Hun drejede langsomt hovedet mod ham, og betragtede hans ansigt. Hun løftede en finger og strøg den ned over hans ru kind. ”Dit øje…” sagde hun stille. Selv i hendes apatiske tilstand spekulerede hun på, hvad der mon var sket ham.

Måske var det fordi, Pax ikke var en del af børnehjemmet, at hans ord trængte igennem hendes skal. I et splitsekund åbnede det sorte, knusende hul sig i hendes indre ved mindet om, hvad der var sket. Det truede med at sluge hende, hvis ikke hun forseglede det. Så det gjorde hun.
Ansigtsmimikken grænsede til det bedøvede, idet hun svarede: ”Jeg kunne ikke komme til det. Han holdt mig fast eller brugte magi til det.”

Noget mørkt, skarpt og hårdt havde bosat sig i Ava efter den grusomme oplevelse. Troen på Isaris godhed og barmhjertighed var sunket ned mellem brædderne sammen med al blodet, Chaunce havde udgydt. I stedet voksede hævntørsten, som om selve Zaladin havde pustet et glasskår ind i hendes øje.
Ava rettede atter blikket mod tapetet. Og så kom de nok mest ukarakteristiske ord ud af Avas mund. ”Jeg har tænkt mig at dræbe ham, Pax.”

Pax blev siddende med sit ene øje ukueligt hvilende på Ava. Denne tilstand, han i grunden ikke forstod sig på, skræmte ham ikke, og af uvisse årsager antog den unge mand, at hun havde brug for noget fast; noget, at holde fast i eller gribe efter, når hun skulle ønske det.
I grunden var den brunhårede kvinde begyndt at betyde væsentlig mere for Ulven, end denne nogensinde havde antaget til en start. En følelse af ansvar overfor hende havde slået rod i Pax’s brystkasse, hvormed han, fra tid til anden, tog sig selv i at spankulere forbi, for at sikre sig at driften – og ikke mindst hende selv – gik så gnidningsfrit så muligt. Det havde krævet noget omrokering af hans mandskab – men også en forøgelse af Pax’s territorium i den nedre bydel. En faktor han dog aldrig havde ladet Ava stifte bekendtskab med.

Da hendes ord nåede hans øregang, nikkede Pax, men som enhver anden ville gestikulere til påstanden om vejrets tilstand. For nogle var hendes udmelding måske frygtindgydende men for Pax var den… ja, forståelig og normaliseret.
”Fortæl mig, hvad der skete”, bad han, i en tone der ikke indbød, at Ava undlod at gøre, som han beordrede. Hans stemme var dog lavmælt, grænsende til mild, i det han rakte en hånd frem imod hende. ”Så ved vi, hvad vi har at gøre med. Hvad der skal ske nu.” 

Blomstertapetet var falmet i sådan en grad, at de før så røde blomster var blevet mørke som størknet blod, mens tornene på stilkene var næsten usynlige for det blotte øje. Men de var der. Ava undertrykte en trang til kaste sig hen til væggen og flå tapetet ned, om så fingrene blev revet til blods i anstrengelserne.

Bad han hende virkelig om at fortælle, hvad der var sket? Fortælle det og dermed genopleve det. Kunne hun det uden at gå i stykker igen? Ja, hvis hun stoppede det sorte hul til ved at huske på, at hendes krop blot var et hylster, intet andet. Det var lige meget, hvad der var sket med det. Med hende.
Atter vendte hun opmærksomheden mod Pax uden helt at være tilstede. Hun fixerede sit blik i hans mørkegrå øjne uden at blinke en eneste gang, og hun klyngede sig til dem, som var de et anker i det oprørske hav, han tvang hende ud på.

Med en stemme, der ikke lød som hendes egen, sagde hun: ”Han voldtog mig. Han kvalte mig, mens han tog mig. Han rev og skar i mit indre med sine fingre, så blodet løb ned over mine ben. Når jeg ikke skreg eller græd, bankede han mit hoved ind i sofakanten. Andre gange brugte han sine evner til at styre min krop. Og imens han gjorde alt dette, roste han mig for at være god.”
Hun havde ikke lagt mærke til, at hun havde grebet Pax' arm og borede fingrene hårdt ned i hans hud.

Pax forblev tavs, imens Ava fortalte – og til stadighed efter, at hun holdte inde og lod hendes negle synke ned i hans stofbeklædte arm. Han end ikke fortrak en grimasse af ubehag, men forblev siddende, urokkelig i sit faste blik og statur et langt øjeblik efter.

Da han omsider brød tavsheden, var hans ord nøgterne men formålsrettede. ”Så finder vi ham og slår ham ihjel”, lød de, hvorefter Pax lagde sin hånd ovenpå Avas egen og blidt fjernede den. Han gav dog ikke slip på den, men tog i stedet begge af hendes hænder i sine egne, hvorefter han rejste sig – og hev Ava til sig. Han gav hende ganske enkelt noget andet valg, end at lade benene under hende arbejde, for han antog, at det var den bedst mulige strategi fremadrettet. Det måtte det i hvert fald være – Ava måtte og skulle i gang.
Hvor længe havde hun siddet ned?

”Kan du gå?”, spurgte han, i det han i et hurtigt tag lagde en støttende hånd under hendes ene arm. ”Du skal have et bad. Jeg hjælper dig. Er du blevet tilset af en helbreder?” Pax’s ene øje gled vurderende ned af hende, som ledte han efter tegn på, hvad hun havde gennemgået, efter hun var vendt hjem igen. 

Ava opdagede ikke, at Pax løsnede hendes fingre fra hans arm, ej heller registrerede hun, at han hev i hendes arme, før hun stod op. Efter en uge følte hver en lille bevægelse stadig, som om knoglerne blev kværnet under et stort møllehjul.

Hun støttede sig til ham, idet han førte hende hen mod vaskerummet, mens hun kæmpede for at hive sin bevidsthed i sikker havn, væk fra det oprørske hav. Ved at fokusere på hans spørgsmål, lykkedes det hende at blive nærværende. ”Nej,” svarede hun med lettere hæs stemme. ”Ingen helbreder.”

På ordre fra Pax kogte stuepigen vand nok til at fylde en af kobberbaljerne i vaskerummet. Ava knappede den højkravede blondeskjorte op, hvorved et tydeligt håndaftryk kom til syne på halsen. Hun trak den langsomt over hovedet og afslørede en overkrop, der var spættet af blå, lilla og gule mærker, ligesom lårene havde tydelig aftegn af mishandlingen. Pax’ tilstedeværelse generede hende ikke. Efter oplevelsen med Chaunce, hvor hun mentalt havde afskediget sin krop, var hendes blufærdighed forsvundet. Dertil stolede hun efterhånden på Pax.

Hun gled ned i vandet med et dæmpet suk og trak benene op under sig. Sådan sad hun i en rum tid. "Han dræbte uskyldige mennesker, Pax," sagde hun så. "Et ægtepar. Han fik manden til at dræbe hustruen, hvorefter han selv begik selvmord. Og han nød det. Hvordan kan nogle gøre den slags?”

Pax trak sin varme kofte over hovedet, så den slidte skjorte under blev afsløret. Imens Ava selv afklædte sig, hev bandelederen skødesløst op i sine ærmer, hvorefter han greb om sæbe og vaskeklud.
Kvinden var dækket af blå – nej, sorte – plamager henover hals, nakke og ryg, og for blot et øjeblik tog Pax skaderne i nærmere øjesyn. Optaget af, at vurdere hendes tilstand, var det dog lige før, at den unge mand ikke hørte Avas spørgsmål.

”Nogle mennesker er skruet anderledes sammen”, mumlede han fraværende og med en vished om, at han aldrig kunne besvare hendes spørgsmål, så verden atter gav mening. ”Jeg rør ved din ryg nu. Vi skal have renset sårene.”
Forsigtigt lod Pax den – nu – fugtede klud indfinde sig på Avas tynde ryg, hvorefter arbejdet umådelig langsomt gik i gang. Det var ikke første gang, at Pax befandt sig i en lignende situation, og han vidste derfor, at det mest anspændte moment endnu ikke havde indfundet sig.

Som badet begyndte at finde sin afslutning, hjalp Pax Ava op at stå. Hendes ben syntes endnu ikke at ville samarbejde, så til trods for hendes afklædte fysik, løftede Pax hende op i sin favn. Dernæst bar han hende ind i seng, hvorpå han lagde hende på den bløde halmmadras.
”Ava, jeg bliver nødt til at kigge – du ved. Dernede”, lød det dernæst lavmælt, ja, næsten undskyldende, i det Pax gestikulerede mod hendes køn med et nik. ”Må jeg godt det? Jeg rør ikke.” 

Ava hvilede hagen på knæene, mens det varme vand omfavnede hendes forslåede krop. Hun gav sig kun en smule af smerte, da Pax lod en klud glide ned langs hendes krumme rygsøjle. Lige så nænsomme bandelederens hænder var, lige så effektivt kunne de gøre det af med et menneske. En kontrast i et kontrastfuldt menneske. Hun ville aldrig forstå ham. Men hun stolede på ham.

Da vandet var blevet lunkent og overfladen grumset af sæbeskum, forsøgte Ava at rejse sig op. Benene reagerede ikke som hun ønskede, hvorved Pax behændigt løftede hende, som var hun intet andet end et barn. Hun tillod sig at hvile hovedet mod hans bryst, inden hun gled ned på sin seng.

Ved hans ord stivnede hun. Stemmen var blot en hvisken: ”Ja.” Hun spredte benene kortvarigt, hvorved han kunne se rifterne i hele området. Så trak hun tæppet over sig og krummede sig sammen. Det krævede alt hendes styrke ikke at bryde sammen. Han havde prikket hul i hendes forsvar, og hun var nødt til at tage nogle dybe, hikstende indåndinger. ”Fortæl mig, hvordan jeg kan dræbe ham,” bønfaldt hun i et forsøg på at finde tilbage til den kontrollerede vrede. ”Hvordan dræber man en dæmon?”

Pax så instinktivt væk fra Ava, i samme øjeblik hun trak sine tynde ben til sig og smed tæppet over sin nøgne skikkelse. Han forstod – og nok mere end den brunhårede kvinde nogensinde ville.

Det betød dog ikke, at han kunne ignorere, hvad han netop havde set. Det var også derfor, at Pax rejste sig fra sengekanten og fandt en balje, han fyldte med vand. Han ville gerne have grebet om sæben og skåret et hjørne af blokken – Edward havde proklameret igen og igen, at betændte sår afkrævede sæbe for at kunne blive helbredt – men Pax vidste ganske enkelt ikke, om det også betød… i de nedre regioner.
Pax besluttede at undlade sæben, hvorefter han vendte tilbage med klud og balje. Igen satte han sig til rette på sengekanten, tids nok til at høre Avas stille bøn.

Igen kunne han ikke svare hende. ”Det kommer an på, hvor renracede de er. En halvdæmon er væsentlig nemmere, eftersom de… i bund og grund er et menneske. Dæmoner… rendyrkede dæmoner er en helt anden snak, Ava, og det er svært at se forskel på dem”, mumlede Pax, hvorefter han forsigtigt lagde en hånd på hendes ene knæ.

”Du bliver nødt til at vaske dig. Jeg går ikke ud fra, at du vil have mig til det.” 

Ava var tavs, mens Pax forsvandt, og da han kom tilbage med en balje med vand, og en opfordring om at vaske sig, skar hun en grimasse. Hendes underliv føltes sønderflænset, og det sidste, hun havde lyst til, var at komme i nærkontant med det. Alligevel vidste hun, at han havde ret. Hun tvang sig selv op at sidde, inden hun tog spanden fra ham.

Ti minutter senere vendte hun tilbage, nu iført natkjole. Den smule aktivitet havde gjort hende træt i alle lemmer. Hun satte sig forsigtigt ved siden af Pax på sengen. ”Jeg ved ikke, om han er rendyrket dæmon,” sagde hun og stirrede ud i luften. Hvordan skulle hun vide det? Han så normal ud, charmerende endda, lige indtil … Hun rynkede brynene og gjorde læberne smalle. ”Hans øjne blev sorte, da han brugte sine kræfter. Helt sorte. Betyder det noget?”

”Hans navn var Chaunce Lochtree.”

Pax ventede tålmodigt, indtil Ava kom tilbage. Da hun dernæst satte sig, nu iført en natkjole, skævede han opmærksomt til hende.
”Jeg kan se, om jeg kender nogle, der ved noget om familien. Det kan måske besvare nogle af vores spørgsmål”, svarede han, hvorefter han løftede nogle ru fingerspidser og gned sin spidse hage. ”Men ja. Det betyder noget. Samtlige detaljer, du kan huske, kan betyde alverden, Ava.”

Pax rømmede sig og strakte derefter sine lange ben frem foran sig. ”Der er forskellige muligheder. Dæmoner er… komplicerede. Han kan være besat eller han kan været, ja, født eller dyrket, som en grøntsag, til han er blevet til det, du så. Nogle besættere skifter kroppen ud, hvis den bliver angrebet og har ikke samme dominans over skallen, i forhold til de beslutninger, som personen, værten, vælger at tage”, fortsatte han lavmælt, pludselig bevidst om, at Ilfa kunne gemme sig et sted og overhøre deres samtale.

”Så – hvordan virkede han? Hvad kan du huske?” 

Avas fingre fandt kortvarigt hen til hans grove hånd. ”Tak,” sagde hun dæmpet og trykkede den blidt, inden hun slap ham. Hun trak benene op under sig, selvom handlingen medførte en smerte, der fik hende til at lave en grimasse. Tavst lyttede hun til hans forklaring.

”Jeg vidste slet ikke, det var så kompliceret,” sagde hun dystert. Hvis det havde været ligetil, havde hun jagtet dæmonen ned med en kniv. Mørke tanker havde hjemsøgt hende i de senere nattetimer. Tanker om, hvordan hun ville skære hans ædle dele af og fodre dem til svinene som straf for, hvad han havde gjort.

Ava gned sine tændinger og modstod at skjule ansigtet i hænderne. ”Bed mig ikke om at gennemgå det én gang til. Ikke i dag,” bønfaldt hun og rystede hovedet en anelse. ”Du ved ikke, hvordan det er … Jeg kan stadig mærke hans hænder overalt på min krop.”

Pax forblev tavs, selv længe efter Avas afslag havde ladet sig registrere i hans øregang. Det var tydeligt på den unge mand, at han var fordybet i et komplekst tankespind, for selv da han omsider så op, var det som om, at et slør havde lagt sig over hans ene tilbageblivende øje.
”Men jeg gør jeg. Jeg ved, hvordan det var. Hvordan det føles lige nu. Det er ikke kun kvinder, der bliver taget mod deres vilje, Ava.” Til trods for ordenes natur, var der ingen bebrejdelse eller fornærmelse at spore i Pax’s hæse stemme. Kun et spinkelt håb om, at hun ville stole på ham, og at hun heller ikke bad ham om at forsætte sin fortælling.

Dernæst nikkede han dog, som var Pax nået frem til en konklusion, Ava havde nået frem til milevidt forinden. ”Så… ingen snak. Men du skal snakke med nogle om det, forstår du? Du bliver nødt til at gøre et eller andet. Du kan ikke blive ved med at sidde i den der stol, hører du?”, lød det dernæst fra Pax, hvorefter han lagde en varm hånd på Avas skinneben.

I et par langstrakte sekunder, hvor stilheden lagde sig mellem dem, nåede Ava at overveje, om Pax var utilfreds med hende. Så vidnede hans ord om noget helt andet. Ava drejede langsomt hovedet mod ham, mens meningen bag ordene sank ind. Pludselig så hun den stærke, tålmodige og hemmelighedsfulde mand i et helt nyt lys. Hvem havde dog gjort noget så frygteligt mod ham? Der var ingen tvivl om, at Pax bar på dybe ar, og alene det faktum, at han afslørede det overfor Ava, bevidnede om, at tilliden mellem de to var gensidig.

”Det gør mig ondt, Pax,” sagde hun stille uden at spørge mere ind til sagen, ligesom hun ligeledes havde afvist hans opfordring. Måske var det Pax' indrømmelse mere end de tårer, hun havde spildt, der fik hende til at indse, at var nødt til at vågne fra sin apatiske tilstand. I det mindste i en omfang, så hun kunne varetage børnehjemmet. ”Jeg hører dig,” hviskede hun. ”Men lige nu, trænger jeg til at sove.” De sidste ord var en dæmpet bøn. ”Bliver du, indtil jeg falder i søvn? Jeg er rædselsslagen for, at han pludselig dukker op.”

Pax rystede hurtigt på hovedet og kastede en beskidt hånd op imellem dem, tydeligvis ikke interesseret i Avas omsorg. Han havde trods alt ikke delt sin hemmelighed med det formål.
Dernæst nikkede han hastigt og skyndte sig at sende hende et lille, opmuntrende smil. I det at Ava lagde sig til rette i sengen, rejste Pax sig og skridtede hen til døren. Han havde haft en fornemmelse, der skulle vise sig rigtig og med store øjne så Ilfa op på ham i det, at han åbnede døren ud til gangen. Efter at have nikket indbydende mod hendes seng, skridtede pigen pligtopfyldende derhen, tilsyneladende med en vished om, at der ikke var plads til modsigelser.

Derefter gjorde Pax noget, der var ganske ukarakteristisk: han puttede Ilfa efter bedste evne og endte hele den kort levende fornøjelse ved at stryge hende henover håret. Først derefter vendte han tilbage til Ava og satte sig til rette i hendes fodende, velvidende at hun måtte trække benene op under sig, skulle hun ikke ønske, at han satte sig på dem.

”Alting bliver godt igen, Ava. Vi finder ud af det.”