Aftenen var stille og rolig, en anelse kølig. Det generede dog ikke Nyssa som hun gik rundt i gyderne i Dianthos sene nattetimer. Nyssa var på udkig efter et sted at sove, men som det så ud nu var alt optaget. Hun sukkede kort, men blev afbrudt af en lille ungalf der næsten fløj ind i hende.

Nyssa så irritabelt på ungalfen ”Så pas på, det kunne jo blive din sidste nat, med den opførelse” sagde hun lettere advarede, men med et drillende smil om læben. Der indikerede at dette var ment i sjov. Selvom det kunne være ganske sjovt for Nyssa at pille disse små vinger af alfen. For hvad kunne en ungalf forvente af dæmon også sent på aftenen.

Alfen blev helt forbajsket og børstede let sit hår med sin ene hånd, da anden hånd holdt en krystal der næsten gjorde flyvningen besværligt for hende, hvorefter hun sagde med uskyldig sukkersød stemme ”Undskyld, jeg havde bare så travlt med at få afleveret denne tunge krystal”

Nyssa fnøs ”Så skulle du måske havde afleveret den tidligere” hun bekymrede sig ikke om alfens følelser, faktisk så ned på de små væsner. De var da hellere ikke andet til besvær. Ikke engang at bringe en krystal frem, kunne en alf finde ud af. De var altid så åh så uskyldige og søde overfor folk. Nyssa vidste dog at disse væsner var lyskede.  

Ungalfen tog den anden hånd til krystallen så begge hænder nu holdt om den, og spurgte sukkersødt ”Du har ret, men tror du ikke du kan hjælpe mig lidt på vej?” alfen kom frem næsten med de største hundeøjne, som hun kunne præstere.

Nyssa derimod så skeptisk imod alfen, hun ønskede ikke at hjælpe, men før hun faktisk nåede at svare. Fløj alfen imod hende og lage an til give slip på krystallen, så Nyssa var tvunget til at gribe den. Idet hun greb den mærkede hun hendes krop snurre og krympe?! Nyssa så ned af sig og blev ramt mest af arrighed ”Din lille Isarisdjævel! – hvad pokker har du gjort ved mig?! råbte hun arrigt. I trodsige skridt tog hun mod alfen, og smed krystallen i mudderet. Hvorefter hun rakte sine hænder ud, til at skulle kvæsse denne lille djævel.

Lige som Nyssa rakte hænderne ud for at masse dette lille afskyelige væsen. Fløj alfen op mod himlen og rakte tunge ad hende ”Du får som du har redt”. Hele Nyssas hoved blev rødt af arrighed og havde ingen gode ord at sige til denne alf, som hun ellers normalt altid havde.

Begyndte Nyssa derfor umodent bare at skrige i arrigskab, helt til hendes lunger længere ikke kunne mere. Så træk hun vejret dybt og så ned i en vandput.
Nyssa kunne næsten ikke tro sine øjne!! Hun lignede en lille teenagetøs! Hun hade synet af sig selv. Det var da frygteligt. Hvad skulle hun stille op med dette hår, denne krop, ingen bryster, ingen kvindelig forme også var hun vist også blevet mindre. Hun så frygtelig ud.

Nyssa kunne ikke vende tilbage til de Sorte Dæmoner, men hvor skulle hun tage hen. Det slog hende hurtigt hun måtte hun til sin bedsteven Agarés! Nyssa tog krystallen op ad muderet, hvis nu Agarés skulle opføre sig for voksent, kunne han vel lide samme skæbne som hende. 

Selv hendes tanker var ikke helt klare, da de begyndt at spekulere i om Agarés var med på lidt sjov, som i de gamle dage. De havde jo før talt om dem, hvor gode og sjove de var. Nu havde de muligheden for at genopleve det hele engang til! Tanken gjorde hende glad og uden skrupler for den mission hun i morgen skulle udføre, transporterede hun sig hen til Agarés arbejde og råbte ind i reception, som en eller anden teenager der endelig var kommet hjem ”Agarésss!!!”

Det havde været en af de lange dage for Agarés, der stadig sad klæbet til sit skrivebord på kontoret. Møderne havde været presset så godt sammen, som de overhovedet kunne blive og han havde endda været nødt til at skynde på nogle af kunderne til sidst, for at kunne nå det næste. Dandels var blevet sendt hjem lidt tidligere, så snart han havde været færdig med sine opgaver for dagen.
Med de mange møder hørte der altid mere papirarbejde med, så Agarés havde mere eller mindre været lænket til sit kontor hele dagen. Han havde altid hadet den del af arbejdet. Alt det papir. Han holdt meget mere af de møder, som foregik uden for banken, så han kunne komme ud og få noget luft, opleve noget andet og strække vingerne og benene. Men han var vel nødt til at tage det sure arbejde med også.

Agarés sad med næsen i en bunke papirer og i fuld gang med at underskrive hele stakken med fjerpennen, da der lød en forfærdelig larm fra receptionen. En bekendt stemme, men han kunne ikke helt placere den. En af de ansatte væltede ind på kontoret og fortalte, at en ung pige råbte efter ham. Agarés rynkede på brynene, uden anelse om hvem denne unge pige kunne være. Så vidt han vidste kendte han ingen børn og sådan skulle det gerne forblive indtil han fik sine egne.
Dæmonen lagde fjerpennen fra sig og rejste sig. Han tog turen ned ad trapperne og fik straks øje på den unge dæmon. Han så helt forkert ud i ansigtet.
”Nyssa?” Han lød usikker, for sådan havde Nyssa helt bestemt ikke set ud i mange år. Hun så jo ud præcis som hun gjorde, da hun var barn. Agarés blev meget hurtigt opmærksom på de mange, nysgerrige øjne der hvilede på dem i den offentlige reception og derfor gik han straks hen og tog fat om hendes håndled. Han trak hende med sig op til sit kontor, som en far der skulle til at opdrage på sin datter. Han slap hende først da han havde trukket hende med sig ind på kontoret og lukket døren efter dem.
”Hvad i Zaladins navn er der sket med dig? Hvem har gjort det her mod dig? Er du okay?” Det var ikke ordene fra en skuffet far der lød fra Agarés, men de bekymrende ord fra en overbeskyttende bror. Han skulle vide om hun var okay, og han skulle vide hvem der havde gjort det, for han var sikker på at Nyssa heller ikke selv var helt begejstret for at være helt så ung igen.

Nyssa syntes næsten at der gik evigheder før Agarés kom frem til hende. Hun vendte kroppen mod ham og smilede drillende. ”Jaae” svarede hun lettere flabet, som om det var det mest logiske i hele verden at det var hende. For hvem skulle det ellers lige være. 

Nyssa var ligeglad med at de andre i receptionen kiggede på hende. Måske de troede hun, var hans datter. Nyssa blev næsten ærgerlig over at hun ikke bare havde kaldt far. Se det kunne have skabt mange sjove historie rundt omkring.
Hendes drillende smil forsvandt dog, da han tog fat i hendes arm. Hun så også med lettere sure øjne imod ham, som udstrålede ’Hvad skal det til for?!’ men han slap ikke. Det irriteret hende hvorefter hun sagde vredt ”Har du gang i? Jeg kan altså sagtens gå selv”

Han slap da endelig, som de kom ind på hans kontor. Nyssa grinede som han spurgte hvad der var sket med hende. Så bekymret han lød. Al bekymring om fremtiden havde forladt Nyssa, og om hun overhovedet ville blive sig selv igen. ”Jeg er blevet ung igen” svarede hun ganske roligt.
Nyssa fik en ide, Agarés skulle da også være ung, så slappede han nok også meget mere af. Hun tog derfor krystallen op fra hendes lomme og kastede den imod ham. ”Grib” svarede hun med et blidt smil, så han for håbelig ikke blev mistænksom om krystallen så han ikke true at røre den. Nyssa vidste da hellere ikke om den forsat virkede, det måtte tiden vise.

Det kom ikke det mindste bag på Agarés, at Nyssa blev noget utilfreds med at han trak hende med sig, som om hun ikke skulle have noget valg. Normalt ville han altid respektere hendes ønsker og have givet slip, men denne gang skulle der ikke snakkes udenom og de mange nysgerrige øjne i receptionen skulle ikke have lov til at blande sig. Derfor var han bestemt i sit greb, indtil de nåede op på kontoret, hvor han kunne lukke døren.

Den utrolig ubekymrede tone hos Nyssa fik Agarés til at rynke på brynene. Han kunne tydeligvis ikke forstå hvorfor hun var så rolig over at være blevet teenager igen.
”Ja, det kan jeg da se, men hvem ha.. Oh!” Han nåede ikke at færdiggøre sin sætning, før krystallen blev kastet hen til ham. Af ren refleks rakte han straks ud for at gribe krystallen og idet han gjorde, kunne han mærke det ellers perfekt siddende tøj blive større… og større… og større.
”Hvad i…” Agarés blev mere og mere forvirret at se på, og han smed straks krystallen fra sig, i håb om at det ville stoppe ham i at blive mindre, men det gjorde det ikke. Han sank helt ned til den lille størrelse, som han havde været da han ikke var mere end 14 år gammel. Da han rettede det forvirrede blik mod Nyssa, lagde han mærke til at han endda var blevet en smule lavere end hende.
”Hvad har du gjort ved mig?! Jeg kan ikke styre en bank sådan her!” Sagde han, næsten helt panisk, for ingen ville da tage direktøren seriøst, når han ikke var andet end en lille, tynd dreng, præcis ligesom han havde været dengang. Han skulle nok få tid til at vænne sig til det, men lige nu var han ikke helt tilfreds.

Nyssa synes at han så gammel ud, da han rynkede sine bryn. Så alvorlig og voksen, det næsten frygteligt, irriterende. Som han greb på krystallen, begyndte hun at få et større og større smil, der bredte sig på hendes læber, hun så på ham imens hans krop blev mindre og mindre og hendes smil blev nærmere til en sød uskyldig latter.

Agarés lignede nu en hun kunne genkende fra sin barndom, så lille og sød han var. Hun blev endda mindre end hende, hvilket hun fandt utrolig morsomt og begyndte at grine lidt mere. Grinet blev ikke mindre af at han spurgte ’Hvad har du gjort ved mig’ Nyssa svarede ”Nej sådan kan du ikke styre en bank, men nu kan vi lave ballade er det ikke en god ide? hendes stemme var sød, så ubekymret. Hans seriøse tanker om modenhed ville formentlig forsvinden efter et par øjeblikke. Hvorefter han ville finde ud af, at det ville være sjovt at være ung igen. De kunne lege, være frie, som de engang havde været. Alle bekymringer om fremtiden vil forsvinde for en stund eller måske ikke. Måske var det her hendes liv nu, Nyssa fandt det spændende og befriende et eller andet sted ikke skulle tage på missioner eller noget som helst, hun var ung igen fri igen.

Nyssa gik hen imod ham og greb ud efter hans hånd og så ham i øjne ”Kom nu Agarés, du vil jo gerne give lidt slip” hun smilede sødt, ned til ham. 

Det unge drengeansigt blev mere og mere utilfredst at se på, som Nyssa lod til at more sig gevaldigt over hans størrelsesændring. Agarés var vant til at være høj, bredskuldret og rimelig intimiderende, men det var da ikke muligt nu. Han forsøgte at puste sig lidt op, som han altid gjorde når han var vred, men han fik lige set ned ad sig selv. Han svømmede i det alt for store tøj, som kroppen nu ikke var i stand til at fylde ud og hvis det ikke havde været for den meget lange jakke, ville det også være tydeligt at han havde tabt bukserne. Det skjulte jakken heldigvis lidt, problemet var så bare at Agarés ikke havde registreret det, da han havde været langt mere optaget af at være frustreret over sin lille størrelse. At puste sig op hjalp intet, for det kunne alligevel ikke ses.

Underlæben blev skubbet ud, så Agarés kunne forsøge at se endnu mere muggen ud over situationen. Det var vel ikke fordi han ikke kunne se fristelsen i Nyssas ord. Det ville være rart bare at lægge alt ansvaret fra sig og for en gang skyld gøre som det passede ham, uden at skulle tænke alt for meget over konsekvenserne, men han havde jo så meget arbejde at ordne. Han skævede mod skrivebordet, der flød i flere bunker papirer, som han egentlig skulle have styr på, men idet Nyssa tog fat om hans hånd, rettede han blikket mod hende. Han sukkede tungt. Ikke nok med at det var fristende i forvejen, så lokkede hun også.
”Okay, fint,” sagde han endelig, selvom han endnu ikke lød helt tilfreds. Han gav efter, men det betød ikke at han allerede havde vænnet sig til sin nye, alt for lille størrelse. Han trak sin hånd til sig og bukkede sig ned for at stikke hånden i lommen på bukserne, som nu lå nede på gulvet. Pungen var der stadig.
”Men kan du først få os til et marked langt væk herfra, så jeg kan købe noget tøj?” Spurgte han, da han rettede sig op igen med sin pung i hånden. Han måtte træde ud af bukserne, for han ville ikke kunne stramme dem nok ind til at de ikke ville falde ned igen, og han kunne ikke forlade kontoret sådan her. Han lignede en lille dreng, der havde stjålet sin fars alt for store jakke og så havde glemt at tage bukser på.

Nyssa smilede forsat uskyldigt, det var tydeligt for hende at Agarés havde behov for give slip for al det arbejde. Hun vidste det betød meget for ham, men hun vidste også hvor vigtigt at give slip. ”Jubi!” udbrød hun lettere højlydt, som han overgav sig til hende.

”Det behøves ikke” med et lille knips med fingrene kom lidt noget nyt tøj frem. Der var et mørke, næsten sorte bukser, bælte, en lys skjorte og sort jakke at tage udover. ”Værsgo” sagde hun lette kæphøj og tilfreds.

Herefter satte hun sig ned i hans sofa og spurgte ”Hvor i landet skal vi tage hen?”, for hende var det næsten ligegyldigt. Nyssa kunne dog godt se at forsat se han ikke var helt tilfreds hun sagde derfor noget opmuntrende til ham ”Husk på, at du forsat er ældre end mig” hendes smil var varmt og kærligt. Nyssa var faktisk ikke den der var så led, det faktisk primært Agarés og Deavás som kom i totterne på hinanden, hvor hun ofte ville være den der adskilte dem og lod dem blive forenet igen. 

Selvom det var så forfærdeligt fristende at give slip på det hele, så krævede det alligevel en del af ham endelig at sige ja. Muligheden havde budt sig nu, men kun fordi han havde chancen for at gøre det uden at blive genkendt. Det kunne jo ikke hedde sig at bankens ejer, den mand som skulle forestille at være ansvarlig for flere hundrede kunders værdifulde genstande, havde taget fri for at kunne drive gæk med folk. Han var sikker på, at det ikke ville blive helt let for ham at gå tilbage til dengang, hvor han netop brugte tiden på den slags, frem for at lytte til sine forældres fornuftige ord. Men han kunne da ikke sige nej til Nyssa, ikke når hun stod der og lokkede med sin lille, uskyldige stemme, som var de flere tusind år yngre.

Den store jakke blev holdt tæt omkring den spinkle drengekrop, han følte sig helt nøgen, selvom man kun kunne se et par bare ben fra knæene og ned. Nyssa gjorde det endnu lettere end han havde foreslået, for med ét fik hun et nyt sæt tøj frem, som så ud til at passe noget bedre i størrelsen. Det blev lagt mod sofaens armlæn, og lidt tøvende gav han sig til at åbne den store jakke. Han havde aldrig været blufærdig, han havde uden tvivl selvtilliden til at se hvor pæn en mand han var, men det var ikke tilfældet nu. Han havde ikke udseendet af en voksen mand længere.
Lige så forsigtigt blev jakken smidt over ryglænet på sofaen, og det samme gjorde den store, hvide skjorte han havde haft på under. Han så ned ad sig selv, med en tydelig utilfreds grimasse. Alt det arbejde for at holde sin gamle krop ved lige, og så var det væk igen på ingen tid.

Det nye tøj blev hurtigt trukket på og rettet til. Det gik op for ham hvor stille han var. Nyssa var sprudlende med munter energi, hvilket som regel smittede af på ham, men denne gang blev han distraheret af sig selv. Det ville ikke blive let at vænne sig til. Alligevel kunne han ikke lade være med at smile, som hun lige pointerede at han selvfølgelig stadig var ældre end hende. Det gjorde han underligt tilpas at blive mindet om, for det betød vel i sidste ende, at han stadig bestemte. Han var vel nødt til at give det her en chance, hvis det ikke kunne være anderledes alligevel.
”Hm.. Hvad siger du til Fristavn? Det er som om de fleste i den by har et større temperament end i resten af landet.” Agarés havde været i piratbyen flere gange, men aldrig selv været skyld i nogle af de mange slagsmål han havde set. Det kunne vel sagtens blive underholdende at stikke til et par pirater.
Han stak et par fingre i lommen på den store jakke og trak et lommetørklæde med op, som han kunne bruge til at samle krystallen op fra gulvet. Han var ikke klar over hvordan krystallen virkede, og han skulle ikke risikere at blive endnu mindre. Den blev pakket ind i samme lommetørklæde og lagt i den nye jakkes inderlomme. Hellere tage den med, end efterlade den på kontoret.

Nyssa kunne ikke lade vær, med at se på ham imens han skiftede tøj. Det var tydeligt at han ikke var glad for denne nye krop. Han virkede så skamfuld over kroppen. Nyssa havde lyst mest lyst til at drille ham, men hun nåede også tænke, at fornærmede hun ham ville han nok ikke med alligevel. Hun forblev derfor tavs. Nyssa synes ikke at han burde skamme sig, selv med lille drengs krop. Den var glat, uskyldig og lys. Næsten til at spise. Hun smilede kort.

”Fristavn, det bliver” sagde hun munter og glad. Da hun så at Deavás var klar til at tage af sted, tog hun fat i hans hånd og sagde muntret ”Hold vejret og luk dine øjne – så er det mere behageligt” selvom det ikke ville være behageligt, uanset hvordan hun forsøgte at forbedre nogen. Rummet om dem forsvandt hurtigt, som om en orkan omsulsede dem og fjernede dem. Det var mørkt i orkanen og den følelses som om verdens objekter fløj omkring i vinden. Efter få øjeblikke stod i en gyde i Fristavn. Nyssa slap hans arm og smilede. ”Uh lad os gå ind på pub og få nogle øl!” sagde hun munter, Aga ville nok have behov for nogle få øjeblikke inden han var klar, men Nyssa var vant til disse rejser og fandt dem naturlige som at tage et skridt. 

Forhåbentligt ville denne tur til Fristavn ikke ende som sidst. Da han rendte ind i en lidt for hoverende Deavás, og virkelig ikke havde overskuddet til det. Alkohollet havde dog hjulpet en del på spændingen. Agarés havde fået det gevaldigt sjovere, men det samme gjaldt vist ikke for Deavás, der følte sig lidt trængt op i en krog.
Denne gang kunne han få lov til at gøre som det passede ham. Han behøvede ikke engang at holde på den høflige attitude, for ingen ville da tro på, at den vigtige bankmand var en ung dreng, der ikke så ældre ud end 14 sølle år. Hvis han alligevel ikke kunne vende tilbage til sit normale, kunne han lige så godt få noget underholdning ud af det. Så kunne han vende tilbage til forretningerne i morgen. Han måtte vel finde en mand, der kunne agere som bankens frontfigur, indtil han selv kunne tage over igen.
Alt det til den tid, lige nu måtte han huske at få pungen med, så han kunne spendere lidt krystaller.

Agarés tog fat om Nyssas hånd med et blidt greb. Det var jo ikke første gang han rejste med hende på denne måde, så han forventede ikke at det ville blive helt forfærdeligt. Men lige så snart rummet forsvandt, kunne han mærke kvalmen. Han var nødt til at trække sig endnu tættere på Nyssa og lægge den anden arm omkring hende.
Så slemt plejede det altså ikke at være!

Hun slap hans arm, men han slap ikke hende, ikke lige med det samme.
"Det var meget værre end sidst! Den her lille krop kan ikke holde til noget som helst." Trods det ikke var til at overhøre ubehaget i hans stemme, kunne man samtidig ikke undgå at høre irritationen. Det her var bare første smagsprøve på hvad han kunne forvente i fremtiden, hvis han skulle fortsætte i samme krop, men han var vist ikke helt forberedt på hvor slemt det ville blive i længden. Det tog ham et øjeblik, før han endelig tog sig sammen til at slippe Nyssa og tage nogle dybe vejrtrækninger.
"Øl?! Det kan du ikke mene, Nyssa. Lad mig bestille noget ordentligt at drikke til dig!" Det var jo lige før den unge dreng lød fornærmet. Man kunne da ikke drikke sådan noget sjasket noget som øl.

Så han tog hendes hånd og trak hende afsted mod den nærmeste kro, hvor han gik direkte op til baren og smækkede et par krystaller på disken.
"To glas af jeres fineste whisky," bad han, men fik et skeptisk blik tilbage.
"Det kan du vist ikke mene, min dreng. Hvad med to glas af vores røde saft?" Spurgte krofatter med et lidt for venligt smil. Agarés så allerede helt opgivende ud, da han rettede sig mod Nyssa og sukkede.
Nu kunne han heller ikke købe whisky mere?! Hvad i Zaladins navn skulle han så gøre?!

Nyssa smilede som de ankom om, med en Agarés rundt om sig. Det lignede ikke Agarés at reagere så voldsomt når de rejste sammen. Han tog det alligevel pænt, i forhold til andre der havde prøvet det. Nyssa gav ham et kort klem, hun holdt jo af manden.
Fristad, en nydelig by. Nyssa havde ikke tilbragt megen tid her, det havde primært for en kort gennemrejse.
Det var tydeligt, at Nyssa nød forbandelsen langt mere end Agarés gjorde ”Du klarede det forsat godt” svarede hun opmuntrende. Hun overvejede kort om, hun skulle sige om at de formentlig også ville blive hurtigere fulde.

Nyssa smilede næsten undskyldende over at have forslået øl, men det var hvad hun primært drak eller vin. Hun værdsat ikke alkohol på samme måde som Agarés, men hun nød det bestemt når muligheden var der. Det skete sjældent at hun bestilte noget mere delikat.

Nyssa lage sine fingre rundt om hans hånd og lod ham føre dem afsted. Det så ud til han vidste lige præcis hvor henne det gode sted var. Hun slap hans hånd så snart de kom inden for, hun gik dog forsat med ham og overhørte også samtalen med krofatter. Han troede bestemt ikke på, at de var andet end små børn. Nyssa himlede kort med øjnene.
Normalt ville hun forføre sådan en mand, men næppe ville voksen mand forføres af en lille pige. Nyssa smilede blot lumsk, som hun gik forbi Agarés og lage kort en hånd på hans skulder, der hentyder til at de skulle nok få deres whisky.

Nyssa gik bag baren imod ham. Krofatteren gik imod hende, primært for at bede hende skrubbe af. Da de mødte hinanden, så han blot roligt på hende ”Hør her unge frøken, vi servere ikke alkoholiske drikke til små børn” sagde manden, men roligt bestemt udtryk. Nyssa lage hovedet på skrå, trak en kniv frem og placerede spidsen imod hans skridt. ”Åh, du må da vide, at en alder nemt kan skjules af et uskyldigt udsende, jeg demonstrerer gerne min pointe” svarede hun drillende og skubbede kniven mere imod ham, da hun sagde det sidste. Nyssa ville blot sikre sig, at han fattede budskabet. Manden skank en klump, han havde bestemt ikke regnet med dette udfald. ”to whisky kommer nu” sagde han endelig og Nyssa smilede tilfreds ”God beslutning” herefter vendte hun tilbage Agarés med lettere stolt smil, klar til at finde et bord.

Nyssa var ligeglad om hendes ansigt, skulle så om at sige berømt for at dræbe en krofatter. Forsvandt forbandelsen, ville ingen vide hvem hun var. Hun kunne derfor nemmere tillade sig denne slags adfærd.