Sted: Undergrunden i Dianthos

Tidspunkt: Aften

Vejr: Usædvanlig varmt

------------------------------------------------------------------------------

Det var en usædvanlig varm dag, og Proxima følte sig helt tørret ud. Og da hun havde søgt efter et sted med skygge, som ikke allerede var overtaget af nogen, så havde hun fundet noget mystisk. Hun havde fundet en gang ned til under vejen, og ned i undergrunden. Først troede hun, at det var en hule, men det viste sig at være et helt system af stier og gange.

Hvilket held! Tænkte hun med et stort smil, og gik længere ind i underdelen af Dianthos. Det var et mærkeligt sted, og der var ingen andre end hende dernede. Troede hun da! Det viste sig dog senere, efter at hun havde gået rundt dernede en times tid, at der var nogen dernede. Et andet væsen. Det var faktisk et væsen, som hun ikke genkendte. Men igen, så rodede hun nok rundt i navnene på racerne i forvejen, så hun kunne have fået fortalt det på et tidspunkt.

I lyset af en lille fakkel stod et lille væsen. Den havde vinger, og var ikke ret høj, men hvad den var for en, kunne Proxima ikke huske. Hun vinkede dog venligt til den, som hun gjorde med alle væsner - hvilket set bagud måske ikke var særlig klogt - og der gik et par sekunder, så vinkede den tilbage!

"Hej!" kom det begejstret fra Proxima, som hun så på væsnet, som blafrede let med vingerne.

"Halløj! Hvad laver du dog hernede?" svarede den med rynket pande. Den havde noget i hænderne, men Proxima kunne ikke se hvad.

"Jeg fandt herned helt tilfældigt," var det eneste hun kunne svare, hvorefter hun så indgående på den: "Hvad er du for en?"

"Mig?" Den lo. "Jeg er da en alf!" Den klaskede sig på det ene lår.

Alf. Tænkte Proxima med et løftet øjenbryn. Den passede ikke helt til den beskrivelse hun havde af alfer. De skulle jo være lyse væsner i mange farver, men denne alf så nærmest falmet ud? Det måtte være fordi den var hernede, konkluderede hun hurtigt. Hun skævede til dens hænder. Noget lyste derfra.

"Vil du ha' noget?" spurgte alfen så, og holdt en slags krystal frem imod Proxima.

Det fik hende til at betragte alfen indgående, for derefter at kigge på krystallen. Og da hun først så på den, så kunne hun ikke få øjnene fra den. Hun følte sig nærmest draget af den, og på uvilkårlig vis gled hendes mundvige opad i et smil. Det endte med, at hun forsøgte at række ud efter den, men da fjernede alfen den fra hendes rækkevide, ved at flyve baglæns.

"Vil du ha' den?" Alfen smilede lumsk, og holdt nu krystallen mellem pege- og tommelfinger, mens den svingede den fra side til side.

Proxima kunne ikke nå at stoppe sig selv i at nikke, for hun opdagede først hvad hun var ved at gøre, da hun havde gjort det. Alfen smilede stort, og holdt krystallen frem imod hende. Det var først nu hun lagde mærke til, at den havde handsker på. Det undrede hende lidt, men krystallens magnetiske kraft var stærkere end hendes eftertænksomhed. Hun havde altid været noget naiv.

Men så snart hun rørte den, begyndte hendes hoved at snurrer. Hun lukkede uvilkårligt øjnene, og faldt baglæns i nærmest samme bevægelse. Det sidste hun hørte, før alt blev sort, var alfens latter.

Efter hvad der føltes som timer, men sikkert var kortere, vågnede hun igen. Mørket begyndte at fade fra hendes udsyn, og hun kunne se, at alfen svævede med ryggen til hende. Hvad foregik der lige? Tænkte hun, og forsøgte at klø sig i håret, men bankede næven direkte ned i hovedet på sig selv.

"Av!" peb hun, og tog sig til hovedet, men fik slået sig selv igen. Det var som om hendes arme var kortere end de plejede, og hun havde svært ved at kontrollere sine lemmer.

Hun forsøgte at komme op at stå, men alting sejlede for hende, og hun landede på bagdelen. Det fik hende til at udstøde et ukendt vræl så højt, at hun overraskede sig selv. Proxima plejede ikke at tude over noget som helst, så at hun nu sad og grad på jorden var mere end mærkeligt.

"Hvad sker der med mig?" spurgte hun alfen, som blot grinede af hende, og holdt et stykke glas frem imod hende.

Proxima tog imod det, og opdagede, at det slet ikke var glas, men et stykke at et spejl. Hun holdt det frem foran sig, og så noget, som fik hende til at skrige! For hun lignede slet ikke sig selv! Hun så... forkert ud? Hun lignede de børn, som bevægede sig rundt i Dianthos, hvilket i sig selv var mærkeligt. For Stjerneædere var aldrig før set i børneskikkelse. De blev født ind i en voksen krop, så at sige at Proxima var overrasket var dagens underdrivelse.

"Hvad sker der med mig!" forlangte hun at få at vide. Hun var endelig kommet på benene, og stod nu med armene over kors.

"Du er blevet mindre," var svaret hun fik fra alfen, før den begyndte at flyve sin vej.

"HEY!" råbte hun efter den, i en skinger stemme, og forsøgte at styre sine små lemmer, så hun kunne løbe efter den.

Men da hun satte i løb, var hun nær faldet over sine egne ben og løb derfor ind i en mur. Hun gik i knæ, og tog sig til hovedet. Så løftede hun sin lille næve og hamrede den ind i væggen, hvilket bare gjorde ondt værre. Hun kunne mærke tårene var på vej, og vrælede så høj hun kunne. Det her var altså ynkeligt.

Så der sad hun i Guderne måtte vide hvor lang tid og bare vrælede. Hun kunne ikke andet. Hun var fyldt op. Hun kunne ikke styre sine følelser. Alligevel fik hun taget sig sammen, og løftet spejlstykket, så hun kunne se sig selv. Hun måtte være 6-7 år gammel eller noget i den stil, hvis ellers hun kunne bedømme alder på børn. Det var hun næppe den rette til.

Hun vrælede videre, og kom til sidst på benene igen. Alfen var forlængst væk, så hun kunne ikke spørge den om noget som helst. Det var hun dybt ærgerlig over, og hun var dybt ulykkelig over pludselig at være så lille. Det gav jo ikke mening. Stjerneædere var aldrig børn, så hvordan var hun blevet et barn? Det var altså for mærkeligt det her.

Som hun vandrede rundt i undergrunden - og faktisk var faret lidt vild, selvom hun næppe ville indrømme det - fandt hun en vej op. Den var meget lille, men i den her krop vurderede hun, at hun godt kunne komme igennem. Hun smed spejlstykket fra sig på de våde brosten, og begyndte opstigningen.

Men så følte hun en mærkelig - ja, det bedste ord var vel svulmen? - og pludselig begyndte hun at vokse i både højde og drøjde. Ved moderstjernen da også! Bandede hun indvendigt, for nu sad hun altså fast i det her hulrum.