“Jeg har længe ikke kunne lide hvordan hun ser på mig!” en mørkelver mand, gik frem og tilbage – som var han i gang med skabe en ny sti i gulvet. “Hun er sulten efter min plads – jeg kan se det!” det var ganske tydeligt hvor oprevet manden var – og dette stod i skarpt kontrast, når man så hvordan den anden kvinde reagerede. Nemlig uden nogen følelser overhoved. Itin som denne kvinde hed, kiggede blot med tomme og følelsesforladt blik på den tydeligt vrede mørkelver.
Selvom det ikke var til at spore i hendes ansigt folder, kunne hun godt mærke en brændende fornemmelse i brystet. Manden, var ved at irriterer hende – og dette var ikke en god følelse at finde hos en skygge af ypperstepræsterne for denne skygge. Men hun kunne ikke fjerne følelsen, han var ikke tronen værdig. Sådan som han vrælede op, omkring én anden kvinde der skulle overtage hans post? Hvis han var den rette, så ville han blive siddende længe – skulle en ny tage hans post. Lige som så mange andre, så ville det jo være fordi deres gudinde befalede det således.
Men derfor, ville hun stadig følge hans anvisninger. Selvom hun bestemt ikke billigede dem.
“Du bliver nød til at vise hende en lektion i, at hun skal markeret! Hun må ikke blive for kæp høj – høre du mig Itin?” hvæsede han, som han gik hen imod den høje kvinde. Hendes sølvgrå øjne, kiggede ned imod den halvanden hoved lavere sortelver, der næsten var blevet blodrød i huden af raseri.
“Hvad end du befaler, så vil jeg gøre det” svarede hun i sit normale monotone toneleje. Armene ned langs siden, stod hun stift som et brat.
“Så vil jeg gerne have du underviser hende i alvoren af at holde sine sultne blikke for sig selv!” brummede de sidste ord, inden han vente sig rundt og viftede med hånden.

Itin tog en dyb lydløs dyb indånding, og pustede ud. Med tunge skridt, vente hun sig rundt og gav sig til at begive sig ud af rummet. Ud for at finde denne kvinde som det handlede om – nemlig Solari Seravill. Der gik allerede rygter omkring, at flere af præsterne havde måtte lide under uheldige omstændigheder. Her var der allerde mange der hviskede i krogende, at det måtte være hendes gøremål. Ikke at bekymrede Itin, hvorfor skulle det? Selvom hun hendes pligt var at beskytte Ypperstepræsterne, havde hun også altid fået at vide, at gudinden var den hun tjente først og fremmest. Og hvis det var på tiden med nogen overtog, fordi det var Nalish’ras befaling – hvordan kunne hun så stille sig til rådighed?

Itin begav sig ind i et rum, ovalt rum der mindede mest af alt om en drypvandshule. Den måde der hang lange krogede takker af sten ned fra loftet. Hvor der også var placeret et hejseværk, med blodige og våde reb der lå i nøjsomme cirkler på gulvet. Men dette var måske også blot grunden til at rummet var under jorden.
Der var to stole, hvor træværket bestemt havde set bedre dag. En balje med iskoldt vand, og et bord hvor diverse redskaber og våben var lagt sigerligt frem. Alting havde sin plads, Itin rullede med hendes skuldre inden hun begyndte at trække sine rober af.
Hun var kun iklædt, nogle løse bomuldsbukser i en meget mørke grå farve. Og en top, der kun var snoet således at den stramte hendes bryster ind og snoede sig rundt omkring halsen. Derved, kunne man se de mange tonede muskler, og hendes tatoveringer der hyllede den tro hun gik ind for.
Sådan stod hun, med de bare fødder imod det kolde klamme gulv. Som to kom anstigende med kvinden – som hun var blevet bedt om at minde om, hvilken rang hun havde i dette tempel. At Ypperstepræsten var træt af, den måde som hun havde kastet sine blikke på ham.
Hun var tavs, med et afslappet ansigts udtryk, som blikket gled ned over den kvindelige elver. Spændende. Stearin lys stod og flakkede roligt, og gav ingen indtryk af hvad der skulle til at ske om ikke mange minutter. 

Havde Solari ønsket det, så kunne hun nok godt have undgået hele den her situation til at starte med. Havde hun ville bevæge sig i skyggerne, havde hun gjort dét, og dermed holdt sig udenfor Ypperstepræstens skarpe øje. Men der var noget sjovt i at se den snigende nervøsitet der havde hvilet over ham her de seneste par uger. Det var efterhånden mange år siden Solari første gang havde sat sin fod i templet... men siden hun havde besluttet sig for at skubbe hendes liv i retning af titlen, havde hun holdt det skjult længe. Nu - godt 218 år efter at være ankommet, havde hun endelig truffet valget om at stoppe den falske illusion, hvilket havde stået på i et lille års tid. Og det havde virket absurd godt. Fordi det var en snigende paranoia, den dag det ville gå op for ypperstepræsten, at hun havde planlagt det her i næsten 200 år. Hun elskede den frygt der listede sig ind på ham, fordi hun havde serveret det i små bidder her det seneste års tid. Men nu kulminerede alt tydeligvis.
Fra det ene øjeblik til det andet, var verdenen blevet sort. Det sidste hun huskede, var at hun gik udenfor; hun havde lige forladt den lokale kro. Som det næste vågnede hun op i et lille rum, og to ting var sikkert. Hun havde en smertefuld banken i hovedet, og hun sad fastspændt. Hun kunne heller intet se fandt hun ud af, og havde ikke haft succes med at få sækken omkring hendes hoved væk i de timer hun sad der alene. I ventetiden gik summede hendes tanker og gennemgik metodisk hvilke personer der kunne og ville gøre det her, men gav op da listen begyndte at blive uoverskuelig.
Så måtte hun vente. Igen. Altid vente, altid tålmodig i sine beslutninger.

Da der endelig kom nogle, var det to mænd. Masken blev fjernet, mad blev stillet frem og hun nægtede selvfølgelig at spise noget af det. I sidste ende var det svært at tvinge det ned i en person man ikke ønskede at røre, men magi gik desværre begge veje, og en tredje person kom ind. Ligesom hende, skulle der være en fysisk kontakt førhen at hans magi kunne manifestere sig, men ude af stand til at se noget, nåede Solari ikke langt inden at en overvældende træthed og svimmelhed skyllede ind over hendes mørke krop, og Solari vaklende blev bundet fri for at blive taget med.
Derfor var det sådan, at da Solari endelig fik synet tilbage var det første hendes blege blik så, den mørke silhuet af en kvinde, svagt oplyst af et flakkende sterinlys. En hule? Et bord? De blege øjne virkede skarpe i måske 2 sekunder hvor hun fik taget sig sammen - ved gudinden, de havde gjort et eller andet ved hende! Inden at det hele svømmede igen, og hun med et fnys rystede på hovedet. Det gjorde det kun værre.
Solari's bundne skikkelse blev skubbet frem, og mere held en forstand stoppede hende i snublende at falde på knæ. Zaladin tage de mørkelvere! Solari rettede sig en anelse vaklende op, imens et vredt blik blev kastet tilbage det sted hun mente de stod, førhen hun atter prøvede at fokusere på den langt højere skikkelse fra før, et ufokuseret blik over hende. Hvem var hun? På trods af at hendes øjenlåg føltes tunge, og hendes krop føltes som gummi, hørte hun nogle fjernt sige at det ville forsvinde indenfor de næste 10 minutter.

Det var ikke tit, at denne stoiske kvinde fremviste følelser.
Og når hun gjorde, var det ikke særlig længe de rumsterede rundt på overfladen. Men som hendes øjne lagde sig på skikkelsen, der stavrede rundt – var der alligevel en form for irritation der summede rundt i øjnene og den måde mundvigen ganske lidt havde trukket sig, i ned angående retning. Nej det slog hende ikke som den bedste metode, og hvis der var noget hun ikke brød sig om. Var det at udføre sine opgaver, på folk der ikke forstod alvoren i hvad de havde gjort – og hvorfor hun agerede som hun gjorde. Men som tiden ville gå, ville hun nok også lære at det blot var en del af det – at være den højre hånd for Ypperstepræsterne. Især, når man som Itin selv – havde blevet formet og plejet til at være intet mindre, end et våben der kunne dirigeres i den retning man ønskede.
Nogle dybe indånding blev taget, som fødderne vægtede sig selv på de kolde fliser. Hun lod fingrene køre igennem det kridhvide hår, der var bundet sammen i små fletninger og til sidst i en stor – med en masse sorte og gyldne tråde. Selv samme tråde, var også bundet stramt omkring hendes hænder, og hendes mave. Hvorfor – dette var det et symbol på hvem hun var.
Håndhæveren, i hvert fald i dette øjeblik.
“Om ti – femte minutter skulle hun være nogen lunde ved sig selv … nyd det” smilet var ikke til at tage fejl af, manden der fortalte hvor længe der ville gå før hun ville få Solari tilbage – bare i sådan nogen lunde til stand. Nød at betragte en kvinde således – øjnene fik næsten karakter af, som om de ikke længere var levende. Som de nedstirrede manden. Han krympede, tydeligvis påvirket af den tårnhøje kvinde som nedstirrede ham. Og endelig fik hun sin fred, som de trak sig væk fra rummet igen.
Med langsomme skridt, begav hun sig hen imod den vaklende kvinde. Hendes stærke hånd, greb omkring hendes kæbe og løftede blikket op, så deres to øjne kunne mødes.
“Hvor… Patisk..” mumlede hun, som fingre lukkede sig hårdt omkring kæben, og trak – ja nærmest løftede den anden kvinde hen over gulvet med sin hånd – mærkede hvordan det spændte i hele hendes overarm som hun placerede mørkelveren i stolen hun havde placeret i midten af rummet.
Da hun sad, gik hun i knæ og lod igen øjnene finde hendes. Hoved blev lagt på skrå, som et dyr der prøvede at se, om de kunne afmåle dens bytte.
Hvor langt væk var hun, hvor meget forstod hun af situationen. Vidste hun hvem Itin var? En lyserød tunge, der stod i skarp kontrast til den mørke hud, gled hen over hendes læber. Auraen der lå omkring den yngre elver, var ikke mistet på Itin, som hun næsten sugede den ind i sig selv.
Skyggen af et smil formede sig på hendes læber. Det var næsten, rart.
“Dit navn er Solari?” det var ment som et spørgsmål, men kom mere ud som en konstatering – da sproget var hårdt og groft. Som havde hun ikke rigtig lært, at bruge talegavnes evner særlig ofte.

Hjælpeløsheden ved bedøvelse var nu engang nok hvad der skræmte Solari. Kunen hun ikke bruge sin hjerne, kunne hun ikke gøre så meget ved en dårlig situation - og det var hvad det her var. En dårlig situation... de svømmende øjne søgte at fokuserer på skikkelsen af kvinden - hvem var den kvinde, og de få sekunder hun tvang sin bevidsthed frem, var ikke nok til at se det helt præcis. Men nok til at give hende en idé.
Som under vand talte stemmerne med hinanden, og den bedøvede mørkelver kunne ikke stoppe den korte snerren der gled fra hende, men prøvede ikke at vende sig om imod dem. Hun skulle nok finde ud af hvem de var, kom hun levende ud af det her. I mellemtiden var  der en priortering af problemer, og lyden af skridt der forsvandt indikerede at nogle andre kom tættere på. Solari prøvede at ranke sig, men vaklede til højre idet hun blev grebet af en hård hånd. Og mødte hvide øjne. Omend blikket sejlede, var der en gnist af bizar nysgerrighed bagved magien, og den nysgerrighed bed sig mærke af hendes forvrængede ord. Det samme gjaldt dog ikke for den måde hun derefter blev slæbt afsted på - det værkede i kæben, og en noget proteresterende mumlen fulgte med, selvom den nok aldrig nåede den fremmede elver der placerede hende i stolen. Hovedet rullede kortvarigt tungt tilbage i sammenstødet med ryglænet, inden at Solari med et anstrengt støn løftede det så hun kunne se hendes selskab. For at finde hende siddene på knæ lige foran hende. Hele overkroppen rykkede sig fremad for at hvile albuerne - og dermed hendes hoved i de løftede hænder, og sløvt forsøgte hendes hjerne at give mening i alle de ting hun så foran sig - alle de tanker hun vidste hun gjorde sig udenom den her slibrige tåge. Hvordan formede man ord? Solari gjorde antrak til at åbne munden, inden at hun overrasket og næsten frossent konstaterede at elveren.... slikkede på hende?

Hendes sløvede ansigt glippede med øjnene, men indeni var det en overrasket hvæsen såvel som latter der boblede i hende; fuldstændig slået tilbage over hvad hun havde gjort. Hvad var nu det her? Hvem var nu det her?
Det mørke hoved nikkede med tunge bevægelser, og et smil gled langsomt over elverens læber idet hun selv følte sit hoved glide fascineret på skrå, da hun rigtig gav sig til at betragte det mørke ansigt. Hun kunne ikke ligefrem gøre det skjult grundet magien. Smagte hun på hende? Hænderne gled fra under hagen til op over Solari's ører og tindinger, og følte sin krop vippe faretruende fremad. Hun vidste hvem hun var!
"Du - skygge" gled det over hendes prikkende læber, der anstrengende formede ord - men hende her, hende havde Solari set før.
Hun var ofte at finde i hælene på den nuværende præst, og Solari følte et sus af tilfredshed over at han var gået så langt. Såh... bortførelse. Et afbræk i en kedelig hverdag, kunne en forskruet lille stemme ikke lade værd med at hviske. Han følte sig vidst reelt truet, sådan at sende musklerne.

Det eneste hun havde kunne smage, da tungen havde kørt hen over den andens læber. Havde været forvirring, stofferne hun var blevet bedøvet med - en kro og hvad hun havde fået at spise. Intet interessant - jo hvor gammel mørkelveren var, og der var noget mørk der rumsterede inde i hendes indre. Men hvad der provokerede den ældre mørkelver, var ganske tydeligt det - at kvinden ikke var ordentlig til stede. Hun kunne ikke en gang forme en ordentlig sætning. 
Men stadig, rejste Itin sig op gik hen og slæbte de våde reb som havde hængt i loftet hen i stolen. Ganske nøjsomt, og med stor færdighed begyndte hun at binde Solaris hænder bag ryggen. I sådan en stand, at hun nu var i stand til at hejse den slanke elver op i hendes arme, så de vred sig hen over hendes hoved - i en meget ubehagelige facon - skulle hun ikke følge de nye regler der meget snart ville blive lagt ud foran hende. Der til, lagde hun også nogle sølvligende reb omkring fingrene. Disse skulle sikre, at illusionerne ikke ville virke som de plejede. Hun skulle ikke have, at hun pludselig ville blive forvirret - eller værre - at Solari skulle få gode idéer.
Dette havde knap taget hende fem minutter, før at alt dette - hvilket jo stadig efterlod nogle minutter før, at stoffet som minimum ville være ude af kvindens system. Så dertil valgte Itin at trække en stol hen til hendes nyeste offer. Placere sig tungt i den, lænede sig forover så albuerne lå støttende på hendes lår. Fingrene knyttede sig imellem hinanden, som hun lagde hagen på dem. 
Blikket så indtrængende på kvinden foran sig, afventende - ulæseligt. Hun havde ikke svaret på kvindens spørgsmål, om hun var skyggen. Alt det, kunne de tage når hun var ved sinde fuldefem. Hvornår end det måtte være - men hun havde tid, de bedste tidspunkter som dette, var når hun virkelig kunne strække tiden og næsten - ja hvad ville man kalde det - hygge sig med sine projekter? 
Skyggen af et smil var at spore på de mørke løber, som de Chrome sølv øjne ikke veg fra skikkelsen der sad foran hende. 

Solari's sløvede hjerne søgte at følge med i hvad der foregik, men hun mere følte end så hvad der skete med hende. Ikke overraskende, så blev hænderne bundet sammen bagved ryggen og den gnavende fornemmelse af våde reb skar sig igennem hendes hud, da hun prøvede at vrikke lidt med håndledende. Stramt bundet, hviskede en stemme igennem den dulmende tåge, men ingen følelse af panik nåede den bedøvede mørkelver. Ikke endnu i hvert fald.
I stedet var det med store, svømmende øjne at Solari fulgte resten af hendes færden i rummet, og mødte uden tøven det stirrende, indtrængende jah næsten analyserende blik der blev sat foran hende. Hvide øjne, næsten lig hendes egne men ulæselige i deres intentioner. Dog herskede der - selv i sin bedøvelse, en grådighed i Solari's blik der ikke kunne skjule den åbenlyse og næsten bizarre fascination af kvinden foran hende. Og ellers var der stille. Solari's tunge vejrtrækning var det eneste der gav genlyd i rummet, stærkt efterfulgt af enkelte fugtige dryb fra rummets loft.

Flere minutter passerede, og langsomt følte mørkelveren hvordan hendes krop igen blev til hendes egen at kontrollere. Fingrene fik prikkende deres følelser tilbage, hovedet føltes ikke ligeså tungt i sine tankebaner. Hun kunne bevæge tæerne i skoene, og med trænet tålmodighed, lod hun effekterne forsvinde og bevidstheden træde ind. Endelig. Som noget af det første, prøvede mørkelveren selvfølgelig at fange sin tilfangetager i en af de mange illusioner hun kunne distrehere hende med. Men lige lidt hjalp det, da hverken lys, skygge eller omgivelser bøjede sig efter hendes vilje. Så ved Zaladin, det var helt seriøst det her...

Havde blikket ikke været så låst i mørkelverens som det var, havde hun måske bedre kunne skjule hvordan bedøvelsen veg for bevidstheden. Men som en fortryllelse der langsomt blev fjernet, gled noget af det grimme i elverens førhen bedøvede og blottede personlighed tilbage, til fordel for noget mere påtaget, smukt og behageligt. Ikke at hendes charme ville virke her, det forventede hun ikke. Men det var med sådan en glathed, at Solari plejede at introducere sig.... Skyggen skulle næppe snydes.
"Hvem var de behagelige mænd der bar mig herned?" var nogle af de første ord der gled over Solari's mørke læber, hvor at hendes melodiske stemme prøvende lagde sig om Skyggen og spredte sig ud i rummet; fyldte rummet. Solari smilede glat, på trods af at hun ikke direkte forventede et svar.

Navne var altid godt... skulle hun overleve hvad end det  her var, havde hun et lille stævnemøde at tage hånd om.

Itin var tydeligvis en kvinde, der havde alt den tid i verden der skulle bruges. Dette kom vel sagtens også af den race hun tilhørte, en race hvor det at dø af noget så patetisk som alderdom. Så var det pludselig ganske utroligt, hvor lidt tid et minut, to minutter eller ja en time kunne virke. Desuden, kunne skyggen bruge tiden på at studere kvinden der sad foran hende. Hendes reaktioner på hvad der foregik, se hvordan at lyset lige så stille begyndte at komme frem i øjnene igen.
En smule doven betragtede hun trodsigheden der blev mødt – eller måske ikke trodsighed. På det punkt, måtte mørkelveren desværre erkende overfor sig selv, hun var ikke god til følelser. Derfor brugte hun også kunsten i at tvinge folk til at fortælle hende ting – og hvordan vidste hun at de var sande? Fordi hun ville presse så hårdt, ind til at hun var sikker på, at de ikke længere vidste hvordan man løj.
Så hvordan at ansigtstrækkene de forvandlede sig, at det var en mere stolt kvinde der nu var at finde i folderne på ansigtet. Igen, hun forstod sig ikke på hvorfor det var vigtigt. Men nuvel, hun skulle ikke gøre sig klog på, hvorfor at kvinden der sad fastbundet siddende i en stol foran hende, gjorde som hun nu en gang gjorde.
Spørgsmålet, gjorde ingen tegn på, om de kom bag på Itin. Hun betragtede bare, lagde hoved på skrå og trak så på skuldrene.
“Berøre ikke mig, de sørgede for du kom her ned – ” det lød næsten som om, at hun ville sige mere, men det gjorde der ikke. Hun blev bare ved med at stirre.
Hun skulle gøre op med sig selv, hvad der skulle ske – og som det var lige nu, ville hun først finde ud af, hvad der fik kvinden der sad over for hende – hvad det var som fik hende til at begå sig. Hvordan Itin skulle knække hende.

Mørkelveren nikkede idet hun lænede sig lidt mere tilbage. Ikke overraskende, så var det ikke et svar hun kunne bruge til noget... det havde måske også været for meget at håbe på. Det var ikke et decideret problem, det betød dog bare at det blev tilføjet til elverens liste over ting hun skulle have ordnet - den blev kun længere og længere, og mentalt noterede hun deres grimme ansigtstræk, deres lugte og deres stemmer. Det ville ikke være overraskende, skulle deres læber løbe hurtigere end deres hjerne på den her front, og mon ikke de sad og blærede sig et eller andet sted?
Dog var ingen af de tanker for Itin at se, da Solari's ansigt var en nydelig og upåvirket maske, der studerende mødte den anden mørkelvers sølvfarvede øjne, næsten en anelse betaget af at møde sådan et spejl. Fordi det var et blik der fik Solari's hår til at rejse sig lidt i hovedbunden; det var et blik hun genkendte i verdens koldblodige krybdyr. Men frygt var aldrig en fjende af Solari, der bød følelser velkommen i alle dets former - og især sådan som hun sad lige nu. Bundet og ude af stand til at bevæge sig? Elverens indre strakte sine kløer. Hun elskede det sus af mild panik hendes hjerne sendte igennem, hun levede for den adrenalin hun forventede ville kickstarte hendes krop.
Hun kunne ikke sige hvad den anden var ved at nå frem til... men hun havde siddet sådan her før, og havde med tiden udviklet et noget specielt forhold til sin egen hjælpeløshed. Solari knyttede sine hænder imod det hårde reb, og smilede næsten dovent. Fordi skulle hun dø her, ville hun grådigt rage til sig hvad end den urovækkende statue af en stenkvinde kastede imod hende. Ingen begrænsninger. Selv siddende sådan her, ville Solari altid kroge fingrene efter mere. 

"Og nu hvor jeg er her, hvad så?" fulgte hun nysgerrigt op med, interesseret i hvad den anden kvinde havde fået lagt sig af planer. 

De kølige øjne gled ned over skikkelsen der sad foran hende, hvordan at hænderne kæmpede imod rebet. Hun var ikke nervøs, da rebet var bundet - uden fejl - uden held til at komme fri. Hoved blev drejet den anden vej, rovdyret der indtog sig bytte - med en hvis nysgerrighed. Selvom at de kolde øjne, bestemt ikke afslørede hvad der foregik bag den mørke pande. Om der overhoved foregik noget, for nogen gange kunne man blive usikker. Selv mørkelveren selv, kunne mistænke sig selv for - ikke at være andet en den skal som kirken havde skabt hende til at være. 
En smule nysgerrigt, for hvem personen var - en følelse der sjældent skabte sig i dette monsters indre, lod hun fingre glide hen imod kvindens ansigt. Lod fingrene glide hen over kæben, inden hun greb fat omkring kæben. Hårdt og bestemt, men uden at det skulle gøre ondt. Dette var ikke tilfældet lige nu, bare at dominere situationen. Kvinden, trods at der var en ganske svag panik der spredte sig i øjnene - var for overlegen situationen hun stod i. Dette var ikke godt, da hun skulle lære, at indarte sig i hierakiet - og lige nu, følte hun sig for overlegen. Selvom, i Itin’s stille sind - måtte hun indrømme at kvinden hvis kæbe hun havde fast løst - nok ville gøre en bedre leder end nogen hun havde set i længere tid. 

Kæben spændte op, som spørgsmålet blev spurgt. Hun skubbede ansigtet hårdt fra sig, som hun rejste sig op. Gik rundt omkring hende, greb rebet og begyndte at rive det op. Armene ville blive hævet op i en lodret position over hoved, som stærke arme - uden så meget at få sved på panden, fik løftet skikkelsen - sådan så fødderne lige svævede et par centimeter hen over jorden. Derefter trak Itin stolen væk, da Solari ikke længere havde behov for at sidde på den. Nu hang hun jo lige så fint, i hendes egnes arme styrke. Itin vendte tilbage i hendes syns fælt. De få centimeter gjorde bare, at de nu var i øjenhøjde med hinanden. Eller kvinden der hang, var selvfølgelig en smule højere. Det gjorde ikke noget - “Jeg er her for at minde dig om - hvilken position du har i hierakiet.” Simpelt og lige ud svar. 

Det havde næsten altid været lidt af et arrogant strejf over Solari, der selv i pressede situationer hengav sig til sit signatur smil af dovenskab. Ikke fordi hun tænkte meget over det, og det kom derfor sjældent bevidst, men hvilede på den front mere som en permanent skygge over hendes mørke ansigt. Måske var det bare elverens skarpe linjer, måske var det den måde hvorpå Solari betragtede dig. Men det var sjældent at hun følte andet end bare... ro. Kedsomhed.Men det virkede som om at der skulle til at ske noget.
Den overlegne ro der hvilede på overfladen, måtte i hvert fald gå den anden mørkelver en anelse på, da hun nu med hårde fingre tvang Solari's opmærksomhed til sig. Efter næsten blidt at have ladet selvsamme fingre glide over hendes tattoverede ansigt, var det undersøgende øjne der mødte Itin's. Hvad ledte hun efter med de øjne?

Solari var tavs idet at kvinden nu skubbede hende fra sig uden at have svaret på spørgsmålet, og en gnist af irritation sparkede til Solari's forfængelighed; hun skulle bestemt ikke ignoreres, men fik andre ting at fokusere på kun kort tid efter. Med en raslende lyd knirkede rebene da de blev strakt, og en noget lavmælt snerren undskap mørkelveren idet hun blev hejst op.
Det var fint nok lige nu - Solari var trods alt ikke svagelig... men hun vidste at det ville blive smertefuldt efter et par minutter. Og med det sagt, vidste hun ikke hvor længe hun skulle være her.
"Minde mig om?" elverens stemme var hverken vantro eller skeptisk da hun gentog ordende, men nok nærmere leende. "Min kære, jeg behøver ingen genopfriskning..." kom det var elverens mørke stemme, og de sorte fingres led knækkede sagte idet Solari strakte hånden for at få blodomløbet mere igang. "... og jeg vil da ikke være til besvær. Jeg tror, at hvis du gav mig lov... kunne jeg minde dig om en ting eller to, når vi allerede taler positioner " fulgte hun op med, et vindende smil omkring de mørke læber ved hendes tilbud. Hvem ville hun være, hvis hun ikke i det mindste prøvede at tale sig ud af den her situation? I hvert fald ikke Solari.
Desuden havde det overraskende ofte hjulpet at tilbyde sig selv til sine tilfangetagere. Langt de fleste fortrød det dog så snart de løsnede kæderne omkring den blegøjede mørkelver, der med en blanding af afventen og sult så den høje elvers skikkelse an.

Næppe fordi det ville virke. 

De kølige øjne, betragtede kvinden - ansigtet henlå i en følelseskold maske. Den fremviste ingen reaktion, på hvad der blev sagt - mest af alt fordi at Itin ikke forstod hvad position mentes med?
“Jeg er klar over min position” svarede hun, som var det, det mest naturlige i verden. Ganske tydeligt, at hun ikke havde forstået - at det var et forsøg på at forføre hende. 
Hvad kunne der ellers være ment med positioner, hvis ikke om hvilken plads de havde i hierakiet. 
Så fjernt lå det fra den ældre kvinde, at der kunne være snakke om noget seksuelt. 
Der var Itin dog et simpelt menneske - ting skulle siges meget direkte, skulle hun forstå hvad der foregik. 

Blikket gled over skikkelsen, det så ikke ud til at det at hænge havde den ønskede effekt. I hvert fald ikke endnu. Blikket gled hen på rebet, som var blevet spændt godt fast, til en metal ring i gulvet. Derefter gik hun hen og hæv kvinden så langt op, at hun kunne stille en stol lige under hende. Torturen i, at vide hvis man bare strakte sig lang nok - så ville hun kunne få forløsning fra de trække værkende arme. Da Solari nu hang i passende længde, sikrede Itin igen at rebet var solidt bundet.
Blikket hvildede på den ophængte kvinde, mens hun sikrede sig at alt var på plads. Hun skulle trods alt ikke dræbe kvinden, det var ikke hendes mål i aften - bare sikre sig, at det blev en ganske ubehagelig en af slagens. Som havde hun alt den tid i verden, gik hun først hen og hentede sin pibe - satte ild til tobakken for så at gå hen og satte sig i den vakkelvorne stol, som hun havde siddet i før. Den knagede under presset fra den store mørkelver krop. Benene var let spredt, begyndte hun at ryge - afventende til at kvinden ville give efter for smerten i hendes led. 

Solari så sit tilbud falde til jorden, og kunne udelukke den løsning - i hvert fald for nu. De hvide øjne havde været opmærksomme, men hun havde ikke kunne tyde den følelseskolde maske Skyggen fremviste, og var en anelse i tvivl... havde hun forstået hvad der blev sagt, eller var hun fuldstændig upåvirket? Begge dele virkede lige relevant med det svar hun fik. Men inden Solari formåede at forsøge sig igen, forfinede skyggen nu sit lille projekt, og tilføjede en stol - lige just udenfor mørkelverens støvlespidser. Grumt.
Solari's smil trak en anelse anstrengt i hendes mundviger, idet at der blev gjort et godt stykke arbejde for at sikre hendes ubehag. Omend ikke meget kunne aflæses på Solari's glattee ansigt, var smerte ikke ligefrem en velkommen ven; lige meget hvor gammel en ven det så end måtte være.
Det gik hurtigt op for Solari at det her sagtens kunne tage tid, og med et mentalt suk kunne hun allerede nu mærke hvordan skuldrene begyndte at brænde, samtidigt med at hendes muskler begyndte at sitre. Ikke at det kunne ses på elverens mørke ansigt, der med dovenskab fulgte skyggens færden omkring i rummet. Som havde skyggen alt tid i verdenen faktisk, fandt hun siddested og pibetobak frem... og ventede. Og imens hun ventede, hang Solari. Og hun stirrede, og blev ved da det var det eneste af interesse herinde. 

De første ti minutter passerede relativt hurtigt, og de få gange Solari prøvede at fiske en kommentar ud af skyggen, blev hun mødt med rygende stilhed og tavse øjne. Da 20 minutter var passeret, rykkede Solari på sig for første gang - lettede lidt af ubehaget ved at hænge sin vægt mere i den ene arm end den anden. Da 45 minutter var passeret, rystede elverens muskler i deres smertefulde krampetrækninger, og hvide flammer havde ædt sig igennem hendes overkrop. Men det var først efter lidt over en time - en meget, meget lang time, af det første hvæs af ubehag forlod elverens stolte læber. Ved gudinden! En abrupt gnist af vrede gled som en hvidlig hinde over hendes øjne, og Solari havde fra det ene sekund til det andet et blik af rovmord over sig, men pudsigt nok var det ikke rettet imod skyggen. Nej, det her fodrede kun på hendes irritation over manden der havde sat det her i gang.
Det forsvandt dog ligeså hurtigt som det var kommet, og Solari's hvide øjne lukkedes idet at hun med et smertepræget støn knyttede sine hænder mere sammen.

Røgen formede sig i hendes mund, blev pustet ud igennem næsen - som var hun en drage der dampede løs i en hule. Blikket var tomt og forladt, som var det blot en skal der sad og betragtede den lidende kvinde, hænge og til sidst krampagtigt prøve at få smerten til at svinde ind. Stædigt hænge i, uden at bede om nåde. 
Minutterne gik, blikket gled hen over skikkelsen - nogen ville måske se det som et rovdyr - for Itin var det blot en konstant observering af hvordan personen havde det. Der var altid en hård fin balance, hvor langt man kunne trække torturen. Noget hun efterhånden havde en voldsom bred vifte af ekspertise inde for - hvilket i sig selv var en undren for mange, hvorfor skulle en Ypperstepræst have brug for en som hende. En skygge der hang bagved, aldrig ytrede sin egen holdning - fordi holdningerne ikke var der. Svaret var simpelt, alle religioner havde en sende kilde for deres gudinder eller guder - og de - havde behov for at der var en som kunne gøre alt det beskidte arbejde. Nogen ønskede at stikke fingre længere end i møget, end andre - den nyeste hun var skygge for - skreg næsten ved synet af alt der omhandlede blod. Her havde hun virkelig måtte arbejde. Der havde dog været en forinde, en meget blodig kvinde - hvilket også havde været hendes fald, da det til sidst havde kostet hende livet. Hovmod, kunne være en farlig ting. 

Da vrede og støn endelig var at spore i kvinden - rejste hun sig op. Tog et nyt reb, før Itin gik hen og løsnede rebet fra metal ringen. Med en styrke man ikke så hos mange mørkelver, fik hun svunget rebet omkring hendes overarm og underarm. Med et godt greb i hånden, var det nu hende der styrede hvor vidt hun blev sænket eller hævet. Og lige nu, fik Solari lov til at placere hendes fødder på stolen. Itin gik over, greb omkring hænderne, der var ganske blege i forhold til deres normale farve. rebet hun havde taget yderligere, viklede hun rundt omkring overarmene. Alt dette foregik i absolut stilhed, som hun satte armene og hænderne i en ny position. Nemlig spredt fra hinanden. Itin gik rundt omkring Solari, stadig med rebets anden ende i et fast greb i hånden. Dovne øjne betragtede kvinden, inden hun sparkede stolen væk under fødderne. Lyden af træets klang imod stengulvet, gav genlyd imod stenes vægge. Uden anstrengelse, strammede hun grebet omkring rebet - således at Solari nu ville igen hænge uden støtte ud over de udspredte arme - der ville gøre fornemmelse endnu værre - da hun ikke længere kunne bruge teknikken til at hvile på en arm og derefter den anden - spredt ud som et Y foran den tordnende kvinde. Hun hæv tilbage, trådte nogle skridt - det hele skete i nogle voldsomme - men taktiske ryk. Smerten skulle forøges - og det blev den så sandelig også gjort. 

Solari hverken så eller havde nogen grund til at bede om nåde, hun var virkelig ikke i en position hvor at hun tænkte at det virkede. Hvis det handlede om at sende et budskab, var der ikke nogen besnærende ord der kunne erstatte hvad et konstant fysisk pres kunne gøre. Og lige nu, der brændte det sig ret så effektivt fast i hendes krop. Omend Itin næppe så det, var det viljestyrke der holdt sammen på Solari's fattede ansigt, der dog til sidst havde måtte vige for et sus af vrede. Nu hvor at det var gået forbi, lød det dog til at den anden elver endelig var i bevægelse. Var de allerede færdige?
Nej. Et sygeligt blegt øje fulgte hendes dovne gang imod hende, og det var kun få reaktioner der kom fra Solari imens hun tavst fulgte med i den nye idé der havde malet sig frem hos mørkelveren, der nu kom med endnu et reb. En af de få reaktioner var et kort suk af lettelse da hendes fødder ramte stolen, men hun vidste at fornøjelsen ville være kort. Hvilket nok også var derfor Solari lod det ske uden så meget bøvl - hvorfor skulle hun trække det her i langdrag? Udover at det ville være dumt, kunne hun nemlig heller ikke benægte, at hun fulgte med i hvad der skulle ske med en selvdestruktiv fascination af Skyggens trænede fingre. Og selvom det havde været at foretrække at se på afstand, var en lille del af hende morbidt beæret over at være stjernen i det show ypperstepræsten havde sat op. Og det kunne ingen smerte tage fra hende. Nok nærmere tværtimod; hun måtte have gjort indtryk for at fortjene det her. 

Hendes overarme blev viklet ind, og kortvarigt fik Solari øjenkontakt med skyggen. Selvom blikket var ulæseligt og dovent, syntes Solari godt at kunne fornemme hvad hun ville. Vovede hun at gøre det med den øjenkon- længere nåede hun ikke, før at stolen blev sparket væk og Solari med et smertepræget fnys følte rebet skærer sig ind i den mørke hud igen; dog uden meget mulighed for at lette presset den her gang. Fnyset endte dog ud i en tør latter, hvor at Solari anstrengt hev i rebene - hev sig selv længere op idet hun prøvede at trække armene sammen, så Itin ville blive trukket fremad i det reb hun havde hænderne omkring. 
Hun fandt så hurtigt ud af, at det slet ikke var en mulighed med den trænede elver. Det havde ellers været et nydeligt spark Solari havde planlagt at sende efter hendes tomme ansigt.
"Så.." gled det over hendes læber, der var tvunget op i et smil. Ikke at der var særlig meget af smile af, hvis man ikke kunne se det sjove i situationen. Kom man udefra, ville det decideret se sygt ud at mørkelveren fremtvang et smil i sin smerte. "Han bryder sig virkelig ikke om mig, mmh?" fulgte hun op med, og hørte sig selv gispe kortvarigt ved et voldsomt ryk der tvang hendes arme længere fra hinanden.
Det var bare et spørgsmål om tid. Og holdt hun ud længe nok, ville den giftige magi omkring mørkelveren på den ene eller anden måde afslutte det her. Ligesom det plejede at være. 
Hendes ellers slanke krop føltes virkelig som dødvægt tilgengæld.

For mange som torturerede mennesker, væsner, racer – hvad man nu ville kalde befolkningen i dette land. Ville der altid være en tilfredsstillelse involveret i det hele, for mange var det selve aspektet af at se folk lide. At man var individet, der skabte denne frustration og smerte hos folk. Ja, nogen ville vel gå så langt, og finde det tillokkende og ophidseende.
For Itin, var der selvfølgelig en vinkel i alt det her, som hun ganske vist holde af. Mest i formen af hun så det som en nødvendighed, og i visse tilfælde også som en kunst hun kunne finde ud af – den eneste kunst hun kunne sætte pris på.
Derfor, var der en ganske kølig gnist der flakkede, i de sølvfarvede øjne. Som hun betragtede kvinden der hang, med let udspredte arme. Som hun prøvede at trække sine arme tilbage, i et håb om at få den større kvinde til at komme tættere på. Hun var ganske kort, fristet til at lade hende – se hvad hun kunne finde på. Men det var som om at hukommelsen i hendes muskler, var stærkere end hendes tilladelse til at lade hende. For, det ville ikke være svært at tænke sig til, hvad Solari havde ønsket – enden et velfortjent spyt i hoved – eller et spark der nok, ville gøre ondt dagen efter.
Ikke at det gjorde hende noget – smerte var altid en kærkommen ting. Så meget Itin var blevet udsat for, da hun stadig havde været et barn.
Men det havde jo blot været en kærkommen ting, for hvordan skulle hun ellers være klar til at være den – hun var i dag? Og som hun kiggede på kvinden, lod hun flygtigt sine tanker glide igennem mindekammeret, der ganske sjældent blev åbnet.
Den lille elver pige, som var blevet tæsket, til et punkt hvor alle knogler var brækket. Men selv der, var hun blevet beordret til at stå op – og i navnet af deres gudinde – gjorde hun det.
Hun tog en dyb indånding, som der igen blev snakket til hende.
Langsomt, og dovent – blev hoved lagt på skrå. Øjnene næsten åd de ansigtstræk der måtte skylle hen over den andens ansigt.

For første gang i meget lang tid, kunne hun ikke skjule det smalle smil der gled hen over læberne.
“Nej, han kan virkelig ikke lide dig.” Sagde hun – og dette var flere ord sammensat, end der i meget lang tid, var kommet ud af den elviske kvindes mund.
Der var nu ganske simpelt, noget spændende ved denne kvinde, som hang foran hende. Og det – kunne hun ikke helt ligge skjul på.
Igen greb hun med to hænder i rebet. Gav det et ordenligt ryg, inden hun langsomt lod hende dale ned mod jorde igen.
To ryk mere – og afventede derefter igen, tålmodigt, på at Solari ville begynde at vise alvorlige tegn på, at dette var for meget.

Det var nok den længste og mest sammenfattede sætning Solari havde set indtil nu, og det fik et kort sus af interesse til at glimte i det blege blik. Havde Skyggen ikke givet noget tilbage, jah så havde Solari måske givet op desto længere ud de ville komme på aftenen. Eller dagen for den sags skyld, tid var et underligt koncept når man ikke så hverken sol eller månelys. Hun havde kun interesse i dukker når de kunne gavne hende selv; hendes plageånd her faldt ikke i den kategori.
Men hun smilede, et dovent smil af ro der hintede at hun næppe havde andet hun skulle nå. Men dog stadigvæk et smil, som Solari hæftede sig ved; og stædigt valgte at fokuserer på i stedet for den skarpe smerte der skar sig igennem hendes arme, ved et pludseligt ryk. Og så to mere.

Af karaktertræk, havde Solari's målbevidsthed nok været hvad der havde gjort hende mest berygtet. En målbevidsthed der havde båret hende langt, idet den sjældent svigtede... fordi hun havde gudinden med sig. Næsten alle beslutninger hun tog, holdt Solari fast i en fanatisk - og jah, nok i manges øjne en blind tro. Var det naivt at sætte sin lid til guderne? Nej. Den dag hun skulle holde op med at eksistere, ville det være fortjent og et eller andet sted ønsket; så var det løb kørt... og et arrogant såvel som forskruet sted, kunne det kun være gudelig vilje der fjernede hende fra landets overflade. Hvordan kunne hun modsige sig sådan en død, skulle det ske?
Solari var dog ikke skabt af sten, metal eller is - desværre, og en snerren trak det ellers kønne ansigt op i nogle skarpe linjer idet Skyggen for 3 gang gentog sit lille stunt. At nogle ikke kunne lide hende, det kom ikke som nogen overraskelse - gudindens vej var ensom at betræde, og smudset til af sorte hænder og blod. Men den her form for lærestreg? 
"Det er lidt sjovt-" - endnu et ryk, og Solari's stemme knækkede kortvarigt over idet hun hvislende trak vejret ind imellem sammenbidte tænder, og elveren spændte op i sin krop. "- lidt naivt at forvente det her, ændre noget i det store billede..." På den korte pause idet hun dalede imod jorden, fik Solari sagt sine ord uden afbrydelse. Stemmen bar dog ikke samme kolde kant som elverens snerrende grimasse besad i sit stirrende blik, men var næsten skuffet i stedet for - , og passede godt med den afvisende hovedrysten der fulgte. Spøjse kontraster hendes krop og sind udtrykte.

Det store billede strakte sig ud over deres alles forståelse, men Solari havde en anelse om hvordan det skulle males... følte hun selv i hvert fald. Og med den viden, var hans forfængelige lærestreg om positioner intet sammenlignet med hvad der ville komme en dag i fremtiden.

Solari lænede sig fremad i et pludseligt ryk ved de sidste ord der slap hendes tunge, og smertefuldt blev hendes arme tvunget bagud, men hun ville tættere på denne Skygge. "Vil du høre en hemmelighed?" fulgte elveren næsten nynnende op med, de blege øjne store og glinsende af smerte, omend det ikke var til udtryk i elverens grin - så man bort fra at det var en anelse anstrengt. Ophængt. 
Hemmeligheden var... at hun allerede havde planlagt hans fald fra tronen. Og svarede Skyggen jah - virkede hun nysgerrig fremfor passiv, ville Solari da gerne dele den lille hemmelighed med hende... det var efterhånden ikke mere hemmeligt end hvad hun havde trukket af blodspor igennem templet de sidste par måneder. 

Ud over den sætning, og de få ord der var kommet ud - kom der ikke meget mere end det. Betragtede bare, hvordan mørkelveren, meget lig sig selv, kæmpede imod kroppens kødelige fængsel der var ved at give op. For nok kunne sindet være stærkt, og gøre mange fabelagtige ting. Ting, som ville gøre andre til stor skamme, og at sige skyggen ikke var imponeret over hvor meget vilje styrke, at Solari ejede. Ja det ville være løgn. 
Det at kvinden foran Itin, havde formået at få så stor en reaktion ud af hende. Det var der mange væsner i hendes tid, der havde forsøgt sig på. Og det var de færreste der var kommet så langt. Hvilket gjorde Itins humør endnu bedre. Hvilket var en smule markabert taget i betrækning af, hvilken situation de stod i. Især, da dette slet ikke var slutningen på deres lille møde. Nej, der var - mange ting der kunne ske endnu. Selvfølgelig afhang det alt sammen, af hvordan at reaktionen ville være fra det andet individ. Hvor meget hun kunne holde til, eller indvirkningen de forskellige ting havde. 
Og hun havde ret, da hun sagde manden var naiv. For det var han, der kunne Itin ikke være andet end enig. Hun havde set gudindens vilje i de andre ypperstepræster, men aldrig så lidt som hun havde set den i ham. Hans fald ville komme snart, og hvis hun så tingene ordenligt - ja så var hun sikker på, at kvinden foran hende ville være kvinden til at tage hans plads. 

Hun mærkede rykket i rebende, og lod hende komme tættere på. Faktisk lod Itin selv kroppen flytte sig. Således, at de var ansigt til ansigt. Velvidende at dette kunne være en fejl, men på ingen måde - kunne Solari få overhånd i situationen - så hun lod kvinden få det hun ønskede. 
“Hm?” Brummede hun, og lod et pjusket bryn glide spørgende op i panden. Hun lod endda rebene slække ydeligere, så de fødderne kunne ramme lige med fodbalden - strakte hun sig nok. 

Der skulle ikke slækkes meget på rebene førhen at Solari tog muligheden for endelig at komme nærmere denne Skygge. Fødderne rørte kortvarigt jorden, men ikke længe, og hun satte fra af selvsamme. Hendes mål var nemlig ikke jordens støttende underlag, selvom det uden tvivl ville gøre underværker for Solari's pressede muskulatur - nej, hendes mål var ikke nødvendigvis at skubbe smerten fra sig. Det ville hun alligevel kun få lov til i nogle få sekunder, førhen at hun ville blive hevet tilbage igen.
Hendes mål var Skyggen selv; Solari's sorte ben svingede sig omkring hendes ranke skikkelse, og smøg sig omkring hendes talje, lige over hofterne. Krævende låste hun deres kroppe sammen, og udnyttede den korte mulighed for at læne sig ind over hendes meget større og meget stærkere krop, læne sig ind over hendes 2 meter høje krop og ansigt. Havde hun haft sine hænder fri, ville fingrene med utrolig nænsomhed have kuppet hendes skarpe kindben og kæbelinje. Nu hvor at det ikke var muligt, holdt Solari sig oppe med mave og rygmuskler alene.

Færten af Skyggen blev snuset berusende ind - en fært hun måtte og ville kunne genkende igen i fremtiden - hvis der var en, og selvom deres ansigter ikke rørte hinanden, var det meget få centimeter der skulle adskille dem lige nu. Og midt i ansigtet, jah der låste Solari sine øjne fast i de monokrome øjne som hendes underlige og indtil nu, fremmede modpart selv bar. Så hvide at hun for et lille øjeblik tabte ordende - det var virkelig som at se ind i et spejl i uorden; en udefra ville sige de lignede hinanden på en prik, Solari ville mene at det kun gjaldt på meget specifikke punkter. Måske endda kun på de vigtigste, til hendes egen lille forskruede glæde. Ellers blev det så kedeligt.
Mørkelverens smil havde aldrig forladt hendes læber indtil nu, og idet hun skilte tænderne, blev det om muligt kun endnu bredere. "Vi står i stilstand; vi står i dødvande, min kære Skygge. Forsætter det, vil Gudindens vilje og ønsker kravle over Krystallandets flade - igen - og i kraft af hendes hånd, vil månen farves rød" Solari's hvislende stemme var dog øm ved omtalen af hendes allerhelligste, og en rykvis bevægelse, gled hovedet på skrå, måneblege øjne store i deres stirren. "Når Jagten starter, er ingen mand hellig" forsatte hun.
Hun var ikke dum nok til at fortælle sine planer direkte til præstens egen personlige bøddel - hun ønskede ikke at dø, selvom det var fristende at se hvad Skyggen ville gøre med den information. Hun ville jo være forpligtet til at stoppe Solari, ville hun ikke?
Nej, i stedet var elverens snirklede hemmelighed mere et hint om hvordan og hvilken nat hun ville gå i aktion, da præsteblod næppe var ligeså nemt at kaste skødesløst omkring sig, i forhold til alt det andet kravl hun havde slået ned efterhånden. Nej, han fik en hel oplevelse ud af det; Solari kunne sagtens være gavmild med sin giftige opmærksomhed. 

Det ville måske være kommet for et chok for andre, sådan som mørkelverkvinden tog et spring, og førte deres kroppe sammen. Hvis Itin var blevet overrasket, vidste hun det ikke. Betragtede blot kvinden, hvis ben nu lagde sig omkring hendes hofte ben og smøgede sig rundt omkring hendes liv. 
Hun tog en dyb indånding, hendes døde øjne kiggede intetsigende frem for sig - som de indtog den andens ansigtsmimik. Hvad hun ønskede at få ud af dette, det var skyggen ikke helt sikker på. For der var noget i den stoiske kvindens sind, der fortalte hende, at det ikke var for at lette for smerten. 
Så hun tillod det, afventende med hvad formålet var. Hun var trods alt spurgt, om hun ville høre en hemmelighed, og dertil svaret. På Itins facon. Overraskende nok, så havde den anden kvinde opfanget det. Hvilket ganske kort, kunne skimtes i de lysende grå øjne, at det kom bag på hende. 
Itin var trods alt, kendt for at være en person ingen forstod sig på. Hun var der blot, et instrument, en statue, et våben - en genstand. Hun var ikke en person, ikke noget man skulle bruge sin hvad man så fint kaldte; menneskelighed, på. 

Hun lyttede, det var ganske tydeligt. Og hun rev hellere ikke kvinden væk fra sig. Tillod det blot, i hvert fald for en stund. Også bredte der sig lige så stille et smil hen over de mørke læber. De skilte sig, og nogle hvide tænder kom til syne. Ikke at man kunne kalde det et smil, mere et dyr der snerrede af en anden. Men for Itin, var dette et smil. 
Hun fnyste lidt. Og med overarmens muskler, og hånden der holde om rebet, spændte hun op i hendes kræft - sugede den mørke energi som der strømmede fra den anden kvinde. Og rev rebet til sig. Hun trådte ud af den anden kvindens ben. Da det var et voldsomt ryg, der skulle sende hende flyvende op imod løftet. Cirka to meter hængende fra gulvet. 
“Gudinden er... ufejlbarlig.” Mumlede skyggen, som hun gik hen og sikrede rebet endnu en gang. Det var tydeligt, at mørkelveren ledte efter sine ord.
Med faste og målrettet skridt, bevægede hun sig hen imod døren, som Solari var blevet slæbt ind i. Og gik derefter ud af den. Efterlod Solari til sin egen elendighed, fastspændt i smerte. 

Der ville gå en time, før at Itin kom tilbage. Dog lydløst, som en skygge betragtede hun fra den mørke del i rummet, for at se hvor presset kvinden var. Inden hun gik hen til rebet. Det sparsomme lys der var i rummet, glimtede af den sølvbelagte kniv der blev hævet frem. Og rebet blev skåret op. Således at Solari ville falde fra den to meter højde hun var blevet hejst op i. 

Hun vidste egentlig ikke hvad hun helt præcis havde forventet der ville ske, når ordende først var sunket ind hos den anden mørkelver. Men et decideret svar i den her kaliber, se det var havde ikke været en af de potentielle udfald. Hun havde måske lidt forventet en afvisning. En snerren, eller en større reaktion af loyallitet til ypperstepræsten end den hun præsenterede, når hun så knapt nok forsvarede ham. Men hun brød sig om det.
Hun brød sig virkelig om det.
Det var måske hvad der mildnede hendes arrige vrede over atter at blive trukket op imod loftet idet hun følte den smertefulde vægt af hendes egen fysiske krop, der atter ville prøve at trække hende imod jorden. Det var næsten forræderi. Armene dunkede som mælkesyren tog fat i musklerne - igen - og mørkelveren smækkede tænderne sammen i en sammebidt vejrtrækning af kold luft. Gudinden var i sandhed ufejlbarlig, messede hendes monotone stemme for at skære igennem den tåge af smerte der prøvede at overtage hendes tankebaner. Gudinden var i sandhed ufejlbarlig, og det her var blot midlertidigt. Det her var intet, i forhold til evigheden.
Blege øjne fulgte skyggen idet at hun dovent bevægede sig imod døren og ud af dette rum, og da den stille faldt i med et klik, lagde mørket sig om Solari.

En time var lang tid.  Og en time føltes pludselig som meget i forhold til evigheden, alligevel, og Solari's krop nåede til et punkt hvor at hun følte musklerne ville knække omkring hendes led og skuldre. Men kroppen ville ikke give op af det her, og det var derfor, at Solari vidste hun måtte styrke sindet - det var hvad der først ville knække. Værne sig. Og det enestender kom frem som distraktion for legemets smerte,  var sætninger der var hamret ind i hendes hoved, ætset ind i hendes sind, skåret ind i hendes arme. Remser og rim, sange og skyggeprægede prisninger. Så da Itin lydløst kom tilbage, var det en messende hvisken der krøb sig hen af rummets vægge; næsten fyldte rummets luft.
"... og skyggernes moder strækker sine arme,
med nattens slør, vil vi fremme harme,
med blod, bedrag, smerte og liv
og da vil vi, atter yppe kiv"

Elveren løftede dog sit sammensunkne hoved i et ryk ved det første glimt af lys i kniven; hvide øjne glinsende af smerte idet at hun endelig skulle ned.
Det var med et smertefuldt støn at mørkelveren sank sammen da skyggen skar rebene op, og selvom Solari formåede at lande nogenlunde på fødderne, knækkede benene hurtigt sammen, og hun vaklede til siden på jorden. Hun var dog hurtig til at prøve at skubbe sig selv mere op og sidde igen, og en knurrende advarsel forlod mørkelveren, da hun fandt ud af at hun ikke kunne. Hun følte sig som et såret dyr, sådan som hendes næsten lammede arme ikke ville hvad hun ville. Og de bed fra sig, hvis de kunne - hun ville ikke have hende nærmere i den her sårbare tilstand.