Nu stod hun her, igen. Kiggede tomt ned i det dybe hul, fortabt i sin egen lille verden. Vinden fik hendes løse isblå hår til at flagre vildt. Tænk, at dette sted var her hun havde end sine dage. - En tragisk skæbne som hun nu huskede, den dag for 388 år siden, hvor jorden slog revner. - Takket være Kirana, En kvinde hun aldrig ville glemme, uden hende havde hun stadig været uvist om sin fortid. Men! Der lå stadig en masser af svar og ventede på hende.

Det var tidlig morgen og det var faktisk stadig lidt mørkt, men man kunne godt fornemme, at dagslyset var ved at vise sig. Det blæste godt her, men det var også et stort åbent landskab der var omkring hende. Der levede træer omkring kløften og der havde været træer hvor hun stod, men eftersom denne kæmpe revne var kommet var der ikke noget tilbage. Eva sukkede dybt og stirrede blindt ned i det mørke hul, hun burde ikke være her, dette sted fik alle de triste følelser frem, de var så stærke, at hun følte sig helt tom inden i. Tom for følelser. - Men der var noget der alligevel drog hende her til.

Minutterne blev til timer og det mørke som havde været der, var ved at forsvinde og blev erstattet med morgensolen. Spøjst så det måske ud, eftersom Eva ikke havde rykket sig en meter i de timer der var gået. Hun havde ingen tidsfornemmelse, dog havde hun ubemærket trukket vingerne ud hvor de hang slapt ned at ryggen og vingespidserne ramte næsten jorden.
Eva havde sit sædvanlige lange isblå farvet hår hængende løst, det dækkede også det øverste del af vingerne og skuldrene med, samt det store ar hun havde ved tindingen. Beklædningen i dag var flade sorte sko, lange sorte bukser der var brede ved fodenden og de var godt slidte at se på. Hun bar sit bælte med sine to Sai sværd på hver sin siden, havde en halv ærmet bluse på i en let brun farve, som sad tæt til hendes krop og klæde hende godt. 

Der var køligt i kløften, hun havde ikke sovet denne nat. Gaia havde været en pestilens i hendes hoved, som hun ikke gad at slappe af på noget tidspunkt. Så hun havde bestemt sig fra at tage en tur ud, for at se om det kunne hjælpe lidt på Gaias humør. De kom og gik lidt som det passede dem, dog var de der ofte til at lave maden til de to dæmoner. Hun så op, hvor det var tydeligt at se, solen snart var ved at finde vejen frem på himlen over hende. Hun kunne se en skikkelse, hvilket fik hende til at lægge hovedet lidt på skrå. Det var ikke så tit hun så nogle herude omkring, hun begav sig ofte længere væk når hun ville have lidt andet selskab. Hun kommer med en hummen, inden hun folder sine vinger ud. Det var lidt siden alligevel hun havde fundet dem frem. Normalt lod hun Gaia om at flyve rundt, istedet for hun selv skulle til at få dem frem igen og sørge for at trække dem ind igen.

Hun strækker de store vinder, inden hun sætter af. Det tog lidt tid for hende at finde den rigtige rytme, men der gik ikke længe før hun var på vej op. Det kulsorte hår hænger løst ned ad hendes ryg, endnu ikke fanget af vinden ved hun ikke er kommet særlig langt op endnu. "Du burde passe på, det lidt af et fald at tage herned," siger hun roligt, som hun næsten har fundet hele vejen op. Vinden tager fat i hendes hår, så snart hun kommer op fra hvad der ellers ligner en revne bare i jorden. Hun lander på den modsatte side, inden hun igen trækker sine vinger ind så det ikke var til at se hun haft de store vinger. Hendes blik landede på engelen på den anden side af revnen, hun vipper hovedet lidt på skrå. Hun havde været glad for hun havde valgt nogle bukser og en top, mest af alt fordi varmen heroppe begyndte langsomt at være for meget for Gaia. Hun burde snart tage mod nordlandet igen, for det påvirkede også hende når Gaia havde det alt for varmt i deres krop. Hendes ar var gemt under toppen, alt det der afslørede hvordan hun mistede livet. Det var ikke rigtig ofte hun så andre engle, hun havde det nok mere med at beskæftige sig med andre væsner, så dette var alligevel noget af en overraskelse for hende.