Det askegrå hår og det arrede ansigt var dækket af en mørk hætte, der kun afslørede de brandsårs-beskadigede læber og som var Pax Pesten selv, veg folk udenom hans skikkelse, nærmest ubevidst.
Ikke at Pax ænsede det heller. Bag den tildækkede pande rumsterede tanker, der fik hans maveregion til at gnistre forventningsfuldt. Det havde ganske enkelt været for godt til at være sandt, men det ikke ændrede ikke på det faktum, at det netop var sandt. Pax havde, med et så ukarakteristisk stort smil om læberne, tænkt at det var som at blive foræret helstegt pattegris ganske, ganske gratis – og uden selv at skulle hugge fingrene i det varme, saftige kød.
Så snart børnehjemmets bygning trådte frem i hans øjesyn, forsvandt Pax ind i skyggerne, som blev kastet af de faldefærdige, skæve stråtagshuse. Til trods for, at Pax ikke længere var barn, kravlede han kunstfærdigt op af husenes facader – forbi et enkelt forskrækket ansigt – til han omsider nåede værelsesvinduet på kvisten.
Og der sad hun, denne mystiske bestyrerinde, der ikke var, hvad hun sagde hun var.
En smule akavet grundet det manglende og ordentlige fodfæste, gled Pax på hug, med en arm strakt beskyttende mod taget, hvor han greb om tagrenden. Med den modsatte hånd bankede han forsigtigt på ruden og løftede derefter pege- og mellemfingeren til panden i en hilsen.
Krystallandet