Mørket havde lagt sig over den store skov, der grænsede op til Mitrazapines lille palæ i Tusmørkedalen. Trods hun ikke havde den fjerneste idé om hvordan hun skulle forsvare sig med den, havde hun alligevel sørget for at tage en af de mange knive med, som ellers altid lå i en pæn samling på et af værelserne. Hun kunne vel altid kaste med den og håbe på det bedste, hvis det endelig skulle blive nødvendigt. Indtil da, kunne den bruges til at grave de rødder op, som hun var kommet for at samle. Elverod var ikke den letteste urt at få fri, som rødderne lå godt gemt under den fugtige jord og Mitrazapine bestemt ikke var glad for at grave.

Hun befandt sig kun et par timer fra huset, men havde alligevel sørget for at tage sin taske med. I tasken havde hun en lille beholder, med sin kolde te i. Hun skulle nødigt stå og mangle stoffet i teen, hvis effekten begyndte at aftage. Derudover lå der urter i, som kunne bruges til at brygge en ny te, hvis hun af en eller anden årsag ikke kunne nå hjem. Når hun ikke kunne finde ud af at fungere uden at være påvirket, måtte hun jo hellere være godt forberedt.

Tasken var blevet smidt på jorden ved siden af hende, som hun sad på hug og brugte kniven til at skære rødderne fri. Hun var iført en lang hvid kjole, broderet med små hvide perler i et tilfældigt mønster over hele brystet. Den var let nedringet og blev kun holdt sammen med en tynd snor i hele ryggen, men intet af det kunne ses under den tynde, lige så tætsiddende, hvide jakke, med mønstre af guld i trådene.
Mitrazapine havde kun fået samlet en mindre bunke rødder på jorden, før hun rejste sig op og forsøgte at børste det værste jord af det hvide tøj. Selvom hun tog denne tur et par gange om måneden, var det aldrig faldet hende ind at finde tøj til det. Hun kunne jo ikke blive set i laset arbejdstøj.

Hvorfor han havde taget den lange tur til Mitrazapine vidste han egentlig ikke. Men Orcus havde på en eller anden måde overtalt ham. Det var noget med Hvis jeg skal spilde min tid på ham.. så skal du hente rusmidler hos Mitra. Philotanus himlede en smule med øjnene, som han ikke kunne se hvorfor det hastede. Men det gjorde det vist altid, når det kom til Orcus rusmidler. Han havde det med at løbe tør hurtigt og så hastede det vist altid med at få et nyt lager hjem. Så det kunne ikke vente, Orcus var fanget med en kunde, de skulle drøfte nogle detaljer i forbindelse med en forsendelse, så han kunne faktisk ikke tage turen. Derfor havde Philotanus ulejlige sig selv med den lange flyve tur til Tusmørkedalen. Han brummede for sig selv, som han spejdede efter det hus, han havde fået beskrevet. Der var faktisk ikke mange ord til at beskrive huset, som han godt kunne fornemme at Orcus ofte så det indefra. Derfor gjorde det svært for ham at finde huset.. Der var ikke meget at gå efter.

Oppefra kunne han ikke se meget i mørket, eller han kunne se en del, bare ikke den beskrivelse, som han skulle holde øje med. Dog kunne han fornemme en skikkelse et stykke fra et given hus. Der var ikke mange huse i området, så han måtte spørge efter vej. Tydeligvis. Det lyse tøj skar igennem mørket, som han kunne fornemme på skikkelsen at den bevægede sig. Altså måtte der var tale om en person eller en isbjørn på afveje.. Philotanus valgte dog at lande et stykke fra skikkelsen, som han skjulte vingerne, så han ikke ville skræmme den fremmede væk. Så gik han langsomt imod hende.

For en stund betragtede han bedre hendes skikkelse med de orange øjne, som han strøg fingrene over den lange kappe der svajede ganske let i brisen, som kom forbi. "Jeg leder efter Mitrazapine" spurgte han, da han kom indenfør hørevidde af kvinden, der sad på hug. Han blev stående på en let afstand af hende, da man aldrig vidste med fremmede i denne dal, som hun også endte med at rejse sig, men faktisk lod til at børste tøjet af. Hvad mon hun gjorde derude?

Mitrazapine strammede grebet om kniven i hånden, idet hun rettede sig op og så mod den fremmede. Hun var jo godt klar over, at der kunne befinde sig nogle skumle typer herude, specielt om natten. Men så snart hun så hvem det var, eller hvem hun troede det var, slap hun kniven og lod den falde til jorden. Hun behøvede jo ikke at være nervøs i selskab med Orcus.
"Du fandt hende, svarede hun og smilede. Hun lagde ikke så meget i hans kommentar. Måske Orcus bare morede sig lidt med at lade som om, han ikke kendte hende? Han kunne jo være dejlig barnlig engang imellem, noget Mitrazapine slev morede sig over, når det skete.

Stille og roligt begyndte hun at bevæge sig tættere på.
"Er du syg, Orcus? Din stemme lyder... anderledes." Det var ikke let at se detalje i mørket, så de orange øjne overså hun. Måske endnu mere, fordi hun allerede havde bestemt sig for, at det var Orcus, trods den anderledes stemme. Uden at vente på et svar fra ham, gjorde hun som hun altid gjorde. Hun rykkede sig helt tæt til ham og lagde armene om ham i et kram. Hun elskede nærkontakt, det var ingen hemmelighed, men at holde om en anden på denne måde, var ikke noget hun gjorde med andre end Orcus. Han var en af de få hun stolede på.

Metallet fra hendes kniv blev fanget af månens lys, som han automatisk førte det ene ben bag sig, da han var overbevist om at hun ville angribe ham. Philotanus vidste godt, at man nødigt skulle forstyrre de forkerte typer i denne del af landet, men han havde ikke forventet at det simple spørgsmål ville afføde et angreb på den måde. Men som hun smed kniven fra sig, undrede han sig dog en smule. Han rettede sig op igen, hev lidt ned i frakken for at sætte den tilbage på plads. Han var dog lettet over at han havde formået at finde hende. Orcus skulle være glad for at han ikke skulle spilde for lang tid på at finde hende, for så var han nok blevet en smule gnaven, når han først vendte hjem. "Jeg har en bestilling.." fyrede han hurtigt af, som han måske forventede at hun kunne klare den på stående fod. Han overvejede ikke lige at de befandt sig midt ude i en skov, at hun måske ikke lige rendte rundt med det han havde brug for i lommen.

Kvinden kom tættere på, som Philotanus holdt ryggen rank og gjorde sig klar til at forsvare sig selv, hvis hun lige pludselig lagde op til noget forkert. Han kunne jo ikke vide, at hun faktisk havde forvekslet ham med Orcus, selvom han burde have tænkt tanken, da de aldrig havde mødt hinanden før. Hun havde kun set Orcus op til flere gange. "Syg.. Jeg er ikke.." han nåede ikke at færdiggøre sin sætning, som hun havde lagt armene omkring nakken på ham og straks trak ham ind i et kram. Var det derfor at Orcus altid spildte så meget tid i hendes selskab? Fordi hun straks lagde armene om nakken på ham. Han fangede sig selv i at dufte til hende, som han dog trak hovedet til sig, placerede sine hånder imod hendes hofter og forsøgte at skubbe hende lidt på afstand. "Du forveksler mig med Orcus.." mumlede han med et grin, som de orange øjne fokuserede på hendes blik. "Navnet er Philotanus.. Orcus har sendt mig" forklarede han uddybende, da det kunne ske, at hun havde hørt om ham igennem Orcus. Forhåbentlig for ellers ville det nok udvikle sig en smule akavet.

Han opførte sig underligt. Orcus plejede altid at være så afslappet, men denne gang virkede han lidt stiv i kroppen. Måske han havde ventet lidt for længe med at komme tilbage efter nye rusmidler. Det blev endnu mere underligt, da han også skubbede hende fra sig. Hun trak armene til sig, for hun skulle da selvfølgelig ikke tvinge ham, men hun så alligevel lidt fornærmet ud. Så vidt hun huskede, havde Orcus aldrig sagt nej til hendes kram, men med hendes dårlige hukommelse kunne hun vel huske forkert. Der var noget galt. Enten morede han sig alt for meget med at lade som om, at han var en anden, eller også havde han taget noget, han ikke kunne tåle.


"Helt ærligt, Orcus. Har jeg ikke sagt, at du ikke må tage imod rusmidler fra fremmede?" Hun lød en anelse irriteret, som hun lagde begge hænder mod hans kinder og lidt bestemt trak hans hoved ned til sig, så hun kunne se ham i øjnene. Bare lige for at tjekke om han nu også var okay. Og der lagde hun endelig mærke til de orange øjne.
"Åh..." Mumlede hun. Hun slap hans kinder, men lagde i stedet en hånd i hans nakke, for at trække ham en tand længere ned mod sig. Hun rykkede næsen ind mod hans hals og duftede, før hun gav slip og trådte et skridt tilbage.
"Du er ikke Orcus," konstaterede hun, tydeligvis lidt forvirret. Hans duft fra langt den samme som hun var vant til og det forklarede da helt bestemt hvorfor han opførte sig så mærkeligt.
"Han har vist lige glemt at nævne, at han havde en tvilling." For det var vel den simpleste forklaring på, hvorfor de lignede hinanden så meget? Og jo, stemningen blev da en anelse akavet, for Mitrazapine havde helt klart ikke været nærgående i dén forstand, hvis hun havde vidst, at det ikke var Orcus.

Det var en besynderlig adfærd at omfavne en vild fremmed mand på den måde. Javist lignede han Orcus, men altså, han havde nu ikke troet at Mitrazapine ville omfavne ham på den måde. Derfor var han også nød til at skubbe hende en smule på afstand, da det nok ville ende galt, hvis hun lige pludselig fik en ide om, at han ikke var Orcus. Det var ikke fordi Philotanus forsøgte at skjule sin egen identitet, han havde bare ikke tænkt over det. Selvom han skulle han set det komme tidligere. For hun kendte jo tydeligvis Orcus godt med den omfavnelse, han allerede havde fået. Han rynkede dog en smule på brynene, da hun lod til at insistere på, at han endnu var Orcus. Havde han ikke forklaret sig direkte eller var hun høj?

"Jeg siger det samme til ham.." mumlede han lettere henkastet, som han også havde udfordringer med Orcus, når først han blev virkelig trængende efter rusmidlet. Han måtte mumle lidt ud, da hun holdt fat i hans kinder og lod til at inspicere ham nærmere. Hvad var der lige med den kvinde? Men alligevel fulgte han med, som han endte med at sende hende et smil, da det så småt var ved at gå op for hende, at det ikke var Orcus hun stod og befamlede lige nu. Han forventede dog, at hun ville slippe helt, da hun endte med at flytte en hånd imod hans nakke. Duftede hun lige til ham? "Det prøvede jeg at fortælle Dem" mumlede han lettere opgivende, som hun da også trådte væk fra ham.

"Måske fordi jeg ikke er hans tvilling" lo han let, som han trak på skulderne. For han var ikke hans tvilling, kun kroppen.. Men hun havde måske ikke hørt om broderens død? Ikke at det nødvendigvis var et emne, de ville komme ind på under eventuelle forhandlinger. "Philotanus.." gentog han, så han kunne undgå at blive refereret til som Orcus bror eller tvilling.

Mitrazapine rynkede brynene lidt, som hun trådte tilbage. Jo, han havde godt nok fortalt, at han ikke var Orcus, men det ville nu ikke have undret hende det mindste, hvis det ikke passede. Men de orange øjne og den helt anderledes duft forsikrede hende om, at det var sandt. Det var helt bestemt ikke Orcus, der stod foran hende.
"Philotanus." Gentog hun for lige at smage på navnet. Hun lod langsomt blikket glide hele vejen ned over ham, som hun tog sig god tid til lige at se ham an. Måske hun engang var blevet fortalt om broderens død, men så mange rusmidler hun var påvirket af, var hukommelsen aldrig helt samarbejdsvillig. Mitrazapine kunne ikke engang huske hvilke urter, der skulle i hvilke miksturer, for at få den ønskede effekt. Det stod alt sammen i de mange bøger, der stod stablet rundt omkring i det meste af huset.

Endelig fik Mitrazapine rettet sit blik mod hans igen. Trods hun ikke viste det, var hun stadig en anelse usikker. En følelse hun egentlig hurtigt skubbede lidt til siden, med tanken om, at hvis Orcus stolede på sin tvilling, der ikke var hans tvilling, så kunne hun vel også. Hvem, eller hvad han så var, kom sikkert ikke hende ved, eftersom hun ikke havde erindring om, at få at vide hvem han var. Og hvis det gjorde, ville hun vel finde ud af det.
"Du sagde, at Orcus havde sendt dig. For at hente hans sædvanlige bestilling, formoder jeg?" Hun skiftede hurtigt emne, for ikke at stå og dvæle i sine egne tanker for længe.
"Eller har han sendt dig, fordi du trænger til lidt afslapning?" Hun lod ham ikke svare, før hun selv fortsatte, som hun også trådte helt tæt på ham igen. Hun løftede en hånd og lagde fingerspidserne mod hans kæbe, mens hun lod tommelfingeren stryge hen over hans underlæbe. Hvis Orcus havde sendt ham for at hente rusmidler, havde han vel også fortalt, at hun helt sikkert ville være lidt nærgående. Ellers ville det måske komme som lidt af en overraskelse, hvis han ikke var forberedt.

Mon det var almindeligt for Orcus at drille hende, siden at hun ikke lod til at tro ham første gang. Han rynkede ganske let på brynene, som han lod hende bearbejde informationerne i ro og fred. Egentlig var han bare kommet for at hente en bestilling, men han kunne godt fornemme lidt på stemningen, at der måske var noget andet under opsejling. Hvorfor var det lige at han var blevet sendt afsted? Philotanus brummede ganske svagt, som han nikkede til hendes udtalelse af hans ord. Det var korrekt, men han svarede hende ikke yderligere, som hun stadig lod til at betragte ham og måske komme frem til sin egen konklusion om hans væsen. Nok havde han lånt en krop, boet i den længe, men han lignede stadig Orcus om end musklerne var en smule mere tydelige end Orcus’. Vingerne var jo også anderledes, men de kunne være svære at få øje på i mørket, særligt når de var foldet imod hans ryg.

Langsomt lagde han armene over kors, som han følte, at hun måtte have fået nok tid til at vænne sig til, at det ikke var Orcus, men en anden, der stod foran hende. Han kunne selvfølgelig godt se, at han ikke ville være i stand til at få sin bestilling lige med det samme, da de befandt sig ude i skoven.. Så lidt tid måtte han nok vente endnu. Han nikkede roligt til hendes spørgsmål, som det var, hvad han var kommet efter til at begynde med. Alligevel vandrede blikket over hendes tynde lyse kjole, som han ikke med det samme søgte hendes blik, da hun henvendte sig til ham igen. ”Det ville være rart” svarede han roligt, som han ikke følte at han skulle spilde hendes tid heller, særligt fordi hun tydeligvis var i gang med at plukke urter og muligvis skulle tilbage dertil. Så han kunne sagtens arbejde med en hurtig handel.
Philotanus løftede let det ene øjenbryn, som hun gav udtryk for at han måske trængte til noget afslapning. Han fnøs ganske let, som han flyttede armene, og lod dem hænge langs med sin side, blot for ikke at se så bestemt ud. Det var dog det eneste han nåede, før at hun kom tættere på, faktisk helt tæt, som han kun lige nåede at løfte armene ganske let. Munden var let åben, som skulle han til at svare hende, da han mærkede fingrene imod sin kæbe og tommelfingeren over sin underlæbe. Advarslen fra tidligere havde han ikke taget så alvorlig, selvom Orcus havde nævnt det. ”Øhm” mumlede han lavt, som han trak hovedet til sig, men ikke flyttede sig særligt meget, hun kunne nemt følge med.

Mitrazapine kunne ikke holde et lille smil tilbage, som hun bed mærke i hvor hans blik søgte hen. Så selvtilfreds hun var, ville hun jo næsten tage det som en mindre fornærmelse, hvis han ikke havde følt behovet for lige at kigge ned over hende. Der lød en kortvarig let latter fra hende, som han svarede på hendes spørgsmål. Hun ville af gode grunde ikke være i stand til at give ham ret meget her, hvilket han vel var klar over, og hun havde ikke tænkt sig at gå herfra, før hun havde fået den mængde urter med, som hun altid fik med. Ellers skulle hun bare tilbage igen snarere end nødvendigt.

Philotanus trak hovedet til sig og selvom Mitrazapine blev stående på stedet, fulgte hånden mod hans kæbe med. Hun fjernede fingeren fra hans læbe og rykkede i stedet hele hånden blidt hen over hans kind, som hun ikke kunne lade være med at more sig lidt over hans mumlen. Mon han ikke var vant til den slags? Eller måske han egentlig helst ville være fri. Hvis det var tilfældet, så var det ikke det rigtige selskab at være i, for Mitrazapine holdt aldrig fingrene for sig selv.
"Hvis du helst vil afsted så snart som muligt, må du give mig en hånd med urterne. Orcus' midler ligger i huset, et par timer herfra," sagde hun og fulgte sin egen hånd med blikket, som den strøg ned over hans kind igen, ned over hans hals og stoppede ved kraven af hans tøj, hvor hun tog let fat. Ikke hårdere, end at han ville kunne rykke sig tilbage og så ville hun slippe, men hårdt nok til at hun kunne trække let i ham, som hun gik et par skridt bagud og forsøgte at få ham til at følge med. Hun forventede jo ligefrem, at han ville hjælpe hende. Det kunne tydeligt ses, på det blik hun rettede mod hans igen og det selvsikre smil, der bredte sig over hendes læber.

Hvis ikke han kiggede, så ville han vist ikke rigtig være en mand og han måtte da indrømme, at han nu heller ikke havde problemer med at hun stod så tæt, det kom bare bag på ham, fordi de ikke kendte hinanden. Måske hun blev forvirret, fordi hun sammenlignede ham med Orcus og derved mente, at hun måtte kende ham. Philotanus holdt dog et vågent øje med hende, som han helst ikke ville overraskes af noget. Noget fortalte ham, at Orcus kunne have udeladt en del ting og at han måske skulle være bare en smule varsom omkring hende. Særligt fordi han bestemt ikke var typen til at tage rusmidler, han ville også helst vænne Orcus af det, men vidste det ville blive en sej kamp, som han muligvis ikke havde tid nok til at gennemføre sammen med ham. Mitrazapine ville næppe hjælpe ham med det, som hun sikkert tjente godt på det.

Han forsøgte at skæve ned til hendes hånd, som den holdt sig ved hans kæbe. Han bed tænderne lidt sammen, som kæben blev mere tydelig, imens at han flyttede blikket imod hendes øjne i stedet. Mitrazapine var tydeligvis stædig, når det kom til nærkontakt med andre. De orange øjne virkede dog ikke truende, men langt mere undersøgende. Han slap bidet, som hun nærmest satte ham i arbejde, det fik ham til at rynke ganske let på brynene. "Jeg har ikke forstand på urter" konkluderede han lettere køligt, som han da umuligt kunne være en hjælpende hånd i hendes erhverv, for han ville næppe få samlet de rette urter.

Lettere forbavset sank han en klump, som hun tog fat omkring hans krave og stille begyndte at trække ham med sig. Hun lod tydeligvis til at insistere på at han skulle hjælpe hende lige nu. Lettere opgivende sukkede han, som han trak på skulderne. Hun mindede ham faktisk en smule om Orcus lige nu. Selv når Philotanus ikke havde lyst, så blev han hurtigt trukket med ud i ting, der ikke faldt ham naturligt. "Okay så" mumlede han opgivende, som han indså, at han næppe ville få noget at skulle have sagt lige nu.

Mitrazapine kunne godt fornemme, at Philotanus måske ikke havde fået specielt mange informationer om, hvad han havde valgt at gå ind til, da han var blevet bedt om at hente Orcus’ bestilling. Det var vel muligt, at Orcus bare ikke havde tænkt over det, fordi han selv var så vant til hendes altid undersøgende hænder. Eller fordi han efterhånden var så trængende efter sine rusmidler, at der ikke var tid nok, til at skulle advare. Det undrede hende også lidt, at Orcus ikke selv var dukket op, for det lille fiks hun kunne give ham bare ved berøring, var en god del sværere, når han ikke var her. Ved at sende en anden, måtte han bare vente endnu længere. Men mon ikke han havde sine grunde. Desuden gjorde det ikke meget for Mitrazapine, der i stedet kunne bruge sin tid på at pille lidt ved Philotanus.

Hans kølige konklusion fik hende til at løfte det ene øjenbryn let og fnyse. Hun kommenterede ikke på det, for hans uvidenhed omkring urterne gjorde intet, når Mitrazapine kunne stå og diktere, og selv undgå at skulle stikke hænderne i jorden igen. Så hun trak ham bare fortsat med sig.
”Ikke lyde så opgivende, Philotanus. Det kunne jo være, at du lærte noget nyt,” smålo hun, idet hun stoppede op og slap hans krave. Hun trådte et par skridt til siden, så han kunne se hullet hun havde gravet, ned til de rødder hun skulle have fat i, og kniven hun havde smidt ved siden af før.
”Jeg skal bruge et par mere af de rødder,” sagde hun smilende og så afventende på ham, som om hun havde ment de ord som en direkte ordre. Det var jo altid lettere at bede andre om at gøre sit arbejde. Derudover regnede hun ikke med, at det ville være lige så besværligt for en muskuløs mand, som det var for en lille, spinkel dame.

Uanset hvad, så måtte Philotanus blot sande, at hun var en besynderlig kvinde. Han forstod ikke rigtig den slags opførsel overfor en fremmed sjæl, som ham. Men måske hun bare antog, at han ville opføre sig ordentligt fordi han kom med en bestilling og næppe kunne gå derfra uden det. Alligevel følte han godt, at han kunne beklage sig bare en smule, som Mitrazapine forsøgte at sætte ham i arbejde. Havde han ikke arbejdet nok idag allerede? Der hvilede en konstant brummen i hans hals, som han hele tiden overvejede sine muligheder og skævede lidt den retning, hun havde forklaret, at huset lå i. Måske han bare skulle samle hende op, flyve hen til huset og så få hende til at hente bestillingen? Tanken var fristende, men han smed den hurtigt væk, som hun fik hevet i hans krave og nærmest trak afsted med ham. 

Philotanus løftede let det ene øjenbryn af hendes ord, som han var klar til at modsige hende, for han havde bestemt ikke et behov for at lære noget nyt lige nu. Desuden så havde hun været travlt optaget af sit arbejde, så mon ikke hun sagtens kunne fortsætte, så kunne han måske selv hente bestillingen hjemme ved hende? "Du kender mig jo slet ikke" mumlede han fortsat opgivende, som han dog rettede på kraven, da hun ende valgte at give slip på ham. Så lod han blikket vandre ned over hendes slanke skikkelse, som tanken om at løfte hende op og flyve hjem, nåede ham igen. Blikket gled dog ned imod hullet, hun havde fået gravet og til kniven. Var det ikke modigt at give ham et våben af den slags? Ikke fordi han ville bruge det, når han havde sine evner. Men det kunne hun jo ikke vide.
"Hvorfor ikke bare gøre det selv? Så bliver det også gjort ordentligt" svarede han med armene lagt over kors, som han så en smule afventende på hende og egentlig forventede at hun snart ville lade det ligge. Det var kun Orcus, der kunne give ham en direkte ordre, når det passede ham.. Dog skævede han imod rødderne, som han løftede det ene øjenbryn, hvorfra rødderne begyndte at flytte på sig. Jorden blev rystet af dem, før at de svævede op i luften, som han holdt hånden frem og lod dem dale ned i hans hånd. Så rakte han dem til hende. "Kan vi så komme videre?" spurgte han en smule utålmodigt, som han nikkede imod rødderne. Så havde han da hjulpet ikke sandt?

Det var ikke ligefrem svært at se, at Philotanus ikke var videre tilfreds med hendes kommandoer, som hun forsøgte at snige sig udenom sit eget arbejde og lade ham overtage. Hans opgivende tone gik igen, men Mitrazapine lagde egentlig ikke meget i det. Hun kendte intet til hans hverdag og selvom hun også selv ville være direkte fornærmet over, at blive sat til en andens arbejde, så modsagde han sig jo ikke meget. I hvert fald langt fra nok til at hun ville lade det ligge. Ikke hvis det betød, at hun kunne slippe for den del af sit arbejde, som hun ikke nød så meget af. Havde hun ikke været så grådig med at holde sine krystaller så tæt, ville hun have hyret en tjenestepige for længst. Tanken havde strejfet hende mange gange, men lige nu lå den fjernt, som Philotanus lod til at lystre trods sin utilfredshed. Hvis Orcus bare sendte ham noget oftere, ville hun ikke have noget problem.

Mitrazapine svarede ham ikke. Hun lagde bare armene over kors og ventede pænt på, at han ville give en hjælpende hånd, stadig med smilet plantet på læberne. Hun var tålmodig, selvom hun ikke behøvede at være det, som hun rettede blikket mod de bevægende rødder kort efter. Hun trådte et par skridt tilbage og så lidt imponeret til, som han fik rødderne fri fra jorden og placeret i hånden. Han rakte dem til hende, men hun tog ikke imod dem. I stedet samlede hun den lille bunke af rødder, hun selv havde fået fri op og lagde dem i hans hånd også.
"Så utålmodig du er. Dem holder du, ikke?" Spurgte hun, selvom hun tydeligvis ikke forventede andet. Jo, han havde da allerede hjulpet hende en god del, for nu behøvede hun ikke at bruge den næste time på at rode rundt i jorden, men han kunne da godt hjælpe lidt mere og holde rødderne for hende, ikke sandt?
Hun samlede tasken op og svang hanken over skulderen. Som hun trådte forbi ham, for at komme hen til kniven, sørgede hun da lige for at gøre sig bare lidt til, idet hun bukkede sig ned for at samle den op. Hun kunne jo ikke lade være. Så rettede hun sig op og vendte sig mod ham.
"Skal vi gå? Eller du giver måske et lift?" Spurgte hun og skævede mod de sammenfoldede vinger på hans ryg.

Havde hun ikke kendt Orcus, så var han nok hurtigt vendt omkring og fundet stofferne et andet sted, men Philotanus var faktisk tvunget til at finde sig i en del lige nu. Særligt hvis han skulle få fingrene i de rusmidler. Derfor måtte han også hurtigt sande, at han næppe kunne komme udenom hendes ordre. Ikke at det passede ham særlig godt, men han kunne forhåbentlig finde en måde hvorpå han nemt kunne komme udenom det. Eller i hvert fald få det hurtigt overstået, så de kunne komme tilbage til handlen. Mitrazapine måtte da i det mindste være klar til at tjene nogle krystaller, så han forstod egentlig ikke hvorfor hun insisterede på, at han skulle hjælpe hende. Var det ikke nok, at hun blev betalt for midlerne? Mon Orcus også var tvunget til at hjælpe hende hver gang? For så forstod han virkelig ikke, at han altid vendte tilbage, men det kunne forklare, hvorfor det til tider trak ud, når han var afsted.

Der kom intet svar, som Philotanus konkluderede, at han bare skulle få det overstået og derved valgte at aktivere sin evne. Det krævede ikke voldsomt meget energi og sikrede også, at han ikke ville få beskidte fingre. Der var godt nok jord på rødderne, som han var klar til at række dem til hende, så de kunne komme tilbage. Men til sin forbavselse, endte hun med at lægge de øvrige rødder i hans hånd. Et fnys forlod hans læber, som han vendte blikket den modsatte vej og bed tænderne sammen, som kæben blev tydeligere. Han måtte lige tælle til 10. "Selvfølgelig" mumlede han fortsat lettere utilfreds, som han dog lukkede hænderne omkring rødderne, selvom han var tilbøjelig til bare at smide dem på jorden igen. Men det ville han næppe komme særlig langt med lige nu.

Philotanus løftede let på det ene øjenbryn, som Mitrazapine gav udtryk for at de var færdige, hvor hun dog samtidig lokkede for, at han skulle give hende et lift hjem. "Så jeg skal både slæbe rødderne og dig?" mumlede han opgivende, som han dog gik en smule i stå, da han bemærkede, hvordan hun bukkede sig ned for at samle sine ting op. Lige på det punkt var han hurtigt, som han trådte frem bag hende og strøg hende let over bagdelen med den frie hånd, før at han rakte hånden frem imod hende. "Så lad gå.." lød det mere muntert end tidligere, som han også helt bevist endte med at klappe hende let i røven.

Trods Philotanus' utilfredse mumlen, kunne Mitrazapine ikke lade være med at se lettere tilfreds ud. Han ville helst være fri for hendes ordre, det undrede hende ikke, men han gjorde ikke ligefrem meget for at undgå dem heller. På den måde fik hun jo nærmest lov til at fortsætte på samme måde, for valgte han at nægte, ville hun næppe være i stand til at gøre meget ved det.
Det tilfredse udtryk blev dog lige afbrudt kortvarigt, som hun hørte hans kommentar. Havde hun kendt Philotanus bedre, ville hun være kommet med et lille forsøg på at opdrage lidt på ham, taget i betragtning hvordan hans brokken kunne tages. Hun var jo så lille.
"Det burde da ikke være et problem for en stærk mand som dig?" Men måske smiger ville få hende længere, end en lettere fornærmet kommentar.

Hun gjorde sig til på vej ned for at samle kniven op og det lod da til at virke, for et øjeblik efter mærkede hun hans hånd stryge hen over bagdelen. Hun stoppede kniven i tasken og rykkede sig helt tæt til ham, idet hun mærkede det lette klap mod ballen. Hun tog fat i kjolen mod låret og trak den op, så hun kunne lade det ene ben stryge hele op ad hans, som hun løftede det og lagde det omkring hans hofte.
"Bare rolig, Philotanus. Jeg skal nok sørge for at takke dig ordentligt for din hjælp," lovede hun, bare så han ikke antog, at hun var helt utaknemmelig, for han sparede hende trods alt for en hel del. Hun slap kjolen og lagde i stedet begge arme omkring hans skuldre. Hun håbede på en lille, støttende hånd mod ballen, da hun spændte op i arme og det ene ben omkring ham og lagde det andet ben omkring ham også. Hun var måske lille og spinkel, men hun havde rigeligt kræfter til at holde sig oppe, så hun kunne hænge på ham. Hun gik ud fra, at det var bedre her, end mod vingerne. Hun rykkede lige hovedet lidt tættere på hans og sendte ham et drillende blik, før hun nappede ham let i underlæben. Egentlig mest for at forsikre ham om, at hun ikke bare sagde det for at få sin vilje i øjeblikket, men også fordi hun ikke kunne lade være. Mitrazapine kunne ikke have en så pæn læbe foran sig, uden at gøre et eller andet.

Det var klart, at han ikke rigtig modsatte sig hende, fordi det ville næppe være en god ting, når hun egentlig havde magten lige nu. At rode igennem hendes hjem uden hendes hjælp ville tage for lang tid, tid han ikke følte, at han rigtig havde. Selvfølgelig kunne Orcus møde nemt trække ud, hvilket var grunden til at han var der, for ellers var Orcus selv dukket op efter sit møde. Men nu hvor han stod der, så forstod han godt, hvor Orcus havde det med at vende tilbage. Måske det ikke kun var fordi han var afhængig af rusmidlerne, hun kunne blande, men også hende.. Han sukkede lettere opgivende, som han havde en fornemmelse af, at det måske ville ændre sig i fremtiden. Men at fortælle Mitrazapine det, ville næppe gå godt lige nu. Så måtte han bare føje hende lidt og håbe hun undgik hans tanker. Det var dog bevidst at han pointerede hendes vægt uden rigtig at være bekymret for den, for hun var virkelig spinkel, men hvis hun nu blev fornærmet, så ville hun måske bare have det hele hurtigt overstået.. Philotanus løftede let det ene øjenbryn, som hun sendte et kompliment i hans retning. Så fnøs han ganske let og trak på skulderne.

Der blev gjort et meget større nummer ud af, at samle kniven op, som han egentlig havde troet, at hun havde travlt med at komme hjem igen. Men Philotanus fangede også sig selv i at nyde øjeblikket lidt for meget, i forhold til hvad han gerne ville indrømme. Men hun havde lidt fortjent det klap i røven, som hun indtil nu blot havde hundset rundt med ham. Så måtte han da gerne få noget tilbage? Hendes reaktion kom dog bag på ham, som han dog blev stående og blot skævede til hendes bevægelser. Han spændte ganske let i sine ben for at kunne holde til hendes provokation. "Se nu har du fået min opmærksomhed" lo han let, som han førte en hånd over det ben hun havde lagt om hans hofte. Det forbavsede ham dog en smule, da hun lagde armene omkring ham og lod til at hoppe op i hans favn. Men helt automatisk greb han hende med den ene hånd, som hun næppe ville have ønsket, at han tabte rødder, hun havde kæmpet for..

Hånden var solidt plantet imod hendes røv, som han ikke helt kunne lade vær med at bevæge fingrene bare en smule. Hun var ikke i en position, hvor hun kunne gøre meget for at flytte sig, som han lidt følte, at han sagtens kunne tillade sig lidt af hvert. Det var jo hende, som befandt sig i hans favn og endda frivilligt. Han sendte hende et smil, spændte læben, da hun nappede ham i underlæben, så spredte han meget hurtigt vingerne ud, så vinden slog omkring dem begge, før at han skubbede dem imod jorden og lod dem lette fra jorden. "Håber ikke du er bange for højder, for jeg har brug for en guide" drillede han retur, hvortil han hvilede den modsatte hånd imod hendes ryg, imens at han holdt rødder med fingrene.

Se, nu gik det hele jo meget lettere. Det undrede hende, at hun ikke havde taget den metode i brug lidt før. At være lidt lokkende og flirte lidt mere end man burde, var jo trods alt ikke unaturligt for hende. Hun var nok bare blevet lidt forvirret over ham og hans udseende. Der var ellers ikke meget der kunne formå at forvirre Mitrazapine, men hun havde aldrig forventet at se en kopi af Orcus. Men lige meget hvad, skulle Philotanus selvfølgelig ikke forlade hendes hus, før hun havde sørget for at takke ham for hjælpen. Det var jo ikke kun for at give ham noget til gengæld, men fordi hun også gerne selv ville have lov til at røre lidt mere. Hun kunne da heller ikke undgå at komme med et nydende gisp, som han lige bevægede fingrene lidt.

Vinden slog omkring dem og af ren refleks hev hun sig helt tæt ind til ham. Hun smilede over hans drillende kommentar, men i stedet for at svare, kyssede hun ham kort mod halsen. Hun spændte endnu mere op i hele kroppen, idet Philotanus lettede fra jorden og så drejede hun hovedet så meget hun kunne, for at kunne se jorden. Lyset fra månen gjorde det lettere at se noget heroppe. Trods hendes lette påklædning, frøs hun ikke det mindste, takket være de rusmidler hun indtog ofte. Efter et hurtigt overblik, fik Mitrazapine peget Philotanus i den rigtige retning. Jo længere tid der gik, jo mere begyndte hun at slappe af og løsne sit meget faste greb omkring ham, ikke nok til at falde, selvfølgelig. Bare nok til at hun ville kunne dreje overkroppen en smule og se lidt mere. Først da hun kunne se det lille, hvide palæ et kort stykke derfra, gestikulerede hun med et hovedkast.

Selv efter Philotanus var landet, gav hun ikke slip med det samme. Hun sørgede da lige for at presse hele kroppen mod hans og lade sine læber strejfe hans, inden hun lod fødderne ramme jorden og derefter også trak armene til sig.
"Tak for liftet," smilede hun. Hun begyndte at vende sig, stadig stående helt tæt til ham og fik dermed strøget en balle mod hans skridt, inden hun stille og roligt gik mod trapperne op til døren. Hun forventede selvfølgelig at han ville følge med.

Det ærgede Philotanus en smule, at han var så nem at løbe om hjørner med, men samtidig følte han nu ikke, at han havde tabt noget på det. For hun lod ikke til at ville snyde ham direkte til at hjælpe hende uden at modtage en form for betaling. Han sendte hende dog alligevel et skævt smil, som hun endte i hans favn med en hånd plantet solidt imod hendes ene balle for at holde hende fast. Det virkede som om hun sagtens ville kunne holde fat uden, men det ville blive noget helt andet, når de først forlod jordens tyngdekraft og den sikre fornemmelsen jorden kunne give de jordbudne væsner. Han var slet ikke bundet på samme måde, som han også spredte vingerne ud og satte af for at føre dem begge op i luften.

Det var rart at mærke vinden imod ansigtet, som han dog var rimelig sikker på at enkelte totter af hendes hår fandt vej til hans ansigt. Philotanus beklagede sig bestemt ikke, så længe han kunne se, hvor de var på vej hen. Han fulgte nøje hendes anvisninger, som han dog klemte hendes balle fra tid til anden. Ja han havde bestemt ikke glemt den kommende belønning og han ville bestemt ikke lade hende glemme det heller. Hun henviste ham til at hvidt hus i mørket, som han nikkede til hende og langsomt førte dem imod jorden under dem. Landingen ville næppe komme som et chok for hende, som han valgte at tage den med ro, så hun ikke ville blive overvældet over det pludselig tryk imod hendes øre. Philotanus selv var van til det og bemærkede det ikke rigtig længere. Samtidig med at han kunne fokusere sin evne omkring sine ører, så det ikke var et problem.

De landede på jorden ikke langt fra døren, som han flyttede blikket fra palæet imod hende, før han smilte ganske let over hendes drillerier og læberne, der strejfede hans. Lagde hun op til noget allerede nu? Det var hurtigt.. Eller var det? Da hun flyttede benene, bukkede han sig ganske let for at sætte hende ned på jorden og række rødderne til hende. Dem skulle han vel ikke slæbe mere? "Det var så lidt.. Ganske underholdende" lo han stille, som hun fortsatte i den samme stil ved at skubbe ballen imod hans skridt. Derfra fulgte han helt automatisk med hende, som han foldede vingerne på ryggen og armene foran sig.

Mitrazapine valgte med vilje stadig ikke at tage imod rødderne. Nu havde han været så flink at holde dem hele vejen hertil, så kunne han også få lov til at holde dem det sidste lille stykke hen til huset. Hun så sig over skulderen, bare for at sikre sig, at han faktisk fulgte med, selvom hun egentlig ikke var specielt i tvivl. Han havde trods alt kun reageret positivt på hendes drillerier, så hun forventede jo ligefrem, at han også ville gøre det nu.
"Ganske underholdende," gentog hun småleende, hentydende til de små klem mod ballen, hun havde mærket engang imellem. Som hun rettede næsen fremad igen, åbnede hun lige munden i et falskt gab, for at slippe af med trykket for ørene. Havde hun ikke været under påvirkning, ville det sikkert have generet hende mere end det gjorde.

Man kunne lige se et par ekstra svaj med hofterne, som hun tog de få skridt op ad trapperne, før hun skubbede døren op. Hun lænede sig op ad døren, som hun rettede blikket mod ham og ventede på, at han gik ind. Olielamper og stearinlys stod allerede tændt og lyste hele stuen op. Det var for det bedste, selv for hende, når de mange bøger og glaskrukker stod stablet alle vegne, også på gulvet. Hun var før faldet over et par ting, fordi hun havde glemt hvor hun havde lagt dem.
"Kan jeg byde på noget? Te, vin?" At hun oftest kom ting i sin te, som han måske ikke ville synes om, behøvede hun vel ikke at nævne lige nu. Hun holdt kun en kort pause, før hun kom med endnu et forslag.
"Rusmidler?" Hun smilede lidt bredere, som hun skubbede døren i bag dem. Det var jo trods alt hendes speciale. Hun tog endelig rødderne fra ham og lagde dem fra sig på endebordet i den lille gang. Der skulle hun nok glemme, at hun havde lagt dem.
Selvom hun havde lagt op til en del allerede, gjorde hun lige nu intet tegn til, at det var dét, de skulle. Hun fulgte stadig sin sædvanlige regel, forretning først, betaling og fornøjelser efter. Hun holdt en hånd frem mod stuen, for at indikere, at han skulle gå ind og tage plads hvor det passede ham.

Philotanus endte med at himle med øjnene, som hun ikke tog imod rødderne. Fint, så skulle han nok slæbe dem det sidste stykke. Han var overrasket over, at hun ikke også bad ham om at bære hende ind i huset, men han måtte heller undlade at sige sine tanker højt, som hun sikkert ville tage imod forslaget, som havde han ment det alvorligt. Han skævede imod rødderne, der endnu var dækket af jord, det måtte han så bare slå af sine hænder bagefter. Philotanus vandrede roligt op til døren, som han dog ikke længere kiggede på rødderne eller hvor han gik. Blikket var i stedet rettet imod hendes krop, som hun bevægede sig lige foran ham. Han kunne da umuligt kigge andre steder hen uden at skvatte? Han trak let på skulderne af hendes ord, han vidste da ikke hvad hun hentydede til, for hun havde selv bedt ham om at bære hende og så måtte han jo heller holde godt fat? Eller ville hun lagt hellere være faldet? Han sendte hende et grin, som hun fulgte efter med blikket rettet en smule nedad.

Mitrazapine havde tydeligvis bemærket hans blik tidligere, som hun rigtig gjorde sig til for ham. Der var vel intet i vejen for at han nød udsigten, som han ventede med at gå op ad trappen til hun var nået toppen, så kunne han bedre tillade sig at kigge på hendes røv.. Ikke at han behøvede en undskyldning, men det var nu meget morsomt. Så fulgte han dog hurtigt efter hende ind i huset, som de mange bunker af bøger og krukker forbavsede ham en smule. Han var hurtig til at folde vingerne godt sammen for ikke at vælte et mindre tårn med den nederste del af hans vinger. "Du bor.. interessant" lo han stille, som han kiggede tilbage imod hende og svagt lagde armene over kors. Blot for at undgå at gå ind i noget. "Jeg vil foretrække vin.." svarede han med et hævet bryn, som han ikke rigtig kunne se sig selv drikke te på noget tidspunkt.

"Kun bestillingen til Orcus" svarede han rimelig afslappet, som han bestemt ikke havde tænkt sig at blive afhængig på samme måde, som Orcus selv var. Han kunne godt se, hvad det gjorde ved hans krop, men han kunne ikke overtale drengen til at tage en kold tyrker, så han måtte jo bare sikre sig, at Orcus havde nok, før at det ville gå helt galt. Da hun endelig tog imod rødderne, skyndte han sig at slå hænderne imod hinanden for at fjerne den overflødige jord, han havde fået på hænderne. Philotanus så forandringen i hendes adfærd, som han dog nikkede til hendes gestus imod stuen, men som han passerede hende, løftede han en hånd imod hendes kind og strøg den over hendes læber, før at han passerede hende og gik ind i stuen for at finde en plads iblandt rodet.