Valtor var ikke typen, der brød sig om at lade nye slaver vente. Faktisk hadede han det. Andre pligter andetsteds havde dog forhindret ham i at begynde at oplære hans nyeste fund; en halvslange. Valtor var ikke nået længere end til at give hende et værelse, da han var blevet kaldt ud for et par måneder eller så siden.

Valtor var typen, der gerne ville i gang så hurtigt som muligt med at opdrage sine nye slaver. Det var trods alt hans kendemærke, at han selv prægede dem, og at de fulgte ordrer til punkt og prikke. Det gjorde ofte, at folk var villige til at betale de, han ville have for dem, men det betød også, at de ofte kom igen. Det var ikke ligefrem en god ting, at han måtte lade sine slaver vente. Det tjente for det første ingen penge, men han risikerede også, at de ikke respekterede ham, når han så gik i gang med at dressere dem.

Det var også derfor, at Valtor havde en utroligt irriteret mine, da han kom tilbage til palæet. Det var dog nemt at ryste af sig, da han blev taget imod, og han brugte ikke meget tid på at hvile. Han var dog nødt til lige at tage en pause, da solens stråler havde brændt hans hud en smule, da han skulle fra kareten og ind. Han havde været nødt til at rejse det meste af natten, og det var blevet formiddag, inden han var tilbage i sit eget hjem.

Den nye slave var blevet introduceret til både Jasmina - hans personlige slave og typisk hende, han brugte som eksempel - og Elinor - Den slave der normalt klarede Valtors pligter udenfor huset om dagen, så hun ville ikke bare have fået lov at vente i flere måneder på, at han kom tilbage. Hun ville være blevet sat lidt ind i tingene.

Valtor hvilede kun nok til, hans brandmærker ikke kunne ses længere, inden han satte kursen mod slangens værelse. Han havde også fået en hurtig opdatering af Jasmina. Døren blev langsomt åbnet for ikke at forskrække kvinden, men Valtor trådte ind uden at spørge om tilladelse. "Goddag. Mit navn er Valtor Heina. Jeg undskylder, at jeg har ladet vente på mig så længe, men andre pligter tvang mig væk" sagde han i en høflig men bestemt tone. Han lagde ikke skjul på, at han mente, han ejede hende. "Hvad er dit navn?" spurgte han og lukkede døren bag sig.

Solens stråler skinnede ind af vinduet, varmen var en kærkommen følelse for det unge halvdyr, som et koldblods væsen, var hun ikke glad for kulden. Den lange kraftige hale var rullet let sammen omkring hende, på gulvet hvor hun slikkede hver en dråbe sol og varme i sig hun kunne, hendes øjne var lukkede men hun sov ikke. Herren i huset havde været væk længe, og hun havde ikke formået at finde sig ordenligt til rette i hans hus endnu, heldigvis havde hun Serpico ved sig til underholdning. Hun åbnede dovent det ene øje og skævede over imod den store kobra, der lige som hende selv lå sammenrullet i en solstråle. Et smil strøg over hendes læber, selvom deres frihed havde været kort, følte hun sig underligt tilfreds med igen at være slave og ikke skulle træffe beslutninger hele tiden.

En hvislen lød fra Serpico, begge hendes øjne åbnede sig mens hun nikkede til ham. Han havde ret, nogen nærmede sig hendes værelse og vibrationerne i betragtning og duften som kom nærmere kunne det hverken være Elinor eller Jasmina. Hun strakte sig ganske let, så hale spidseden et øjeblik dirrede inden hun rettede sig op og strøg fingrene igennem det violette hår for at rette det til, mens Serpico ligeledes rørte ganske svagt på sig og hvislede efter hende. “Det skal nok gå Serpico...” svarede hun roligt, og selvom hun havde forsøgt at træne det væk lå der stadig en svag hvislen i hendes stemme fra den mørke kløvede slangetunge.

Da døren stille gik op, nåede hun lige at rette sig op og pænt folde hænderne foran sig. Hun kendte ikke Herren godt nok til at vide, om hun måtte kigge på ham eller tale uden at blive talt direkte til. I stedet slog hun blikket ned på hans fødder, samtidigt med hendes slanke krop i en glidende bevægelse fik hende til at neje så godt halen tillod hende det, for at hilse Herren velkommen. Et hvæs fra Serpico fik hende dog til at rette blikket imod kobraen, en skarp hvislen fra hende fik straks Serpico til at fortrække sig tilbage til sin hvile i solen, inden Coffey igen kunne vende sin udelte opmærksomhed tilbage mod Herren. “Coffey, Herre...” svarede hun med sin svage hvislen, da han spurgte efter hendes navn. 

Valtor fik med det samme indtrykket af, at Coffey havde været slave før. Hendes lille nej, blikket på jorden. Slangens hvislen fik ham dog til at sende den et skarpt blik, men Coffey nåede allerede at få den til at falde til ro, inden han selv nåede at gøre noget, hvilket kun fik ham til at smile. Han trådte et par skridt tættere på hende, mens han omhyggeligt undgik solens stråler. Da han var inden for rækkevidden af sin arm, lagde han en finger under hendes hage, så han kunne løfte hendes hoved. "Min fejl. Det er okay at se på mig, hvis du har lyst til det. Du vil opdage, at så længe du gør det, der er krævet af dig, er du ellers fri til at gøre, hvad du har lyst til. Det er dig også tilladt at stille spørgsmål, hvis der er noget, du er i tvivl om" forklarede han, som han igen slap hendes hage. Hans smil voksede en smule, inden han åbnede munden for at tale igen: "Det er meget enkelt. Gør du, som jeg siger, vil du blive belønnet. Modsætter du dig ordre, vil jeg straffe dig. Du vil ikke blive straffet, hvis der er en ordre, du ikke fysisk er i stand til at udføre. Du vil heller ikke blive straffet, hvis du får lavet en fejl, men ellers yder dit bedste" sagde han og tog en indånding. Det var en forfærdelig vane stadig at trække vejret, selvom han egentlig ikke havde brug for det. "Har jeg gjort mig fuld forståelig?" spurgte han så. Hans stemme havde været rolig og venlig alt imens han talte, og han udviste heller ikke tegn på aggressivitet. Det var ganske tydeligt, at han lige nu ikke ønskede at gøre hende ondt eller få hende til at føle sig utilpas.

Hun mærkede hans tilstedeværelse i rummet ganske tydeligt, duften af ham, de må vibrationer hans sendte ud i rummet omkring hende, mens han nærmede sig Coffey. Et svagt gisp lød fra hende da hun mærkede hans finger under sin hage, hun strittede ikke imod men blikket veg flygtigt imod jorden, inden hun dog overbeviste sig om det var okay og løftede det imod ham, for at betragte de mange detaljer ved hans ansigt. Smilet om hans læber, hun kunne ikke endnu ikke tyde om det var ægte. Herren der før havde skænket hende friheden i gave, havde hun let kunne læse da han aldrig forsøgte at manipulere hende, men Herren foran hende, kendte hun intet til. 

Som han begyndte at tale lyttede hun tavst men opmærksomt, til hvert eneste ord, hun måtte koncentrere sig for ikke at blive afledte af de mange fremmede dufte ved ham, især en besynderlig sveden duft som om noget havde brændt fulgte Herren dybt i undertonerne. Hun glippede med øjnene da hun opdagede hun alligevel var faldet i med duften, hvad havde han sagt? Til hendes store held fortsatte han med en let opsummering af de mest grænse regler, selvom hun mærkede en krillen i maven ved lyden af belønning, der sendte en svag rosa farve op i hendes kinder.

“Ja Herre...” svarede hun med et lille smil om læberne, da han adresserede et spørgsmål til hende. Selvom hun ikke vidste hvilke ting hun ville blive sat til, skulle hun nok yde sit bedste hvis det betød hun kunne beholde Serpico ved sig. Den lange hale rørte ganske let på sig, mens spidsen vippede fra side til side bag hende. 

Valtor var tydeligt overrasket over, at Coffey ikke havde nogle spørgsmål. Hans smil voksede dog alligevel, da hun bekræftede. Han kom dog i tanke om en ting, og han løftede den ene finger, mens han åbnede munden for at tale: "Jeg glemte en ting. Det er dig også tilladt at specificere hvilken belønning, du gerne vil have" sagde han. Han kastede ikke et blik på slangen, for han var udmærket klar over, at hun gerne ville have lov at beholde den. Det kom dog selvfølgelig an på, hvordan hun opførte sig. Han tog til gengæld hendes rødmen som et godt tegn. Det var altid positivt, når hans slaver så ud til at glæde sig over muligheden for en belønning.

"Først en demonstration: Lad mig se, hvor høj du kan blive" sagde han og placerede begge hænder på ryggen. Han havde med vilje ikke gjort den for specifik. Han bad hende heller ikke om at presse sig selv. Han ville blot se, om hun var villig til at følge en simpel ordre, eller om hun blev trodsig. Det gav typisk et godt udgangspunkt for, hvor meget han behøvede at opdrage.

Opmærksomt fulgte hendes blik den finger han hævede op foran hende, men lyden af hans stemme fik hende alligevel til at sænke blikket en anelse, det havde taget hende lang tid at erkende overfor hendes sidste herre, præcis hvilke lyster hun havde, fordi for hende lå der en dyb skam over at elske smerten han påførte, og at skulle udtale ordene allerede, overfor Hr. Heina, det kunne hun ikke, ikke nu, måske en dag? Hun løftede blikket imod hans øjne og fandt sit strålende smil frem på læberne og nikkede anerkendende til hans ord. “Tak Herre..” svarede hun blidt og skævede over imod Serpico, de små hvislende lyde fra ham var overraskende distraherende, da han formanede hende om ikke at nævne det med smerten, Serpico havde aldrig forstået eller anerkendt hendes ønske.

Da Valtor kom med sin første ordre, bredte hendes smil sig tydeligt inden hun lod hænderne glide fra hinanden. Hun måtte koncertere sig ekstra godt da hun normalt aldrig var så afslappet når hun hævede sig. Kroppen snoede sig let op, fik hende balanceret op i højde så hun kunne se ham lige i øjne men det gjorde hun dog ikke af respekt for Herren. Hendes kraftfulde hale dirrede ikke under hende, men holdt sig rank for ham til hun fik besked på andet. Halen snoede sig ganske svagt på gulvet, hele hendes kropsholdning fra halespids til ansigt havde dog set fra siden samme positionering som en slange klar til angreb, men det gjorde det meget lettere at holde balancen på den måde.

Valtor betragtede nøje Coffey, som hun så ned. Var der noget, hun skammede sig over at kunne lide? Det i sig selv var lidt af et paradoks. Hendes taknemmelighed fik ham dog til at smile. Han fornemmede dog en stille samtale med slangen, men han sagde ikke noget til det. I stedet voksede hans smil en smule. "Det er ingen skam at have et specielt ønske" sagde han opmuntrende. "Det er selvfølgelig også okay, hvis du ikke er parat til at fortælle det, men jeg vil ikke dømme dig, hvis du skulle have et lidt særpræget ønske som belønning" fortsatte han.

Valtor så tydeligt imponeret ud, da Coffey hævede sig op til hans egen højde, men at hun undgik hans blik, fik hans smil til at blegne. "Der er ingen skam i at se sin herre i øjnene, når man har gjort det godt" sagde han med samme opmuntrende tone som før. "Det er dig forresten også tilladt at tale uden først at blive talt til, men jeg tolererer ikke, du afbryder" fortalte han videre, som han kom i tanke om, at der var noget, han havde glemt at nævne tidligere.

Valtor begyndte langsomt at gå rundt om Coffey for at kigge nærmere på holdningen og kroppen, og han var virkelig imponeret over hendes indsats. Han havde dog ikke tænkt sig at give hende lov til at synke ned igen. I stedet ville han udsætte hende for en lille test. "Hvad hvis jeg bad dig smide tøjet? Ville du kunne håndtere sådan en ordre?" spurgte han. Det var tydeligt et spørgsmål og ikke en ordre, men hans blik fortalte lydløst, hvad han ville have, hvis hun havde tænkt sig at svare ja. Lige nu var der som sådan ikke noget seksuelt over det, men han var før stødt på et problem ved sådan en ordre, så nu testede han vandene først.

Coffey overvejede for en stund Herrens ord, men følte sig endnu ikke klar til at lade ham vide, præcis hvad hendes præferencer var. Hun bed sig tænkende i læben, da hun kom i tanke om en ting hun næsten mere ønskede sig adgang til. "Der er en ting jeg ville sætte stor pris på, Herre.." lød det forsigtigt fra hende, for hun vidste ikke om han ville tillade hende den frihed at kunne spille harpe, men hun savnede den ro det gav hende at kunne fordybe sig i harpens blide klang. Hun løftede blikket imod ham, med et forsigtigt smil om læberne, som hun knugede hænderne foran sig og gned dem let imod hinanden. "Hvis Herren har en harpe, vil jeg meget gerne have lov at spille på den.." lød det håbefuldt fra det unge halvdyr, inden hun strøg en lille tot af det violette hår om bag det ene øre. 

Hun kunne godt mærke spændingen i hele halen, som hun forblev hævet op, normalt ville hun ikke blive i din position, men Herren havde ikke givet hende lov til at sænke sig igen, i stedet rettede hun sig lidt bedre op i kroppen. Hun skulle lige til at svare ham, da han havde kommenteret på hun gerne måtte se ham i øjne, men da hun så han gjorde antræk til at fortsætte klappede hun hurtigt i, hvilket viste sig ganske heldigt for hende, som han fortsatte om ikke at blive afbrudt. "Selvfølgelig ikke, og tak.." At måtte tale frit, gjorde ofte tingene lidt lettere, og Herren virkede til at minde meget om hendes tidligere Herre, frihederne mindede meget om hinanden, så længe hun selvfølgelig gjorde som der blev forventet af hende.

Hun måtte dog vride sig en smule under hans spørgsmål, hendes tidligere Herre havde aldrig bedt hende om den slags. Selvfølgelig havde der været en vis intimitet igennem det at hun var masochist, hvor hun i den forbindelse havde måtte afklæde sig, men han havde på anden vis aldrig rørt hende for en direkte seksuel nydelse, det var hun hende der oralt og med hænderne havde tilfredsstillet ham. Hun trak vejret dybt og fulgte ham lidt med blikket rundt, inden hun tog modet til sig. "Hvis det er Herrens ønske..." svarede hun lettere tøvende, velvidende at svaret måske kunne tolkes som en smule undvigende. 

Valtor betragtede Coffey som hun lod til at tænke grundigt over det. Det lod til, at hun havde taget hans ord til sig, hvilket kun var en god ting. Af en eller anden grund virkede hun meget følsom, men det var samtidig som om, hun gjorde alt, der blev forventet af hende på bekostning af hendes egne følelser. Det var en nyttig egenskab hos en slave, men hvis hun ikke nød at gøre de ting, hun blev bedt om, kunne det godt blive problematisk. Coffeys ord fik ham dog til at se overrasket ud. "En harpe? Øh, jeg ejer mange instrumenter, men en harpe kan jeg desværre ikke prale af. Jeg skal se, om jeg kan få fat i en til dig hurtigst muligt" sagde han eftertænksomt. Hun havde jo trods alt, indtil nu, gjort alt, hvad han havde bedt om. "Er du god til at spille?"

Valtor nikkede til hendes ord og sendte hende et smil. Det kom egentlig ikke bag på ham, at hun ville finde det lidt utrygt sådan at skulle afklæde sig foran en fremmed. "Jeg spørger, fordi nogle slaver førhen har haft problemer ved sådan en ordre. Forstår du, når jeg opdrager slaver, opdrager jeg dem med henblik på at kunne sælge dem. Det er derfor vigtigt for mig, at jeg er sikker på, at de kan udføre enhver tænkelig ordre uden at tøve, for ellers går det ud over mig, fordi mine kunder så ikke kommer tilbage. Giver det mening?" spurgte han for at være sikker på, at hun havde forstået ham. "Jeg værdsætter ærligheden, og jeg vil hellere have et ærligt svar, når jeg spørger end det, du tror, jeg vil høre" forklarede han videre, som han stillede sig foran hende igen. "Du må gerne slappe af igen" sagde han så, da han kom i tanke om, at hun havde været udstrakt temmelig længe. Han ventede tålmodigt, til hun havde sænket kroppen igen, inden han tog et halvt skridt tættere på hende. Hans bevægelser var fortsat langsomme og rolige. Så lagde han forsigtigt ydersiden af sine fingre mod hendes kind og lod dem glide ned over halsen og en smule ned ad det øverste bryst. Han stoppede dog, inden han nåede barmen og trak hånden til sig igen. "Er det en ubehagelig følelse?" spurgte han. Hans fingre ville virke nogenlunde varme, selvom de var lidt lavere temperatur end et almindeligt menneskes.

Forventningens glæde, blegnede på hendes ansigt da Herren forklarede han ikke ejede en. Hun savnede sådan sin gamle harpe, at give sig hen til musikken og mærke vibrationerne fra strengene bølge igennem hendes krop, men smilet vendte dog hurtigt tilbage og fik hendes øjne til at stråle op da han indvilligede i at forsøge at skaffe en. "Tusind tak Herre!" udbrød hun med stor begejstring, inden hun lagde hænderne for munden, da hun måske havde virket en smule for frembrusende i sin glæde. Lettere flovt sænkede hun blikket til hans brystkasse, inden hun så lidt forsigtigt op på ham. Den ungdommelige glæde var svær at styre til tider, når det galt noget hun virkelig elskede. "Jeg har øvet siden min fader solgte mig, for 9 år siden, men hvis ikke Herren kan li det, er jeg ikke god nok.." Svarede hun med et lille smil om læberne. Hun kunne så mange forskellige melodier, at næsten kun fantasien satter grænser, men ikke han kunne li' hvad han hørte, ville hun tydeligvis ikke være god nok. 

Hendes blik var tydeligt eftertænksomt, for hans ord gav jo ganske god mening, omend hun ikke var vild med ideen om at skulle sælges videre igen i den nærmeste fremtid. Hun var knap faldet til ro i palæet, men hun vidste bedre end at modsætte sig en ordre, uanset hvor grænseoverskridende den end måtte være. "Jeg kan forsikre Herren, at jeg altid vil gøre mit bedste for at behage og adlyde Dem.." svarede hun med en stærk oprigtighed i stemmen, inden hun underdanigt bukkede hovedet let for ham. Hun var dog hurtig til at lade kroppen synke ned, da hun endelig fik lov til det. Det prikkede i hele hendes hale, som hun snoede den omkring sin krop og lod halespidsen glide let over gulvet bag hende. Hun foretrak til enhver tid at være tæt på jorden, det var så udmattende for kroppen at holde en sådan positur. Hendes blik fulgte hans bevægelser som han kom lidt nærmere og rakte hånden imod hendes kind. Hun veg ikke fra den, men lukkede blot øjne en smule da hun mærkede hans fingre stryg imod hendes kind, inden den fortsatte ned over hende. De blide berøringer var uvante for hende, men ikke ubehagelige, inderst inde savnede hun dog noget helt andet, noget mere bestemt og hårdhændet. "Nej Herre, men jeg..." Serpicos advarende væsen fik hende til at give et lille sæt i kroppen, inden hun knugede hænderne sammen foran sig. Hun vidste jo at Valtor ønskede sandheden fra hende, men hun tog samtidigt også Serpicos advarsel til sig, han ønskede jo blot at hun var sikker. Hendes blik vandrede et par gange frem og tilbage mellem Herren og Serpico, mens hendes slange krop vred sig lidt under ubehaget. 

Coffey bed sig lidt i læben, inden hun trak vejret dybt ned, hun måtte sige sandheden nu, der var ingen vej tilbage, hun havde åbnet døren og kunne ikke bare lade den stå på klem. "De må ikke tænke dårligt om mig Herre..." bønfaldt hun dæmpet, inden hendes hale førte hende en smule tættere på ham. Hun valgte bevidst at overhøre Serpicos knap så pæne gloser. "Jeg vil blive Herren yderst taknemlig, hvis De vil belønne mig, med at påføre mig smerte, såfremt jeg gør mig fortjent til Deres tid.." Hendes stemme var blot en ganske svag hvisken, men hun kæmpede dog for at holde sit blik rettet mod hans øjne, men hendes krop krummede sig usikkert, under den indrømmelse hun havde gjort. 

Valtor kunne ikke lade være med at smile over den glæde, Coffey viste. Det var dét, han havde ledt efter hos hende. Jo, slaver skulle makke ret, men det blev kun sværere, hvis de ikke nød den form for belønning, de fik. Hendes ord fik ham dog til at hæve et bryn, som hun så ned, og han lagde en finger under hendes hage for at få hende til at hæve blikket igen. Så prikkede han hende en anelse hårdt i hver side med hver sin finger samtidig for at få hende til at rette ryggen. "Ret ryggen." så løftede han hendes hoved en anelse mere. " Og hæv hovedet. Det er okay at være stolt af noget. Jeg bad dig før om at svare ærligt og ikke det, du tror, jeg vil høre" sagde han en anelse hårdt, selvom der stadig var noget opmuntrende over hans stemme.

Valtor nikkede til Coffeys ord. "Jeg tror dig. Vær forvisset om, at hvis du bliver solgt, bliver det ikke lige med det samme. Hvis du viser dig imponerende nyttig, kan det også være jeg beholder dig, som det er tilfældet med Jasmina. Jeg vil dog under ingen omstændigheder have, at I ser det som en konkurrence mod hinanden" sagde han med en tone, der tydede på, at han havde tænkt sig at sige det samme til englen. Hans stemme var stadig mild, men det var samtidig tydeligt, at han var alvorlig. Mange års træning havde medført, at han havde en evne til at få folk til at lytte selv, når han talte helt stille og roligt. Slangens hvæsen fik Valtor til at dreje hovedet mod den. "Forstår han almindelige ord?" spurgte han, tydeligt henvendt til Coffey.

Coffeys ord fik ham først til at hæve et bryn. Han sagde dog ikke noget til at starte med, som han ville give hende tid til at forklare færdigt. Så bredte der sig et smil på hans læber. "Jeg tænker absolut ikke dårligt om dig, Coffey. Skulle jeg tænke dårligt om Jasmina, fordi hun helst vil belønnes med, at jeg drikker af hende? Eller af Elinor, fordi han gerne vil have lov til at kunne gå udenfor? Nok er jeg din herre, men ingen belønning er forkert, hvis det er noget, der giver dig en god følelse" sagde han med blid stemme, som hans smil voksede. "Jeg vil med glæde give dig smerte som belønning, hvis det er det, du ønsker" sagde han. "I første omgang, for din præstation lige nu, er din belønning dog at få lov til at beholde slangen. Har han et navn? Udover det vil jeg holde mit ord og se, om jeg ikke kan finde en harpe til dig. Jeg vil gerne høre dig spille." Han stod og betragtede hende lidt, mens han overvejede, om han mon kunne finde mere at teste hende på, men lige nu var der ikke mere. I stedet havde han lidt ekstra i tankerne. "Som en lille bonus, fordi du har klaret dig godt i første omgang, har jeg et spørgsmål: Ønsker du mit selskab, eller ønsker du at være alene? Igen forventer jeg et ærligt svar" sagde han, selvom han egentlig godt vidste, at han nok ikke behøvede at påpege det længere.

Det gav et sæt i Coffey, da hun mærkede det hårde tryk imod hendes side, men det havde den ønskede effekt da hun rettede sig helt op i kroppen, mens hun lod sit ansigt føre op imod hans. "Ja min Herre.." lød det mere sikkert fra hende. Hun havde dog svært ved at skjule forventningens glæde, tanken om at kunne komme til at spille igen, var nok til at kunne løfte enhver kold og trist dag til nye højder, og hvis havde hun kendt Herren bedre var hun sikkert hoppet om halsen på ham i ren begejstring. 

En sten lettede fra hendes hjerte, da han forklarede sine intentioner for hende. Visheden om at hun i hvert fald for en periode, kunne falde til ro i de nye omgivelser, gjorde hende mere afslappet, da hun så kun skulle fokusere på at lære Herren bedre at kende, for at mindske hendes egne fejltrin. "Det kunne ikke falde mig ind, hvis De ønsker jeg skal sælges, har jeg tiltro til Deres beslutning, og skulle De ønske at beholde mig vil det kun glæde mig, da jeg så har tjent Dem godt.." For Coffey lå der en vis ære i at behage, det var det hun kendte til og sådan hun valgte at leve, da tilværelsen som slave ikke altid kun var skidt. Der kunne komme ubehagelige dage, hvor hun måtte træde ud over sine egne grænser, men belønningen for det, gjorde det oftest det hele værd. Hun havde husly og behøvede ikke gå sulten til ro, der var goder og altid selskab i nærheden, for dette gav lagde hun gerne sin frihed i hans hænder. 

Hun vendte sit blik imod Serpico, der ganske fornærmet over hendes tilståelse, havde trukket sig væk og lå med hovedet i modsatte retning. Hun rystede opgivende på hovedet over det stædige kræ, men hun vidste at han kun gjorde det for hendes skyld. "Nej Herre, men han misbilliger ikke min lyst, og hver gang der blot er tale om det kan han se min varme stige, duften der ændre sig fanger han også.." forklarede hun roligt, med blikket imod slangen. Hun var taknemlig for Serpico, omend de ikke altid var enige om alt, var han en hun altid kunne regne med. Hun vendte sin opmærksomhed tilbage til Valtor, med et glad smil om læberne.

Hun var glad for han ikke så skævt til hendes lyst, trods den havde været så pinlig for hende at indrømme. Hvem kunne dog finde glæde ved smerte, men den følelse når smerten bed i hendes krop, den frigav noget, gjorde hende let og svævende, og bragt langt nok ud havde hun da også præsteret at miste bevidstheden, for at vågne op til den vildeste lykkerus der kunne holde hendes svævende i flere dage. Det var hendes private narkotikum, der sammen med intimiteten ved at give sig hen til en anden, fuldendte hende. Hendes smil bredte sig stort om hendes varme læber, uden at tænke over om Valtor ville være blidere eller hårdere end hendes tidligere Herre havde været. "Tak Herre, De er alt for god ved mig.." Det var tydeligt at se hvordan hun havde svært ved at skjule sin forventnings glæde, det havde været alt for længe siden hun sidst havde givet sig hen til smerten, og hun savnede den så inderligt. "Han hedder Serpico.." svarede hun mens hun virkelig kæmpede for at holde samling på sig selv, men da han lovede at forsøge at skaffe en harpe kunne hun ikke mere. I en overraskende hurtig bevægelse, som halen blot gjorde et svirp kastede hun armene om hans hals. "Tusind tak Herre!" udbrød hun glad, som hun knugede sig ind til hans store krop, inden hun atter fik hold på sig selv og trak sig tilbage. Hun forsøgte dog at holde sig rank med blikket hvilende på ham, som han ønskede af hende, selvom halen var ganske besværlig at holde i ro. 

Hun kunne slet ikke forestille sig at skulle sende Herren bort i dette øjeblik, der var stadig mange ting hun ikke vidste om ham, og Serpico var hun ganske forvisset om ikke ville tale med hende foreløbigt alligevel. "Jeg vil meget gerne, hvis De vil blive.." svarede hun oprigtigt, mens hun langsomt fik sig selv helt under kontrol igen.  

Valtor sendte Coffey et nyt smil og nikkede anerkendende til hendes accept. Så trådte han en anelse tættere på hende, men stadig så der var luft i mellem dem. "Så jeg spørger igen: Er du god til at spille på harpe?" spurgte han. Glæden var tydelig at se, men han var også nysgerrig efter at se, hvordan hun ville vurdere sig selv. Han var selv klar over, at man altid kunne lære mere, men man havde også en fornemmelse af, hvornår man var god. Om man kunne lide sangene var en anden ting, men en dårlig sang kunne lyde godt, og en god sang kunne lyde dårligt alt efter musikeren.

Valtors smil voksede igen ved Coffeys svar. Det lod dog til, at hun havde misforstået noget, og han slap en mild latter for at tydeliggøre, at det ikke gjorde ham noget, at hun havde misforstået ham. "Hvis du bliver solgt, er det ikke fordi, du er en dårlig slave. Dårlige slaver sælger jeg nemlig ikke" sagde han og en skygge faldt over hans ansigt, da det var tydeligt, at han heller ikke beholdte dem selv. De blev slet og ret bortskaffet. "Hvis du bliver solgt, betyder det, at du har været en god slave. Jeg ved godt, at det ikke virker som en belønning, men det er på sin vis en ros. Hvis jeg vælger at beholde dig som en husslave, betyder det, at du har været en fantastisk slave. Det betyder, at du er for god til at sælge. Giver det mening?" Han var havnet i en længere forklaring, end hvad der egentlig var planlagt, men det var vigtigt for ham, at hun forstod, hvad han mente.

Valtor vendte igen blikket mod Serpico og nikkede forstående til hendes ord. "Så det ville ikke hjælpe, hvis du oversatte, at jeg vil gøre mit for at passe på dig, kan jeg regne ud." Det var tydeligt en konklusion og ikke et spørgsmål, men hans stemme afviste ikke, at hun måtte svare. Han ønskede egentlig bare at føre en samtale med Coffey, og det lod da også til, at hun følte sig bedre tilpas i hans selskab.

Valtor var vant til lidt af hvert, så for ham betød det ikke helt så meget, at hun fandt nydelse ved smerte. Det ville måske blive et større problem for ham at holde sig tilbage, når han nød at påføre den, men det måtte de vel tage til den tid. Valtor havde aldrig været god til at holde sig tilbage, når det kom til hans seksuelle lyster, men når slaven havde gjort et godt stykke arbejde, skulle det jo heller ikke føles som en straf, at han ønskede at ligge med ham eller hende. Han viftede dog lidt affærdigende med hånden og rystede på hovedet ved Coffeys ord. "Overhovedet ikke. Du vil hurtigt finde ud af, at jeg ikke kommer til at være for god, for jeg er ligeså dygtig til at fratage privilegier, som jeg er til at give dem. Det er ikke for at forsøge at gøre dig nervøs, men det er vigtigt, at du ved, hvordan tingene er. Det gør det både lettere for dig og mig i fremtiden" sagde han, og smilet på hans læber voksede igen. "Som jeg sagde tidligere, er det heller ikke alle fejl, jeg straffer, hvis jeg kan se, at du gør dit bedste." Han kastede igen et blik på slangen. "Serpico" gentog han og nikkede anerkendende.

Det kom tydeligt bag på Valtor, at Coffey sådan kastede sig om halsen på ham. Ikke desto mindre lagde han armene om hende for at gengælde krammet. "Det var da så lidt" svarede han med tydelig overraskelse i stemmen. "Man skal trods alt holde, hvad man lover."

Det kom faktisk bag på Valtor, at Coffey ønskede hans tilstedeværelse. Det var sjældent, en slave ønskede det, efter de var blevet introduceret, fordi de typisk var bange for ham, efter han havde forklaret dem, hvordan tingene hang sammen. Ikke desto mindre sendte han hende et varmt smil ved hendes forespørgsel. "I så fald vil det være mig en ære at gøre dig selskab" svarede han og trådte et skridt tilbage, inden han igen placerede hænderne på ryggen. "Jeg glemte en ting til. Det er sådan noget, der sker, når man er vant til, at slaverne har styr på det, tilgiv mig. Med mindre jeg har brug for dig til noget, er jeg gæst, når jeg er på dit værelse. Det er derfor dig, der sætter reglerne inden for disse fire vægge" han lavede en gestus med armene ud mod rummet, det stod i. "Dette gælder dog også kun så længe, du opfører dig pænt og ordentligt. For de andre slaver gælder naturligvis samme regel, hvis de ønsker at opsøge dig. Den eneste undtagelse er Jasmina, fordi hun kan få til opgave at hente dig" forklarede han og priste sig lykkelig for, at han ikke var afhængig af at trække vejret. Han lagde dog igen hænderne på ryggen for at indbyde hende til at tage teten.

Uvant med at skulle bedømme sine egne evner, lod hun blikket dale for en stund mens hun bed sig svagt i underlæben. Var hun god? Hvornår kunne man skille imellem god og middelmådig? Til sidst hævede hun dog blikket igen med et lille skævt smil om læberne. "Ja Herre, jeg er en kompetent harpespiller.." Hendes stemme var mere sikker, da hun havde fået et øjeblik til at overveje sin beslutning. Hendes dygtighed til at stemme harpen, hendes indlevelse i melodierne og evne til hurtigt at lære nye, samt den ære hun satte i en fejlfrit spil, fik hende overbevist om at hun godt kunne tilegne sig selv den ros.

Overraskelsen og den lette rødmen var dog ikke sen til at optræde i hendes kinder, over hendes misforståelse af ham. Det yndede hende dog en vis trøst at Herren så ud til at tage det med ophøjet ro og et smil om læberne, som han forklarede hvad han reelt havde ment, omend hun ikke helt var så begejstret for den underliggende tone om en dårlig slave, hun var dog fortrøstningsfuld, for hun ønskede at gøre alt i sin magt, for han aldrig måtte tænke sådan om hende. Hun nikkede ganske let, da han spurgte til om det gav mening for hende. Om hun dog kunne formå at blive en fantastisk slave, måtte tiden vise, hun kunne dog ikke lade være med at tænke sig tilbage til hendes tidligere Herre, der havde givet hende sin frie vilje tilbage, ganske kort tid forinden at Valtor havde indfanget hende. Det ønskede hun sig aldrig mere, for med den frie vilje kom der alt for mange valg og beslutninger der skulle træffes, det eneste hun kunne have ønsket sig anderledes var et varmere sted, for et kold blods dyr som hende, var det kølige vejr ingen fordel. Og da Valtor kom ind på Serpico måtte hun ganske fin latter tilbage, inden hun rystede på hovedet. "Jeg ville sagtens kunne oversætte for Dem, men Serpico er min stædige og mistroiske modsætning, jeg tvivler på han ville tro Dem.." svarede hun lettere fornøjet, som slangen fortsat ignorerede dem begge, i protest over hun havde fortalt sandheden om hendes begær efter smerte.

Visheden omkring hans magt til at fratage privilegier, havde hun aldrig fornægtet. Hun vidste det var en mulighed hvis hun en dag fejlede ham, hvor lidt hun end ønskede det. Og skulle sandheden frem var den værste ting han kunne tage uden tvivl Serpico, hun kunne leve uden smerte, uden en harpe men uden Serpico, bare tanken var nok til at få hende til at rette ind, uanset hvad han måtte byde hende. Hun vidste dog ikke om Valtor, en dag ville opdage at smertespåførelse  også sagtens kunne være en straf for hende, for hende var underkastelsen så dyb at hun ikke kunne tage nydelsen til sig, hvis hun vidste han slog i vrede eller irritation over hende. 

En lettelse havde ramt hende ganske let, for hendes frembrusningen kunne have gået begge veje, men hans arme omkring hende, forsikrede hende om at han havde accepteret hende lille glædes udbrud. Og hun måtte da også give Herren ret i hans ord, for hvis ikke han var sine ord tro, hvordan skulle nogen så kunne handle med ham. Overraskelsen meldte dog tydeligt sin velkomst i hendes blik, da han forklarede hvordan han var en gæst i rummet under visse forhold. Skulle hun nu virkelig træffe beslutninger, det hun var så glad for at skulle undgå. Hendes krop blev mere urolig, da hun ikke anede hvordan hun skulle svare ham eller overhovedet forholde sig til de ord. Skulle hun alligevel have sendt ham bort? Hun bed sig let i læben og lod blikket glide rundt i det fine værelse, hun kunne kalde sit eget. Flere gange forsøgte hun at presse ord over sine læber, men til sidst vendte hun blikket imod ham, tydeligt i vildrede. Skulle hun udstikke regler, eller ej? Skulle hun tie eller tale? Var dette blot en test for ham? Til sidst tvang hun sig selv til at trække vejret dybt for at få tanke virvaret under kontrol igen, og til sidst lykkedes det hende også at finde et lille smil frem. "I så fald, skal jeg gøre mit bedste for at komme på nogle regler.." lo hun ganske dæmpet, det var den eneste måde hun følte hun kunne komme udenom det underliggende spørgsmål. 

Valtor ventede tålmodigt på, at Coffey fik tænkt sig om. Han gik ud fra, at hun ville se sig selv som dygtig. Man lærte jo trods alt noget på ni år, og mennesker var fantastisk hurtige til at lære. Ganske vist var hun ikke helt menneske, men Valtor var sikker på, at Coffey besad de samme egenskaber. Ved hendes svar nikkede han anerkendende. "Jeg ved godt, at jeg måske bringer dig ud i nogle uvante situationer. Det er med vilje, at jeg på nogle punkter udfordrer dig lidt, for lydighed er godt, men det er også tilladt at tænke selv. I al fald her i huset" sagde han mildt. Det var tydeligt, at han ikke mente det ondt, men han var klar over, at nogle slaver slet ikke havde lov til fri vilje. Det kom dog også igen an på, hvordan slaven opførte sig, men Coffey havde vist sig som ganske kompetent, så han så intet galt i at give hende visse friheder. "Hvis du skulle ønske det, er det dig også tilladt at forlade huset. Jeg forventer dog, at du ikke er længere væk, end du kan finde hjem igen om aftenen. Ligeledes forventer jeg også, at du giver besked om nogenlunde, hvor du er henne, så jeg kan finde dig, hvis det skulle blive nødvendigt" sagde han. Det var yderst sjældent, at Valtor gav en ny slave lov til dette, men han gav Coffey chancen. Desuden virkede det til, at hun var koldblodet, så hun kunne have behov for at få varmen, og det ville være svært herinde. "Jeg kan også arrangere, at du får et værelse med pejs, så det er nemmere at holde varmen, hvis du ønsker det?" tilføjede han så. Hun ville være ret ubrugelig for ham, hvis hun endte med at blive for underafkølet, og han vidste, at det kunne være livsfarligt for koldblodede ikke at have adgang til en ekstern varmekilde.

Valtor kastede igen et blik på slangen, som han satte den ene hånd ved hagen med en eftertænksom mine. Så rettede han igen blikket mod Coffey og sendte hende et smil. "Så må jeg vel bare gøre mit bedste for at bevise det" svarede han med en mild stemme. Hans smil voksede lidt ved hendes nik og han gengældte ved selv at give hende et anerkendende nik. Han havde dog ikke mere at tilføje til dette, så han valgte at forblive tavs. Emnet var tydeligt uddebatteret.

Valtor vidste ikke noget om, hvordan Coffey tog smerte, eller hvor meget hun kunne holde til. Han var heller ikke klar over, om hun ville se det som en straf, hvis han tydeligt slog hende i vrede. Han kunne spørge, men lige nu var det absolut ikke vigtigt. Han skrev det sig dog bag øret, for han måtte huske det fremadrettet, hvis han nogensinde blev nødt til at straffe hende. Ikke at han regnede med det, men man vidste aldrig. Selv Valtor kunne ikke forudse fremtiden.

Valtor tilgav hende, fordi de var alene. Havde det været sammen med andre slaver, havde han nok også kunne slå det hen, men... "Det er okay at vise glæde" forklarede han. "Og det er også okay at vise det så meget, hvis vi er alene. Jeg vil dog ikke tolerere det, hvis der er besøg udefra" afsluttede han. Tonen var stadig mild, og det var tydeligt, at han blot sagde det for, at hun skulle vide det for fremtiden. Han kunne ikke tillade sig at skælde hende ud, hvis hun ikke vidste det.

Det kom en anelse bag på Valtor, at Coffey så ud til at blive noget rådvild over hans ord. Var hun så lidt vant til at have sin frie vilje? Han nikkede dog ved hendes ord og sendte hende et opmuntrende smil. "Det behøver ikke være noget vildt og voldsomt. Du skal bare være klar over, at du har lov til at smide andre ud fra dit værelse, hvis du ønsker at være alene" sagde han for at prøve at berolige hende, så hun ikke behøvede at være nervøs for, at hun havde for meget frihed. Hun var altså virkelig en unik slave. En tanke slog dog ned i Valtor, da han kom i tanke om hendes forespørgsel til belønning i form af smerte. Han havde jo egentlig et rum dedikeret til det, men ville det være for tidligt at vise hende? Og hvis han skulle belønne hende, var hun jo nødt til at gøre sig fortjent til det. Havde han mere, han kunne beordre hende til lige nu? Han måtte vel bare tage chancen. Om ikke andet var han god til at improvisere. "Jeg har noget, jeg vil vise dig, hvis du tillader?" sagde han og rakte hånden frem mod hende med håndfladen opad. Selvom hans sætning var formuleret som et spørgsmål, var det dog denne gang tydeligt, at han ikke ville tage det pænt at få et nej. Han var stadig hendes herre.

Coffey kunne ikke lade være med at smile lidt over Herrens kommentar, for det var på så mange niveauer en underdrivelse, hun var dog ikke bleg for at tage hans små udfordringer op, selvom det flere gange allerede havde bragt hende helt ud af fatningen. Hun havde været vant til ganske små friheder, aldrig længere væk end hun kunne høre ham, lystre hans ønsker uanset tidspunktet. Hun havde flere gange fundet sig selv foran harpen midt om natten, fordi Herren ikke havde kunne sove. Hun vidste ikke engang om han ønskede et svar på hans kommentar, men i stedet valgte hun at give et lille nik. Hun forstod ham udmærket, og det var noget hun helt bestemt måtte vende sig til. Muligheden for at få lov at bevæge sig udenfor, gjorde hende tydeligt meget glad, muligheden for at kunne sno sig i solens varme stråler når sommeren vendte tilbage, eller selv nu blot på en vindstille dag at kunne suge solen direkte til sig. "Tak Herre, jeg lover nok at blive i nærheden især efter mørkets frembrud, for mit syn forsvinder sammen med solens lys.." svarede hun ærligt, selvom det godt kunne ses som en ulempe, med en slave der kun kunne ane skygger i mørket. "En pejs ville være meget dejligt.." svarede hun med et strålende lys i øjne, så ville hun meget hurtigere kunne få varmen og dermed ruste hende bedre til en lang dag. 

Hun rettede sig en smule op, inden hun lod blikket glide ned over Herren, hun havde endnu ikke taget sig friheden om at lægge mærke til alle detaljerne ved hans krop. Han tornede sig op foran hende, mere bred og rubost, sat overfor hende. Han så også væsentligt yngre ud end hendes tidligere Herre, som var en ældre gråhåret mand fuld af rynker og tæt på den sidste del af livet. Valtor derimod var en nydelig mand, som han stod rank foran hende med hænderne bag på ryggen. Hans ord fik dog hendes blik til at løfte sig imod hans øjne mens hun opmærksomt lyttede. Hun vidste godt reaktionen ikke havde været helt belejlig, og dog fandt hun jo ud af nyt om ham på den måde. "Jeg skal nok tøjle min entusiasme i andres nærvær.." lød det stille fra hende, trods smilet ikke var til at tage fejl af. Hun forstod hans alvor, men var dog glad for han ikke havde nægtet hende nogensinde at reagere sådan igen, en af ulemperne ved at være yderst ungdommelig af sind og meget følelses styret.

Hendes blik gled et øjeblik rundt i værelset, hun var glad for den mulighed han bød hende, om selv at kunne bestemme, trods tanken lå hende så fjern at kunne sige fra. I stedet førte hun sig hvad der ville svare til et par skridt tættere på ham, uden at fjerne blikket fra hans øjne. "Mange tak for at De giver mig den mulighed, hvis den skulle blive nødvendig.." Hendes hvislende stemme var blik, men taknemlig over den godhed han indtil nu havde vist hende. Hun var dog ikke i tvivl om at hans næste ord ikke var en forespørgsel men en forventing til hende, så ganske blidt lagde hun sin hånd i hans. Hun vidste ikke hvad han havde tænkt sig at vise frem, men hun var så nysgerrig at hun valgte at følge med ham uden tøven.

Valtor nikkede igen anerkendende til Coffeys ord og sendte hende et nyt smil. Han var stadig imponeret over, at hun var så dygtig til at lystre, og han prøvede ihærdigt at vise det. Det var også derfor, hun som den eneste fik så mange friheder allerede fra start af. Hans første indtryk var generelt bare, at hun var pålidelig og ikke ville modsætte sig ham, selv hvis han gav hende en ordre, hun ikke fysisk var i stand til at udføre. Det gjorde han dog sjældent, men han havde af og til givet Jasmina en umulig ordre for at demonstrere over for nye slaver, hvad han forventede af dem. "Jeg er imponeret over, at du er så lydig, Coffey. Det er sjældent, jeg møder nogle, der er så villige til at følge ordre så tidligt. Har du været slave før?" spurgte han så nysgerrigt. Valtor havde på fornemmelsen, at det var tilfældet, men han var ikke sikker. Ved hendes næste svar, nikkede han, mens smilet voksede. "Så vil jeg få det arrangeret ved lejlighed" sagde han mildt. Ved lejlighed var, når han kunne give Jasmina ordre til at hjælpe Coffey med at rykke de få ejendele, hun havde.

Valtor havde ikke mødt nogle slaver med så meget entusiasme i alt, hvad de foretog sig. Jo, Jasmina viste glæde, men selv hun var mere afdæmpet. Ikke at det gjorde ham noget, at Coffey var så udtryksfuld. Det var blot et spørgsmål om at vænne sig til det. Ved hendes ord sendte han hende dog et nyt smil. "Du må ikke tro, at jeg har noget imod, at du viser din glæde, men det ville sende et signal om, at jeg ikke har styr på mine slaver, hvis du gør det offentligt" forklarede han. "Du har ikke gjort noget forkert" forsikrede han. Valtor kunne godt lide, at hans slaver havde lidt personlighed, det gjorde kun hans varer mere unikke. Det betød også, at han kunne tillade sig at tage mere for dem.

Valtor lod hende stadig lige suge det ind, og han nikkede igen anerkendende til hendes ord. "Se det som en ros. Det gælder selvfølgelig også, når du skifter værelse" sagde han muntert. Hans smil voksede, da hun tog hans hånd, og han førte hende med rolige skridt, så han var sikker på, hun kunne følge med, hen for at åbne døren.

Valtor udpegede forskellige milepæle, som de gik igennem palæet. Han udpegede sådan noget som badeværelser, biblioteket, rummet, hvor han havde instrumenter. Det var mest for, at hun så selv kunne finde rundt i fremtiden, så det ikke blev alt for uoverskueligt, når hun selv skulle finde rundt. Valtor førte hende dog op ad trappen til første sal. Heroppe var der for det meste værelser, men han udpegede et enkelt badeværelse. Så førte han hende videre ned til det sidste rum. Indenfor stod en dobbeltseng med hovedgærdet oppe ad den ene væg. Gardinerne dæmpede tydeligt lyset udefra, men der var flere lysestager med tændte lys, og ilden brændte i pejsen. Ca. midt i rummet hang et reb ned fra loftet med en ring i enden. Den kunne hæves og sænkes og havde et ankerpunkt på den ene væg. "Det her er egentlig et rum, jeg bruger til afstraffelse af ulydige slaver, når de ikke ryger i fangekælderen, men fordi du gerne vil have smerte som belønning, tænkte jeg, at dette rum kunne tages i brug noget oftere. Det er mere praktisk, når tingene er her i forvejen" forklarede han, inden han åbnede et stort dobbeltskab. Det var ikke et klædeskab, men det afslørede flere piske og lænker af forskellige arter. Der var også både tænger og skæreredskaber derinde. Valtor havde egentlig taget Coffey med herop, fordi det var nemmere at vise hende det i forhold til at skulle forklare hende det nede på værelset. "I fremtiden vil du derfor ikke være i tvivl om, hvorfor jeg tager dig med herop" sagde han og sendte hende et smil. Der var dog ingen spor af blod e. lign., værelset og værktøjerne var pinligt rent.

Coffeys kinder rødmede let, da Herren valgte at rose hendes indsats. Det var altid lettere at kunne følge simple såvel som mere komplekse ordre, når man kendte Herren bedre, og deres samtale indtil nu havde givet hende et godt indtryk af ham, og hvad han forventede af hende. "Ja Herre, min fader solgte mig efter at jeg.." Hun nåede at stoppe sig selv tids nok til ikke at fortælle hvad årsagen havde været, mens hendes blik vandrede en smule ud imod rummet. Det havde knust hendes hjerte, den dag hun i vrede havde slået sin moder ihjel, selvom hendes intention ikke været det udfald. "Jeg har levet hos en anden Herre, indtil han skænkede mig min frihed, på min fødselsdag, kort tid før De fandt mig.." fortsatte hun stille, mens hun vendte sit blik tilbage imod Valtor, hun burde måske have nævnt hendes gift, men sæt han ikke ville have hende i nærheden hvis han vidste hvor farlig hun kunne være. Hun gjorde et lille accepterende nik, til det at få et andet værelse, ved lejlighed. Det kunne hun sagtens klare sig med, for indtil nu havde hun kunne trække tilstrækkelig varme fra solen til at holde sig kørende, omend ikke i samme omfang som hun plejede at kunne.

Coffey kunne slet ikke forestille sig at sætte Herren i et dårligt lys, så hun forstod udmærket behovet for at dæmpe sin entusiasme, når der var andre i deres nærvær. Hun var dog imponeret over hans tålmodighed med hende, den tid han tog sig til at forklare og også bekræfte hende, give hende ro til at lære af hendes små fejl og misforståelser. "Tak, jeg vil gøre alt for ikke at skuffe Dem.." Oprigtigheden i hendes stemme var ikke til at tage fejl af, at skuffe Herren var det værste hun som slave kunne gøre, ikke fordi at han havde fejlet i sin opdragelse, men fordi hun havde fejlet ham, han fik dog hendes tanker afledt ganske hurtigt igen, som han valgte at give hende den ros at give hende en smule frihed til selv at bestemme over sit eget rum. Det virkede forkert, men inderst inde var hun overraskende glad for muligheden, da det måske kunne lære hende en smule selvstændighed.

Hun var ikke langsom til at følge med Herren, for den pirrende nysgerrighed lå dybt i hende. Hvad ville han vise hende? Hendes hale snoede sig over gulvet under hende, men på fortryllende vis bevægede hendes overkrop sig ikke, men næsten svævede over gulvet. Hendes blik gled rundt mens hun lyttede til hans stemme, hun måtte høre godt efter og være yderst opmærksom hvis hun skulle huske hvad der lå de forskellige steder, for hun havde endnu ikke været ude og undersøge palæet særlig meget. Trappen blev heller intet problem for den kraftfulde hale, de snoninger halen gjorde førte hende sikkert op sammen med ham, og ned langs gangen. Hun bed sig let i underlæben, for at dæmpe hendes nysgerrighed, men hun var dog hurtig til at lade blikket vandre ind i rummet, inden hun i en glidende bevægelse strøg derind. De lyse øjne med det svage violette skær, sugede alle detaljerne til sig, mens hans forklarede rummet. En varm rød kulør steg op i hendes kinder, ikke fordi hun var flov, men på grund af de minder det vækkede i hende, og savnet efter den søde smerte der bredte sig i hendes krop og varmede hver en lille del af hende. Hun tog sig den frihed at bevæge sig frit derinde, hun måtte hæve sig en smule for med strakt arm og kunne lade hånden glide over ringen med et næsten drømmende blik, inden hun gled ned igen og bevægede sig over imod skabet. Det virkede så malplaceret at hun måtte se hvad han havde deri, hendes øjne næsten sprang op ved synet, men ikke af frygt men af ren lyst. Skamfuldt lukkede hun skabet igen, inden hun vendte sig imod Herren, selvom hun forsøgte kunne hun ikke undertrykke smilet om hendes læber. Hun havde lyst til at sige hun allerede glædede sig til det, men hun kunne dog ikke få sig selv til det, selvom hendes udstråling nok ikke var til at tage fejl af.

Valtor havde selv fået et ret godt billede af Coffey, selvom de ikke havde snakket sammen særligt længe. Valtor hævede et bryn, da hun stoppede sig selv, men han sendte hende kort efter et opmuntrende smil. "Det er okay ikke at afsløre hele din fortid. Det kommer, når du føler dig klar til det. Hvis det er noget, jeg skal tage hensyn til, går jeg også ud fra, du siger til, hvis eller når det bliver relevant" svarede han. Valtor nikkede til hendes ord. Han kendte intet til hendes gift, men han var ikke typen, der sådan kastede slaver ud til siden, fordi de havde en farlig evne. Han tog højde for den, men hans slavers egenskaber, var han egentlig ligeglad med.

Valtor nikkede igen til Coffeys ord, og hans smil voksede betragteligt. "Jeg er slet ikke i tvivl om, at du vil gøre det godt" sagde han oprigtigt. Af hvad hun havde vist indtil videre, ville hun være hans allermindste problem. Han havde andre slaver, der skulle opdrages, og han var bevidst om, at de ville være væsentligt mere besværlige end Coffey. Det betød dog ikke, at han havde tænkt sig at give hende mindre opmærksomhed, tværtimod; det var rart at bruge tid på en slave, når de var villige til at gøre, hvad man bad om.

Valtor var tydeligt imponeret over, at det ikke var det store problem for Coffey at komme op ad trappen. Han var ikke vant til slangemennesker som hende, så han anede faktisk ikke, om visse steder i huset ville udgøre en udfordring. Nu tvivlede han dog kraftigt på det. Valtor betragtede nøje Coffey, som hun undersøgte rummet. Han var slet ikke tvivl om, at hun fantaserede sig langt væk; det nærmest lyste ud af hende. Han sagde dog ikke noget og lod hende egentlig bare undersøge det, hun gerne ville. Han hævede dog det ene bryn i undren, da hun lukkede skabet. Mon det gav anledning til for mange fantasier? Han vidste det ikke. Hendes halve smil var dog ikke til at tage fejl af, og hendes øjne nærmest lyste. Han overvejede et øjeblik om... "Skal jeg tyde dit strålende ansigt som, at du gerne vil have en demonstration?" spurgte han med tydelig nysgerrighed i stemmen, som hans øjne kort fik et rødt skær over sig. Hans eget udtryk viste tydeligt, at han nød at påføre andre smerte ligeså meget, som hun nød at modtage den. Hans spørgsmål var dog et oprigtigt spørgsmål denne gang, og det var tilladt for hende at sige nej.

Coffey var overrasket over Herrens forståelse, det burde havde gjort det lettere for hende at fortælle sandheden, bag hvorfor hendes fader havde solgt hende til en fremmed, men hun var ikke klar til at fortælle sandheden, ikke endnu, istedet gjorde hun et lille taknemlig nik med hovedet. Det føltes rart at han ikke havde presset hende endnu, men det fik hende heller ikke til at betvivle hans autoritet over hende. Når tiden var moden, skulle hun nok fortælle ham sandheden, førend hun gjorde skade på ham eller andre. Til hendes held kendte hun nu modgiften til sin gift, det havde hun ikke gjort dengang hvor hun havde dræbt sin moder i et raserianfald.

Det at hun fik lov at undersøge hele rummet, fik alle tankerne til at ruse rundt i hendes hoved. Der havde været mange redskaber i skabet, nogle hun kendte kun alt for godt, og enkle ting hun aldrig før havde set, men som kun pirrede hendes fantasi. Der var dog noget over Herrens blik, som fik hende til at nærme sig en smule. Hun ville så gerne sige ja, men en lille nagende tvivl i hende, bremsede hende fra at takke ja. For ville han stoppe hvis det blev for meget for hende? Hvis han var mere hårdhændet end hun kunne holde til? Det havde været længe siden hun sidst havde mærket den varme smerte i sin hud, hvis nu hendes smerteterskel havde ændret sig, gjort hende mere følsom? Hun bed sig ganske let i læben, for hun følte en let splittelse, kunne hun bede ham om at være forsigtigt, og havde hun overhovedet lyst til at han skulle være forsigtigt? Når hun underkastede sig en Herre, gav hun slip på alle hæmninger, det var det eneste tidspunkt hvor hun nød den frihed hendes krop oplevede, det eneste hun skulle var at give sig hen og tage slagene til sig. Herren før Valtor havde været overraskende kreativ i sin tilgang til hende. Der var blevet dryppet varmt flydende stearin på hendes krop, nåle var blevet sat i hendes hud flere steder, piske i alverdens former og længder, hun var blevet bundet helt stramt op så hun ikke kunne røre en muskel, og hendes hud var blevet kærtegnet af små flammer fra stearinlysene. Tankerne om alt det han havde gjort, fik hende overbevist om at hun trængte til at føle den intimitet igen, som det var at give sig helt hen.

Hun nærmede sig det sidste stykke hen til Herren med et lille forsigtigt smil om læberne, selvom alt indeni hende sitrede af forventningens glæde, prøvede hun at beherske det lidt, mest for bedre at kunne omstille sig til at give Herren al magt over hendes krop og nydelse. Hendes tidligere Herre havde altid givet hende et halsbånd på, når han ønskede hendes masochist side skulle tage over, så snart hun bar det forsvandt hendes hæmninger, hun var til stede i det og tog alt ind uden at sætte spørgsmålstegn, det var som mejslet ind i hendes sind, og så snart det røg af igen vidste hun at Herren var der for hende, til at pleje hende til hun kunne tage vare på sig selv igen og atter komme i bevægelse. Denne gang var det anderledes, hun vidste ikke om hun kunne forvente den slags pleje efterfølgende, og om Valtor overhovedet ville trække det så langt at det blev nødvendigt, men hun vidste at hun ville fortryde hvis ikke hun takkede ja. "Ja meget gerne!" Hendes stemme var næsten bønfaldende, da hun havde svært ved at tøjle sine forventninger til ham.