Vinden tog så hårdt fat, at han på et punkt ikke kunne trække vejret. Han måtte trække kappens hætte tættere omkring sit ansigt, knibe øjnene sammen for ikke at blive blændet af vindens styrke, imens han vandrede (en anelse besværet) op ad den lille bakke. Menneskets havblå øjne søgte imod grunden under ham, velvidende hvor hans fødder førte ham hen. Godt nok havde de ikke betrådt stien i mange år - i årtier endda - men de kendte vejen. Han behøvede ikke engang at se fremad, fordi han vidste udemærket hvad tegnede sig på toppen af bakken, i horisonten med de bare sletter i baggrunden. Det lille hus, et sted han var vokset op de første mange år af hans liv - det eneste sted han rigtigt kunne kalde for sit hjem.
Som Handark stod foran  det lille hus' dør, nu i ly for vinden, med hætten hvilende imod sine skuldre, fandt han sig selv en anelse lammet. Lammet af tankerne der fylde sig i hans hoved; tanker der var varmende og beroligende, men også dybt overvældende. Hvad han huskede som et sted med en masse liv og larm, varme og kærlighed, var nu (hvad han kunne vurdere udefra) fuldkommen tomt og forladt, koldt og livsløst. Han løftede den ene af sine grove hænder, lod den hvile ganske let imod trædøren der dannede hoveddøren til hjemmet. Han strøg træet, og løftede atter hånden for at ligge den imod håndtaget - men tøvede så. Han rystede hovedet, nej, han var ikke klar endnu. Men Handark vidste også, at han ikke kunne tøve i mange timer endnu. Han ønskede ikke at flytte ind i sit barndomshjem, uden solen til at vise ham rundt i husets lokaler og deres enkelte mørke kroge.
Han knyttede hånden til en næve og vandrede omkring hjørnet af huset. Han kunne ikke tilbageholde et lille smil, da han mødte synet af et enormt egetræ - placeret ikke mange meter bag huset. Han mindedes hvordan han og hans forældre tilbragte mange timer under træet. Han mindedes blot at have siddet der, i selskab af en forældre eller blot helt alene - alene med sig selv og sine tanker.
Han vandrede derhen imod, synkende en ekstra gang da han besluttede sig for at give sig den ekstra tid. Tid til at tænke over den tid der var gået, og hvad der var sket ham de sidste mange år. Krigstiden havde tæret hårdt på mennesket. Mørket havde kaldt ham sin fange; sin slave, og han havde følt afmagten, afkræftelsen og smerten Mørkets Hær havde påført ham, som en af deres krigsfanger. Men nu var han fri. Først nu følte han sig rigtig fri, under egetræets enorme krone.

Ugerne var lange, og tiden flød ud i en lang uendelighed. Amy havde aldrig været god til at vente, selvom hendes tålmodighed var blevet bedre med årerne. For at holde sig selv i gang, og tankerne en smule på afstand gik hun mange turer. Specielt når vinden for alvor tog til, og hun kunne tage en dyb indånding af den fantastiske friske og bidende vind. Vinden som hun altid havde været magisk forbundet til.

Formiddagen var gået med at lege med vinden. Let dirigere den rundt om sig når den kom hylende hen over bakketoppende og rev i træerne. Jo højere hun kom op, des voldsommere blev vinden og smilet lagde sig fast på hendes læber, mens de lange røde hår blev blæst mere og mere vildt. For hver gang det omringede hendes ansigt blev smilet større.

Med tøjet pakket godt om kroppen, nåede hun endelig op til sit foretrukne punkt. Hun sad tit ved det store egetræ og så på det gamle hus i nærheden. Forestillede sig hvem der havde levet der, og hvorfor der ikke var flyttet nye inde. Havde de haft børn? var de blot flyttet videre til et nyt sted? Havde det været en ulykke? De tynde fingre fulgte det store træs bark, som hun gik rundt. Fanget i sine egne tanker, som blev afbrudt promte som hun opdagede at hun ikke var alene. En let forskrækket lyd forlod hendes læber, som hun trak hånden til sig og bakkede et par skridt. "Oh, det må du undskylde, jeg vidste ikke at.." talestrømmen stoppede. Der var noget.. Noget bekendt ved ham? Måske var det hendes sind der spillede hende et pus!

Det var ikke uden grund, at Amy Storm ikke genkendte mennesket ved første øjekast. Ikke kun var det mange år siden, at de sidst havde kastet et blik på hinanden - mindet om et andet menneske er mange gange ikke nok for, at kunne genkende dem. Et minde skal genopfriskes, vedligeholdes ved genskabelse af nye minder. Handark var (om muligt) ikke blot et vagt for hende; mindet hun havde tilbage om ham, vil ikke stemme overens med personen foran hende. Krigstiden havde haft en indflydelse på ham - på mange måder udover hvordan han følte. Skægtet der før havde været stuppe var vokset - ikke til et stort fuldskæg, dette havde Handark aldrig været i stand til at gro, men det havde fået mere længde. Der fandtes render under menneskets øjne, og hvad der før havde været en sund kulør i farven på hans hud var længe forsvundet. Hvad der dog var komplet uforandret, udover slangeringen på hans ene hånd, var hans øjne. Øjne der bar havets farve.
Mennesket nåede netop kun, at stille sin rejsetaske fra sig, inden han bemærkede skikkelsen ved det enorme egetræ. Lyden af en anden persons tilstedeværelse trak i menneskets skikkelse. Det gav et ryk i hans krop; han trak sig sammen, ikke som et skræmt dyr, men han var ganske enkelt overrasket. Han havde svoret han var alene, og havde aldrig tænkt tanken, at huset (og grunden omkring hans gamle barndomshjem) var berørt af andre personer end hans forældre. Tanken ramte ham da, og han prøvede at forme nogle ord ud, imens han forberedte sig på hvad der nu skulle ske.
“Undskyld endelig ikke, jeg-“
Han stoppede sig selv, da hans blå øjne rigtigt fik sat sit blik på den kvindelige skikkelse foran ham. Det røde hår, de brune øjne var ikke det der fik ham til at fremkalde genkendelsen. Det var hendes stemme.
Han kunne mærke hans ben svigte ham, og han måtte træde tilbage en anelse. Han holde den ene af sine hænder op for sin mund, for han mistede pludselig evnen til at tale. Han trak lidt på smilebåndet, helt uden rigtig at kunne kontrollere sin ansigtsmimik fuldkommen.
Han rømmede sig, da han atter genfandt sin stemme: “Jeg ved ikke om du er bekendt i omegnen - men ved du om huset her er forladt?”
Et spørgsmål der ikke var ligegyldigt, men han ønskede allermest at få besvaret et helt andet. Han kunne bare først rigtig vide sig sikker, hvis den unge kvinde foran ham reagerede. Han vidste ikke hvordan reaktionen ville fremkomme, hvis der overhovedet kom en. Men noget måtte der ske - om hun så blot afgav ham et svar, på hans spørgsmål.
“Jeg, øh.. Det var mine forældres. Min families. Men jeg frygter det er mange år siden; siden sidst de var her, altså.”

Selvom der var noget genkendeligt omkring manden, var det svært at slå fast hvorfra det skulle passe ind i hendes minder. Tiderne havde forandret sig meget, og det var i hvert fald ikke en hun havde set for nyligt så. Måske var det faktisk bare indbildning. Mange folk kunne godt minde om hinanden. Hun måtte havde taget fejl i et kort øjeblik. Det var vel bare en fremmed. Og fremmed kunne godt vække en hvis respekteret frygt. Amy havde ikke altid været alt for heldig hvad lige præcis det angik.

Hun var ikke helt sikker på om hun skulle gå igen ved bare at vende om, eller blive. Så det blev til en lidt akavet sidestilling hun stod i, som de begge ikke helt syntes at kunne få færdiggjort en sætning og faktisk bare endte med at stirre på hinanden.
Hun blinkede et par gange over spørgsmålet, inden hun vendte sine øjne mod huset og derefter tilbage til manden. "Der har ingen boet her i de måneder jeg har befundet mig i området." svarede hun ærligt, faktisk en smule bedrøvet over at hun ikke kunne give ham en bedre nyhed. Hun kom oftest herop på grund af egetræets beliggenhed. "Beklager.." en ægte beklagelse over ikke at kunne give ham mere. Nok havde hun ikke selv nogle forældre eller anden familie, men hun kunne forestille sig at det var lang tid siden han havde været her. Hvad end grunden kunne være.

Han nikkede anerkendende over menneskekvindens ord, løftende den ene af sine hænder gestikulerende, 'det var okay'. Han kendte allerede svaret før hun havde afgivet det; huset havde været forladt i lang, lang tid. Nok endnu mere end de måneder Amy havde opholdt sig i området. Dette var en tanke Handark havde affundet sig med, da han var ganske velkendt med konsekvenserne af sit fravær, i alle de år han ikke havde set sin familie og sit barndomshjem. Alligevel mærkede han, ved Amys bekræftende ord om, at stedet var forladt, noget der rykkede på hans afklarethed. Var det savn? Han vendte blikket fra de beklagende øjne foran ham, for at se fremad imod huset. Imod vinduerne der gav ham udsyn til en lille del af huset, der på nuværende tidspunkt var henlagt i skygger og mørke. Han så frem til atter at bringe liv indefor de fire vægge - det var tid til at tænde lys og skabe varme derinde igen.
"Det er okay, jeg- jeg vidste det godt." Den kraftige vind kastede rundt med hans hår, trak i hans kappe som han forsøgte at holde på plads omkring sig. "Jeg priser mig bare lykkelig over, at det stadigvæk står her."
Han kastede øjnene over sine skuldre, atter seende imod Amy. Han begyndte at tvivle, ligesom hende selv. Måske mindede kvinden foran ham blot om en skikkelse fra fortiden - og intet mere. Alligevel, som hun stod der, skuttende sig over den kølige vind der omfavnede dem begge, plantede et minde sig fortsat på hans nethinde. Et minde der fremkaldte et billede af en ung pige, han fangede i færd med at stjæle fra en ønske-brønd; et billede der til dels lignede mindede ham om det der formede sig foran ham netop i dette øjeblik. Et billede med et motiv af et ungt menneskebarn, gysende af kulde, medført af hun var blevet forskrækket af hans tilstedeværelse og var faldet direkte ned i brøndens isende vand. Han var sikker denne gang; han kunne umuligt tage fejl.
Han kunne høre sig selv sige, med en stemme mange år yngre: ”Jeg hedder Handark – og er til dit held ikke en byvagt,”. Det var ikke den stemme der talte til den rødhårede Amy, denne dag, under egetræets krone.
"Jeg hedder Handark - tak for din hjælp."
Han trak rejsetasken op fra grunden under ham, slående den op på sin ryg. Han sendte et lille smil i hendes retning, og trak nærmere imod huset.
"Måske ses vi en anden dag - du er velkommen til at besøge egetræet så meget som du har lyst til."
Han vidste ikke hvorfor, at han ikke gjorde mere; ikke handlede mere. Måske var han for træt? Måske turde han ikke miste mere end hvad han allerede havde mistet. Mindet fra en gammel fortid var bedre end intet.    
   

Amy kunne ikke forestille sig hvordan det var at miste et familiehjem. Men alligevel ville hun ønske at hun kunne give bedre nyheder end det hun havde sagt. Tiderne havde været hårde. Selv med lyset ved magten, havde landet gennemgået prøvelser der nærmest fik Amy til at tænke på da mørkklædte soldater vandrede igennem byerne og gjorde præcis som det passede dem. Først krigen der frarøvede hende det liv hun havde opstartet i den mere lovlydige side på en kro, til dæmonplagerne der havde hærget og nok nært ført halvdelen af Krystallandets befolkning ned i Kiles rige, til selvsamme gudindes orden der havde vidst sig at være mere farlige end godhjertet. Det var ikke underligt der stod tomme huse, gårde og hytter overalt i landet.

Amy havde kigget ned på sine hænder. Hun kunne ikke bringe trøst til den fremmede og dog bekendte mand. Hun kunne ikke slippe følelsen af at have set ham før - men hvad var chancen. Hun havde mere eller mindre affundet sig med at gå hver til sidst da han nævnte sit navn. Hun løftede hovedet med et overrasket udtryk og stirrede på ham. Handark. Han.. han lignede i hvert fald ikke sig selv. Hun åbnede munden, lukkede den igen, kom med en næsten lydløs forvirret lyd, inden hun fik munden igang. "Vent!" hun huskede dagen med det iskolde vand, hvor hun ikke havde været andet end en afpillet teenager. "Handark?.. Er det virkelig dig?" det slog hende at det ikke var sikker at han kunne huske hende, og hun stoppede sig selv fra at gå tættere på, siden hendes ben allerede var gået i gang med at føre hende tættere på. Tættere på det velkendte, som hun ikke havde set i usandsynligt mange år. "Det er selvfølgelig ikke sikkert at du kan huske mig. Jeg mener, det er lang tid siden og.." Hun blev usikker, men det var ikke svært at se at hun var glad for at se ham. At han var i live, selvom han lignede en der havde været udsat for alt for mange prøvelser de sidste år. Hvorimod hun selv, nok så en del mere velernæret og ikke mindst voksen ud, end hun gjorde dengang.

“Vent!”
Han standsede brat op, adlød hendes ord præcis som de faldt ham ind. Han ventede, som hun havde bønfaldt, knugende øjnene sammen i, hvad der kunne ligne, en smertefuld grimasse. For det var smertefuldt for ham; han havde aldrig drømt om, i de sidste mange år, at de nogensinde skulle se hinanden. Det at Amy havde stået foran ham, og hun ikke genkendte ham, havde føltes som en skærende smerte i hans mavecenter. Ikke at han bebrejdede hende, tværtimod. Han havde kun bebrejdet sig selv. Han kunne have opsøgt hende; han kunne have fundet hende, vedligeholdt deres kontakt. Måske havde mørkets hær aldrig tilfangetaget ham, hvis han havde gjort det? Måske havde de tilfangetaget dem begge to?
Det eneste han følte han kunne tillade sig at gøre var, at give hendes ønske. At vente.
Lyden af hende sige hans navn, fik Handark i bevægelse. Han åbnede de sammenknebne øjne, langsomt vindende øjnene over hans skuldre. Han kunne ikke tilbageholde det velkendte, lidt skæve tandsmil da han mødte hendes. Han rystede på hovedet, nærmest forsikrende, da hun ikke bebrejdede ham for ikke (nødvendigvis) at kunne genkende hende. Selvom Amy var blevet ældre og mindre afpillet end hvad hun var dengang, så genkendte han hende. Dét smil og dé øjne var ikke til at tage fejl af. For ikke at nævne hendes røde manke.
“Selvfølgelig husker jeg dig, Amy.”
Han rettede fronten imod hende, imens han fortsat holde sin rejsetaske på ryggen. Han vidste pludselig ikke helt hvad han skulle gøre af sig selv. Som Amy selv, fandtes der ikke tvivl om at mennesket var glad for at se hende.
“Du har gjort det rigtig svært, at glemme dig.”
Han smilede blidt, fortsat afventende. Han havde ikke lyst til at virke frembrusende eller grænseoverskridende.

Amy kunne slet ikke begribe hvor mange år der var gået. Hvor meget der var sket på de år. Hun mærkede en knugende fornemmelse af dårlig samvittighed i maven. Hvordan kunne hun ikke genkende ham fra første øjekast? Var det virkelig så lang tid siden. Havde han ændret sig så meget? Han virkede ældre, men som genkendelsen havde ramt hende, kunne hun sagtens se det var ham. Hvor var han blevet af dengang? Hvad var der sket?
Så mange spørgsmål som hun aldrig nogensinde fik ytret, for hun var naturligvis ikke engang sikker på at han kunne genkende eller huske hende.

Men det gjorde han. Hun begyndte at smile, og hun kunne heller ikke undgå at grine ved hans næste kommentar. Følelserne ramte hende og fik hende til i grinet let at snøfte. Hun var blevet bedre til rent faktisk at vise hvordan hun havde det. Og lige nu var hun glad. Glad for at se ham igen, og vide at han var i live.
Atypisk fra den afpillede gadeunge han havde mødt dengang, til nu, var hun ikke bange for at gå tættere på denne gang. Amy gik hen imod ham og lagde armene omkring ham i et kram. Han havde hjulpet hende dengang og været en ven.
Hun havde levet fra dag til dag, og måske ikke dengang tænkt over at han var forsvundet, men nu vidste hun hvad det havde betydet. At hun havde savnet ham. "Det vil jeg forsøge at tage som en kompliment!"

Menneskesønnen lod rejsepulten falde til jorden, da han så den rødhårede kvinde træde frem imod ham. Han greb hende i hendes omfavnelse, og knugede hende ganske blidt. Med et følte han en overvældende følelse af glæde; en følelse der greb om sig, og vendte sig til noget han først ikke rigtig forstod. Han følte smerte ved omfavnelsen, en smerte han vidste ikke burde eksistere i blid, omsorgsfuld kærtegn blandt to kære. Men den var der; den var unægtelig eksisterende. I stilheden mellem dem, selvom den blot varede mindre end et enkelt minut, indså han hvad var galt. Der var ikke ligefrem blevet uddelt kram i mørkets hær slavelejr, i den tid han var tilfangetaget hos dem. Hans krop var ikke længere van til nærhed i denne kaliber, ligegyldig hvor velkommen han fandt den.
Han tog sig selv i at stirre blankt ud i luften. Han stirrede udover marklandet, imod kornbølgerne der blev dannet af den vilde vind; vinden der gjorde landskabet levende og fuldkommen dødt på samme tid. Der var ikke en eneste person at se i horisonten. Ikke udover de to, i en øm omfavnelse.
Med brændende glasøjne, der var truede med at lade tåre trille frem på hans kinder, rynkede han brynene sammen, frustreret over sig selv og hans mangel af kontrol. Han trykkede Amy ganske kort, før han trak sig fra hende. Handark rømmede sig, skubbende hvad end han følte i sin krop væk, seende kortvarigt væk fra hende for at kontrollere tårene i sine øjne. Hvis han ignorerede dem, så hun dem måske heller ikke?
“Jeg er glad for at se du klare dig godt - jeg antager du gør det?”
Han lagde hovedet ganske let på skrå, løftende hånden for at stryge hende let henover håret. Han betragtede de røde lokker, hvirvlende let henover hans grove fingre. Hvilken enorm kontrast.
“Det har jeg altid vidst du ville. Du er stærkere end de fleste af os.”

Amy følte en lettelse strømme igennem kroppen, som resulterede i et næsten lydløst suk og at der forblev et lille smil på hendes læber bagefter. Hun havde aldrig været typen der gav omfavnelser til alle og enhver, og generelt afholdte hun sig fra fysisk kontakt. Kun dem hun stolte på kom tæt på.  Omfavnelsen gav hende en form for ro i sindet, forskellig fra den følelse hun ikke vidste løb igennem Handark i dette øjeblik. Men som de trak sig fra hinanden bemærkede hun små ting. Hun bemærkede at hans øjne var blanke, og at han på en eller anden måde var anspændt. Hvordan han kiggede væk.
Hun havde efterhånden lært nok om menneskelig kontakt, at hun forstod det ikke var hende der som sådan frembragte disse ting. At hun ikke havde gjort noget galt. Men noget var galt og hun var ikke sikker på om hun blot kunne spørge ham direkte, som ville være hendes normale reaktion.

”Det vil jeg sige” svarede hun opløftende. Hun havde været igennem sit og hun havde stadig ar på sjælen der skulle bearbejdes. Hun havde et anstrengt forhold til ild, såfremt det var en større mængder, da det mindede hende om kroens nedbrænding. Hun var stadig bange for at folk gjorde hende fortræd hvis de kom tæt på hende, men hun var i live, hun var glad og hun følte hun vidste hvor hun var på vej hen i livet. Vejen var stadig snørklet, men den var ikke hektisk mere. Hun lukkede øjnende og stod et øjeblik bare og tog det hele ind, før hun åbnede sine øjne igen og så på Handark med et alvorligt blik. ”Hvad er der sket, Handark?” Hvad var årsagen til han så så meget ældre ud og meget mere slidt. Hvad var der sket i de år han havde været væk.

Den grove hånd der lå henover Amys ildfarvede krøller, løftede sig ganske sagte og lagde sig ned langs siden på mennesket. Handark mærkedes straks Amys granskende øjne, som hun åbnede dem. Han så ikke på dem, kunne ikke få sig selv til at løfte blikket i hendes retning, trods hendes øjne kaldte efter hans. De kaldte efter kontakt, gensidig kontakt og forståelse. Men det kunne han ikke give hende; selv ikke i dette øjeblik, hvor han virkelig ønskede at han kunne. Han ville ønske han kunne få sig selv til at fortælle hende alt og bare - bare komme af med det. Få det ud af sin krop og sin sjæl, helt uden skam. Men han var komplet tom for ord, til trods for han hørte hendes ord. 
Pludselig følte han sig latterlig. Latterlig over at føle sig komplet stum og magtesløs. Han var ude af stand til helt at vide hvad han skulle føle; skulle han grine eller skulle han græde over sig selv, og sin manglende handleevne? Han endte med at ryste på hovedet, smilende et lidende smil, der langsomt forvrængede sig. Han følte sig selv give op; han sætte hånden for sine øjne, gemmende de tårer der ikke længere ville og kunne holde sig selv tilbage. Hans skuldre dirrede ukontrolleret, imens han for første efter de mange øjeblikke var gået, trak vejret. Han trak vejret ind for, at kunne gøre plads til en stille gråd.
Han gav endelig slip - slip på presset der havde lagt sig i hans sjæl og hele hans krop. Om nok dirrede hans skuldre, men de sank sig. Sammen med hans krop der sank i knæ. 

Amy var ikke sikker på hvad hun havde forventet, men den reaktion som Handark havde gjorde hende urolig og bange. Bange for hvad der var sket ham og hvordan det kunne nedbryde ham så meget at han knap kunne se på hende. Han undgik hendes blik og han så ud til at han led så forfærdelig meget. Hun havde lyst til at spørge mere indgående og forsøge at få noget ud af ham, desperat efter at hjælpe, men huskede hvordan hun selv havde været. Hvordan hun stadig var. Så hun forholdte sig tavs og lod spørgsmålet hænge i luften i stedet.

Hans reaktion blev gradvist mere og mere tydelig af en mand der brød sammen over hvad de sidste år havde gemt på. Forfærdeligheder kunne Amy regne ud. Nervøst bed Amy ned i sin underlæbe og kunne mærke hvordan hun fik tåre i øjnende. Hun kunne ikke helt klare at han faldte sammen på den måde, og hun anede ikke rigtig hvad hun skulle gøre.
Andet end at gå lidt frem ligge sine let skælvende hænder mod hans hår og ganske let læne hans hoved ind mod sin mave og aede ham blidt over håret. Håbende at han tillod hende at gøre det, og uviden om hvad hun skulle gøre for at hjælpe ham. Andet end at være der.

Menneskesønnen var ikke sikker på hvor længe han sad ved Amys ben. Det eneste han vidste var, at han ikke længere var alene, og det var måske hvad der overrumplede ham. Ikke desto mindre skete det, han gav efter. Han gav efter for al den smerte han huskede, han gav efter for den smerte han følte selv i dette øjeblik. Han lod hende træde frem imod sig, og sin pande hvile ganske let imod hendes mave, imens hun strøg ham henover hans mørkebrune hår - blot imens hun lod ham græde ganske, ganske stille.
På et tidspunkt følte han hun gav slip og satte sig ved siden af ham. Om nok i stilhed, imens de begge blot betragtede de lange vidder bevæge sig foran dem under vindens kraft. Han følte på et tidspunkt sig selv gribe hendes hånd, trykkende denne blidt, inden han atter gav slip. 
“Jeg er virkelig glad for at se dig igen, Amy-“
Han talte sagte, denne gang med fuld kontrol over sin stemme. De havblå øjne fulgte horisonten med øjnene, idet han drejede ansigtet for til sidst at fæstne dem imod Amys øjne. Han vedligeholdte deres øjenkontakt idet han fortsatte sin talen:
“- Jeg er glad for at se at du er ved godt behold; at du er okay.”
Handark smilede ganske forsigtigt, rynkene brynene idet han rakte hånden fremad - gribende hende omkring den øvre del af overarmen, for at give denne et blidt klem. Han slap hende, for at rette sig selv i sin siddende stilling.
Det var ikke uden bekymring i sine øjne, at han udtalt sig omkring sit møde med hende. Han vidste hvad han selv havde gennemgået de seneste år - han drømte stadigvæk om det, de nætter hvor hans krop og sind endelig lod ham få hvile. Men menneskesønnen turde næsten ikke tænke på hvad hun havde oplevet; hvad end hun måtte være blevet udsat for. Han kunne kun håbe, at hun var sluppet for den smerte mange, unægteligt, havde oplevet under krigen.
“Må jeg spørge hvordan, at du er endt herude? I Vesterdalene?”
Han strøg en hånd henover sine øjne, kløende dem som modspil til den træthed han oplevede i dem, efter at have grædt.
“Det er næsten ikke til at tro, at jeg skulle finde dig her - så tæt ved mit barndomshjem. Jeg troede slet ikke, at jeg nogensinde ville se dig igen-”

Det var skræmmende at se den ellers stærke mand falde sådan sammen. Hun havde alle dage fået at vide at mænd var stærkere end sten. At kvinderne var de følsomme bløde skabninger som faldte sammen. Det var underligt at få den virkelighed til at forsvinde. Den falske virkeligheden, som Amy undrede sig over at hun havde troet på. Hun havde oftest mødt mænd fra den onde hårde og ufølsomme side. Det smertede hende at Handark skulle gennemgå sådan en smerte.
Hun var ikke sikker på hvor lang tid der gik, før hun slap ham og i stedet satte sig ned ved siden af ham og lod stilheden rigtig ramme som de så ud over vidderne. Hun drejede langsomt sine øjne og sendte ham et forsigtigt smil. ”Jeg er også glad for at se dig igen, Handark” for det var hun, og så mange år efter de sidst så hinanden. Det var faktisk utroligt så hurtigt tiden kunne gå.

Amy havde drejet blikket tilbage ud over vidderne og tog de efterhånden vante omgivelser ind i sit sind. Hun drejede heller ikke blikket fra naturen som Handark talte igen. Spurgte ind til hvordan hun var havnet her af alle steder i verden og hvor finurligt det egentlig var at hun var havnet her, hvor han var vokset op. ”Det er en lang historie. En historie jeg nok heller ikke havde regnet med ville føre mig hertil.” kom der med en let latter i hendes stemme som hun trak sine ben lidt tættere på sig. Hun bibeholdte et smil på sine læber som hun tænkte over det, selvom hun var falmet en smule som hun tænkte tilbage på den sidste gang hun havde været i Dianthos. ”Kroen brændte ned.” startede hun langsomt ud og forklarede hvordan hun mistede sit arbejde, værre var det at kroejeren og hans familie var omkommet, og Amy havde stået tilbage i ruinerne uden noget sted at tage hen. Men det var selvfølgelig ikke noget hun ikke havde prøvet før, og hun fortalte hvordan hun var rejst til Turmørkedalen i håb om at få arbejde på en af kroerne, enten på vejen derop eller i selve byen. Det var her hun havde mødt Mitch igen og var rejst med ham til Norden. Det var ikke svært at høre hvordan varmen blev tydeligere i hendes stemme som hun omtalte den anden mand. Så kom krystallen ind i billedet som havde teleporterede hende hen i en dragehule hun havde været i før med Caitlin. Hun sagtnede farten i sin fortælling som de var blevet angrebet af slavehandlere. Det var ikke et rart emne at tænke tilbage på. ”Caitlin bor her sammen med sin far, Gidion. De flyttede herud efter krigen for at Caitlin kunne være tæt på sin moster der også bor i området. Han er tømre, og en rigtig rar mand! Han lader mig bo hos dem til Mitch kommer tilbage” afsluttede hun og kiggede over på Handark.

Menneskesønnen forholdte sig ganske stiltiende under Amys fortælling. Alt imens den kvindelige krystallianers tale stod på, betragtede han hende med et varmt, men ganske forsigtigt blik. Som hendes talen langsomt nåede til sin ende, slog han blikket nedad, tydeligvis bekymret over alt hvad der havde hændt hende; bekymret over hvilke mærker krigen havde sat på hendes ganske, ganske korte og allerede forpinte liv. Han løftede dog atter blikket idet, at Amy benævnte Mitch og herefter løftede han øjnene - denne gang med et prøvende, varmt smil malet ganske let henover menneskets læber. Han nikkede erkendende ved Caitlins navn. Om nok var det længe siden, at han havde fundet sig selv i midten af Dianthos mest centrale, og dermed nok også største, markedsplads - i selskab af henholdsvis Amy og Caitlin, den ene i det ene større problem end den anden - men han huskede dette øjeblik ganske, ganske klart. Om nok var øjeblikket på det daværende tidspunkt ikke vellidt, men som han sad der, side om side med Amy, kunne han ikke lade være med at smile blot en anelse ved tanken om datidens problemer. Måske skyldtes det mindet om nutidens.
Og da hørte han Hans navn. Han rynkede brynene, hurtigt fægtende sine øjne imod Amys.
“Gidion?”
Han havde udtalt hans navn uden den kontrol, han så længe ellers havde mestret. Denne dag var et tydelig eksempel på, at menneskesønnen virkelig blot var et menneske:
“Jeg mener - mener du Gidion Crane?”

Det var stadig underligt at tænke så lang tilbage. Når hun sad her sammen med Handark virkede det ikke som flere år siden de havde haft problemer. Hvordan de alle tre var gået ned af gaden og ikke mindst mødet med Henry. Tænk at det monster nu tilhørte hendes fortid og næppe dukkede op på ny i fremtiden. Hun håbede i hvert fald aldrig at møde ham igen. Han havde ødelagt rigeligt i hendes, og mange andres liv.

Handarks reaktion på Gidions navn, fik hende til at kigge på ham med et let overrasket blik der også afslørede en nysgerrighed omkring reaktionen. Hun blødte op i et varmt smil og nikkede roligt. "Jeg tror nok han hedder Crane til efternavn. Han introducere sig ikke så tit med det. Han er ikke særlig formel" svarede hun ærligt, men hun mindes det var navnet.
Handarks reaktion var så tydelig af hans overraskelse og hun troede på at de måtte havde et godt forhold til hinanden. "Kom med mig hen til ham" tilbød hun.
I mellemtiden bemærkede hun ikke hvordan skyerne begyndte at trække sig sammen. Hun mærkede lidt ekstra rusk i håret fra vinden, men tænkte ikke over det. Når hun engang ville kigge op over udviklingen, ville det være for sent.

“Kom med mig hen til ham,”
Handark åbnede munden, tydeligvis med den intention om at svare den rødhårede kvinde foran sig - men intet synes at forlade hans læber. Han skar en grimasse, tydeligvis en anelse frustreret over hvilke følelser der melde sig i hans mavecenter - var det skam? Han virrede med øjnene, skydende blikket fra Amy og opad imod himlen; opad imod de grå skyer der uregerligt bevægede sig fremad imod horisonten. Menneskesønnen trak vejret ganske tungt indad, duftende en sød, men skarp duft - trak det op til regn, torden måske endda?
Som tanken fald ham ind, mærkede han den første dråbe - og så den næste, og den næste igen.
Dette fik ham til at rejse sig, gribende blidt Amys hånd idet han var kommet på benene. Om nok havde menneskesønnen ikke truffet en beslutning endnu, men han følte naturen omkring ham havde gjort det for ham.
“Vis vej Amy-“
Han kneb øjnene sammen, mærkende hvordan regnen greb til. Handark kastede et blik over sin ene skuldre, seende indad det enkelte af sit barndomshjems vinduer; mørket omsluttede totalt boligens indre, afholdende ham fra at se hvad end der fylde boligen indefra. Med nød og næppe slap han mørket af syne, for at se ind i Amys dybblå øjne: “- lad os komme ud af det her stormvejr.”

Amy forstod sig ikke på hvad der var mellem de to mænd, men Handarks reaktion på at se hende havde også haft meget af den skyldbetyngede aura i hans øjne. Men derfor havde han jo stadig været glad for at se hende. Det måtte være det samme med Gidion. Det var derfor ikke med stor eftertænksomhed hun trak ham med sig så snart han havde taget hendes hånd.
Desuden kunne de ikke blive siddende herude og snakke, nu moder jord besluttede at der skulle ske noget helt andet. Vinden trak op og tog godt fat i det røde hår, mens regnen tog mere og mere til fra at dryppe lidt voldsomt til faktisk at stå ned i tykke torve jo længere de kom af bakken ned efter mod det som for Amy var velkendt.

Hun havde skuttet sig sammen som de gik, småluntede til direkte løb gennem regnen hen til det ensomt beliggende tømrehus i udkanten af et lille skovområdet, nær Vesterdalene. Ingen andre boede så tæt på varulvenes høj, og selvom Amy godt vidste hvorfor, fortalte hun det ikke. Det var selvfølgelig tæt på skoven og dermed materiale. Det lød bedre end Caitlins moster var alfahun i en varulveflok.
”Føj, nu kan der ved Kiles rige ikke være mere vand i de skyer!” råbte hun halvgrinende og følte sig mildest talt som en druknet mus da de nåede den pæne, robuste trædør.
Hun trak den åben og hev Handark med ind i al deres gennemblødighed. ”Hej! Jeg har en gæst med hjem” kaldte hun.
Gidions stemme lød fra ildstedet længere inde, udenfor deres synsfelt kort tid efter.

”Skynd jer ind! I skulle nødigt blive forkølet af al den vand” Gidion havde hørt døren og ganske rigtig antaget at det var Amy der kom hjem igen. Pigen savnede Mitch, selvom hun ikke sagde så meget om det. Hun tilbragte naturligvis mest tid sammen med Caitlin, men nogen gange gik hun ture for sig selv.
Da hun proklamerede at hun havde gæster var der kommet et undrende udtryk over Gidions udtryk, men han tænkte hurtigt at det måtte være Mitch. Hun lød så glad og begejstret.
Men da han kom rundt om hjørnet gik han i stå. Amy stod med det store smil på læben som hun vred håret ”Jeg fandt en gammel ven på vejen. Jeg går ind og får noget tørt på” mest af alt var det for at de to kunne snakke. Hun havde set det samme udtryk male sig hos Gidion som hun havde ved Handark, men hun sagde intet om det. Hun var væk næsten så hurtigt som hun var kommet ind, efterlandene våde spor hen til den lukkede dør hun nu var på den anden side af.
Gidion drejede blikket tilbage til Handark. Overrasket, glad, forvirret. Der gik mange følelser igennem ham. Men som sekunder af stilhed var gået, chokket havde lagt sig reagerede Gidion, med det som føltes mest rigtigt.
Han tog de sidste lange skridt hen til den anden mand og hev ham ind til sig og holdte bare om ham. Sin ven, som han havde savnet noget så frygteligt.

Handark følte først rigtigt, at han fandt bevidsthed idet han trådte over dørtærsklen til Gidions hjem. Han følte den først idet han hørte lyden af døren der lukkede i bag dem; da hjemmets egne små lyde omsluttede dem begge sammen med husets fire vægge, holdende dem i ly for det nådesløse vejr der rasede udenfor. Som varmen rigtigt ramte hans krop, var det først der han følte hvor kold han var blevet. Han løftede den enkelte af sine hænder, trækkende rejsetasken af sin ryg - dette gjort langt langsommere end han havde ønsket. Og sammen med denne handling, føltes alt omkring ham sat op i tempo og hans egen krop og sind sat komplet ned i sin reaktionsevne. Handark nåede ikke andet end, at kaste blikket imod Amys skikkelse som hun forsvandt fra hans side. Han var ikke engang sikker på, hvad han havde hørt hende sige - men væk var hun. Mennesket konstaterede dog, ganske rigtigt langsommere end normalt, at han var ikke alene, trods Amys manglende tilstedeværelse i gangen.
Mennesket løftede sagte blikket fra døren, som den rødhårede krystallianer var forsvundet ud af - han så frem for sig, og direkte op imod et ganske velkendt ansigt, bærende lige så familiære kobberfarvede øjne. Selv samme øjne, overvældende præget af et virvar af følelser, følelser mennesket ikke var i stand til at placere i dette øjeblik; øjne der kunne bringe ham i knæ, alene på grund af dette.
Handark standsede for et stund med at trække vejret, tydeligvis lige så følelsesmæssigt ramt som Gidion. Han var dog langt mere handlingslammet end sin ven, idet det ikke var ham der trådte frem. Da Gidion kom ganske tæt på ham, og Handark var nødsaget til at slippe ham med blikket, slog han blot øjnene nedad. Nedad imod grunden under dem, seende hvordan det varme lys, stammende fra ildstedet længere inde i hjemmet, flakkede blidt frem og tilbage i en næsten rytmisk bevægelse. Hvorfor kunne han ikke mærke varmen fra ilden?
Men da mærkede han hvordan Gidions arme omfavnede ham; trak ham indad imod sig, trods hvor gennemblødt og kold han var. Han mærkede da varmen, og hvordan den strømmede fra skikkelsen der omsluttede ham. Handark løftede langsomt sine arme, idet han gengældende trak dem omkring Gidion - placerende sit ansigt indad imod buen mellem hans vens hals og skuldre, gemmende og isolerende sig for den virkelighed der omringede ham. 
Hans stemme var underligt lille og hæst, idet han talte: “Hej—”