Sted: Kiefer familiens stue
Tid: Middagstid

Selmy havde glemt alt om den underlige alf fra tidligere, men krystallen havde han stadig i lommen. Det var meningen at han skulle et smut forbi markedspladsen for at få den vurderet, og så kunne den passende blive lavet til en ring, som han en dag kunne give videre til sin fremtidige hustru. Men han kunne ikke nå derhen, for hans forældre havde tilsyneladende planer om at invitere naboerne på besøg til middag, hvilket var lidt underligt, da de aldrig rigtig havde tid til gæster. Hans far var jo byens bedste menneskehealer, og pigerne i familien hjalp til, mens Selmy som regel holdt sig udenbys. Han gad selvfølgelig ikke deltage i middagen, for han kom ikke specielt godt ud af det med nabosønnen Ernie Marcel og ej heller med datteren Petra, på trods af at de var nogenlunde jævnaldrende med ham. Forældrene var såmend fine nok, og fruen i huset kom ofte med gaver til Lydia, Selmys mor, fordi hun ofte var sengeliggende. 

Det var bevidst at Selmy var sent om at komme nedenunder i stuen. Marcellerne var allerede trådt indenfor og havde hilst på hinanden, ønsket hinanden god midsommer og må Isaris lys skinne over dem og alt det der. Selmy stillede sig bag de andre og så mindre venligtsindet ud, specielt da fædrene og mødrene begyndte at tale indbyrdes sammen, og da Ceelia Kiefter, Ernie og Petra trak sig hen mod Selmy. Ceelia komplimenterede Petras beklædning og omvendt, og pludselig så Ernie på Selmy, som om at han forventede en kompliment også. Selmy åbnede munden, men før der overhoved kunne komme lyd ud af ham, gik det op for ham, at han intet pænt havde at sige til ham. Af alle mennesker i Dianthos var Ernie den mest nedladende, irriterende person, som igennem hans opvækst altid havde konkurreret med Selmy hvad end det drejede sig om viden, dans, violinspil eller sværdfægtning.... Desværre for Ernie, var kun god til at være uudholdelig at være sammen med. 

“Nå, er I sultne? Det er min datter der står for herlighederne i dag” Doktor Kiefer reddede Selmy fra at fornærme Ernie, dog helt uden at vide det. Han præsenterede det opdækkede bord bag sig, og folk samlede sig omkring det, for at tage plads. Familien Kiefer satte sig overfor Marcel.

Ceelia tillod sig at skænke op for dem alle, men der var mere i gryden til de, som kunne spise en portion mere. Der var blevet gjort ekstra meget ud af det i dag. Hans far kiggede pludselig på ham og foldede sine hænder. “Selmy, det er din tur til at bede bordbønnen”. Han havde ikke helt lyst. Han havde det faktisk lidt mærkeligt indeni, men man modsagde ikke Salem Kiefer. Ikke kun fordi han kunne være streng indimellem, men også fordi Selmy var afhængig af familiens krystaller, for at kunne få lov til at rejse ud på den anden side af Dianthos mure. Han skubbede sig bagud, så stolen skrabede skingert og akavet mod flisegulvet. De andres øjne var rettet mod ham og afventede... et eller andet mesterværk af en bordbøn. Bedømte ham, målte ham og vejede ham. Sammenlignede ham sikkert med den anden søn i rummet. Selmy skævede et splitsekund rundt og opdagede at Ernie skjulte et drilagtigt smil bag sine foldede hænder. Det mindede ham om den mobning han blev udsat for under sin barndom. Hvis han håbede på fejl, så måtte han blive skuffet, for Selmy kunne sin religion! Han behøvede ikke engang rulle en hellig Isari skriftrulle ud, men remsede et stykke ud, som han kunne i hovedet.

“...Vi er samlet her under dit LYS for at minde os SELV om-” Pludselig mit i det hele gik hans stemme i overgang. Han rømmede sig og rynkede bekymret øjenbrynene sammen og så hvordan doktoren pludselig så op fra bordet i forundring, så han skyndte sig at fortsætte “FOR at minde os selv om den styrke vi har i vores mangfoldighed og i vores NÆ- nære...”

“Tak, det er vist godt” Dr. Kiefer havde fået nok, han syntes vel at det var flovt, sådan som Selmys stemme pludselig kom i overgangsalderen. Selmy var også flov, og han turde dårligt se på dem, men skyndte sig at sætte sig på plads og fylde munden med mad, så han ikke behøvede at tale. Han svedte ned ad ryggen af nervøsitet. De andre ved bordet begyndte også at spise i stilhed, og stemningen var i det hele taget meget... trykket lige pludselig.

Som et sug i maven kom kvalmen til Selmy, så han skjulte under bordet, at hans arme viklede sig om maven. Alting føltes som om det snurrede og snurrede i kroppen, og han var ærlig talt ved at blive svimmel. Han kunne ikke engang følge med, da snakken imellem Dr. Kiefer og Hr. Marcel fortsatte lige så stille. Han kiggede først op, da han overhørte sit navn blive nævnt.

“Petra er også flittig til at læse sine skriftruller...” Lød det pludselig fra Hr. Marcel “vi vægter Isari højt i vores familie, så det er vigtigt at hendes kommende husbond også er en flittig tilhænger...”

Selmys hånd bevægede sig op til sit bryst, hvor han pludselig kunne mærke hvordan han hævede op. Han mærkede efter. Begge hans brystmuskler syntes at vokse med en ufattelig fart under tøjet, og pludselig gik det op for ham. Han så forvirret rundt, som ingen havde opdaget noget. Hvad skete der med ham!? Selmy sank længere ned på stolen, og han spændte armene ind til brystet, så barmen ikke kunne ses. Han kiggede forfærdet rundt, men ingen lod til at lægge mærke til ham. Selv Ernie havde blikket på fædrene der snakkede, så han var måske ikke den skyldige i denne her smagløse joke. 

Selmys hænder vandrede ned ad sig. Hans krop virkede endnu mere spinkel end den nogensinde havde været. Han havde fået en talje, og fyldte ikke længere sit tøj ud. Som hænderne skulle til at vandre længere ned mellem benene, opdagede han, at Marcel datteren kiggede på ham med funklende øjne. “Mh!” Lød det fra Selmys anspændte læber. Hans stemme var lys nu. Han var ved at blive til en pige, og den snurrende fornemmelse i kroppen var ved at ophøre, så snart ville han ikke være til at kende. Dr. Kiefer mumlede også et eller andet om Selmy, hvilket fik bragt en panikslagen uro i Selmys bryst. Han ønskde ikke opmærksom lige nu. “...Han har også dygtiggjort sig indenfor musikkens kunst. Han plejer at spille for min hustru” Fortsatte Salem, og slog endelig blikket hen mod Selmy, som pludselig dukkede sig helt under bordet. 

“Uurghhrh!” Rumsterede Selmy så dybt han kunne, så han selv med sin feminine nye stemme lød som en orkunge med ondt i maven “Jeg har det dårligt. Jeg går op og lægger mig lidt”. Alles blikke stirrede lamslået efter Selmy, som forsøgt at kravle rundt om bordet så hans front ikke blev set. Hans bælte skulle strammes ind, men det ville være for åbenlyst. Han knugede i stedet bukserne samlet i en knyttet næve, hvorefter han styrtede ned ad trappen, for at flygte ud i gården.

“Dit værelse er ovenpå! Hvorfor løber du udenfor!?” Kaldte Ceelia efter ham. Selmy fortsatte med at flygte. Han måtte få det her kureret hurtigst muligt.