Solen bagte ned fra himlen og stegte de rejsende. Rhayas hals havde snøret sig sammen om sig selv i manglen på væde, men hun turde ikke bede om noget. Sidst var hun bare blevet slået. Den lille lejr var overdækket, men Rhaya sad ikke under solsejlet. Vagterne havde bundet hende til noget af det tunge oppakning, kamelerne var blevet frigjort fra under pausen. De dasede, slaverne sad i et hjørne under solsejlet, og vagterne hyggede sig højlydt. 

De holdt Rhaya i solen det meste af tiden, kun beskyttet af en hjemmelavet turban, de hældte lidt vand over, når hun var ved at besvime. De virkede bange for at hun ville få halskæden af og gøre sindssyge ting ved dem. At hun havde slået Vargas' gamle krop ihjel havde givet dem en stor grad af påpasselighed med hende. De mishandlede hende stadig lystigt, når de holdt hvil, men de sørgede altid for at hun var sulten, tørstig og træt, så hun ikke kunne gøre noget som helst.
Hun havde efterhånden ikke kræfterne til at tænke mere, og sad med et blankt blik og drømmede sig ud i horisontens bølgende varme, mens hun håbede, de snart ville nå frem, så hun i det mindste kunne komme lidt ind i skyggen.

En af vagterne rejste sig og gik hen til den tynde ørkenelver. Hun gav ingen reaktion, før han satte et vandskind for hendes mund, og i det øjeblik blev hendes øjne mere klare, og hun drak grådigt, så længe han gav hende lov. Vandet var lunkent, men lindrede hendes tørre hals med det samme. Da han tog vandskindet til hende alt alt for tidligt, fandt hendes bedende øjne hans ansigt, men han kvitterede blot med en lussing og vendte sig for at gå tilbage til skyggen.

Ørkenen havde vist sig at være et stort øde landskab af ingenting. Atesh havde ikke haft noget i mod varmen eller solen, men ærligt talt var det ret kedsommeligt at gå igennem det tunge sand dag efter dag. Han vidste ikke, hvor han var på vej hen, han ville bare ud og se den verden, han ikke kendte til. Både mad og vand havde været sparsomt, men der levede dyr i de evige sandbanker. Og Atesh spiste det hele, lige fra skorpioner til de små hurtige pattedyr. Vandet dukkede med mellemrum og der var nok til at han ikke følte sig udtørret. Så selvom verden virkede som et trøsteløst sted, havde Atesh ikke mistet modet på at gå videre.

Og så skete det. En lyd. Helt spændt løb han op til toppen af en bakke af sand og spejdede frem. Der var nogen, der var ved at slå en lejr. De hvide duge skar næsten i øjnene i den skarpe sol. Lyden kom fra et meget mærkværdigt dyr, der lagde sig i sandet, så dens passagerer kunne komme af. Der var mange væsner og Atesh trak sig lidt tilbage, så han ikke var så synlig. Ingen havde set ham.
Det næste stykke tid lå han i sandet og betragtede lejren og væsnerne i den. Det gik ret hurtigt op for ham, at nogle af væsnerne bestemte over de andre. To mænd kostede rundt med dem og slog dem. Atesh vidste godt, hvad slaver var, selvom han ikke anså sig selv for at have været en, og han gættede på, at det var hvad de siddende væsner var. Enten det eller krigsbytte. En enkelt af dem var blevet sat ud i solen og blev tydeligvis behandlet dårligere end de andre. Den måtte være mindre værd. Der var ingen medlidenhed i hans hjerte som han betragtede det hele udfolde sig.

Hans tanker drejede sig i stedet, om han skulle gå derned. Det var de første væsner, han havde mødt på sin tur, ud over dyrene, og han ville gerne se, om han kunne snakke med dem. Lære noget fra dem. Men hvordan ville de reagere på ham? Ville de være fjendtlige? Det varede lidt, inden han besluttede sig for at tage chancen. Selvom de var to med synlige våben, var han ikke bange for dem. 

Til sidst kom han på benene og begyndte at gå ned af den store sandbanke i mod dem. Efter hans mening tog det for lang tid for nogen at opdage ham, men endeligt kom de to med våben på benene. Den ene råbte ham an med ord, han ikke forstod. Selv løftede han hænderne for at vise, at han ikke ville dem noget ondt.
"Jeg kommer med fred." Hans ord så ikke ud til at berolige dem, snarere tværtimod. De trak deres våben og råbte noget mere af ham, han ikke forstod. Forstod de ikke, at han ikke var her for at slås i mod dem? Han ville sige noget mere, men den ene mand sprang frem i mod ham med sværdet først og Atesh reagerede helt instinktivt. Hurtigt trak han sit eget meget lange sværd og han huggede næsten manden midt over. Den anden mand dukkede sig under og slog sværdet mod Atesh side. Den skarpe klinge gled af på hans skæl og Atesh greb ud og brækkede nakken på ham i en hurtig bevægelse.

Vreden boblede i ham sammen med instinktet om at forsvare sig, så han vadede straks over til de fire slaver, der sad bundet sammen under dugen. 
"Er der flere, der vil dø?!" Han brølede ud over de skrækslagne slaver, der bare krøb sammen og pev. Ynkeligt. Han stirrede ned på dem, men faldt så langsomt til ro. Disse væsner var ikke nogen form for trussel. Han satte sværdet på plads og bukkede sig så ned over den nærmeste. Rebet om mandens håndled var ikke noget match for Atesh' styrke og han rykkede det over. Derefter rettede han sig op og gik hen til oppakningen, det tog ham ikke længe at finde maden, hvor han fyldte sin egen taske op. Der var mere end rigeligt tilbage til de ynkelige væsner.

Han var lige ved at gå, men fik så øje på det sidste væsen. Det der var bundet for sig selv ude i solen. Lidt nysgerrigt gik han derover. Hvorfor var dette individ mindre værd end de andre? Han satte sig på hug og betragtede det nærmere. Det var af hunkøn. Hun havde tydeligvis fået en noget hårdere behandling end de andre. Han løftede blikket til de fire mænd, der nu alle var fri og var ved at læsse de sære dyr igen. Ingen af dem så ud til at skænke denne slave en tanke. Han så på hende igen og ud fra en indskydelse han ikke tænkte nærmere over, samlede han hende op og slyngede hende over skulderen som en sæk kartofler.

Og så satte han kursen samme vej som han kom fra. Han havde tilbragt natten ved en lille oase og et eller andet sagde ham, at det var en god idé at gå der tilbage. Hunkønsvæsnet vejede ingenting og han havde ingen problemer med at bære hende igennem sandet sammen med sin nu fyldte taske. Han sagde ikke noget. Det var efterhånden gået op for ham, at disse dæmonlignende væsner ikke forstod ham alligevel.

Rhaya nåede at blinke to gange, før vagterne var blodige stumper, og hun selv blev stirret på af... en... øgle? Hun lagde hovedet lidt på skrå og overvejede, om hun bare var i gang med at hallucinere, da hun blev frigjort fra oppakningen og taget over skulderen af ham. Det næste stykke tid stirrede hun ind i røde skæl med halvt lukkede øjne, mens hun langsomt døsede hen og savlede lidt ned ad hans vest. Hun vågnede først igen, da hun blev sat ned på jorden i en oase. I skyggen. 
Hun åbnede øjnene med et dybt suk og så på øglemanden. Han lignede faktisk ikke helt en øgle, nu hvor hun så efter. De fleste øgle-halvdyr hun havde set i sit liv var væsentlig lavere end han var. De havde færre skæl. De havde ikke horn. Hvis hun ikke vidste bedre, ville hun tænke, at han mere mindede om en drage, men de historier hun havde hørt om drager sagde, at de havde vinger og var endnu større end ham her. 

Imens hun så sig rundt i oasen, genspillede scenen i lejren sig for hendes indre blik. Han havde sagt noget uforståeligt, men holdt hænderne op. Vagterne havde dog straks trukket våben, fordi de havde været skræmt fra vid og sans over at en så stor fremmed skællet mand pludselig var dukket op. Hvad lavede han overhovedet herude helt alene?
De andre slaver var straks gået til kamelerne, uden at skænke hende et blik. Havde skælmanden ikke samlet hende op, havde de nok bare ladet hende ligge og rådne op i solen. Måske... Måske havde det alligevel været det bedste.

Rhaya fangede den store mands øjne med sine. De var matte i deres glans, men der var en lillebitte gnist af liv gemt i det brune dyb. Udmattet løftede hun sine bundne hænder og pegede på våbnet ved hans side. Så pegede hun på sig selv og så spørgende ud. I det øjeblik blev hun selv i tvivl om, hvorvidt hun spurgte ham, om han havde tænkt sig at slå hende ihjel, eller om hun i virkeligheden bad ham gøre en ende på hendes lidelser. 

Det tog ham nogle timer at komme tilbage til oasen. Væsnet over hans skulder gjorde ikke modstand, men hang slapt og dinglede, hvilket gjorde turen noget lettere. 
Det var svært at se, men solen var for nedadgående, da han endeligt så vandet glimte og de underlige træer stikke op af sandet. Det var en meget lille oase og der var ikke mange planter, men de tynde træer uden grene og de få buske der var, gav en smule skygge. Solen generede ikke ham, men han havde set slaverne sidde i skygge og han kunne godt tænke så langt, at disse væsner ikke var så glad for solen, så han satte hende i den smule skygge, der var.

Tasken smed han fra sig lidt fra hende og hans blik gled over oasen. Der var fredeligt, ud over en flok fugle, der havde slået sig ned på den anden side af den lille sø af vand. Der ville komme flere dyr, især i løbet af natten. Atesh havde hverken viden eller midler til at slå større dyr ihjel, de løb inden han kunne komme tæt nok på med sværdet. En ting der stod på hans liste over noget, han skulle lære.
Endeligt vendte han sig mod væsnet igen og betragtede hende lidt, som hun betragtede ham. Hun var mørk i huden, mørkere end de andre væsner havde været, og hendes hår krøllet. Hans blik ramte hendes øjne, der virkede til at have mistet livets gnist. 

Hendes bevægelse mod hans sværd og så mod hende selv havde to muligheder. Dræb mig, var den ene. Vil du dræbe mig, var den anden. Han var ikke sikker på, hvilken en af dem hun mente. 
De store fødder satte mærker i sandet, som han gik over til hende og satte sig på hug foran hende. Hans blik borede sig ind i hendes.
"Vil du gerne dø?" Han stirrede lidt på hende, men forventede ikke et svar. I stedet rakte ham hurtigt ud og brød båndet om hendes hænder, inden han greb hende ved håret og slæbte hende ned til vandkanten, hvor han smed hende. Med en håndbevægelse gjorde han tegn til hende, at hun skulle drikke. Han blev ikke stående for at se om hun gjorde det, i stedet gik han over til sin taske og begyndte at pakke maden ud, han havde taget fra oppakningen i lejren.

Rhaya kneb øjnene sammen som skælmanden talte. Ordene var ru og grove i hendes øre, og ikke et sprog hun forstod. Hans blik gav heller ingen antydning af, hvad hans ord skulle have betydet, og hun havde svært ved at tyde hans ansigtstræk bag de fremmede hornede former. Som han slap hendes hænder fri, besluttede hun at forsøge sig med, om han kunne forstå hende.
"Kan du-Kan du forstå..." Hendes hæse forsøg på at tale blev afbrudt af hans store hånd i hendes hår, og hun følte sig som en hjælpeløs killing, mens han slæbte af sted med hende. Kort steg hendes puls. Havde han forstået, at hun måske lige havde bedt ham om at slå sig ihjel? Der var ikke kræfter til at kæmpe imod eller skrige, men hvorfor skulle hun også? Vargas havde sendt hende i døden eller værre - måske kunne denne sære skabning ende hendes liv på en bedre og hurtigere måde. 

Det stillestående vand glimtede op mod hende i aftensolen, da han slap hende, og hun nåede lige at se hans gestus, inden han vendte sig og gik mod sin oppakning. Forvirret hævede hun sig op på svage arme og lagde hovedet ned til den kølige væske. I flere minutter lå hun bare i sandet og sluprede vand i sig. Ind imellem holdt hun korte pauser, men hun var i så meget væskeunderskud, at hun blev ved med at drikke længe. 
Da hun endelig havde fordrevet tørken fra sin mund, dykkede hun hele hovedet ned under vandet for en kort stund. Forfrisket kom hun op igen, og det krøllede hår lagde sig fladt ned om hendes ansigt og virkede pludselig meget længere, end det var. Hendes lange ører stak op som antenner mellem de lange sorte lokker, og hun satte sig op og lod vandet dryppe ned over sin simple slavekjole. Et øjeblik tog hun hånden op til stenen i halskæden. Hun kunne tage den af nu. Fjerne det sidste af Vargas... Næsten. Hun berørte såret på skulderen. Han havde sat sig fast i hende for evigt. Hans skæreri i hende var stoppet, da hendes nye magi brød frem, og han havde sagt, det var magnetisme. Hun slap halskæden i et opgivende øjeblik. Hvis hendes magi havde stoppet Vargas i at skære i hende, ville det også stoppe skælmanden fra at slå hende ihjel hurtigt. Rhaya var i tvivl om, hvad han ville, men hun ville helst dø hurtigt, hvis det skulle være.

Mens Atesh fandt maden frem, han havde taget fra karavanen, skævede han til det ynkelige væsen. Han havde ikke glemt hendes spørgsmål, og selvom det kunne forstås på to måder, havde han alligevel mest opfattet det som om, at hun havde bedt om døden. Måske noget i hendes blik. Det forstod Atesh ikke. At man ligefrem kunne ønske at dø. Hans blik hvilede lidt på hende, mens hun drak på livet løs. Noget der fortalte ham, at hun ikke havde givet helt op, for hvis hun virkeligt ville dø, havde hun ikke drukket af den livsgivende væske.
Hvorfor han havde valgt at tage hende med, viste han ikke. Måske var han ensom. Måske håbede han på, at hun kunne fortælle ham lidt om den verden, han var kommet ud i. Måske havde han alligevel fået medlidenhed med hende. Han vidste det ikke selv, men nu havde han gjort det. Og så måtte han tage den derfra. Han kunne jo altid efterlade hende igen, hvis han blev træt af at have hende på slæb.

Der var godt med mad, alt fra tørret frugt og kød til noget brød og lidt frisk frugt. Sultent begyndte han at spise, ikke så kræsen, selvom det meste af det var nyt for ham. En frisk appelsin blev spist med skræl. Han var et stort væsen med godt med plads i maven, men han vidste godt, at han ikke skulle spise sig mæt. Så ville der ikke være mad til de næste dage. Som han sad og gnaskede på et tørret stykke kød, faldt hans blik på hende igen. Sådan en, hvad end hun var, spiste vel også? Første tanke var, at hun måtte skaffe sin egen mad. Men hun var alligevel så ynkelig at se på, at han faktisk tvivlede på, at hun havde evnerne til at kunne skaffe sin egen mad.

Så efter en kort tøven rakte han en håndfuld tørret frugt ud i mod hende.
"Vil du have noget at spise?" Han lavede en bevægelse med hånden for at sige, at hun skulle komme derover og hente maden. Hvis hun ikke virkede til at ville det frivilligt, eller var hun ikke hurtig nok, knurrede han af hende.
Som hun kom derover fik han øje på de lange ører, hvilket fik ham til at knibe øjnene sammen. Elverører. Men hun lignede ikke de elvere, han kendte. Mørkelvere. Han pegede på dem.
"Du er en elver?" Et eller andet sted forventede han, at hun forstod ordet elver, der blev udtalt på dæmonisk. 

Vandet gjorde stille og roligt Rhaya mere klar i hovedet. Hun sad i sandet og betragtede den underlige skællede mand, der havde taget hende med. Havde han taget hende med for at få sig en slave, eller for at spise hende til aftensmad? Han var stor og dyrisk nok til at det sidste faktisk ikke ville komme bag på hende. Men han havde bedt hende drikke og ikke bare slået hende ihjel, så måske var hans plan ikke at stege hende. 
Det blev mere tydeligt, da han rakte mad frem til hende, og hun kravlede de få skridt hen til ham på alle fire. Hun var for træt til at reste sig for at komme to meter. Hun havde set ham fortærer sin egen appelsin hel med skræl, men skulle hun selv have en, havde hun altså tænkt sig at skrælle først. Lige som hun rakte ud efter noget af maden, sagde han mere og virkede pludselig mere påpasselig og fjendsk. De sammenknebne øjne fik hende til at læne sig lidt tilbage på benene og dukke nakken som et dyr, der blev peget et våben mod. Hun forstod ikke hans ord, men hans blik så ud til at hvile på hendes ører. Kunne han ikke lide elvere?

Varsomt trak hun sin hånd til sig og satte sig ned i sandet igen. 
"Mine ører?" spurgte hun så roligt, hun kunne. Hendes stemme var stadig lidt hæs, men ved at blive sig selv igen. Hun pegede på sine ører. "Elver." Så tog hun en håndfuld sand op og pegede på den, derefter solen og horisonten. "Ørken," Så pegede hun på sig selv. "Ørkenelver."
Hun anede ikke, om det ville blive forstået. Hvis han kom fra ørkenen ville han jo allerede kende til ørkenelvere, selvom der ikke var mange af dem på overfladen. Men han havde virket så overrasket over at se hendes ører, at hun blev helt i tvivl. 
Så pegede hun spørgende på ham. "Øgle?"
Hun skævede lidt til maden, men turde ikke komme tættere på ham lige nu. Først ville hun være sikker på, han ikke pludselig ville gøre hende ondt bare fordi hun havde spidse ører. Da hun var taget fra Thal'Elor havde hun aldrig troet at der ville findes så meget racehad i verdenen. Altså udover hendes races had til dæmoner. Men hun var blevet klogere og mere påpasselig. 
Såret på hendes skulder kløede, og fraværende tog hun den ene hånd op og gned i det. Det ville være dumt at kradse i det, for så ville arrene kun blive værre at se på, men en eller anden form for lindring havde hendes ødelagte hud brug for.

At det så ud til, at hunkønsvæsnet blev utryg ved hans pegeri, det tog han sig ikke af. Han ville vide, hvad hun var. Og hun svarede ham også, men det var tydeligt med det samme, at hun ikke forstod hans ord. I stedet brugte hun sige egne, som han ikke kunne få mening ud af. Men selvom han ikke forstod hendes talte ord, var han ikke dum og hendes gøren og laden med hænderne hjalp på forståelsen.
Sand og sol måtte næsten betyde ørken. Og så hende. Ørkenperson? Nej vent, hun udtalte de samme lyde som da hun pegede på sine ører. Han var ikke sikker, men måske hun sagde, at hun var en elver. En... ørkenelver? Han havde aldrig hørt om sådan noget, men han havde da fundet ud af, at der var meget i verden, han ikke vidste noget om. 

Han skulle lige til at trække på skuldrene mentalt, men så pegede hun på ham og sagde et ord. Hvad betød det? Han rettede sig lidt op og snøftede ind, ikke sikker på, om hun fornærmede ham eller ej. Han stirrede lidt på hende og kom så frem til, at hun måske havde stillet et forslag til, hvad han var. Vidste hun ikke, hvad han var? Tanken var lidt forunderlig, men så igen, hvorfor skulle hun det? Hvis han ikke vidste, hvad hun var, ville det vel ikke være sært, hvis hun ikke vidste, hvad han var.
"Dragefødt." Han forventede efterhånden ikke, at hun forstod noget af det han sagde. Han havde desværre ikke nogen mulighed for at forsøge sig frem med tegn.

Så som for at sige, at snakken var færdig, rakte han hånden med tørret frugt frem igen mod hende og kom med et utålmodigt brum. Ville hun have maden eller skulle han selv spise den?
Selvom det måske kunne være svært at se på hans skællede ansigt, der lige nu mest udtrykte en form for gnavenhed, var han stadig noget nysgerrig overfor hende. Ørkenelver? Var det derfor, at hun var blevet behandlet så dårlig af de andre? Var det en lavere race? Det gav mening i hans hoved, så det antog han for nu.

Det var et sært ord, han sagde. Nogle mærkelige lyde, Rhaya ikke helt kunne få ind i munden. Hun mumlede lidt for sig selv, mens hun tog imod maden for at prøve at efterligne ordet. Måske kunne hun spørge nogen engang, hvad det betød, hvis hun kunne huske det. For nu var det det nærmeste hun kom på, hvad han var. 
Hun satte sig i skrædderstilling foran ham og begyndte at skrælle sin appelsin, mens hun gumlede på lidt nødder. Det var skønt at få noget at spise, men hun sørgede for ikke at spise det alt for hurtigt, så hun kunne holde sulten på afstand lidt længere tid.

Da hun havde spist det meste pegede hun igen på sig selv. Denne gang midt på brystet, så han ikke troede, hun kun talte om sine ører. Hun sørgede for ikke at pege på den lille gule amulet.
"Rhaya," sagde hun, og håbede på, han ville forstå det som et navn. Med en finger skrev hun sit navn i sandet. Om de brugte samme skriftsprog, vidste hun heller ikke, men det var da et forsøg værd. Især nu hvor han gav hende mad og det ikke så ud som om, hun var hans mad. 

Atesh fandt endnu et stykke tørret kød frem og begyndte at gnaske på det med sine spidse tænder. Han betragtede hende i mens. Hun var et sært lille væsen. Hun havde en mørk hud, noget han ikke havde set før. Elverne i Kzar Mora havde grå eller lilla hud og hvidt hår. Var alting så anderledes herude? Hans blik gled kort rundt på deres omgivelser. Han vidste virkeligt ikke, hvad der ventede derude. Det var ikke noget, de havde lært i blandt kamptræningen. De havde ikke set andet end hvad der var i Værket.
Hans blik gled tilbage til hende, tids nok til at se hende skrælle appelsinen. Nysgerrigt fulgte hans hendes bevægelser med øjnene, selvom hans ansigt var udtryksløst. Så man skulle pille det orange af?

Han havde vendt sin opmærksomhed tilbage til et nyt stykke kød, da elveren bevægede sig. Hun pegede sig selv i brystet og sagde et ord. Hvorefter hun gav sig til at lave tegn i sandet.
Atesh kunne hverken læse eller skrive, hvad skulle han bruge det til? Men han vidste alligevel, at det var skrifttegn, hun lavede i sandet.
Han forstod det som, at hun sagde sit navn, den måde hun pegede på sig selv på. Rhaya. Han forsøgte ikke at sige det højt, for han vidste allerede nu, at det ville rulle forkert af hans tunge. Men han indprentede sig navnet alligevel. Rhaya.

Han betragtede bogstaverne i sandet lidt, inden han brummede og hviskede dem ud med en stor hånd.
Mørket var ved at snige sig ind over ørkenen, det gik stærkt, og han begyndte at pakke maden væk igen. Han gjorde ingen tegn til at ville forsøge at lave et bål. Hvorfor skulle han? Han havde ikke noget mad, der skulle tilberedes og kulden generede ham ikke.
Med en flad hånd mod sin kind og derefter en pegende finger mod sandet, indikerede han, at det var tid til at sove. Var hun for langsom til at lægge sig, skubbede han til hende.
Atesh havde ikke noget tæppe, igen, han havde ikke svært ved at holde varmen. At natten var kold tænkte han ikke over, så han tilbød hende ikke noget. I stedet lagde han sig sådan, at han kunne lægge en hånd om hendes ankel for at sikre sig, at hun ikke stak af i løbet af natten.

Rhaya havde nok lidt håbet, at han ville fortælle hende sit navn, så hun kunne tænke på ham som andet end øgle, skælfyr eller rødlig horngut. Nå, det måtte blive senere, hun forsøgte det. Han virkede ikke til at forstå særligt meget af, hvad hun prøvede at gøre - han virkede faktisk ikke rigtig til at prøve. Det var Rhaya en gåde, hvorfor han havde taget hende med sig og ladet de andre gå, hvis han ikke engang prøvede at kommunikere med hende. Måske havde han bare manglet en slave og fundet hende tilstrækkeligt udsultet? Hendes skuldre sank lidt som hun sad og spiste færdigt. Hun havde nok lidt troet, at siden han ikke bare havde slået hende ihjel, var hun måske fri. Der havde hun nok taget fejl. 

Hun skævede til det udhviskede sand og så op på ham, som han gjorde tegn til at sove. I det mindste kunne hun sove uden bundne hænder, selvom hans kropssprog gjorde det tydeligt, at han ville være tæt på hende, mens de sov. Sikkert for at sikre sig, hun ikke flygtede. Nej, hun var ikke fri. Men der var ingen steder at løbe hen alligvel. Hvis hun stak af, ville hun bare sulte ihjel ude i ørkensandet, inden hun var kommet sig nok til at sørge for sig selv, og det var ikke ligefrem en død, hun havde lyst til. Ikke efter dagene i solen hos Vargas.

Hun lagde sig ned med ryggen til ham og rullede sig sammen til en lille kugle. Kjolen var ikke lang nok til at dække hendes fødder, men hun fik trukket den ned over knæene så de i det mindre ikke var udsat for lige så meget kulde. 
Som hun faldt i søvn, knugede hun om den lille halskæde. Trangen til at kaste den langt, langt væk var stadig overvældende, men lige nu var den hendes eneste trumfkort. Hun ville ikke kunne styre magien, hvis hun tog den af, men samtidigt vidste øglemanden ikke noget om den, og det kunne vise sig nyttigt at have i baghånden. 

Natten kom med kulde og blæst. Det eneste varme på Rhayas krop var den skællede hånd på hendes ankel, og hun sov uroligt og rystende. Både med kulden, men også plaget af de mareridt, der hjemsøgte hende. Ekkoer af smertefulde piskeslag og en voldtægt, hendes sind insisterede på at minde hende om, hun havde nydt. Vagters grinende ansigter, mens de slog hende, sværmede omkring hende, og hun prøvede at sparke efter dem og kravle væk. 
Hendes krop sparkede lige så meget som hendes drømme-jeg, og hun fik sparket Ateshs store hånd af sig i søvne og sparket sand mod hans ansigt. Hun vendte sig i søvne og råbte noget utydeligt, men panisk og hulkende. Øjnene farrede frem og tilbage bag hendes øjenlåg, og hendes hoved fløj fra side til side og fik sand til at sætte sig fast i det stadigt fugtige hår.

Det tog lidt, før Atesh faldt i søvn, efter at Rhaya havde lagt sig på plads. Hans hoved var fyldt med tanker og spørgsmål og han slog øjnene op, hver gang hun bevægede sig bare den mindste smule. Men til sidst lykkedes det alligevel for ham at glide ind i en ikke alt for dyb søvn. Hans drømme var lige så rundt på gulvet som hans tanker, hvilket måske var grunden til, at han var længe om at vågne op, da hun begyndte at sparke. Det var først, da hendes ankel var ude af hendes greb og sandet ramte hans ansigt, at han med et sæt satte sig op, klar til at slås. 

Men der var kun pigen, han havde taget med fra karavanen. Ørkenelveren, der måske hed... Rhaya. En irriteret brummen kom fra ham, fordi hun ikke bare kunne ligge stille. Men som han fik betragtet hende i mørket, gik det op for ham, at hun drømte. Eller nok nærmere havde mareridt. Ingen af de lyde, der kom fra hende, gav nogen mening for Atesh, men han kunne godt se, at hun drømte noget grimt.

Han overvejede kort at vække hende, men besluttede sig for, at det nok var bedre, at hun fik det hele igennem systemet. Måske der så kunne være ro næste nat. Så han sad bare der, i skrædderstilling med albuerne på knæene og hænderne samlet foran sig, mens han betragtede hende drømme. En let vind blæste omkring dem og månens lys oplyste oasen. Der kom nogle større dyr forbi, men ingen af dem så ud til at være en trussel. Og han kunne stadig ikke nedlægge dem, så han nøjedes med at betragte dem lidt, inden hans blik vendte tilbage til pigen.

I alt tog det lidt over en halv time, før Rhayas voldsomme drømme var overstået. Midt i et skrig og et ryk i hendes krop, som var hun blevet ramt af en pisk, satte hun sig op med vidt åbne øjne. 
Hendes vejrtrækning var forhastet og hæs, tårer løb ned ad hendes kinder, og håret klæbrede sig til hendes hud. Hud, der var gennemblødt af sved, der føltes som istapper i den kølige nat. 
Hendes blik mødte Atesh, og et kort øjeblik havde den lille ørkenelver ingen anelse om, hvor hun var henne, eller hvem den skællede gut var. Vent, noget med at han havde taget hende væk fra vagterne? Billeder af vagterne, der blev hugget ned af den store øgle, farrede forbi hendes indre blik, mens hun bare sad måbende stadigt med utætte øjne. Havde han reddet hende eller kidnappet hende? Måske begge dele?

Næsten hver nat var forløbet sådan her, siden hun var blevet fragtet ud af Balzera. Forskellen var bare, at hun alle de foregående nætter var blevet rusket eller sparket vågen af vagterne, der ikke havde gidet høre på hendes natteskrigeri. Hendes krop var stadig plastret til under kjolen med blå mærker fra deres nådesløse slag, og hun forventede næsten, at manden overfor hende ville gøre det samme. Men han kiggede bare på hende med træk så fremmedartede, at Rhaya intet brugbart kunne tyde fra dem. 
Var hun til besvær? Ville han bede hende holde op, hvis hun kunne forstå ham? 

Men han slog ikke. Ikke endnu i hvert fald. Langsomt, næsten skræmt, satte hun sine håndflader ned mod sandet og kravlede det korte stykke hen til ham, hvor hun lagde sig ned ved siden af ham med ryggen lige akkurat i berøring med hans ben. 
Det eneste, hun ønskede, var et kram, men hun turde ikke mere end det her. Måske var selv det for meget, og hun ville blive skubbet væk lige om lidt. For nu var der en smule fysisk kontakt, der ikke var slag.

Den lille oasesø funklede i månens lys, som skyerne blæste videre nordpå og en varmere sydvind overtog. Der var stadig et par timer til solopgang, men det lovede en varm dag i vente.

Ørkennatten var kold i forhold til dagen, men Atesh' indre ild holdt ham varm, så han registrerede det ikke, som han sad der i sandet og betragtede kvinden have mareridt. Der kunne ikke være meget tvivl om, at det var voldsomt. Hvad end hun drømte, måtte det være forfærdeligt.
Havde han nogen form for empati i mod hende? Nej. Han havde ikke ondt af hende. Var ikke ked af det på hendes vegne over, at noget kunne give hende så voldsomme drømme. Men selvom hun forhindrede ham i at sove med sin urolighed, gjorde han intet for at vække hende. I stedet ventede han rimeligt tålmodigt på, at det holdt op igen. Hvorfor? Måske det var lidt som fascinationen ved at se en hund drømme, måske var det fordi, at han var af den overbevisning, at det var bedst at få søvndæmonerne til at gøre sit og forsvinde selv. Måske var der helt andre grunde, han selv ikke kendte til. Men han lod hende drømme drømmen færdig.

Skiftet mellem drøm og virkelighed var tydeligt og hans blik, der ellers havde været rettet mod et eller andet dyr, der var kommet for at drikke af vandet, flyttede sig tilbage til hende. Hun stirrede på ham, som havde hun ikke set ham før, stadig med mareridtets skræk og sorger i sine træk. 
Han vidste ikke, hvad der blev forventet af ham i sådan en situation, så han blev bare ved med at kigge på hende. Måske hun selv ville fortælle ham det? Det var ikke fordi, at han ikke havde noget hjerte, der havde bare aldrig været brug for det. Så at trøste nogen, lå ikke i hans lille lager af evner.

Han fulgte hende med øjnene, som hun kom tættere på og til sidst lagde sig op af hans ben. Det var lidt svært at se, men han rynkede panden. Hvorfor gjorde hun sådan? Hvorfor ville hun røre ved ham? Han blev siddende lidt, mens han forsøgte at lægge brikkerne sammen. Måske... måske frøs hun? De dragefødte hjemme på Værket kunne også finde på at lægge sig i bunker, især når det var de kolde måneder. Atesh havde aldrig rigtig haft brug for det, siden han altid var varm, og siden han ikke havde inviteret andre nær sig, havde han bare altid sovet alene. 
Tanken rumsterede lidt i hans hoved. På den ene side, ville han da helst være fri for hendes nærhed, men på den anden side... det kunne vel ikke skade. Og han ville bedre kunne mærke, hvis hun flyttede på sig. Så til sidst lagde han sig ned, med benet skubbet mere ind i mod hendes ryg. Han kunne hverken nå hendes håndled eller ankel, så det endte med, at han stak fingrene i hendes krøllede hår. Uden at hive i det, bare sådan at hun ikke ville kunne flytte sig uden at han ville mærke det.

Der gik lidt, men han faldt i søvn, mens han var lidt forvirret over det sølle væsen, han havde valgt at tage med sig.

Det var mærkeligt for Rhaya at have en stor skællet hånd liggende i sit hår hele natten, og hun havde fanget hentydningen med det samme - han ville vide det, hvis hun prøvede at smutte - men hun faldt til ro efter lidt tid og lod sig også selv glide hen i søvnen igen. Denne gang uden flere drømme. 

Resten af natten gik stille forbi de to sovende væsner i den lille oase. Morgenstunden kom med lidt fugtigt dug og løftet om en varm sol, men stadig med kulden fra natten. 
Hans ben var stadig unaturligt varmt mod Rhayas ryg. Normalt ville hun ikke forvente at kunne mærke en anden persons ben så tydeligt igennem kjolestoffet, selvom det var tyndt, så han måtte have en eller anden grad af varmekilde. Måske hans race bare var ekstra varme, eller samlede godt med varme i løbet af dagen ligesom øgler, der dasede hele dagen på en sten. 

Rhaya havde rykket sig lidt i søvne, så hun lå med fronten mod ham og kunne se på ham, mens han vågnede. Han røde skæl funklede med gyldne undertoner fra solens stråler, og hun rakte forsigtigt en hånd frem og kørte en finger over et par skæl ved hans arm. De var lige så hårde, som hun forestillede sig, men som hun nåede de næste skæl i rækken, der var lidt mindre, var de bløde og gav efter. Rhaya havde aldrig set et væsen lignende. Hun havde været omkring mange halvdyr med sære ansigtsformer, mens skælfyrens ansigt var stadig så anderledes end alle, hun havde kendt. Hornene så tydelige en del af ansigtet, snuden der også syntes som en del af den rødlige skælhud. 

Hun sænkede hånden og sukkede svagt. Hun trængte til at dyppe sig i den lille oasesø og vaske nattens koldsved af sig, men hans hånd lå stadig i hendes hår... Måske hun kunne... 
Det var som om noget kom tilbage til hende. Det havde været hendes liv før. Snige sig, stjæle ting, komme ud af situationer uden at folk opdagede, hun havde været der i første omgang. Det her burde jo være let for hende. Bare fordi hun var blevet knækket, betød det jo ikke, hun havde mistet sine evner, sin fortid. Udover at... det havde hun. 
Hun rynkede brynene, og tog halskæden med den lille gule sten af. 
Alt blev stille. Dejligt, dejligt stille.

Roligt og forsigtigt tog hun fat om et par lokker og begyndte at glide håret ud af hans greb, mens hun med den anden hånd skubbede løst, fint sand op omkring hans hånd der, hvor håret havde ligget i hans greb. Ikke at lave en eneste lyd igen var fantastisk. Rhaya havde slet ikke tænkt over, hvor meget hun havde savnet det. At kunne trække vejret igen uden at kunne høre sine lunger, åh hvilken luksus. 
Så snart hun havde snoget sig ud af skælfyrens hånd og dækket den i sand i stedet, gik hun ned mod oasesøen. Hun tog sig i at gå mere snigende, end hun behøvede. Hun var blevet for vant til at hendes fødder larmede, når hun trådte ned, men det gjorde de ikke mere. Et smil bredte sig på hendes ansigt. 

Ved søen hev hun op i kjolen og trådte ud i den med sine tynde sandaler. Jo længere ud, hun kom, jo mere hev hun op i kjolen. Men hun tog den ikke af. Hvis øglemanden vågnede, ville hun ikke stå nøgen i en sø foran ham. Hun ville bare vaske følelsen af Vargas og vagterne af sig - selvom den nok ikke ville forsvinde helt, før hun fandt sig noget nyt tøj.
Halskæden med den gule sten lå tilbage, der hvor hun havde ligget.

Atesh burde opdage alle Rhayas bevægelser. Især da hun vendte sig, hvilket også svagt registrerede sig ved ham, siden hendes ryg forsvandt fra hans ben, men hun lå der stadig. Så han vågnede ikke. Hendes lille trick med sandet om hans hånd gjorde også sit, sammen med hendes ultimative stilhed. Han burde vågne, men han gryntede bare svagt, da den sidste tot hår forsvandt fra hans fingre og hans hånd lukkede sig lidt om sandet.
Han var vant til at folk bevægede sig om ham, han havde sovet i sovesal på Værket, så måske var det derfor, at han ikke reagerede som han havde regnet med. Måske var det fordi, at han ikke rigtig anså hende for farlig. 
Selv ikke hendes berøring af hans arm gjorde noget.

Men lyden af vandet i bevægelse, hvor stille det end var, trængte alligevel igennem, for det var en uvant lyd. Med et sæt åbnede han øjnene. Det første han registrerede var, at hun var væk. En vred knurren, der steg lidt i styrke, kom fra ham. En vrede der var rettet mod ham selv og hende. Han kom hurtigt op at sidde, klar til at skulle bryde op med det samme og tage på jagt efter hende, men der var hun jo, lige foran ham. Ude i vandet. Hvad lavede hun ude i vandet?! Med en blanding mellem vrede og uforståenhed stirrede han lidt på hende, inden han kom på benene og langsomt gik ned til vandkanten, hvor han stoppede.

Det var tydeligt at se på ham, at han var vred. Hans skuldre var trukket op, hans hænder knyttet og hvis man så efter, kunne man skimte en svag stribe røg, der forlod hans næsebor. Men han blev stående ved vandkanten, uvillig til at gå ud i vandet. Han var ikke bange for vand, men ét, han kunne ikke svømme, og to, han brød sig ikke om dybt vand. Han havde aldrig haft en grim oplevelse med dybere vand, men han havde egentligt slet ikke haft en oplevelse med dybere vand, så det var nok mest uvidenheden omkring det, der holdt ham tilbage.
Lige meget hvad - han blev hvor han var, med kun tæerne i vandet.

"Hold op med at pjatte rundt og kom herind." Hans ene hånd åbnede sig og han pegede med en finger foran sig, næsten som kaldte han en ulydig hund til sig. Vreden gjorde hans stemme mere snurrende og hans øjne skød gnister.
"Kom. Her. Nu." Det frustrerede ham, at han vidste, at hun ikke kunne forstå hans ord. Forhåbentligt forstod hun meningen med dem alligevel.

Vandet var dejligt køligt, og Rhaya nød følelsen på sine ømme fødder og ben. Hun var nået ret langt ud, da hun hørte bevægelse bag sig og kiggede sig over skulderen på skælfyren, der var vågnet. Han sagde et eller andet, hun ikke forstod, og hun tænkte ikke videre over hans tone, for sproget og stemmen var så fremmed for hende, at hun ikke fangede graden af vrede, der lå i den. Hun havde kun sendt ham et kort blik, før hun havde samlet lidt vand op i sin ene hånd og prøvende vaskede såret på skulderen. Det væskede en smule, så hun skulle have betændelsen væk før den satte sig. Det sved ad pommeren til, og hun skar ansig, mens hun gnubbede endnu en håndfuld vand på. 
Så talte øglen igen, og denne gang var der ingen tvivl om, at han forventede en reaktion. 

"Jeg vasker mig ba ..." Rhaya havde vendt sig om for at lade ham vide, at hun ikke havde tænkt sig at lade være med at vaske sig, men da hun så lynene i hans øjne, forstummede hendes ord.
Hun følte sig en halv meter lavere og 80 år yngre i det sekundt. Hendes hoved sank ned mellem hendes skuldre, og hun slap vandet og sin arm og samlede kjolen i hænderne, så hun kunne gå tilbage til bredden. Det var med sænket hoved, hun trådte op i sandet igen og lod sine sandaler blive tildækket af små sandkorn, fordi hun ikke tog sig til at blive tørret af solen først. 
Hun vidste ikke hvad hun skulle sige, men stod bare og så ned på hans røde, skællede fødder. Hvad havde hun gjort forkert? Hun havde bare virkelig haft brug for lidt vand på kroppen, og det ville ikke engang sænke deres rejse, hvorend de var på vej hen, fordi han ikke havde været vågen. Hun havde jo ikke prøvet at flygte eller noget. Hun havde ingen steder at løbe hen alligevel. Måske tilbage til Thal'Elor, men hun vidste ikke engang hvilken retning, det var i mere. 

Som hun stod der over for øglemanden, blev hun mindet om sin nyeste evne igen. Hendes slavetøj bestod ikke af noget metalisk, men hans bæltespænde reagerede på hendes nærvær. Der var stadig noget plads imellem dem, men hendes aura hev det til sig med et let, konstant træk. Det var på ingen måde nok til at hive det fri af bæltet, men det ville være nok til at han tydeligt ville kunne mærke det. 
Rhaya så det med sit sænkede blik, og hun blev straks overvældet af trangen til at gå et skridt tilbage, så der ikke ville ske mere, men hun stod lammet til stedet, både i frygt for hvad der ville ske, hvis hun flyttede sig, og i forventningen om at blive straffet for det hun havde gjort, selvom hun ikke havde vidst, det var ulovligt.

Det var først, da Atesh sagden noget anden gang, at der kom en reaktion fra pigen i vandet. Det første ryk i hende, fik ham i et øjeblik til at tro, at hun ville stikke af, men i stedet samlede hun sin kjole sammen og vadede tilbage mod ham. Hvis Atesh havde vidst noget om hunde, havde han sammenlignet hende med sådan en, der forventede at få bank af sin ejer. Men det gjorde han ikke, så han kunne kun tage det, for det han så - ynkelighed. Underdanighed. Svaghed. Men selv det alt sammen var negative ord i hans hoved, rørte det alligevel et eller andet i ham at se hende gøre sådan. Han var ikke en ond person, så hendes kropssprog talte til hans medlidenhed i stedet for vreden.

Han var derfor tavs til hun kom op og stod foran ham. Han var stadig vred. Mere end han egentligt selv havde troet, at han ville være over sådan et sølle væsen. Han forstod ikke helt hvorfor, men svaret lå nok i, at han faktisk så frem til at have lyst selskab. Han havde været alene i et par uger, mens han gik rundt i denne varme, tørre verden, og han var ikke vant til at være alene. På Værket var de mange, og selvom han ikke havde noget i mod stilheden, gnavede den stadig i ham.
Lysten til at slå hende, var stor. Fysisk vise hende, at hun havde gjort noget forkert. Men det virkede ikke til, at hun havde forstået, hvad hun havde gjort galt. Var straf så passende? Noget i ham sagde ja. Noget andet sagde nej. Det var forvirrende ikke at reagere instinktivt.

Han var lige ved at skulle til at hæve hånden, da det gik op for ham, at noget hev i hans bælte. Hans blik gled ned. Der var intet at se. Men hans bæltespænde blev uden tvivl trukket ud fra hans krop. Mod hende. Han blev ikke bange. Logikken dikterede, at det var en evne hun havde, men han var bare forvirret over, hvorfor det ikke var sket før. Kor så han på hende igen, inden han besluttede sig for at håndtere hendes ulydighed først og hendes evne bagefter, så hun ikke ville glemme, hvorfor han var vred.
Så hurtigt trådte han frem mod hende og greb fat i hendes kæbe for at få hende til at se på sig. Ord kunne ikke bruges, så i stedet brugte han sin hånd. Løftede den op, pegede på hende og derefter brugte han pege- og langefinger til at illustrere nogen der gik, inden han pegede på sig selv, så på hende igen og derefter førte en finger over halsen. Hvis du forsøger at flygte, slår jeg dig ihjel. Det var det bedste, han kunne gøre uden ord.

Han fortsatte med at stirre hende i øjnene, lille som hun var i forhold til ham. Trods vreden og alvoren, var der sneget sig noget af hans nysgerrighed ind. Hvad var hendes evne, hun havde holdt skjul for ham, men som nu så ud til at være fri?
Uden nogen tanke om, hvad det ville se ud som om, brugte han sin frie hånd til at løsne spændet. Det trak meget i det og han slap det, for at se, hvad der skete.

Rhaya havde lukket øjnene, da hun så ham bevæge hånden i forventningen om slaget der ville komme. Men der kom ikke noget slag. I stedet blev hendes hage grebet, og selvom hun kort rykkede sig bagud, havde hendes spinkle og afkræftede krop ikke en chance mod den stærkere øglemand. Hun var tvunget til at se ham i øjnene og hun forventede næsten en lussing, men igen overraskede han hende ved at begynde at kommunikere med hende på simpelt tegnsprog i stedet. Meningen var tydelig. Hvis hun løb, ville han slå hende ihjel. Besværet af hans greb nikkede hun for at vise ham, at hun forstod. 
Hun forstod hans tegnsprog. Men hun forstod ikke hvorfor. Hvorfor var det så vigtigt for ham, at hun ikke løb fra ham? Hvad skulle han bruge hende til?

Som han slap grebet i hende, åndede hun lettet op. Han var en sær en, men hun kunne godt påskønne ikke at blive slået på. Så hurtigt som panikken havde sluppet hende, kom den dog susende tilbage igen, da han begyndte at åbne sit bælte.
"Nejnej, du behøver ikke - jeg lover ikke at flygte, jeg beder dig, ikke ...!" Rhaya tog hænderne beskyttende op foran ansigtet og krympede sig. Der var alligevel en straf på vej. Der var altid en straf på vej.
Men... Der skete ikke noget. Langsomt så hun op fra sine hænder og så, at han bare havde sluppet bæltet, der var suset hen til hende og nu hang fast et par centimeter ud for hende mave, svævende i luften. 
Nåh. Han ville se hvad hendes evne lavede. Hun rettede sig lidt op. Det ville hun egentlig også gerne snart finde ud af.

Rhaya rakte ud efter bæltespændet, men det flyttede sig bare tilsvarende så snart hendes hånd var et lille stykke fra det. Nu sad det fast på hendes hånd i stedet. Hun rystede prøvende hånden, men spændet gav ikke slip. Tiltagende frustreret tog hun fat i lædersnoren fra bæltet og hev det ud fra sig, men da hun havde fået det væk fra hånden, satte det sig blot fast på hendes anden hånd. Med begge hænder hev hun i snoren, så den til sidst slap hende og bare stod direkte ud for hende, pegende ind mod hendes brystkasse. Spændet gav ikke slip og røg til jorden, som hun gerne ville have det, og da hun slap læderet, fløj den bare tilbage og sad fast foran hendes bryst. 

Hun kunne ikke tage fat i metallet. Det begyndte så småt at gå op for hende, at hvis hun ikke fandt ud af, hvordan hun slukkede for sin evne, kunne hun ikke holde om noget metal mere. Nogensinde. Hun skævede hen til der, hvor Vargas' halskæde lå. Ville hun blive nødt til at tage den med? Hun havde mest lyst til at kaste den langt ud i søen.
Hun kom med en frustreret lyd, og så irriteret på bæltespændet, der pludselig fór i den modsatte retning og landede to meter bag øglemanden. Rhaya stod tilbage med et forvirret udtryk og så op på ham, mens hun opgivende smed hænderne ud til siden som et tegn på at hun ikke selv anede, hvad der foregik.

Atesh reagerede ikke på hendes skæmte uforståelige ord og de løftede hænder. Det var ikke svært at forstå, hvad hun mente, men nu havde han jo lige besluttet sig for ikke at slå på hende. I stedet betragtede han sit bæltespænde, der, lige så snart han slap det, susede hen i mod hendes krop. Det ramte ikke, men stoppede i stedet et par centimeter fra hendes mave. Det fik bare hans nysgerrighed til at vokse. Magnetisme var ikke noget, han kendte meget til. Han vidste, at nogle sten blev tiltrukket af metal, men han vidste ikke, hvad der lå bag og lige nu forbandt han ikke de to ting. Det var jo hende, et væsen af kød og blod, der tiltrak sig hans spænde.

Det gik ret hurtigt op for ham, at hun heller ikke vidste, hvad der skete. Den måde hun sloges med spændet på, forundringen og frustrationen i hendes ansigt. Havde hun virkeligt ingen anelse om, hvordan hendes evne virkede? Hvordan kunne hun ikke det? Og hvorfor havde hans spænde ikke reageret på hende før? Han så lidt undersøgende på hende og lagde mærke til, at den halskæde, hun havde pillet så meget ved, var væk. Havde den noget med det at gøre?
Sprogbarrieren i mellem dem var pludseligt mere end bare et irritationsmoment. Det var frustrerende. Han ville have stillet sin nysgerrighed. Det gik op for ham, at han gerne ville lære hendes sprog. Det nyttede nok ikke noget at lære hende hans, for noget sagde ham, at hendes sprog var, hvad andre væsner i denne verden talte. Han var ikke helt uvidende om, hvilke kår han kom fra. De havde været lukket inde så længe, og han vidste, at nogle af dem, der passede dem, kunne mere end bare de dragefødtes sprog. Det havde bare aldrig været vigtigt.

Til sidst gav hun tydeligvis efter for frustrationerne. Og bæltet fløj pludseligt forbi ham og landede i sandet bag ham. Atesh betragtede hende lidt, inden han gik over for at samle sit bælte op og tage det på igen. De gule øjne med de lige nu smalle pupiller så lidt på hende. Hans ansigt havde ikke mange udtryk, så det var lige så neutralt som altid. Hun havde givet ham noget at tænke over.
Han sagde ikke noget, gjorde ikke noget for at anerkende det, der lige var sket. I stedet gik han over til det sted, hvor de havde sovet, deres aftryk i sandet stadig tydelige. Hans store fod landede i sandet ved siden af den gule sten i snøren. Efter et øjebliks overvejelse samlede han den op og stak den i lommen. Måske den ville blive brugbar, hvis den virkeligt havde kontrolleret hendes evne. 
Han samlede tasken op og svang den over skulderen, inden han gik ned til vandet og drak. Det ville blive en lang varm dag. De to vandskind, hans eget og det han havde taget fra karavanen, blev fyldt op, inden han rejste sig og så på hende. Med en finger med en sort kloagtig negl pegede han på sig selv, så på hende og derefter mod vest. De skulle den vej. Utålmodigt blev han ved med at stirre på hende, til hun begyndte at gå, hvorefter han selv fulgte efter.