Aliana havde været væk for flokken i hvad der virkede som evigheder. Hun havde været på et arbejde i Tusmørkedalen ved at være oversætter. I løbet af sin tid her havde hun opdaget hvordan slaver stadig blev holdt et så skummelt sted som dette. Det var noget hun ikke lige frem kunne acceptere. Hun havde sat sig for at skulle slippe mindst en slave fri. Hun havde siddet på kroen det meste af tiden. Solen var for længst gået ned og månen var stået op. Det var næsten fuldmåne, der ville ikke være mange dage til. Hendes blod i hende kogte for at vilddyret skulle slippes fri. Dog var det ikke endnu, og hun kunne sagtens nå at slippe en slave fri hvis alt gik efter planen.
Hun havde formet en plan i hovedet og var målrettet for at den skulle lykkes. Hun havde bare fornemmelsen at noget ville gå galt på et eller andet tidspunkt. Man kunne aldrig rigtig vide med folk der boede i Tusmørkedalen. Det havde hun da fundet ud af. Dog var et job et job, og der skulle nogle Krystaller ind en gang i mellem for at hun kunne få hvad hun havde brug for. Godt nok havde flokken hvad de skulle bruge, men Aliana var altid klar til at de skulle have noget mere. Især med Elise's graviditet. Selvom hun frygtede denne graviditet var der intet at gøre ved den. Manuel måtte have styr på den, selvom det ikke rigtig var hans bord. Godt nok var han Alpha og havde det sidste ord, men hun havde stadig noget at skulle have sagt bare en gang i mellem.

Hun rejste sig fra bordet og bevægede sig ud af kroen. Godt pakket ind denne aften lod hun blikket glide lidt rundt, der var ingen i sigte ikke lige nu.
Så lydløst som hun kunne være bevægede hun sig igennem byen og hen til det hus hun vidste en slave boede. Denne slave måtte slippes fri, hun havde set hvordan slaven var blevet behandlet. Det var afskyeligt sådan som de blev behandlet. Selv havde hun aldrig blevet behandlet særlig pænt, men det skulle andre ikke opleve. Selvom hun nogen gange havde svært ved at sove om natten var det hendes vilje der fik hende på andre tanker.
Med en hånd på bæltet mærkede hun efter sine knive som hun bevægede sig tættere på huset. Heldigvis lå det lidt væk fra resten af byen. Hendes hånd kørte hen over en bagdør for at måle vægten bag den. Hun var ikke sikker på at hun kunne få sig selv til at sparke døren ind, det ville også være for meget larm. I stedet valgte hun at tage sin ene kniv frem for at se om hun kunne dirke låsen op fra det lille mellemrum der var. Låsen gik op og åbnede døren forsigtigt. Men lige så snart døren var blevet åbnet trådte to store hunde frem og begyndte at knurre af hende. Kort tid efter begyndte de at gø hvilket fik husholdningen til at vågne. Hun havde et problem hun skulle væk og det kunne ikke gå hurtigt nok! Hun bed sig i læben og vendte sig om. Noget usikkert ledte hun efter et sted at gemme sig. Hundene var lige bag hende og bag dem bar en mand med lygte og noget der kunne skyde. Højst sandsynligt var det en bue. Manden stoppede op og affyrede en pil hvilket ramte Aliana i armen. Hun bed sig hårdt i læben som hun løb videre. Dette her havde ikke været hendes hensigt. Hundene blev kaldt tilbage og Aliana kunne endelig stoppe op. Hun anede ikke hvor hun var henne mere men var egentlig også lige glad. Hun bed sig i læben som hun tog fat i buen og knækkede den. Der efter tog hun var i resten af pilen og begyndte at hive den ud af armen på hende. Det gjorde ondt, men det tog alt i hende for ikke at skrige, hun ville ikke afsløre hvor henne hun var. Pillen blev hevet ud af armen på hende og hun måtte bide sig hårdt i læben. Blodet begyndte at glide ud af hullet pilen havde lavet. Hun skulle have noget at binde rundt om. Bare hun nu kunne bruge sin arm, ellers ville det være nytteløst at få en slave fri.

Hyde var ude på sine egne ærinder, da han pludselig mærkede lugten af blod i natten. Han stoppede op og snusede kraftigt ind et øjeblik. Det var ikke dyr. Eller menneske. Det var et sted midt imellem og hans øjenbryn gled op, da han genkendte kombinationen. Der var en såret varulv på færde i mørket. Omgående kastede han usynlighed på sig selv og efter et halvt minuts overvejelser, gik han i retning af lugten. 

Han fandt hende, mens hun var i gang med at trække en pil ud af sin arm og han rynkede brynene let. Hun havde tydeligvis været i klammeri med én eller anden. "God aften til en gåtur?" spurgte han i en mellemting mellem et sarkastisk og et muntert tonefald efter at have smidt usynligheden af sig igen.

Som Aliana sad og roede ved pilen der var kommet ud af armen på hende lød en stemme. Det var dog en ret irriterende stemme faktisk. Hun bed sig i læben for ikke at sige noget dumt men kunne alligevel ikke dy sig. ”Ser det ud til at jeg går en tur?” hun kiggede ned af sin bluse som hun rev et langt stykke af. Med stor omhug måtte hun vikle det rundt om armen så godt hun kunne, hun tog fat i den ene ende med tænderne og begyndte at binde en knude. Lidt efter slap hun stykket hun havde i munden og kunne mærke hvordan blodet stoppede i armen på hende. Det ville tage tid før hun kunne bruge armen helt normalt igen, men hun var lige glad. Hendes fokus var på slaven i det hus hun havde udset sig for.
Hun kiggede op imod stemmen og rejste sig op fra den kolde jord. ”Det er ikke lige frem fordi det er en behagelige gå tur hvis vi skal kalde det sådan.” hun havde ingen intentioner om at afsløre hvad hun havde haft gang i. I hvert fald ikke endnu, selv kunne hun godt bruge noget hjælp, men det ville hun nødig afsløre for nogen. Hun var vant til at tage sin en flok når Manuel ikke var der, men en hjælpende hånd kunne vel ikke skade, kunne det?

Hendes irriterede udbrud fik ham til at smile selvtilfreds. "Uha. Pas på, den bider," sagde han drillende og så roligt over på hende. "Hvem angreb dig, varulv?" spurgte han så i en mere forretningsmæssig tone. "De fleste af familierne her omkring er kloge nok til at holde sig for sig selv. Er der en jæger i bjergene?" Han orkede ikke rigtigt en konflikt med en jæger. Måske jagtede vedkommende kun varulve, men man kunne aldrig være sikker.

Han skulle bare vide hvor meget hun kunne bide. Dog holdet hun sig fra det, desuden var det heller ikke fuldmåne endnu. Så hun kunne stadig styre sit temperament lidt endnu. I hvert fald til han provokerede hende nok. ”Du skulle bare vide hvor meget jeg kan bide...” lød det lidt henkastet fra hende. Hun bevægede fingrene på sin skadet arm for at få list blod der ned, men mest af alt for at se hvor smertefuldt pilen havde gennemboret hendes arm. Hun skulle helt klart have Elise til at kigge på armen når hun kom tilbage til Medanien.
Hans ord ramte hende, så han vidste hun var varulv, den var ny. Det var ikke lige frem fordi alle vidste at hun var varulv, slet ikke et sted som dette. Hun sagde ikke noget men ringede lidt ansigt og kiggede væk. ”Ingen jæger, blot en dum mand der prøver at beskytte sin ejendom.” egentlig havde manden også grund til at beskytte ejendommen, men at behandle en slave på den måde var ikke noget hun kunne acceptere. Nej slaven var vigtigere for hende end noget andet lige nu. Dog lå tanken om Manuel i baghovedet. Hun skulle ikke slås ihjel, Manuel ville klare sig dårligt uden hende. Desuden havde hun også mødt Evander, han virkede jo også sød. Men hjertet bankede for Manuel lige meget hvad der så skete på denne aften.

Hyde's øjenbryn søgte længere op i hans pande, da hun så godt som indrømmede, at hun havde forsøgt at bryde ind i et hus. "Virkelig...? Folk der prøver at beskytte deres ejendom, plejer jeg ellers ikke at klassificere som dumme mænd." Han så undersøgende på hende. "Var du ude på at stjæle fra ham?"

Et kort fnys kom fra hende. Hvad regnede denne mand hende for? Det var ikke fair at sætte hende i sådan en situation som denne. Nej han måtte være komplet idiot. ”I dette tilfælde så jo...” der var ingen grund til at afsløre hvorfor hun havde forsøgt st bryde ind i huset. Det var hendes problem, og hun var kommet til skade. Hun måtte leve med konsekvenserne og rystede lidt på hovedet. ”Stjæle og stjæle, der er vidst så meget sagt. Jeg var mere ude på at befri nogen..” hun havde allerede sagt for meget. Der var ingen grund til at gå mere ind i detaljer. Hun kunne godt klare sig selv, koste hvad det så ville. Nu skulle hun bare finde en anden mulighed for at komme ind 8 huset og befri slaven.

Svaret fik Hyde til at rynke let på brynene. "Befri nogen?" spurgte han uforstyrreligt. "Hvem?" Måske foregik der ting og sager i Tusmørkedalen, som han ikke havde kendskab til. Desuden så var det aldrig en dårlig idé at have en varulv, som skyldte én en tjeneste. Hvis nu det var noget, som han kunne hjælpe med, uden for store risici, så var det måske slet ikke så dårligt?

Havde hun mumlet? Altså efter hendes mening havde hun sagt tingene ret tydeligt. Hun vendte blikket ned på pilen der lå på jorden, og trak lidt på skuldrende. ”Ja jeg mumlede altså ikke...” hendes blik vandrede lidt rundt, lidt efter lagde hun en hånd på hendes arm og den forbinding hun havde formået at lave. Der var ingen grund til at ødelægge mere af hendes tøj. Det måtte sidde som det gjorde, indtil hun fik Elise til at kigge på såret.
Denne mand var nysgerrig, men var det til hans eget bedste? Hun tænkte sig lidt om, han kunne som sådan være en lysets ridder eller kriger der var ude på at finde folk der skulle tages til fange. Hun overvejede et kort øjeblik om hun skulle sige noget videre. Inden hun havde fået tænkt sig helt om åbnede munden sig og der kom lyd ud. ”En slave” hun fjernede hånden fra sin forbinding og lod sin hånd glide ned til sin kniv hun havde i et bælte. Hun kunne stadig kæmpe hvis det kom der til.

Svaret fik Hyde til at le overrasket. "En slave?" spurgte han underholdt. "Du bryder dig ikke om slaveri, kan jeg tænke mig?" Det faldt pludselig på plads for ham og han kunne næsten se, hvordan hun var brudt ind i huset tidligere og var blevet overrasket af husets ejer. Inden han kom for godt igang, holdt han dog op med at grine igen og så bare på hende med et smil. "Har du brug for en hånd?" spurgte han så. "Jeg mangler ærligt talt noget at foretage mig i aften og et rask lille bræk kunne være ret underholdende. Du kan altid skylde mig en tjeneste til en anden gang så."

snakkede hun i tunger siden han gentog? Eller var han bare virkelig overrasket over hvad der var sket? Bryde sig om slaveri nej tvært imod! Hun rystede på hovedet. ”Bestemt ikke, det burde forbydes!” hun var ærlig i sin sag, det burde ikke være lovligt at holde slaver på den måde, specielt når slaver aldrig blev behandlet særlig pænt. Det kunne man bare se på alle hendes slavemærker. Dog var de ikke vist frem, hun kunne ikke fordrage si; fortid, og slet ikke at vise sine slavemærker frem.
Hun var ikke sikker på hvad hun skulle sige, hun kunne da godt bruge en hånd.. men at skylde nogen en tjeneste var det virkelig det hele værd? Hun var ikke så sikker igen. Hun tænkte sig om og trak lidt på skuldrende. ”Alt efter hvad det er for en tjeneste takker jeg ja” det kunne altid hjælpes med en hånd, det ville også være nemmere at håndtere hunde samt en mand. Så længe ingen blev slået ihjel. Det var ikke derfor hun gjorde dette her, det var for at slippe en slave fri.

Hyde hævede et øjenbryn. "Eftersom jeg ikke har noget i tankerne lige nu, så kan jeg ikke godt fortælle dig, hvad tjeneste ville indebære," konstaterede han tørt. "Men hvis nu jeg lover, at det ikke indebærer nogen moralske skrubler, som ikke bliver en del af i aften?" Det måtte vel være rimeligt. Desuden kunne det alligevel indebære en stor mængde muligheder for ham selv. Han var ikke helt sikker på, at hun ville sige ja, men det måtte hun jo selv om.

Endnu engang måtte Aliana tænke sig om. Dette kunne gå hen og blive farligt, hvis hun ikke passede på. Hun ville stå i tjeneste til en anden mand, lige som den gang hun var slave. Var det noget hun kunne acceptere? Hun var ikke så sikker. "Hvis det ikke indebær mord, kan det måske godt gå an..." hun lod hænderne gå over kors og kiggede lidt på ham. Der skulle ikke udgydes mord på denne aften, hvis der kom mord på borde ville hun aldrig kunne stole på ham igen. Ikke at hun faktisk anede om hun kunne stole på ham i det hele taget. Ikke at hun faktisk anede hvad han var. Han kunne lige så godt være spion som han kunne være lysets ridder. Dette kunne gå alle veje, og det var kun en måde at finde ud af det på. "Ingen mord og jeg er med aftale?" hun rakte en hånd frem i håb om at han ville trykke den for at lave en aftale.

Hyde rakte hånden frem og tog hendes for at besegle aftalen. Han havde mange jern i ilden og var ikke i tvivl om, at han nok skulle finde en opgave, som hun ville skulle hjælpe ham med i fremtiden - uden at det involverede mord. Han skjulte dog sit selvtilfredse smil og trådte i stedet et skridt tilbage. "Jamen så led vejen, skønjomfru" sagde han med et skævt smil og et let buk.

Aftalen var sat, og hun var da egentlig glad for aftalen. Dog var hun ikke så sikker på hvad aftalen ville gå ud på senere hen. Ville hun i det hele taget gå med til det? Egentlig var det heller ikke sikkert de mødte hinanden igen, så det kunne vel også være lige meget.
Skønjomfru.. Hun var bestemt ikke jomfru, men skøn? Tja det var hun jo egentlig når hun selv skulle sige det. Det var også det Manuel gik og sagde til hende, så hvorfor ikke stole på det? Når man så lige så bort fra hendes slavemærker. Hun nikkede lidt til ham og vendte blikket ned på armen, den kunne stadig bruges. Hun vendte sig om og bevægede sig lydløst igennem krattet hun var kommet fra. "Denne vej og vær stille." sagde hun roligt og bevægede sig igennem landskabet, indtil hun kunne se huset igen. Hun stoppede op og lyttede efter. Der var ingen lyde, men der var kommet lys i huset. Skulle de vente eller skulle de bevæge sig der hen?

Hyde fulgte ubesværet efter hende og mange års træning gjorde hans skridt så godt som lydløse i græsset. De skulle ikke ret langt, men det var tydeligt, at hun havde været her før. "Er det din ven fra tidligere?" spurgte han med en snert af humor i stemmen, mens han gjorde et kast med hovedet mod den mand, som netop viste sig i vinduet og så sig vagtsomt omkring. "Du må virkelig have gjort ham nervøs."

Hun stirrede på boligen og så manden i vinduet. Hun bed sig lidt i læben. Ja det var ham, hun nikkede lidt til hans udtalelse og kiggede over på ham. "Desværre er det ham. Hvis han nu bare kunne jages væk eller noget så jeg kunne komme ind til slaven.." hun tænkte sig lidt om og drejede hovedet lidt fra side til side. Hun vidste der var hunde, så de kunne opspore en masse. Hun vendte blikket hen på Hyde og tilbage på vinduet. "Han skal distraheres med et eller andet." mumlede hun mest for sig selv. Men hvad kunne det være. Endnu en gang gled hendes blik lidt rundt for at finde en mulighed det kunne ske på.

Hyde så fra hende til manden et par gange og trak så på skuldrene. "Overlad det til mig," sagde han bare og rejste sig. Han gik ind mellem de nærliggende træer og sørgede for, at hun ikke længere kunne se ham, inden han kastede usynlighed over sig selv. Et langt liv havde lært ham, at han aldrig skulle afsløre noget over for nogen, hvis ikke han var nødt til det.

I ly af sin usynlighed, gled han hen mod huset og nåede til sidst den lille udbygning, hvor familien havde deres husdyr. Roligt gik han rundt mellem dem og dyrenes sanser gik amok. Ikke blot fordi hans lugt var et rovdyrs lugt, men også fordi han gik og klappede til dem eller stak dem med spidsen af sin dolk. Larmen i huset steg og steg og til sidst åbnede han lågerne til grisene og til de to heste, som omgående galoperede ud af den åbne dør.

"Nej vent!" men det var for sent, han var allerede væk. *Idiot!* tænkte hun og knyttede hænderne. Der skulle ligges en plan ikke bare at gøre et eller andet tumpet! Hun stirrede i retningen af han var gået men han var forsvundet. Hvor var han blevet af? Lidt efter kom der både heste og grise løbende ud for deres pladser. Hvad var det han foretog sig? Irriterende mand, dog virkede det for lidt efter kom manden løbende ud af døren og for i retningen af den vej hestene havde løbet. Aliana rejste sig op da manden var ude af syne. Så idioten havde fat i noget, men det gjorde ikke det meget bedre. Der havde ikke været en plan men det var da lykkes alligevel. Hun bevægede sig over imod huset, så stille som hun kunne og bevægede sig indenfor. Nu skulle hun bare finde slaven og slippe hende fri. Fortælle hende at der var et bedre liv end det hun levede nu. Give hende nogle krystaller så hun kunne klare sig lidt.

Hyde havde ignoreret varulvens råb, selvom han havde hørt det. Han havde ventet på at lade hende tage styringen, men eftersom hun havde forholdt sig afventende, havde han taget teten. Og da han så bondemanden komme løbende hen imod sig, så smilede han let og trådte ud af stalden igen. Han så hende løbe hen mod huset og gik lidt rundt for at sikre sig, at der ikke var andre, han skulle tage sig af. Gennem vinduet så han mandens hustru råbe et eller andet til varulven, da denne kom til syne i døren og han smækkede en illusion af mørke over kvindens øjne, så hun intet kunne se. Han kunne tydeligt høre hendes forskrækkede skrig gennem vinduet og han så hende stavre baglæns for at komme i sikkerhed i et andet rum.