Ash var ikke typen, der satte spørgsmålstegn til de opgaver han fik. Han fik opgaverne, gik ind og udførte drabet og kom tilbage til en bekræftende kommentar fra en halvsur kommandør (”det var det mindste jeg forventede af dig, knægt”). Men lige denne nat tog han sig selv i at ønske, at han havde spurgt lidt mere ind til hvad opgaven helt præcist gik ud på. Han havde ikke fået andre beskeder end, at han skulle finde en pige der boede på Kuklopen, som var efterlyst af Mørket. Og at han ville vide hvem det var, når han så hende.
Hans kommandør havde haft ret: han havde intet problem med at spotte hende, da hun var kommet tilbage til kroen kort efter skyggerne havde skjult solen. Hvor hun havde været henne hele dagen var han ikke interesseret i at vide, det eneste han var interesseret i var den svage glød, der kom fra hende og som havde gjort det klart, at det her ikke ville blive nogen almindelig opgave.
Men Ash var ikke typen der trak sig fra en opgave, så i stedet havde han forberedt sig ved at finde en enlig, trækkende luder, der havde været ude efter mørkets frembrud, og som nu mødte sit endeligt i hans hugtænder. Og blodet gav det boost han – forhåbentligt – skulle bruge for at klare missionen, som han gled i et med skyggerne og forsvandt.

Han anede ikke i hvilket værelse hun befandt sig, men så måtte løsningen være, at han simpelthen søgte alle værelserne igennem på kroen.
En opgave der heldigvis ikke viste sig svær, og på lydløse fødder gik han fra dør til dør og gled fra skyggen uden for døren til skyggen inden for døren.
Det var sent, rigtig sent, og de værelser han besøgte henlå derfor i mørke. Et enkelt sted kom han til syne i skyggerne på et værelse, hvor en ældre mand og en yngre kvinde forlystede sig, men de var så optagede af hinanden, at han kunne hoppe videre til det næste værelse.

Og endelig fandt han hende.
Hun lå i sin seng, og efter et par minutters intens lytte konstaterede han, at hun sov. Hvilket forhåbentligt var tilfældet, som han trak sin dolk og listede nærmere, iklædt samme mørke farve som natten og stort set skjult af skyggerne i værelset.

At være vendt tilbage til den åbne frie del af Dianthos frem for det indelukkede ophold i et af hovedstadens store palæer, havde ikke just været helt så blankt, som hun ellers havde haft troet. Ting var sket i hendes isolerede fravær. Og disse ting havde ændret, hvad hun havde kendt til. Intet var blevet vendt fuldkommen på hovedet og intet var blevet uigenkendeligt, bare… svagt forvrænget. Det var desværre nær umuligt at sætte en finger på hvad præcis.

Det samme gjaldt søvn. Den unge stjerne drømte ikke og havde ikke drømt en eneste drøm, siden hun var kommet til Jorden den kolde oktober nat. Selv med en jordisk krop og en jordisk bevidsthed, måtte hun sove drømmeløst hver gang hun lukkede sine øjne. Men alligevel havde hun begyndt at sove uroligt, siden hun var kommet tilbage i sin seng på Kuklopen. Den var noget hårdere end den bløde madras, hun havde hvilet sig igennem den varmere halvdel af året, dog det stadigvæk var hendes foretrukne, så det kunne ikke være underlaget, der gjorde hende anspændt i sin søvn. Hun var selv ganske bevidst om dette, og det havde naget hende, særligt når der ikke opstod nogle svar fra hendes spekulationer.
Det milde ubehag var nu ikke udadtil til at finde over hende, som hun lå og sov den nat. Hendes lysende ansigt lå i fredelige folder, helt uden bekymring for, hvad der kunne snige sig ind på hende i mørket. Det tykke vatfyldte tæppe lå let henover hendes krop, der lå svagt krøllet på siden, og varmede. En enkel hånd havde smuttet ind under hovedpuden for at løfte hovedet en smule højere. Om det helt præcist var de lydsvage skridt eller det ikke var meget andet end fornemmelsen af en forstyrrelse i atmosfæren omkring hende, der trak hende mod overfladen til den vågne verden, var ikke helt til at opfange.

”Hmm…” Det var en magelig lyd, der kom fra hende, før hendes øjenlåg blinkede sig åbne. Stadig søvndræven. Roligt drejede hun sig mere om på ryggen med en hånd løftet op foran sin mund for at fange et let gab. Man skulle sikkert tro, at gløden der skinnede fra hendes bare hud, var blevet forhøjet siden tidligere, men her på værelset var det kun manglen på andre lyskilder, der gjorde, at hun lyste yderligere op som den stjerne hun nu en gang var. Men netop dét fik hende til at fange et hint af bevægelse ud ad øjenkrogen. En skygge, der ikke normalt var der. ”Hvem?”
Det var ikke panik der dræv hende, men mere afslappet fortumlethed, da hun ganske roligt begyndte at møve sine ben ud over sengekanten for at sætte sig der og kigge omkring. Om der overhoved var noget eller om det var hendes øjne, der spillede hende et puds. Var det mon bare Gortrosh?

Det var altid så nemt at tage intetanende ofre om natten. Næsten for nemt. For kedeligt. Det var ikke fordi Ash var den vilde adrenalin junkie, men sommetider var det alligevel rart at få et vist modspil. Især nu hvor han var mættet af en andens blod og hans sanser skærpede.
Det var naturligvis kun om natten en sådanne tanke ville falde ham ind. Om dagen var han alt for udsat til at ønske noget modspil, og de få gange han rent faktisk bevægede sig ud om dagen, var det altid i ly af skyggerne fra de skæve huse i den nedre del af byen.
Om dagen var han svag, men nu, nu var han stærk og klar til blod. Bare den blotte tanke om endnu mere nyt, friskt og varmt blod fik ham til at smile inde bag det klæde han havde trukket over underansigtet for nemmere at forgive at være en af de skygger der rakte ud efter ham og bød ham at slutte sig til dem.
Det var uden tvivl opstemtheden over det nemme drab, der fik ham til at begå den fejltagelse, der ikke måtte ske: han satte sin fod på det forkerte gulvbræt så det gav sig under hans vægt.

Normalvis sikrede han altid, at brædderne under hans fødder var lydløse inden han satte sin fulde vægt på, men synet af den sovende kvinde, og tanken om hendes blod, havde været så tillokkende, at han var bleve sløset.
Han frøs et sekund og stod fuldstændig stille for at sikre sig, at hun ikke havde hørt ham.
Han havde været så sikker i sin sag på, at hans fejltrin var gået uopdaget hen, at han til at starte med slet ikke bemærkede den magelige lyd, der undslap hende. Ikke før et søvdrukkent "hvem?" brød stilheden.
Satans også. Det havde været så nemt og hans magelighed havde drevet ham til at begå fejl, og nu måtte han bøde for det. For bøde måtte han, for det var fuldstændig utænkeligt, at han dukkede op i Kzar Dûn-fæstningen uden at have fuldført missionen.

Et øjeblik blev han stående i skyggerne, usikker på om hun havde set ham. Så besluttede han sig for, at det kunne være ligegyldigt med at gemme sig, for hun ville alligevel få øje på ham på et tidspunkt, hvorfor han i stedet trådte ud i kanten af skyggerne. "Det her havde været nemmere, hvis du bare havde vendt dig om og havde sovet videre." Hans stemme lød næsten beklagende inde bag stoffet, og stod i skarp kontrast med den dolk der hvilede i hans hånd idet han trak på skuldrene. "Oh well..." Og med de ord trådte han atter ind i skyggerne, kun for at træde ud af dem lige ved siden af hendes seng. "Det er omtrent nu du bør skrige, dollface." Det hånlige råd blev fulgt af en smidig bevægelse, som han kastede sig frem mod hende med dolken hævet, klar til at stikke.

Det var ikke Gortrosh. Bestemt ikke. Hvem en denne fremmede var, da han betydeligt mindre. Både i højde og i omkreds end den velkendte ork. Denne mand lignede af alt i verdenen et menneske på samme måde, som hun og mange andre i Krystallandet – og sikkert hele verdenen – lignede et. Hun kunne dog ikke undgå at lægge mærke til hans noget imponerende højde. Selv i mørket kunne hun afregne ham som hun kunne afregne en hver anden, men selv af den grund alene kunne hun stadigvæk bekræfte, at han ikke var, hvem hun oprindeligt havde forventet.

Selvom at Mia hurtigt var blevet en del mere vågen, blev hun stadig ikke overvældet af panik over at have en fremmed komme ind på hendes værelse. ”Hm?” Som han nærmede sig hende og blev svøbt i færre og færre skygger, lagde hun blot sit hoved på skrå, mens hun mere eller mindre undersøgte ham – tog ham ind – med et blik som en lettere forvirret hvalp. Hun forstod ikke, hvad han mente. Nemmere hvis hun havde sovet videre. Hvad skulle det betyde? 
Det varede dog ikke længe før det blanke våben fangede et glimt af lys og fluks distraherede hende lige længe nok til, at hun ikke lagde mærke til at han forsvandt fra, hvor han havde stået. Det var først da han poppede frem igen meget mere nær hende end før, at hun reagerede mere voldsomt.
Man skulle have troet, at hun oprigtigt havde adlydt ham, for idét at han abrupt sprang mod hende med et tydeligt våben hævet i hendes retning, skreg hun. Det var ganske højlydt og skingert, men det blev også kvalt af forskrækkelsen. Hun fór sammen og længere op i sengen indtil hun sad helt klemt sammen med benene oppe til hagen i hjørnet, hvor sengerammen så fint var placeret. I den tid at skriget varede steg den smukke glød markant i form af et automatisk selvforsvar, da det eneste hun ellers havde at forsvare sig med, var sine arme, hun ligeledes holdte beskyttende op foran ansigtet.

Hjertet bankede faretruende i hendes brystkasse, og mest af alt var hun parat på et slag, da det hidtil var det eneste hun havde oplevet, når hun befandt sig i sådanne truende situationer. Abnormalt blå øjne vovede at åbne sig og stirrede nu direkte på ham. Skræmt.

På trods af, at Ash havde levet i 280 år - og i nogles øjne stadig var ung - var han fornuftig nok til at vide, at han ikke skulle lade et offer skrige for længe. Og alligevel var det næsten sød musik i hans øre, for skulle han være ærlig kunne han ikke huske, hvornår et offer sidst havde haft mulughed for at skrige noget som helst.
For det meste trådte han ud af skyggerne og skar halsen over på dem, endte deres liv så hurtigt, at de ikke nåede at opfange hvad der var sket. Et nådesdrab, hvis du spurgte ham, for på den måde nåede de heller ikke at mærke smerten.
Men nu havde dukkebarnet på sengen altså skreget, og det kunne besværliggøre tingene en anelse. Okay, godt nok havde han selv opfordret hende til det, men stadig, det var sgu så sjælendt at nogen lyttede til ham, og at hun så havde valgt at gøre det nu måtte siges at være brandærgerligt. For hende, i hvert fald. Og for ham, som blev forhindret i at gøre sit arbejde så lydløst som muligt.

På trods af skrigeriet forsøgte hun ikke at flygte. I stedet trak hun sig længere op i sengen i en manøvre, der fik tankerne hen på et forskræmt byttedyr, sekundet før det ser døden i øjnene.
Alligevel var det ikke dét han lagde mærke til ved hendes skrig. I stedet var det lyset der kom fra hende. Lyset som havde været i hende som en svag glød, der pludselig syntes at blive kraftigere. Et sekund blændede det ham, og han fandt sig selv trække sig tilbage mens han beskyttende lagde den ene arm over ansigtet i et forsøg på at beskytte dette. Og han mærkede varmen - nej smerten - fra lyset i det sekund det blussede op. Som sollys, der et kort sekund havde formået at trænge gennem stoffet i de lange ærmer og efterladt en brændende fornemmelse på den blege hud.

Erkendelsen af, at hun ikke bare var et hjælpeløst offer fik en næsten hvislende lyd til at forlade ham idet han sænkede armen for atter at springe mod hende, fast besluttet på at gribe fat i hendes arm og trække hende hen til sig så han hurtigt kunne gøre en ende på hendes liv. Jo hurtigere jo bedre inden hun atter fik mulighed for at blusse op igen.

Tanker susede rundt i hendes stakkels hoved i et virvar af tråde og penselstrøg, mens hun bare… stirrede på ham. Fra hendes synsvinkel var reaktionen fra at kortvarigt blive badet i hendes lys, ikke meget andet end, at han måtte være blevet blændet og derfor lige skulle bruge tid på at samle sig. Blinke de forbistrede pletter væk fra øjnene og finde fokus frem igen.

Hjertet bankede ubehageligt i brystkassen. Meget behageligt. Hun kunne mærke den voldsomme puls helt oppe i halsen, hvilket i sig selv resulterede i et par krampende vejrtrækninger, der trods deres minimale tilstedeværelse, fik det til at spænde yderligere op i senerne opad fra skulder-kurven. Hendes øjne kunne ikke helt finde ud af, hvor de skulle rette sig fast mod. De flygtede rundt på manden foran hende. Kalkulerede ham i desperation. Men de veg også altid tilbage til hans øjne i ny og næ i frygt for at misse nødvendige signaler.
Var det sådanne situationer, Cayden Roux havde ment i sin tid?

Blikket faldt straks på kniven idét den et splitsekund reflekterede hendes eget lys i et opmærksomhedsgørende glimt. Manden – hvem end dette jordiske væsen så end var – nærmede sig igen. Som et rovdyr. Og den unge stjerne sænkede fluks sine arme efter voldsom modstand fra hendes forsvarsinstinkt, der ville beholde dem, hvor de var. Hænder satte sig ned i sengen og hjalp til med at møve hendes krop fremad, så hun kunne sidde på sine knæ og rejse sig op på halve ben, før hun lænede sig mod ham. Lige akkurat i tide til, at en hånd greb ud efter hende. Hun gjorde så sit forsøg på at undgå netop den hånd, for hun gik i stedet efter den bevæbnede.
Havde hendes beregninger givet hende de rigtige resultater, burde hun kunne nå frem og gribe fat omkring hans håndled, som hun tidligere var blevet vist, inden den anden forhåbentlig kunne lukke sig om fingrene, der klemte om dolkens skaft. Hun var ikke kamperfaren, men ting hun blev lært eller så, satte sig blot fast til hende med kraftig superlim. Så med en styrke der ikke matchede hende, vred hun hans hånd op i håb om at han ville slippe.

”Mia?!” En brummende dyb stemme, der bestemt ikke tilhørte nogle af de to på værelset, lød pludselig fra trapperne op fra selve krostuen. Hendes skrig var blevet hørt.

Ash havde aldrigfr oplevet, at et offer kæmpede imod på den måde hun havde gjort. Han var vandt til råb, måske bøn om nåde og fra tid til anden en kamp med en anden magibruger om, hvem der først ville begå det første fejltrin.
Men han havde aldrig oplevet, at en anden kunne brænde ham på denne måde.

Han tjekkede hurtigt rummet omkring dem. Luften var ikke nødvendigvis varmere end det havde været øjeblikket inden han havde brændt sig, hvilket vidende om, at det ikke var ild hun havde brugt. For havde hun brugt ild af den kaliper, der havde såret ham ville det have kunne mærkes i luften. Altså måtte det være noget andet, men hvad var han ikke klar over. Han var også ligeglad, så længe hun ikke gjorde det igen - eller i hvert fald holdt igen længe nok til, at han kunne nå at bide hende.
I yderste nødstilfælde måtte han brække nakken på hende, men det ville være ærgerligt at forspilde chancen for at dræne hende. Især nu hvor han var såret.

Hendes udfald mod kniven kom ligeså meget bag på ham, som lyset havde gjort og var så uventet, at det overrumplede ham længe nok til, at det faktisk lykkedes hende, at få fat om det håndled, der holdt dolken. "Fint, hvis det er sådan du har tænkt dig at lege, dukkebarn." Stemmen der kom inde bag klædet om undersiden af ansigtet var næsten ligeså hvislende som en slange, og skønt han endnu havde en hånd fri brugte han den ikke til at gribe fat om hende. I stedet rakte han op for at fjerne klædet fra ansiget i én glidende bevægelse, der afslørede de spidse hjørnetænder inden armen blev lagt rundt om hende for at trække hende tættere på ham, så han derved kunne bide hende.

"Mia?" Fandens også, hendes skrig måtte have vækket kroen, for råbet blev fulgt af lyden af tunge trin på vej op af en spinkel trappe. Hvis han skulle nå at gøre noget som helst skulle det være nu. Tanken fik ham til at vende sin opmærksomhed mod hende endnu engang, denne gang for at bide ud efter hende.

Mia’s største bekymring havde været omkring dolken, og så snart det havde lykkedes hende at faktisk få den vrede fri fra den fremmedes hånd, blev det ikke tøvet et splitsekund, før den blev smidt fra dem og landede et tilfældigt sted på gulvet et sted i værelsets mørke. Hun havde ikke haft planer om at bruge den, som hun ellers var blevet vist, at det selv samme individ, der havde lært hende at afvæbne på den måde. Hun ville blot have det skarpe blad på god og sikker afstand fra sig selv.
Men så også fordi, at hendes bekymringer ikke havde strakt sig længere og den uvante panik blændede hendes tanker og forudsigelser yderligere, var det for sent for hende, at rive sig fri fra det greb, hans arm pludselig havde omkring hende. Og med størstedelen af mellemrummet mellem dem, kunne hun nemt mærke, hvor kold han var.

I stunden efter, hvor hendes navn var blevet galt fra trapperne, var hun uopmærksom på sine mere truende omgivelser længe nok til, at der ikke var nogen måde for hende at undgå de skarpe tænder, der bed ud efter hende. De nåede dog aldrig hendes hals, der ellers var godt blottet af den store halsudskæring i hendes natkjole, der, efter at have tumlet rundt, havde gledet mere ned over den ene skulder. Nej. Den lille stjerne havde ud fra rent og skært instinkt løftet sine arme op foran sig, idét hun havde set ham komme ud af øjenkrogen.

Den lille stjerne var ikke uden erfaring inden for smerter. Hun havde før oplevet, hvordan det var at beskadige en sådan jordisk krop. Bidt sig selv i tungen. Skåret sig selv i hånden. Blevet slået. Sparket. Men hun kunne ikke sætte det i en af disse bokse, da hun følte tænderne bore sig vej ned i hendes forsvarsopløftede underarm. At have sin hud punkteret på den måde var næste mere ubehageligt end det var smertefuldt.
Dog ikke at det ikke var smertefuldt, for det var det. Det var et mirakel at det ikke fik mere lyd ud af hende end et kvalt pinefuldt klynk. Et skrig blokeret af sammentrækning af halsen og tænderne bidt godt sammen. Hendes glød, derimod, reagerede præcis som den havde gjort før, og hun lyste automatisk mere op af chokket. Havde det gået op for hende, at det faktisk havde gjort noget for at skade voldsmanden før, ville hun muligvis have brugt den som et decideret forsvar frem for bare refleksive handlinger. De frie hånd maste hun straks op mod mandens ansigt for at skubbe ham væk fra sig. Det gjorde ondt!

Det havde fandeme ikke været meningen, at det her skulle være så svært! Ash havde utrykkeligt fået fortalt, at det her var en hurtigt "ind-og-ud" opgave for mørket, og at det ikk ville tage mere end en enkelt aften.
I stedet havde han fået noget, der mindede om en ligeværdig kamp, og var der noget Ash hadede så var det ligeværdige kampe. Det var sgu da præcis derfor han arbejdede som han gjorde: gemt i skyggerne kunne han slå til, når fok mindst forventede det og det var beskidt og uærligt spil - præcis som han kunne lide det.
Men den her... pige satte en kamp op han endnu ikke før havde prøvet. Og hvad værre var: det lys hun havde brændte noget så forfærdeligt!

Men i det mindste fik han fat i noget da han bed ud efter hende. Det var ikke hendes hals, hvilket var en skam, for så ville kampen have været hurtigt overstået, men lidt havde også ret og også hendes arm indholdt det blod, der var ham så pokkers livsgivende. Det var dog ikke meget han nåede at drikke før hun igen lyste op - denne gang så kraftigt at han ikke havde andet valg end give slip da hun samtidig maste sin hånd op i hans ansigt. "Så dø dog!" Råbte han. I dette øjeblik var alt snigen glemt, nu var han vred, og nu ville han bare vinde.
Og nu da han var uden dolk og ude af stand til at bide tænderne i hendes hals tog han en desperat beslutning og rakte ud for at ligge hænderne om hendes hals og mase til.

//Jeg beklager virkelig mit fravær, har haft så travlt med arbejde, udannelse og barn

Så dø dog! Dø. 
Ordene i sig selv var for et splitsekund nok til at slå stjernen helt ud af fokus, og i det samme splitsekund malede der sig en helt anden, næsten fordrejet intensitet af skræk i hendes ansigt. Og så var hans hænder omkring hendes skrøbelige hals. Fareinstinktet satte straks i gang derefter, og sendte hende tilbage til virkeligheden, som havde hun aldrig været væk fra den. Sammen med hvor voldsomt, han pludselig havde rakt ud efter hende, mistede hun automatisk balancen og faldt uden modstand tilbage ned at ligge på sengen. Fangede hende for alvor uden nogen nem vej ud af hans kvælertag.

Mia huskede følelsen af, at ikke kunne trække vejret fra, når hun badet i havene og dykket under vandets overflade, men hun huskede det ikke, som det samme, som hun oplevede denne gang. Det gjorde ondt. Ikke kun fordi hans hænder klemte hårdt til, men anstrengelserne luftrørene og stemmebåndet blev udsat for, skabte en svigen, hun ikke var bekendt med.
Hendes egne hænder havde ikke spildt sin tid med at suse op for at gøre den smule modstand, der virkede mest logisk. Mens hendes krop vred sig panisk over at pludselig blive holdt nede og have luftadgangen blokeret, begravede hendes fingerspidser sig ned omkring monsterets greb i et sølle forsøg på at tvinge det af hende. Eller i det mindste tvinge det løst nok til, at hun kunne få vejret igen. Hendes øjne var stadig spærret op fra chokket og blikket der var skarpt indstillet mod manden over sig, var ynkeligt og bedende. Og bange. Hun havde absolut ingen idé om, hvad der skete eller hvorfor, og det var tydeligt.

”St-Sto-p..!” fik hun kæmpet ud mindst lige så hjælpeløst, som alt andet ved hende. ”Je-Jeg kan ikke... få..ve-vejret..!” Luft var så vigtigt for de jordiske væsner. Og nu da hun selv var blevet et, var det også vigtigt for hende.
Hendes lys var tydeligvis også påvirket af situationen. Det havde hævet og sænket sig faretruende det første stykke tid, indtil hendes øjne klemtes i og glæden med ét skød op i styrke, som var det hendes sidste livslinje. Hele værelset blev blændende lyst. Og Mia selv blev umådelig varm at røre ved. Varm nok til at den smule beklædning hun var iført i til nattens søvn, blev svitset bort. Så selv med hendes blod i sine årer, ville hendes nye kropstemperatur brande. I samme øjeblik blev døren indtil værelset brast igennem…

Ved alle mørkets magter, hvorfor var det her så svært?! Hvorfor kunne hun ikke bare have været blevet sovende, som en god lille dukke, så han havde kunne skære halsen over på hende i ro og mag. Men neeeeej hun skulle absolut vågne og gøre hans liv så meget mere besværligt.
Ash var træt, hvilket var en sjælden ting for en der var død, men lyset fra hende havde tappet ham for kræfter og efterladt hans krop øm og mørbanket.
Fornemmelsen af hendes negle der borede sig ned i hans arme afgav en del smerte, men lige nu kunne Ash ikke mærke det: det eneste der fyldte ham var en sjælden vrede og et behov for at fuldføre sit arbejde og se pigen dø. Det handlede ikke længere om, at det var en opgave han var blevet stillet, nej nu var det personligt; hun skulle dø, og det kunne kun gå for langsomt. ”Det er fandeme også det, der er meningen! DØ!” Denne gang hævede han stemmen, skide ligeglad med om han ville blive hørt, for hendes skrig havde tydeligvis allerede tiltrukket sig opmærksomhed.
”DØ!” Råbet var nærmest ikke gledet over hans læber før hendes lys igen steg. Men denne gang var det ikke kun en svag glød, der blev stærkere. Denne gang opslugte lyset hele værelset, som fra det ene øjeblik til det andet lå badet i lys alt mens hun blev nærmest brændende at røre ved. Ash mærkede varmen, og havde mere eller mindre forventet at mærke en efterfølgende smerte, så overraskelsen ved at mærke varmen mod sin hud uden den blev efterfulgt af en brændende fornemmelse, var så overraskende, at han et kort øjeblik slækkede på grebet om hendes hals. Hvad var det, der skete? Han burde ligge og vride sig i smerte, men alligevel sad han nu her overskrævs på hende. For få øjeblikke siden havde hun brændt ham, men nu mærkede han ingenting, og det uden at noget havde forandret sig.
Og dog… noget havde jo faktisk forandret sig i de korte øjeblikke, og som tanken slog ham mærkede han atter den svage smag af hendes blod, rester gemt i hans mund, som åbenbart indeholdt en hemmelig, der i dette øjeblik holdt ham i live.
Han nåede dog ikke at tænke dybere om det før døren pludselig gik op, som en eller anden brast igennem.

Fordi lyset var så skarpt kunne Ash i første omgang ikke stille skarpt på den nyankommende, som tog et par overraskende skridt bagud. I takt med at lyset faldt trak skyggerne dog nærmere, hvilket Ash udnyttet til at springe af tøsen i sengen, gribe dolken og træde ind i den nærmest skygge. Han dukkede op lige bag den nyankommende, en stor kraftig mand der sendte tøsen et forvirret blik. ”Hvad er det dog der sker!?” Udbrød han. ”Er du…” mere nåede han ikke at spørge om før Ash havde grebet fat i hans hår, tvunget halsen til at blotte sig og førte dolken hen over mandens hans.
Der lød en gurglende lyd fra manden, da blodet begyndte at sprøjte fra hans hals – et halvkvalt skrig fra en døende, der ikke nåede at opfatte sin drabsmand, og da manden faldt på gulvet afslørede han Ash, der sulten slikkede blodet af sine hænder. ”Medmindre du ønsker, at jeg skal dræbe samtlige på kroen vil jeg råde dig til at makke ret og fucking dø!” Hvæsede han, inden han atter trådte ind i en af skyggerne for igen at dukke op på værelset. ”Der er en pris på dit hoved, og den pris skal være min!”

Han slap, og hun kunne endelig få luft igen. Hun ventede heller ikke med at hive så meget af det som overhoved muligt ned i sine lunger, da adgangsblokaden blev fjernet. Det skete lige voldsomt nok, og en god mængde af det kom tilmed ned i den gale hals og fik hende straks til at hoste og hakke groft. Hun rullede automatisk om og lå i stedet på siden, mens hun kæmpede for at både hoste af så hurtigt som muligt og ikke ende med at kvæle sig selv i processen. Det fik hende endda til at krølle sig mere og mere sammen i en lignende fosterstilling. Hendes egne hænder, der havde gravet for at få hans væk, lå stadig omkring hendes hals, men det blev gjort meget mere ømmende end, hvad han netop havde udsat hende for.
Idét hun havde drejet sig, blev det også afsløret, hvordan hendes ekstreme høje kropstemperatur havde svitset sig videre igennem et lag af sengens lagen og tæppe. Heldigvis var dén temperatur faldet i takt med at hendes lys var dæmpet til noget mere tilgængeligt. Stadig kraftigt, men det blændede ikke eller lyste rummet op som var solen højt på himlen.

Mia ville for alt i verdenen have ønsket, at hun ikke have åbnet sine øjne igen for at følge lyden af stemmen fra en tredje part, men det var en mere velkendt stemme, end hvad denne drabsmand kunne vække i hende, så det var instinktivt. Hun havde dog aldrig ønsket at se blod sprøjte frem fra en anden persons hals, som hun blev tvunget til denne gang.
Det var som om at hendes krop fattede alvoren og hendes hoste stoppede meget brat for at lade en stum panik overvælde hende. Forsigtigt, men stadig fluks nok, havde hun rejst sig op i armene for at bedre kunne se. De blå øjne havde gjort sig store på ingen tid. Og de kunne ikke lade være med at stirre mod scenen. Den døde herre. Den blege mand, dækket af blod. Hun rystede - af skræk, vel og mærket. Det var ikke hendes første drab. Men hun have håbet, at det sidste havde været dét. Det sidste.

Hendes blik skød fra den dræbte mand på gulvet og op på vampyren, som han dukkede frem nær hende igen. Hendes læber var skilt, men det første stykke tid var hun for chokeret til at tale. Det ekstreme lysglimt, hun havde præsteret, havde heldigvis ikke efterladt hende overophedet og ubevidst, men det havde svækket hende. Og det dunkede stadig fra hvor hans tænder havde punkteret igennem.
”En pris?!” fik hun endelig kastet frem. ”Hvad har dog gjort, at jeg skulle have fået en pris på mit hoved? Je-Jeg forstår ikke.” Hun møvede sig så småt bedre op at sidde. Det ville ikke være smart for hende at blive, men han blokerede hendes direkte vej ud af det vindue-løse værelse. ”Mit hoved, som jer andre jordiske, er intet værd, hvis ikke siddende på mine skuldre.” Hvem var det der pludselig havde fået retten til at sælge hendes hoved. Eller liv. ”Jeg… må ikke dø…”

Det her blev da også bare mere og mere rodet. Og var der noget Ash hadede, så var det rod. Det var sgu da for helvede derfor han havde de skills han havde: fordi han foretrak at træde ud af skyggerne og gøre det af med folk inden de nåede at fatte hvad der foregik. Det havde aldrig været meningen, at dukkebarnet skulle være vågnet. Og nu var det bare rodet, og her stod han med et lig, muligvis flere da han havde en idé om, at deres larm kun ville tiltrække flere til sig. Måske endda en vagt eller en af Lysets krigere. Lort i karry!

Hendes forvirring var forståelig, omend han ikke kunne opklare den. Og selv hvis han havde haft svarerne på hendes spørgsmål ville han næppe have givet hende dem, da det kun hjalp til at trække tiden ud for det uundgåelige. Eller, det uundgåelige for hende. "Pas," Svarede han med et ligegyldigt skuldertræk. "Jeg spurgte ikke ligefrem. Når du får besked på, at skille dig af med en af Mørkets fjender, så er det det du gør." Hendes kommentar om, at hendes hoved ikke var noget værd hvis det ikke sad på hendes hoved fik ham for første gang til at trække svagt på smilebåndet. "Der er faktisk en ganske god pris for dit hoved, så jo, det er en del værd." Han var ret sikker på, at det ikke var sådan hun havde ment det. Eller også var det, hvad gik han overhovedet op i det?
Hendes næste ord fik ham dog til at blive seriøs igen. "Det bliver vi to om at bestemme." Svarede han mens de spidste hjørnetænder kortvarigt glimtede i det svage lys, der nu engang var i værelset.

Hendes hals klemte sammen og det blev besværligt at sluge klumpen, der havde vokset i den. Det her gik ikke. Hendes hjerne arbejdede på højtryk, og man kunne næsten høre den knirke og rumstere. Påmindelser fra den store grønne ork poppede gang på gang op frem for hende, påmindelser om, at hvad hun skulle gøre, hvis hun nogensinde følte sig truet. Hun følte sig bestemt truet nu, men hun kunne ikke få sig selv til at gøre alvor. Hun frygtede mest af alt at der ville ske ham samme skæbne som manden, der lå og blødte livløst i døråbningen. Den mand havde ikke engang nået at opdage, hvad der skete. Mon det var en trøst?

Det gav som sådan ikke et jag i hende, da han viste tænder af hende, men det virkede som om, at det dunkede lidt ekstra, hvor de selv samme tænder havde bidt ned. Og hun blev endnu mere opmærksom på fornemmelsen af dråben af blod der langsomt men sikkert gled ned over armen og efterlod en sti af rødt. ”Du forstår ikke!” Ordene faldt desperat ud af hende, og hun gjorde sig umage med ikke at hæve stemmen alt for meget til trods for kraften, hun lagde i det. ”Jeg er ikke herfra. Jeg blev ikke født her på jeres jord, og jeg har endnu ikke været hernede i blandt jer til at vide tilstrækkeligt omkring den her jordiske form jeg blev tildelt, da jeg faldt.”
Desperationen steg både i hendes stemme og i hendes øjne, der fortsat så bedende på ham. Ønskede ham at han ville forstå. ”Jeg må ikke dø, da det er for risikabelt, mens jeg er her! Vi stjerner hører i forvejen ikke til her, så hvad vil ske, når vi lader vores liv her og efterlader vores …hylster?! Jeg ved det ikke endnu!” Det kunne høres i hendes stemme, at det ikke kun var ham, hun var bange for.

Hun pressede nervøst sine læber sammen, som havde hun mere at sige men blev kvalt i ordene samtidig. Og så efter et par øjeblikke anstrengelse faldt hendes blik fra ham, og hun trak forsigtigt sine ben lidt mere op til sig. Ebbede af sørgmodighed. ”Hvilke pris er der på mit hoved?? Kan du i det mindste fortælle mig det?”

Det var ikke første gang Ash mødte en person, der forsøgte at overbevise ham om, hvorfor lige præcis han eller hun ikke skulle dø. Det kom derfor ikke bag på ham, at denne tøs forsøgte det samme, og han var nogenlunde ligeså ligeglad med hendes, som han var med alle andres. Historierne om, hvorfor en person burde leve, bønnerne, gråden, det rørte ham ikke. Det havde det måske gjort engang, men skønt han huskede alle dem han nogensinde havde slået ihjel, gjorde det ingen forskel. Det var ikke ham, der bestemte hvem der skulle leve eller dø. Nej de ordre kom oppefra, og han anlød dem bare, og han var sikker på at der var en grund til, at netop hende her skulle dø. En grund som han var bedøvende ligeglad med.

Hendes forklaring på, hvorfor netop hun skulle leve var dog en smule mere kreativ end hvad han før havde hørt, og fik ham til at blive en smule mere interesseret. Ikke at det ændrede ved noget, for det gjorde det ikke, men det var da godt fundet på. "Hvis du tror det er første gang jeg har hørt en eller anden binde mig en historie på ærmet, tager du fejl, dukkebarn." Han trak let på skuldrene. "Kreativt, det må jeg dog give dig. Men om du er født her eller ej gør ingen forskel; der er ingen der ved, hvad der sker når man dør, den eneste forskel er måden man dør på. Og hvornår. Og nu er det åbenbart din tid." Han var begyndt at ligne en, der kedede sig umådeligt, men skønt han også synes det her var begyndt at trække vel meget ud var det ikke hele sandheden. Sandheden var, at han lige nu måtte ligge bånd på sig selv for ikke at fare i flæsket på hende, for lugten af sød, varm blod hang så tæt i luften at hans mave næsten skreg efter et måltid.

Han holdt sig dog i skindet, for han var en nådig mand (ha), der i det mindste ville lade hende bestemme hvordan det skulle ske. Medmindre hun altså fortsat med at trække tiden ud, for så ville han nok miste tålmodigheden til sidst. "Æren i at udføre en ordre tilfredsstillende," han skævede over mod den døde mand, som lå i døråbningen. "Selvom det ikke er så diskret som jeg foretrækker. Og krystaller, selvfølgelig. Nå, men, nok snak. Hvordan vil du have det? Jeg kan gøre det hurtigt og smertefrit, eller jeg kan trække det ud. Bare inden du tror der er et valg om, hvorvidt det overhovedet skal ske eller ej, for det skal det. Du får bare lov til at vælge, hvilken af de to metoder du foretrækker. Jeg kan altid tømme dig bagefter." De slanke hænder blev gnedet sammen i en næsten forretningsmæssig manér, som han afventede hendes svar på, hvordan hun foretrak hendes liv skulle afsluttes.

Han forstod ikke, hvad det var, hun havde prøvet at forklare ham. Han forstod ikke den sande alvor i hendes egen usikkerhed. Hun var ikke typen, der var konkret uvidende. Hun vidste ting. Og vidste hun ikke ting, havde hun stålhårde teorier. Det eneste hun ikke forstod sig på – på et grundlæggende niveau – var ting som følelser, og hvordan de opererede. Så var hun usikker og nervøs omkring noget var det sjældent et godt tegn. Men han forstod ikke. Og han fremstod ikke som en, der ønskede at forstå. Han havde gjort det meget klart for hende, hvad han kom for.
Stille og roligt men sikkert rykkede hendes ben sig længere og længere op, indtil de næsten lå helt ind mod hendes nøgne brystkasse. Nok til, at hun sagtens ville kunne omfavne dem med sine arme, hvis ikke hun beholde dem lås ved sin side. Hun nøjedes blot med at gribe let omkring sine små fødder. ”Du giver mig altså tilbuddet om at trække tiden ud, men i sandhed så har du ikke tiden til at… trække det ud. Bygningen her er ikke lydtæt. Jeg har kunne høre besøgende i værelserne ved siden af mig, og jeg har altid kunne høre livet fra stuen under os,” sagde hun med en sagte stemme, der, til trods for, at hun havde bøjet sit hovedet og skjult det mellem sine knæ og bryst, sagtens var til at høre. Rystelser fra skrækken var stadig til stede, men ikke i samme omfang. Det var som om, at udbruddet med hendes lille historie havde stabiliseret hendes stemmebånd igen. Eller også havde hun oprigtigt bare accepteret sin skæbne.

Hun spændte i kæber musklerne og sank. ”Du har en manglende fysisk styrke, så du vil ikke kunne stille meget op, hvis Gortrosh stod i døråbningen. Der ligger meget vel en mand, der blev dræbt ved dit våben, men dét vil du ikke kunne gøre igen. Liget kan ses fra gangen. Og varsomhed vil blive taget,” fortsatte hun uden at vide, hvorvidt det overhoved ville virke. Måske ville det kunne skræmme ham væk, hvis hun afslørede hvor meget, om ham og situationen hun egentlig havde analyseret sig til. Samtidig måtte hun undertrykke, hvor dårligt hun var begyndt at have det. Hele hendes krop sitrede så ubehageligt!

//Mia's most deadly weapon; her mouth! She'll talk you to death!//

Det her havde aldrig været meningen skulle tage så lang tid. Og det havde i hvert fald heller ikke været meningen, at det skulle udvikle sig til en eller anden dyb samtale, hvor de udveklsede forfærdelige minder, måske græd lidt sammen og fik knyttet et bånd, så han til sidst ikke kunne slå hende ihjel. Det var ikke fordi Ash' tålmodighed var den værste i hele Krystallandet, men han var efterhånden ved at være en lille smule træt af, hvad det her havde udviklet sig til. Bare lidt.
Hun havde dog en pointe, som hun påpegede, at han ikke kunne tåle at trække tiden mere ud end han allerede havde gjort, for det var uundgåeligt, at en eller anden ville få fat i nogle af vagterne snart. Og skønt Ash ikke nærede nogen tvivl om, at han sagtens kunne ryste dem af sig, var det ligesom bare flere unødeige problemer. "Sandt. Nå, så må jeg jo nok bare få det overstået." Medgav han og hævede dolken.
Hendes næste kommentar fik ham til at sende hende et overrasket blik, øjeblikket inden han begyndte at grine. "Åh nej, du har fundet min eneste svaghed: min manglende styrke. Hvad skal jeg dog gøre?!" Udbrød han med en latter, hvorpå han trak på skuldrene. "Du får det næsten til at lyde som en udfordring at slå denne Gortrosh ihjel, og skønt jeg elsker udfordringer må det blive en anden dag. Men jeg lover dig højt og uhelligt, at jeg nok skal komme tilbage og slå ham ihjel en dag. Men... der vil du ikke være der til at se det." Og med de ord gjorde han endnu et udfald mod hende, for at gribe fat i hendes hår så han kunne blotte hendes hals.

Igen lyttede han ikke til, hvad hun sagde. Kun overfladisk. Og egentlig havde hun ikke forventet andet. Hun havde afsløret de observationer, hun havde gjort af ham, men hun havde ikke afsløret dem alle sammen. Delvist fordi mange af dem kun var teorier, som hun stadig manglede at få bekræftet på den ene eller anden måde. Derudover havde hun heller ikke været direkte med sine ord, så på det punkt, kunne hun vel ikke bebrejde ham for ikke at forstå det underlæggende ved hendes ord.

At have ham lukke sig ind mod hende igen, havde ganske rigtigt været en del af planen, men det ændrede ikke det mindste på hvor forskrækket og skræmt, hun blev. Det skete så pludseligt, at hendes krop glemte at skrige, og havde det ellers været på vej, blev det kvalt i den pinte lyd, der peb ud fra hendes strube, idét hendes hovedbund blev tortureret af hans voldsomme håndtering. Hendes hoved rokkede per automatik i hvad en retning, som han ønskede, og lige så instinktivt havde hendes hænder sluppet sit greb om anklerne for at flytte sig op mod manden i et ubevidst forsøg på at skubbe ham væk fra sig.
Men som sagt, så havde han ikke lyttet. Og hun besad – til trods for hendes slappe og ynkelige udseende – ikke den samme mangel på fysisk styrke. Så med både hænder og fødder, der havde møvet sig i position fra den sammenkrøllede stilling midt i mosleriet, både sparkede hun og skubbede mod ham. Hendes øjne var klemt hårdt sammen allerede fra starten, men hun følte hårstrå blive revet op fra den sarte hovedbund, måtte hun ligeledes bide tænderne sammen. Et miste et par totter af sit hår var en mild pris at betale for at dermed kunne kaste manden af sig igen. Og denne gang.. lidt til siden.

Han havde indtil da stået direkte i vejen mellem hende og døren ud, så hun havde ikke kunne gøre noget før. Døren havde tilmed været lukket. Men nu var den åben. Godt nok med en død mand liggende i den. Absolut frygteligt! Men… han sørgede for at holde døren åben. Så i samme øjeblik at hun fik brugt sin styrke og kastet voldmanden af sig, var hun hurtigt og fumlende på benene. Al blufærdighed forsvundet i takt med at overlevelsesinstinktet havde sat ind. Et tæppe blev dog grebet på vejen ud og viklet strategisk omkring hende for at mindske det lys hun selv afgav.
Ude på gangen tog hun endnu et hurtigt valg og løb i den stikmodsatte retning af, hvor krostuen ville være. Der ville være hjælp at finde det. Men… hvis denne fremmede holdte sit ord… ville han ikke tøve med at tage flere uskyldige liv. Og den slags ønskede hun ikke at have på sig. Så i sin hast mod det skæve vindue for enden af den korte gang, lykkedes det hende lige akkurat at daske til det tændte lys på væggen, der oplyste den del af gangen. Til hendes held nåede flammen at slukke inden det ramte gulvet, så i det mindste satte hun ikke ild til stedet. Hun havde lagt mærke til mandens brug af skygger. Og selvom der fandtes skygger i mørket, så burde de blive mindre tilgængelige, hvis der var mørkt. Derfor også tildækningen af sig selv. Og derfor hendes flugt udenfor.
Alt hun skulle var at nå igennem vinduet og så ville den faldefærdige flugttrappe føre hende til de tomme gader, hvor, hvis det hele virkede, hun fortsat ville løbe. Hvor hen? Vidste hun ikke. Bare væk.

Ash havde på nuværende tidspunkt ikke nogen forventninger om, at det ville blive nemt at ende hendes liv. Indtil videre var det intet af det her der var så nemt, som han ellers var blevet lovet. Så han havde forventet noget fra hende, noget modstand, flere ord måske. Men han havde ikke forventet den decideret kamp hun stillede op.
Et kort øjeblik så det ellers ud til, at han ville vinde: grebet om hendes hår fik hende til at føje hans bevægelser og et kort øjeblik var hendes hals blottet nok til, at han ville have kunne gøre en ende på hendes liv. Havde det altså ikke været for det slag der sekundet efter ramte ham, som hendes fod ramte hans kæbe med et klokkerent spark, der fik et jag af smerte til at fare op gennem ham. Han hvæsede af hende i en blanding af vrede og smerte og nåede at hive lidt mere i hende før hun  simpelthen kastede ham af sig.
Dét kom bag på ham, for umiddelbart havde hun ikke virket som en kvinde, der havde den slags styrke. Det kunne meget vel være han hverken var den største eller mest muskuløse mand, men han havde alligevel ikke forventet, at hun ville være i stand til at vælte hende af.

Han tumlede til siden, faldt ned fra sengen og endte på gulvet. Han kunne smage blod, sit eget, og gættede på hendes spark havde fået ham til at bide sig i enten tungen eller kinden.
Havde han ikke været vred før, så var han det nu da han kom på benene, tids nok til at se hende løbe ud af værelset.
Lynhurtigt kom han på benene for at hoppe hen over sengen og optage jagten. Men det her var ikke en af de jagte han holdt så meget af: hun var ikke en forsvarsløs kvinde han havde dumpet i en skov og brugt et par timer på at pine, for derefter at lade hende stikke af så hun troede hun ville få sin frihed. Denne gang handlede det om andet og mere.

Da han nåede ud på gangen opdagede han, at hun havde slukket det nærmeste lys. Endnu en streg i regningen for Ash, der havde regnet med, at han ville kunne springe fra skygge til skygge. Det kunne han ikke nu, og i stedet ville han blive nødt til at sætte efter hende til fods.
Hun havde nået vinduet da han fik øje på hende, og i et øjeblik af ren raseri greb han skæftet om den ene dolk og kastede den efter hende. Han ramte ikke, men han kunne høre den syngende lyd, som dolken satte sig fast i vindueskarmen få centimeter fra hendes hoved. En advarsel om, at hun skulle stoppe, og at det ellers ville blive værst for hende selv. Ash var let bygget, men skønt den lette bygning gav hans fodtrin genlyd, som han løb ned af gangen for at sætte efter hende mod den flugttrappe hun havde kurs mod.

Advarslen virkede. Men den virkede så kun kortvarigt. Med den ene hånd om vinduets ramme for at bedre støtte, mens hun ihærdigt klatrede ud af det, var det ikke kun hendes hoved, at kniven kom ubehageligt tæt på. Det var endda muligt at mærke suset idét kniven borede sin spids ind i træet lige præcist mellem hendes lange- og ringfinger. Så ikke nok med at knivbladets imponerende skarpe kant var landet sølle millimeter fra hendes ansigt, så ville hendes hånd uden tvivl have været blevet spiddet, havde hun enten nået at flytte den bare lidt eller blot placeret den en tand højere.
Chokket havde endnu engang kvalt hver form for skrig, der sikkert ellers ville have opstået, og erstattet det med et skræmt gisp, og stoppet ufatteligt brat svang hendes blik automatisk mod kniven og den faretruende placering. Og derefter fløj det fluks over skulderen i retningen af den tydeligt rasende voldsmand. Dér blev det dog ikke hængende længe alt for længe. For han nærmede sig, hvilket hun ikke brød sig vitterligt om. Så om hun egentlig havde fanget betydningen bag hans skræmmende præcision med kniven, kunne diskuteres, idét hun begyndte sin flugt igen og dukkede igennem vinduet.

Flugttrappen var umådelig stejl, men Mia havde lidt af højdeskræk – af åbenlyse årsager. Det første hurtige skridt ned blev derfor taget uden tøven og forventet knivskarp kalkulation af sin jordiske krops motorik. Og det gik også ganske udmærket. Det samme gjorde det næste, som hun nærmest hoppede fra trin til trin i farten. Men det tredje blev taget forkert og hvinen, der var blevet røvet tidligere, slap fri fra hendes strube, som hun tumlede det sidste stykke ned. På den positive side, så gik nedstigningen hurtigere. Men på den knap så positive side, så sørgede trinene at jage ind i hver enkel krog af hendes sarte krop.
Desværre var der ikke tid for hende til at ømme sig der ved bunden af trapperne i den smalle baggyde til kroen. Tæppet var mirakuløst stadig svøbt om hende, selvom hun var nød til at løfte det op omkring sit hoved igen, da hun hastigt var kommet på benene igen. Egentlig kunne hun ikke mærke faldet. Hendes krop var i forvejen for fyldt op med adrenalin. Kun svigen fra hans tidligere bid… og de tynde, fine rids ved hendes hals, hans tænder lige akkurat havde nået at give hende, før hun var begyndt sin modstand.

Hun var stadig ikke helt vant til at løbe, men hun løb nu alligevel, så snart hun havde rejst sig. Ud af gyden og ligeglad med at større stykker grus på gaden kvaste op i hendes bare fødder. Hendes hænder klamrede sig til deres greb i tæppet, som hun løb. Svøbte det kun tættere omkring sig. Gaderne var som altid øde på denne tid, hvilket på sin vis var en stor ulempe for den lille stjerne. Udgangsforbuddet gav hende mindre vidner at løbe til. Fordi… hvad var hendes plan nu? Kontoret for byvagterne? Kunne hun nå dertil? Kunne hun finde vejen dertil?